VI - DEN GAMLE LÆREMESTER

16

I løbet af få dage var der blevet vendt op og ned på mit liv, og det virkede ikke, som om jeg havde nogen magt over min egen skæbne. Jeg var meget resolut blevet ført til et ukendt, dunkelt og forfærdende sted. Mine oprørske følelser sloges med mine betænkeligheder i forhold til omfanget af den mission, jeg var blevet betroet, og den uvished, der kredsede om den. De folk, som den 26. november var blevet sendt af sted efter Necronomicon, havde ikke givet livstegn fra sig, og det bekymrede mig også. Der var kun en person, som kunne hjælpe denne rådvilde mand, og ham opsøgte jeg dagen før kætterbålet.

Det havde hele tiden været min tanke at aflægge et besøg i det gamle San Fruttuoso-abbedi med kapucinerne, inden jeg forlod Genova. Det interessante var, at selvom jeg havde det sædvanlige ønske om at gense mine mentorer, så var besøget denne gang præget af nødvendighed mere end af tradition. Tommaso havde så tydeligt kunne huske abbediet, fordi det var et enestående sted, hvor menneskehænder havde formået at eftergøre naturens perfektion i en sådan grad, at det virkede, som om bygningen havde stået på dette sted fra tidernes morgen som en oprigtig del af landskabet ved den afsides bugt nær Portofino, der havde været tilflugtssted for fiskere og pirater, indtil klostret blev bygget i løbet af det x og xi århundrede. Den bygning, jeg voksede op i, var blevet bygget fuldstændig om i den første halvdel af vores århundrede af admiral Andrea Doria, der foruden at rejse et vagttårn, som skulle beskytte stedet mod sørøvere, også havde indrettet en æresgrav for sin familie i et kapel i det nedre kloster.

Overrasket og glad bød klosterforstanderen mig velkommen i dette lærde hus og førte mig hurtigt i retning af kirken. I en tidlig alder af bare tretten år og frem til jeg fyldte atten, blev jeg under fader Piero Del Grandes faderlige formynderskab formet til at aflægge det hellige præsteløfte. Jeg ville være blevet en god kapuciner, det er jeg ikke i tvivl om, og blev det næsten. Det havde været mit ønske, men på grund af en beslutning, som kun min læremester kendte til, tog min skæbne en anden kurs: Jeg skulle omkring et dominikanerkloster for at færdiggøre mine studier og blive præsteviet.

Kirken var min eneste udvej. Jeg kunne ikke komme på universitetet, for min familie havde hverken penge til at bekoste mine studier eller det slægtskab, det ville kræve at få lov til at ernære mig ad den vej. Jeg var søn af Domenico DeGrasso, smeden, manden med blæsebælg og ambolt, en fattig bonde, som næsten ikke kunne skrabe penge nok sammen til at mætte vores maver og betale sine skatter. Han kunne ikke gøre meget for at opfylde mit brændende ønske om at studere. Det var forbeholdt de magtfulde mænds sønner. Alle vi andre var ganske enkelt overladt til det hårde arbejde i markerne og uvidenheden. En højere uddannelse strøg forbi mine øjne og gled lidt efter lidt helt fra mig. Mit liv skulle dog ikke blive, som jeg på det tidspunkt havde forventet. Jeg havde vel at mærke heldet med mig, men det var min vedholdenhed, der førte mig derhen, hvor jeg er i dag. Rester spiser kun de, der aldrig har længtes efter at spise af tallerken, eller de, der er blevet så gamle, at de ikke længere har kræfterne til at stræbe efter det.

Da jeg fyldte atten år, den første søndag i august 1580, sendte fader Piero bud efter mig for at give mig en fantastisk nyhed: Jeg skulle forlade klostret for at rejse til Pisa, hvor der ventede mig et dominikanerkloster og den så eftertragtede plads på universitetet. Min læremester havde brugt al sin indflydelse – også over for folk, man sædvanligvis ikke ønskede at belemre – alene for, at en fattig genovesisk knægt som mig kunne få en strålende studieplads på det prestigefyldte universitet i Pisa, hvor nogle af Italiens mest magtfulde familier havde uddannet sig, som for eksempel familien Sforza, familien Doria, familien Médicis og familien Borgia. Da jeg først var kommet ind, helligede jeg mig fuldstændig min doktorgrad i teologi og filosofi, afsluttede den på fire år og konverterede samtidig, så jeg blev præst i Santo Domingo-ordenen. Jeg blev dominikanermunk i denne store hær af brødre, som ude i verden er kendt som ”prædikanterne”. Som toogtyveårig kom jeg tilbage til Genova, og med min ordens tilladelse vendte jeg tilbage til kapucinerne som lærer og slog mig igen ned tæt på den mand, der havde formået at gøre alle mine drømme om en uddannelse til virkelighed: min gode læremester Piero Del Grande.

Jeg gik i disse tanker, da jeg nåede frem til kirken, hvor min læremester, abbediets levende relikvie, var ved at fremlægge sine fortsat stridbare overbevisninger for en gruppe unge mænd. Hans lille skikkelse var indhyllet i en enkel, brun dragt med et groft reb bundet omkring, og hans hår lå som en kridhvid glorie omkring det ansigt, der var så mættet af godhed og visdom. Kraften lyste ud af ham. Jeg ville ikke afbryde ham, men munkene insisterede og åbnede dørene for at gå med mig ind og tage plads på den bagerste bænk, hvorfra jeg i stilhed lyttede til min gamle læremesters prædiken. Han talte til omtrent tredive yngre munke og novicer, som henrykt lyttede til hans varme tale, der lød mere som en bemærkning fra en gammel soldat end som en moralprædiken.

– Jeg skal fortælle jer, brødre, at de vil erklære krig og trække deres våben, for Rom har stadig ikke fundet på en anden metode til at glatte ujævnheder ud. Dominikanermunkene har en magtfuld allieret i sin sag … Meget magtfuld … ”Hvem er det?” vil de mest troskyldige spørge sig selv, og det tungtvejende svar vil overraske dem, for den allierede er selveste Kristi stedfortræder, pave Clemens VIII.

Der lød spontane udbrud hen ad bænkene. Piero lod kommentarerne flyde for siden at lade dem forstumme ved at fortsætte sin prædiken.

– Hvem kan løse en dominikanermunks problemer bedre end en dominikanermunk? spurgte Piero energisk, idet han hævede sin pegefinger mod hvælvingen. – Tror De, at paven ville se upåvirket til, mens hans klosterorden udkæmper et slag, som truer med at flytte sig fra teologien til samfundet? Tror De, at inkvisitorerne ville lade uvildige teologer mægle i striden og risikere at blive ydmyget …? Nej, de vil, som de altid har gjort, angribe og tilintetgøre rivalerne. Retfærdigheden eksisterer ikke i Rom, byen bliver styret af magtfulde familier, den er fyldt med slægtsblod og har en tusindårig tradition: at knuse ethvert oprør. Og i dette tilfælde er det vores brødre, jesuitterne, som er byttet.

Den gamle kapuciner tog en indånding og sank, kiggede på sin menighed og faldt til ro, inden han fortsatte. Jeg var ikke overrasket over min læremesters tale, for det var ikke første gang, jeg hørte ham omtale dominikanermunkene i disse vendinger. Men nu var jeg – af egen fri vilje, hvilket stadig virkede paradoksalt – en af dem, jeg bar deres ordensdragt og følte mig derfor noget ubehageligt til mode.

– Kættere … I skal ikke blive overraskede, hvis I hører det ord fra en dominikanermunks mund, men det skærer mig i hjertet. Hvem havde troet, det skulle komme så vidt? I Rom anklager dominikanermunken Báñez den spanske jesuit Molina for kætteri og forsøger, om nødvendigt, at tystne denne mands lære, for Báñez tjener jo Inkvisitionen. Og det foregår alt sammen, mens paven stiltiende ser til. Hvad tror I, Kristus ville have tænkt, hvis Peter havde anklaget Judas for kætteri efter hans forræderi? I sidder alle sammen med svaret: Kristus vidste, at Peter ikke kunne gøres til dommer over Judas, for så skulle Peter først have dømt sig selv, i og med han ikke bare én, men hele tre gange havde benægtet det. Så hvem kan gøre sig til dommer over vores tanker, hvem er i stand til at straffe tankerne? Dominikanermunkene? Den Hellige Inkvisition? Eller paven selv …? Striden omkring pavens auxiliis er gået for vidt, i hvert fald for min ydmyge forstand. Nåden, denne guddommelige gave, burde ikke være årsag til splid. Vi får Guds nåde, når den Almægtige mener, at vi gennem vores handlinger har gjort os fortjent til den. Hvad mere er der at sige om denne gave?

Piero gjorde en kort pause og genfandt den stridslystne røst, han havde talt med i begyndelsen af sin prædiken. At høre min læremester tale om Inkvisitionen som et hævngerrigt redskab i den interne strid var som pludselig at blive revet ud af en behagelig drøm: Det var første gang, jeg hørte ham sætte tvivl ved Inkvisitionens arbejde. Og det var som at se mit hverv fra den anden side af ruden.

– Báñez fortolker nåden i overensstemmelse med Skt. Thomas Aquinas’ skole. Molina forstår derimod nåden ligesom Skt. Augustin. Den ene forstår den på en måde, den anden på en anden måde, den ene til fordel for en fader af kirken, og den anden læner sig op ad en meget lærd mand. Og jeg siger: Er det måske Thomas, der har skabt nåden? Er Augustin måske det officielle talerør for Himmerige? Måske har Gud inspireret dem begge med den nøjagtige definition på nåden, så de kunne viderebringe den, som om der var tale om en åbenbaring …? Nej! Her taler vi om ren filosofi, om abstrakte begreber. Hvem kan med videnskabelig sikkerhed fastslå, om nåden er stigende eller faldende? Nåden er frigjort fra personer og fra dem, der filosoferer over den. Nåden er enestående, og den er fuldkommen fremmed for alle disse afhandlinger, som forsøger at afgrænse og definere den i en enkelt retning … Det er en stor løgn! Og dominikanermunkene gider ikke engang søge sandheden ved at debattere! De forsøger at indpode deres egen opfattelse, vinde slaget og bevare magten … De bekymrer sig ikke om nåden, for de må med deres handlinger så absolut afsky den! Navnet på denne guddommelige gave burde slet ikke komme over deres dødelige læber! Og det er, hvad I, mine kære elever, skal skrive jer bag øret; der vil ske det sædvanlige! De vil udslynge eder og forbandelser over den, fordi de ikke kan fordøje den …! Fordi det ligger i vores genstridige og destruktive natur, den samme natur, som fik os til at gennembore hænder og fødder på vor Herre Jesus Kristus.

Den gamle kapuciner var ved at kvæles i sit eget raseri, og han måtte holde inde et øjeblik for at genvinde kontrollen over sit stakkede åndedræt. Da han var faldet lidt til ro, lød hans stemme igen i kapellet.

– Vi kapucinere kender udmærket disse stridigheder. Da vi delte os fra franciskanermunkene, kæmpede vi selv et slag, som kostede os mange års ekskludering, trusler og afstraffelser. Vi kender udmærket bitterheden, for, som I alle ved, var det os forbudt at prædike indtil for få år siden. Man forbød os oven i købet at forlade Italien og spærrede os inde i ulvens mund! Jeg tror oprigtig talt, vi bør se på denne strid, mens vi glemmer, at vi udmærket ved, hvad det vil sige at være faldet i ”unåde” hos Rom. Må vores tro mildne os … Gå nu med fred.

I dette øjeblik forlod jeg min plads og gik op mod prædikestolen. Piero Del Grande steg ned med besvær og fik hjælp af to munke, alt imens nogle af hans mest ihærdige elever lykønskede ham og forsøgte at få svar på nogle personlige tvivlsspørgsmål. En af de munke, som hjalp ham, den mest korpulente, viftede munkene væk med en afvisende håndbevægelse og bad dem forlade kapellet. Den gamle kapuciner havde ikke kræfter til at dele mere ud af sin lære efter den korte prædiken. Da alle havde forladt stedet, så munken, at jeg stod og ventede ved prædikestolen.

– Fader Piero … Det ser ud til, at I har fået besøg, hviskede han i øret på min læremester, idet han pegede hen imod mig.

Piero drejede blikket mod mig, men kunne ikke genkende mig.

– Hvem er det, der kommer og besøger mig uden først at banke på døren? spurgte han sædvanligt veltalende.

– Det er mig, fader. Angelo.

Den gamle lyttede opmærksomt, og så smilede han.

– Angelo …? Min konverterede elev?

– Ja, dominikanermunken Angelo, ham, der går klædt i inkvisitorens ordensdragt, men har en kapuciner spærret inde i hjertet.

– Åh, kæreste! stammede Piero.

Langsomt og uden at slippe sine hjælpere gik den gamle kapuciner de få skridt, der var imellem os, for at møde mig i en varm omfavnelse.

– Må Gud være dig nådig, min søn, sagde han ind i mit øre. – Tilgiv mine øjne, at de ikke genkendte jer. De er lige så gamle som mig.

Piero bad sine munke om at trække sig tilbage, lagde sin arm ind under min, og idet vi forlod kapellet, inviterede han mig til at gå en tur rundt i abbediet.

– Mit syn bliver dårligere for hver dag, der går, tilstod den gamle kapuciner, idet han holdt godt fast i mig.

– Jeg har en tung sky hængende foran øjnene, den skygger for lyset og lader mig langsomt forsvinde ind i ensomheden. Jeg kan ikke længere gå rundt uden en ledsager … Og jeg kan ikke se forskel på en kamel og et palmetræ.

– Det er en skam, mester, sagde jeg og følte medlidenhed med ham.

– Nej … Mine øjne bærer ikke skylden, jeg bebrejder dem ikke, de har allerede set for meget. Sker der noget nyt i livet, som det er smerten værd at se …? Kapucineren rystede på hovedet og smilede varmt – Jeg har brugt mine øjne godt, så lad dem nu få fred, så de kan give sig hen til mørket. De varsler, hvad der vil komme: I dag er det mit elendige syn, i morgen måske hørelsen, så tungebåndet, og siden … døden.

– Jeg kan forstå, I har besluttet jer for at tælle jeres dage, sagde jeg sagte. – Årene og hengivenheden kræver altid sine ofre, og de tvinger en til at sige nogle ting, man ikke ønsker at sige … Som vi ikke engang ønsker at høre …

Piero så op og smilede til mig.

– Jeg kan høre, at du allerede taler som en mester. Men det er ikke rigtigt, hvad du siger, for hverken årene eller hengivenheden indgyder mig skræk. Det vil jeg overlade til gamle gniere og havesyge, den slags mennesker, som ønsker at leve for evigt, og lidt længere, alene for ikke at skulle slippe deres formuer og stå ansigt til ansigt med gravens stilhed. Jeg tænker kun på døden, og så bliver jeg bekymret, men ikke for mig selv, men for alle jer andre.

– For os? spurgte jeg overrasket.

– Sådan er det. Se på mine hænder, jeg har ingen ringe. Se på min skikkelse, jeg ejer kun den dragt, jeg bærer, og det reb, der holder den på plads. Jeg har ingen penge under jorden eller dokumenter, jeg skjuler intet guld eller andet, som skal gå i arv. Men min skat, det er alle jer. Hver eneste dag dukker der flere op for at høre mig tale i kapellet, og hvert forår skyder der flere og flere knopper, som jeg hjælper til at blomstre. Hvad vil de gøre, når jeg ikke længere er her til at vande dem?

– Hver eneste elev vil bruge det, de har lært, og det gode sædekorn vil spire. Resten vil blæse bort med vinden.

Piero gik et par skridt i tavshed, mens han tænkte over mit svar.

– Hvorfor er du kommet, Angelo? Jeg tror ikke, det her er et høflighedsvisit, sagde han snedig som en ræv.

– Jeg har brug for jeres ord, svarede jeg tøvende, – og jeg er kommet frem til, at I ville være villig til at give mig det.

– Nu må du ikke tage fejl, min søn. Men … Hvad leder du efter mellem mine ord?

Han vidste udmærket, hvor jeg ville hen, og jeg kunne ikke lyve for ham.

– Jeg har … en fornemmelse, og her har jeg brug for jeres råd.

Den gamle kapuciner standsede op.

– Et råd? Men hvad er det for mand, der lyder som en mester, når han taler, men er en elev i hjertet? Jeg nåede ikke at svare ham, for han stillede sig foran mig og lagde sine hænder på mine skuldre. – Skulle jeg ikke have nok at bekymre mig om? Se dig selv engang … Du er grunden til, at jeg tæller mine dage. Og når jeg ikke er her mere …? Skal du så være et sædekorn eller overlades i skæbnens hænder? Jeg ønsker ikke, at det skal være det sidste, jeg ser, Angelo. Tro mig.

Jeg slog blikket ned og bed kæberne sammen.

– Mester, jeg forstår jeres bekymring, men jeg har virkelig brug for jeres råd. Jeg er forvirret, og jeg kan ikke betro mig til andre end jer. Vær venlig at lytte til mig.

– Du burde være mesteren, Angelo! Jeg er det ikke længere. Søg freden, find svarene hos Ham, der forbinder os, hos Ham, der ved mere end vi to, hos Ham, der for altid vil være din ledestjerne. Søg svarene hos Kristus. Han er den eneste Mester, som vil følge dig dag og nat. Han vil råde dig, når du er faldet i unåde, når du fryser, når du sidder i fængslet, når du mærker sulten, begæret og fristelserne.

– Ja, det ved jeg.

Piero blev stadig mere bekymret, da han hørte mit svar.

– Hvis du ved det, så forholder det sig måske sådan, at du ikke i stand til at tale med Kristus om det, du vil fortælle mig? spurgte han med hævede øjenbryn.

– Det er, fordi jeg ikke altid kan tyde hans stilhed.

– Så kan intet af det, du står for, retfærdiggøres, svarede han bidende. – Dit kors er blot til pynt, og din dragt, din ynde og dit hverv … fordærvet.

– Nej … Det er ikke helt, som I tror. Selvom mine ord lyder falske, har jeg stadig troen … Sådan som I lærte mig den, med kærlighed og hengivenhed nok til at rumme døden.

– Så hvad er det, I frygter?

– Det er, fordi ikke alt kan fornemmes af stilheden. Det drejer sig om en sag, som kræver, at nogen skriger mig svaret tydeligt ind i mit øre og ikke lader det tro, at det hører stemmer, når der kun er stilhed.

Kapucineren stirrede på mig.

Det krav, han stillede til mig, kunne slet ikke sammenlignes med det, han ville stille til en af sine elever. Han havde taget mig til sig for at gøre mig til sin efterfølger, og det indebar et stort ansvar, og frem for alt at en uforgængelig mængde tro. Jeg forsøgte at forholde mig tavs, jeg bed mig i tungen, men jeg kunne lade være med at gøre endnu et forsøg på at få hans hjælp.

– I vil ikke hjælpe mig denne gang? spurgte jeg så yd­mygt, jeg kunne.

Piero greb om mit ansigt og betragtede mig med sine trætte øjne. Så omfavnede han mig. Da min mester ikke var en særlig omfangsrig mand, og da der endvidere var blevet mindre af ham på hans sidste dage, stod jeg krumbøjet i hans favn, som en mand, der klamrer sig til sin ærværdige bedstefar i hans livsaften.

– Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig, lille Angelo. Dig ville jeg aldrig svigte.

17

Samtalen havde ført os ned bag klostret, hvor kirkegården lå bag et rustent gitter. På denne vilde jordplet, hvor der voksede nogle oliventræer og en masse ukrudt, lå yngre munke og konvertitter begravet, sådan som der var tradition for, hvorimod abbeder og andre højtstående blev begravet i kirken og i klostret. Det var et sted, Piero gerne kom for at finde ro i sjælen, og det sted, han en dag selv efter udtrykkeligt ønske skulle stedes til hvile.

Jeg kom til at tænke på min egen ungdom, hvor jeg så ofte bevægede mig ad de smalle stier mellem gravene og på min vej fik øje på mindepladerne med munkenes navne, dødsdatoer og de beskedne og nøjsomme ornamenter, som beskrev den enkeltes skæbne. Der stod næsten også altid en statue af ærkeenglen Gabriel eller et enkelt kors i granit, marmor eller smedejern. Med tiden fik jeg øje på nye mindeplader, som snart blev dækket af farveløse svampe, ligesom de ældste plader, hvorpå man knap nok kunne tyde navnet på den afdøde. Men denne kolde morgen var det kun et fjernt minde i hukommelsen, og jeg sprang fra tanken om de døde, deres navne, hvor længe de havde levet, og ornamenterne på deres sidste bolig til tanken om de levende og deres behov. Piero standsede op i det hjørne af kirkegården, han holdt mest af, ved æresgraven for den gamle garde af kapucinere, som var tidligere franciskanermunke med en oprørsk ånd, alle dem, der med egne øjne havde set tilblivelsen af ordenen, dem, der af alle anstrengelser havde givet den sin form.

– Her er stedet, sagde fader Piero, idet han tog plads på et af gravstederne.

– Et dejligt sted, sagde jeg.

Piero Del Grande var en træt mand. Han havde ikke mistet sit på én gang strenge og barmhjertige ansigt. Han tålte ikke dovenskab og ligegyldighed, og højst af alt satte han alle dem, der udnyttede deres forstand og ikke satte den over styr, for det var i hans øjne en alvorlig synd mod menneskeheden. Alle disse karaktertræk lå stadig i hans væsen og i hans måde at tale på, men tidens gang havde sat sig sine spor. Det var både indlysende og uundgåeligt. For at komme til kræfter efter gåturen, inden vi gik til sagen, spurgte Piero nysgerrigt til mit liv som inkvisitor.

– Hvordan er dine domme, Angelo?

– Barmhjertige … som altid.

– Tænk sig, Angelo, hvis ikke jeg kendte dig, som jeg nu kender dig, og ikke vidste, at du havde så stor respekt for dit embede, så ville jeg tro, du var meget forskellig fra den torturbøddel, der drejer tromlen ved strækbænken.

– Hvorfor siger I det? spurgte jeg skamfuldt, som om jeg igen var den lille dreng, Piero havde opdraget, og som altid blev opskræmt, når han stod over for en voksen, der tilsyneladende kendte til alle de drengestreger, han havde lavet uden for dennes synsvidde.

– Fordi det at føre nogen til bålet er det samme som at sætte ild til ham med sine egne næver. Når du brænder et menneske, så nøjes du ikke med at give ham oprejsning for sine synder. Og det ved du godt.

– Nogle synder er uoprettelige, rettede jeg ham.

– Ganske vist … Men hvis du vil brænde alle syndere, så begynd med Vatikanet; der er de alle uoprettelige. Kun han, min læremester, kunne væbnet med min kærlighed til ham og min respekt for hans godhed og stærke tro slippe af sted med sådan en påstand.

Piero havde levet flere år, end en mand kunne drømme om, og med dem havde han ikke alene samlet hvide hår og rynker, men også stor visdom og en erfaring i livet som havde gjort ham til en berømt iagttager. Hans kærlighed til den katolske kirke var så stor og inderlig, at han af bar trosiver ville begynde et angreb, som en rigtig protestant ville have gjort det.

– Jeg vil minde jer om, at det var jer, der gjorde mig til dominikanermunk, svarede jeg tilbage.

– Ja, men ikke til bøddel, sagde han.

Med en kraftanstrengelse lod jeg et øjeblik mine presserende bekymringer ligge for i stedet at dykke ned i det, som igennem så mange år havde pint og plaget mig … Det, som stadig pinte og plagede mig:

– Jeg har aldrig forstået, hvorfor I besluttede, at jeg skulle forlade ordenen, jeg kunne være blevet en fremragende kapuciner … Som I selv.

Han så på mig med et blik, der skjulte noget, men tav, sådan som han altid havde gjort. Og jeg gjorde ingen forsøg på at fortsætte ud ad dette spor, men lod, som om det ikke interesserede mig, selvom det var stik imod den følelse, jeg i virkeligheden havde.

– Godt, det lader vi ligge til en anden gang. Hvad er det for et problem, som har bragt dig hertil? fortsatte mesteren.

– Det drejer sig om nogle bøger.

Han så ud til at blive overrasket over at høre mig tale om bøger, og inden han fortsatte sin spørgen, strøg han flere gange sin hånd over skægget.

– Bøger? Hvilke bøger skulle dog bekymre en inkvisitor?

– Necronomicon. Og Codex Esmeralda.

Til min overraskelse virkede det, som om den gamle kapuciner havde ventet dette svar. Men han havde håbet på noget andet og bestræbte sig på, at hans ansigt ikke skulle røbe hans indre røre.

– Kender I dem? spurgte jeg.

– Er du stødt på dem?

– Nej, egentlig ikke. Jeg har læst om dem, og jeg har hørt såvel kættere som medlemmer af kurien omtale dem. Og den ene af dem var inden for min rækkevidde for nogle år tilbage, uden at jeg på noget tidspunkt har fundet ud af, hvad den egentlig kan. Af jeres spørgsmål kan jeg forstå, at I ved, hvad jeg taler om.

– Jeg kender udmærket den litteratur, men jeg ved ikke, om jeg kan hjælpe dig. Hvad er problemet?

– Mester, jeg er overbevist om … Nej, jeg ved med videnskabelig sikkerhed, at et selskab af heksemestre og djævletilbedere vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at føre bøgerne sammen. Men jeg bønfalder jer; lad det blive mellem os to.

– Og hvorfor er du så sikker på det?

– Vi har på et tilflugtssted, hvor en heks har holdt til, fundet beviser for, at hun har været i besiddelse af den bog, som bliver kaldt Codex Esmeralda, og at hun har haft planer om at føre den sammen med Necronomicon, der, så vidt jeg er informeret, er den mest forbudte, den mest eftersøgte, sataniske og mørke bog gennem alle tider.

Jeg kiggede et øjeblik ud over kirkegårdens mindeplader, inden jeg igen vendte blikket mod ham.

– Jeg har en kætter, der sidder fængslet i mit abbedi, en forbryder, som er dømt til kætterbålet og har tilstået, at han har været i besiddelse af Necronomicon. Han har tilstået, at den er skjult et sted her i Italien, i en forladt kirke i hertugdømmet Ferrara. På heksens skjulested fandt vi et brev, som indeholdt navnet på netop denne fange. Og der stod noget mere i dette brev. Heksen omtalte en Stor Mester, der skjuler sig ”stille som en munk på sine gedebukkeklove” …

Kapucineren sad et godt stykke tid fortabt i sine egne tanker. Koncentrationen lyste ud af ansigtet på ham, det sydede og kogte i hans opskræmte tanker. Så hviskede han:

– Inkvisitionen har sendt dig af sted for at finde bøgerne …

– Ikke helt. Min øverstbefalende gav mig besked på at vriste Necronomicons skjulested ud af kætteren, intet andet. Det var min eneste opgave. Codex Esmeralda er jeg stødt på ved en tilfældighed.

– Du ønsker ikke at vide mere, tiskede Piero Del Grande, idet han så på mig med bedende øjne.

– Hvorfor ikke?

– Fordi jeg udmærket kender til de torne, som kanter sig langs disse stier.

– Hvad ved I om bøgerne, mester? Fortæl mig det, for Guds skyld! udbrød jeg, idet jeg søgte det klare svar, som jeg tilsyneladende ikke kunne få ud af nogen.

– At de er Djævlens værk. Og det er bedst at holde sig fra dem, sagde den gamle kapuciner, idet hans øjne igen livede op. – Gud bevares! Hvorfor allerede nu? Hvorfor skal de allerede nu krydse din vej? Det virkede, som om min læremester var blevet tosset. Havde alderen sat sig sine spor i forstanden? – Min søn, hvis ikke Inkvisitionen har givet dig besked på at lede efter disse bøger, så er det, fordi den selv gør det i al hemmelighed. Og det kan man ikke bebrejde dem, for sagen fortjener allerstørste forsigtighed.

Nu var det mig, der tav. Jeg kiggede på den gamle kapuciner og forsøgte at læse hans tanker. Så spurgte jeg sagte:

– Hvorfor tror I, Rom skjuler den egentlige grund til, at jeg skulle forhøre kætteren og vriste skjulestedet ud af ham?

– Det har jeg allerede fortalt dig, svarede Piero utålmodigt. – Denne sag kræver allerstørste forsigtighed.

På trods af hans reaktion besluttede jeg mig for at vende tilbage til bøgerne for at finde ud af, hvad min læremester vidste om dem og på den måde forsøge at stykke de brudstykker, som Iuliano og Stjernetyderen havde været næsten tvunget til at give mig, sammen med de gådefulde ord, jeg ved hjælp af pinsler havde fået presset ud af Gianmaria.

– Hvad står der i bøgerne?

Kapucineren rystede på hovedet.

– Du skal ikke involvere dig i det.

– Og hvorfor skal jeg ikke involvere mig i det?

– Hvis du gør det, bliver du nødt til at gå hele vejen. Jeg tror ikke, man kan vende om på halvvejen, hvis man først er begyndt at dykke ned i Djævlens afgrundsdybe hemmeligheder. Du skal passe godt på, min søn.

– Hvad er det, der vil ske, hvis bøgerne bliver ført sam­men? fortsatte jeg.

– Jeg kan forstå, at du står stædigt fast på at involvere dig i de bøger. Angelo, du skal ikke søge svarene på disse spørgsmål i vor tid. Tanken om at føre dem sammen stammer fra gammel tid, heksemestrene har forsøgt at gøre det i mere end tre hundrede år. Det her er ingen ny historie, den er lige så gammel, som den er hemmelig.

– Hvad er det, de søger? fortsatte jeg, idet jeg i Pieros ord forsøgte at få bekræftet det, jeg vidste fra Isabella Spazianis brev og Gianmarias tilståelse.

Han smilede, men hans smil forvandlede sig langsomt til en kejtet grimasse.

– Det værste.

– Det værste? Jeg kiggede indgående på den gamle kapuciner. – Hvad mener I med ”det værste”?

Kapucineren løftede sin pegefinger og pegede på mit krucifiks.

– Se på det, du har hængende på brystet. Bøgerne vil gøre en ende på alt, ja alt, hvad der er opstået af det.

– Kristendommen?

– Al religion.

– Hvordan? Fortæl mig alt, hvad I ved, mester. Det lod til, at jeg endelig ville få kendskab til bøgernes egentlige evner, og hvad det var for nogle døre, de kunne åbne.

– Jeg kan ikke se det, jeg er blind, og Herren er i færd med at gøre en ende på mine dage. Måske kan du … Selvom jeg ikke håber, det nogensinde vil ske … Og så er det nok. Vi stopper her, du ved allerede det, du for nu skal vide.

– Hvis ikke I ønsker, at jeg skal involvere mig … Hvordan kan jeg så gøre noget?

– Jeg håber, Inkvisitionen ved, hvad den gør. Du skal bare åbne øjnene og vente … Så skal din chance nok komme. Den viden, du har, vil lede dig på rette vej, du kender allerede til bøgerne og deres vej op gennem historien. Alt, hvad du ved om dem, er sandt. Nu skal du bare stole på dig selv og din indsigt.

– Tak for jeres råd, mester. Tak for jeres tillid, men hvor­for er I så sikker på, at min chance nok skal komme? spurgte jeg bekymret, for hver gang jeg tog et skridt i ret­ning af en opklaring af mysteriet, lagde der sig en ny skyg­ge af mistanke over det.

Kapucineren trak på skuldrene.

– Jeg er en gammel mand, som lytter i tavshed. Det er let at få indsigt i ting, når munden overlader sin plads til øret.

– Forlad mig, mester, at denne skeptiker er så uforskammet. Jeg er sikker på, at alt det, I ved, ikke kommer fra disse mure … Men hvad er I for en eneboer, når I er så oplyst om ting, der foregår uden for disse mure? spurgte jeg igen, og denne gang satte jeg hans tålmodighed på prøve, for de kapucinere, der havde stiftet ordenen og blev kaldt eneboere eller eremitter, havde samtidig aflagt løfte om at leve isoleret fra verden.

– Jeg er en lærelysten, ydmyg og fattig eneboer, ligesom Frans af Assisi, men også en strateg på linje med Machiavelli, svarede han og viste dermed, at spørgsmålet slet ikke havde fornærmet ham, men snarere nærede hans kampivrige ånd. Jeg stod lidt og kiggede på ham, inden jeg svarede, for en gammel følelse var vendt tilbage til mig efter lang tids fravær.

– I dette øjeblik har jeg den samme følelse, som jeg havde for mange år siden, når jeg talte med jer, sagde jeg, bekymret for at jeg var ved at betro ham noget, det aldrig havde været min mening at betro ham. – Jeg har, og havde, en underlig fornemmelse af, at I skjuler noget for mig, og uanset hvor meget jeg har vendt og drejet, og stadig vender og drejer, denne tanke, kommer jeg ikke frem til nogen konklusion.

Piero Del Grande var frygtløs. Tavsheden fyldte hans mund for snart igen at forlade den med et langt og dybt suk.

– Kæreste … Min altid velforberedte elev, min ædle og observerende Angelo. Dine øjne ser med visdommens kraft, og din berømte forstand overlader ingen plads til blændværk, sagde han nedslået. – Men denne gang eksisterer blændværket, og det vil bestå …

– Hvad er det, I vil fortælle mig?

Den gamle kapuciner tav igen og rynkede panden i ængstelse. Hans ansigt havde suget mine ord til sig. Han fik et smertefuldt udtryk i ansigtet.

– Mester …? Hvad sker der med jer? hviskede jeg, idet jeg tog den ene af hans små hænder.

Han så igen på mig. En voldsom bekymring lyste ud af hans ansigt.

– Mine dage er talte, min søn. Mit liv rinder ud … Og hvis du er sikker på, jeg skjuler noget for dig, så skylder jeg dig en forklaring. En usædvanlig koncentration tegnede sig igen i Pieros ansigt, et svimlende virvar af de mange overvejelser, den gamle kapuciner bar rundt på i sit hjerte. Pludselig så han helt rolig ud, og så fortsatte han: – Ja, jeg har i al den tid holdt noget skjult for dig, og du ville spytte på min grav, hvis ikke jeg fortalte dig det.

– Hvad er det for noget vrøvl at sige! Det ved I, at jeg aldrig ville gøre! udbrød jeg forvirret.

– Hvis du kendte sandheden, ville du ikke komme med så voldsomme udbrud, sagde han helt roligt. – Og jeg ved mere om dig, end du selv gør …

– Jeg forstår jer ikke, mester. Hvad er det, du forsøger at fortælle mig? udbrød jeg stadig mere foruroliget.

Piero så ud over kirkegården og bad mig om at hjælpe ham hen til en lille afkrog, som sjældent blev besøgt, men var sjældent smuk. Vi standsede lige under et stort egetræ, der så ud, som om det brændte i ilden fra sine egne efterårsblade, og hvor der ved foden, som næsten var helt dækket af krat og visne blade, stod flere mindeplader.

– Det er fint her …, sagde han. – Kan du lide stedet?

– Naturligvis. Jeg tror, jeg er kommet forbi det adskillige gange. Hvis jeg ikke havde lyst til at møde nogen i klostret, søgte jeg ofte tilflugt her. Et perfekt lille skjulested i ly af tavse logerende.

– Hvad falder dig mest i øjnene her?

– Det skønne træ, for det virker, som om det værner om vore ydmyge brødre, der ligger begravet ved foden af det. Og graven uden navn …

– Netop. Du har sagt det rigtige …, udbrød Piero med et endeløst tungsind.

– Jeg forstår ikke, hvad det er, der sker med jer. I har bevæget jer fra det dybeste tungsind til den allerstørste bedrøvelse, og I har sagt ting om mig …

– Angelo, afbrød han mig med sin mest alvorlige stemme. Jeg kiggede opmærksomt på ham, stadig uden at vide, hvor grusom hans besked ville være. Den grusomste, jeg havde hørt i hele mit liv: – Du er ikke den, du tror, du er. Du har aldrig fået sandheden fortalt.

Piero tav for at give mig lidt tid til at fordøje ordene. Den stilhed, der fulgte dem, blev fyldt ud af modstridende følelser: overraskelse, vrede, sorg, ønsket om at vide besked … Da jeg var parat og var faldet så meget til ro, at jeg igen kunne lytte, kiggede jeg opmærksomt på Piero, som endelig sagde:

– Du er en bastard.

Hans stemme blev ført med vinden. En kuldegysning strøg ned ad ryggen på mig og forsvandt ind i mig, idet den knugede mig med al den bitterhed, der lå i denne afsløring. Mit hjerte havde fået en flænge, og min forstand kunne ikke slippe af med Gianmarias blodige og blasfemiske ansigt.

– Hvad er det, I siger? hviskede jeg, mens jeg stadig så på ham og ledte efter spor af medlidenhed i hans døende øjne.

– Det, du har hørt, kæreste ven, sagde Piero, idet han klemte min hånd og skælvede som et blad i vinden.

– Prøver I på at fornærme mig?

– Det er ingen fornærmelse at være bastard. Den gamle kapuciner blev meget alvorlig.

– Og I driver oven i købet gæk med mig! udbrød jeg med såret stolthed.

– Jeg ville aldrig drive gæk med jer, min søn.

Jeg kiggede hurtigt ned i jorden, for jeg kunne ikke længere bære hans blik. Jeg forsøgte at tænke. Angsten havde efterladt et tomrum.

– Hvad er det for en sandhed? skreg jeg ude af stand til at tænke.

– Den sandhed, som ville have fået dig til at spytte på min grav, hvis ikke jeg havde afsløret den. Piero var bevæget, og selvom han ikke fik det at vide, så havde han ret: Jeg ville til evig tid sætte pris på denne indrømmelse.

– I tager fejl, mester … Kan I måske ikke huske min far? svarede jeg og forsøgte at smile.

– Jeg husker ham, min søn, men han … Han var ikke din far.

– Min far var ham, jeg kendte! afbrød jeg ham vredt, idet jeg trak min hånd ud af hans og forvandlede mig til et indespærret vilddyr, der forsøgte at overbevise ham. – Domenico … Domenico DeGrasso, smeden. I kendte ham … Kapucineren greb kærligt fat i min hånd igen, mens han med hovedet langsomt afviste mine ord. – Jeg husker ham stadig tydeligt … Jeg ved, hvem jeg er …, hviskede jeg, idet jeg faldt på knæ ved hans side.

Min læremester pegede på graven uden navn, den glemte mindeplade.

– Her ligger sandheden, min søn, sagde han, mens han pegede. – Her nedenunder ligger historien om dit liv. Dernede under den tomme mindeplade hviler din mor, som du aldrig lærte at kende, og som elskede dig så højt. Jeg ved mere om dit liv, end du selv gør. Jeg ved mere om dit slægtsblod end din plejefar. Domenico DeGrasso var en god mand. Men du var ikke hans søn.

Jeg skjulte mit ansigt i hænderne, gemte det i dem, for jeg ville have sandheden til at forsvinde, som den, der er nøgen, og ønsker at dække sig til. For en stund lod jeg mig føre med af min ærgrelse, jeg sukkede og følte, at min krop blev fremmed for mig. Og efter en frygtelig tavshed kom gråden endelig. Der var ikke flere tanker at tænke, jeg forkastede sandheden med hele mit væsen, at være en bastard var en byrde, jeg aldrig havde troet, jeg skulle bære. Jeg løftede mit ansigt, der var blankt af tårer, og så min læremester direkte i øjnene.

– Fader … Hvorfor nu …? Hvorfor har I skjult det for mig så længe …? For at skåne mig for denne endeløse smerte …? Hvem er jeg, fader, hvem er jeg …? Og hvem er min far?

Piero Del Grande undgik mit blik. I hans øjne var der en smerte, som næsten lignede den, jeg selv følte. Så tog han igen mine hænder og svarede:

– Angelo, du skal kunne tilgive mig og stadig have tillid til mig, sådan som du altid har haft. Jeg ved, at det, jeg vil fortælle dig, vil forstærke din tvivl og din ængstelse, men find al din styrke i troen og tro mig, når jeg fortæller dig, at jeg endnu ikke kan røbe, hvem der er din far, men jeg vil tidsnok røbe det, og det bliver hurtigere, end du tror. Jeg ved, at jeg beder dig om at finde en overmenneskelig styrke, men lige nu har jeg brug for, at du bruger dine kræfter på nogle andre ting. Det er på tide, du får kendskab til årsagen til dit religiøse liv, til det, der lå bag min beslutning om at sende dig af sted til dominikanermunkene. På tide, at du får kendskab til vores hemmelige sammenslutning. På tide, at du får kendskab til Corpus Carus.

Jeg så op og kiggede målløs på ham. Jeg tænkte på Iuliano. Den gamle kapuciner hviskede mig svagt i øret:

– Angelo, jeg vil røbe vores kirkes hemmeligheder for dig. Det er på tide, du får besked, min søn. Jeg vil fortælle dig alt det, du bør (og tør) høre.

– Du har nemlig ret, Angelo. Rom har ikke fortalt dig hele sandheden om din rolle i eftersøgningen af bøgerne. De skjuler en gammel historie for dig, som kirken, heksemestrene og frimurerne er inddraget i. Som jeg allerede har fortalt dig, så er de oplysninger, du har fået om heksemestrene, korrekte. Heksen, der skrev brevet, vidste udmærket, hvad hun skrev, og den heksemester, du torturerede i dit abbedi, stod imod med alt, hvad der overhovedet er menneskeligt muligt, inden han gik til bekendelse. Og nu står du her i dag … og spørger mig om nogle bøger, som har været årsag til forfølgelser og landsforvisninger gennem syv hundrede og halvtreds år.

Jeg kiggede tavst på min læremester og forsøgte at berolige mig selv. Jeg havde brug for, at han bekræftede de oplysninger, jeg allerede havde, og ikke kun i forhold til heksemestrene. Kapucineren fortsatte:

– Da kirken havde tilintetgjort den originale Necronomicon i Spanien i 1231, besluttede heksemestrenes Hemmelige Selskab at omskrive den eneste afskrift af den forbudte bog, der var tilbage, til koder. De fjernede besværgelserne fra dens sider og transskriberede dem ind i en anden bog, nemlig Codex Terrenus, for på den måde at beskytte den sorte magis hemmeligheder mod inkvisitorerne.

– Gianmaria var i besiddelse af Necronomicon … Men den Codex, I taler om, er ikke …

– Det er den, du kender som Codex Esmeralda, slog Piero sikkert fast, – det er den bog, din heks skrev, hun var i besiddelse af.

Jeg forsøgte at få lidt orden på mine tanker og gennemgå hændelserne.

– Heksemestrene ville bringe de to bøger sammen for at vinde besværgelserne tilbage, hviskede han, – ligesom heksen skrev i sit brev. Det var ikke kirken, der fik det afværget. Nogen er skredet til handling før Inkvisitionen.

– Hvorfor siger I det? spurgte den gamle kapuciner.

– Fordi Inkvisitionens øverstbefalende aldrig har omtalt den som Codex Esmeralda, selvom han havde kendskab til eksistensen af bogen med besværgelserne. Under vores første møde nævnte han den slet ikke. Han virkede meget lettet, da jeg fortalte ham, at jeg havde fundet frem til det sted, hvor Necronomicon blev holdt skjult, sådan som jeg havde fået besked på at gøre. Jeg havde desuden i nogen tid forfulgt heksen fra Portovenere, men ikke krævet hende død. Men hun var blevet slået ihjel med en pil gennem munden. Og jeg stoler desuden på kardinal Iuliano. Han er min øverstbefalende.

Kapucineren smilede. Og så tabte han blikket i himlen.

– Du skal bare vide, at han ikke stoler på dig, sluttede han.

– Hvorfor påstår I det?

– Fordi jeg mener, det er indlysende, at han kun har fortalt dig halvdelen af historien.

Et let vindstød førte de tørre blade, der lå på kirkegårdens mindeplader, med sig. Jeg rynkede panden.

– Og hvorfor skulle han gøre det?

– Fordi han mistænker dig.

– Mig?

– Ja, Angelo. Kardinalen formoder, at du er medlem af Corpus Carus.

Corpus Carus. Det var tredje gang, jeg hørte dette navn. Og første gang, jeg huskede det tydeligt, kom det fra kardinal Iulianos mund. Han havde kigget indgående på mig i et forsøg på at trænge ind gennem mine øjne … Læremesterens ord begyndte efterhånden at give mening, og jeg lod ham tale, fordi han for et øjeblik siden havde meddelt, at han ville fortælle mig alt om denne frimurerloge.

– Corpus Carus fik forhindret, at bøgerne blev ført sammen, fortsatte Piero Del Grande. – Corpus Carus er den katolske frimurerloge, som ligger i strid med Inkvisitionen og heksemestrenes Hemmelige Selskab om disse bøger. Corpus Carus hvervede dig i sin tid til kirken, betalte dine studier og beskyttede dig mod døden i din barndom. Corpus Carus er den frimurerloge, jeg tilhører, og for hvem jeg udvælger, hverver og forbereder medlemmer.

Jeg var fuldkommen forbløffet. Jeg, den mægtige inkvisitor DeGrasso, var under beskyttelse, selv mod døden, af en frimurerloge, som jeg havde måttet betragte som kættersk … Og min læremester var et fremstående medlem. Jeg var både rystet og overvældet over denne afsløring, og det eneste, det faldt mig ind at sige, var:

– Mester … Skal jeg betragte jer som en fjende af kirken? Jer?

– Nej, min søn, nej. Jeg er vogter af kirken. Jeg er en teolog, som forsøger at tøjle den romerske kuries forbrydelser og beskytte de troende, som bærer den apostoliske åbenbaring i hjertet.

Jeg skævede til min gamle læremester.

– Jeg må tilstå, at kardinal Iuliano nævnte Corpus Carus under det besøg, han aflagde mig for få dage siden, og at han omtalte dens medlemmer som …

– Fjender? spurgte Piero Del Grande, idet han kom mig i forkøbet og afsluttede sætningen for mig. Jeg nikkede. – Det er forståeligt. Kardinalen gør sit arbejde godt, han er stadig en rettroende. Det er klart, han betragter os som en trussel. Hør nu godt efter: Han betragter os ikke som en trussel i kristen forstand, som kættere, men i forhold til kirkens politik. Vi har prælater placeret tæt på Peters sæde, vi har biskopper og teologer infiltreret i hele den hellige kirke. Det er ikke urimeligt, at de følger os tæt og forsøger at holde et vågent øje med vores sande identiteter. Og det er netop derfor, de mistænker dig, for de mistænker mig, og du er min elev.

Jeg overvejede et øjeblik denne nye lære om virkelig­heden.

– Så jeg er jeres fjende …

Piero smilede, inden han redegjorde for misforståelsen.

– Inkvisitorerne, dominikanermunkene, ja, men aldrig dig! Du er min elev. Du er min elskede elev, som er blevet skolet til at trænge gennem Roms værn. Du er den eneste inkvisitor, som er blevet skolet til at tjene Corpus Carus fra dit embede.

– Det var derfor, I sendte mig til dominikanermunkene, det var derfor, I ikke ville have mig som kapuciner, sagde jeg anklagende mellem mine suk.

– Det er korrekt.

– Men ingen har udpeget mig til inkvisitor! Det var mig selv, ja, mig selv, der opnåede det værd, som embedet kræver, svarede jeg i et forsøg på at standse dette sammensurium af raseri, bestyrtelse og bedrøvelse, som havde lammet mig, fra det øjeblik fader Del Grande fortalte mig, at jeg var en bastard.

– Naturligvis, ham, der anbefalede dig til embedet, var …

– Det var paven, der udnævnte mig til inkvisitor, afbrød jeg ham straks, for jeg havde en fornemmelse af, hvor han ville hen.

– Pave Sixtus V, i 1587. Men det var den jesuitiske teolog Roberto Ballarmino, der anbefalede ham det.

– Og hvorfor det? Jeg har aldrig haft noget med ham at gøre. Der var ingen grænser for min nysgerrighed.

– Fordi Stormesteren i Corpus Carus besluttede det, fastslog den gamle kapuciner.

Der blev stille.

– Ballarmino er medlem af logen? spurgte jeg fuldkommen forbløffet.

– Ballarmino er en god mand og en god kristen.

– Er Ballarmino en Corpus Carus? insisterede jeg.

Jeg vidste udmærket, at jesuitten var pave Clemens nuværende rådgiver, og at han også deltog i bispeskolens møder. Ballarmino og kardinal Iuliano mødtes ofte under Vatikanets fresker.

– Vi har en jesuit i Vatikanet, understregede Piero og kastede på den måde lys over den opildnede tale til ære for Jesuiterordenen, som han for kort tid siden havde holdt i kapellet.

Der var endnu et spørgsmål, som pinte mig, og jeg bildte mig ind, at jeg var i min bedste ret til at stille det og få et klart svar.

– Hvem er Stormesteren i Corpus Carus?

– Det ved jeg ikke, svarede fader Piero med et smil. – Det er der ingen, der ved. Og dig, ville du fortælle det, hvis du vidste det?

– Altså … det ved jeg ikke, fader. Jeg kunne ikke give ham et svar på stående fod.

– Jeg ved godt, hvad jeg bør gøre, Angelo: Hvis jeg vidste det, ville jeg ikke fortælle dig det. For så ville du holde op med at insistere.

Da vejen til Corpus Carus endte blindt, drejede jeg igen mine spørgsmål i retning af heksemestrene. Jeg ville se, om Piero Del Grande kunne give mig flere oplysninger, end dem jeg allerede havde.

– Hvad er der tilbage af heksemestrene?

– Heksemestrenes Hemmelige Selskab har en Stor Mester. Heksemestrene er forsvundet fra Europa, nogle på grund af inkvisitorernes arbejde, få andre takket være vores loge.

– Og hvad ved I, om heksemestrenes Store Mester?

– Han er den grusomste af alle. Ingen har i løbet af otte hundrede år kunnet få bugt med hans rævestreger og kløgt. Det er lykkedes ham at gøre alle fuldkommen forvirrede omkring sit opholdssted og sin identitet. Han har ikke bare bevist, at han er i stand til at føre de to sataniske bøger sammen, men det er også lykkedes ham at få os inden for kirken til at anklage hinanden.

– Så ligesom med Stormesteren i Corpus Carus er der ingen, der ved, hvem han er … De ord, Isabella havde skrevet i sit brev til Gianmaria, dukkede igen op i hukommelsen: ”stille som en munk på sine gedebukkeklove”. En beskrivelse, som ville passe på ethvert troende menneske. Min læremester fortsatte:

– Jeg ved kun det, vi alle ved, inklusive dig selv, og det er den egentlige årsag til dit besøg og grunden til, at vi alle hæver pegefingeren … Det er forvirringens tid, og her har Djævlen ansigt som en martyr, og soldaterne i kirkens hære træder af i stedet for at kæmpe i fællesskab …

– Mester, der er stadig noget, jeg ikke forstår. Hvorfor vil Corpus Carus selv finde bøgerne i stedet for at overlade denne sag til Inkvisitionen?

– Ak nej, Angelo! Har jeg ikke lige fortalt dig, at den Store Mester kan være hvem som helst? Han kunne vel at mærke tilhøre Inkvisitionen.

– Og af samme grund kunne han også meget vel befinde sig i Corpus Carus, svarede jeg tilbage i et forsøg på at forsvare mig selv.

Mine ord fik Piero Del Grande til at forstumme, og først nogle sekunder senere fik han fremstammet:

– Det håber jeg aldrig, Gud vil tillade.

Tiden var gået hurtigt, vi havde fuldkommen opslugt af samtalen tilbragt mange timer på kirkegården uden hverken mad eller drikke. Det ville snart blive mørkt. Og med solen ville også de få sandheder, som havde fulgt mig indtil denne dag, forsvinde. Uanset hvor ofte jeg havde besøgt og iagttaget denne kirkegård, der havde en besynderlig tiltrækning på mig, ville jeg aldrig have gættet, at det var dér, sandheden om min eksistens gemte sig. For i graven uden navn, som jeg aldrig havde kigget så grundigt på, og som jeg aldrig havde dedikeret en bøn, netop dér løb alle mit livs mørke veje sammen. Det liv, jeg denne eftermiddag så småt fik øjnene op for.

Det var en forvirrende tid.

Djævlen opholdt sig blandt menneskene.