XV - LIBRORUM PROHIBITORUM

39

Vi ankom til helligdommen den 31. januar hen imod aftenen, uden at nogen bemærkede os og under ledsagelse af et kraftigt regnskyl, der var trængt ned gennem junglen og havde fulgt os hele dagen. Denne jord lærte mig, at regn kan komme i løbet af et øjeblik, helt uforudsigeligt, uden at melde sin ankomst, som om naturens luner havde deres udspring i en krumning på denne himmel. Regnen slog mod de høje trækroner, der sendte vandet videre ned for at gennemvæde adskillige planter, bregner og anden eksotisk vækst, som jeg aldrig før havde set. Jorden havde forvandlet sig til en dyb mudderpøl, da man pludselig gjorde holdt, og kaptajn Martínez kom i retning af min kabine.

– Excellence, vi kan nu se dørene ind til helligdommen lidt længere fremme, sagde han fra ryggen af sin hest, idet han anstrengte sig for at tale til mig gennem vinduet.

Han var noget afmagret, og hans kappe var helt gen­nemblødt.

– Gudskelov! Modtag min største lykønskning. Jeg havde på fornemmelsen, at vi var faret vild. Jeg drog et lettelsens suk, for efter mange timers strejfen omkring i denne jungle var jeg ulykkeligvis så småt begyndt at se spøgelser. – Hvor langt er der endnu?

– Omkring to hundrede skridt, men junglen holder os skjult, sagde kaptajnen, som var en dygtig strateg og vidste, at selve overraskelsen spillede en vigtig rolle og skulle virke til vores fordel.

– Godt. Lad os begive os direkte mod helligdommen. Lad jeres mænd omringe den og holde et vågent øje den. Ingen må forlade bygningen uden min tilladelse.

– Som I vil, Excellence. Jeg bereder troppen på at snige sig ind på den. I vil snart have tørt og sikkert gulv under fødderne og befinde jer nøjagtig det sted, som er afmærket på jeres kort, og i overensstemmelse med jeres ordre.

Martínez satte sporerne i hesten og red væk i galop. Som kaptajnen havde sagt, var vi snart fremme. Mit hjerte begyndte at banke af glæde over, at vi snart var ved vejs ende.

Helligdommen var en del af en koloni, hvor man kunne se begyndelsen på en skrøbelig civilisation. Kirken var bygget af røde teglsten og var som den vigtigste bygning placeret midt i kolonien. Derudover var der en lille plads, hvoromkring man havde opført hytter, der alle var dækket af blade. Da vi nåede ind på området, dukkede der nogle forsigtige hoveder op i vinduerne: Det var de frygtede guaraniindianere. Regnen holdt dem inde i hytterne, hvorfra de fulgte vores opdukken som et varsel om det, de havde frygtet gennem mange år: en uønsket indtrængen. De iagttog vores ankomst som jaguarer, tavse og parate til at angribe. Og det skræmte os mere, end vi havde ventet.

Martínez gav ordre til at indtage helligdommen. Han placerede sine tyve bedste mænd i søjlegangen, mens resten holdt opsyn med omgivelserne. Soldaterne tog på tæt hold mål af disse sønner af junglen og truede dem til ikke at røre sig ud af stedet eller forsøge at gøre modstand. Da alle mand var på deres pladser, gav Martínez de mænd, der bar min kabine, ordre til at stille den på jorden. Ti armbrøstskytter stod parat til at beskytte mig, da jeg steg ud, hvorefter de eskorterede mig hen til helligdommen. Jeg kunne mærke rædslen omkring mig: Dette var ingen kristen koloni, den var fuld af indfødte, og der var øjensynligt ikke en eneste hvid mand.

– Jeg bliver udenfor, sagde Martínez, som ikke kunne skjule sin bekymring. – Jeg holder opsyn med pladsen. I har jeres personlige vagtkorps til rådighed, så I kan få ordnet det, I nu engang skal ordne.

Min notar stødte til mig ved indgangen til helligdommen, og vi beredte os på at træde ind. Foran os havde vi fem soldater, som trak deres sværd og skubbede døren ind. Det skulle blive en uforglemmelig oplevelse.

40

– Hvordan er det, I kommer brasende ind? Ved I ikke, at det her er Guds Hus? spurgte en høj og slank præst, idet han stillede sin skrøbelige menneskekrop foran sværdene.

Jeg gav soldaterne besked på at stikke deres sværd i skeden, og mens jeg banede mig vej gennem dem, tog jeg ordet. Manden havde ret, vi opholdt os i Herrens Hus. Det var den fredsommelige atmosfære et bevis for. Det var ikke et sted, man trak våben.

– Vi kommer ikke brasende ind, svarede jeg tørt og afmålt. – Vi er kommet i den hellige Inkvisitions navn for at indtage denne bygning og hele kolonien.

Munken kiggede forundret på mig.

– Den hellige Inkvisition? Men hvad har Inkvisition at gøre i denne mudderpøl?

– Mit navn er Angelo Demetrio DeGrasso, storinkvisitor i Ligurien. Fra dette øjeblik har min delegation taget denne kirke i besiddelse. Vi skal bruge den til at ordne nogle sager for Inkvisitionen. I er foreløbigt arresteret, I og alle de gudfrygtige, der opholder sig på stedet.

Manden var fuldkommen forbløffet. Han var kun i stand til at rynke panden og udbryde:

– Vil I spærre mig inde?

– Hvad er jeres navn? spurgte jeg uden at svare på hans spørgsmål.

– Nuno Gonçalves Dias Macedo, svarede han.

– Portugiser …, tænkte jeg højt, og vidste med det sam­me, at han ikke var den mand, jeg ledte efter.

– Ja, jeg er portugiser, hr. DeGrasso.

– Fortæl mig nu, om I har selskab af andre i kolonien, ud over de indfødte?

– Ja, der er to brødre mere.

– Er de til stede på nuværende tidspunkt?

Portugiseren var et øjeblik i tvivl, om han skulle svare ja eller nej, men så fortsatte han:

– Ja, Excellence.

– Hvor?

– Herinde, enten i sakristiet eller i deres værelser, jeg ved det ikke nøjagtigt.

– Hedder en af disse to Giorgio Carlo Tami? spurgte jeg.

– Ja.

– Ja? gentog jeg, ikke så meget fordi jeg tvivlede, men fordi jeg fandt det alt for nemt, at den mand, jeg skulle forhøre og arrestere, var inden for min rækkevidde.

– Jeg sagde ja, Excellence! svarede portugiseren fortvivlet. – Italieneren, I spørger efter italieneren.

– Hvor er sakristiet?

– Til højre for jer, bag døren der, svarede portugiseren, idet han pegede i retning af en dør nær hovedalteret.

Jeg gav soldaterne besked på at følge med mig og gik hen mod døren, men netop som jeg nærmede mig, åbnede den sig, og en anden fader trådte ud fra sakristiet.

– Hvad sker der? råbte han.

Hans saksiske accent var ikke til at tage fejl af. Han var ikke italiener. To soldater trådte straks til for at pågribe ham, og han gjorde ingen modstand.

– Hvad er jeres navn? spurgte jeg ham.

– Fader Lawrence Killimet, jesuit. Og vil I så fortælle mig, hvad alt dette postyr skal betyde?

– Hvor er den italienske præst? spurgte jeg.

– Giorgio?

– Giorgio Carlo Tami. Er han her?

– Hvem leder efter ham? spurgte sakseren mistroisk.

Og han fik prompte svar.

– Inkvisitionen.

Fader Killimet vekslede et blik med portugiseren, inden han pegede hen mod en dør i et af helligdommens sideskibe.

– På sit værelse, mumlede han.

– Arrester disse mænd, og sørg for et passende sted, hvor I kan spærre dem inde, indtil I modtager anden ordre, sagde jeg, inden jeg begav mig hen mod det sted, fader Killimet havde peget på.

For enden af en mørk og fugtig gang mødte vi en dør, som stod på klem og indbød os til at træde nærmere. Vagterne gik foran mig ind i værelset. Her fandt jeg en præst, som lå med ryggen til os i halvmørket og læste i lyset fra et næsten udslukt vokslys. Til forskel fra de to andre spurgte denne præst, hverken hvem vi var, eller hvad vi lavede der, han vendte sig bare om mod os med en utrolig sindsro og kiggede på os uden så meget som at kommentere de mange mennesker, der var trængt ind i hans værelse. Så rejste han sig og fæstnede sit blik til mig. Tami var slank, havde en dyb kronragning og ørnenæse, og hans øjne havde en åndelig glød. Jeg havde i dette øjeblik en stærk fornemmelse af, at han vidste, hvem jeg var, for inden jeg overhovedet fik mælet et ord, mumlede han:

– Nu ved jeg det: Ondskabens tid er ankommet fra Rom.

– I er arresteret, og I skal forholde jer tavs, så længe Inkvisitionen kræver det, sagde jeg, men det så ikke ud til, at mine ord gjorde indtryk på ham, og sandt at sige, så lød de også tomme i mine egne ører.

Jeg blev stående og kiggede på præsten, som om han var en del af et krigsbytte. Så snart Giorgio Carlo Tami havde fået hænderne lagt i lænker, blev han ført væk, og jeg så ham først igen den følgende dag i hans fangenskab, hvor han opholdt sig uden menneskets almindelige fornødenheder. Kirkens hammer var igen faldet, og denne gang havde man ifølge mine oplysninger fået ram på en af de mest eftersøgte kættere.

Da soldaterne havde arresteret jesuitterne og samvittighedsfuldt undersøgt alle hytterne i kolonien, gennemsøgte de den helligdom, som var afmærket på kortet. Der var ingen spor af bøgerne. Natten begyndte at falde på, og vi var alle sammen trætte efter den lange rejse til fods. Det var på tide at få noget at spise og gå til ro. Hvad vi ikke vidste, var, at der den følgende dag ventede os nogle foruroligende overraskelser. Inden jeg trak mig tilbage til det værelse, som var gjort klar til mig, underrettede jeg Èvola og Martínez: Det ville blive nødvendigt at forhøre Tami, og da vi havde fået udtrykkelig ordre om ikke at sammenkalde en domstol, måtte vi gøre det uformelt. For bøgerne skulle findes.

41

Efter et sent morgenmåltid den følgende dag begyndte forhøret. Jeg besluttede at gennemføre det der, hvor han sad indespærret, i et tomt værelse, som var mørkt og koldt og lå i nærheden af de værelser, hvor præsterne plejede at sove. Ikke så langt derfra sad også Xanthopoulos indespærret. Da vi havde installeret os i værelset, kaldte jeg Martínez ind som vidne til sessionen. Til stede var naturligvis også Èvola, som ikke var dukket op til morgenmåltidet og nu undskyldte, at han kom så sent. Han skulle tage notater af alt, hvad der skete, og således sørge for, at jeg ikke gik for vidt og spurgte mere, end hvad passende var.

Der var blevet anbragt et bord i værelset, og pladsen midt for var reserveret til mig. Notaren satte sig til højre for mig, og til venstre kaptajn Martínez, mens et vagtkorps på fire mand bevogtede Tami. Så bad jeg Èvola om at tage hul på indledningen til forhøret.

– Navn? spurgte napolitaneren den anklagede.

– Giorgio Carlo Tami, svarede præsten, der sad på en stol foran mig.

Èvola noterede navnet i bogen med sin afsøgende og omhyggelige skønskrift og fortsatte:

– I dag den 1. februar i det Herrens år 1598 indleder man forhøret af præsten Giorgio Carlo Tami, jesuit, som er anklaget for at afvige fra troen. Fra dette øjeblik vil den anklagedes ord blive betragtet som bevis for hans skyld eller uskyld. Storinkvisitor Angelo Demetrio DeGrasso er betroet at gennemføre forhøret. Som notar for Inkvisitionen vil jeg uden videre og med de beføjelser, jeg dermed er betroet, føre dette forhør til protokols.

Efter denne fortale begyndte jeg at spørge ved hjælp af alle de våben, jeg efter mange års undersøgelser havde samlet sammen, foruden manualer og frem for alt den erfaring, jeg havde fået hver eneste dag i løbet af de seneste år som korsbærer. Selvom forhøret ikke var en session under Inkvisitionens Domstol, ville vi følge de almindelige retningslinjer, eftersom Tami ikke havde kendskab til de begrænsninger, jeg var blevet pålagt af Rom.

– Broder Tami, kan I fortælle mig årsagen til, at I sidder over for denne domstol? Hvad har bragt jer i denne situation? sagde jeg og stirrede på ham med samme udtryksløse ansigt, som man ser hos et lig.

– Jeg ved det ikke, jeres højvelbårenhed, svarede han åbenhjertigt.

– I ved det ikke …? Prøv at tænke jer om. Kan I ikke komme i tanke om noget, som kræver, at I forklarer jer over for denne domstol?

– Nej, jeres højvelbårenhed.

– Hør engang, fader Tami, jeg ved, I skjuler noget for mig …

– I er i jeres frie ret til at tænke, hvad I vil, Excellence DeGrasso. Men uanset hvor stor en mistanke I har, så ved jeg stadig ikke, hvad det er, I leder efter.

– I taler ligesom dem, der forsøger at skjule deres beskidte løgn under tungen. Men det vil aldrig lykkes jer at narre mig med jeres løgne, jeg vil hele tiden holde øje med jer, og derfor må I hellere opføre jer fornuftigt og fortælle mig det, jeg vil høre.

Tami tog en dyb indånding og sagde så:

– Jeg er ked af, at jeg spilder jeres tid, Excellence. Og jeg er endnu mere ked af, at I betragter mig som en løgner, for der er ikke kommet en eneste løgn ud af min mund.

– Jeg har stadig en mistanke om, at I skjuler noget, og det stiller jer i et dårligt lys, fader.

– I kan have jeres mistanke resten af livet, det har jeg virkelig ikke noget at gøre med.

Tami virkede fast besluttet på ikke at tale. Og det var et tilbagevendende problem med den slags anklagede, som havde en vis dannelse, hvorimod analfabeterne fik munden på gled, så snart de så krucifikset på mit bryst. Men enhver fisk kræver blot den rette madding, og enhver kætter den rigtige fælde.

– Har I tidligere været i strid med Inkvisitionen?

– Nej.

– Så er det måske derfor, I ikke forstår det. Så længe I er under mistanke, vil I blive holdt indespærret. Hvis ikke I ændrer holdning over for mig, kan I se frem til et sørgeligt liv uden den nåde, som er forundt Kristi kirkes frie mænd.

– Siger I dermed, at hvis I har en mistanke til mig, må jeg anstrenge mig for at overbevise jer om det modsatte?

– Nemlig, fader. Men jeres anstrengelser vil ikke være forgæves, for I gør det for jeres egen og jeres æres skyld. Har I nu noget at sige?

– Og hvis jeg nægter? spurgte Tami med glødende øjne.

– Ingen nægter for evigt, det har jeg erfaring for. Før eller siden vil I begynde at tale, på den ene eller den anden måde. Jeg ville fortrække, at I gjorde det med det første, for tvang fører alene til en tøjlesløs og unyttig samtale og vækker mistanke om, at vi har at gøre med en uhyre selvoptaget person, og det tror jer ikke er tilfældet med jer. I ville ikke tilgive jer selv, hvis I med jeres ord fik rodet jer ud i værre sager.

– Jeg tror ikke, jeg har nogen problemer ud over dem, I forsøger at give mig, Excellence.

Jeg lyttede besindigt til hans anklage og besvarede den stejlt og sikkert som en dommer:

– I virker reserveret. Jeg tror, I råber på at tilbringe nogen tid i fangenskab. En måned, to, eller måske tre, så længe det vil tage jer at glemme, hvordan lyset ser ud, og så skal i nok få munden på gled. Måske gør I jer slet ingen forestillinger om de rædsler, I kan blive udsat for, fader Tami, så jeg fortrækker at opfatte jeres indstilling til tingene som et tegn på uvidenhed i forhold til jeres skrøbelige situation. Kom til fornuft, og lad os hjælpe jer med jeres problem.

– Så fortæl mig dog, hvad der er mit problem! udbrød han oprevet. Og det var i dette øjeblik, at jeg dygtigt som en fisker kastede maddingen ud.

– Fortæl mig om bøgerne.

– Bøgerne?

– Fortæl mig om dem, og I vil ikke blive spærret inde.

– Jeg har mange bøger … Hvilke er I interesseret i?

Jeg for op af mit sæde og slog hårdt i bordet.

– Spild ikke vores tid! Fortæl mig om de bøger, I skjuler her i helligdommen.

Præsten blev helt blå i hovedet, men det fik ham ikke til at spytte ud.

– I tager fejl, Excellence. Jeg er ikke den, I leder efter, og jeg ved ikke, hvad det er for nogle bøger, I taler om, svarede han roligt.

Giulio Battista Èvola så op fra sin bog og sendte mig et indladende blik. Tamis svar havde ikke overbevist ham.

– Så sværg ved Den Hellige Skrift, at I ingenting skjuler! svarede jeg.

– Jeg sværger ikke og slet ikke efter jeres ønske.

– Er det et elegant forsøg på at fortælle os, at I er den, vi søger, men at I ikke vil give jer til kende?

– I …, begyndte Tami, men jeg afbrød ham straks.

– I skal ikke svare, før jeg giver jer tilladelse til det, jeg ikke færdig. Jeg vendte mig mod kaptajn Martínez, som fulgte forhøret i tavshed. – Sig mig, kaptajn, hvis en af jeres soldater nægtede at sværge på noget, han almindeligvis ville sværge på, ville I så ikke få en mistanke til ham?

Martínez tænkte sig om et øjeblik. Så svarede han:

– Jeg ville tro, han skjulte noget.

– Godt … Hvorfor?

– For med mindre han havde et udestående med sin samvittighed, ville han uden videre have sværget.

– Præcis! Det er akkurat det, der sker med vores mistænkte her. Hvis fader Tami sidder med nogle oplysninger, som han åbenlyst skjuler for denne domstol, kan vi ligeledes bekræfte, at han har dårlig samvittighed og derfor ikke vil sværge af frygt for at begå en endnu større synd, en åndelig synd: at sværge falsk. Findes der noget bedre bevis end det, vi her er vidner til?

– Er det et bevis? spurgte Tami skeptisk.

– Selvfølgelig, og ikke bare det. Jeg sidder med en meget alvorlig anklage mod jer.

– Hvem anklager mig?

– Jeg skal gøre jer opmærksom på, at Inkvisitionen aldrig afslører navnene på de angivere, der hjælper den med at rykke folk som jer op med rode. Det har slet ingen betydning, hvem det er, der anklager jer, men om anklagerne er sande eller ej.

Den italienske præst slog hovedet ned. Han var uventet blevet fanget i Inkvisitionens spindelvæv. Der var ingen udvej, for besluttede han sig for at sværge, kunne han blive anklaget for gudsbespottelse, og så ville ethvert forsvar være udelukket.

– Når I hævder at have beviser for, at jeg fortier noget, og jeres mistanke kan gøre livet umuligt for mig, hvad ønsker I så? Sandheden eller det, I så gerne vil høre?

– Fortæl mig, hvor I skjuler de forbudte bøger, og så vil I ikke få flere problemer, det garanterer jeg.

Tami bed tænderne sammen, men fik så et afslappet udtryk i ansigtet og sagde roligt:

– Jeg ved ingenting om de bøger, I leder efter.

I det samme og med Forsynets kraft gik døren ind til værelset op, og ind trådte en korpulent soldat for at informere os om opdagelsen af en falsk niche i kirken. Alle var fuldkommen målløse over denne nyhed. Tami slog opgivende hovedet ned, mens jeg sendte ham et dræbende blik.

– Vi fortsætter forhøret ved solnedgang, sagde jeg og forlod derpå værelset for at begive mig hen til fundet og undersøge de eventuelle beviser, hvilket var meget mere interessant end at tumle med jesuittens hoved.

Den italienske præst blev siddende alene tilbage i sit fangehul og havde kun selskab af sin egen samvittighed og de sorte skyer, der tilsyneladende lagde sig over den.

42

Jeg nåede frem til hovedkapellet, så hurtigt mine ben var i stand til at føre mig derhen. Soldaterne havde forsamlet sig få skridt fra alteret, hvor de stod og hviskede sammen. Deres hvisken blev kastet tilbage fra loftet og forvandlede sig til en vedvarende susen. De udvekslede spørgende blikke, men fandt ingen svar. Der var dukket noget mystisk op bag ved en falsk væg, i et tarveligt hulrum under et simpelt krucifiks af træ, der var den eneste udsmykning i kirken. Jeg gav dem besked på straks at forlade stedet.

Så kiggede jeg ind i den lille åbning. Det var en gravniche, der havde været dækket af en mindeplade, som nu lå skrammet på gulvet. En vanhelliget grav. Vanhelliget af os. Jeg vendte mig om for at bede om et lys, så jeg kunne undersøge nichen indvendig. I kirken var vi nu kun Èvola, kaptajn Martínez og den underofficer, der havde fjernet mindepladen fra graven. Man rakte mig en kandelaber af jern, som jeg førte ind i hulrummet for dernæst at få øje på et gammelt skrin. Kun et skrin, ingen lig.

– Hvorfor har I fjernet den? spurgte jeg uden at tage blikket fra skrinet.

– Det gav jeres notar os besked på her til morgen, svarede korporal Llosa.

Jeg vendte mig om og kiggede på Èvola, der stod tavs ved siden af mig. Det var derfor, han var stået tidligt op, og derfor, han mod al sædvane var kommet for sent til forhøret.

– Har I givet ordre til at vanhellige en grav?

– Ja, Excellence.

– Jeg kan ikke forstå, hvorfor I blandt de mange steder, der er at lede, har ledt efter skjulestedet netop her, og slet ikke når jeg ser, at der er tre gravnicher mere ved siden af alteret, som I ikke har rørt.

Giulio Battista Èvola gjorde den bevægelse, som hjalp ham til at samle tankerne, han førte hånden op over det mægtige ar, der kronede øjet med klappen, inden han svarede.

– Det er et meget opfindsomt skjulested, næsten perfekt. Det var dødsdatoen på mindepladen, der vakte min mistanke.

– Og hvad mærkeligt er der ved den? spurgte jeg.

– Ville I tro, at denne helligdom blev rejst for et år siden?

Jeg kiggede forundret på ham og svarede uden tøven:

– Bygningen er tydeligvis af nyere dato, men et år …

– Og hvis jeg sagde tre år?

– Jeg tror, den er ældre …

– Ti?

– Måske …

– Femogtyve.

– Broder Èvola: Franciskanerne ankom til landet i 1538. Tilfreds …? Og kunne I stoppe al jeres omsvøb? udbrød jeg forbitret og træt af Èvolas ord, for jeg vidste, han alene var ude på at vigte sig af sin opdagelse.

– Den mindeplade, som jeg bad om at få fjernet, Excellence, er tilegnet en præst, som døde i 1523. Det gav ingen mening, at gravnichen var ældre end helligdommen. Og de andre gravnicher er graveret med indianske navne, uden tvivl rigtige personer, som er døde i den senere tid. Den ældste er fra sidste år. Jeg er overbevist om, at vi vil finde knogler i dem alle sammen.

– Så er det ikke nødvendigt at vanhellige dem, fortsatte jeg. – Jeg tror ikke, der er mere at lede efter. Men lad os få det bekræftet.

Med hjælp fra kaptajnen og underofficeren fik jeg trukket skrinet ud på gulvet i kirken. Så løftede vi det op på alteret. Jeg betragtede skrinet med en sælsom funklen i øjnene, en blanding af ængstelse og begær, som den der ser en ædelsten i en almindelig sten. Nu var det øjeblik, jeg havde ventet på, endelig kommet.

– Hr. kaptajn, sagde jeg til Martínez, – vil I være så venlig at lade os alene? Kun min notar og jeg har bemyndigelse til at besigtige skrinets indhold. Martínez’ håb om at få lov til at kigge med svandt bort med mit stejle argument. Han havde intet andet valg end at trække sig tilbage, og med et lille smil forlod han og Llosa kirken. Da Èvola og jeg var blevet alene, kiggede vi tavst på hinanden.

Jeg pustede til støvet, der dækkede låget, så jeg kunne se lidt af skrinets enkle skønhed. Størrelsen gjorde det nemt at håndtere, det var omtrent to en halv håndsbredder bred, halvanden dyb og en håndsbredde høj. Der var næsten ingen dekorationer i det mørke træ. Omkring hjørnerne og på fronten var der nogle beskyttende bronzebeslag. Jeg lod mine fingre glide hen over låget for at mærke hver eneste ujævnhed i træet. Jeg standsede ved lukketøjet og åbnede langsomt låget. Hængslerne knirkede let.

Under et beskyttende klæde kom omridset af to bøger til syne: den ene stor og tyk, den anden noget mindre, såvel af størrelse som i antallet af sider. Èvola noterede fundet i sin protokol, og så tog han ordet.

– De svarer nøjagtigt til dem, man har beskrevet fra Rom. Er I på nogen måde i tvivl om, at det er de bøger, vi leder efter?

– Slet ikke, det er lige så klart som vand. Det er de forbudte bøger.

– Inkvisitionen har været forbløffende nøjagtig, vurderede Èvola. – Bøgerne var nøjagtig det sted, vi havde fået oplyst, intet besvær eller nogen fejltagelser.

– Det er også forbløffende, at mennesket er i stand til at forevige ondskaben. Hvem skulle have troet, at disse så fjerne egne skjuler så megen lidelse i sin jord?

Med begge hænder løftede jeg den første bog op og lagde den på alteret. Det var en tyk bog med sort læderomslag og tusindvis af sider. Der var ingen graveringer på hverken forsiden eller bagsiden. Jeg åbnede bogen.

– Hvad laver I? brød Èvola ind og greb helt ude af sig selv fat i min hånd.

Jeg rev den voldsomt til mig og svarede ham roligt.

– Kontrollerer materialet.

– Det har I ikke tilladelse til, det har I fået klare ordrer om, Excellence.

– Vi er nødt til at vide, hvad det er for en slags litteratur, den italienske præst skjuler. Så vi har en formel anklage mod ham, og han kan blive dømt.

– Ordren er en anden, Excellence. Den bør I holde jer til, ellers noterer jeg det i protokollen. I har fået indskrænket jeres beføjelser som dommer, og I har ingen ret til at modsætte jer en ordre fra Rom.

Jeg lod åndsfraværende blikke glide ned over den første side i den åbne bog. Der var en gravering af en drudefod og under dette uheldssvangre tegn navnet på forfatteren, Abdul Alhazred, foruden navnet på den italienske oversætter og titlen på bogen. Oversætteren var Gianmaria og titlen Necronomicon. Jeg lukkede hurtigt bogen.

– I har ret, sagde jeg til notaren, – nysgerrigheden er aldrig en god rådgiver. Èvola blev ved med at stirre på mig uden at afsløre den mindste rørelse.

– Det er bedst sådan, mumlede han.

Jeg lagde den tykke bog tilbage i skrinet og tog den anden bog op. Den havde et omslag af træ og var syet sammen i ryggen med en udtjent tråd, der holdt sammen på sølle hundrede og halvtreds sider. Tiden havde mange steder sat sit ubønhørlige præg, og nogle områder var sat til med mug på grund af fugt. Den anden bog var meget ældre end Necronomicon og skrevet på latin. På den første side kunne man læse: Codex Esmeralda. I denne bog stod de besværgelser, som manglede i den første bog, her stod de linjer, som heksemestrene i det xiii århundrede havde ment, man hellere måtte skjule. Og selvom jeg mere end noget andet i verden havde lyst til at læse indholdet, måske bare bladre lidt i bogen, kunne jeg ikke gøre det, for notaren observerede mig som en vagthund. Så jeg lagde den tilbage i skrinet og lukkede låget. Jeg var bevæget, for jeg havde haft de bøger, som havde mærket mit liv, og som gemte på en kraft, der kunne gøre en ende på Herrens rige, i mine hænder.

– Hvad gør vi med skrinet, Excellence?

– Først får vi det ned fra alteret, for vi skulle nødig begå helligbrøde. Vi indretter et hemmeligt rum et sted i kolonien, og der vil det blive bevogtet af to soldater, dag og nat, indtil vi forlader stedet.

– Og jesuitten? Èvola smilede, ikke af glæde over at have løst sin opgave til fulde, men ved tanken om, at jeg måske besluttede mig for at bruge mine torturinstrumenter.

– Skær ned på hans daglige ration mad og vand. Så han kan begynde at sone sine løgne.

Samme aften meddelte jeg præsten, at vi havde fundet bøgerne, og at vi med dem havde beviser nok for at anlægge sag mod ham for forbrydelser mod troen, og det med den skærpende omstændighed, at han var en af kirkens egne. Han og de andre jesuitter, som vi betragtede som hans medsammensvorne, ville blive holdt indespærret på ubestemt tid, den tid, det ville tage at rejse tilbage til Italien. Jeg fortalte ham også, at de ville blive dømt i Rom. Tami var lige så udtryksløs som en marmorstatue, der var ingen rørelse at spore i hans ansigt. Med sin mådeholdne adfærd gjorde han mig nysgerrig efter at vide, hvem han egentlig var. Og jeg havde endnu ingen anelse om de afsløringer, jeg skulle få fra den italienske præst.