XIV - ÅRVÅGENHED

38

Landgangen begyndte ved daggry, og snart var alle i land med fornyet mod på at tage fat om sagen. Efter to måneders indespærring på galeonen, med undtagelse af de få timer vi havde gjort ophold på de Kanariske Øer, virkede det, som om alle var i en resigneret tilstand og tilsyneladende havde glemt alt om landjorden, der var forsvundet fra hukommelsen med det ensformige og uendelige hav, den konstante vind og den tomme horisont. Soldaterne var rædselsslagne for at bevæge sig frit omkring på de grønne breder, noget, der var så banalt for andre, men et skatkammer for en mand som mig, der havde siddet fanget på havet og havde brug for at få genopfrisket hukommelsen. Livet ændrede sig i en vis forstand for alle på landjorden, for Martínez’ soldater, der absolut ikke var sømænd og vant med skikkene på havet, var nu ikke længere tvunget til at sove i hængekøjer og lide under angreb af lopper. Det var en fornøjelse og højt skattet igen at være på landjorden, og vi nød det hver især efter forgodtbefindende og betragtede omgivelserne med en nyankommens øjne.

Martínez galoperede hen ad stranden på ryggen af en sort hest, der var smuk som en andalusier. Iført et pragtfuldt brystharnisk, som dækkede bryst og arme, og med en sabel med guldskæfte. Kaptajnens kappe flagrede med hestens bevægelser, og hver gang den løftede sig fra brystharnisket, kunne man på hans ryg se to lange pistoler med ornamenterede kolber. Han manglede bare en daggert skjult i støvlen for at være den bedst udstyrede mand, jeg i mit liv havde set. En stab af hans bedste mænd bevæbnet med musketter var gået i land sammen med ham. Vi andre bevægede os langsomt ned på det nye underlag, og lidt efter lidt fik vi øje på det, der skjulte sig bag bevoksningen.

Vi opdagede snart, at jorden og dens fortryllelse var en illusion, og forventningens glæde varede kun kort, idet vi blot havde byttet ét fængsel ud med et andet, en lede blev afløst af en ny og større. Jeg blev ikke længere plaget af lopper, nu var det i stedet myg så store som fugle og modige som vampyrer, der sværmede om os i hundredtal. Jeg blev også mødt af den generende og vedvarende harske lugt af ridedyrene, af deres møg og urin. For ikke at nævne den kvælende temperatur, som varmede luften op, så det næsten ikke var til at trække vejret. Alt, hvad der var at drikke, virkede som suppe, såvel det grumsede flodvand som den gærede likør og den kogende varme vin. Sveden drev af os, og vi blev mødt af et meget utiltalende landskab, for inde i junglen fortsatte træerne i det uendelige og viste sig snart at være lige så tillokkende som risengrynene i bunden af en kasserolle.

Jeg vidste næsten ingenting om dette land og endnu mindre om de tilstødende områder. Fra tid til anden fik vi øje på nogle indfødte, der dukkede op mellem bladene for at affyre deres pile mod alt, hvad der bevægede sig og ikke havde deres egen hudfarve. Et par soldater fortalte, at nogle stammer var altædende og spiste rub og stub, inklusive rustningen. Det var ikke andet end en omgang pral, de havde hørt på beværtninger fra rejsende, som efter hjemkomsten til Europa ville stjæle nogle timers opmærksomhed fra drikfældige mænd og skøger.

Fra det øjeblik dominikanermunken broder Bartolomé de las Casas havde bekendtgjordt de overgreb, som man ved begyndelsen af erobringen af den Nye Verden begik mod indianerne, sendte kirken præster af sted for at omvende de indfødte til kristendommen og beskytte dem, hver gang man grundlagde en ny by og organiserede styret af de tilstødende områder. Jeg vidste, at franciskanerne var ankommet til dette land et år efter grundlæggelsen af Asunción i 1537, og de havde i den såkaldte Guairá-provins etableret flere kolonier, hvor man underviste guaraniindianerne i den katolske religion, landbrug, håndværksarbejde og andre færdigheder. Derudover havde nogle, som for eksempel Luis Bolaños, ikke alene tillært sig disse indianeres sprog, men også skrevet en katekismus på dette sprog. Hvor var disse mænds arbejde forskelligt fra Inkvisitionens!

Kaptajn Martínez red i spidsen med en fortrop på i alt ti mand, mens andre femten eskorterede os, og til sidst kom tyve soldater, hvoraf fire var udpeget til at bevogte fangen. Og bedst som jeg troede, at jeg havde ladt helvedet på skibet bag mig, havde jeg i virkeligheden blot vundet en tur rundt i skærsildens have.

Da mørket faldt på, blev alting mere kompliceret. I timen efter solnedgang døde en ged. Den faldt udmattet sammen på grund af de standhaftige myg og udstødte et sidste og misfornøjet suk. Derpå meddelte Martínez mig, at vi skulle slukke alt lys – fakler, olielamper, lanterner – for ikke at tiltrække de forbandede insekter, og vi måtte fortsætte alene ved hjælp af lyset fra månen, da ikke engang rustningerne syntes at kunne stå imod de voldsomme angreb. Vi skulle endvidere tage højde for jaguarerne, der nærmede sig om aftenen for at nedlægge et nemt bytte, en tilfældig og indbydende spanier, opfedet med skinke og god vin.

Snart nærmede kaptajnen sig min vogn for at fortælle mig, at jeg måtte forlade den, da den på grund af sin størrelse ikke kunne fortsætte ad den snærve passage gennem junglen. Så akse og hjul blev fjernet, hestene spændt fra, og idet man surrede to lange pæle fast til kabinen, fik man lavet en improviseret bærestol, der skulle løftes af otte soldater. Der herskede ingen tvivl om, at de modige spanske soldater havde inkvisitoren og hans kufferter blandt de første kandidater til at blive efterladt i glemsel mellem bladene, selvom ingen af deres ansigter afslørede denne tanke. Èvola havde besluttet sig for at gennemføre rejsen på ryggen af et muldyr og var fra top til tå indhyllet i sin benediktinerdragt, der beskyttede ham mod de forslugne myg, men var samtidig ved at dehydrere i sin egen sved.

Efter kaptajnens råd trak jeg gardinerne for i kabinen og sikrede mig, at ikke så meget som et lysglimt trængte ind udefra. Så tændte jeg olielampen og lænede mig tilbage med et suk, som steg op fra brystet og døde opgivende i min mund.

Det tredje laksegl havde åbnet mine øjne. Sandheden var meget enslydende med Anastasias ord. Jeg havde lige fra begyndelsen haft en fornemmelse af, at der var tale om en sammensværgelse, en sammensværgelse som Piero Del Grande som den første havde nævnt for mig, og som jeg siden havde fået bekræftet med Anastasias brev. Det var nu blevet tid til at finde ud af, hvad min læremester ville fortælle mig. Jeg var ankommet til vicekongedømmet, så nu kunne jeg læse hans brev. Jeg søgte i en af kufferterne og fandt brevet frem. Det havde været årsag til lige så mange spekulationer som de forseglede breve fra Inkvisitionen, men jeg forventede, at det ville være mindre gådefuldt. Inden jeg åbnede det, skænkede jeg mig de sidste krystalklare dråber af grappaen, tog et langsomt drag og skar kuvertflappen op:

Genova den 30. november i det Herrens år 1597

Min kære, skattede og altid højt elskede elev:

Efter min indrømmelse – den som jeg skjulte, den som jeg fortiede og holdt tilbage, indtil den dag du var blevet formet til fulde, og det ikke takket være vor kirke, men den åndelige lære, den lære, som kun en mesters øje kan opfange – så er der et andet anliggende, du skal have kendskab til.

Jeg mener og hævder, at du nu er formet til fulde, og at du bør bruge dit kald til at hengive dig til et eneste formål: at tjene os, Corpus Carus, en stor og hemmelig frimurerloge inden for kirken.

Jeg har gjort mit arbejde, så godt jeg kunne, jeg har givet dig din dannelse, vejledt dig og beskyttet dig. Jeg gav dig frie tøjler, da du søgte mod domstolen, og lod dig fjerne dig fra mine vinger for at overlade dig til dominikanermunkene. Jeg ved, at båndet imellem os aldrig er blevet svækket, på trods af de lange perioder i løbet af de sidste par år hvor vi ikke har set hinanden.

Thi min kærlighed til dig gjorde dig dobbeltbundet, og det ødelagde alt det, jeg havde lært dig: Det skete den dag, jeg besluttede at fortælle dig om dit ophav, en sandhed, som havde stjålet min søvn gennem flere år og været årsag til, at vi ikke så hinanden så ofte, som vi begge ønskede. En sandhed, som blev sat i anden række fra den dag, du ankom til klostret svøbt i din mors ligklæde. Men nu hvor du kender den sandhed, som min mund har afsløret, og som har pint mit hjerte, vil jeg opmuntre dig til at udføre den mission, du er bestemt til at udføre: at tjene Vor Frelser Jesus Kristus, fra hans kirke og fra vores Corpus Carus, som i dag bønfalder dig om din hjælp.

Jeg lod langsomt brevet glide ned i mit skød og stirrede forbløffet ind i olielampens lue. Hvad var det for et forslag? Var min læremester blevet fuldkommen vanvittig?

Corpus Carus har brug for, at du slutter dig til broderskabet og beskytter det, for dine logebrødres skyld, selvom du endnu ikke ved, hvem de er. Og den rejse, som du vil være halvvejs på, når du læser dette brev, er en del af din mission. Det var derfor, jeg personligt insisterede på, at du gik om bord. Såvel som uvejrets mørke skyer vil vise sig undervejs, vil også Corpus Carus oplyse vejen for dig, så du med håbet som ledsager vil finde de fragmenter af blå himmel, som vil åbne sig for dig, når regnen falder.

Jeg kom pludselig i tanke om Anastasias brev og det komplot mod mig, hun havde nævnt, og hendes råd om at gå forsigtigt til værks.

Husk altid på denne nye tanke, som du skal føje til de tanker, du allerede har. Den strider ikke imod dem, men vil bestyrke din tro og din egen dømmekraft. En Ridder af den sande Tro, som er medlem af Corpus Carus, bør aldrig fjerne sig fra følgende devise: ”Fra Kristi stedfortræder udgår din umiddelbare og første samvittighed.” Uden at nægte paven vores underkastelse er vores første præmis, at Kristus er i vore hjerter, og enhver beslutning, der kommer fra Ham, vil være salvet med Hans nåde. Enhver beslutning, som bliver taget af en Ridder af den sande Tro, er smedet i Ånden og hærdet med Broderskabet som enhed.

Kæreste Angelo, du er ikke alene. Om mindre tid, end du kan forstille dig, vil du overtage en plads, du ikke havde ventet. Du vil møde brødre fra Corpus Carus, der på et passende tidspunkt vil præsentere sig for dig på rejsen, og de vil give sig til kende ved at fremsige vores devise: Extra Ecclesia nulla salus.

Og efter min udtrykkelige ordre vil en broder våge over dig på hele rejsen, men du vil ikke få vished for, hvem han er, før han finder det formålstjenligt.

Mens jeg venter på at se dig igen, sender jeg dig en varm hilsen og et stort ønske om, at freden vil være med dig.

I Jesu Kristi navn, din

Fader Piero Del Grande

Jeg foldede lynhurtigt brevet sammen og lænede mig et øjeblik ud mellem gardinerne for at spejde mod junglen, som lå badet i månelyset.

– En broder, som våger over mig på rejsen? spurgte jeg mig selv. – Men jeg var nær blevet slået ihjel af en heksemester på galeonen!

Jeg kiggede igen på afslutningen af brevet: Extra Ecclesia nulla salus, ”uden for kirken er der ingen frelse”. Det var disse ord, som den, der ville give sig tilkende som et medlem af Corpus Carus, skulle sige. Jeg gemte brevet i den falske bund i kufferten med mine personlige ejendele, og så satte jeg mig til at tænke, jeg tænkte alt, hvad jeg kunne, men det førte mig kun frem til spørgsmål uden svar: Piero Del Grande ønskede mig her, han ville have mig til at handle i Corpus Carus’ navn, han havde endvidere meddelt, at jeg skulle overtage en plads … Hvad var min mission? Hvor længe skulle jeg vente på at få svaret? Jeg var forvirret, men brevet havde i en vis forstand lettet mig for den tunge ensomhed. Da jeg til sidst havde besluttet mig for at tage ud på denne rejse til det ukendte, var det ikke for at vise Inkvisitionen eller paven, men derimod Gud og Hans kirke min loyalitet, og fordi Piero Del Grande havde insisteret. Og på intet tidspunkt i løbet af disse lange, modbydelige dage fuld af uventede farer havde jeg været alene: Mine to læremestre gjorde mig selskab.

Der skulle ikke gå lang tid, før jeg fik svar på de mange spørgsmål. Kun en enkelt dag.