VIII - GUDS HUS

22

Jeg havde brug for at tænke. Jeg havde brug for at betro mig til Gud. Min beslutning om at underkaste mig Ham, og kun Ham, måtte tænkes ordentligt igennem, jeg måtte overveje, hvad Han i virkeligheden var: et tydeligt sigte i den tætte tåge, som var opstået af min kødelige kærlighed til Raffaella, mine forpligtelser over for Inkvisitionen, min loyalitet over for min læremester, min ængstelse over ikke at vide, hvem min rigtige far var … Og denne fornemmelse af ondskaben, der åndede mig i nakken. Necronomicon, som jeg næsten havde fået fat i, var et tegn, angstens centrum, det, der havde sat gang i de begivenheder, som skulle styre mit liv. Jeg havde brug for at samle tankerne, og her var katedralen det bedste sted. Jeg begav mig derhen efter kætterbålet, og der sad jeg i mine egne tanker, da dørene ved hovedfacaden begyndte at klage sig, idet de blev åbnet af et par utålmodige hænder. Jeg kunne inde fra katedralen se en mægtig skikkelse træde frem i det efterhånden svage lys, der faldt ind udefra. Manden, der var klædt helt i sort, gik med taktfaste og sikre skridt hen ad hovedskibet til det sted, hvor jeg sad fortabt i mine bønner efter den lange dag, der havde givet mig så mange indtryk. Det drejede sig om et uventet besøg: kardinal Vincenzo Iuliano. Han havde skiftet den purpurrøde kardinaldragt ud med en sort præstekjole, hvorover han bar en statelig kappe, som med hans bevægelser lod et blankt sværd i taljen komme til syne.

Det var kendt, at inkvisitorernes øverstbefalende næ­rede en stor kærlighed til våben, og at han brugte dem dygtigt, for han var ud af en adelsfamilie og var derfor blevet trænet i at bruge dem, allerede mens han endnu kun var et stort barn. Iuliano var en kriger, en soldat som de gamle korsriddere, og så snart han bevægede sig uden for Vatikanets tykke mure, var han bevæbnet som en hærchef. Han havde mange fjender og måtte altid være beredt på enhver tilfældighed, for han tilhørte en verden, hvor alle konspirerede mod hinanden.

Han standsede næsten foran mig, så tæt på, at jeg tydeligt kunne se de ar, som et angreb af kopper havde efterladt sig på hans kinder, og som han forsøgte at skjule under sit afrettede skæg.

– Sikke en overraskelse, hr. kardinal! Må Gud være jer nådig, sagde jeg imødekommende, selvom det ikke var så overraskende endda, for efter at Rivara havde sendt et bud af sted med beskeden om Isabella Spazianis død, havde der været en sandsynlighed for, at kardinalen ville aflægge mig et besøg.

– Må Gud være jer nådig, broder DeGrasso, svarede han straks.

Nu hvor jeg havde ham foran mig, kunne jeg mærke, at jeg ville få des sværere ved at fortælle ham om det uheldige udfald af sagen. Så jeg besluttede mig for at få det overstået hurtigst muligt.

– Det glæder mig, at I er kommet, for så kan jeg personligt overbringe jer de seneste nyheder om Gianmarias forbudte bog … Og jeg er virkelig bange for, at de ikke er gode, svarede jeg og ventede et vredt udbrud.

Iuliano fortrak ikke en mine, men kiggede længe nervøst rundt i alle hjørner af helligdommen.

– Der er ikke meget lys herinde. De farvede glasruder i denne katedral er meget små, og lysets kraft forsvindende lille. Man kan knap nok skelne omridset af møblerne. Det virker, som om det ville være meget let at skjule sig herinde, hviskede Iuliano, der var samvittighedsfuld, stædig og ovenud begavet, men led under de usædvanlige forholdsregler, han altid tog sig. Han gjorde sig aldrig skyldig i en forsømmelse, og han var så besat af tanken om en sammensværgelse, at han sommetider virkede som en gal mand. – Vi er alene, ikke sandt? mumlede han.

– Vi har kun selskab af Gud, kardinal Iuliano, forsøgte jeg at berolige ham.

Han øjnene flakkede igen rundt i helligdommen, men denne gang så det ud til, at han havde ladet sig overbevise. Og da han endelig lænede sig ind over mig, mærkede jeg den vrede, jeg havde ventet. Et øjeblik troede jeg ham i stand til at hugge hovedet af mig, men blev rolig, da sværdet blev i skeden ved hans hofte.

– Hvad tror I egentlig, det er, I laver, broder DeGrasso? spurgte han, idet han forsøgte ikke at råbe i dette hellige rum.

– Undskyld? svarede jeg, for der var ingen grænser for hans vrede. Jeg havde endnu ikke overdraget ham den dårlige nyhed.

– ”Undskyld”? svarede han forbløffet, idet han sendte mig et sarkastisk smil. – Ved I virkelig ikke, hvorfor jeg er her?

– Jeg formoder, at I er kommet efter bogen …

Kardinalen løftede sin højre hånd og kiggede på mig med største afsky.

– I stedet for at følge alle min råd, som I skulle have forstået som ordrer, har I brugt tiden på at tænke mere, end I burde, og, værre endnu, på den forbudte bog … Er det ikke rigtigt, broder? Iuliano holdt en pause, inden han fortsatte. – Og det undrer jer, at jeg har været nødt til at komme her?

Der gik pludselig et lys op for mig, da jeg hørte ham anklage mig på den måde. Piero Del Grandes ord lød tydeligt for mig, som om han selv sagde dem: ”Iuliano stoler ikke på dig, han holder øje med dig”. Og tanken om, at jeg havde forsvaret kardinalen over for min læremester …!

– Jeg forstår …, svarede jeg.

Endelig vidste jeg, hvad jeg skulle rette mig efter, og hvordan jeg skulle føre denne samtale, så det blev til mindst skade for mig selv og for Del Grande.

– Godt … Så lad os tale om det, der i virkeligheden interesserer jer.

– Kardinal Iuliano, jeg tror ikke, at mine bekymringer vil interessere jer. Så, hvad kan jeg ellers fortælle jer? Jeg brugte angrebet som mit forsvar, for jeg håbede, han ville gå til bekendelse før mig og fortælle alt, hvad han vidste.

– I har besøgt jeres gamle læremester, I har talt længe med ham, I har fortalt ham nogle ting, som alene vedkommer Inkvisitionen, I har involveret ham i jeres egen tvivl og fortalt ham, hvad I leder efter. Det kan I ikke benægte! Tror I, at I kan regne så alvorlige sager for private og himle op om dem, når det passer jer og til hvem som helst, det falder jer ind? Inkvisitionens sager kan ikke drøftes med alle og enhver! Iulianos vrede voksede i takt med mørkets pludselige komme.

– Ja, jeg har besøgt kapucineren. Men I gør jer for mange forestillinger. I nærer, af jeg ved ikke hvilken grund, mistillid til min hæderlighed og ydmyger mit embede.

– Broder DeGrasso, brummede Iuliano som en vulkan, lige inden den går i udbrud, – regner I mig for en tåbe? Benægter I, at I har svigtet vores fortrolighed?

– Det er ikke mig, der opfører mig uredeligt, svarede jeg og forsøgte at bevare roen.

– I vakler i jeres tro og i jeres arbejde, Angelo DeGrasso. I er som Judas i stand til at udlevere jeres egen broder, udbrød Iuliano, mens han kæmpede for at holde sine hænder tilbage, for de havde allerede kurs mod min hals.

– Hids jer ikke op, hr. kardinal, fortsatte jeg, mens jeg blev revet mere og mere med af hans vrede. – Jeg er kun en inkvisitor, en af Kristi dommere. Jeres vrede er opstået af frygten for at være omgivet af konspiratorer.

Med mine sidste ord mistede han tålmodigheden. Iuliano trak sit sværd og førte det uden tøven ind mod min hals. Jeg kunne på tæt hold se, at metallet var fuld af mærker fra tidligere kampe.

– Hvor vover I at håne mig! Mage til frækhed! Ved I, hvad I som det eneste har fået ud af jeres handlinger? Jeres overordnedes mistillid, for I har bragt et meget følsomt anliggende inden for den hellige Inkvisition i fare. Det store stykke arbejde, som snesevis af inkvisitorer har gjort gennem århundreder, kan være spildt på grund af jeres nysgerrighed. En hemmelighed, som er gået fra mund til mund, fra pave til pave, fortjener den tavshed, som sværdet kan frembringe.

Iuliano pressede sværdet hårdt mod min hals. Mit hjerte sprang et slag over af bar skræk.

– I burde ikke true mig, sagde jeg med en spinkel stemme. – Sænk jeres våben. I ved, at I ikke vil bruge det på et helligt sted …

Kardinalen slog blikket ned, tænkte sig om, så ud til at falde til ro og trak sværdet lidt ud fra min hals, men fjernede det ikke.

– Sig mig engang, Angelo, hvad har kapucineren fortalt jer om bogen?

– Ingenting.

– Hvordan ingenting? For Guds skyld, Angelo, få mig til ikke at miste tålmodigheden. Ved I virkelig ikke, hvem han er, den gamle mand?

– En kapucinermunk, en gudfrygtig mand, som i tidernes morgen besluttede sig for at tjene Gud på sine knæ i stedet for siddende. Han er en god munk.

– I tager fejl! skreg kardinalen, der ikke længere kunne beherske sig. – Han er medlem af en genstridig og fordærvende sekt. Under sin fattigmandsdragt og hvide hår gemmer der sig en rigtig oprører. Jeg kender udmærket jeres læremester, og jeg tror ikke, han har bremset sin tunge i at fortælle jer alt, hvad han ved om Necronomicon og advare jer … Kardinalen trak sværdet væk fra min hals og lod det langsomt falde mod gulvet.

– Undskyld, hr. kardinal, men jeg er overbevist om, at I ved meget mere om den bog end mig, sagde jeg og risikerede, at metallet igen ville blive presset ind mod min strube.

– Deri består jeres fejltrin, Angelo. I forsøger stædigt at få en indsigt, som I slet ikke har fået besked på at søge.

– Generer mine bekymringer jer, hr. kardinal? Er I bange for, hvad jeg kan finde frem til?

Kardinalen, som ikke havde stukket sværdet tilbage i skeden, tav og tøvede et øjeblik, inden han strøg sig insisterende over hovedet, som om han forsøgte at befri det for ethvert spørgsmål, han ikke havde i sinde at formulere, og så sagde han nøjagtig det, jeg havde ventet.

– I er en af dem, ikke sandt?

– Af hvem? svarede jeg og lod ham forstå, at jeg ikke vidste, hvad han talte om.

– I er medlem af Corpus Carus, ligesom jeres læremester.

– Corpus Carus? Jeg har kun hørt det navn fra jeres mund, og dengang bekymrede I jer ikke om at forklare mig, hvad det var.

– Hvorfor søger I så svar hos denne kapuciner i stedet for at spørge mig?

– Fordi jeg sætter ham højt.

– Aha! I indrømmer altså, at I har talt med ham.

– Jeg har allerede for nogen tid siden fortalt, at jeg har aflagt ham besøg. Selvfølgelig har jeg talt med ham, men slet ikke omkring den forbudte bog. Eller andre ting, som jeg alene skal drøfte med mine overordnede.

– I lyver!

– Og hvorfor tror I det? Har I måske fået nogen til at følge efter mig? Stoler I ikke på mig?

– Ja, jeg fik nogen til at følge efter jer, fordi jeres stædighed under vores samtaler og under jeres forhør af Gianmaria, hvor I ville vide mere om bøgerne, fik mig til at miste tilliden til jer.

– Nu er det jer, der lyver, hviskede jeg selvsikkert. – I har aldrig haft tillid til mig.

– Og nu er det mig, der gerne vil vide, hvorfor I er så sikker …

– Fordi I aldrig har fortalt mig, hvilken betydning Codex Esmeralda i virkeligheden har. I vidste, den fandtes, måske har I endda vidst, hvor den var, og I tillagde det ingen betydning, sagde jeg. Iuliano smilede, for han var sikker på, at det var ham, der i dette øjeblik havde fået krammet på mig.

– Jeg har ikke taget fejl. I har talt med kapucineren om vores anliggender.

– Det har jeg ikke, hr. kardinal. Hvis I tænker jer lidt om, vil I nå frem til, at jeg allerede havde tilstrækkelige oplysninger, inden jeg besøgte kapucineren. I mit kloster fortalte I og Darko mig, at der var en anden bog. Derefter fandt vi brevet til Gianmaria på Isabella Spazianis skjulested, brevet hvor hun omtaler bogen som Codex Esmeralda. Jeg sendte jer besked med et sendebud … Tænk, at jeg skulle få kendskab til eksistensen af Codex gennem en afskyelig heks!

– Det er løgn! Løgn! Og atter løgn! afbrød Iuliano mig, idet han ord for ord blev mere og mere vred. – Hvem ville være bedre end Del Grande til at bekræfte det, I allerede vidste?

– Det er rigtigt …, indrømmede jeg efter en forstilt pause. – Jeg har talt med ham om nogle ting, det vil jeg ikke længere skjule for jer.

Øjeblikket var kommet: Hvis jeg virkede ærlig, kunne jeg måske få nogle svar ud af Iuliano.

– Godt. Nu taler vi vist samme sprog. Kardinalen stak sit sværd tilbage i skeden og satte sig ved siden af mig. – Hvad har han fortalt jer om mig? Hvad har han fortalt jer om bøgerne?

– Hr. kardinal, jeg har talt sandt: Jeg opsøgte Del Grande, fordi jeg sætter ham højt. Han var min læremester. Og denne store agtelse var netop det, der fik mig til at føle stor sorg, da jeg havde talt med ham. Det er rigtigt, at jeg spurgte til Necronomicon, for da jeg havde fået kendskab til Codex, som I ikke engang havde advaret mig om, blev jeg meget bekymret. I fader Piero fandt jeg alene en gammel mand, som tiden har fået bugt med. Der var intet at komme efter. Med hensyn til Necronomicon, så ved jeg ikke mere end det, I har fortalt mig. Og med hensyn til Codex, så ved jeg kun det, jeg har fra jeres og heksens ord. Hvad gemmer der sig bag de bøger?

Iuliano hævede sine blå øjne og så op mod hovedalteret, som rejste sig få skridt fra det sted, vi sad. Så kiggede han indgående på mig:

– Hvilken side er I på?

– På Guds side. Dette svar indeholdt den eneste store sandhed, som viste mig vej i livet.

– I …, sagde han, idet han pegede på mig. – I kunne sagtens være fjenden. Heksemestrenes Store Mester. Eller et medlem af Corpus Carus. Hvorfor skulle jeg betro jer Inkvisitionens hemmeligheder? Hvordan skal jeg vide mig sikker på, at jeg kan stole på jer?

– Jeg er inkvisitor. Og jeg skylder jer min underkastelse. Jeg er ingen heksemester. Og hvad angår Corpus Carus, så ved jeg kun det, I nu har fortalt mig: at Piero Del Grande tilhører dette broderskab.

Kardinalen så alvorligt på mig. Så sagde han:

– Så lyt til mig: I skal ikke indvie denne kapuciner i jeres bekymringer, gør jeres arbejde, men bland jer ikke, og fald ikke i frimureriets fælder.

Jeg kiggede tavst på kardinalen. Nu mere rolig spurgte han mig:

– Og hvad var det så for nogle dårlige nyheder om Necronomicon, I ville fortælle mig?

Det var blevet tid til at fortælle ham det, jeg havde villet fortælle ham, fra det øjeblik jeg så ham. At bogen på mystisk vis var forsvundet.

– Kardinal Iuliano, den gensidige mistillid fik rodet os ud i en drøftelse, så jeg først nu får lejlighed til at fortælle jer den dårlige nyhed. Til min store fortvivlelse må jeg fortælle jer, at jeg ikke længere ved, hvor bogen er. Nogen er kommet os i forkøbet og har fjernet den fra skjulestedet i kirken i Portomaggiore … Jeg kan ikke tilføje mere, uden at det ville være tomme gætterier …

Kardinalen reagerede på nøjagtig samme måde, som han havde gjort for lidt siden, da jeg fortalte ham, at jeg havde en dårlig nyhed om bogen. Han fortrak ikke en mine.

– Jeg ved udmærket, hvor Necronomicon er.

Iulianos ord steg op mod katedralens kuppel og forsvandt. Der blev stille. Jeg kunne ikke have været mere bestyrtet.

– Darko, pavens stjernetyder, fortsatte Iuliano som en vanvittig, – er den eneste, som kan hjælpe os med alt det her.

– Hvad kan pavens stjernetyder gøre? spurgte jeg.

– Dengang Darko tjente den ortodokse kirke, fik han samlet en masse dokumenter om Necronomicon. Der findes ingen bedre end ham til at opspore bogen, for han har stor indsigt i heksemestrenes og djævletilbedernes allerhemmeligste kredse i Europa.

– Og ham stoler I på? spurgte jeg, mens jeg kiggede indgående på ham.

– Det var Darko, der foreslog, at I skulle finde Necronomicon. Det var ham, der personligt bad paven om at sætte jer på opgaven … Har I mødt ham tidligere? Iuliano ville vide, om Darko og jeg var ud af den samme bande, uanset hvilken bande det så var, for han tvivlede på alt og alle.

– Nej, jeg havde aldrig set ham, før I kaldte ham til Rom. Jeg strøg uroligt min hage med hånden. – Jeg synes efterhånden, at alt det her begynder at virke tåbeligt. En bog, som ingen har set, bortset fra den heks, som skrev, at hun var i besiddelse af den, og alligevel begynder vi alle sammen at nære mistillid til selv vores egen skygge. Hvad er det her for en labyrint?

– En labyrint, som vi for vild i for mere end syv hundrede år siden, svarede kardinalen med endeløs bedrøvelse.

– For I har aldrig set bogen …, tilføjede jeg, for jeg ville være helt sikker.

– Aldrig.

– Og hvad hvis der alene var tale om en sammensværgelse blandt heksemestrene? Hvad hvis Necronomicon blot er en myte? sagde jeg og inddrog ham således i mine tanker.

– Kirken forfølger virkelige fjender. Kirken forfølger ikke fantasifostre. Jeg er i besiddelse af beviser, som ville få jer til at skælve. Mange mennesker har viet hele deres liv, de har levet og er gået i graven i jagten på denne bog. Necronomicon er virkelig nok. Lige så virkelig som murene i denne katedral, fastslog Iuliano.

– Hvorfor er I kommet her i dag? Hvorfor er I kommet for at finde mig, hvis I ved, hvor den er? Vil I for en gangs skyld fortælle mig, hvilken rolle jeg spiller i denne komedie?

– Sværg jeres troskab … Sværg jeres troskab, og jeg vil indvie jer i mine hemmeligheder. Fortæl mig, hvor meget jeg kan stole på jer, og jeg vil gøre jer til min højre hånd i Inkvisitionen.

– Hvad er det for et tilbud?

– Det eneste, der kan forsikre mig om, at I står på kirkens side. Glem ikke, at det er mig, der har magten. Det er mig, der beslutter, hvad der skal gøres, og jeg ville ikke tøve et sekund med at dømme forrædere til døden. Som barn blev du sikkert glad for at høre, at Judas endte sine dage i galgen. Jeg er Kristi næve, fastslog han, mens hans øjne slog gnister.

– Det glæder også mig, at forræderne bliver straffet …

En tredje stemme skød frem af halvmørket. Kardinalen og jeg vendte os forbløffede om mod det sted, hvor den kom fra: den sidste buegang i det ene sideskib, lige før tværskibet. Stemmen gav genlyd, som om den kom fra en krypt, som om ekkoet fra de døde steg op fra en dyb grotte. Eller som om de engle, der sad på buer og rundt under kuplen og var de eneste vidner til vores samtale, havde besluttet sig for at tale til os.

– Men den verdslige magt består kun, så længe kødet ikke går i forrådnelse, sagde stemmen. – Den brændende længsel efter magt er foruden kortvarig og snæversynet et personligt begær hos den ærgerrige og hos den, der bagvasker troen.

Jeg genkendte nu stemmen og var fuldkommen målløs over at høre den der i katedralen. På dette tidspunkt. Kardinal Iuliano rynkede brynene, spilede øjnene op og trak igen sit sværd. Han stod på vagt i al den tid, det tog den uventede gæst, en hætteklædt skikkelse, at nå hen til os med sine rolige skridt. Da han førte hætten ned, så Iuliano til sin store forbløffelse, at det var fader Piero Del Grande.

– Spørg Cæsar Augustus, hvad der er blevet af hans magt i dag, og hvor længe han bevarede den, fortsatte den gamle kapuciner. – Og glem ikke at spørge til hans kejserrige. Løft faraoerne op af deres grave og prøv at se, om I i de tørre mumier kan finde en rest af den magt, de besad. De kan fortælle jer om deres magt, om den ulykke, der hang over dem, der gjorde modstand imod dem. Bring kong David hertil, og spørg hans knoglers støv, hvad der er blevet af hans magt, og om han i dag ville være i stand til at efterstræbe generalens kone. Grav farisæerne op af deres grave, bring dem hertil, og spørg dem, som rottede sig sammen mod Kristus, om ikke de i dag ville være nødt til at indrømme, at magten ikke ligger i våbnene, men i Ordet.

Iuliano iagttog den gamle kapuciner, som om det drejede sig om et spøgelse, og af bar forbløffelse fremstammede han:

– Hvad i Djævlens navn... laver I … her?

– Jeg vidste, at jeg kunne stole på mit instinkt. Nok er jeg gammel, men jeg kan mærke, at min tro holder mig oprejst som en fane, og at jeg placerer mig nøjagtig der, hvor jeg bør være.

Mørk i såvel tøjet som i sjælen gav kardinalen sig til at le. Så hævede han stemmen.

– Er I kommet for at hjælpe jeres elev? spurgte han sarkastisk. – Naturligvis! Det burde jeg have regnet ud. I har en meget misundelsesværdig evne til at blande jer i alting. Og også evner som skuespiller, se bare den triumferende entre, I lige har vist os.

– En faders kærlighed kan gøre underværker, sagde Piero stridslystent.

Et øjeblik ville jeg ønske, at dette ord, ”fader”, havde sin helt almindelige betydning, at han var årsagen til, at jeg var en bastard, for i dette tilfælde udfyldte han rollen som far til overmål.

– Broder Del Grande, hvad søger I her i basilikaen? Iuliano virkede bekymret over denne pludselige indblanding. Hans bævende stemme afslørede ham. – I har ikke længere alderen til at lave den slags udskejelser, I er ikke skyggen af, hvad I har været. Se jer selv, blind og affældig. Hvem tror I, I er?

Kapucineren klamrede sig med begge hænder til sin stok og førte sine udtjente øjne i retning af inkvisitorernes øverstbefalende.

– Vogt jeres sværd, svarede han tilbage, og mens Iuliano grinede, gentog han i et tonefald, der afviste ethvert gensvar: – Vogt jeres sværd, sagde jeg.

Smilet forsvandt fra kardinalens mund, og han adlød. Jeg forstod slet ikke, hvad i Djævlens navn der foregik. Jeg nøjedes med at lytte som en statue, med dens ører af marmor. Den gamle kapuciner løftede sin knoklede pegefinger og pegede på kardinalen.

– Hvis ikke jeg husker forkert, så forbød jeg dig at komme i nærheden af Angelo, sagde han bidsk.

Jeg blev fuldkommen forvirret: Hvad var det, Del Grande talte om?

– Det er der ingen grund til at tale om her, svarede Iuliano sagte.

– Troede I, at alderen ville forælde mine ord? Prøver I mig? Vil I stille jeres magt op imod min?

Iuliano trak armene ind under sin lange kappe og kiggede mistroisk på ham.

– Angelo, vær venlig at gå, sagde min læremester.

– Jeg går kun, hvis I kommer med mig, svarede jeg.

– Gå nu, lad os være alene, gentog han i et tonefald, som igen afviste et gensvar.

Jeg trak mig tilbage i retning af døren, og idet jeg gik forbi ham, standsede jeg for at kysse ham i panden og hviske:

– Jeg venter på jer udenfor. Jeg vil ikke tillade, at der sker jer noget.

Den gamle kapuciner knugede min hånd og smilede.

– Du skal ikke være bekymret, min søn. Jeg nyder større beskyttelse, end du forestiller dig.

Mens jeg forlod katedralen, fulgte Iuliano mig med blik­ket.

Da jeg kom ud på pladsen, stod der omkring tredive agtpågivende kapucinere og ventede. Det usædvanlige fremmøde var kun med til at gøre min forundring større. Hvad var det for en kamp, de to gudfrygtige, jeg havde efterladt inde i katedralen, udkæmpede? Hvad var det for en kraft, de hver især havde? Og frem for alt, hvad var min rolle? En af kapucinerne kom over til mig, førte mig hen til en vogn og gav kusken besked på at køre mig direkte til klostret. Inden han svang pisken over hestene, sagde han til mig:

– Broder DeGrasso. Fader Piero Del Grande har bedt mig om at give jer en besked. Jeg vil et for et gentage hans ord: ”Min elskede Angelo: Jeg ved, der er mange ting, du ikke forstår, og som fylder dig med tvivl, og at mine afsløringer alene har gjort dig des mere bekymret. Jeg ved, du har stærke nerver, dem har jeg selv smedet, og det har ikke været forgæves. Derfor vil jeg driste mig til at bede dig om din loyalitet, du skal ikke tøve med at tage på den rejse, Iuliano vil sende dig ud på. Stol på mig, som du altid har gjort. Gud er med dig.”

Da disse ord var sagt, satte vognen i gang og kørte mod klostret. Jeg fandt aldrig ud af, hvad der skete den nat i katedralen i Genova, men jeg vidste, at jeg siden ville komme til at gense de mange kapucinere, som vogtede over den gamle Piero Del Grande. Kapucineren og kardinalen havde nogle gamle aftaler. En pagt, som Iuliano havde forsøgt at bryde i katedralen.

23

Min læremesters bøn og det, den betød – endnu en gåde, for han vidste, hvor jeg skulle hen og hvorfor, selvom jeg intet havde fortalt ham – gav rejsen, der allerede var omgivet af mystik, en ny drejning. Hvorfor skulle Piero Del Grande være så interesseret i den rejse? Blandt alt det, der opfyldte mine tanker, mens jeg bad om at få mine ejendele pakket, var Iulianos ord: ”Jeg ved udmærket, hvor Necronomicon er”. De fik mig til at tænke, at rejsen var blevet sat i stand for at få mig på afstand af de forbudte bøger, så snart det var bevist, at jeg ikke var til at stole på, sådan som det havde givet indtryk af under Iulianos besøg.

Den følgende dag skulle jeg ved daggry gå direkte om bord på en af de spanske galeoner, som lå fortøjet i havnen. Jeg skulle af sted på den mission, jeg var blevet betroet. Jeg tænkte på de mystiske, forseglede kuverter, som skulle åbnes efter de meget nøjagtige instruktioner – den første, så snart vi havde forladt de Kanariske Øer, den anden, når vi ankom til Circulus aequinoctialis, og den tredje, når vi nærmede os Asunción. De stormfulde begivenheder i forlængelse af mit besøg i Rom havde ledt min opmærksomhed væk fra disse kuverter, som jeg til en begyndelse havde været så optaget af. Det Nye Kontinent var blevet mere og mere virkeligt i mine drømme og i mine tanker. Alle mine ting blev fyldt i fem kufferter af træ og læder, tre blev fyldt med klæder, en med personlige ejendele og den sidste med dokumenter og bøger fra Inkvisitionen. Hver og en af kufferterne blev lukket og låst med nøgle. Da jeg var blevet alene i mit værelse, bad jeg en bøn, før jeg gik til ro og endelig overlod min trætte krop til den barmhjertige seng.

Samme nat, mens jeg lå og sov i klostret, galoperede fire ryttere klædt i sort gennem Genova med kurs mod San Fruttuoso-abbediet. De banede sig vej gennem dørene med løgne, idet de påstod, at de kom med en vigtig besked fra ærkebiskoppen. Fromme som lam lukkede kapucinerne ulvene ind. En af dem, som var klædt i ordensdragt, gik ind i bygningen, mens de sidste tre blev ude i klostergården.

Da klokken havde passeret tolv denne nat, strøg en daggert gennem en blød hals og åbnede huden, som når skrædderens saks glider gennem silke. Ingen hørte eller så noget, der var hverken lyd eller tumult. Der var kun stilhed, en gravens stilhed.

Blodet løb ned over dragten og dryppede videre ned på tæpperne. Et sidste dolkestød i nyrerne forseglede en smertefuld pagt med denne stilhed. Offeret fortrak ikke en mine ved den stikkende smerte.

En blodspagt havde nu krævet sit første offer. Det var det første drab af mange. Til min store sorg var det også et bevis for bøgernes betydning og for ondskaben hos dem, der ledte efter dem.

Den nat sank den skamferede krop sammen i sit eget blod. Øjnene stod stadig åbne, da døden indtrådte. Nyheden bredte sig med vinden, og mens jeg ikke fik kendskab til hændelsen, før jeg kom hjem fra min rejse, gik hele Genova klædt i sørgedragt.

I den mørke stengang, der førte ned til krypten under en forladt kirke, holdt en hånd om et brændende vokslys. Gangen var smal og fugtig. Fra munden af den hætteklædte skikkelse stod der en varm ånde, og med forsigtige skridt slæbte dette tydeligvis forpinte væsen sig fremad.

Skikkelsen nærmede sig langsomt en større udhulning i klippen, som var udsmykket med gamle fresker. Lyset fra vokslyset afslørede en statue af en jomfru, og langsomt kom hendes former til syne. Det var en statelig skulptur af Jomfru Maria, fromheden lyste ud af hendes ansigt, og hendes hænder stak frem af kappen i en hengiven bevægelse. Verden omgivet af skyer hvilede for hendes fødder. Den hætteklædte skikkelse kiggede undersøgende på skulpturens ansigtstræk. Hun var perfekt.

Heksemestrenes Store Mester kærtegnede Marias ene kind med hånden, mens en svag hvisken undslap hans mund. En sætning på latin, fordærvet af besættelsen i hans blik … ”Mater Dei, Mater Dei”, udbrød han. Og hans bøn forplantede sig i stenloftet.

I den bidende kulde stod der en tæt damp fra hans næse og mund, hver gang han åndede ud. Heksemesteren fandt sig til rette bag det apokryfe alter, der stod foran en væg med det Hemmelige Selskabs emblem, det djævelske pentagram, en drudefod, der var ridset ind i en gammel freske med Kristi fødsel. Under tegnet sad der et udklædt, dødt dyr på en fornem stol. En halshugget gedebuk iklædt en biskops hellige klæder og med hornene stikkende frem under bispehuen.

Den Store Mester smilede. Denne nat havde han fået ryddet en forhindring af vejen. Det var en særlig aften, for alt gik efter planen.

Heksemesterens hånd kærtegnede igen Jomfruens ansigt. Fingrene løb som besatte hen over skulpturens læber.

Snart ville man fejre det, der skulle være den sidste heksesabbat. Meget snart.