X - SKT. LUKAS’ SEGL

27

Jeg havde – med rette – troet, at vi efter næsten ti dages sejlads ville blive på landjorden, indtil vi havde fået vores almindelige kulør tilbage i ansigtet. Jeg var selvfølgelig bekendt med den stramme tidsplan, vi måtte holde os til, men det betød, at vi kun skulle ligge ved kaj i ganske få timer. Da det gik op for mig, at det kun blev et kort ophold, vidste jeg ikke, om jeg skulle forlade galeonen, for jeg var fristet af tanken om at komme lidt ud, men det kunne også forværre mit humør og give dobbelt bagslag, når jeg igen skulle om bord. Men at få chancen for at få fast grund under fødderne og ikke udnytte den, ville efter den lange, vuggende og tvungne indespærring om bord være det samme som at stille et glas likør foran en drikfældig mand og tro, han ikke ville drikke det. Så sådan blev det. Jeg kunne ikke holde mig tilbage, så imod min sjæls vilje gik jeg den 9. december i land og blev der indtil allersidste øjeblik.

Der var noget, jeg lagde særligt mærke til under dette første ophold på rejsen, og det var den uventede ændring i vejret. Der blæste en lun forårsvind på havnen, som var så forskellig fra den hårde og kolde vinter, jeg netop havde forladt i det nordlige Italien. Vindstødene var få og ganske rolige i modsætning til livet på havnen, der var lige så kaotisk og støjende som i enhver anden havn, jeg havde besøgt. Admiralen havde heldigvis tilbudt mig at bruge den korte ventetid i garnisonen, en spansk-arabisk fæstning ved havnens sejlrende, hvor der var rigeligt med vin, druer og friske abrikoser til at forsøde selv den strengeste og mest fordærvende bitterhed.

Da jeg havde fundet mig til rette i et større galleri, som vendte ud mod garnisonens små haver, og sad og nød et generøst glas vin, var der noget ved officerernes færden, der fangede min opmærksomhed. Admiral Calvente stod i en have og talte nervøst med en lokal sømand. Han virkede urolig.

– Ikke alt er fred og ro her til morgen, sagde jeg til korporal Llosa, som stod til min tjeneste, og gjorde med hovedet tegn i retning af admiral Calvente.

– Det er meget almindeligt, ikke mindst i denne havn.

Den unge korporal stod på en afstand, så jeg næsten måtte råbe til ham. Hvis jeg ville stille ham et spørgsmål, ville han have svært ved at høre mig. Så til hans overraskelse bad jeg ham om at sætte sig ned sammen med mig.

– Kom herover, sagde jeg venligt, idet jeg slog hånden ud mod en tom stol, – sæt dig ned sammen med mig.

– Excellence, jeg ville nødig virke respektløs eller gøre mig fortjent til mine overordnedes straf.

– Sæt dig ned, insisterede jeg, – og du skal ikke bekymre dig om dine overordnede. Det skal jeg nok tage mig af. Det er mit ønske, at du sætter dig her hos mig.

Andreu smilede noget nervøst, men høfligt, og uden at tage blikket fra mine øjne satte han sig ved siden af mig.

– Tak skal I have, mumlede han med en vis skam­følelse.

– Det er det mindste, jeg kan gøre for dig. Hvis ikke du havde fået mig ud af kahytten, ville jeg være endt som fiskeføde.

Jeg tog en skive abrikos og tyggede langsomt på den, mens jeg opmærksomt fulgte admiralens og sømandens bevægelser i haven. Så tilbød jeg Andreu et glas vin.

– Ved du, hvad der foregår? spurgte jeg den unge mand.

– De forhandler, svarede han kort og tørt.

– Forhandler … Hvad kan en flådeadmiral forhandle om her?

– En plads på skibet.

– Har vi brug for mere besætning? spurgte jeg overrasket.

– Nej, jeg taler om blinde passagerer.

– Blinde passagerer …, tænkte jeg højt, inden Andreu fortsatte.

– Det er mennesker, som har besluttet sig for at rejse til den Nye Verden, de betaler en god pris, og så er det på plads. Galeonerne tager dem med i lastrummet.

– Jeg går ud fra, at det er billigere end at rejse som almindelig passager, sagde jeg.

– Nej, det er faktisk meget dyrere. Men rejsen er mere sikker, svarede korporalen til min store overraskelse.

– Jeg tror ikke, det ville være farligt at rejse med flåden, for galeonernes kanoner beskytter den hele tiden.

– I forstår det ikke, Excellence. Langt de fleste af disse passagerer er på flugt fra riget, forfulgt af loven, og deres sikkerhed består i at købe en bekvem og tryg rejse med samtykke fra skibets kaptajn.

Jeg sad og kiggede på korporalen, mens et køligt smil langsomt tegnede sig i mit ansigt. Så slog jeg et lille latterbrøl op. Andreu kiggede forbløffet på mig.

– Jeg kan forstå, at spanierne ikke er så forskellige fra italienerne, sagde jeg stadig smilende. – Hvor der er behov og penge, vil der altid være en forretning, der passer som fod i hose til formålet. Hvor meget tager admiralen for en blind passager?

– Det kan være ti … femten, tyve eller endda tredive dukater. Eller det tilsvarende i genovesiske escudos. Det afhænger helt af, hvor god køberen er til at forhandle.

Jeg smilede igen.

– Excellence, vil I ikke nok lade være med at fortælle nogen, at jeg har fortalt jer det her, bad den unge mand, – for jeg ville nødig mærke mine overordnedes vrede.

– Du skal ikke bekymre dig, jeg er god til at værne om hæderlige sjæle. Din hemmelighed vil være vel forvaret. Åh jo … Og du må ikke fortælle officererne, at jeg har givet dig lov til at drikke vin under din vagt.

Korporal Llosa, der sad ængstelig med glasset i hånden, rødmede og stillede det straks fra sig på bordet.

– Det gør jeg ikke, det kan I regne med.

Jeg rejste mig og iagttog admiralen, mens han afsluttede handlen. Så trak han sig tilbage. Den blinde passager tog en tøjbylt og løftede den op over skulderen. Han var en høj og korpulent skikkelse. Han stod på nogen afstand og vendte sig pludselig om, som om han vidste, jeg var der, og ledte efter mig. Han havde langt, lyst hår, overskæg og hageskæg. Han kunne godt ligne … en viking. Han kiggede rundt i galleriet og standsede ved mig.

28

Havnen i Santa Cruz på Tenerife forsvandt hurtigt ud i horisonten. Fornemmelsen af forår varede derimod til ud på aftenen, hvor solnedgangen gav himlen en hidsig rød farve. Det så ud, som om den forsvindende solskive langsomt blev opslugt af havet, som om en gigantisk blæk­sprutte ved havets ende tvang den ned med sine fangarme. Vi var igen kommet ud på dybt hav, men denne gang som en del af en forunderlig og usædvanlig stor formation af skibe. Da vi sejlede ud fra havnen, havde vores galeon indtaget positionen som admiralskib, mens den anden galeon, som havde ledsaget os fra Genova, Catalina Niña, blev førerskib. Seks galeoner mere lå nu på siderne af flåden, som bestod af femogtredive karaveller lastet med alt det nødvendige til at forsyne vicekongedømmet i den Nye Verden.

Det var den første dag, man kunne komme ud på dæk­ket efter de stormfulde dage, som havde ført os over Mid­delhavet, mens jeg sad indelukket i min kahyt eller i lastrummet. Jeg nød brisen, som rodede op i mit hår og rykkede i min ordensdragt, mens jeg tænkte på rejsen. Jeg tænkte på den avancerede teknik, som gjorde den mulig, på humanismen, som havde udråbt mennesket til centrum for Guds skaberværk, på genfødslens kunst, som havde formået at formgive den humanistiske filosofi i pragtfulde skulpturer og besjæle marmoret med en mageløs livagtighed, tænkte på maleriet, som oplyste mennesket ved at overføre tanker til billeder, på en bygningskunst, der efterhånden var så avanceret, at den kunne genskabe Salomons storslåede tempel. Mennesket havde bevist, at det var parat til at forstå livet og nærme sig Gud gennem kunsten.

Videnskaben havde for sit vedkommende også båret frugt, idet den nu tjente kongerigerne ved at frembringe mægtige skibe, som kunne forene verdener, der lå meget langt fra hinanden. Og det takket være nogle instrumenter, som hele tiden blev mere nøjagtige i deres bestemmelse af en kurs ved hjælp af stjernerne, landkort og søkort, der også med tiden var blevet mere fuldendte og var med til at forenkle en opgave, som tidligere var umulig at løse. Såvel videnskabens fremskridt som kunstens perfekte gengivelse af menneskekroppen var et resultat af den humanisme, som søgte en forståelse af mennesket, dette menneske, som på trods af disse forandringer altid ville være det samme. For selvom jeg gerne ville forsøge at forestille mig, hvordan arven efter den gode indflydelse ville se ud om fire, måske fem hundrede år, kunne jeg ikke lade være med at minde mig selv om, at dengang, vi kun havde haft en kæp, brugte vi den mod vores næste, og det samme skete, da vi fik sværdet … Nu er det krudt, der bliver brugt på slagmarkerne, og soldaterne dør i hundredvis under de frygtelige eksplosioner. Videnskabens fremskridt har alene forbedret krigskunsten. Så hvordan vil mennesket tage sig ud ved årtusindeskiftet? Elskværdigt eller skrækkeligt …? Det ved kun Gud. Som vidne til så mange modbydeligheder, så mange begrædelser, så mange krige og så megen lidelse kunne jeg godt ønske mig, at morgendagens menneske ville tage ved lære af os og blive elskværdigt. For ligesom det lærte at bearbejde marmoret og lærredet til fuldkommenhed, må der komme et tidspunkt, hvor det vil tage ved lære af historien.

Jeg iagttog flåden, der sejlede side om side med galeonen. Og følte mig ubetydelig. Jeg var blevet grebet af ophøjede tanker om verden for derefter pludselig at forstå, at jeg var lige så intetsigende som et bløddyr. Jeg betragtede lamslået den stolte flåde, beundrede perfektionen i skrogene, når skibene skød gennem bølgerne for fulde sejl, og besætningerne, som gjorde denne imponerende sejlads mulig. På trods af min uvidenhed kunne jeg ved hjælp af dette eksempel med skibene, der rykkede frem, forstå det enorme fremskridt, mennesket havde gjort, de yderst avancerede mekanismer, som styrede disse skibe, og det omhyggelige ingeniørarbejde, det havde krævet at gøre rejsen så behagelig som mulig for mennesket. Og disse skibe var ikke desto mindre smukke.

Denne aften skulle jeg mødes med min notar i min kahyt for under hans tilstedeværelse at bryde det første laksegl. Videnskaben havde gjort livet nemmere for mig, tænkte jeg, mens jeg iagttog skibene sejle hurtigt af sted, men hvor var jeg på vej hen? Jeg håbede, at indholdet af den første kuvert ville kaste lys over de skjulte motiver for rejsen.

Èvola betragtede mig i halvmørket med et koncentreret udtryk i ansigtet, hans eneste, mørke øje kiggede udforskende på mig fra hans vanskabte ansigt, der var skjult for lyset.

– Det er tid til at bryde det første segl, sagde jeg i den stille kahyt.

– Det er korrekt, svarede notaren. – Dagen og tidspunktet er kommet.

Vores blikke mødtes et øjeblik, men ingen af os sagde noget. Vi holdt os til etiketten. Jeg lagde mig på knæ ved siden af den kuffert, hvor jeg opbevarede de formelle doku­menter, som jeg ville få brug for på rejsen, og ledte med forsigtige bevægelser, indtil jeg fandt den store læder­kuvert med de tre forseglede kuverter, som indeholdt Inkvisitionens instruktioner. Jeg rejste mig og satte mig ved skrivepulten. Napolitaneren fulgte selv den mindste af mine bevægelser med blikket. Jeg løsnede snoren. Der lå de tre kuverter, som ville have været helt identiske, hvis ikke det var for det tegn, de hver især havde fået præget i det ædle granatrøde laksegl. Jeg fandt den kuvert af oksehud, som afbildede Skt. Lukas, og tog den frem.

– Skt. Lukas’ segl, sagde jeg højt.

– Korrekt, bekræftede Èvola.

Notaren trak et krucifiks på størrelse med en hånd frem af sine klæder. Så tog han fat om tværstangen og trak derpå i den lodrette stang, indtil der viste sig en meget skarp daggert, som på snedigste vis var skjult i krucifikset og var særdeles velegnet til at bryde seglet. Han rakte mig den, og jeg tog imod den uden at spørge det mindste til dette usædvanlige våben. Jeg brød seglet og trak beskeden ud af kuverten. Så begyndte jeg at læse højt:

I overensstemmelse med de angivne betingelser må denne besked kun læses på åbent hav, når skibet har forladt de Kanariske Øer i Spanien og under tilstedeværelse af den udpegede notar.

Jeg stoppede et øjeblik med at læse og kiggede på napo­litaneren.

– Det er korrekt, sagde han, – vi har opfyldt disse betingel­ser og kan derfor modtage instruktionerne. Fortsæt …

Rom, den 15. november i det Herrens år 1597

Første brev, Skt. Lukas’ segl.

Idet man har besluttet at anvende denne fremgangsmåde for at beskytte kommissionens integritet og appellere til jeres opmærksomhed på det behørige tidspunkt, har man fordelt instruktionerne i tre breve, og de vil først være endeligt tilvejebragt, når det sidste brev er læst.

Excellence DeGrasso, storinkvisitor i Ligurien, der er en dobbeltmission med jeres rejse til den Nye Verden: på den ene side at sikre vores magt i de fjendtligste afkroge af verden, hvor et krucifiks kan nagle sig fast som et bevis på vores erobring og således markere vores myndighed og herredømme i kraft af denne handling. På den anden side at statuere det afskrækkende eksempel, der er så nødvendigt i dette århundrede præget af en dogmatisk og opbrydende udvikling, og som skal tjene som rettesnor for vores trosfæller hinsides de store oceaner. Jeres første opgave vil være at eftersøge, finde og deportere kætterske skrifter, altså ethvert værk, der forbryder sig mod den sande tro, sådan som vores katekismus udtrykker den over for de nye troende, og at eftersøge, finde og deportere de personer, som er i såvel fysisk som åndelig besiddelse af disse værker.

Jeg vil råde jer til at bruge rejsens dage på at forberede jer, sådan som loven kræver det. En gennemgang af Tridentinerkonciliet vil hjælpe jer til at formulere de rigtige domme i det tilfælde, I oplever utilstedelige fejltrin og med hård hånd må skride til handling.

Forbered jer åndeligt på det, der vil komme, jeres eneste våben vil være en omhyggelig brug af Guds lov.

I Jesu Kristi navn, jeres

Kardinal Vincenzo Iuliano,

Inkvisitionens øverstbefalende

Jeg så op, da jeg var færdig.

– Det fortæller ingenting, hviskede jeg, idet jeg kiggede på napolitaneren. – Det forklarer slet ikke vores rejse.

– Det er rigtigt, det forklarer ikke meget, sagde Èvola, der ligesom mig måtte havde sat sin lid til brevets indhold. – Kardinal Iuliano har sikkert sine grunde …

– Ja, det har han, men jeg forstår dem ikke, afbrød jeg ham ærgerligt. – Og vi kan ikke begynde at gisne om dem. Vi må bare, som der står i brevet, vente på at få vished for tingene med det tredje laksegl.

Èvola var tavs og sad med nedbøjet hoved. Men så løftede han det for at spørge:

– Generer jeg jer, Excellence?

– Lad os sige, at jeres forsøg på at tale mere end nødvendigt med mig er forgæves. Jeg har ikke tænkt mig at dele mere med jer, end nøjagtig det, Inkvisitionens instruktioner kræver. Denne adviserede notar tiltalte mig bestemt ikke, og det lod jeg ham således vide.

– Jeg opfylder bare min pligt, hævdede Èvola, idet han lagde hænderne om ærmerne på sin dragt, – og jeg har kun til hensigt at tale om den sag, vi beskæftiger os med.

– At læse de forseglede breve er både begyndelsen og afslutningen på vores fælles arbejde. Så har jeg vist udtrykt mig klart og tydeligt. Jeg vil gøre mig mine overvejelser omkring indholdet, når jeg er alene.

Èvola lyttede opmærksomt og svarede så hemmelighedsfuldt:

– Så I er altså en af den slags øvrighedspersoner, der ikke viser, hvad I tænker, I er lige så forsigtig som en god regent.

– I tager fejl, Èvola. Hvis jeg havde nogle af mine betroede folk ved min side, ville jeg fortælle dem, hvad jeg tænker.

– At jeg opfylder mit arbejde til punkt og prikke betyder ikke, at I ikke kan betro jer til mig.

– Jeres arbejde består måske i at true mig med jeres fjerpen og noteringer, som I gjorde det den første dag, vi mødtes?

– Er I bange for, at mine oplysninger skal bringe jer i en pinlig situation?

– Nej, jeg er kun bange for, at I ikke er min tillid værdig. Jeg begår ingen fejl, og mine handlinger vil aldrig bringe mig i en pinlig situation.

– Så ved jeg ikke, hvad I er så bekymret for …

– Jo, selvfølgelig skal jeg bekymre mig, afbrød jeg ham voldsomt. – Jeg har ikke valgt jer, og I skal vide, at jeres opførsel ikke er den, man almindeligvis forventer af en notar. Jeg har arbejdet for mere krævende overordnede, og jeg har aldrig vakt den mindste mistanke hos dem. Og alligevel mener I …

– Excellence …, denne gang var det mig, der blev afbrudt. – Det ligger til mig at være mistroisk, og det lægger jeg ikke skjul på. Men jeg håber ikke, jeg kommer til at besvære jer igen.

Jeg godtog hans forklaring med et let smil og skiftede emne.

– Hvad er det for en daggert? spurgte jeg, idet jeg rakte ham det falske krucifiks.

– En af den slags, som ingen i udkanten af Napoli kan undvære. Livet er ikke let i gyderne i den gamle by, slet ikke for et menneske, der er så lille af størrelse som mig.

– Jeg forstår …

Èvola stak daggerten tilbage i krucifikset og gemte det under sine klæder. Jeg iagttog ham et øjeblik og kunne ikke beherske mig.

– Det lader til, at I har skullet finde jer i meget, dristede jeg mig til at sige.

Notaren løftede sit øje mod mig, som om han løftede hele skærsildens tyngde med blikket.

– Har I prøvet, bare et øjeblik, at forestille jer, hvordan det er at være i min krop?

– Nej, løj jeg.

– Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor mange af dem, som vigter sig af sin tro, der ville være i stand til at leve bag et ansigt som mit uden at hade Gud for det.

– Fornægter I Gud?

– Aldrig. Men indimellem hader jeg livet. Jeg hader alt og alle, der hader mig. Jeg hader kvinder, børn og gamle mennesker … Dem, der kigger på mig, og dem der ikke tør kigge på mig. Jeg finder kun fred i mit arbejde og i …

– De døde …? dristede jeg mig til at afslutte sætningen.

– De stiller hverken spørgsmål eller gør nar.

– At bære had i hjertet … det er ikke godt …, sagde jeg og fik medlidenhed med ham.

– Jeg er ikke prædikant, afbrød han mig fornærmet, – jeg behøver ikke at tale som en sådan, eller handle som en hellig mand. Jeg opfylder bare mine pligter og kirkens ordrer, resten har jeg ikke noget at gøre med.

– I taler som en bitter mand, sagde jeg.

– Jeg taler som den, der er vokset op med spot og latter­liggørelse. Jeg taler som barnet, der voksede i skyggen af menneskene. I skyggen af sådan nogle som jer. I skyggen af smil, fortjenester og laurbær. Jeg er det menneske, som har givet denne verden form. Jeg er virkelig, lige så virkelig som menneskets elendighed.

– Det gør mig virkelig ondt …, udbrød jeg ærligt.

– Det skal I ikke bekymre jer om, jeg er vant til det. Jeg kan også leve med jeres afvisning.

Jeg havde medlidenhed med ham på grund af hans udseende, men den mand var bare ikke til at stole på. Det ville være mest fordelagtigt at forsøge at skjule min mistænksomhed og misfornøjelse og på den måde forbedre vores forhold, selvom han selvfølgelig ikke ville gå ind på den aftale, jeg ville tilbyde ham. Jeg kiggede indgående på napolitaneren, inden jeg begyndte at tale i et mæglende tonefald.

– Jeg vil tilbyde jer en aftale … Èvola ventede spændt, smi­lede svagt, med en blanding af henrykkelse og ond­skab. – Jeg vil inddrage jer i mine tanker omkring denne kommis­sion, på samme måde som jeg plejer at inddrage min notar i Genova. Jeg vil behandle jer som en partner og ikke som en frem­med, der er adviseret af mine overordnede. Til gengæld …

– Til gengæld hvad? skyndte han sig at spørge, idet han løftede hovedet.

– Til gengæld skal I opføre jer som en notar, der står til tjeneste for en inkvisitor. I skal opføre jer mere som et menneske og mindre som en tjenestemand. Hvad siger I til det …? Eller vil I notere det som et forsøg på bestikkelse fra min side?

– Nej … Jeg synes, det lyder rimeligt, sagde han.

– Jeg håber, at vi med denne aftale kan rette op på et forhold, der ikke fik den bedste start.

Èvola lænede sig ind mod vinduet i kahytten, tænkte et øjeblik for sig selv, og så vendte han sig om mod mig.

– Excellence, hvad mener I om det, der står i brevet?

Jeg tog en indånding, inden jeg svarede.

– Det virker alt sammen meget besynderligt. Men jeg har på fornemmelsen, at vi er på sporet af noget stort.

– Hvad mener I?

– Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke komme det nærmere … Det er noget vigtigt … noget meget vigtigt for vores kirke.

– Kætterske skrifter?

– Det bliver luftet i brevet, men der er noget mere … Jeg er sikker på, der er noget mere.

Og jeg tog ikke fejl.

Et øjeblik funklede Èvolas eneste øje i den halvmørke kahyt. En svag funklen, antændt af selveste sammensværgelsens ild.

Efter dette sene møde gik jeg under dæk for i køkkenet at bede kokken om at lave mig en speciel ret: gnocchi al basilico. En tyk basker med kugleformet hoved og buskede øjenbryn tog venligt imod min bestilling. Jeg kunne mærke, at mit besøg gjorde ham meget stolt, for han råbte straks op om, at man skulle se at få varmet noget vand og vigtede sig således af sin rang i køkkenet. Han kunne ikke skjule sin glæde over, at en inkvisitor skulle prøve hans mad. Den trinde kok havde ingen anelse om, hvad der ville ske. Lidt før klokken ti slog en af hans assistenter alarm i gangene. Der var sket noget makabert i køkkenet. Kokkens tunge krop var blevet fundet i mellageret, dolket i nyrerne og vansiret. Uden øjne, uden tunge.

Det var den sørgelige besked, vi fik denne aften, og den var lige så gådefuld som brevet. Den kunne kun tydes af den, som kendte dødens mørke koder. Nyheden spredte sig som malaria hos besætningen, og befalingsmændene mente, at forbrydelsen var et dårligt varsel for resten af denne rejse, som nu var både uønsket og farlig. Ifølge de mest overtroiske sømænd havde døden nu gjort os følge som passager på Santa Elena. Og den var ubarmhjertig.