XII - HEKSENE FRA MONTPELLIER

33

Jeg kunne med allerstørste sikkerhed have forudsagt, at festlighederne omkring det nye års komme skabte mere bedrøvelse end glæde. Det siger jeg ikke på grund af selve fejringen, men på grund af det ulyksalige møde mellem officererne fra de forskellige skibe. Skæbnens lune ville, at denne dag faldt nøjagtig sammen med det tidspunkt, hvor vores galeoner skulle skilles fra resten af flåden til Amerika. Da admiral Calvente havde givet ordre til at kaste anker ganske tæt på øen Trinidad, fandt han det belejligt at lave en sammenkomst for officererne for at tage afsked med dem, som skulle fortsætte mod Cartagena de Indias, og samtidig fejre det nye år sammen med sømændene: et kærkomment indfald, som blev årsag til en næsten uovervindelig plage for vores besætning. For for hver officer fra de andre skibe sagde vi samtidig velkommen til en talløs mængde lopper.

Treogtredive dage efter denne hændelse, må jeg erkende, at helvede tog form som et skib. Jeg kløede og kradsede og talte adskillige røde pletter på ben, arme og i hovedet. Lopperne havde lystigt formeret sig på de karaveller, som havde kvæg med om bord, og takket være Calventes ønske om en sammenkomst, blev de ført om bord på vores galeon på hæderligste vis, og der blev de til flere i varmen, takket være vores eget kravl og ædle blod. Det til trods var humøret blevet betydelig bedre hos besætningen efter arrestationen af Nikos Xanthopoulos, græker og nevø til en omstrejfende maler kaldet El Greco, og selvom han stædigt stod fast på, at han ikke havde begået forbrydelserne, var der efter hans indespærring og til alles lettelse ikke blevet begået flere mord.

Men freden var ikke længe om at forlade os, for ud over det stadige angreb af lopper, var en sømand nogle dage tidligere, da vi sejlede i brasiliansk farvand nær byen São Paulo, blevet ramt af malaria og døde beklageligvis i løbet af få dage. Tanken om at have en sygdom om bord jog os alle en skræk i livet og gjorde det nødvendigt at tage nogle drastiske forholdsregler: Ud over liget, som det var almindelig skik på havet, kastede man også alle den afdødes ting over bord og vaskede det meste af skibet med rosenvand og velduftende væsker, som skulle virke rensende.

Om morgenen den 23. januar 1598 så jeg lettere søsyg det, man kunne beskrive som et sort hav, men ikke var det, men, som Andreu forklarede mig, derimod en flod: Den mægtige Paraná-flod, der bredte sig på begge sider af galeonen. Så nu nærmede tiden sig for at bryde det tredje laksegl. I løbet af natten og ud på den tidlige morgen havde et voldsomt uvejr rystet og rusket i Santa Elena. Storsejlet blev revet i stumper og stykker, og masten, der holdt det lille sejl, var fuldkommen splintret. Det sorte hav havde vist sig fra sin mindre hjertelige side og sat så kraftig bevægelse i det mørke vand, som havde selveste Neptun været på spil. Skaderne tvang os til at kaste anker og bruge resten af dagen på at udbedre skaderne.

Det var uden tvivl rejsens kedeligste dag, vi lå stille, regnen silede ned, og der var ingen, der gjorde mig selskab for at slå tiden ihjel. Det forlød, at admiral Calvente var godt bedugget og havde låst sig inde i sin kahyt, hvor han ventede på, at den kostbare tid, det ville tage at udbedre skibet, skulle gå. Martínez veg ikke fra kapellanen, som måtte modtage hans skrifte en gang i timen, så kaptajnen ville være i Guds nåde og have gjort sig fortjent til en god plads i Himmerige, i det tilfælde han skulle blive smittet med sygdom.

Ved middagstid afviste jeg blankt at deltage i frokosten i spisesalen, for jeg ville ikke have flere lopper, end jeg allerede havde. Men jeg spildte ikke tiden: Jeg bestilte en masse brændevin til stor overraskelse for den tjener, som bragte den ind i min kahyt. Jeg drak ikke en eneste dråbe, men brugte væsken til at vaske mit hår og min krop i et desperat forsøg på at slippe af med lopperne. Så bestænkede jeg gulvet og væggene for ikke blot at gøre en ende på de generende blodsugere, men også på enhver smittekilde til malaria. Halvkvalt i alkoholdampene krøb jeg til sidst sammen i et hjørne af sengen.

Der var gået mange dage, siden jeg havde læst brevet fra Anastasia, og Xanthopoulos var blevet sat bag lås og slå. Dage, hvor mit hoved havde arbejdet ivrigt for at få orden på alle de oplysninger, jeg på den ene eller anden måde havde fået omkring bøgerne og de folk, der var på jagt efter dem. På den ene side havde kardinal Iuliano givet mig ordre til at vriste Necronomicons skjulested ud af Gianmaria, men uden at informere mig om eksistensen af en anden bog, før jeg fortalte ham, at vi ikke længere vidste, hvor kætteren havde skjult den første bog, og da gjorde han det uden at tillægge det nogen større betydning. Derefter havde Isabella Spazianis brev bekræftet mig i eksistensen af den anden bog, Codex Esmeralda, som om muligt var mere skadelig end den første, for det var den nøgle, som kunne åbne op til de ondsindede besværgelser i Necronomicon. Jeg havde gjort min opdagelse ved et tilfælde, og det måtte ærgre Rom, der havde haft til hensigt at holde bogen skjult for mig. Og det var min elskede læremester, Piero Del Grande, der ikke alene havde bekræftet mig i begge bøgers betydning, en betydning jeg havde udledt af de få oplysninger, jeg havde fået af kardinalen og af mit besøg i Inkvisitionens arkiv, men også at jeg var en bastard, og at der foregik en kamp mellem tre parter for at få fat i bøgerne, hvilket brevet fra Anastasia havde kastet yderligere lys over. En kamp, som efter Iulianos afsløring i San Lorenzo-katedralen så ud til at have endnu en kombattant: Iuliano selv. Hvad ingen vidste, ikke engang jeg selv, før jeg fik kendskab til heksen fra Portoveneres rigtige navn, var, at mit liv ved et tilfælde var blevet knyttet til disse bøger for efterhånden nogen tid siden.

Mange år tilbage, elleve for at være helt nøjagtig, blev jeg i kraft af mit nye embede som storinkvisitor involveret i en usædvanlig sag, da en fransk abbed havde bedt Inkvisitionen om hjælp. Eftersom religionskrigene på den tid ødelagde det franske rige, og halvdelen af landet var blevet invaderet af protestanter, havde kirken i Rom ikke megen magt i landet, slet ikke i syd, hvorfra man havde modtaget abbedens begæring, nærmere bestemt fra Montpellier, en protestantisk bastion og et ikke særlig tilrådeligt sted for katolikker at opholde sig. I januar 1588 tog jeg sammen med min notar og elev, Giovanni D’Orto, af sted på en lang og besværlig rejse fra Ligurien til Frankrig. Forklædt som købmænd, så vi ikke ville blive kontrolleret af huguenotterne, som var det navn, man brugte om de franske protestanter, krydsede vi grænsen på ryggen af hvert sit muldyr og nåede frem til den storslåede by Avignon, hvor vi begav os i retning af Pavepaladset ved Rhonen. I denne bygning, som var et symbol på de fremtrædende paver, der gennem mere end tres år havde styret den franske kirke uden Roms indblanding, men under de franske kongers indflydelse, var vi ventet af den nu afdøde abbed Vincent Lanvaux, der skulle tage imod disse købmænd, som skjulte deres krucifikser og Inkvisitionens emblemer under de borgerlige klæder. Avignon var vores tilflugtssted, en katolsk enklave i dette omfattende rige, der var konverteret til protestantismen.

Abbed Lanvaux bød os alt det nødvendige, så vores udmattede kroppe kunne komme til kræfter efter den strenge og bugtede rejse på muldyr, og da vi havde sundet os lidt, satte han os straks ind i de ting, vi skulle vide, så vi kunne udføre den opgave, vi var blevet betroet.

– Hvor det glæder mig, at I endelig er her, sagde Lan­vaux.

Han havde et elskværdigt ansigt med kulørte kinder og næse, måske på grund af hans kærlighed til rødvin, som han ikke tøvede med at demonstrere, idet han fyldte tre glas og tog et ordentligt drag af sit eget.

– Jeg troede aldrig, vi skulle nå frem, indrømmede jeg. – Der er protestanter alle vegne, og I ved nok, at de ikke er særlig ”tolerante” over for præster fra vores kirke.

– Gud er vis, og han har lyttet til mine bønner. I er Hans svar, det levende bevis på, at Herren stadig lytter til mig.

– Abbed Lanvaux, hvis det er fuldkommen vanvittigt at begive sig ind på protestantisk jord, så virker det des mere vanvittigt at skulle rejse til huguenotternes hovedsæde for at undersøge et par hekse …

Lanvaux sendte mig et varmt smil.

– Det drejer sig ikke kun om et par hekse …

– Godt, så lad os høre …

– I skal rejse ned syd for Montpellier, og der vil I ikke møde mange mennesker, for ikke at sige nogen som helst. I skal undersøge en frøken, der til efternavn hedder Tourat, madame Tourat, som man mistænker for at udføre djævelske ritualer og hekserier ved hjælp af en tilsyneladende meget usædvanlig bog.

– Hvis hekserierne er virkelige, må det være en fremragende bog. For det meste af det, pøblen betragter som hekserier, er ikke andet end nogle gode tricks, tilføjede jeg.

– Det er derfor, min elskede broder, at I er kommet hertil fra Italien, for I skal ikke bare undersøge et par hekse på fjendtligt territorium. Det er bogen, som er vores mål. I skal bringe den til Avignon sammen med dens ejerinde. Derefter indkalder vi til et retsmøde og undersøger dens evner til bunds.

– Så alt det her skyldes en bog? spurgte jeg noget overrasket. – Er den virkelig så vigtig?

Abbeden tømte sit glas, inden han svarede.

– Så vigtig, at paven bad jer om at tage hertil, så snart man fik kendskab til den. Vores kirke er så optaget af denne sag, at den synes i stand til at begå dumheder for at nå sit mål. Nu ved I, hvorfor I er her.

Den følgende dag tog jeg i aftenskumringen afsked med abbed Lanvaux og lovede ham, at jeg snart ville komme tilbage. Han svarede mig, at det var Guds ønske, og intet kunne modsætte sig Hans vilje. Abbedens poetiske og betænksomme ord gav mig med deres godmodighed og optimisme en tro på, at mine dage ville blive inspirerede, og vakte en tillid i mig, som hjalp mig til at finde roen i de særligt spændte øjeblikke, jeg skulle gennemleve. Da mørket begyndte at falde på, sad jeg og min notar igen på den hårde ryg af hvert sit muldyr på vej til Den Store Heks’ by, på vej til Montpellier.

Denne del af Frankrig var plyndret, udpint og forarmet, først og fremmest på grund af den lange krig mod englænderne og nu på grund af religionskrigene mellem protestanter og katolikker, der havde krævet så mange liv, siden de tog deres begyndelse med den blodige Bartholomæusnat, og de landområder og steder, vi passerede undervejs, bar tydeligt præg af, at de fortsatte kampe hærgede landet. Ved ankomsten til Montpellier besluttede vi os for at logere uden for byen, for vi ville ikke udstille os selv for nysgerrige protestanter, som ville være farligere end skorpioner under tøjet, hvis de afslørede os. Så i bytte for nogle få mønter blev vi indlogeret i et beskedent hus uden for byen.

Samme morgen havde jeg bedt Giovanni om at sætte sig på sengen, så jeg kunne forklare ham de problemer, vi kunne få, når ikke vi kunne følge de rutiner, vi plejede, i og med vi ikke havde nogen til at hjælpe os. Under almindelige omstændigheder ville vi have præsenteret os for den lokale biskop og forklaret ham anledningen til vores besøg, så han kunne hjælpe os med at opfylde selv de mindste behov, men i Montpellier var vi overladt til vores egen formåen. Hvis vi forsøgte at opsøge en katolsk biskop mellem huguenotterne, ville vi blive flået som harer. Af samme grund havde man heller ikke kunnet melde vores ankomst på forhånd og få stillet de nødvendige angivere til rådighed, så vi hurtigt kunne få arresteret de anklagede. I denne by var Inkvisitionen ikke vellidt. Giovanni lyttede føjeligt som et lam, mens han blegnede ved mine ord og blev mere og mere ængstelig. Det var ikke så mærkeligt, for han var ung og havde ingen erfaring.

– Mester Angelo … Hvor skal vi så afholde retsmødet?

Jeg kiggede på notaren med et næsten kærligt blik.

– Giovanni, er du vanvittigt? Tror du, vi skal afholde et retsmøde i Montpellier? Har jeg ikke forklaret mig tydeligt nok? Der bliver intet retsmøde, vi har hverken menighed eller kirke. Vi skal holde os skjult, så længe vi kan.

– Og hvordan skal vi så tage os af heksene? spurgte den troskyldige notar undersøgende.

– Tænk, Giovanni! Tænk! sagde jeg og undertrykte min lyst til at ruske ham i skuldrene, indtil hans hoved begyndte at vise tegn på at vågne.

– Jeg ved ikke …, svarede han og trak på skuldrene.

– Vi kan hverken få hjælp af folket eller lokke heksene med tvang, korrekt?

– Ja, mester.

– Så hvis ikke de kommer til os, så må vi …, jeg stoppede og kiggede på notaren for at få ham til at afslutte sætningen.

– Så må vi komme til dem? afsluttede Giovanni min sætning noget anstrengt.

– Rigtigt, Giovanni! Så må vi komme til dem.

– Skal vi selv fange disse hekse? Uden hjælp …? spurgte han skrækslagen.

– Netop. Men du skal ikke være bekymret, for vi vil ikke komme marcherende som et optog og bebude vores ankomst.

– Fortæl mig, mester, hvad I har i tankerne?

– Vi skjuler os. Vi lader, som om vi har brug for deres hjælp, og når vi så er kommet tæt nok på ... er de vores!

– Er de vores? Hvordan har I tænkt jer at gøre det til virkelighed? spurgte knøsen og var tydeligvis meget mere realistisk end mig. Jeg tænkte mig om et kort øjeblik, men havde faktisk ikke så meget at tilføje.

– Jeg ved det ikke, Giovanni. Det vil Gud fortælle os, slut­tede jeg.

Der findes ingen manual for, hvordan en inkvisitor skal fange sin heks, så alt er tilladt, hvad angår brugen af såvel tro som læresætninger. Inklusive at foregive at være en heksemester, alene for at nå ned til roden af ondskaben. Dette var den første store lektie, jeg lærte min unge elev. Og det var uden tvivl ondskaben, der var skyld i hans død.

– Tag dig i agt for Djævlen! sagde jeg samme aften, inden vi gik ud.

– Ja, mester. Det vil jeg gøre, svarede Giovanni.

– Vi skal overvære en heksesabbat og stå ansigt til ansigt med Djævlen selv. Husk, at så snart dæmonen er besejret, vil den vende tilbage med endnu syv dæmoner, som er værre og mere genstridige end den første. Er du med, Giovanni?

– Ja, mester, sagde han igen.

I løbet af to uger var det lykkedes os at lokalisere heksen og vinde tilstrækkelig tillid i hendes kreds til at blive inviteret til en af hendes ceremonier. Vi var blevet sat stævne i et fornemt hus midt i Montpellier og havde fået at vide, at den forbudte ceremoni til alt held ville blive forestået af madame Tourat selv.

– Hvem skal lede dig, Giovanni? spurgte jeg knøsen, ligesom fader Piero havde spurgt mig.

– Vor Herre Jesus Kristus, mester! svarede han med hengivne og funklende øjne.

– Hvem skal beskytte dig mod ondskabens fristelser, Giovanni?

– Min skytsengel, mester?

– Og hvem er din skytsengel, Giovanni?

– Ærkeenglen Michael, som tilintetgjorde dæmonen med sit sværd, mester!

– Med hvilket sværd går dæmonen til grunde, Giovanni? fortsatte jeg det forhør, der havde fyldt mig med mod, da jeg var lige så ung som ham.

– Med kirkens sværd, mester!

– Husk at iklæde dig Troens skjold, Frelsens hjelm og Åndens sværd. Sådan vil du besejre al ondskab, Kristus vil lade den falde for dine fødder ligesom alle dine fjender. Forstår du det? Forstår du?

– Ja, mester!

– Godt. Vi lader det blive ved det. Tag dine ting. Nu skal vi på jagt efter dæmoner.

Da vi samme aften var blevet modtaget og præsenteret som to genovesiske købmænd, der ledte efter magiske miksturer til kødelig ekstase og tilfredsstillelse, noget som enhver heks er i besiddelse af, blev vi ført direkte op på tredje sal, hvor der sad en masse mennesker og ventede. Jeg betalte en sum af femten dukater forud for min mikstur, og det var det bedste bevis for hekseri, jeg kunne have forestillet mig.

– Hold dig tæt til mig, hviskede jeg ind i øret på Giovanni, så snart vi var trådt ind i den store forsamling, der sad og ventede på, at heksesabbatten skulle begynde.

Notaren smilede. Nøjagtig ved midnat og i halvmørke, da næsten alle olielamper var blevet slukket, trådte den Store Heks ind i salen. Det var madame Tourat, Heksen fra Montpellier. Hun var klædt i en lang, sort kjole, der var en adelsdame værdig, og selvom hun var over fyrre år gammel, lod den generøse udringning en væsentlig del af hendes hvide og kødfulde bryster stå til skue. Over barmen bar hun en medaljon med det tegn, som viste, hvem hun var: et pentagram. Efter denne entre overværede og gennemlevede Giovanni og jeg en akt uden sammenligning, et uforglemmeligt ritual, der var lige så fristende, som det var rædselsvækkende.

Det samme sataniske smykke, som heksen havde om halsen, var aftegnet med mel på gulvet nøjagtig midt i salen: en stjerne med fem takker omkranset af en cirkellinje, hvorpå man havde anbragt fem røde vokslys, et på hver af stjernens spidser. En halvafklædt pige var fulgt med den Store Heks ind i salen, og hun lagde sig nu på pentagrammet med armene over kors og spredte ben, som endte i takkerne i bunden af stjernen. Madame Tourat gav en af sine hjælpere besked på at hugge hovedet af en sort hane og bestænke pigens krop med det blod, som dryppede fra dyrets hals. Så talte hun:

– Vi har nu indledt denne heksesabbat, og vi er hekse og tjenere af Mørkets Fyrste, den smukke og forførende, falske og jordiske fyrste. Vi overlader os med jer som vidner til hans trang og begær, til hans bøn og lyst.

Mændene i forsamlingen lyttede grebet til heksens ord, mens det tykke blod fra hanen fik pigens lette klæder til at klæbe til kroppen og aftegne hendes former. Så lød madame Tourats vellystige stemme igen.

– Tro mig, når jeg siger, at der findes en løsning på jeres problemer. Tro mig, når jeg siger, at menneskets bønner bliver hørt på jorden og ikke i himlen. Tro mig, når jeg siger, at kødets lyst kun kan stilles i det kødelige rige og ikke i det åndelige rige. Lad os nu bede herskeren af jordens rige om at salve os, om at få del i hans kraft og nyde hans nådegave. Vi tilbeder ham, der vil give os det, vi søger, vi bønfalder ham, som svarer hurtigt på vores bønner. Derfor påkalder vi herskeren, derfor påkalder vi Lucifer.

Madame Tourat trådte ind i pentagrammet, og mens hun et for et tændte de fem vokslys på stjernens spidser, sagde hun med glødende stemme:

– Vis dig, Lucifer, kom til dine hekse, kom til dine tjenere. Vis dig, Lucifer, tag vores kroppe, som vi ofrer på dette alter af kød og knogler. Indvi denne heksesabbat med dit nærvær, og lad natten mørk under denne rejse! Giv mig kraft til mine hekserier, og fyld min mund med din mund og mit begær med din kraft!

Da hun havde tændt det sidste vokslys, smilede hun for sig selv og mumlede en besværgelse på et tarveligt latin, som var dårligt betonet og fuld af fejl, men kun i mine ører, for resten af forsamlingen hørtes det som et ophøjet udsagn af uendelig visdom. Besværgelsen lød: ”Sandt at sige, uden falskhed, men sikkert og vist: Det, der er nede, er ligesom det, der er oppe, og det, der er oppe, er ligesom det, der er nede, og sådan opstår Unikummets mirakel. Og da alting hidrører fra den Eneste, kom med den Eneste, så opstod alting med dette unikum ved adaption. Hans far er Solen, hans mor Månen, Vinden førte ham med sig i bugen, Jorden var hans amme.” Disse ord brændemærkede sig ind i mine ører, og jeg havde en fornemmelse af, at de kun var en lille prøve på de besværgelser, der stod i heksens bog.

– Mine herrer … Lucifer er nu hos os, konstaterede heksen, da hun havde ladet sit djævelske blik glide hen over forsamlingen og således afsluttede indvielsesritualet for heksesabbatten.

Giovanni sendte mig et hurtigt og opskræmt blik. Det var tydeligt, at angsten havde gnavet sig helt ind i marven på min ledsager. Madame Tourat fortsatte:

– Der er en eneste hensigt med vores møde i dag: En magisk søgen efter nydelsen. Det har De alle bedt om. Eller hvad?

De fleste gæster smilede og nikkede stille og ængsteligt med hovedet.

– Godt, så bered Dem på at få det, De er kommet efter …

Den foretrukne elev, såvel på grund af sin alder som af skikkelse, rakte heksen en mørk skål, hvori der stod en morter af træ, et almindeligt redskab inden for alkymien. Så satte eleven sig på hug og afventede sin mesters ord.

– Her er den hemmelighed, De er kommet efter, den fortryllende mikstur, begærets drik. Men tro ikke, at jeg vil byde Dem den, som var det en almindelig vare på markedet. For det er ikke hensigten med en heksesabbat, dette er ikke et møde mellem købmænd, men et møde med Ondskaben, med Herskeren over det Jordiske Rige, med Lucifer, med alle os hekse, sagde hun og pegede på fem af sine elever.

Jo mere Giovanni hørte, des mere spilede han øjnene op med en blanding af skræk og beundring. Måske var det derfor, madame Tourat valgte ham frem for nogen anden i forsamlingen.

– Dig. Træd nærmere.

Giovanni blegnede.

– Mig? spurgte han med en stemme, der ikke havde lyst til at forlade halsen.

– Ja. Dig, bekræftede heksen.

Den unge mand kiggede på mig. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Vi havde selvfølgelig ikke tænkt på, at vi muligvis kunne blive nødt til selv at deltage i heksesabbatten, men skæbnen havde ubarmhjertigt og ulykkeligvis taget sin beslutning. Da jeg havde givet ham et svagt samtykke med blikket, bevægede Giovanni sig i retning af pentagrammet, hen mod madame Tourats fangarme.

– Du er genoveser, ikke sandt? spurgte hun, da han stod ved siden af hende.

– Jo, svarede den unge med et suk.

– Du er kommet for at prøve begærets mikstur, ikke?

– Jo, gentog den unge mand, der kun var i stand til at svare med enstavelsesord.

– Du skal prøve miksturen, så de andre kan få et bevis for dens evner. Se nu, hvad der sker. Se godt efter …

Og med disse ord bevægede den fortrukne elev sig på knæ hen for fødderne af Giovanni og trak forsigtigt hans bukser ned. Så tog hun fat om hans lem og førte det ind i sin mund. Pigen arbejdede med notarens lem med samme hengivenhed som en skøge, men der kom ikke den mindste reaktion, for den unge mand var stiv af skræk og helt ude af stand til at slappe af og lade sin manddom komme til syne.

– Kan I se det? spurgte madame Tourat. – Det er naturligt, at han ikke bliver ophidset, det er næsten umuligt at give sig hen til begæret på denne måde, det er svært at opleve nydelsen, når sanserne bedrager os og tager kontrollen over væskerne.

Pigen havde taget Giovannis lem ud af munden, og der var nu kun en stribe frisk mundvand at se på det. Med et fortabt blik og fuld af skam lyttede Giovanni til den Store Heks. Han var blevet udvalgt for at stille de fremmødte tilfreds, men det var han naturligvis ikke selv tilfreds med. Så lod madame Tourat ham drikke ganske generøst, synes jeg, af væsken med morteren. Der løb en hvisken gennem salen, for alle ventede spændt på at se, hvad den Store Heks’ mikstur ville gøre ved ham. Effekten lod ikke vente længe på sig: Den forblændede unge notar begyndte at sige dumheder og opføre sig som en fuldkommen fremmed. Som det første greb han fat om pigens ører og tvang hende til at fortsætte sit arbejde med lemmet. Men det stoppede ikke her …

Giovanni havde pludselig forvandlet sig til et vildt bæst og skubbede voldsomt eleven fra sig for at bevæge sig hen til den pige, der indsmurt i blod stadig lå på pentagrammet. Han flåede tøjet af hende og befamlede hende begærligt, indtil han fandt den bløde, ungdommelige skedeindgang, mens forsamlingen så ophidset og begejstret til. Jeg ønskede bare, at jorden ville åbne sig under mine fødder og føre mig direkte ned til Helvede. Giovanni var i færd med at begå gudsbespottelse, og det var min skyld. Det var jeg helt overbevist om.

– Se! Se hvordan gløden trænger ud gennem denne unge mand. Se det underværk, Djævlen begaver os med fra sit rige, udbrød madame Tourat, som blev endnu mere ophidset end forsamlingen ved det utugtige skue.

Det virkede, som Giovanni var ved at eksplodere, da han trængte ind i den distræte pige indsmurt i blod, mens den foretrukne pige deltog i orgiet, når chancen bød sig. Omkring de tre unge mennesker dannede madame Tourat og de andre elever en cirkel, som bevægede sig i takt til Giovannis bevægelser. Og da de af hans ansigt tydeligt kunne se, at han skulle til at tømme sig, lagde madame Tourat sig på knæ og trak hans lem ud af pigen for at føre det ind i sin mund og tage imod hans sprøjtende sæd. Giovanni faldt underdanigt om på gulvet, hvor eleverne fortsatte deres arbejde, mens madame Tourat med stor nydelse slugte sæden.

Dette var kun begyndelsen på et usædvanligt orgie, som tog form, da hele forsamlingen havde smagt på miksturen. Det var et sandt offer for Djævlen, for hans afskyelige væsen, som ikke var til at se med det blotte øje, men kom til syne i vasallernes udskejelser. Denne aften afskyede jeg heksemestrene som pesten, jeg fik en frygt uden lige for kvinder, for disse modbydelige og utugtige kroppe, som kunne få dig til at glemme din menneskelige natur og forvandle dig til endnu et af Skaberværkets bæster. Jeg ønskede at leve et langt og frelst liv med det eneste formål at udrydde disse parasitter fra jorden ved at føre dem til det eneste sted, de ville føle sig godt tilpas: på bålet.

Madame Tourat vædede ophidset sine bryster i de indbudtes sæd. Hun benyttede enhver lejlighed til at byde dem frem for snart den ene, snart den anden, lige inden de tømte sig. Da orgiet var gennemført, og alle hjælperne lå og slumrede hen i lænestole og på gulvet, kom den Store Heks hen mod mig.

– I har ikke drukket af miksturen. Er der noget, der forhindrer jer i at gøre det? spurgte hun mig, da hun stod foran mig, splitternøgen og oversprøjtet med sæd, hvor end man kiggede på hende.

– Nej, der ikke noget, der forhindrer mig i det. Men det er hverken det rette tidspunkt eller sted til det, svarede jeg, mens jeg lod blikket glide ned over hendes krop.

Heksen kiggede indladende på mig.

– Synes I ikke, at det her er et godt sted? spurgte hun, idet hun åbnede sin skedeindgang foran mig.

– Det kunne det godt være, svarede jeg og gav indtryk af, at jeg beundrede hendes rosenrøde skridt. – Men ikke nu.

– Har I betalt femten dukater for noget, I ikke vil prøve?

– Mener I, at femten dukater er mange penge? spurgte jeg smilende.

Fælden var lagt.

– Det er der ingen tvivl om, slog heksen fast.

– Det vil sige, at I ikke ville afslå halvtreds mere … for at få lov at prøve miksturen alene sammen med jer, fortsatte jeg, og da madame Tourat hørte mine ord, begyndte hendes øjne at funkle griskt. Hun trådte endnu tættere på mig for at smigre sig ind og hviske mig i øret:

– Jeg tror, I bruger for mange penge på jeres laster, min herre.

– Det drejer sig ikke om laster, men om forretning. Jeg handler med silke i Genova, men vil jeg gerne ”udvide” min forretning … med jer.

– Hvad mener I, hr. …? spurgte madame Tourat.

Det var tydeligt, at det var lykkedes mig at fange og fastholde hendes opmærksomhed. Min plan begyndte at bære frugt.

– Angelo. Kald mig bare Angelo.

– Godt. Angelo. Hvad mere kunne I jer ønske af mig end det, jeg har tilbudt jer her i aften?

– Jeg vil have jer til at afholde orgier som det, jeg har overværet her, på min hjemegn. Jeg vil sælge jeres miksturer i hele Italien og føre dem helt til det Osmanniske Rige, Grækenland og det hellige land. I vil blive indehaver af en formue, indtage store landområder, vel at mærke under Genovas beskyttelse. I vil blive medlem af et samfund uden sidestykke, hvor I kan tjene flere penge, end I nogensinde har drømt om. Og det vil være ren fornøjelse.

– Og hvad foreslår I? spurgte madame Tourat, parat til hvad som helst og uden at tage blikket fra min mund.

– Et møde mellem os to alene, sådan som jeg har foreslået. Uden gæster. Kun I og jeg.

– Hvad er det for en slags ”møde”, I tænker på? hviskede heksen ophidset og dragende.

Jeg smilede elskværdigt og svarede:

– Et møde, hvor jeg kan drikke af jeres ”skål”, madame Tourat, sagde jeg og kastede et frækt og begærligt blik på hendes skamben.

Så begyndte heksen at grine.

– Det vil være en sand fornøjelse at mødes med jer. Hvornår skal det være?

– I morgen. Ved skumringstid. I jeres hus.

– Fint. Så kan vi se nærmere på forretningerne … Åh jo, vil I betale de halvtreds dukater, I lovede mig?

– Naturligvis. Betragt det som et lille forskud på den fremragende karriere, der venter jer som heks i Italien.

I overensstemmelse med vores aftale vendte jeg den følgende dag tilbage til hendes hus. Hun havde uden selv at vide det skrevet sin egen dødsdom.

34

Jeg ankom præcist til vores møde, som den, der ønsker at komme godt fra start med en lovende forretning, som rummer flere muligheder. Til en begyndelse var madame Tourat mistænksom, hun kiggede undersøgende bag mig for at se, om jeg havde selskab, og af frygt for, at nogen havde lagt en fælde for hende. Men hun så kun mit veltilfredse ansigt. Ikke desto mindre spurgte hun:

– I kommer alene, ikke sandt?

– Naturligvis, madame. Som sagt er dette en sag mellem jer og mig, svarede jeg i et belevent tonefald. Med et pludseligt og beregnende smil åbnede heksen til sidst døren for mig.

– Godt, Angelo, her har I mig, og jeg er meget nysgerrig efter at høre, hvad I har at sige, sagde hun, idet hun satte sig i en lænestol i salonen.

– Jeg tror, jeg fik forklaret jer det meste i går aftes. Lad os nu gå til detaljerne omkring vores kommende forretning.

Madame Tourat beredte sig på at lytte opmærksomt til mig.

– Jeg vil udtrykke mig klart. Jeg lover jer, at I får halvdelen af fortjenesten.

– Og hvad skal mit arbejde være, Angelo?

– I skal arrangere orgier som det i nat, i sikre huse, og lave miksturer og vække begær, masser af begær, hos vores kunder.

Heksen kælede for sin medaljon, mens hun reserveret spurgte:

– Og hvad får jer til at tro, at jeg vil blive mere lykkelig og bedre i vej på jeres jord end her? Hvad vinder jeg ved at rejse til Genova?

– Jeg har indflydelsesrige venner og kunder, madame. Den slags, som gerne spenderer en formue på en magisk nat, en fornøjelig og forheksende nat. Ville I ikke være mere lykkelig, hvis I kunne tælle endnu en formue efter hver eneste heksesabbat?

– Det lyder fristende … Men hvad med kirken? Og Inkvisitionen?

– Forfølger huguenotterne da ikke også heksene? spurg­te jeg.

– Det er rigtigt, Angelo, det gør de, men her ved jeg, hvilket hul jeg skal gemme mig i. I Genova kender jeg hverken flugtveje eller skjulesteder, hvor jeg kan gemme mig og undslippe de vanvittige katolikker, der er så fanatiske med deres religion. Hvad har I at sige til det? Hun talte til mig i fortrolighed, ligesom jeg havde talt til hende.

– I vil logere hos mig, madame, så det skal I ikke be­kymre jer om. I kommer til at bo bag mine trygge mure. Jeg har en gammel fæstning uden for byen. Der vil I ikke alene kunne afholde jeres orgier, men også være bedre beskyttet end en dronning.

– I forstår vist at lave gode forretninger, sagde heksen med et mistroisk smil. – Eller også er I en fremragende løgner.

Jeg kiggede hende i øjnene, mens jeg trak en lille pose op af lommen i min frakke.

– Værsgo.

– Undskyld? stammede hun forvirret over denne gestus.

– De halvtreds dukater, jeg lovede jer i nat. Havde I glemt det?

Heksen spilede sine griske øjne op, og en glans i blikket afslørede indholdet af hendes tanker. Hun ændrede pludselig holdning. Der var ingen tvivl om, at det var mange penge for hende, sådan som hun havde givet udtryk for natten før.

– Tror I, at I kan tjene så mange penge her på stedet ved at fortrylle bønderne? spurgte jeg som en korrupt købmand. Det var første gang, jeg skulle spille en rolle, og det viste sig nu, at jeg var en fremragende skuespiller.

Det virkede, som om heksen lige skulle tænke sig om et øjeblik, inden hun endelig sagde:

– Så er det en aftale!

Hun var bidt på krogen, og den havde fået fat dybt inde i sjælen. Nu skulle jeg være snedig og få så meget ud af situationen som muligt. Jeg havde ikke glemt, at jeg ud over denne ondsindede kvinde også skulle have fat i hendes bog med besværgelser, som hun ganske givet ikke ville efterlade sig i huset, når hun forlod det. Så nu skulle jeg fiske efter bogen, og jeg besluttede derfor at dreje samtalen ind på noget andet.

– Jeg ved, at I vil finde det taktløst, og hvis ikke I har lyst til at svare, skal I ikke gøre det. Men jeg er meget nysgerrig efter at vide, hvordan I laver disse miksturer, og hvor I har disse besværgelser fra, der har så imponerende en virkning.

– Ja, I er meget taktløs. Det er en hemmelighed inden for mit fag, og ikke desto mindre min hemmelighed. Jeg ville ikke engang fortælle den til Inkvisitionen, sagde hun vigtigt.

Men hun var ikke længe om at sluge sine ord.

– Jeg forstår godt, at I vogter over jeres hemmelighed, men I kan ikke benægte, at det er en god bog, der ligger på jeres natbord …

Madame Tourat smilede.

– Den bedste.

Og idet hun regnede samtalen for slut og afviste at fortælle mig noget, rejste hun sig, trak sine bryster frem af udringningen og kom indsmigrende hen mod mig.

– Se mine brystvorter, se hvordan de stivner … Kan I lide det? Min krop er det tempel, hvori jeg ofrer mig til magien og begæret …

Heksen standsede tæt på mig, greb en af mine hænder, slikkede langsomt på fingrene, inden hun førte dem ind mellem sine kødfulde bryster.

– Mærk, hvordan min krop bliver ophidset og vil have jer til at bestige mig som et dyr, have jer til at drikke af min varme skål, sådan som I lovede det, sagde hun smilende, mens hun gned mine våde fingre mod sine stive brystvorter. – I har holdt jeres del af aftalen, så lad mig nu give jer et lille forskud på det, I snart vil kunne opleve hver eneste dag som tak for jeres venlige tilbud.

Jeg skulle tænke hurtigt, jeg måtte opføre mig naturligt, så jeg ikke vakte hendes mistanke og satte alt mit arbejde over styr. Jeg skulle med kløgt finde en vej ud af det spind af laster, som denne kvinde viklede omkring mig.

– Er I parat til at ledsage mig til Genova? hviskede jeg med en stammen.

– Selvfølgelig … Det kan I regne med, hviskede heksen meget tæt på min mund, idet hun lagde sig på knæ foran mig og lod hånden glide ned i mine bukser for at finde mit lem.

– I begærer mig, Angelo, åh, hvor I begærer mig, sagde hun, mens hun kælede for mit lem og klemte hårdt om det. – Kom med mig, jeg har et sted I …

Ikke uden en vis skælven tog jeg fat om hendes håndled for at standse håndens bevægelse og forsøgte desperat at vige uden om.

– Jeg er mere interesseret i vores forretning, end at bestige jer nu, min elskede madame Tourat. Vi må af sted allerede i aften, der er ingen tid at spilde.

– Umuligt. Jeg skal underrette mine elever og samle mine bøger sammen.

– Så skynd jer at finde alt, hvad I har brug for, så vi kan komme af sted hurtigst muligt …

Nu gik heksen i stå og kiggede overrasket på mig.

– Men vil I ikke bestige mig, til I dåner?

Jeg kiggede på hende med en gladiators beslutsomhed og svarede hende med en dominikanermunks vanvittige tilbageholdenhed.

– Ikke nu, det skal vi nok få tid til.

På trods af min afvisning og til min store overraskelse begyndte hun at grine. Min reserverede opførsel havde givet hende endnu større grund til at tro, at det var en seriøs og sikker forretning. Halvanden time senere var hun sammen med sine elever og en kuffert fuld af bøger parat til at tage af sted til det lovede land: Genova.

Med Giovannis hjælp og mange kraftanstrengelser fik jeg tøjlet kvinderne med lussinger og bundet dem på hænder og fødder. Min elev havde lejet en tarvelig vogn til rejsen, og i den anbragte vi heksene og deres ejendele. Vi rejste hele natten, for endelig at nå frem til et sted langt fra det lovede Genova: Avignon. Der blev vi modtaget af en målløs Lanvaux, der havde svært ved at tro sine egne øjne: Inkvisitoren var vendt tilbage med favnen fuld.

– Godt, Giovanni, hvad husker du fra heksesabbatten med disse unge piger? spurgte jeg ham, da vi havde fået installeret os i Pavepaladset. Jeg havde ikke tidligere villet spørge til hans sørgelige oplevelse, og der havde heller ikke været tid til det, men nu kunne det ikke udsættes længere, for snart skulle han igen stå ansigt til ansigt med heksene, denne gang i torturkammeret. Derfor havde jeg sendt bud efter ham for at tage ham med ind i paladsets kapel.

– Ingenting, mester … Jeg husker ingenting. Giovanni var så rød i hovedet, at det så ud, som om han var ved at blive stegt i en ovn i stedet for at fryse i den bidende kulde i kapellet.

Det var tydeligt, at han løj.

– Ingenting? Vil det sige, at du ikke kan genkalde et eneste minde i hukommelsen? Tænk dig nu godt om.

Giovanni bed sig i underlæben og rystede let på hovedet.

– Når du forsøger at skjule det for mig, er det fordi, det er et skamfuldt minde. Og hvis du har svært ved at betro dig til mig, bliver det endnu sværere at betro dig til Vor Herre Jesus Kristus, sagde jeg meget alvorligt, mens jeg ledte efter en tilståelse, en tilståelse som skulle rense hans sjæl.

Jeg kiggede på ham, som om han var en vildfaren kordreng, og han indså, at han ikke ville få syndsforladelse, hvis han insisterede på at lyve.

– Du lyver, Giovanni, sagde jeg med tør og alvorlig røst. Giovanni bøjede hovedet og brød ud i gråd, mens jeg fortsatte i samme tonefald: – Hvad vil du fortælle mig med tårer, som du ikke kan fortælle mig med ord?

– I bad mig om at gøre det, mester, svarede den unge mand. – Hvilken skyld bærer jeg, når jeg blev valgt af heksen! I ved slet ikke, hvor meget jeg ville ønske, at der aldrig var sket noget! Jeg gjorde det, fordi I havde taget mig med til heksesabbatten, med ind i den sal fuld af hekse.

– Pligter skal ikke forveksles med eftergivenhed. Jeg spørger dig ikke, hvorfor du fulgte mit ønske, og jeg har ikke nævnt et ord om din underkastelse. Mit spørgsmål drejer sig alene om, hvor stor en glæde du følte ved at være sammen med heksene. Den unge mand sukkede opgivende, inden han svarede.

– Det var den største fryd, jeg nogensinde har oplevet, mester, erkendte Giovanni til sidst og tabte blikket i kapellets loft.

Han græd stadig.

– Godt, det lyder allerede mere sandsynligt.

– Og hvad så nu? sagde min elev opgivende og slap den frygt, som måtte have siddet i ham i nogle dage.

– Find lindring, Giovanni, du har sagt sandheden, og din tilståelse vil frelse dig.

– Mester … Det var ikke på grund af frygt, at jeg forsøgte at skjule sandheden for jer. Men af skam. Jeg ønsker ikke, at I mister tilliden til mig.

– Giovanni, din tro har frelst dig. Jeg har valgt dig som min notar, fordi jeg tror på dig. Jeg har valgt dig som min elev, fordi du er, som jeg selv var, da jeg var ung. Nu skjuler du ikke længere noget, som du ikke har fået syndsforladelse for. Du skjuler ikke noget for dig selv, for mig og for vores gode Mester, Jesus.

Den unge kastede sig underdanigt ned for fødderne af mig og omklamrede mine knæ. Jeg strøg ham kærligt over håret og sagde køligt:

– Giv mig din hånd, og bed for at få kødet renset for synd.

Jeg trak en lille stav af nøddetræ frem af min præstekjole og begyndte at slå ham over fingrene. For hvert slag søgte jeg desperat i tankerne for selv at finde ro i sjælen: Jeg måtte rense Giovannis sjæl efter hans syndefald. Dette syndefald, som jeg uforsætligt havde ført ham frem til. Ham, min elskede elev, den unge mand, hos hvem jeg havde deponeret mit håb og min kærlighed. Ham, som jeg havde valgt at tage under min beskyttelse frem for nogen anden. Jeg straffede ham, indtil hans røde og svulne hånd så ud som hans lem under orgiet i Montpellier.

35

Madame Tourat skreg som et svin, der skulle slagtes, da der igen blev drejet på grebet af den anale pære, som var presset op i hendes endetarm, og lamellerne åbnede sig en tand mere. En torturmetode, som hurtigt kunne vriste en tilståelse ud af en ugudelig heks.

– Vis barmhjertighed! Jeg har fortalt jer alt, hvad jeg ved, skreg heksen helt nede fra struben.

– Jeg mener, at jeg kan huske, svarede jeg spydigt, – at De har sagt, at De ikke engang ville fortælle Inkvisitionen om bogen med Deres besværgelser. Husker De det lige så tydeligt som mig?

Heksen på torturbænken kiggede ned i gulvet og gispede, mens hun tænkte. Selvfølgelige kunne hun huske det, og nu hun skulle spytte ud. Hun havde fortalt mig det i sikker overbevisning om, at hun aldrig skulle møde en inkvisitor. Men skæbnen havde ført en maskeret mand frem til hendes dør. Og det bødede hun nu for.

– I tror vel ikke, at jeg ville sige det for jeres skyld? sagde hun endelig.

– Sig det så! Hvad er det for en bog, madame Tourat? spurgte jeg hende direkte.

– Den er i min kuffert! Find den, den er jeres! skreg heksen desperat.

– Kufferten er fuld af bøger! Sig mig øjeblikkelig, hvad det er for en bog, De bruger til Deres besværgelser.

– Den har et mørkt omslag … Den dér … Det er den, I søger!

Jeg bad torturbødlen om at dreje halvanden omgang på jerngrebet, og der lød øjeblikkelig et balstyrisk skrig i salen. Den anale pære gnavede sig ind i hendes endetarm, idet de mekaniske lameller åbnede sig til det yderste. Abbed Lanvaux kunne ikke klare synet og drejede hovedet væk.

– Esmeralda! skreg heksen af fuld kraft.

Jeg kiggede på min notar. Giovanni noterede alle ord ned og anførte også det mystiske navn, vi netop havde hørt, mens han med venstre hånd, der var forbundet og betændt efter slagene, lod mig forstå, at det hele var kommet med.

– Find den, sagde jeg og gav ordre til straks at få lukket lamellerne i den anale pære.

Madame Tourats ansigt blev afslappet, så snart torturinstrumentet blev drejet sammen og trukket ud af hendes endetarm.

– Nu hvor I har, hvad I skal bruge, hvad skal der så blive af mig? spurgte heksen.

Jeg kiggede forbløffet på hende og svarede.

– Jeg har en lille mistanke om, at De tror, det slutter her. Tager jeg fejl? sagde jeg, mens jeg kiggede hende i øjnene.

– Har I måske ikke fået det, I ville have? spurgte heksen, mens angsten steg op i hendes øjne.

– Jeg tror, I forveksler enden på smerten med enden på forhøret, madame. Og det er en fejl …

Heksen rynkede panden og kiggede mistroisk på mig.

– Men … hvad mere vil I have fra mig? Jeg har givet jer alt, mine bøger, hemmeligheden bag mine miksturer … Hvad mere vil I have?

– Jeg vil have en tilståelse, jeg vil have Dem til at indrømme, at De er en heks og skyldig i kætteri, sagde jeg bidsk.

– En tilståelse? Hvad vil de med en tilståelse? Ved hele verden måske ikke allerede, at jeg er en kætter?

– Naturligvis, men jeg vil høre det fra Deres egen mund, så vi kan anføre det i bogen, en ren formalitet, sagde jeg, idet jeg forsøgte at narre heksen, der udmærket vidste, hvorfor jeg ville have hendes tilståelse.

– Og hvad vil der ske med mig, hvis jeg tilstår?

– Så vil du dø på bålet.

Heksen spærrede øjnene helt op, hendes ansigt snørede sig sammen i en rædselsslagen grimasse, og fuldkommen oprevet skreg hun:

– Jeg har tilstået alt! Jeg har svaret på alle jeres spørgsmål! Det kan I ikke gøre mod mig!

– Og hvorfor mener De ikke, jeg kan det? spurgte jeg og kunne ikke skjule et triumferende smil.

– Fordi jeg har samarbejdet …, fastslog hun stadig mere opskræmt over, at jeg stod så stejlt på at få en tilståelse.

– De har samarbejdet med Dem selv. De har gjort det for Deres egen samvittighedens skyld, så ingen siden skal blive arresteret på grund af besværgelserne i Deres bøger. De har ikke samarbejdet med mig, De har gjort det for at redde Dem selv.

– Redde mig selv …? Forbandede tåbe! I vil slå mig ihjel! Sig mig, for Guds skyld, hvad jeg kan gøre for at slippe for at være en del af jeres vanvid!

– Jeg kan ikke brænde Dem, hvis ikke De tilstår.

Madame Tourat tav pludselig. Så spurgte hun forundret:

– Foreslår I, at jeg ikke skal erklære mig for kætter?

– Netop.

– Så gør jeg det ikke.

– Jo, madame Tourat. Det gør De, sagde jeg smilende. Så vendte jeg mig om mod torturbødlen: – Vil De komme med brændejernet …

Mindelserne om heksesabbatten, Giovannis underkastel­se og pludselige vanvid vendte tilbage i hukommelsen, da jeg hørte denne skarpe afvisning fra heksen. Jeg var i oprør. Det hvidglødende og kvælende varme jern lyste op i torturkammeret. Det havde ligget nogen tid i gløderne. Alle i salen kunne fornemme metallets høje temperatur, så det funklende jern passere forbi deres øjne som et banner for et djævelsk optog. Alle gjorde sig tanker om smerten, alle, undtagen hende, der til sin rædsel nu mærkede den på sit eget kød.

Jeg nød det øjeblik, hvor jeg langsomt løsnede hendes kjoleliv, til det stod helt åbnet. Hendes bryster var sprudlende hvide, forførende, nøgne og til skue for alle i torturkammeret. Jeg kiggede hende i øjnene, som en forelsket mand. Lod mit blik glide hen over hendes brystvorter. Så førte jeg jernet ind til den ene brystvorte, og kammeret blev øjeblikkelig invaderet af en stærk og afskyelig lugt af brændt kød, der blev ledsaget af et voldsomt hyl. Hendes bløde og rosenrøde brystvorte forsvandt under metallet. Jeg behøvede blot at føre jernet ind til det andet bryst, før tilståelsen lød så klart og tydeligt, at selv mine døve kammerater i abbediet må have kunne hørt det. Giovanni fulgte med rædsel, væmmelse og bedrøvelse sessionen. Han kunne ikke forstå, at jeg gjorde, hvad jeg gjorde. Medlidenhed, tænkte jeg, det er godt, han føler medlidenhed, det siger noget om hans gode sjæl. Men det var ikke kun medlidenhed …

Jeg trådte tæt ind til heksen og hviskede:

– Undervurder aldrig Deres inkvisitor.

En tyk stråle savl slap hendes mund. Hun sagde ingenting, men så på mig med et par øjne, der røbede det totale sammenbrud. Hun var underdanig efter at være blevet pint af kirkens tunge arm. Min arm.

Det, der skete efterfølgende, skete så hurtigt og var så uomgængeligt, at det ødelagde min triumf og gjorde mig helt fortvivlet. Samme kolde vinteraften fik min mission en dramatisk ende, til stor sorg og vanære, hvor end den blev bedømt.

Jeg hørte nogle skrig på fransk fra paladsets korridorer, som gav genlyd i gallerierne og steg op i de overdækkede gårdhaver: Heksen var flygtet, og notaren var blevet myrdet. Idet jeg stak hovedet ud ad døren, passerede en snes munke i løb forbi mig i korridoren i retning af det sted, hvor forbrydelsen var blevet begået. Jeg fulgte efter dem hen til det værelse, som abbed Lanvaux havde stillet til min rådighed, så jeg kunne indrette det hemmelige rum, hvori man efter inkvisitorisk skik plejede at opbevare de beviser, som domstolen havde konfiskeret. Eftersom vi kun var to medlemmer til stede i Avignon, Giovanni og jeg, havde jeg overladt nøglen til værelset til ham. Jeg banede mig vej forbi munkene og fandt min elev liggende bleg og halvafklædt på gulvet. Jeg kunne næsten ikke holde sammen på den knude, jeg følte i brystet, og som kæmpede for at løsne sig til gråd. En ubærlig smerte, ikke alene for min elev, men også for mig. En let bevægelse med min hånd, der for et øjeblik lagde sig på hans kolde ansigt, var det eneste udtryk for min kærlighed, jeg kunne vise ham. Et kærtegn til afsked.

Giovannis ansigtsudtryk var et bevis for det bedrag, han havde været offer for. Jeg åbnede hans mund for at se hans svulne tunge, der var blå af gift. Ved hans talje lå der på gulvet fire eller fem endnu friske klatter sæd, som fik mig til at forstå, at han i sine sidste levende minutter havde været drevet af en djævelsk, ryggesløs og morderisk forstand. Da abbed Lanvaux ankom til værelset, havde jeg allerede gjort mig mine overvejelser.

– Excellence, sikke en frygtelig hændelse! udbrød den gamle mand, da han trådte ind i værelset.

– Det værste, abbed, det værste …

Vincent Lanvaux iagttog Giovannis krop med et forvirret blik, inden han slog korsets tegn.

– Han blev ført bag lyset, sagde jeg, – de har forgiftet ham og er flygtet med vores bog.

– Hvem? For Guds skyld … Hvem ville gøre det?

– Heksen, svarede jeg ængsteligt.

– Umuligt. Hun sidder i det hemmelige fængsel. Hvor­dan tror I, hun kunne udføre sådan en ”bedrift” og derefter vende tilbage til sit fangehul? spurgte abbeden bestyrtet.

– Nej, abbed. Ikke madame Tourat, men hendes elev, sagde jeg.

Abbeden kiggede stadig på mig med et forbavset blik.

– Excellence, hun sad også indespærret, tilføjede han. – Hun kan umuligt have trængt igennem de sikre og tykke jernstænger foruden døren ind til det hemmelige rum.

– Det eneste hun er trængt igennem, er min notars forstand, svarede jeg bedrøvet. – Det var ham, der lukkede hende ud af fangehullet, ham, der banede vejen for hende til trolddomsbøgerne. Han blev forført for endnu engang at forfalde til kødelige udskejelser, han blev forhekset af menneskets værste fjende: det utugtige begær. Der hersker ingen tvivl om, at Giovanni D’Orto igen har drukket af denne mikstur fra Montpellier, som eleven, og jeg ved ikke hvordan, må have været i besiddelse af. Miksturen må have ophidset ham, så han mistede kontrollen og gav efter for sin lyst. Den unge heks må have overtalt min notar til at lukke hende ud af fangehullet og tage hende med hertil, hvor hun har gennemført samlejet og givet ham en gevaldig dosis af miksturen, som gjorde det af med ham. Derefter har hun stjålet bogen og er flygtet.

– Hvordan har hun kunnet flygte ved højlys dag, uden at nogen har bemærket det? spurgte abbeden.

– I min elevs dragt. Hun har været iført i hans dragt, hr. abbed. Hvem skulle tage notits af de munke, som går ind og ud ad paladset indgangsportal?

Abbeden kiggede på mig. Så bad han med en bestemt mine alle om at forlade værelset, hvorpå han lukkede døren.

– Excellence, sagde han og slog bekymret blikket ned, – vi er tilbage ved begyndelsen.

– Bogen vil ikke nå særlig langt: Jeg skal nok finde den og dens nye ejer, lovede jeg.

– Det håber jeg, så der ikke bliver flere skuffelser. Eller døde. Abbeden vendte sig stille om mod døren og lod mig alene tilbage i værelset, sammen med den stakkels Giovanni.

Ved mørkets frembrud satte vi i udkanten af Avignon ild til de syndige kvinder. Madame Tourat virkede afklaret med sin dramatiske skæbne, og det glædede hende at vide, at hendes elev var sluppet væk med bogen med besværgelserne. Ved siden af hende hang den pige, som havde fornøjet sig med min Giovanni, og græd trøstesløst, fordi hun skulle dø på bålet i sin unge alder af tretten år. Med bødlen tøvede ikke. Han gjorde sit arbejde, og i løbet af kort tid rejste de røde og rensende flammer sig fra veddet for at slikke de fordømte kvinders kroppe. Jeg plejede ikke at overvære henrettelserne, men denne dag blev jeg stående. Jeg ville se, hvordan heksens ansigt blev fortæret af ilden, og således få lindring for den smerte, der bankede i mit hjerte for at få hævn, og det ikke ved hjælp af bøn. Da flammerne begyndte at gøre indhug i madame Tourats krop, heksen fra Montpellier, der havde ledt så mange rettroende i fordærv, vred hun sig som den giftslange, hun var, og sendte et rædselsvækkende smertensskrig mod himlen, mens benene blev fyldt med blærer, og ansigtet foldede sig sammen. Huden krympede sammen og knitrede som papir. Flammerne arbejdede i hendes underliv, som revnede og lod indvoldene falde ned over flammerne. Så hørte heksens skrig op, og jeg vendte ansigtet væk. Kødet brændte stadig på det nu tavse bål.

Her endte såvel madame Tourat som hendes unge elev deres dage, efter at jeg med min dom havde sendt dem på bålet. Samme aften gav jeg Giovanni D’Ortos krop en kristen begravelse, min notar, for hvem kødets lyst var den største synd. Giovanni, der, hvis ikke han havde været min elev, måske, og kun måske, aldrig ville have mødt døden et sted i det kolde landskab i det sydlige Frankrig. Den tanke har været min byrde i mange år, og den har været årsag til utallige søvnløse nætter, der giver mig skylden for, at Giovannis sjæl skulle forlade os, endnu før den havde blomstret.

Denne elev, som var gledet ud af hænderne på mig, og som fik mig til at forfølge Isabella Spaziani, heksen fra Portovenere, gennem lang tid, uden nogensinde at fange hende. Hun var også død nu, men ikke ved hjælp af min hånd.

To hårde bank lød på døren til min kahyt. Det var den unge Andreu, der ville høre, om jeg ville deltage i middagen i befalingsmændenes spisesal, eller om jeg foretrak at spise i min kahyt. Jeg afviste stejlt at forlade kahytten, så den unge catalonier trak sig hurtigt tilbage igen, dog ikke uden først at give mig et bevis for sit spontane gemyt.

– Det er fornuftigt, Excellence, sagde han fra den anden side af døren. – Jeg sørger for, at maden kommer ind til jer. Ønsker I andet?

– Ja, tak. Kom med noget brændevin.

– Skal det være en lille flaske? Ville det være passende?

– Nej, kom bare med tre flasker, svarede jeg.

Der blev et øjeblik stille på den anden side af døren.

– Hvad I ønsker, Excellence, skal I få, sagde Andreu, inden han forsvandt hen ad gangen.

Kun Gud ved, hvad den unge catalonier har tænkt, da han hørte mit ønske. Hvem ville ikke have troet, at en bestilling på tre flasker brændevin til middagen måtte komme fra en galning, eller rettere sagt en forhærdet drukkenbolt, forklædt i Inkvisitionens klæder? Kun Gud ved, hvad Andreu tænkte den aften, men sandheden var, at jeg ikke havde tænkte mig at drikke brændevinen. Det var alene min hensigt at skaffe mere væske til mit bad mod lopperne.

Jeg tændte kandelaberen for at slå mørket ihjel. Efter denne endeløse dag i Paraná-floden blev skyerne ført væk med aftenvinden, der skabte forhåbningsfulde åbninger på himlen, så man kunne se de første stjerner. Jeg lænede ryggen mod hovedpuden og gav mig til at vente på den nye dag.