VII - KÆTTERBÅLET

18

Den store festdag var kommet. Allerede fra morgenstunden red udråbere rundt og kundgjorde kætterbålet, som kunne overværes af alle, der var fyldt fjorten år. Her ville de civile myndigheder og gejstligheden påberåbe sig retfærdighed i forhold til afvigere fra den sande tro. Her ville man blandt andet kunne høre dommene over to af tidens mest eftersøgte kættere: den skrækindjagende Eros Gianmaria, Bajadsen, og den lurvede Isabella Spaziani, heks fra Portovenere, som vel at mærke var død og ville blive dømt som sådan. Det var en meget stor dag for retfærdigheden, og en fornøjelsens dag for hele befolkningen.

”Brød og cirkus”, havde romerne sagt under kejser­dømmet, en magisk formular, som man brugte til at stille sulten hos pøblen, der altid var parat til at gøre oprør. Pøblen deltog aktivt i de begivenheder, som var planlagt til formålet, og følte sig derfor som en del af helheden. På denne farceagtige måde købte man pøblens gode vilje, og ikke meget havde forandret sig siden dengang: De høje embeder blev købt med guld, og pøblen lod sig stadig stille tilfreds med ”brød og cirkus”.

Pyntelige vimpler vajede omkring Piazza San Lorenzo. De tilstødende gader og frem for alt de gader, som optoget med forbryderne ville passere, var blevet ryddet for alskens snavs, og selv de sørgeligste passager, der almindeligvis var fyldt med bondefangere, tyveknægte og mordere, var pyntet med faner. Alt var i skønneste orden, selv i de farligste knejper, hvor skøger havde for vane at tømme lommerne på de drikfældige gæster, alt imens der blev lavet lyssky forretninger. Denne ro og orden ville kun bestå denne ene dag, derefter ville Genova igen blive Genova, en by helliget handel, hvor der blev talt med franske og arabiske accenter, en by af vekselerer, som sad på magten, og hvor sparsommelighed var et andet ord for gerrighed, og ens egen familie kunne være en handelsvare.

På pladsen havde man rejst en stor arena, som var omkranset af talrige tribunerækker med plads til mere end tusinde tilskuere. Det afsnit, som havde ryggen mod katedralens facade, var forbeholdt den gejstlige myndighed og adelen, og her anbragte man de tre podier, som skulle være centrum for begivenheden, foruden bænkene til forbryderne. Der var pyntet op med vimpler, baldakiner og brokadestof af guld og sølv, og på facaden af katedralen hang der et mægtigt banner med Inkvisitionens emblem broderet i guld.

Der var allerede fra morgenstunden propfyldt på pladsen, i de omkringliggende gader og ikke mindst i de gader, som optoget med forbryderne ville passere. Alle dem, som ikke havde fået et sæde, fordi de ikke kunne betale det, måtte stå op og vente på forbryderne. Mange var godt berusede, da de i efterhånden nogen tid havde slået sig på brændevin for at få varmen. Andre var arrige og sultne, mens nogle få fromme sjæle stod parat til bede en bøn for de fordømtes sjæle. Alle ønskede, som en eneste trøst i livet, at se nogen, der var fattigere og mere ulykkelige end dem selv. De var kommet for at se kætterbålet, se denne Sermo Generalis.

Følget fra Rom var ankommet til pladsen tidligt om morgenen. Tre kardinaler og en biskop i tre statelige vogne med hver sin eskorte foruden pavens nevø, Pietro Aldobrandini, der red i spidsen for en omfattende kolonne fra den pavelige hær. Han strålede i sit purpurrøde ornat, hvorover han havde en blå fløjlskappe besat med ædelsten og pyntet med broderier lavet med tynd guldtråd. På sin sortblanke avlshingst red han udfordrende ind gennem byens hjerte som et levende emblem på en magtfuld familie med et uhyre begær efter hæder og ære. Ved sin side havde han pavens lansedragere, som iført deres fjerprydede hjelme og skarlagenrøde dragter førte Rom og Vatikanets faner samt familien Aldobrandinis våbenskjold ind på pladsen.

Minutter før klokkerne i San Lorenzo-katedralen ringede til middag, havde alle prælater og myndigheder, som var mødt frem til denne Sermo, indfundet sig på den tribune, der var reserveret til dem. Repræsentanterne for såvel den politiske som for den religiøse magt var trukket i nydelige, kulørte dragter. Og midt på tribunen sad, blandt andre prominente personligheder, ærkebiskoppen af Genova, mon­signore Sandro Rinaldi, sammen med guvernør og hær­fører Nicolò Alberico Bertoni, kaldet den Godmodige. Nederst på denne tribune havde Excellence Gino Delepiano, ærkebiskoppen af Firenze, sat sig til rette sammen med den floren­tinske kardinal Alessandro de Médicis, en stærk kandidat til at blive pave Clemens’ efterfølger. Jeg satte mig nederst på tribunen med mit eget følge og de tretten vigtigste personer fra det i alt otteogtyve mand store følge bestående af såvel civile som gejstlige, som Inkvisitionen havde sendt fra Rom. Klædt i storinkvisitorens dragt gjorde jeg tydeligt væsen af mig, jeg var den, alle ville se, vel at mærke på passende afstand. Ved min side havde jeg også de personer, som udgjorde min rådgivende forsamling, inklusive notaren og skriveren, som skulle føre denne Sermo til protokols. Her sad endvidere medlemmerne af den verdslige domstol, som skulle tage sig af forbryderne, så snart dommene var blevet læst op, og sørge for at de fik den passende straf. Og dem, der endnu ikke sad ved min side, var dem, som ville ankomme med fangerne: lægen, hans årelader og fogeden.

Optoget var i god tid skridtet ud fra Inkvisitionens fængsel for at ankomme til pladsen ved middagstid, hvor man havde bestemt, at begivenheden skulle begynde. Det ville blive en langsommelig tur til pladsen, for de mange mennesker ville hele tiden stille sig i vejen. Hver forbryder blev fulgt af to af Inkvisitionens betroede mænd, og kunne en forbryder ikke selv gå, blev han ført af sted på et æsel. Foran optoget vajede det Grønne Kors, Inkvisitionens fane, som var broderet med Santo Domingos våbenskjold. Lige efter fanen kom de forbryderiske fanger, som var dømt til døden på kætterbålet. Imellem dem svævede nogle dukker, som skulle forestille de dømte og var fastgjort til nogle stænger, så menneskehoben tydeligt kunne se dem og gøre nar ad dem. Herefter og eskorteret af fire fangevogtere til hest fulgte dem, som skulle have læst en mildere dom op.

Da lyden fra klokkerne i San Lorenzo-katedralen forstummede, brølede menneskemængden begejstret. Omtrent tredive små trommer akkompagnerede folkets brøl på pladsen med trommehvirvler. Så kom forbryderne ind på pladsen og blev af Inkvisitionens betroede mænd ført hen til hver sin plads. Jeg rejste mig fra mit sæde for at gå hen til podiet og for yderst højtideligt at aflægge ed foran alle de fremmødte. Mine ord blev fulgt af en skrålen fra hoben. Nu skulle ceremonien omkring kætterbålet begynde.

Syv ulykkelige skæbner klædt i bodsdragter skulle hver især have læst sin dom op. To var dømt for hekseri og djævelsk ondskab, en for gudsbespottelse, en anden for bigami, to for sodomi og en for at være jøde. Ved hjælp af deres dragter, som varierede alt efter dommen, kunne pøblen allerede ved første øjekast skelne dem fra hinanden, skelne det gode fra det onde, se, om der for eksempel var tale om recidivister inden for hekseri. Kætterbålet er ikke bare en begivenhed, som skal underholde folket, men frem for alt en formaning til alle dem, som skulle gøre sig tanker om at afvige fra den sande tro, den tro, som forkyndes i enhver kirke i byen og i de sogne, der omgiver den.

Jøden, gudsbespotteren og bigamisten, som hver især havde reddet skindet ved at afsværge sin tro, sine gudsbespottelser og sin ryggesløshed, bar hver deres bodshue, denne vanærende, spidse hat med tegninger af deres synd. I hænderne havde de et gult, slukket vokslys og om halsen et reb med en knude for hver hundrede piskeslag, der ventede dem. Det var den straf, de ville modtage, inden de blev løsladt og indrømmet en plads i kirken. Eros Gianmaria, Isabella Spaziani og sodomitterne bar recidivisternes bodsdragt, som var udsmykket med flammer, der steg op mod ansigtet, og et janushoved hen over maven foruden bodshuer med samme tegninger. De skulle alle føres direkte til bålet.

Gianmaria så ynkelig ud. Hans forvredne krop var blevet slæbt hen til hans plads, som om det drejede sig om en sæk løg. Og denne klump var den person, som havde indjaget byen skræk, da han blev overført fra Venedig, den selv samme person, som pøblen troede i stand til at forvandle sig til en ulv eller vampyr og som sådan flygte fra sit fangehul for i nattens tætte tåge at belure de stakkels mennesker i havnens dunkleste gyder. Eros, den uheldssvangre Bajads, heksemesteren fra Venedig, lejesvend for den Djævel, man tilskrev de mest sadistiske og gruopvækkende angreb på troen, den person, som tidligere havde anråbt dæmonen og udfordret de gudfrygtige under sit langstrakte ophold i fangehullerne, den person, som ingen vovede at se direkte i øjnene af frygt for at blive offer for hans ondsindede hekserier. Han var dette menneskevrag, der med hovedet nedsunket mellem skuldrene ikke længere kunne holde sig oprejst. Dette billede på den absolutte ondskab, legemliggørelsen af selveste dæmonen, havde givet efter over for Kristi dommere. Inkvisitoren havde været stærkere end alle hans besværgelser og ondskabsfuldheder til sammen. Den sande tro havde sejret, og stolt over sine fortjenester og med mig som repræsentant havde Inkvisitionen endnu engang bevist, at den var i stand til at knuse selveste Djævlen med biblens tyngde.

Men det mest iøjnefaldende og afskyvækkende ved denne ceremoni var uden tvivl Isabella Spazianis lig, som var gået i forrådnelse. Det var i en åben kiste blevet ført frem til pladsen, hvor det blev hejst op, idet man fastgjorde hende til en pæl. Den forhenværende heks fra Portovenere, der stank forfærdeligt, havde øjnene stående halvt på klem og det, der var tilbage af hendes mund, stod på vid gab. Hun var parat til at modtage sin dom. På trods af at hendes krop var svullen, kunne man stadig fornemme hendes kødfulde og fordærvede bryster, der ifølge onde tunger og i overensstemmelse med det, jeg selv havde fået bekræftet for år tilbage, gjorde hende fuldkommen rundtosset af fornøjelse, når hun igen og igen badede dem i sine forheksede og forførte ofres sæd. Isabella Spaziani var anklaget for at planlægge og gennemføre talrige orgier, hvor hun samlede gifte mænd, familiefædre og selv præster og gudfrygtige in spe. Hendes seksuelle begær var usædeligt og dyrisk, og blandt andre nederdrægtigheder havde hun for eksempel haft vellystig omgang med dyr for øjnene af de forbløffede og kåde deltagere i orgierne. Denne fordømte heks fra Portovenere var med sin flittige brug af sit glødende skød i stand til at forgifte alle de hellige sakramenter. Hendes skæbne måtte nødvendigvis være bålet.

19

Ærkebiskoppen af Firenze, der havde fundet sig behage­ligt til rette på de store fløjlsbløde puder på myndighedernes tribune, snerpede ansigtet sammen, da han så heksens opsvulmede krop nærme sig. Han førte en buket nyafskårne jasminer, som efter sigende skulle beskytte ham mod den frygtede pest, op til næsen. Dem, der sad omkring ham, fulgte hans eksempel og dækkede deres næser med lommetørklæder eller parfumeret silkestof. Og dem, der ikke havde andet, brugte hænderne.

Alle forbryderne sad med front mod myndighederne på de bænke, der var bestemt til dem, og fulde af skam i de ydmygende dragter blev de hånet af de foragtende blikke fra adelen og folket, som også udslyngede alskens fornærmelser mod dem. En diakon med fine ansigtstræk og dyb kronragning var blevet betroet at sige nogle indledende ord, før dommene blev læst op. Han tog hul på en tung tale, som fortsatte i næsten en time, og idet talen var forsynet med den sædvanlige retorik og gejstlige etikette, lykkedes det at dysse selv de mest gudfrygtige i søvn, for på trods af at diakonens stemme var gennemtrængende som en trompet, og ordene blev sagt på latin, kunne størstedelen af de fremmødte ikke forstå et ord. Da han var færdig og i sin tale flere gange havde understreget, hvor vigtigt det var at underkaste sig troen, og at man frit kunne udlevere andre til kirken og dens menigheder, sang han de følgende ord på italiensk:

– Så de lovlydige tydeligt kan se ondskaben i et udpegegt menneske; så mønsterborgeren kan iagttage syndens ansigter, sådan som de virkelig tager sig ud; og for at vores børn kan arve en ren tro uden skændige afvigelser eller forvildelser. Det er derfor, vi i dag afholder denne Sermo Generalis.

– De, fortsatte han, idet han kiggede på forbryderne, – er vores lidelser, og som vi altid har gjort det under vejledning af en Kristus, som renser og helbreder ondskaben, vil vi, kirken, gennem vores Inkvisition nu formelt overdrage dem til den verdslige domstol, for nu er vores arbejde gjort.

Sognepræst Rivara gik hen til podiet for at overbringe diakonen Inkvisitionens domme, og mens han gjorde det, kunne jeg mærke, at alle blikke blev rettet mod mig. Rig som fattig, lærd som ulærd, alle satte de deres lid til den mand, som ved sin blotte tilstedeværelse skulle sikre, at der blev skredet til handling og anvendt tortur. Dette var det største øjeblik for enhver inkvisitor, for alle hans overbevisninger, hans tanker, hans svagheder, hans strenghed, hans barmhjertighed og hans kyndighed var samlet i disse farveløse papirer med dommene. Det var ikke kun hans, men hele domstolens værk, men pøblen havde kun øje for et ansigt: storinkvisitorens ansigt. Den unge diakons stemme afbrød mig i mine tanker.

– Genova ærkestift: Her har du dem, som har bagvasket troen, her har du syv anklagede, som vor gejstlige domstol har fundet skyldige. Inkvisitionens domstol bestående af storinkvisitoren i Ligurien, Angelo Demetrio DeGrasso, den offentlige anklager Dragan Woljzowicz, juridisk rådgiver Daniele Menazzi og notar Gianluca Rivara har med Gud som vidne afsagt dom i den enkelte sag, de har taget hånd om hver sag og gennemgået den ned til mindste detalje med et inderligt ønske om at finde bevis for, at den bodfærdige har fået åndelige oprejsning i forhold til alvorligheden i den forbrydelse, han eller hun har begået.

Diakonen holdt et øjebliks pause for at give den anklagede, som han nu ville henvende sig til, tid til at indfinde sig på det podium, som var forbeholdt forbryderne, inden han læste dommen.

– Godt, Antonio Righi er fundet skyldig i at være en falsk konvertit og fortsat bekende sig til den jødiske tro bag kirkens ryg. Han skal hver lørdag i et år stå til tjeneste for Genova ærkestift, idet han skal gøre rent i katedralen. Når han har udstået sin straf, vil han igen blive døbt og genoptaget i kirken.

Antonio Righi trådte ned fra podiet og overlod sin plads til Sebastiano René, så også han på behørig vis kunne høre sin dom.

– Sebastiano René, gudsbespotter, er fundet skyldig i at bekende sig til manikæernes kætterske tro. Han skal derfor bære straffedragt i seks måneder, så han vil blive genkendt på gaden og de steder, han ellers kommer. Han skal få åndelige oprejsning ved gennem et år at bidrage til opførelsen af de helligdomme, som skal rejses i bispedømmet. Når han har udstået sin straf, vil han modtage sin anden dåb og blive genoptaget i kirken.

Ligesom Righi forlod Sebastiano René podiet, så den næste anklagede kunne høre sin dom.

– Fabio Colonesse, bigamist, anklaget for at krænke ægteskabets sakramente, for at have to kvinder og endda begå blodskam, eftersom den ene af de to kvinder er hans egen søster. Den anklagede idømmes to års fængsel, idet han allerede en gang tidligere har afsværget det modbydelige og utilladelige samliv uden for ægteskab med henblik på at bevare det eneste tilladte bånd til sin søster, det bånd, han selv formulerede under præsternes og Kristi velsignelse.

Den stakkels sadelmager, som egentlig levede et stille liv, men var en utæmmelig skørtejæger, var blevet udsat for hårde trusler i sit fangehul, det havde jeg personligt taget mig af. Jeg havde forsikret ham, at hvis ikke han opgav at ligge med sin søster, ville hun selv blive anklaget og brændt som heks. Jeg var dog overbevist om, at han igen ville begå utroskab med andre kvinder, og at hans søster ville forblive i hans utugtige tanker, men at han trods alt ville holde sig fra hende, for hverken som elsker eller bror ønskede han at se hende blive brændt på bålet.

Oplæsningen af dommene, den mest tidskrævende del af ceremonien, fortsatte med de alvorligste forbrydelser. Nu var det de to sodomitter, som gik hen til podiet.

– Jaime Alvarado og Joaquín Helguera, sodomitter, er fundet skyldige i bagvaskelse og i at være blottede for moral i forhold til menneskeslægten og i forhold til Gud. De er kendt skyldige i kødelig omgang, der er imod naturen og fuldkommen utilstedelig, og som alene er forbeholdt de mest fordømte djævletilbedere. De er desuden kendt skyldige i at friste hæderlige mænd af dette samfund til at praktisere denne sygelige kødelige omgang alene med det formål at nære et umætteligt begær, som de bruger til at nedbryde de gode vaner og den lære, som kirken forsøger at indprente sit folk. De er begge idømt den højeste straf: konfiskering af alle ejendele og døden på bålet.

Diakonen tog en dyb indånding, sank og gik videre til de to sidste sager, dem, som alle havde ventet på. Inkvisitionens betroede mænd havde hanket op i liget af heksen fra Portovenere og førte det nu hen til de anklagedes podium.

– Isabella Spaziani, heks, skyldig i kætteri, idet hun har plaget byer og hele folkeslag med sit hekseri og sine ryggesløse besværgelser, heriblandt tæller brugen af stav til at se ind i fremtiden, at tale og mægle med de døde, brugen af bønner til at gøre sig usynlig, brugen af hellige ord til at vække kærlighed eller had, at navngive dukker med hellige ord, at blande forheksende miksturer, brugen af sin sigte, sit bæger, saks, vandglasset og æggehvider, og adskillige andre hekserier inden for den sorte magi, som ikke skal nævnes her. Skyldig i talrige og unævnelige kødelige afvigelser, i at vildlede hæderlige mennesker ved syndig brug af sit under­liv, og med alt dette sagt, og på trods af at hun mødte døden, inden hun blev pågrebet af Inkvisitionen, idømmes hun den højeste straf: konfiskering af alle ejendele og døden på bålet.

Det var blevet Gianmarias tur. Idet han blev hjulpet med at kravle op på podiet og holdt oprejst deroppe, da han ikke kunne bruge sine forvredne arme og ben, løb der en hvisken gennem den tribune, hvor myndighederne sad. Mange af de adelsfolk, som sad her, var venetianere, og de havde rejst den lange vej til Genova, alene for at opleve glæden i det øjeblik, han fik sin straf. Den farlige morder, der i så lang tid havde holdt dem hen i uvished, havde efter sin lange tur gennem fængslerne bøjet sig for Inkvisitionens magt. Og hvis man havde undladt at dømme ham som manden bag de skrækindjagende forbrydelser, ville det endelig udfald stadig blive det samme: Heksemesteren skulle dø. Den venetianske adels øjne funklede af bar fryd, de krævede i al stilhed deres lam, krævede deres offer. Krævede hævn.

– Eros Gianmaria, begyndte diakonen sin sidste oplæsning, – uforbederlig kætter, spåmand, skyldig i hekseri og kætteri, i at være i besiddelse af forbudte og sataniske bøger, i at tyde fiksstjernerne på himlen og anvende deres forbudte lære, i at udbrede kætterske skrifter fra egen hånd med gudsbespottende alkymistiske formularer, i at være i besiddelse af kirkegårdsjord og menneskeknogler, som han har tilranet sig ved at skænde hellige gravsteder, i at afholde sorte messer, i at besværge dæmoner ved sit offeralter, i at kommunikere med sataniske ånder og være besat af dem, i at forbryde sig mod Kristus og hans tjenere på jorden, i at anvende bedrag og sin giftige tunge til at forvirre vogterne af den sande kristne tro. Som heksemester og ansvarlig for de sørgelige handlinger begået mod de troende idømmer Inkvisitionen ham den højeste straf: konfiskering af alle ejendele og døden på bålet.

Derpå brød folket ud i jubel. Bænkene på tribunen rystede, da der blev skreget, klappet og trampet som et udtryk for tilfredsheden med de hårde domme. Nogle omfavnede og lykønskede hinanden, andre løftede blot deres truende og knyttede næver mod forbryderne og forbandede dem uden skam i livet. Endnu et skridt på vejen mod sejren i den erklærede kamp mod afvigerne fra den sande lære var taget, den sande tro havde sejret, og kirkens hævn var også folkets hævn.

Midt i al larmen ankom et sendebud, som bar Inkvisi­tionens emblem. Han gik svedig og forpjusket hen til Rivara. Han måtte have taget turen i strakt galop uden at gøre holdt undervejs, hans klæder var indhyllet i støv, og han så helt udmattet ud. Han bukkede for sognepræsten og hviskede noget i hans øre for så at forsvinde lige så hurtigt, som han var kommet. Rivara gik med en bekymret mine over mod mig.

– Hr. prior, der er netop ankommet et sendebud fra den kommission, vi sendte til Ferrara, og jeg er bange for, at han kommer med dårligt nyt.

Sognepræsten hviskede også.

– De har ikke fundet den forbudte bog i kirken i Portomaggiore. De har fundet beviser for et hemmeligt skjulested under gulvet, sådan som kætteren afslørede, men ingen spor af Necronomicon.

Det gjaldt nu om ikke at vise min misfornøjelse, så jeg tog en dyb og rolig indånding, inden jeg lavmælt svarede ham:

– Efter denne Sermo … Vi må tale sammen efter denne Sermo.

Det havde ingen betydning, hvornår vi fik talt sammen, eller hvor mange detaljer han kunne give mig om kirken og skjulestedet. Det eneste, der betød noget, var, at sendebuddet var vendt tomhændet tilbage, og det var utilstedeligt. Rom ventede bogen, Piero Del Grande havde brug for bogen. Begge parter stolede på mine evner, og nu havde jeg kun en håndfuld luft og nogle nytteløse ord. Jeg følte skam og vrede, kætteren havde rettet sit sidste slag mod mig, han havde narret mig på trods af torturen. Og på bålet ville hans hemmelighed forvandle sig til aske. Alting spidsede til, det virkede, som om den tætteste tåge havde lagt sig over sporet efter den forbandede bog, som nu meget vel kunne være havnet i hænderne på den Store Heksemester … Det samme gjaldt Codex Esmeralda, for de var begge forsvundet.

20

Nu var det øjeblik kommet, hvor jeg skulle skride til handling, det øjeblik, hvor forbryderne skulle overdrages til den verdslige domstol. Det var den, som skulle fuldbyrde dommene, for kirken kunne ikke besudle sine hænder med døden. Jeg gik igen hen til podiet, og foran de civile og gejstlige myndigheder sagde jeg de ord, som fritog Inkvisitionen for enhver skyld i forhold til forbrydernes skæbne. Inkvisitionen forfulgte, anklagede, torturerede og dømte, men den slog ikke ihjel. Det tog bødlen sig af, en anonym, navnløs og hætteklædt bøddel. Jeg lod blikket glide hen over pladsen, kiggede først op mod myndighederne, så på de dømte, hvor jeg standsede ved Gianmaria.

– Vi bør udlevere og udleverer hermed forbryderne til eksekution ved den verdslige domstol. Vi overdrager dem til Matteo Bertoni, Republikken Genovas overfoged, og beder ham om at påtage sig ansvaret for dem.

Dødsdommene skulle fuldbyrdes samme dag. Bålene var blevet rejst uden for byen, og der ville fangerne blive ført ud, mens ceremonien på pladsen fortsatte med de bodfærdiges afsværgelser. De skulle her modtage deres straf i overensstemmelse med antallet af knuder på rebet om deres hals, og man ville desuden afholde en messe og tænde de vokslys, som de genindviede holdt i deres hænder. For at dem, som endnu ikke havde forladt pladsen i retning af bålene, skulle kunne nå at få den blodige begivenhed med, skyndte vagten sig at binde de genindviede fast til hver en pæl, hvorpå han blottede deres rygge og gik i gang med at piske dem.

Bigamisten fik flere slag, end hans ryg kunne bære. Bødlen svang pisken hårdt og nådesløst, så den kobberfarvede hud løsnede sig i laser. Hans klageskrig vakte ingen medlidenhed hos tilskuerne, ingen virkede til at bekymre sig om dem. Sebastiano René, den bodfærdige manikæer, blev først pryglet og derpå sat i gabestokken og overladt til det optændte folk. Mænd og kvinder stimlede sammen foran René, skubbede utålmodigt til hinanden for at komme frem og spytte og kaste rådden frugt på ham. Skæbnen var mere barmhjertig ved konvertitten, for han besvimede ved det nittende piskeslag. Denne Sermo gav folket en første prøve på afstraffelserne, men deres harme ville først for alvor bryde løs ude ved bålene, hvor optoget med forbryderne nu var på vej til. Eros Gianmaria var igen blevet placeret oven på æslet for at ride den strækning, som adskilte ham fra den visse død. Og den hemmelighed, han gemte under sin tunge, ville forsvinde med ham i det tyste bål …

– Fortryllende! Så sandelig fortryllende, Excellence DeGrasso, udbrød den korpulente Giuseppe Arsenio, idet han kom over mod mig fra en af tribunerne.

Han var ikke alene, han havde selskab af en smuk dame. Jeg smilede til ham som tak for komplimentet. Arsenio var en velhavende mand med et yndefuldt ansigt, så det var ikke overraskende, at han altid havde selskab af skønne kvinder. Denne kvinde, der fulgte hans skridt, som om hun var hans skygge, virkede dog alt for fin og sart til at være den kurtisane, som nu stod for tur. Og jeg tog ikke fejl. Arsenio bemærkede, hvor jeg rettede blikket hen og reagerede hurtigt.

– Lad mig præsentere jer for frøken Anastasia. Hun er ankommet med det florentinske følge for at overvære denne Sermo.

– Det er mig en fornøjelse, sagde jeg, idet jeg kyssede hendes slanke hånd.

Hun smilede.

– Frøken Anastasia, fortsatte Arsenio, har længe været meget interesseret i heksen fra Portovenere, og da hun spurgte mig, om jeg kendte den inkvisitor, som havde haft hendes sag, så jeg ingen anden udvej end at glæde hende med dette besøg og introducere hende til jer. Jeg håber ikke, det er alt for ubelejligt, Anastasia bliver ikke så længe i byen.

Og han havde ret: Det kunne ikke have været et dårligere tidspunkt. Optoget havde for nogen tid siden forladt pladsen, og jeg skulle overvære bålene … Men jeg løj.

– Der er aldrig et dårligt tidspunkt for at møde en så elegant og smuk dame, sagde jeg, idet jeg kiggede på Anastasia.

Hun smilede og sagde så:

– Hr. DeGrasso, den slags komplimenter passer sig ikke for en mand, der er så kold og reserveret i sine anklager. I overrasker mig virkelig.

– Kolde er sten, svarede jeg dygtigt, – men jeg må give jer ret med hensyn til at være reserveret. Kun her, på pladsen, når jeg opfylder mine pligter, tvinger jeg mig selv til at svare. – Hvis I skulle få lidt tid tilovers, må I endelige ikke betvivle, at jeg vil modtage jer i mit kloster i privat audiens og lytte til alt, hvad I har at fortælle mig.

Sognepræst Rivara stillede sig ved siden af mig, og som vanligt tavs som graven og med et sigende blik lod han mig forstå, at vi måtte af sted. Anastasia forstod udmærket min situation og skyndte sig at svare:

– Det ville være en ære. Det var en fornøjelse at møde jer, hr. DeGrasso, jeg kan forsikre jer om, at I vil høre fra mig, og det måske allerede inden for en ikke alt for fjern fremtid.

Jeg smilede og kyssede igen hendes hånd. Men inden vi begav os ud til bålene, ville jeg gerne vide lidt mere om hende.

– Forlad mig, at jeg er så taktløs … Men jeg ville gerne vide, hvilken familie I tilhører?

– Iuliano, svarede hun overrasket. – Det troede jeg, I vidste.

Hendes svar gjorde mig fuldkommen målløs, og jeg kunne ikke skjule det.

– Jeg er niece til kardinal Vincenzo Iuliano, jeres overordnede, uddybede Anastasia.

– Det vidste jeg ikke, ingen har nogensinde fortalt mig, at kardinalen har en så smuk slægtning.

Hun smilede igen. Jeg tog hurtigt afsked og efterlod hende på pladsen sammen med sin velgører. Alle i Rom vidste, at kardinal Iuliano ikke havde en niece, men derimod en datter, som i al hemmelighed levede hos en slægtning og blev bevogtet med største omhyggelighed. Det var første gang, jeg så hende, og nu spørger jeg mig selv, om skæbnen dengang var mig nådig, idet den lod mig møde hende, eller om det var en forbandelse, som skulle hvile over resten af mine dage. Dengang så jeg hende blot som en intetsigende dame, der gerne ville møde den berømte Sorte Engel personligt. Jeg tog så grueligt fejl …

21

Bålene var blevet rejst på en vild slette, som blandt folket var kendt som ”slotsesplanaden”. De dømte, deres ledsagere og den hob af mennesker, som var fulgt i hælene på dem, havde tilbagelagt turen derud til fods. De havde slæbt sig ad den støvede og trange vej, anført af Inkvisitionens Grønne Kors, som vajede højt og iøjnefaldende i luften, som en fane, der tilhørte en triumferende hær, som var et levende bevis på, hvor godt det var at være en del af den, og hvor pinefuldt det kunne være at sætte sig imod den. Repræsentanterne for Republikken Genova, det pavelige følge og de indbudte fra de tilstødende hertugdømmer og republikker, havde taget turen i vogn eller til hest og mærkede ikke den udmattelse, som nu viste sig hos folket til fods, eller den iskolde vind fra havet. De skulle se kætterbålet fra vinduerne, mens de fik sig en bid mad og nippede til varm sherry.

På sletten havde man rejst fire pæle på en linje. Bunker af ved lå opstablet for foden af pælene, og fangevogterne og bødlerne rendte frem og tilbage mellem dem for at binde forbryderne fast. Menneskemængden klumpede sig sammen, og dem, som var kommet frem i en af de første rækker, forsvarede deres plads med næb og klør. Den store hob var ophidset, og de hånede forbryderne og spyttede på dem.

Da jeg var trådt ud på esplanaden, knirkede mine knæ som gammelt træ, og af bar udmattelse havde min stemme store vanskeligheder med at få fremstammet den Ave Maria, som gik forud for antændelsen af veddet. Gianmarias endeløse jamren, som var begyndt, i det øjeblik tre korpulente fangevogtere havde bugseret ham hen til hans pæl, var nu forstummet. Han sad på jorden og ventede på, at de fik ham op at stå: Hans ansigt lignede ikke længere noget, der tilhørte et menneske. De andre forbrydere var allerede blevet bundet fast til hver deres pæl med reb vædet i vand, så de ikke ville brænde for hurtigt. Da også Gianmaria var blevet bundet fast, vendte bødlen blikket mod mig og afventede, at jeg skulle gå i gang med at forhøre forbryderne en sidste gang, en barmhjertig gestus, som kunne redde dem fra flammernes pinsel og i stedet overlade dem til garrotten og en meget hurtigere død. Jeg trådte hen til Jaime Alvarado, som ventede mig ved den første pæl.

– Angrer du dine synder og bekender dig til den kristne tro? Tager du imod Jesus Kristus som Frelser inden din død? spurgte jeg ham, idet jeg gjorde korsets tegn.

Sodomitten slog blikket ned et øjeblik, så løftede han det igen. Det var udfordrende og hovmodigt. Han sagde ikke et ord. Bødlen, der stod parat med faklen, adlød min ordre og satte ild til veddet. Flammerne nåede hurtigt op til forbryderens ben, og skrigene lod ikke vente på sig. Så trådte jeg hen til det andet bål, hvor Jaime Helguera iagttog, hvordan hans elsker vred sig i smerte og indåndede røgen fra sit eget brændte kød. Jeg gjorde korsets tegn foran pælen.

– Angrer du dine synder og bekender dig til den kristne tro? Tager du imod Jesus Kristus som Frelser inden din død? gentog jeg. Helguera, der var skrækslagen ved synet af den forpinte kammerat og rystede som et forskræmt pigebarn, brød ud i stille gråd og fremstammede de forløsende ord:

– Ja, jeg angrer. Ja, jeg bekender mig til den kristne tro og tager imod Jesus Kristus som Frelser inden min død.

– Jeg håber, Han vil tage nådigt imod dig, for her på jorden er dine dage talte.

Idet bødlen hørte mine ord, havde han givet en af sine hjælpere besked på at holde faklen og give ham en garrotte. Der lød et dump knæk fra Helgueras hals, idet den gav efter. Han var død. Bødlen bad om at få faklen tilbage og stak den ned til veddet, mens menneskemængden råbte og skreg, for bødlen havde taget fornøjelsen ved at se sodomitten vride sig i smerte fra dem. Alvarado og Helguera, to spaniere, som var kommet til byen for at arbejde med genovesisk bankvirksomhed, der støttede den spanske krone med lån, endte deres dage langt væk fra fædrelandet.

Da jeg trådte hen foran den tredje pæl, hævede jeg panden let for at betragte denne legemliggørelse af vederstyggeligheden, heksen fra Portovenere. Isabella Spaziani var stadig fanget i den skumle grimasse, som døden havde fremkaldt. Frosten havde gjort sit arbejde godt og bevaret hende tilstrækkelig intakt til dette øjeblik, men hun stank … Jeg tænkte et øjeblik på den tilfredsstillelse, det ville have været, hvis jeg havde haft hende levende foran mig, og hvad jeg kunne havde fået ud af at torturere hende for at få de oplysninger, jeg havde brug for nu. Det var en flygtig tanke, som forsvandt lige så hurtigt, som den var dukket op. Jeg slog korsets tegn, og idet bødlen satte ild til veddet, håbede jeg, at hun ville rådne op i helvede.

Gianmaria var den sidste, og jeg trådte hen foran ham med al min indestængte vrede og mit brændende ønske om at få de sidste oplysninger. Jeg lod blikket løbe op over hans krop, fra bunden af pælen og op til hans øjne, og så gentog jeg formularen:

– Angrer du dine synder og bekender dig til den kristne tro? Forsager du Djævlen og tager du imod Jesus Kristus som Frelser inden din død?

Eros bevægede knap nok sin kvæstede hals, idet han med kraftløs stemme hviskede:

– Jeg forsager det, jeg er … Og jeg accepterer dig … Gud blandt menneskene. Der giver og tager efter behag, der straffer og dræber, som det falder dig ind … Og vasker dine hænder i blodet fra disse offerlam.

Gianmaria gjorde sig de største anstrengelser for at lægge tryk på sine kætterske ord. Han var ude af stand til at synke, så en stråle blodig savl løb ned over hans hageskæg og faldt ned på bodsdragten.

– Spar mig for dine fornærmelser, din giftslange. Blodet siver fra din mund, og alligevel står du fast på den synd, som vil sikre dig den grusomste skæbne. Den, der tjener Djævlen, vil altid være min fjende.

Eros så op i himlen, inden vendte han blikket mod mig og forsøgte at smile.

– Elí, Elí … lemá sabaktáni? sagde han med ironisk hengivelse.

”Min Gud, min Gud! … Hvorfor har du forladt mig?” At høre de ord, som Kristus havde råbt ved den niende time under sin korsfæstelse, fra Gianmarias mund vakte en enorm afsky i mig, men jeg beherskede mig, for jeg kunne ikke give afkald på endelig at få den tilståelse, jeg ikke havde fået i torturkammeret.

– Hvis det er dit ønske, kan du stadig nå at blive løsnet fra pælen, sagde jeg. – Du ved, at vi har et udestående, og det kunne måske redde dit liv.

Eros sagde ingenting, men så spørgende på mig.

– Vi fandt ikke Necronomicon i kirken i Portomaggiore. Var det endnu en af dine mange løgne?

– Var den der ikke? stammede han.

– Førte du mig bag lyset, Gianmaria?

Eros havde næsten ikke kræfter til at smile.

– Hvis du fortæller mig sandheden, vil jeg give vagterne besked på at tage dig ned fra bålet.

Gianmaria så mistroisk på mig. Bødlen ventede utålmodigt. Folkemængden ventede utålmodigt. Jeg havde ikke megen tid.

– Tænk! Hurtigt! Du bliver ikke brændt nu i eftermid­dag, hvis du fortæller mig sandheden om bogen, gentog jeg i al hast.

– Hvad tilbyder du mig ellers? spurgte Gianmaria en smule mere interesseret i mine løfter.

– Om en uge vil du være en fri mand. Jeg vil sørge for, at du får behandling for dine sår, og jeg vil hjælpe dig med en sikker flugt fra mit kloster.

– Hvordan kan jeg vide, at du holder dit ord?

– Jeg er den Sorte Engel, du kender udmærket vægten af mine ord. Vil du fortælle mig sandheden?

Vinden flyttede på hans pjuskede hår.

– Ja, sagde han endelig. – Jeg vil fortælle dig sandheden.

– Jeg lytter …

– Tag mig først ned.

– Jeg tror ikke, du kan forhandle i din situation, Gianmaria. Tal først, og så vil jeg redde dig fra ilden.

Tæt på mig stod bødlen stadig mere forundret og ventede på mit sidste ord. Folkemængden rørte uroligt på sig, mens jeg ventede på Gianmarias ord. Så sagde han:

– Godt nok … Jeg førte dig ikke bag lyset, jeg løj ikke. Og nu er det for sent, ingen kan længere hjælpe dig, hr. inkvisitor. Hvis ikke Necronomicon er i Portomaggiore … tror jeg … en anden har fundet den.

– Hvem? Jeg granskede hver eneste fold i hans ansigt.

– En anden heksemester …

– Og hvordan finder jeg ham?

– Bare vent … bare vent … til alt bliver kaos.

– Sig mig så i Djævelens navn, hvor Necronomicon er! Jeg havde mistet tålmodigheden. Eros’ øjne stod i flammer, og ilden nåede hurtigt hans mund.

– Du ved ikke, hvor tæt jeg var på …, sagde han meget sagte. – Hvor tæt jeg var på at få adgang til den sorte magis mørkeste hemmeligheder. Hvis ikke dit åh så hengivne yngel havde fået kløerne i mig … ville mit liv have forandret sig, så ville jeg nu have været den Store Mester. Jeg var så tæt på …

– Tal! snerrede jeg utålmodigt, for jeg vidste, at jeg ikke kunne fortsætte særlig længere, at man når som helst måt­te begynde antændingen.

– Jeg tjener ikke længere til noget, for jeg har ikke bogen og ved ikke længer hvor den er. Men den, der har den og forstår at tyde besværgelserne rigtigt, vil få en lysende fremtid, for den nye lære vil føre til en tilintetgørelse, som vil udmærke ham. Jeg var tæt på, inkvisitor … Jeg var tæt på. Jeg håber, at Codex inden for en snarlig fremtid vil blive ført sammen med denne bog, og at du stadig vil være i live til at overvære det.

– Hvad vil der ske? spurgte jeg.

Hvis ikke Eros vidste, hvor bogen var, sådan som han foregav, kunne jeg måske endelig få et klart og tydeligt svar på det spørgsmål, som jeg allerede havde stillet Iuliano og Del Grande.

– Den, som fremsiger besværgelserne, vil øjeblikkelig få besøg af et dæmonisk væsen, som vil være usynlig for hans øjne, men tale i hans øre. Den vil langsomt lede ham frem til nøglen til de døre, som vogter over dem, og derpå vil den forbudte lærdom udstyre mennesket med det mest djævelske våben …

– Hvilket?

– Den sidste filosofi … Den Hemmelige Lære.

– En filosofi?

– Der vil blive evigt mørke, slog han fast.

– Hvad er det for en slags filosofi?

– Som selveste Djævlens værk vil den med sin sorte indsigt gøre en ende på al religion, på Kristendommen, og så vil synden ikke være andet end et dårligt minde i hukommelsen på slaverne af den Nye Gud. Og Djævlen vil herske på jorden, og mennesket vil igen spise af den forbudne frugt. Af slangens hånd … Af filosofiens hånd … Af de nye teologers hænder, hvis almisse er mørket. Det har han fortalt mig, sluttede Gianmaria, idet han stirrede på et punkt bag mig.

– Hvem? spurgte jeg, idet jeg vendte mig om for kun at få øje på bødlen.

– Dæmonen svæver bag dig, fortsatte han, så der løb en skælven fra min nakke og hele vejen ned ad ryggen. – Den dæmon, som har fulgt dig, siden du begyndte at interessere dig for bogen. Den dæmon, som taler til mig …

– Kan du tale med dæmonen?

– Det har jeg gjort … Om natten, når stilheden havde sænket sig over mit fangehul i dit kloster, talte han i mit øre.

– Hvordan kan det så være, at Djævlen ikke redder dig nu? udbrød jeg ironisk.

– Han redder mig ikke, fordi han allerede har fundet en anden: Han kan ikke længere bruge mig til noget som helst. Forstår du det ikke? Han har en anden heksemester, som vil fortsætte mit arbejde, en anden, som er tæt på at få fat i bøgerne, hvis ikke han allerede har dem, og han skal nok få tilintetgjort jeres Gud.

– Det er sort magi! Elendig sort magi, svovlede jeg. – Hvem har tvunget dig til at tjene dæmonen? Forbandede giftslange … Dig, du har fået den skæbne, du fortjener.

– Men denne giftslange er nu din partner, sagde Eros smilende og frådende. – Hold dit ord, og tag mig ned herfra. Uden mig vil du aldrig finde ham, der har bogen nu, det eneste, du skal gøre, er at fritage mig for døden.

– Fortæl mig, hvem der har bogen, så tager jeg dig ned.

Gianmaria tøvede. Tiden var ved at rinde ud for ham. Og for mig: Bødlen lagde sin hånd på min skulder og spurgte, om jeg var færdig. Kætteren fæstnede sine øjne til mine. Han var helt febrilsk.

– Den Store Heksemester, sagde han uden at tilføje anden lyd.

Jeg stirrede opmærksomt på hans læber.

– Min mester, sluttede han.

Jeg slog blikket ned i den knastørre ved på jorden. Så hævede jeg det og så op mod Gianmaria. Kætteren kiggede bønfaldende på mig.

– Jeg er færdig, sagde jeg sagte til bødlen, der stadig ventede på mit svar.

– Så vi kan begynde? fortsatte han.

– I kan begynde … Og sørg endelig for, sagde jeg, idet jeg pegede op mod Gianmaria, – at denne mand brænder langsomt. Det lader til, at han får et stadig større had til Gud i stedet for at angre.

Gianmaria var forbløffet over mine ord og udbrød skrækslagent:

– Hold dit ord! Tag mig ned, og jeg vil hjælpe dig!

– Dø på bålet, heksemester. Du taler som en giftslange, du er fuld af svindel og humbug. Jeg skal nok finde bogen uden din hjælp og for altid gøre de dæmoner, som piner eftergivende sjæle som dig, tavse.

Jeg drejede omkring for at trække mig tilbage, for jeg havde ikke mere at tale med den store løgner om. Men så råbte Eros noget bag min ryg, som fik mig til at standse.

– Sorte Engel … Kan du huske, at jeg kaldte dig en bastard?

Fuldkommen tavs og uden at vende mig om lyttede jeg til det, han havde at fortælle mig.

– Det var dæmonen, som natten inden forhøret gav mig den oplysning.

Jeg stod stadig ubevægelig med ryggen til ham, da han i vished om, at han havde fanget min opmærksomhed, fortsatte stavelse for stavelse:

– Og ved du, hvad han mere fortalte mig, hr. inkvisitor?

Jeg vendte mig tavst og lyttede opmærksomt til ham.

– At heksemestrenes Store Mester vil gøre det af med dig, for uden mig kan du ikke længere finde ham. Den Store Mester vil ligge på lur og snart sætte tænderne i dig. Du er en levende død, ligesom mig. Det fortalte dæmonen mig, og tro mig, han tager ikke fejl. Eller tog han fejl af dig? Er du slet ikke den bastard, hvis ophav ligger i graven uden navn?

Gianmaria sluttede af med et uhyggeligt smil. Fra hans læber undslap en besynderlig og forargelig fryd, som fra den der er ved at træde over tærsklen til døden.

Jeg havde duelleret med hekse og djævlebesatte, heksemestre og tosser, men følte nu for første gang i mit liv, at jeg stod ansigt til ansigt med en virkelig kraft, en uhyre og rigtig kraft. Truslen var nærværende, næsten kødelig. Og den havde udpeget mig. For første gang fornemmede jeg som ved et hårdt slag, at dæmonen var til stede. Gianmarias ord såede den frygt i mig, som siden skulle nedbryde min fornuft. Jeg var nær segnet af bar rædsel.

Disse ord var også et åbent angreb på min person. Der var ingen tvivl om, at han talte med samme nøjagtighed, som den, der kan se ind i fremtiden og aflægge fortiden besøg; han talte med en indsigt, som kun dem, der kan tale med ånder, besidder. Jeg tog en indånding, væbnede mig med mod, så Gianmaria direkte i øjnene og skreg:

– Vade retro Satana! Du ydmyger dig selv over for min Gud, thi Hans er riget, magten og æren i al evighed. Til evig tid!

Skæbnen var afgjort. Og min beslutning taget. Den angst, jeg havde følt, og den nye fornemmelse af dæmonen udgjorde tilsammen den uventede kraft, som udløste min forvandling, et omslag, som umærkeligt blev banet af den lavine af hændelser, der havde rusket op i mit liv. Gud ville være min eneste hjælp, kun Gud skulle lede mig. Ikke Djævelens følge. I det øjeblik besluttede jeg, at jeg kun ville tjene Gud. Ikke menneskene eller dem, der indtil dette øjeblik og uden større held havde tvunget mig til at til at lystre. Det skulle være mig alene, med Guds hjælp, mod Ondskaben.

– Du skal dø, inkvisitor, ligesom jeg skal dø! Nu har du ikke længere din bog. Nyd det, du har tilbage af livet, for dine dage vil snart være omme.

Det var hans sidste ord. Inden bødlen satte ild til veddet, kontrollerede jeg, at det var godt tørt. Jeg vidste udmærket, at slægtninge og venner til de dømte bestak bødlerne til at fugte knipperne, så forbryderne ville dø hurtigere på grund af kvælning. Bødlen forsikrede mig om, at Gianmarias ved var så tilpas tørt, at han ville blive stegt langsomt som et dyr.

Derpå forlod Inkvisitionens delegation esplanaden. Fra min vogn kunne jeg iagttage den grålige søjle af røg, som tæt og tavst rejste sig over bålene. De blev godt næret af ildens vrede, mens de ugudelige sjæle, deriblandt Gianmarias, steg direkte ned til helvedes port.

I folkemængden havde der stået en hætteklædt mand og opmærksomt fulgt den lange samtale, jeg havde haft med Gianmaria, og før han forsvandt ind i mængden, lod han et smil forme sig under sit hvide overskæg.