XI - SKT. MATTHÆUS’ SEGL

29

På trods af den voksende lede ved rejsen og knap femten dages sejlads efter det brutale mord blev der afholdt midnatsmesse julenat. Kort før midnat sad vi alle samlet under dæk og lyttede til messen, den første af i alt tre messer, som blev afholdt i løbet af julen. Fader Francisco Valerón Velascos gudstjeneste fulgte messebogens forskrifter. Han var en karismatisk prædikant, men sagde ikke mere, end han burde, for han ville ikke bedrøve de mange sjæle og var også en anelse bange for, at inkvisitoren ville bide mærke i det, hvis ikke han nøje fulgte Roms lære. Jeg havde absolut intet at indvende, for fader Valerón fulgte strikt de retningslinjer, der var udstukket af pave Clemens VIII, som siden sin overtagelse af Peters sæde havde været særligt optaget af at samle kirken om: ”En eneste Bibel, Vulgataen; en fælles liturgi, den romerske.”

Efter ceremonien gik vi op på dækket. Admiral Calvente gav ordre til at affyre en kanonsalve fra agterstavnen, og skuddene blev fulgt op fra de andre skibe, så der bredte sig et formidabelt lys over vandet, der et øjeblik forvandlede sig til et funklende spejl. Derefter fik søfolkene tilladelse til at drikke alkohol under den lysende måne.

– Jeg havde aldrig troet, at det skulle blive en fornøjelse at tilbringe juleaften om bord på dette skib, og slet ikke efter mordet på kokken, sagde jeg med blikket rettet mod lysskærene efter salverne, der stadig glimtede på vandet. Som ved andre lejligheder søgte min hånd i retning af den elskede medaljon, som min krop holdt varm, og som ved min berøring på en eller anden måde førte mig sammen med Raffaella. Calvente afviste min invitation til at tale om det mystiske dødsfald og det tænkelige mord. Og jeg spurgte mig selv, om ikke admiralen havde haft tankerne på sin blinde passager …

– Det er ganske smukt, Excellence, svarede Calvente. – Det er en smuk aften, fyldt med stjerner og køligt, sådan som enhver sømand drømmer om, at det skal være, når han opholder sig på landjorden.

– Nu kan jeg godt se, at det ikke blot er en lang lidelse at være om bord, sagde jeg med et venligt smil.

– Ved I hvad, Excellence? Jeg tror, I så småt er ved at forvandle jer til en god sømand. Det ender med, I kommer til at elske dette skib.

– Gud hører jer, svarede jeg høfligt til hans venlige ord.

Calvente ville hælde likør i mit glas, men jeg afviste hurtigt. Jeg vidste, at der var tradition for at drikke alkohol efter messen, så jeg havde fyldt grappa på en lille flaske. Denne drik var den rette for mit svælg og passede sig godt til den festlige lejlighed. Jeg fandt flasken frem, fyldte mit glas og beredte mig på at skåle.

– Skål! udbrød Calvente, idet han hævede sit glas. – Og glædelig juleaften!

Efter en lille tid og nogle glas under den stjernebestrøede himmelhvælving sagde Calvente:

– Excellence, kan I huske, at I spurgte til Circulus aequinoctialis? I skulle vide, hvornår vi nærmede os, og jeg spøgte med, at vi alle sammen er underkastet alle de formelle forholdsregler.

– Ja, hr. admiral, det husker jeg tydeligt: Det er en meget vigtig oplysning for mig. Nærmer vi os?

Admiralen kneb øjnene halvt i og tog endnu et drag af sin likør. Så gav han mig en vidtløftig forklaring, som jeg ikke havde brug for, men som gav ham mulighed for at stille sin viden til skue for mig, så jeg lyttede tålmodigt.

– Vi sejler i gennemsnit seks knob, tænkte han højt, – vi er femten dages sejlads fra Tenerife … Så derfor … kan jeg fortælle jer, Excellence, at vi har tilbagelagt omtrent 600 sømil … Det vil sige, at vi for flere dage siden har passeret Tropicus cancri, Krebsens vendekreds, og jeg kan derfor forsikre jer om, at selvom vi ikke nødvendigvis befinder os lige i skellet, så befinder vi os nu i omegnen af Circulus.

– Fremragende. I er ualmindeligt dygtig, sagde jeg som tak for hans oplysning.

– Er det en vigtig besked? spurgte admiralen med uventet interesse.

– Det mener jeg.

– I kan være rolig: I skal nok opfylde de ordrer, I har fået, til fulde. Øjeblikket er kommet.

Det var kulminationen på denne festlige nat, og jeg vidste nu, at tiden var inde til at bryde det andet segl. Juledag blev lang og festlig. Før solen brød frem, blev der afholdt endnu en morgenmesse. Og ved dagens ende en sidste vesperprædiken: kristmessen. Og efter hver messe blev der drukket likør … Jeg medbragte hver gang min lille flaske med grappa.

30

Samme aften, efter julemiddagen, indfandt notaren sig punktligt i min kahyt. Giulio Battista Èvola havde akkurat lukket døren efter sig, da han overrasket spurgte:

– Har I sendt bud efter mig, Excellence?

– Ja, sagde jeg. Jeg sad allerede parat ved skrivepulten.

Èvola bemærkede, at den store læderkuvert med de forseglede kuverter lå på bordet.

– Jeg kan se, I vil åbne den anden kuvert, sagde notaren med blikket rettet mod læderkuverten.

– Det er korrekt. Det er derfor, I er her. Det er en glimren­de afslutning på en ganske særlig jul, synes I ikke?

– Bestemt, selvom det har været en stor omvæltning at fejre den på åbent hav. Er I sikker på, det er det rigtige tidspunkt? fortsatte Èvola, idet han kiggede mistroisk på mig.

– Jeg har talt med admiralen om vores position, og hans svar var ganske klart. Vi er der, hvor vi skal være for at kunne bryde det andet segl.

– Så er det korrekt, fortsatte Èvola.

Det lod til, at min hentydning til admiralen beroligede ham. Det var tydeligt, at mit ord stadig ikke var nok for ham, og det lod jeg ham vide.

– Jeg kan forstå, I tvivler på mit ord.

Èvola smilede.

– Excellence, hverken I eller jeg har tilstrækkelig indsigt i kartografien, og det ville være risikabelt at gå ud fra, at vi nu med sikkerhed befinder os det sted, som instruktionerne kræver. Jeg har nu fået bekræftet, at I har gjort jeres arbejde godt, Excellence, i og med I har spurgt admiralen til råds. Hans ord giver os den forsikring, vi behøver.

Jeg kiggede på notaren og vægrede mig ved hans opførsel. Selvom han havde fortalt mig, at han var mistroisk af natur, kunne jeg ikke vænne mig til den. Der herskede ingen tvivl om, at han svarede godt for sig og var fremragende til sit arbejde, og det var sikkert derfor, Rom havde valgt ham. Så jeg ville ikke bruge mere tid på at spekulere på det.

– Så I er parat til at protokollere?

– Det er jeg, svarede han, idet han tog plads og fandt papir og fjerpen frem.

– Skt. Matthæus’ segl, sagde jeg, idet jeg løftede armen, så han tydeligt kunne se seglet med den engel, som afbilder denne evangelist.

– Korrekt, bekræftede Èvola.

Så brød jeg seglet med min egen fine stilet og trak et stykke papir ud, som jeg førte hen til kandelaberen, så jeg kunne læse:

Rom, den 15. november i det Herrens år 1597

Andet brev, Skt. Matthæus’ segl.

Broder DeGrasso: I er nu halvvejs på rejsen til jeres bestemmelsessted, hvorfor det er nødvendigt, at I får kendskab til nogle detaljer omkring kommissionen. Læs derfor venligst dette andet brev omhyggeligt.

Efter mange års eftersøgning og dybdegående undersøgelser af de beviser, som vi takket være talrige inkvisitorers arbejde er kommet i besiddelse af i løbet af de seneste årtier, er det lykkedes os at lokalisere to forbudte bøger af stor betydning, der siden middelalderen er gået fra hånd til hånd i visse kredse af djævletilbedere. Eksistensen af disse bøger er en alvorlig trussel, som kan føre til nye udbrud af kætteri, ikke alene i Europa, men også i den Nye Verden.

Vi har fået kendskab til en yderst pålidelig oplysning omkring lokaliteten af disse bandlyste bøger, som ikke længere er at finde på den formodede lokation, men er skjult et sikkert sted uden for Europa, ikke så langt fra Asunción by, jeres destination.

Jeres opgave, der efter vores overbevisning er så vægtig, at det må være enhver storinkvisitors drøm at føje den til sine bedrifter, er at afslutte kirkens årelange undersøgelser og gøre en ende på en århundredelang bekymring. I skal sørge for, at kirken kommer i besiddelse af disse bøger, som I skal inddrage hos den eller dem, der skjuler dem, og som repræsentant for Inkvisitionens Domstol skal I kræve bøgerne og deres indehavere øjeblikkeligt deporteret til Rom.

Såvel jeg som Hans Hellighed Clemens VIII har sat al vores lid til jer, en mægtig inkvisitor, som tjener vores hellige kirke, og vi beder til, at I vil udføre jeres opgave på tilfredsstillende vis.

I Jesu Kristi navn, jeres

Kardinal Vincenzo Iuliano,

Inkvisitionens øverstbefalende

Da jeg var færdig med at læse, løftede jeg blikket og kiggede direkte ind i notarens udtryksløse ansigt. Længe sad han og strøg sit hageskæg, ude af stand til at få et ord frem.

– Interessant …, sagde han endelig.

– Det kunne det godt gå hen og blive, svarede jeg forpint af min mistanke.

Jeg ville gerne tvinge Èvola til at tale, så jeg kunne vinde lidt tid og få rede på mine oprørte tanker.

– I har ret, Excellence. I havde fuldkommen ret, da I forudsagde, at vi er på sporet af noget vigtigt.

– Jeg havde det på fornemmelsen, broder. Og ja, vi er så heldige at være betroet en vigtig opgave, men den kan vise sig at være mere kompliceret, end vi regner med.

– Vi er tilsyneladende på sporet af en meget gammel litteratur, sagde Èvola.

– Angiveligt fra middelalderen, sagde jeg. – Muligvis nyere afskrifter.

– Har I mistanke om nogen bestemte bøger? spurgte napolitaneren, der var overbevist om, at jeg sad med nogle oplysninger, som jeg ikke delte med ham.

Jeg sad lidt og kiggede på ham, mens jeg forsøgte at klare tankerne. Selvfølgelig havde jeg en mistanke, og den var stor. Piero Del Grandes ord og ikke mindst Iulianos manglende bekymring, da jeg under vores lange samtale i katedralen fortalte ham, at vi havde mistet bogen, begyndte nu at give mening.

– Excellence … Har I mistanke om en navngiven bog? gentog notaren utålmodigt, da han ikke fik noget svar.

– Nej, løj jeg.

Så snart Èvola var gået, satte jeg mig på sengen og stirrede ind i kandelaberens luer i et forsøg på at samle mig. Jeg måtte summere sagen op og få rede på de mange oplysninger, der var begyndt som en lille gnist og efterhånden havde udviklet sig til en flamme. Jeg fik en voldsom lyst til øjeblikkelig at bryde det tredje laksegl, uden notarens tilstedeværelse og på det forkerte tidspunkt. Men en lille rest af fornuft bremsede mig i sidste øjeblik.

Bøgerne begyndte at få ny betydning. Af brevenes dateringer fremgik det, at Iuliano havde haft kendskab til Necronomicons, og måske også Codex Esmeraldas, lokation, inden han overlod eftersøgningen til mig. Hvilken betydning lå der i det? To bøger, bøgerne, var, hvad der ventede mig i Asunción. Og kunne det tænkes, at det var en mistillid hos kardinal Iuliano, der lå til grund for dette kringlede kunstgreb? For det var angiveligt ham, der havde planlagt såvel forhøret af Gianmaria som denne rejse for at sætte min loyalitet på prøve. Han havde god grund til at mistænke mig for at være medlem af Corpus Carus, i og med jeg var Piero Del Grandes foretrukne elev. Ja. Og hvorfor ikke? Det kunne jo også være, han havde en formodning om, at jeg havde tilknytning til Heksemestrenes Hemmelige Selskab … Men noget sagde mig, at Iuliano vidste mere, en del mere, som jeg først ville få kendskab til med det tredje laksegl. Det var derfor, jeg tog brevet, og sitrende af vrede førte mine fingre ind under kuvertflappen for at bryde seglet. Mine øjne stirrede på kuverten, mine hænder var svedige. Jeg havde lyst til at åbne det, men kunne ikke. Jeg kastede kuverten langt væk fra mig og sukkede. Jeg havde brug for noget, der kunne hjælpe mig gennem denne trancelignende tilstand, så jeg rakte hånden ud efter flasken med grappa, hev proppen af og tog et generøst drag, som i stedet for at dulme min vrede gav den ny næring.

Det var tåbeligt! Det var en fuldkommen tåbelig plan, man havde lagt i Inkvisitionens kontorer. Til hvilket formål? Uden tvivl for at drive mig til vanvid på min rejse fra Europa til Amerika, for at gøre mig tosset, udfordre mig, prøve mig. Hvad skulle meningen ellers være med det? Hvem var denne notar, som de egenhændigt havde udpeget til mig, og som var fuld af spydigheder og havde et djævelsk ansigt? Hvem havde stillet ham foran mig og til hvilket formål? Hvem tilhørte den forskruede forstand, der vogtede over denne labyrint af uvisheder, og hvad var hensigten med det? Jeg havde ingen svar, men det ville jeg få. Jeg rejste mig fra sengen og gik over mod døren, til det sted, hvor kuverten var fløjet over på min vredes vinger, for at lægge den tilbage i læderkuverten og forsøge at falde lidt til ro. Hvis bare jeg havde haft brevene fra min læremester og Anastasia! Måske kunne de have hjulpet mig til at forstå denne meningsløse rejse. Og netop som jeg havde bøjet mig ned mod gulvet for at samle brevet op, blev jeg forskrækket af nogle bank på døren.

Det var tre hårde og afmålte bank. Tidspunkt var ubelejligt, men der stod nogen på den anden side af døren, som ville tale med mig. Jeg gemte kuverten under min dragt og lagde øret ind til døren, uden at have til hensigt at åbne den. Jeg kunne høre en stemme tale på den anden side.

– Excellence … Hr. DeGrasso … Sover I? Stemmen tav et øjeblik, da der ikke kom noget svar, men så talte den igen. – Forlad mig, at jeg kommer så sent, jeg vil kun forstyrre jer et øjeblik. Det er doktor Ismael Álvarez Etxeberría.

Jeg åbnede døren på klem og kiggede undersøgende ud i gangen. Og der stod lægen med en olielampe i hånden.

– Træd nærmere, kom ind.

– Tak …, sagde han, idet han gik ind. – Forlad mig, jeg håber ikke, jeg har vækket jer.

– Det skal I ikke tænke på, jeg kunne ikke falde i søvn, svarede jeg og tilbød ham en stol.

Jeg benyttede lejligheden til at tænde endnu en kandelaber for at få lidt mere lys i kahytten.

– I ser afmagret ud, sagde Etxeberría straks.

Nu hvor der var lidt mere lys, kunne han se, hvor bleg jeg var i ansigtet.

– Det er ingen let nat for mig, hr. doktor.

– Har I drukket for meget? spurgte han smilende.

Det var tydeligvis min ånde, der afslørede mig.

– Nej, det er ikke derfor. Hvis bare det var det, hvis bare alting ville forsvinde med et enkelt glas.

Mit svar og den bekymring, der lå i det og kunne ses i mit ansigt, tvang ham til at stille et venligt, men taktløst spørgsmål:

– Hvad er det, der bekymrer jer? Kan jeg hjælpe?

– Det er et privat anliggende. Jeg sætter pris på jeres omsorg, men denne gang kan I ikke gøre noget for mig.

– Er I sikker …?

Jeg kiggede på ham på en måde, som fik ham til at glemme sin tvivl. Jeg foretrak at gå direkte til den sag, der havde ført ham til min kahyt.

– Jeg ville blot lade en bemærkning falde … Som I ved, kunne sikkerheden om bord mildt sagt betegnes som ”sparsom”. Lægen hentydede til forbrydelsen mod kokken, som endnu ikke var blevet opklaret. – Og det er netop det, jeg vil tale med jer om …

Lægen holdt en pause for at afvente mit svar, men jeg trak bare på skuldrene.

– Så sig dog noget, for Guds skyld! I skal ikke vente på min tilladelse. Jeg tror, vi er enige om, at et mord ikke er noget, man skal tage let på.

– Godt … I spørger sikkert jer selv, hvorfor jeg kommer netop på dette tidspunkt og ikke et andet …, fortsatte lægen, der famlede efter ordene.

– Sig frem, jeg lytter, svarede jeg roligt.

– Det er noget, som jeg ikke kan drøfte med andre end jer, Excellence. I er den eneste, jeg kan stole på, sagde lægen, inden han fortsatte med meget sagte stemme, som om væggene i kahytten havde ører. – I dag blev jeg sendt under dæk til et sted, der bliver kaldt skibets kiming og ligger under de nedre lastrum. Et modbydeligt sted. Der skulle jeg behandle en person for et inficeret sår på den ene næve. Det var ikke så alvorligt, men meget alarmerende. Lægen strøg hånden gennem håret for at give sig tid til at få hold på sine tanker. Han var nervøs. – Det alarmerende var ikke såret, Excellence, men at det virkede, som om hans sår ikke ville hele, fordi det ikke havde fået frisk luft og sol.

– Hvad vil I sige med det? spurgte jeg opmærksomt.

– Jeg siger, at det sted, hvor denne mand opholder sig, er mørkt. Han lever i den uudholdelige stank, som kommer fra en stor pøl af urin, havvand og snavset vaskevand. Og i kraft af såret formoder jeg, at han har siddet dernede i adskillige dage. Mistænkeligt, ikke …? Og des mere, når vi tænker på, at han ikke er en del af besætningen.

– Hvor vil I hen med det? spurgte jeg utålmodigt.

– Det er … en blind passager, svarede lægen, om muligt mere lavmælt.

– En blind passager … Og?

– Jeg har fået fortalt, at efternavnet er Xanthopoulos, og lad mig fortælle jer, at han er et skrækindjagende syn. Han har et grusomt og vanvittigt blik. Så vidt jeg kan se, har såret væsket i omkring femten dage, det vil sige i den tid, der er gået siden mordet. Det er mistænkeligt, det er virkelig en mistænkelig person … Jeg er læge, Excellence, jeg tror ikke, jeg tager fejl. Og ikke desto mindre stak der et skaft, måske en dolk, frem af hans klæder. Jeg er overbevist om, at han er bevæbnet.

– Forlad mig, hr. Etxeberría, men hvis I er så overbevist om sandheden i disse gisninger, hvorfor går I så ikke til admiralen? sagde jeg til sidst, for lægen havde fået mig overbevist.

– Fordi den blinde passager uden tvivl har betalt en stor sum penge for rejsen, netop til admiralen. I tror mig måske ikke, når jeg fortæller jer, at I er den eneste, jeg kan stole på? Den her mand er en del af en forretning, og jeg sidder alene med en mistanke.

– I har ret, svarede jeg bekræftende.

Jeg kiggede på lægens nervøse ansigt og forstod, at der var noget mere, han ville fortælle mig. Det fortalte hans øjne og hans ansigt mig, ligesom jeg oplevede det hos kætterne, når jeg forhørte dem.

– Er der mere, I vil fortælle mig?

– Denne mand er en straffefange, som er undsluppet kongeriget, stammede han.

– Godt, nu forstår jeg det bedre. Hvordan har I fundet ud af det?

– Det afslørede en sømand for mig. Der løber mange rygter i lastrummene, og dette gik ikke hans ører forbi.

Jeg kiggede et øjeblik ud ad vinduet. Der hang en stor tiltagende måne og lyste i den klare nat, mens stemningen inden borde blev stadig mere spændt.

– Tag det roligt. Jeg vil for egen regning tage en snak med kaptajn Martínez. Måske kan han som hærchef give mig nogle svar.

– Der er noget mere, Excellence. Og jeg må indrømme, at det er det, der skræmmer mig mest.

– Hvad vil det sige?

– Den blinde passager talte om jer. Mit ansigt stivnede. – Han talte i febervildelse … Han sagde flere gange jeres navn …

Etxeberría sank nervøst og kløede sig fine, rødlige næse.

– Hvordan er han? Hvordan ser han ud? Frygten og nerverne begyndte at få tag i mig.

– Lyshåret. Langt hår, overskæg og hageskæg. En lige næse og gennemborende, grønne øjne …

Det var den mand, jeg havde set tale med admiralen på det lille fort på Tenerife.

– En viking, slog lægen fast, – han ligner en viking.

– Hvad mere har han sagt om mig?

– Han viste mig en tegning … Han ville have mig til at se en tegning, han har med sig.

– Hvad forestillede den?

– Det lignede en pentagon, med noget indeni, ligesom en femtakket stjerne, men jeg husker det ikke så tydeligt, Excellence …, Etxeberría slog hovedet ned i forvirring over blive forhørt på den måde.

Jeg rejste mig fra sengen og gik hen til den kuffert, hvori jeg opbevarede de bøger og papirer fra Inkvisitionen, som jeg havde taget med mig på rejsen. Jeg tog en af bøgerne og bladrede i den.

– Prøv engang at se her, hr. doktor. Se godt på alle disse tegninger af stjerner. Kan I genkende den, som den blinde passager viste jer? Jeg viste ham en side fuld af diabolske tegn.

Lægen tog sig sin tid, mens mine øjne utålmodigt fulgte hans pegefinger hen over siden. Så standsede den.

– Den der, sagde han.

– En drudefod …, sagde jeg. – Er I sikker?

– Ja, Excellence. Hvad betyder det?

Det gøs mig ned ad ryggen. En stjerne med fem takker, omgivet af en cirkellinje. Det var det djævelske pentagram, den keltiske drudefod, et oldgammelt tegn, som tilbederne af menneskekroppen og djævledyrkerne havde taget til sig. Jeg var ude af stand til at svare ham, men sad bare og stirrede på ham, inden jeg besluttede mig for at sige tak for i aften. Jeg takkede ham mange gange for hans besøg og bad ham om løbende at holde sig i kontakt med mig. Jeg bad ham naturligvis også om at tage alle forbehold i forbindelse med hans mistanke, indtil jeg fik lejlighed til at tale med Martínez. Etxeberría virkede lettet over at kunne dele sin angst med nogen.

Da jeg var blevet alene, lukkede og låste jeg døren foruden vinduet, som havde ladet havbrisen sive ind i kahytten. Det var umuligt for mig at sove den nat. En eller anden havde netop sendt mig en besked, et fremmed menneske var netop blevet en del af den kringlede intrige, og han vidste tilsyneladende lige så meget som mig. Det slog mig, om ikke lægen var en medsammensvoren i denne række hændelser, hvor historien om de forbudte bøger var nået frem til mig i min kahyt ved tredjemands hjælp. Pentagrammet var et tydeligt bevis for, at kætteriet var med om bord på skibet. Og det skulle snart vise sit ansigt igen.

Næste morgen bredte sømændenes skrig sig i gangene med en forfærdelig nyhed: Ismael Álvarez Etxeberría var død. Efterladt uden øjne, uden tunge. Hans krop var blevet fundet i den stinkende pøl i kimingen. Ligesom kokken var han blevet myrdet på grusom vis, som en del af et dæmonisk budskab.

Den dag lukkede jeg mig inde i min kahyt. Faren lå og lurede i alle kroge af skibet.

31

Dagen efter juledag var der planlagt endnu en festdag for alle sømænd af høj rang, da man ville fejre kaptajn Martínez, der havde fødselsdag. Men hændelsen ved daggry lagde sig som en skygge af angst over morgenen, der var præget af en fælles modløshed efter det grufulde mord på dr. Álvarez Etxeberría, det andet på skibet. Ingen var i stand til at tænke på andet end lægens skamferede krop. På trods af hændelsen lykkedes det dog sidst på dagen admiral Calvente at samle os til middag, selvom ingen havde lyst til at forlade deres kahytter, ikke engang for at spise. En dødsangst havde bemægtiget sig de mørke gange i galeonen.

Fire behændige tjenere trådte ind i befalingsmændenes spisesal med sølvfade, der bugnede af alskens udsøgte retter fra Spanien, og i løbet af få minutter havde vi fået serveret maden. Jeg fyldte mit glas med vin og tvang i tavshed mig selv til at smage på den indbydende spise. Ingen ønskede at nævne mordet på lægen, og den ene, snart den anden, gav sig til at tale om trivielle emner for ikke at ødelægge den overdådige middag.

– Jeg må medgive, at denne skinke er en af de bedste, jeg har smagt, den er lige så god som dem, jeg har prøvet i Parma, sagde jeg åbenhjertigt.

– Det glæder mig, at I forstår at nyde den, sagde Calvente straks. – Den skinke, I så godt kan lide, stammer fra svin, som er blevet opfedet i det fri med agern fra de bedste egetræer. Der findes ikke en kok, der kan forherlige dem eller tilføre dem en smag, som er bedre end deres egen. Ikke alle skinker på spansk territorium er lige så gode som disse. Den I har fået serveret i aften, er den bedste, der findes, og forbeholdt befalingsmændene.

– Jeg har haft lejlighed til at rejse gennem Spanien flere gange, forklarede jeg, – og her har jeg bemærket de mange varianter, I har, og som bliver udstillet i butikkerne. Jeg skal ikke gøre mig klog på det, men jeg mener, at frembringelsen af disse skinker er landets bedst bevarede hemmelighed.

– Jo, Excellence. Temperaturen og den tid, de skal hænge, før de spises, er nøglen til smagen. Og vi kan takke kirken for, at I har set dem i butikker og i boder på markedspladserne, tilføjede kaptajn Martínez med et hemmelighedsfuldt smil.

– Hvorfor siger I det? spurgte jeg forundret.

– Traditionen for at hænge skinkerne op i butikkerne bunder i religion, fortsatte Martínez.

– Så i en vis forstand hjælper den hellige kirke med at lufttørre skinkerne.

– Der var måske en offentlig bekendtgørelse? fortsatte jeg.

– Nej, det var der ikke. Kaptajnen smilede igen. – Køb­mændene i det forrige århundrede frygtede inkvisi­to­rerne, og da de ikke ville mistænkes for at være konver­terede jøder, begyndte de åbenlyst at demonstrere, at de var gamle kristne. Hvis de hængte skinkerne op i deres butikker, så var det et bevis for, at de kunne lide den slags kød, som jødedommen forbød dem at spise.

– Interessant …, sluttede jeg.

– Dengang vaskede man tøj og hængte det til tørre om lørdagen, tilføjede Martínez. – Og hvis nogen ikke fulgte denne skik, kunne de blive anklaget af en nabo for at holde sabbat. Det fik folk til at gøre sig de største anstrengelser for at bevise, at de arbejdede denne dag.

– Der er heldigvis ikke flere jøder tilbage i Spanien. Til gengæld har vi fået de gode skinker, tilføjede Calvente i et vældigt humør, efter at han havde tømt sit glas i et enkelt drag.

– Og det vil jeg personligt udbringe en skål for, sluttede Martínez og eftergjorde admiralen.

Denne enkle og tilsyneladende kulinariske samtale var kommet omkring kirkens puristiske overgreb. Ingen i selskabet havde turdet berøre emnet yderligere, for intet havde forandret sig siden dengang, idet metoderne, lovene og os, der håndhævede dem, inkvisitorerne, stadig var de samme. Vi var blot blevet endnu strengere i kraft af nye lovbøger. I slutningen af det xvi århundrede havde den katolske kirke fået fuldkommen kontrol over sine troende undersåtter.

Alle mine bordfæller havde dygtigt ledt samtalen i andre retninger, men efter den hjertelige skål, som Martínez havde udbragt, kunne admiral Calvente ikke længere vige uden om det spørgsmål, som holdt os alle vågne om natten. Og det var kapellan Valerón Velasco, der benyttede sig af en kort tavshed og endelig dristede sig til at stille det.

– Hr. admiral, ved man noget om mordet? spurgte han, idet han slog blikket ned.

Calvente stirrede på ham uden at vide, hvad han skulle svare, men sagde så endelig:

– På nuværende tidspunkt er intet sikkert. Man er i gang med at undersøge sagen.

– Det er en sørgelig hændelse, fortsatte kapellanen. – Jeg tror ikke længere, der er nogen, der føler sig uden for fare på dette skib, efter alt det der er sket.

Calvente stirrede ind i kandelaberen, som stod midt på bordet, da han igen tog ordet.

– Det er indlysende, at det må være den samme morder. Ham, der dræbte kokken, har også dræbt doktor Álvarez Etxeberría. De to ofre er blevet dræbt og lemlæstet på sam­me måde.

– Jeg håber for alles bedste, at han bliver fundet hurtigst muligt, sagde kaptajn Martínez. – Mine soldater er ved at miste modet.

– Men hvad er motivet til mordene? spurgte jeg.

– Det er et mysterium, Excellence, svarede admiralen. – Det ville være en stor hjælp, hvis vi vidste, hvad lægen lavede inden sin død …

Giulio Battista Èvola brød uventet sin vanlige tavshed for at afbryde admiralen.

– Jeg stødte på lægen sent på aftenen i den mørke gang, der fører ind til vores kahytter. Jeg tror, han var på vej derhen, hvor jeg kom fra, for der er ikke andet at komme efter i den retning …

– Hvor tror I, han gik hen? indskød kaptajn Martínez, der knap nok tog sig tid til at væde sine læber i vinglasset, da han hørte notarens ord.

Èvola studerede mig indgående uden at svare. Jeg havde ingen god fornemmelse af det, der var ved at ske. Så jeg tog ordet for at sige det eneste, man behøvede at høre fra min mund.

– Doktor Álvarez Etxeberría var i min kahyt den nat, han døde, sagde jeg til de andres store forbløffelse. – Min notar mødte ham, da han selv var på vej væk fra min kahyt.

– Hvorfor har I ikke nævnt det tidligere, Excellence? spurgte Martínez.

– Det var egentlig et anliggende, jeg ville drøfte med admiralen under fire øjne, når det rigtige tidspunkt bød sig. Jeg så mig tvunget til at lyve, fordi Calvente var til stede, men min første indskydelse havde været at tale med kaptajnen om det. Èvola kunne jeg bekymre mig om senere. – Nu, da det er blevet nævnt, ser jeg ingen anden udvej end at indvie jer i det, som den bedrøvede læge betroede mig, fordi han havde brug for at få lettet sin samvittighed.

Jeg kiggede på Calvente for at få hans samtykke, og han tøvede ikke med at sende mig et nik med hovedet. Jeg havde brug for hans tilladelse, da det var ham, der stod i spidsen for efterforskningen, og det, jeg ville afsløre, vejede så tungt, at det kunne få indflydelse på forløbet. Han gik ud fra, at de tilstedeværende var til at stole på.

– Doktor Etxeberría betroede mig i går nat i min kahyt, at han havde mistanke til en person, som ifølge ham havde skjult sig under lastrummene, et ildelugtende og forpestet sted kaldet …

– Kimingen …? spurgte admiralen, for han vidste udmærket, hvad jeg talte om.

– Ja, kimingen.

– Er det muligt? spurgte kapellanen Calvente.

Admiralen svarede ikke med ord, men nikkede med hovedet.

– Ifølge Etxeberría, fortsatte jeg, virker den mistænkelige mand tosset, han ser forfærdelig ud og bærer våben. Han kunne ikke fortælle mig andet, og da jeg havde beroliget ham, rådede jeg ham til at trække sig tilbage for at få lidt søvn, og jeg lovede ham, at jeg ville drøfte sagen med en af jer i dag. Jeg havde aldrig troet, han skulle komme til at betale med sit liv … på grund af en hemmelighed, der var sluppet ud … måske.

– Det lader til, at vi har en galning om bord …, sukkede Èvola. – Måske er det Djævlen selv …

Et øjeblik kiggede vi alle rundt på hinanden, ingen turde bryde den stilhed, der fulgte efter denne indskydelse, selvom den på makabreste vis overgik al fornuft. Da angstens spøgelse havde trukket sig tilbage, fortsatte vi samtalen.

– Sig mig, Excellence, hvorfor ville lægen fortælle det til jer og ikke først og fremmest til en af os andre? spurgte Martínez, hvis spørgsmål egentlig rettede sig til alle ved bordet. – Virker det ikke ulogisk?

– Han stolede ikke på befalingsmændene af en meget simpel grund …, sagde jeg, idet jeg kiggede på Calvente med en forventning om, at han ville forklare sammenhængen, selvom jeg udmærket vidste, at han ikke havde lyst til at dele den med de andre i selskabet.

Og sådan blev det. Admiralen tøvede ikke med at hæve højre hånd for at bede om ordet, så han kunne give sin version af historien, en version som grænsede til det skamløse og sagde meget om hans moral.

– Såvel den døde læge som I, Excellence, hentyder til en person, som gik om bord på vores skib i havnen på Tenerife, en sidste civil passager, som jeg personligt havde lovet at transportere til Cartagena de Indias for at gøre flåden en tjeneste, sagde han dygtigt, som om han havde flåden i sin hule hånd. – Det er uheldigt, at I har skullet høre det fra lægens mund, Excellence, men nu ser jeg ingen anden mulighed end at forklare situationen og berolige jer alle sammen. Manden i kimingen er en græsk købmand, som alene ønsker at nå sund og rask frem til den Nye Verden, uden at skabe nogen problemer, for det ville være til mindst gavn for ham selv. Det er indlysende, at lægen fik mistanke til ham, da han så ham i kimingen, ikke mindst efter mordet på kokken. Men jeg tror, hans mistanke bunder i panik mere end i fornuft. Det er også indlysende, at lægen med sit kendskab til, at manden var en hemmelig passager, for nu at omtale ham på en eller anden måde, mistede tilliden til befalingsmændene og derfor ikke betroede sin opdagelse til dem. Tager jeg helt fejl, Excellence?

– Slet ikke, hr. admiral. Det var sådan, det var.

Kapellanen brød hurtigt ind.

– Hvis I mener, at den blinde passager er uskyldig, hvem tror I så, har bragt døden om bord på dette skib, hr. admiral? Nogen må bære ansvaret for disse forbrydelser, og det er ingen almindelig morder. Han mærker sine ofre med en vrede, som tydeligvis er dæmonisk. Jeg tror, lægen vidste, hvad han snakkede om … Og det kostede ham livet.

– I har ret, hævdede Èvola og skar en deform grimasse. – Morderen er på skibet, men jeg tror ikke, vi får ram på ham. Ingen får ram på et væsen, der står bag et så bestialsk blodbad. Det vil ikke lykkes for nogen, og han vil gøre os selskab, lige så længe det tager ham at nå sit mål.

– Hvem hentyder I til? spurgte Martínez, der ikke var sikker på, han havde lyst til at høre svaret.

– Djævlen selv.

Admiral Calvente vidste udmærket, hvad et mord på et skib førte med sig, han vidste, at enhver sømand foruden at være en eventyrer også var temmelig overtroisk. Han vidste, at han ved at udbrede sagen ville skærpe modløsheden hos besætningen, det ville slække på arbejd­somheden og ikke mindst disciplinen om bord.

– Det er kun et spørgsmål om dage, før vi finder ham. Han kan ikke gemme sig for altid, sagde admiralen bestemt i et forsøg på at afrunde samtalen. – Jeg vil under alle omstændigheder sørge for, at passageren i kimingen bliver bevogtet.

Middagen sluttede i samme uvished, som den var begyndt. Martínez, der havde ansvaret for at beskytte mig, lovede mig, at han samme aften ville lade en af sine vagter overvåge området omkring min og min notars kahyt.

32

Da jeg samme aften havde låst døren i min kahyt og lå i sengen, kunne jeg ikke falde i søvn. Jeg forsøgte at sove, pustede lyset i kandelaberen ud og satte mig godt til rette i den varme seng. Jeg havde alt, hvad jeg behøvede for at falde til ro og sove, men jeg kunne ikke lukke et øje. Jeg overvejede endda at forlade kahytten for at gå en tur på dækket, en fuldkommen vanvittig tanke … Lysten til at komme ud forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet, ved tanken om at en morder strejfede omkring på galeonen. Og så var der også Èvolas opførsel, idet han havde anklaget mig så dobbelttydigt foran alle de andre, så også jeg kunne komme til at fremstå som en morder. Jeg besluttede mig for at ty til flasken med grappa, der var blevet så vigtig en medicin for mig på denne lange rejse. Jeg satte mig til rette i sengen med flasken og lod blikket glide rundt i den halvmørke kahyt og standsede ved kufferterne. Mine ting, formålet med rejsen, bedrageriet, Raffaella, brevene fra min læremester og Anastasia, som jeg havde mistet på rejsens første og stormfulde dag. Inden man flyttede mig ned i lastrummet, måtte de være faldet ned et sted, idet man klædte mig af og befriede mig for mine klæder, der var sølet til med opkast. Jeg havde uden held ledt efter dem, da jeg fik mine renvaskede klæder tilbage, og så havde jeg glemt dem igen i min vildelse efter mordene, men efter flere lange drag af flasken dukkede de nu igen op i erindringen. Jeg satte flasken på gulvet, tændte kandelaberen og besluttede mig en smule beruset for at flytte kufferterne og resten af det sparsomme møblement i kahytten for at lede efter brevene. Ved hjælp af de sanser, som skærpes med alkohol, så jeg, hvordan der under en af kufferterne pludselig viste sig en ganske tynd, hvid linje mellem gulvbrædderne. Der var de. Brevene. De var gledet ned mellem to gulvbrædder. Jeg samlede dem smilende og beruset af lykke op, kyssede brevet fra Del Piero og lagde det omhyggeligt ned i den kuffert, hvor jeg havde mine bøger. Jeg ville ikke miste det igen, inden jeg skulle åbne det, så snart vi gik i land i vicekongedømmet.

Så tog jeg brevet fra Anastasia, førte det hen til lyset, brød lakseglet og trak indholdet ud. Jeg rettede på hovedpuden for bedre at kunne se, og mens jeg tog et langt drag af flasken, begyndte jeg at læse:

Angelo, alt, hvad jeg skriver i dette brev, er rettet til dig og skrevet med omtanke for dig. Jeg håber, du vil bevare det som nogle ord fra en dame, og ikke blot fra din overordnedes datter. Sæt din lid til det, og tro mine ord.

Jeg kunne med det samme lugte den gennemtrængende parfume på papiret, der på trods af den lange indespærring steg op med en henrivende duft til min næse som et behageligt åndedrag. Anastasia brugte en uformel tone, hun så bort fra etiketten for i stedet at være dus med mig i en forfriskende og ligefrem tone, der var lige så smigrende, som den var mistænkelig. Anastasia, den foregivne niece til kardinalen, var den gamle familie Iulianos juvel. Hun var ikke blot en dame i den florentinske adel, men også et diplomatisk våben, som kardinalen brugte i familiens interesse, og hun var efter manges mening særdeles virkningsfuld, for såvel hendes evner til at konversere som hendes fremfærd kunne gøre selv statuerne af de græske guder, som var samlet i Uffizierne, forelskede.

Genova den 30. november 1597

Jeg bør fortælle dig, at det er en besynderlig kraft, som driver mig til at skrive dette brev og tvinger mig til at opgive de almindelige formaliteter. Jeg beder dig om at tilgive mig min frækhed og denne uformelle og yderst fortrolige tone og tage det, for hvad det er: den eneste spontane måde, hvorpå denne urolige sjæl kan henvende sig til dig.

Det er bælgmørkt udenfor. Jeg skriver alene ved hjælp af en kandelaber og en fremmed skrivepult i den pavelige nuntius’ residens i Genova, hvor jeg er blevet indlogeret efter kætterbålet. Og efter mødet med dig.

Jeg tænkte tilbage på den dag og på den fornøjelse, det havde været at se hendes yndefulde skikkelse midt i al den lidelse, frygt og mystik. Jeg tænkte, ikke uden skam, på det blik, jeg havde rettet mod hendes stramme bryst, som hun generøst bød frem, på den elegante bevægelse i hendes arme og hendes slanke skuldre. Og på de grågrønne øjne, der forandrede sig som ved eklipse og funklede som en smaragd, der bliver ført ind til en lue. Jeg tog endnu et drag af grappaen og lod den brænde i svælget, mens jeg gav mig hen til nogle letsindige tanker.

Det ville være en gudbenådet gave at have Anastasia liggende ved min side i sengen. Selvfølgelig ville det det! At mærke og gå på opdagelse i hendes krop måtte være en uforlignelig oplevelse … At røre og gribe hendes fyldige bryster, dette skjulested for de ædleste og mest fordærvede tanker … Hendes hofter … Hvem ville være i stand til stå imod kardinalens datters lunefulde stormløb! Hvem ville ikke lade sin sjæl blive ført med af den rivende og frydefulde strøm i hendes underliv for følgelig at se tilfredsstillelsen i hendes kyske ansigt! Hvem ville da ønske, at hun forlod sengen efter samlejet, sådan som det er tilfældet med en hvilken som helst skøge? Nej. At have hende liggende der i sengen, så man kunne beundre hende, kærtegne hende, som juvelererne kærtegner de dyrebareste ædelsten …

Et øjeblik dukkede Raffaella D’Alema op i mine tanker. Den kære og smukke romerske kvinde viste sig for at give mig en klar besked: Mit hjerte tilhørte en anden. Selvfølgelig! Jeg greb efter kæden om min hals og lod fingrene glide ned til medaljonen med Jomfruen, som Raffaella havde givet mig på havnen. Jeg holdt den hen mod lyset og tænkte lidt for mig selv. Kunne Gud ikke give mig dem begge? Ville det være for meget forlangt? Hvordan ville det være at have Raffaella og Anastasia i den samme seng? At kysse dem og bestige dem, lade dem kærtegne hinanden for øjnene af mig, nyde hinandens kroppe, så forskellige, beundre dem som relikvier over den allerstørste fryd. Sådan skulle Paradis være … Men hvad er det for noget! Det ville ikke være en bøn til den himmelske Fader, men et ønske, man alene kunne afsløre for Djævlen. Adskillige mil fra Italien og midt på åbent hav fik brevet fra Anastasia i en vis forstand mine sanser til at spille mig et slemt puds. Og det var ikke min viden om skibsfart, men derimod mit ukontrollable begær efter en kvinde, der gjorde, at jeg begyndte at føle mig som en sømand.

Dette brev viste sig at være meget fjernt fra mine fantasier om at have både Anastasia og Raffaella ved min side og var naturligvis ikke en invitation til at dele seng med den første. Det drejede sig derimod om noget, der stemte meget bedre overens med hendes status som medlem af familien Iuliano. Resten af brevet vendte op og ned på mine vellystige tanker og fik mit hjerte til at springe et slag over.

Grunden til min interesse for dig må nødvendigvis sættes i baggrunden, for det er for nuværende ikke nødvendigt at finde den, og slet ikke at forsøge at forstå den.

Min far har slet intet kendskab til disse linjer, hvorfor jeg bønfalder dig om, at du aldrig deler dem nogen: De ville blive betragtet som forræderi. Det er et desperat forsøg, en indskydelse, som jeg ikke har set mig i stand til at gøre modstand imod. Det er min pligt at advare dig om en sammensværgelse imod din person og en fælde, som man langsomt vil lade klappe sammen om dig for at gøre en ende på dine dage … Jeg kan ikke længere lade det være usagt …

En sammensværgelse, en fælde? Hvad talte Anastasia om? Jeg læste opmærksomt videre:

I løbet af den seneste tid har jeg som min fars ledsager til forskellige festmiddage i såvel Rom som Firenze, Milan og Venedig, fået kendskab til en sag, som han har omtalt, hver gang han har været i selskab med sine ligemænd. Det drejer sig om et alvorligt teologisk problem, en strid i kirken, som stadig afventer en løsning. En konflikt mellem dominikanermunke og jesuitter, som efter min overbevisning er et røgslør, der dækker over mere komplicerede og hemmelige anliggender.

Under et besøg i Kongeriget Napoli bed jeg imidlertid mærke i, at samtalerne ikke var som tidligere. Her nævnte man på intet tidspunkt nogen uenigheder inden for kirken, hverken når den omtalte strid blev bragt op, eller når kardinalerne som sædvanligt debatterede delingen af Vatikanets magt. Takket være en ven af familien, som ikke kan modstå mit fortryllende væsen, fik jeg indsigt i alle de rygter, som florerer om biskopper, ærkebiskopper og de øvrige repræsentanter for kirken i republikkerne, hertugdømmerne og kongerigerne i Italien. Giuseppe Arsenio, den mand, der introducerede os for hinanden, og som du allerede kender, er altid parat til at betale for min kærlighed med alt, hvad jeg beder ham om, og det var ham, der fortalte mig det, som du kan læse af det følgende.

Ifølge Arsenio er min far blevet pålagt at finde nogle forbudte bøger, som har vist sig at være meget farlige for vores kristne tro. Disse bøger bærer et dunkelt budskab skrevet med kodeskrift, som muligvis er ødelæggende for troens læresætninger og den gejstlige orden. Jeg ved, at du af kommissionen er blevet valgt til at løfte denne opgave, et samvittighedsfuldt valg, eftersom du er en af de højst agtede inkvisitorer i Italien. Men jeg ved også, at du ikke kender den egentlige hensigt med dit arbejde, at du endnu ikke ved, hvilken brik du er i dette skakspil. Det gør hverken du eller dem, der har udpeget dig.

Arsenio – som jeg alene ved at føre mine læber tæt ind til hans eller ved at lade ham indånde mine brysters duft kan få til at angive sine overordnede, familien Medici, fordi hans begær efter datteren af den mest magtfulde kardinal i Rom slører hans forstand, og med den forsvinder enhver diskretion – kom med en endnu mere alvorlig afsløring. Og jeg forsikrer dig om, at den er lige så sand som det postyr, mit åndedræt vækker i hans bankende hjerte.

På Basso-fæstningen bag de sikreste låse i Firenze hørte Arsenio ved en lejlighed en hvisken bag en dør. Pavens stjernetyder, en munk kaldet Darko, var i færd med at advare nogen om en frimurerloge kaldet Corpus Carus og et Hem­meligt Selskab for heksemestre, som også var på jagt efter bøgerne.

Jeg lod blikket dvæle ved disse linjer. Jeg tog fat om brevet med begge hænder og læste de sidste afsnit igen. Anastasia samlede i sit brev de brikker, jeg selv havde haft så svært ved at samle, og bekræftede dermed de oplysninger, jeg selv sad med.

Corpus Carus bliver på trods af, at det er en katolsk loge, forfulgt af min far, fordi den har nære forbindelser til de spanske regenter, som er min fars politiske rivaler. Det var derfor, min far forholdt sig tavs i Napoli, eftersom dette kongerige bliver regeret af en spansk vicekonge. Striden er klar: I såvel dogmatisk som politisk forstand er Corpus Carus – som primært består af jesuitter med ophold i Spanien – en trussel, fordi den har til formål at forhindre de florentinske familier, som for eksempel familien Medici, i at blive siddende i Peters sæde til tid og evighed. Det er netop derfor, Corpus Carus regner med Filip II’s velvilje, for logen har samme interesser som monarken, der vil modsætte sig den franske konge, som er politisk knyttet til florentinerne.

Så kampen for den sande tro, den rene lære … indskræn­kede sig i sidste ende til en kompliceret strid om den politiske magt inden for kirken? Det kunne ikke passe, nej, det kunne ikke passe, at Piero Del Grande ikke var andet end et redskab, som den spanske konge kunne bruge, som det passede ham. Jeg læste videre:

Det er indlysende, at Corpus Carus forsøger at få fat i bøgerne før Rom, alene med det formål at afpresse kurien og derved undgå en massiv jagt på logens medlemmer. En aktion, som er iværksat fra Italien af kapucineren Del Grande, jeres læremester og et fremstående medlem af Corpus Carus.

På den anden side vil Heksemestrenes Hemmelige Selskab have fat i bøgerne for at gøre aktivt brug af det uheldssvangre og ødelæggende indhold. Det lader til at være et meget gammelt selskab, og selvom vores hellige Inkvisition har fået tyndet ud i det, opererer det stadig under ledelse af en Stor Mester, der glider ud af hænderne på alle som en ål, en person, som ingen kender, og som hverken har ansigt eller identitet, men som dagligt skrider til handling. Det kunne være hvem som helst blandt de mennesker, der omgiver os, men han vil ikke afsløre sin identitet, før han har gjort sit arbejde færdigt.

Jeg syntes, jeg hørte en let knirken i min kahyt. Jeg kiggede frem i halvmørket, men kunne intet se. Det var nok bare nogle rotter på jagt efter mad. Så lod jeg igen blikket glide ned over brevet og fortsatte med at læse:

Sådan forholder det sig, Angelo: Kirken, Corpus Carus og heksemestrene er på jagt efter det, som du er taget af sted for at finde. De har hver deres interesse i bøgerne, og de observerer dig alle sammen, for de vil forsøge at forlede dig og skaffe dig helt af vejen. Hvor du end er, vil også døden og bedraget være til stede, men også sandheden indsvøbt i forræderiets søle. Ingen kan hjælpe dig. Jeg tror, at mysteriet omkring disse bøger er for stort. Det er svært at forestille sig, hvad det er ved de bøger, som tiltrækker de mest magtfulde folks opmærksomhed. Men husk på: Der er lagt en fælde for dig.

Fred og kærlighed til dig, Angelo, altid din i tankerne,

Anastasia Iuliano

Endnu en let knirken i træet ledte min opmærksomhed væk fra brevet. Næsten umærkeligt og inde i kahytten. Jeg førte langsomt brevet ned, så min næse stak ud over kanten og kastede et blik rundt, inden jeg løftede mig op på hovedpuden. Olielampen var tændt, men luen var lige ved at gå ud og lod kun et skrøbelige gulligt slør tilbage, som lyset fra en sankthansorm i en glasmontre.

Der kom endnu en lyd fra mørket. Fra hjørnet modsat sengen, nær døren. Denne gang knirkede det tydeligt, da der blev taget et skridt i kahytten. Det var ikke til at tage fejl af. En voldsom rædsel, der trængte ind i mig som et koldt gys, fik mig til at stivne, mens sveden piblede frem. Jeg kunne svagt ane en skikkelse. En skikkelse, som trådte hen mod mig.

Et dæmonisk ansigt med mennesketræk og et forvirret blik viste sig for mine øjne. Ligesom lægen havde beskrevet ham for mig. Denne person med forstyrrede øjne og hvidt skæg havde retning mod min seng. Alt det, vi tror os i stand til at gøre i en sådan situation; de højtravende grimasser, det mod, man følgelig kan vigte sig af på en knejpe i en tilfældig havn, alt det forvandlede sig til en sammenkrøben mand, til en grotesk grimasse, der kom ikke et ord, ikke et eneste skrig, kun knuder på den tørre tunge, mens kroppen bævede og rystede …

– Hvem er du? lykkedes det mig at fremstamme.

Manden fortsatte sin langsomme og ubønhørlige gang i retning af mig, sagde ikke et ord, fortrak ikke en mine. Så pludselig en rædselsvækkende grimasse, noget som kunne ligne et smil, men ikke var det, tegnede sig i hans ansigt, og det virkede, som om hans øjne slog gnister og udsendte fine røde stråler af begær. Begær efter blod, efter døden …

– Hvem er du? gentog jeg forfærdet.

– Det betyder ikke det store, hvem jeg er, mumlede den fremmede, idet han rakte sin åbne hånd frem mod mig.

– Hvad laver du i min kahyt?! Hvad i Djævlens navn vil du?! skreg jeg, idet jeg sprang fra sengen og over i det andet hjørne af kahytten.

– Shhh …! Stille …! Jeg er kun kommet for jeres skyld …, hviskede vikingen.

Jeg greb en af kandelabrene og stak den frem mod ham, mens jeg råbte og skreg i håb om, at den vagt, kaptajn Martínez havde lovet mig, var i nærheden af min dør.

– Skrig ikke …! De vil ikke beskytte jer. Hold for Guds skyld op med at skrige! insisterede den skrækindjagende skikkelse.

– Træd ikke nærmere …! Jeg slår dig, hvis du prøver på det. Selvom jeg forsøgte, kunne jeg ikke skjule den frygt, som bruste i mig som en rivende strøm. Og det bemærkede han.

– Vi skal tale sammen … Det vil være bedst for jer ikke at vække de andre … Det er en personlig samtale mellem jer og mig.

– Om hvad?

– Om hekseri … Om bøgerne …

– Jeg har intet at tale med dig om, svarede jeg. – Jeg kender dig ikke … Og jeg mener ikke, at det at gemme sig i min kahyt og dukke op midt om natten er den bedste måde at få en samtale på. Du er den, jeg tror. Du er morderen! skreg jeg.

– I tager fejl. Jeg er kun kommet for jeres skyld. Hold op med at skrige og tal med mig. At gemme mig her var min eneste chance for at komme til at tale med jer, uden at nogen ville forbinde os med hinanden.

– Du vil slå mig ihjel! Ligesom du gjorde med de andre! skreg jeg.

Da han kun manglede et par skridt for at nå helt hen til mig, blev der banket på døren.

– Excellence, er der noget i vejen? blev der spurgt ude fra gangen.

– Hjælp mig, vagt! Man forsøger at slå mig ihjel! skreg jeg af al kraft, mens jeg krøb sammen i hjørnet og så, hvordan manden trak en daggert frem fra sine klæder.

– I skulle ikke have advaret de andre! skreg han. – I ødelægger det hele …!

Døren blev slået ind, og vagten kom til syne. Den ubudne gæst forsøgte at nå hen til vinduet for at flygte, men blev stoppet og afvæbnet. De bandt hans hænder på ryggen og tvang ham til at lægge sig med maven ned mod gulvet.

– Er der sket jer noget, Excellence? spurgte korporal Llosa meget oprørt.

Korporalen havde givet ordre til, at man trængte ind i kahytten, og med hjælp fra de andre vagter fik han skubbet døren ind og reddet mig fra det, der lignede den visse død. Denne nat havde Andreu i en vis forstand været min skytsengel.

– Nej, jeg har det fint, svarede jeg taknemmeligt.

– Jeg hørte jeres stemme ude fra gangen. Et øjeblik troede jeg, at I igen var blevet ramt af søsyge, men da jeg hørte en anden stemme, og så jeres skrig … Har han såret jer?

– Nej, det fik han ikke tid til, svarede jeg ude af stand til at skjule min ophidselse og lugt af alkohol.

Pludselig trådte admiral Calvente ind ad døren med en pistol i hånden. Hans ansigt afslørede, at han var blevet vækket af en behagelig og dyb søvn. Bag ham dukkede Martínez og fem soldater mere op, alle bevæbnede med lange flintebøsser. Til sidst viste også Èvola sig.

– Er I kommet noget til, Excellence? udbrød han bekymret og stadig med mærker efter hovedpuden i ansigtet.

– Nej, jeg har det godt, nu har jeg det godt …

– Se denne daggert, hr. admiral, sagde Martínez, idet han tog våbnet op fra gulvet. – Jeg tror, jeres ven havde onde hensigter. Kaptajnen undersøgte ængsteligt den pågrebne mand, tog nogle af hans ting, og idet han greb fat om hans hår, løftede han hovedet op.

– Genkender I ham? spurgte kaptajnen Calvente.

Admiralen kiggede på ham, og så hviskede han:

– Den blinde passager … Det er ham.

En dyb stilhed fulgte admiralens ord.

– Lægen havde ret, sagde Martínez. Det var manden i kimingen.

Napolitaneren lagde sig på knæ og trak en lille seddel op af skjortelommen på den ubudne gæst. Det var en skitse af et pentagram.

– Det er en heksemester, sagde Èvola.

Martínez og soldaterne slog korsets tegn for sig.

– For Guds skyld … Få ham ned i fangehullet, beordrede Calvente, mens han sigtede med sit våben. – I morgen undersøger vi det her, så alt kan blive opklaret.

Efter den frygtindgydende hændelse satte man en vagt til at vogte min dør døgnet rundt. Den blinde passager blev med jernlænker om hænder og fødder ført ned til et lastrum på god afstand af mig og sine dystre hensigter. Morderen havde tilsyneladende taget et forkert skridt, så nu kunne besætningen atter sove trygt.

Men det ikke skulle vare så længe.