IX - DAMEN I HVIDT

24

Som jeg havde fået fortalt, lå der to galeoner fra den spanske flåde og ventede på mig i havnen den 1. december. Det var to mægtige skibe, som det var næsten umuligt at overse, til trods for den tætte morgentåge, der lå over kajen. Der var ingen tegn på liv om bord, og galeonerne lå så ubevægelige, at det lignede to spøgelsesskibe, der var ankommet direkte fra Slaget ved Lepanto. Sognepræst Rivara og resten af mit følge var allerede gået om bord på den galeon, jeg skulle rejse med, for ud over at bringe min bagage ned i min kahyt, skulle Rivara også tage sig af alt papirarbejdet. Admiralen havde meddelt, at galeonerne inden for få minutter ville være parate til at kaste los. Jeg skulle ikke alene tage afsked med mit land, men også med min kærlighed: Raffaella D’Alema.

Ved siden af landgangsbroen og i ly for alle blikke i den tætte tåge fra havet, som alle genovesiske sømænd var så bange for, stod Raffaella og jeg med hinanden i hænderne. Vi kiggede på hinanden, som om vi havde en fornemmelse af, at denne rejse ikke ville føre noget godt med sig, som om vi aldrig skulle se hinanden igen. Så brød Raffaella stilheden.

– Hvad skal der nu blive af mig? spurgte hun.

– Om to dage vil du være tilbage i Rom, svarede jeg blidt. – Du skal ikke være bekymret …

– Det er ikke det, jeg mener. Det betyder intet for mig. Nu vil jeg gerne tænke på fremtiden.

– Fremtiden …? Den kan jeg ikke tænke på, Raffaella. Jeg skal ud på en mission, som jeg næsten ingenting ved om. Jeg bevæger mig i blinde mod min skæbne.

– Er der stadig nogle ting, din sjæl ikke kan se? spurgte hun.

– Ja, måske.

– Skal jeg tage tilbage til Rom for aldrig at se dig igen?

Jeg svarede hende ikke, kærtegnede blot hendes hånd.

– Mener du, at jeg skal tage tilbage og fortsætte mit liv, som om intet er hændt…? Jeg har aldrig før trodset mine forældre. Jeg forlod et trygt hjem og glemte alle de fordomme, en ung kvinde i min alder kan have. Jeg rejste op til dig, fordi jeg igennem lang tid havde haft en følelse, som rigtigt begyndte at spire, da jeg så dig i Rom. Jeg overgav min krop til dig, du viste mig kærligheden … Og nu mener du, at jeg skal glemme det hele. Tror du, at jeg, uanset hvor gerne jeg ville, uanset hvor bekvemt det ville være, kunne vende hjem til min fars hus og leve, som om intet var hændt?

– Nej, hviskede jeg med en spinkel røst.

– Selvfølgelig kan jeg ikke det … Min krop tilhører en kvinde, og nu føler jeg mig som en sådan.

– Du er en kvinde, en stærk og modig kvinde …, sagde jeg, mens jeg så hende i øjnene og forsøgte at trøste hende.

– Du har stadig ikke fortalt mig, hvad vi skal stille op, blev den smukke Raffaella ved, mens hun så utålmodigt på mig.

Hun havde talt klart. Med sin hånd havde hun givet mig sin sjæl, alt imens jeg med min hånd knuste hendes hjerte. Jeg knugede hendes hænder endnu hårdere og trak hende langsomt ind mod mit bryst. Hun kunne ikke stå imod, da tårerne begyndte at stige op i hendes øjne, fordi der ikke kom noget svar. Hun var blevet franarret sine drømme. Og hendes sjæl var blevet bedraget.

– Jeg forstår …, sagde hun hulkende.

Jeg forsøgte at væbne mig og sluge den unge kvindes bitterhed. Intet kunne retfærdiggøre min fejhed … Men det var ikke fejhed! Det var en tåbelighed! En tåbelighed! Fej er den, som frygter, og jeg frygtede hende ikke, tværtimod, jeg begærede hende af hele mit hjerte. Fej er den, som flygter for at bevare sin position, men jeg ønskede ikke at flygte, jeg var parat til at se tingene i øjnene, for en flugt ville ikke skåne mig for lidelsen. Hvad var jeg for en mand? En fej mand, som flygtede fra kærligheden, eller en tåbe, som ønskede at leve i smerte? Jeg drog et dybt suk. Ikke mere tavshed. Jeg kunne ikke længere udsætte mit svar.

– Jeg vil ikke forlade dig, hviskede jeg, forbløffet over mine egne ord. – Jeg ville dø, hvis jeg gjorde det.

I Raffaellas ansigt, der var blankt af tårer, tegnede der sig et smil.

– Så, vi kommer til at se hinanden igen? spurgte hun håbefuldt.

– Hør engang, kæreste. Mange ting har forandret sig i mit liv i løbet af få dage, ting, som har ændret det billede, jeg har haft af mig selv. Og blandt alle disse ting har du været den eneste virkeligt smukke. Nej, jeg forlader dig ikke, selvom jeg ikke kan fortælle dig, hvor min kærlighed og min lyst til dig vil føre mig hen.

– Du har fjernet dig fra Gud, hviskede Raffaella meget bekymret.

– Min kærlighed til Gud er ubestridelig.

– Men Angelo, dit løfte til Ham …

– Sig ikke mere! tryglede jeg. – Det er min sag, jeg vil ikke tænke på det nu. Den sag vil jeg selv løse. Lad menneskene om det, som angår menneskene, og Gud om det, som angår Gud.

Hun samtykkede, idet hun respektfuldt slog blikket ned.

– Så, Raffaella D’Alema, vil du tage mig som ægtemand, som den ægtemand, der bliver omtalt i Højsangen? spurgte jeg. Jeg stillede et spørgsmål, som jeg aldrig havde troet, jeg skulle stille. Raffaella tav, hun var forbløffet, stod som fortryllet, inden hun svarede:

– Det ville være som at komme i Paradis. Jeg siger ja …

– Jeg kan ikke lade mere tid gå tabt, mine ord kommer fra hjertet, og jeg ønsker kun at være sammen med dig. Når jeg skal dø, så ønsker jeg at gøre det i din favn og ikke i et koldt kloster.

– Vi vil blive et kød og en sjæl, sagde hun. – Jeg lover dig, at jeg vil værne om denne kærligheds ild, så du kan varme dig ved den resten af dine dage.

– Sådan skal det blive, og jeg vil med Kristi vilje lade det ske. Han vil uden tvivl lade sin gamle soldat trække sig tilbage, så han kan søge lindring for de talrige sår, han har pådraget sig under de mange slag. Hvis Han ønsker, at jeg skal fortsætte min gerning, vil Han give mig et tegn. Tro mig.

Den romerske kvinde førte hænderne op til nakken, løsnede en kæde, hun bar under klæderne, og gav den til mig. I kæden hang der en rund medaljon med Jomfruen og Jesusbarnet, som så ud til at være emaljeret på skolen i Limoges.

– Denne medaljon er til dig, Angelo, den vil bringe dig held og følge dig overalt, som om jeg var ved din side.

Jeg tog gaven, snoede kæden rundt om mine fingre og kyssede medaljonen. Så kiggede jeg på den, det var en pragtfuld medaljon.

– Den er meget smuk … Jeg kan stadig mærke varmen fra din hud i metallet …

– Lad mig kysse dig, bad Raffaella.

Jeg kiggede tavst på hende et øjeblik, inden jeg hviskede:

– Godt … Der er ikke meget tid igen.

Vores læber mødtes i dette fængslende og udødelige ritual, som ikke varede længere end et suk, men forseglede vores kærlighedspagt. En pagt, som skulle få uventede følger.

Jeg hørte nogle skridt i tågen, de lød så højt, som om den, der nærmede sig, ville advare os på forhånd. En elegant skikkelse kom langsomt til syne i tågen. Det var en dame. Det var Anastasia Iuliano.

– Forlad mig, det var ikke min mening at forstyrre, sagde hun med sin sarte stemme.

Jeg trak Raffaella ud fra mig og forsøgte at skjule hende bag mig. Måske havde den tætte tåge forhindret Anastasia i at se kysset, jeg vidste det ikke med sikkerhed. Jeg ville under alle omstændigheder ikke udstille Raffaella for øjnene af andre, og slet ikke for øjnene af min overordnedes datter, før jeg havde besluttet mig for, om jeg ville afstå fra mine løfter og fratræde mit embede. Jeg forsøgte, så godt jeg kunne, at skjule min overraskelse over at se hende der på kajen og undlod ikke at lade hende forstå, at hun slet ikke burde opholde sig på havnen.

– I forstyrrer naturligvis ikke, men det passer sig ikke for en så fornem dame at gå alene rundt sådan et sted så tidligt om morgenen.

– I må ikke tro, at jeg følger efter jer, eller at jeg har for vane at spadsere rundt i havnene ved daggry. Jeg ville gerne se jer, inden I tager af sted. Jeg har en vigtig sag at drøfte med jer, svarede hun roligt, idet hun blev stående på passende afstand.

Jeg var fuldkommen forbløffet. Anastasia Iuliano der på kajen, uden følge og for at møde mig. Anastasia Iuliano, som altså vidste, at jeg skulle rejse … Og hvad mere?

– Træd nærmere, og fortæl mig, hvad det drejer sig om … Jeg har ikke så megen tid, mit skib lægger fra om et øjeblik, sagde jeg, mens jeg kiggede ind i hendes smaragdgrønne øjne.

Hun kiggede diskret på Raffaella og sagde:

– Jeg ville gerne tale med jer alene …

Ret belejligt og med Guds hjælp blev vi afbrudt af sognepræst Rivara. Han havde gjort sit arbejde og var kommet ned fra galeonen igen for at trække sig tilbage.

– Hr. prior, alt er ordnet. Indskibningspapirerne er underskrevet, og vi har gjort jeres kahyt klar, så I har jeres personlige ejendele inden for rækkevidde. Admiralen venter jer om bord, så han kan kaste los.

– Tak, min gode Rivara. Så er jeg overladt i skæbnens hænder. Tag hånd om mine anliggender, som I altid har gjort, og sørg for pigen her. Idet jeg nikkede mod Raffaella, overlod jeg hende til ham.

Sognepræsten antydede et ængsteligt smil.

– Alt er i gode hænder, det kan I regne med. Rivara trak en kuvert frem fra under sin dragt og rakte den til mig. – I går aftes kom der dette brev til jer, som jeg blev bedt om at overdrage jer personligt inden jeres afrejse. Det er underskrevet af fader Piero Del Grande.

Jeg skævede til Anastasia og forsøgte at svare så neutralt, som muligt.

– Tak, hr. sognepræst, for jeres dygtighed.

– Jeg fik også besked på, at I endelig ikke måtte åbne det, før I ankommer til vicekongedømmet.

– Det vil jeg holde mig til. Endnu en kuvert med et gådefuldt indhold, som jeg skulle vente med at åbne. Nu var der fire kuverter …

– Pas godt på jer selv, sagde sognepræsten, – og I skal vide, at jeg taler på vegne af alle de brødre, som ikke kunne komme herned for at tage afsked.

Jeg vidste, at han talte sandt, for alle lige fra overkokken til portneren, fra hushovmesteren til den slanke ringer, var lige så berørte af afskeden som Rivara. For kun ham, der gennem mange år har sået kærlighed, kan høste.

– I kan tage det roligt. Jeg er kommet helskindet hjem fra alle mine korstog, og sådan bliver det også denne gang.

Rivara tog blidt den unge D’Alema om skuldrene og begyndte at gå. Der holdt en vogn og ventede på dem.

– Jeg vil vente, hviskede Raffaella til mig, da hun var kommet så tæt på mig, at jeg kunne høre hende. – Jeg vil vente i Rom, indtil du kommer og henter mig. Jeg vil vente på dig. Til evig tid.

Da vi stod foran andre mennesker, kyssede jeg pigen i panden og svarede hende stille i øret: ”Sommeren vil føre mig sammen med dig, og så vil der ikke længere være noget, der kan skille os ad.” Så gav jeg hende en kort og inderlig omfavnelse. Jeg havde aldrig brudt mig om at tage afsked, men denne afsked var anderledes, den var ikke bare endnu en i nomadens notesbog, for i denne afsked lå løftet om et gensyn, dette særlige gensyn, som jeg ville se frem til som et barn og nyde som en voksen, hver gang jeg tænkte på det. Sognepræsten og Raffaella forsvandt ud af mit synsfelt og fortabte sig i tågen.

Jeg vendte mig om mod Anastasia. Der var slet ingen rørelse at spore i hendes ansigt, hun stod bare som en marmorstatue og iagttog mig. Hun havde ikke fortrukket en mine under afskeden. Hvad pønsede hun på? Det var meget mystisk, at hun var dukket op på den måde.

– Jeg havde ikke troet, I ville have så meget selskab … Så tidligt på en grå og kold morgen. Det virker som en sørgelig afsked. Anastasia talte med en henrivende toscansk accent, og af hendes måde at tale på fremgik det tydeligt, at hun var en dannet dame.

– Jeg kunne have haft mere selskab, men jeg er et diskret menneske, så der skal ikke så meget til at stille mig tilfreds, sagde jeg spøgefuldt.

– Et sognebarn? spurgte Anastasia nysgerrigt, idet hun hentydede til Raffaella.

– En veninde, rettede jeg hende.

– Jeg kan forstå, at hun sætter jer højt, hun var meget kærlig over for jer, fortsatte Anastasia.

Hun interesserede sig lidt for meget for Raffaella, måske havde hun set noget …

– Er det måske en dårlig ting?

– Nej! I må ikke misforstå mine ord. Jeg mener, jeg taler godt for jer. Synes I ikke det?

Jeg kiggede tavst og omhyggeligt på hende, inden jeg fortsatte:

– Hvad søger I sådan en stille morgen, frøken Iuliano?

– Kald mig bare Anastasia, sagde hun straks. – Jeg ved det ikke rigtigt, jeg er ikke sikker …

– Lad mig hjælpe jer: Da jeg ved, hvor I kommer fra og kender mange af jeres venner, er jeg overbevist om, at det drejer sig om et politisk anliggende, og hvis det forholder sig sådan, så spilder I jeres tid.

– Det er en fornærmelse, sagde hun mådeholdent.

Hun havde nu fået et alvorligt udtryk i ansigtet, og det virkede, som om hun var begyndt at tøve på sin første indskydelse.

– Mener I, at jeg skal opfatte jer som en veninde, der denne grufulde morgen er kommet for at tage afsked med mig, fordi I er niece til kardinal Iuliano? I kender mig jo ikke.

– Tror I virkelig, jeg er kommet for at drøfte politik? Anastasia var endnu smukkere, når hun var vred, og jeg kunne ikke lade være med at beundre hende.

– Hvad ville I tro, hvis I var i mit sted? spurgte jeg. Jeg vil tro, det drejer sig om bestikkelse, om en eller anden tjeneste for en adelsmand, som har brug for Inkvisitionens hjælp og har sendt sin smukke dame af sted.

– I tager fejl. Jeg er ikke …, hun forsøgte at forklare sig, men jeg afbrød hende.

– Det er ikke jer, der er ude på at forvirre mig, rettede jeg hende. – I dukker op som et spøgelse i tågen og forventer, at det ikke vækker min mistanke. I genkender ikke bestikkelsens ansigt, som jeg genkender det; I kan ikke høre dens knoer banke på min dør … I ved måske ikke, at denne verden drejer rundt og bliver drevet af sammensværgelsernes kraft?

Hun slog blikket ned og tænkte sig om et øjeblik.

– Godt, jeg tror til dels, I har ret. Jeg har ikke valgt den bedste måde eller det bedste tidspunkt til at opsøge jer. Det må I undskylde. Damen i hvidt løftede langsomt sit ansigt for at se mig i øjnene. – Jeg vidste slet ikke, at folk forsøger at bestikke jer …

– Jeg er dommer. Og der er mange, som gerne vil bruge Inkvisitionen mod sine fjender. Jeg kan ikke uden videre stole på fremmede.

– Jeg er virkelig ikke kommet for at drøfte politik med jer, I kan være helt rolig.

– Så tilgiv mig, at jeg har været så streng i mine ord, og at de kunne lyde som en fornærmelse, sagde jeg venligt, – men jeg kunne ikke opfatte jeres uventede besøg på anden måde.

– Ved I hvad? Jeg er vant til at blive mødt med en masse fordomme.

– Jeg beklager virkelig … Tag endnu engang imod min undskyldning.

– Som I ganske sikkert ved, selvom alle foregiver ikke at vide det, så er Vincenzo Iuliano ikke min onkel, men min far. Jeg kiggede på hende, forbløffet over at hun turde sige det højt. Så forsatte hun uden først at afvente en reaktion: – I skal vide, hvor tæt knyttet jeg er til magten, så I bedre kan forstå mig. Som datter af kardinal Iuliano lever jeg indhyllet i politik, jeg lever med en mistillid til de mennesker, han kalder sine venner. Jeg voksede op omgivet af pagter og aftaler. Jeg valgte ikke ham, men blev født i det forkerte hus. Jeg drømmer om ikke at skulle forklare mine egentlige hensigter, hver gang jeg møder et nyt menneske, og jeg vil ikke se passivt til, indtil den dag de udpeger min kommende ægtemand og kan forsegle endnu en pagt i overensstemmelse med den så velkendte politik.

– Jeg tror ikke, der findes en adelsmand i hele Europa, som ville modsætte sig at træde ind i jeres slægt. Er det måske ingen god fremtid at skulle arve en fæstning og tilbringe sine dage i silke?

– Mener I, det er en misundelsesværdig fremtid? Alene tanken om det gør mig dårligt tilpas, svarede hun, idet vreden slog gnister i hendes øjne og understregede troværdigheden i hendes ord.

– I må ikke føle lede ved jeres situation, sagde jeg med et strengt og næsten uforskammet smil. – Tænk på de mange mennesker, som lever et meget værre liv end jer. Der er mennesker, som spiser rester, som rager mellem levningerne efter store middage og læsser ryggen tungt, alene for at leve en dag mere, alene for at få endnu en kort dag. Det er et ulykkeligt liv, men det er jeres ikke. I har en gunstig plads i livet, så forband ikke jeres skæbne.

– Hvorfor taler I sådan til mig? spurgte Anastasia, der mødte modstand i mine ord.

– Tør I høre svaret?

– Sig frem, sig, hvad I har at sige, sagde hun hovmodigt.

– Fordi jeg tror, I er en lunefuld frøken, som i ly af tågen drømmer jer væk, og som aldrig har skullet arbejde under den ubarmhjertige sol. Jeg håber ikke, min ærlighed fornærmer jer.

– Hr. DeGrasso, I undervurderer mig, sagde Anastasia. Et tydeligt bevis for, at jeg havde fornærmet hende.

– Måske tager jeg fejl, og skulle det være tilfældet, vil jeg straks trække mine ord tilbage.

– Det er ikke så længe siden, vi mødte hinanden første gang, og I beskriver mig allerede med så giftige ord, at det grænser til en meget alvorlig mangel på respekt.

– Anastasia, jeg beder jer endnu engang om at tage imod min undskyldning, men lad mig nævne, at jeg synes, det her er en meget besynderlig samtale. Jeg synes, I opfører jer underligt. Der var noget ved hende, jeg ved ikke hvad, som gav mig lyst til at tale med hende og lytte til hende. Hvis hun havde opsøgt mig noget tidligere inden afrejsen, ville jeg ikke have afvist at modtage hende.

– Så? spurgte hun med hævede øjenbryn.

– Selvom jeg synes, I er en meget interessant dame, både på grund af den, I er, og på grund af jeres familiehistorie, forstår jeg stadig ikke, hvorfor I er kommet her …

– Jeg ville gerne se jer. Intet andet. I bryder jer måske ikke om, at en dame kommer jer for nær?

– Jo, det er der ikke noget i vejen for. Jeg anstrengte mig for at se noget i tågen. – Hvem har ledsaget jer hertil? Jeres far? Har han fortalt jer, at jeg skulle af sted på denne rejse? Der er ikke mange, der ved det, og det undrer mig, at I er informeret.

– Jeg har ingen ledsagere, jeg er kommet alene. Jeg er kommet uden min fars eskorte, svarede Anastasia, idet hun veg uden om mine spørgsmål og afslørede, at hvis ikke hendes far havde fortalt hende det, så var hun en dygtig spion …

– Foruden lunefuld er I også forvoven, tilføjede jeg med et smil.

– Det tager jeg som en kompliment, som et bevis for, at I ikke har fået så dårligt et indtryk af mig, sagde den unge dame i samme ironiske tonefald, som hun havde brugt, da hun dukkede op.

– Ved I hvad, Anastasia, der er noget i jeres blik, som jeg forsøger at tyde, det er, som jeres øjne skjuler en fortrolighed, I vil dele med mig. Tager jeg fejl?

– I er meget skarpsindig og viser en dame meget mere opmærksomhed end et hvilket som helst medlem af den italienske adel.

– Jeg tror aldrig, I ville kunne skjule noget for mig, så længe jeres øjne er åbne. Den smaragdgrønne farveglans er meget smuk, men enhver god iagttager kan se lige igennem den.

Hun smilede.

– I skal vide, at det gerne er mig, der har kontrollen, når jeg er i selskab med mænd. Jeg stoler på min skønhed, og jeg ved, hvordan jeg bedst bruger forførelsens kunst. Det er ikke den leg, jeg vil lege med jer. Jeg vil faktisk ikke lege med jer.

– Så tager jeg ikke fejl af det, jeg læser i jeres øjne, sagde jeg. – Så sig mig nu, hvorfor I er kommet, Anastasia.

Den unge dame ledte efter noget i sin håndtaske og trak så et brev op, som hun rakte mig med rystende hånd.

– Anastasia, sagde jeg, idet jeg overrasket tog kuverten, – hvad gemmer der sig i denne kuvert? I går dukkede I for første gang op i mit liv, og efter den samtale, vi har haft her til morgen, og dette gådefulde brev, er jeg ganske sikker på, at vores møde ikke har været helt tilfældigt.

– Tænk, hvad I vil, hr. DeGrasso. Lov mig blot, at I vil læse brevet og tro på de ord, der står i det, svarede Anastasia.

I hendes øjne og i tonefaldet i hendes stemme kunne man fornemme en vis tilbageholdt bekymring.

– Jeg skal nok læse det, det lover jeg jer, og jeg vil tro på det, der står i det. Jeg kiggede omhyggeligt på hendes øjne og lyttede til hendes vejrtrækning, som var alt for urolig for en fremmed kvinde, der tager afsked med en fremmed mand. Hun virkede så truende elskværdig, at det forvirrede mig, og jeg måtte glemme al blufærdighed og spørge hende, hvilke hensigter hun havde. – I opfører jer utilregneligt, Anastasia … I forsøger ikke at forføre mig? Hvis det var det, hun ville, så var det i en vis forstand allerede ved at lykkes hende, og jeg må indrømme, at hun ikke behøvede at gøre sig mange anstrengelser, for hendes skønhed var et stærkt våben.

Kardinalens datter svarede ikke, ikke så hurtigt, som man kunne have forventet, ikke så hurtigt, som en brødebetynget uskyldig kvinde ville have gjort.

– Prøv at læse mig, sagde hun med et suk. – Og I må ikke regne mig for skør, på grund af det jeg vil fortælle jer: Selvom jeg ikke kender jer, så beundrer jeg jer, og jeg ønsker på en eller anden måde at have jer tæt på mig. Der kunne ske jer noget, tilføjede hun gådefuldt, – noget, som ingen i denne verden ønsker. Jeg vil bare beskytte jer. Jeg trygler jer om ikke at nære mistillid til mig.

Med en elegant bevægelse gemte jeg kuverten under mine klæder, sammen med det brev fra fader Piero, som jeg kort forinden havde fået overbragt af sognepræst Rivara.

– Sådan bliver det så, Anastasia, sagde jeg.

En ung spansk soldat dukkede op i tågen og meddelte mig sagte, at skibet var parat til at sejle, og at jeg straks måtte gå om bord. Jeg kiggede på Anastasia og vidste, at vi ikke havde mere tid. Jeg vidste ikke, om jeg skulle tage afsked med et kys på hendes hånd, som etiketten foreskrev, eller med et kys på kinden, som ville udtrykke min tillid til hende og forsegle denne samtale fuld af fortroligheder. Mens jeg stod i disse tanker, trådte hun frem og gjorde det let for mig. Hun tog mig om skuldrene og satte et sart kys på min ene kind. Hendes duft forhindrede mig i at tænke, og hendes hud føltes som silke mod min, en fortryllelse, som var svært at sætte sig imod.

– Må Gud være med jer, hviskede hun.

– Jeg er meget taknemmelig for jeres besøg, Anastasia, for nu ved jeg, at det kom fra hjertet. Må Gud også være med jer.

Damen i hvidt, som var trådt frem af tågen, forsvandt lige så stille ind i tågen igen uden at efterlade sig nogen spor, som et spøgelse. Hun var mere moden end Raffaella; hun måtte være mindst fem år ældre. Ligesom Raffaella var hun dukket op i mit liv som en pil, og jeg kunne ikke gøre andet end at undersøge såret, men så mig ude stand til at standse blodstyrtningen af de følelser, hun havde vakt i mig.

25

Vi begav os for fulde sejl ud på det dybe, blå Middelhav. Galeonen begyndte snart at rulle, og det skabte en del besvær. Selvom jeg havde tilbragt mange timer på åbent hav og derfor ikke havde været bekymret for rejsen, kunne jeg ikke vænne mig til skibets konstante rullen. Til en begyndelse forsøgte jeg at slå det ud af hovedet, men snart forvandlede det sig til et martyrium for min trætte krop, og ved rejsens fjerde time fandt jeg alene trøst i at klamre mig til min hovedpude, mens jeg forsøgte at holde det opkast tilbage, der som en bitter galde blev ved med at stige op i halsen på mig. Jeg var tydeligvis en mand, der havde det bedst på landjorden, ikke en søulk.

Det lykkedes mig med nød og næppe at finde den flaske med grappa, som Tommaso D’Alema havde foræret mig, i en af mine kufferter. På mirakuløs vis fik jeg bevæget mig tilbage til sengen uden at vælte. Flasken var min sidste udvej, den medicin, som jeg troede i stand til at mildne mine lidelser. Jeg drak væsken i store slurke og lod den brænde i maven, som lava under et vulkanudbrud, indtil den fik mig til at græde. Den medicin, jeg havde sat al min lid til, gjorde det kun værre.

Ved rejsens niende time kom en ung underofficer ind i min kahyt, efter at han havde banket insisterende på min dør uden at få svar. Der lå jeg på langs i sengen, bleg og udtæret, og udsendte så stærk en lugt af alkohol, at enhver ville have regnet mig for en forhærdet drukkenbolt. Jeg forsøgte af alle kræfter at rejse mig, men kunne ikke. I en klat opkast ved siden af min seng fandt underofficeren den beroligende forklaring. Inkvisitoren var en skrækindjagende mand, men kun på landjorden …

Jeg vågnede op i et stort lastrum uden noget tøj på og indhyllet i adskillige tæpper. Jeg kiggede lige op i ansigtet på en mand, som holdt en flaske lugtesalt under min næse. Han smilede til mig. Ved siden af ham sad den underofficer, som havde reddet mig, samt en soldat.

– Har I det bedre? spurgte lægen.

Jeg kunne knap nok glippe med øjnene.

– Hvad er der sket? mumlede jeg.

Lægen rynkede det ene bryn.

– Har I det bedre? gentog han.

Jeg kiggede på ham, mens jeg vendte tilbage til de levendes verden.

– Det tror jeg …, svarede jeg på et usikkert spansk. – Hvad er der sket?

– Søsyge … I er bare søsyg.

– Hvor er vi? Mit blik gled rundt i rummet.

– I et lastrum på Santa Elena. Her er der mindre bevægelse. Jeg har taget mig den frihed at klæde jer af. Jeres klæder var helt plettet til. Hvis I fortæller os, hvor I har jeres rene tøj og giver os tilladelse til at hente det, ville det være hensigtsmæssigt, at I klædte jer på, for I skulle nødigt tildrage jer en forkølelse på grund af den ubehagelige søsyge.

– Det er ikke nødvendigt, svarede jeg. Jeg har det bedre nu. Jeg tror, jeg selv kan gå op og klæde mig på i min kahyt.

Underofficeren havde taget den helt rigtige beslutning, idet han havde fået bragt mig fra kahytten ned til dette mørke sted under vandlinjen.

– Tag det bare roligt. Når I føler, I er kommet lidt til kræfter, kan I gå op i jeres kahyt, sagde lægen. Jeg smilede uden at vide, hvad jeg skulle gøre eller sige, men så kom lægen mig i forkøbet: – I skal ikke være bekymret. Det sker for mange, inklusive de mest garvede sømænd, i løbet af de første par timer på havet, løj han. – Jeg har bedt om at få bragt en stor humpel brød herned til jer, så I kan få fyldt maven. På den måde undgår I, at mavevæskerne begynder at røre på sig.

Da lægen var overbevist om, at jeg var ved at komme mig, forlod han lastrummet for at vende tilbage til sine forpligtelser og lod mig tilbage i selskab med underofficeren og soldaten, efter først at have lovet mig, at han ville komme tilbage om en time for at se, hvordan jeg havde det. Så vejede underofficeren sine ord, inden han brød stilheden.

– Jeg troede, I var ved at dø.

– Jeg kan forsikre jer om, at jeg troede, jeg allerede var død. Jeg rejser aldrig med skib igen …

– Det er ikke jeres skyld, Excellence, det er et forfærdeligt vejr, vinden blæser voldsomt mod bagbord og skaber store bølgeslag. Det er ingen god rejsedag for nogen om bord.

– Hvad hedder I, spurgte jeg, idet han satte sig på kanten af den improviserede seng, jeg lå i, en stor kiste af cedertræ.

– Llosa, korporal Llosa, Excellence, svarede den unge sømand.

– Og dit fornavn? spurgte jeg, idet jeg besluttede mig for at tiltale ham med du, fordi han virkede så studs.

– Andreu.

– Andreu? Det tror jeg ikke, jeg har hørt før.

– Jeg er catalonier, Excellence. På min hjemegn bliver jeg kaldt Andreu.

– Hvor gammel er du, Andreu?

– Sytten år, Excellence.

– Godt, jeg kan forstå, du lige har taget hul på livet … Vær så venlig at gøre mig en tjeneste.

– Hvad ønsker I? spurgte han meget ivrigt.

– Ræk mig brødet, og sig til admiralen, at jeg kommer op til ham, så snart jeg er kommet til kræfter.

– Jeg var i jeres kahyt her til morgen for på hans vegne at invitere jer til middag, han vidste ikke, at I var utilpas. I kan stadig nå at deltage.

– Her til morgen …? Men hvad er klokken?

– Den er seks. Det bliver snart mørkt. Admiral Calvente har bestilt middag til klokken otte. Om I vil, kan jeg følge jer derop.

Jeg havde uden at vide det tilbragt hele dagen i søsygens døs, livløs og uden begreb om, hvad klokken var, den klokke, som skulle hjælpe mig med at huske et nøjagtigt tidspunkt under mit korte ophold på skibet.

– Åh jo, sagde Andreu, – hvis det er nogen trøst, så mærker man mindre til skibets rullen i spisesalen end i jeres kahyt.

– Jeg tror godt, jeg kan deltage. Sig til admiralen, at jeg vil være der klokken otte. Jeg kommer til middagen.

– Jeg vil straks give ham besked, Excellence. Så kan I blive liggende her og hvile jer imens. Det vil gøre jer godt.

– Det vil jeg gøre. Mange tak for alt.

Minutter senere, da spanierne var gået, følte jeg mig meget træt og faldt hurtigt i en tung søvn. Lastrummet var ganske vist beskidt, men det viste sig at være et meget behageligt sted.

Da jeg vågnede, mødte mine øjne igen en menneskeskikkelse. Denne gang drejede det sig ikke om lægen. Jeg blev så forskrækket over at se denne skikkelse, at jeg udstødte et kraftløst skrig, som kom fra brystet og steg op gennem min mund med mit feberramte åndedrag. Den lavstammede mand, der havde et delvist vansiret ansigt, stod for enden af den improviserede seng. Han kiggede stille og omhyggeligt på mig. Jeg vidste ikke, hvor længe han havde stået der, men jeg var sikker på, at han måtte have stået og iagttaget mig i nogen tid.

– Det var ikke min mening at forskrække jer, Excellence, sagde han på italiensk.

Jeg satte mig hurtigt op i den store kiste, som var ind­dækket med tæpper og tjente som seng for mig, og kiggede efter den soldat, man havde efterladt hos mig. Der var han. Alt var, som det skulle være.

– Vi er ikke blevet præsenteret for hinanden, fortsatte den hætteklædte mand. – Jeg vidste, I lå hernede i lastrummet, og besluttede mig for at præsentere mig selv, inden vi skal til middag sammen.

Det var absolut ikke det bedste tidspunkt, eller det bedste sted, til præsentationer. Men sådan gik det til. Jeg rejste mig for at hilse behørigt på den nyankomne. Mit hjerte bankede stadig voldsomt.

– Excellence, mit navn er Giulio Battista Èvola.

– Er I fra syd? spurgte jeg og kendte allerede svaret, for hans accent afslørede ham.

– Fra Napoli, bekræftede han straks, – fra Castellammare di Stabia.

– Det glæder mig at møde jer. Jeg er Angelo Demetrio DeGrasso, sagde jeg med et smil, – Storinkvisitor i Ligurien. Og jer? Hvad beskæftiger I jer med?

– Jeg er … jeres notar, sagde han. – Jeg fik ikke mulighed for at præsentere mig på kajen og besluttede i stedet at gøre det under rejsen.

Jeg kiggede et øjeblik eftertænksomt på ham. Der var noget bekendt ved ham, måske hans efternavn.

– Er det muligt, vi har mødt hinanden før?

– Det tror jeg ikke. Måske er det mit arbejde i Vatikanet og i Kongeriget Napoli, der har udbredt mit navn i Roms korridorer.

– Hvad beskæftiger I jer med?

– Balsamering.

– Jeg har hørt jeres navn i Vatikanet, svarede jeg, idet jeg straks kunne forbinde hans efternavn med hans hverv.

Kirken havde forbudt den slags ritualer, men der var stadig en stor efterspørgsel hos de højtstående embedsfolk og i de aristokratiske familier, som betalte rigtig godt. Det var hans arbejde at sørge for, at ligene blev bevaret i en god stand under de lange begravelser, som kunne vare i hele uger. Èvola kendte derfor menneskekroppen ned til mindste detalje og alle de gamle hemmeligheder inden for dette fag, som næsten blev regnet for kættersk, men blev accepteret af de stille lig og velsignet af de magtfulde folk.

– Lad det nu ligge, fortsatte Èvola, – jeg er kommet for at stille mig til jeres disposition.

– Er I bekendt med alle detaljerne for missionen, spurgte jeg tørt, for det kostede mig mange anstrengelser at tale uforbeholdent med denne fremmede.

– Nej.

– Hvem har udpeget jer til denne opgave?

– Kardinal Iuliano, personligt.

Èvola trak hætten ned og blottede hele sit ansigt. På trods af at der var halvmørkt i rummet, kunne jeg se et strengt, grufuldt og brutalt ansigt. Jeg kunne ikke få mine øjne fra det, det ville ingen have været i stand til. Napolitaneren manglede et øjenbryn, og hans venstre øje var skjult bag en klap, mens hans hud omkring midten af ansigtet rynkede og foldede sig i groteske former. Denne vanskabning lignede ikke et af Guds børn …

– Det er ikke så let at vænne sig til mit ansigt, sagde han, da han så mit forbavsede udtryk.

– Forlad mig, det var ikke min mening at fornærme jer, sagde jeg skamfuldt, idet jeg straks slog blikket ned.

– I skal ikke undskylde. Det er ikke jeres skyld: Jeg ved udmærket, hvad dette modbydelige ansigt udtrykker, og hvad der sker, når man ser det for første gang.

Jeg ville forsøge at spørge ham, hvad der var sket med ham, men det lykkedes mig at tøjle min store nysgerrighed, så jeg forholdt mig tavs. Det var ham selv, der gav mig svaret. Men han gjorde det kort.

– Det er Guds værk. Han må vide, hvorfor han har mærket mit ansigt, og hvorfor jeg skal forklare mit udseende, hver gang jeg tager hætten ned. Det er et anliggende, som på ingen måde angår det arbejde, der har ført os hertil. Spiser I med os andre? spurgte han og skiftede således hurtigt emne.

– Ja, jeg tror, jeg er ved at komme til kræfter.

– Her til morgen begyndte jeg at notere de første hændelser under missionen i bogen. Fremover vil jeg tage notater, så snart der sker noget, ikke alene i forhold til jeres arbejde, men også i det daglige liv på turen, efter udtrykkelig ordre fra Inkvisitionen. Får I brug for mig på rejsen?

– Nej, jeg tror ikke, jeg får brug for at bede jer om hjælp, svarede jeg forsætligt.

Jeg ville undersøge, hvor meget han vidste om vores mission.

– Er I sikker?

Jeg løftede hovedet og kiggede overrasket på ham.

– Hvad sagde I?

– Jeg spurgte, om I virkelig er sikker på, at I ikke får brug for mig på rejsen, gentog Èvola uforskammet.

– Det er jeg sikker på.

Èvola smilede, som om han havde fanget mig i at begå en alvorlig fejl. Det var tydeligt, at han havde løjet for mig og udmærket vidste, hvad der skulle være hans arbejde.

– De forseglede breve, Excellence. Bør I ikke sende bud efter mig, når de hver især skal åbnes?

Jeg kiggede tavst på ham. Hans spørgsmål havde alene været en fælde for at prøve mig, ligesom mine egne spørgsmål. Vi tog mål af hinanden, og det var åbenlyst, at vi ikke brød os om hinanden.

– Jeg troede ikke, I vidste noget om missionen … Hvem har fortalt jer om lakseglene? spurgte jeg lavmælt.

– Den øverstbefalende. Kardinal Iuliano.

– Fint, broder Èvola, jeg ville blot sikre mig, at I er den person, Iuliano har sendt mig. Selvfølgelig får jeg brug for jer, når lakseglene skal brydes. Jeg slap af sted med denne påstand, for notaren virkede overbevist.

– Godt, jeg afventer besked. Nu vil jeg ikke stjæle mere af jeres tid. Vi ses igen til middagen, sagde Èvola, idet han regnede samtalen for slut og trak sig tilbage mod trappen op til kahytterne. Men da han havde taget et par skridt, standsede han, drejede omkring på hælene og kiggede fra lidt afstand på mig med sit eneste øje for at stille mig et snedigt spørgsmål: – Åh jo, mener I, at jeg skal anføre det i bogen, at I har forsøgt at holde lakseglene hemmelige for mig?

Selvom notarens ord balancerede på kanten af den behørige respekt, så var de med til at bekræfte mig i min mistanke: Èvola var en af kirkens farlige jagthunde. Jeg svarede ham ikke, og han ventede ikke mit svar, for så snart han havde sagt det sidste ord, forsvandt han op ad trappen. Jeg sendte ham blot et blik, der var lige så sigende som hans fornærmelse.

26

Som afslutning på denne første lange og frygteligt uforglemmelige dag om bord kunne jeg endelig og uden alt for mange anstrengelser deltage i den middag, som flådens admiral og Santa Elenas kaptajn havde indbudt mig til. Da jeg vendte tilbage til min kahyt for at gøre mig i stand og klæde mig på, opdagede jeg, at brevene fra Anastasia og Del Grande, som jeg havde gemt i min ordensdragt, ikke længere var i min besiddelse. Jeg tænkte, at jeg ville spørge lægen, hvor de havde gjort af mine snavsede klæ­der, og om han havde taget brevene. Tanken om, at jeg muligvis havde mistet dem, gjorde mig urolig.

Jeg gik ind i befalingsmændenes spisesal ledsaget af skibslægen, der havde holdt ord og kort forinden aflagt mig et nyt besøg i min kahyt. Idet vi trådte ind, rejste alle sig op, og admiralen hilste på os som den første.

– Velkommen, Excellence. Vi håber alle, I er kommet jer, sagde han med bragende stemme.

León Calvente var klædt i en ulastelig silkeuniform, broderet med guldtråd og med skinnende bronzeknapper. Halsen var pyntet og blev næsten stranguleret i et stykke broderet hvidt fløjl, mens han i en tyk guldkæde om halsen havde en tung medaljon. Den fornemme admiral gjorde med hånden tegn til, at jeg skulle tage plads, og så snart jeg havde sat mig, tog han sig personligt af at præsentere mig for resten af selskabet.

– Til højre for jer, sagde han med en håndbevægelse, har I kaptajnen for det spanske infanteri, don Guillermo Pablo Martínez, der sammen med sine tropper vil beskytte jer på landjorden. Det er ikke første gang, kaptajnen påtager sig sådan en opgave, for han har gennemført lignende missioner for den spanske Inkvisition.

Kaptajn Martínez smilede hjerteligt og afslørede såvel en imødekommenhed som et tandsæt gulnet af tobak. Også han var i gallauniform. Admiralen fortsatte sine præsen­tationer.

– Fader Francisco Valerón Velasco, som jeg er meget taknemmelig for at have med om bord. Han er vores kapellan. Han værner om vores sjæle og sørger for, at vi kan opfylde vores religiøse pligter under den lange rejse. Og ved siden af ham har I vores læge, Ismael Álvarez Etxeberría, som vist ikke kræver en nærmere præsentation. Og resten af selskabet kender I allerede.

– Ja, jeg ved ikke, om det var ved et uheld eller et held, at vi mødte hinanden her i eftermiddags, sagde jeg og smilede til lægen. Han havde tålmodigt og dygtigt taget sig af mig. Ved siden af ham sad Èvola, og det var ham, admiralen havde hentydet til med ”resten af selskabet”. Jeg skulle selvfølgelig ikke præsenteres for min egen notar, der ikke desto mindre var lige så fremmed for mig som resten af selskabet.

Admiralen vidste, at jeg kom fra indlandet og var en analfabet inden for skibsfart, så inden middagen blev serveret, forklarede han mig nogle af skibets egenskaber og indviede mig i nogle detaljer omkring turen.

– Excellence, for at berolige jer vil jeg gerne have lov til at indvie jer i nogle oplysninger om skibet og give jer nogle detaljer omkring den rejse, vi nu er på.

– Det ville jeg sætte utrolig stor pris på, hr. admiral, svarede jeg. – Jeg har ingen erfaringer inden for skibsfart.

Calvente sendte mig et ridderligt smil, som var en officer under den spanske krone værdigt, og fortsatte:

– Først vil jeg gerne berolige jer i forhold til skibets modstandsevne. Santa Elena er en meget sikker galeon og efter min mening et af de mest avancerede skibe i den spanske flåde. Hvis I havde kunnet beundre galeonens stævn, hvilket tågen har forhindret jer i, ville I have set et emblem for det gamle catalansk-aragoniske rige, fra dengang skibet blev navngivet …

– Forlad mig, hr. admiral, men hvad skal det betyde? afbrød jeg ham, for jeg forstod ikke, hvor han ville hen med det.

– Det betyder, at dette emblem blev sat på skibet for at beskytte det, ikke for at sende det under vand. Det, jeg vil sige med det, er, at uanset hvor mange bølgeslag, der rusker i skrog og sejl, så vil denne galeon aldrig gå til bunds. Skibets rullen og følgelig den søsyge, I har været ramt af, er ikke til at undgå.

– Det var skrækkeligt, det kan jeg forsikre jer om, ind­rømmede jeg.

Admiralen smilede.

– Når vi kommer ud på virkelig oprørt hav, og må Gud forbyde det, så vil I sammenligne bevægelsen i dag med en barnevugge.

– Må Gud høre jeres ord og forbyde det, udbrød infan­terikaptajn Martínez og afslørede, at han ligesom mig håbede på en rolig sejlads.

Admiralen fortsatte:

– I dag havde vi fordel af vinden og sejlede i gennemsnit otte knob. Jeg vil tro, at vi i løbet af syv eller otte dage vil være på de Kanariske Øer, hvor vi skal hente forsyninger og slutte os til flåden inden rejsen til de Vestindiske Øer. Derfra vil vores hastighed begrænse sig til …

– Forlad mig igen, hr. admiral, men ville det ikke være mest hensigtsmæssigt at gennemføre rejsen på så kort tid som muligt? Det var helt indlysende, at jeg kun ønskede at komme i land.

– Jo, Excellence, men det kan ikke lade sig gøre. Vi skal holde os sammen med de andre skibe, så vi kan beskytte dem mod pirater …

– Fra England …, mumlede Martínez.

– Korrekt, sagde Calvente. – De er farligere end det værste uvejr.

– Opportunister, vurderede Martínez. – De fører beskidt krig, skjuler deres flag og røver vores skibe. Og bagefter giver de kostbarhederne, som slet ikke er deres, til dronningen og får til gengæld en del af krigsbyttet, møder eftergivenhed og får politiske embeder. Jeg væmmes …

– Og det gør hele verden, fastslog Calvente. – Selv rotter fortjener større respekt.

Alle kiggede på hinanden og nikkede samtykkende. Englænderne adskilte sig af omdømme ikke meget fra de vantro muhamedanere. Admiral León Calvente fortsatte:

– Når vi krydser det store ocean, skal vi beskytte flåden, indtil vi når frem til Cartagena de Indias. Hvis vinden og strømmen er med os, når vi har forladt de Kanariske Øer, venter der os en snes dage på Atlanterhavet med flåden, inden vi skilles fra den i det Caribiske Hav.

– En uendelighed …, sukkede jeg med en spinkel røst.

– En uendelighed? Nej, Excellence, jeg er ikke færdig endnu, spøgte Calvente, da han hørte mig sukke. – For når vi ankommer til det Caribiske Hav, er der endnu 1.350 sømil til den mørke Paraná-flods munding, og derefter endnu 220 sømil op ad floden, inden vi når vores destination: Asunción.

– Kunne I omregne det til de mil, vi bruger på land­jorden? spurgte jeg, selvom jeg næsten ikke turde, for jeg var ikke sikker på, jeg havde lyst til at høre svaret og få vished for, hvad der egentlig ventede mig.

– Naturligvis … Det er omtrent … 340 mil, rundt regnet.

– Det virker alt for … Hvor lang tid skal vi sejle for at rejse den strækning?

Calvente rynkede det ene bryn, mens han koncentreret lavede sine beregninger.

– Lad os sige, at vi skal lægge omkring … tyve dage oveni. Men husk på, at disse beregninger kun er et skøn, og her har jeg ikke medregnet eventuelle problemer undervejs …

Bitterheden viste sig hurtigt i mit ansigt. Der ventede mig næsten to rædselsfulde måneder om bord på skibet, og det var kun udrejsen. Lægen brød straks ind.

– Excellence, sagde han venligt, – I skal nok finde adspredelser, I skal ikke bekymre jer. Tiden vil gå så hurtigt, at I slet ikke bemærker det.

Jeg vidste i forvejen, at rejsen til den Nye Verden var lang, men visheden om, at jeg sammenlagt skulle tilbringe næsten et halvt år på et skib, var meget svær at fordøje. Min hånd famlede næsten ubevidst under mine klæder efter Raffaellas medaljon for at klamre sig til den, inden jeg svarede:

– Måske har I ret.

Jeg forsøgte at smile, men det blev kun til en anstrengt grimasse.

– Jeg troede, jorden var mindre, spøgte jeg.

Calvente iagttog mig med et åbent og ærligt blik. Så fortsatte han uden omsvøb:

– Excellence, vi er på vej til verdens ende. Jeg tror ikke, I gør jer den mindste forestilling om, hvor langt væk vi skal. I løbet af mine mange år til søs har jeg aldrig set så fjernt, øde og farligt land. Det bliver en hård rejse for både krop og sjæl.

– Det skal nok blive en uforglemmelig rejse, sagde lægen og forsøgte igen at berolige mig.

– Helt bestemt, svarede jeg ironisk. – Det er jeg slet ikke i tvivl om.

– Det er min pligt om, Excellence, at informere jer om disse ting, sagde admiralen smilende, – men lad os nu snakke om nogle mere opløftende ting. Og idet han rejste sig for at hæve sit glas, fortsatte han: – Lad mig udbringe en skål for denne hæderlige rejse.

Calvente hævede sit vinglas, og hans gode humør smit­tede lidt af på os andre. Alle gjorde som ham, alle, undtagen en: Giulio Battista Èvola. Napolitaneren blev stædigt og respektløst siddende. Ingen sagde noget, der blev blot rettet nogle blikke mod ham, inden de fortabte sig i den festlige stemning i spisesalen.

Aftenen gik sin gang. Samtalen bevægede sig omkring almindelige og mindre ømtålelige emner. Der var især to emner, som man undgik at berøre under denne første middag: Filip II, kongen af Spanien, og Clemens VIII, paven af Rom. Ingen ønskede at sige noget, der kunne koste dem deres anseelse hos en inkvisitor.

Middagen bestod af forskellige slags pigfinnefisk, som var fyldt med ben og svære at rense og tygge, men en fryd for ganen. Denne aften beseglede vi en slags begyndende kammeratskab, for vi havde alle sammen noget tilfælles: agtværdige embeder, ærefulde forpligtelser og en opgave, som uvægerligt ville knytte os sammen i længere tid.

Der var to ting under denne behagelige middag, som satte sig fast i halsen på mig som fiskeben: Lægen havde hverken set eller taget brevene fra min læremester og Anastasia, og Èvola forholdt sig tavs hele aftenen. Med sit deforme ansigt havde han den uheldssvangre fordel, at man ikke kunne aflæse hans tanker i hans ansigt. Så denne aften fik jeg en mistanke.