XVI - REVELATIO

43

Der var gået tre dage siden vores ankomst, tre lange dage, hvor jeg havde været sunket ned i et dybt hav af tvivl i den koloni, som jeg havde måttet dele med to af Guds fjender: en heksemester og en kætter. Selvom Martínez til fulde havde holdt sit løfte, og jeg på intet tidspunkt havde set Xanthopoulos, så var han der stadig, idet man afventede, at soldaterne skulle få lejlighed til at føre ham til Asunción og overdrage ham til de civile myndigheder. Alt imens kredsede mine tanker om det, der nu var min største bekymring: Havde det ikke været lidt for let at finde bøgerne? Var det alene sket ved hjælp af Èvolas kløgt, der i dette tilfælde havde virket temmelig belejlig? Iuliano havde fortalt, at han udmærket vidste, hvor bøgerne var, og Èvola var hans trofaste hund. Havde jeg ikke taget fejl, da jeg formodede, at notaren ikke vidste, hvad vi kom efter? Måske havde han vidst, nøjagtig hvor han skulle finde de forbandede bøger. Og så denne italienske jesuit, hans sjælsstyrke, denne aura af sindsro, som omgav ham, og som jeg, der sådan længtes efter at få fred i mit eget sind, beundrede og misundte, og jeg besluttede mig derfor til at tale med ham. Og mere end at tale med ham, ville jeg lytte til ham. Så denne morgen, endnu før dagen var gryet, besluttede jeg mig for at besøge ham i fangehullet, ikke som inkvisitor, men som en mand, der havde brug for at få nogle svar for at få ro i sindet. Hanen galede, da jeg viste mig for fangevogteren, der overrasket lod mig passere ind i den mørke og fugtige celle. Præsten lå sammenkrøben i det hjørne, han havde fundet mest tørt, med hænderne som hovedpude og sin gamle forrevne dragt som eneste beskyttelse mod kulden. Han havde ikke fået andet end vand og brød, og såvel sulten og den dårlige søvn som det at have selskab af sin egen afføring afspejlede sig i hans trætte ansigt. Da jesuitten fornemmede, at der var nogen i cellen, åbnede han øjnene, satte sig op og lænede sig ind til væggen.

– I skal ikke være bange, jeg er kun kommet for at tale, sagde jeg, da jeg så, han blev urolig.

Jesuitten kiggede hen mod døren og forstod nu, at det ikke drejede sig om en tortursession, for inkvisitoren var kommet alene.

– Skal jeg være ærlig, så ventede jeg, at I ville komme, svarede han. – Jeg troede, I ville komme i går, men jeg har nu fået bekræftet, at I er en meget tålmodig mand, sådan som jeg har fået fortalt.

– Hvem har fortalt jer, at jeg er tålmodig? spurgte jeg ham venligt.

– En fælles ven.

– En fælles ven …? Jeg tror ikke, vi har nogen fælles venner, for så ville jeg have genkendt jeres navn, første gang jeg så det.

– Tro mig, broder DeGrasso, I skal ikke afvise mine ord så stædigt.

– Mener I, at jeg kan stole på jer, efter at I har skjult sandheden om bøgerne for mig? Vil I virkelig være så forvoven at insistere på jeres troværdighed?

– Ja, naturligvis, svarede Tami smilende, mens han førte hænderne gennem håret. – Hvis ikke I i en eller anden forstand havde tiltro til mig, ville I ikke være her. I er ikke stået så tidligt op for at tale med en løgner, vel? Det ville være tåbeligt at tro det om jer, det ville være at undervurdere jeres forstand. Men jeg skylder jer naturligvis en undskyldning for det med bøgerne. Og hvad dem angår, så ville jeg skjule dem igen, hvis jeg fik muligheden for det.

Jeg var til en begyndelse blevet stående henne ved døren, men trak nu en bænk hen til præsten og satte mig over for ham for at tale ansigt til ansigt med ham.

– Hvem er din og min fælles ven, Giorgio? spurgte jeg ham, idet jeg forsøgte at vinde hans tillid ved at være dus med ham. Tami kiggede omhyggeligt på mig et øjeblik, inden han svarede.

– Fader Piero Del Grande, sagde jesuitten.

Hans ord tordnede i mit hoved, mens en rislende stilhed bredte sig i cellen.

– Piero? Kender du Piero Del Grande?

– Ja, Excellence. Inden han sendte mig hertil, fortalte ham mig om jer, måske fordi han forudså min skæbne.

– Det er umuligt! Piero har aldrig fortalt mig om dig eller det her sted …

Tamis ansigt afslørede det højtidelige øjeblik, som var undervejs, det øjeblik, hvor jeg fra hans mund skulle høre de ord, som jeg aldrig havde forventet at skulle høre fra en kætter:

– Extra Ecclesia nulla salus, hviskede han.

Jeg kiggede forbløffet på præsten, mens jeg ventede på hans næste ord.

– Angelo, jeg er medlem af broderskabet Corpus Carus. Jeg er den, du søger, ikke som inkvisitor, men i dit hjerte. Og jeg venter i stor uvished på at høre, om du vil hjælpe os eller tilintetgøre os. Jeg ved ikke, om din tid er kommet, men vores tid er rindet ud, nu hvor vi er dine fanger og derfor også Roms fanger. Jeg håber, du forstår, hvad det er, jeg siger, og jeg bønfalder Gud om, at du vil slutte dig til os. Corpus Carus har brug for dig. Nu.

Jeg havde svært ved at komme til mig selv igen, ligesom jeg havde svært ved at se på ham, der nu afslørede sig selv som et medlem af Corpus Carus, som elev af Piero Del Grande. Ligesom mig. Jesuitten fortsatte:

– Der er din nysgerrighed omkring bøgerne, der har ført dig herind allerede nu, det er alt det, der holder dig vågen om natten. Du er her, fordi jeg kan give dig svar på al din tvivl og hjælpe dig til at se mig, sådan som du ønsker: ikke som en kætter, der har fjernet sig fra den sande tro, men som en mand, der forfølger det samme, som du forfølger som inkvisitor, bare ad en anden vej. Angelo, du har set bøgerne, men ved kun ganske lidt om dem. Du ved ikke engang, hvem du skal overdrage dem til, eller hvordan de er havnet her. Og du ved næsten heller ingenting om Corpus …

Tami talte langsomt. Han kendte mig ikke, men han vidste mere om mine bekymringer, end jeg selv. Jeg afbrød ham i min iver efter at vide mere.

– Så fortæl mig det. Det må stoppe her, jeg er trods alt en inkvisitor, der skal lytte til dig, som om jeg var din elev.

– Lad os tage det stykke for stykke …, fortsatte Tami, idet han tog sig lidt tid til at vælge sine ord. – Lad os tage det fra begyndelsen og derefter gå videre til bøgerne. Det er nødvendigt, at du får bedre kendskab til Corpus Carus og grunden til, at man i sin tid stiftede dette broderskab. Så vil du kunne forstå, hvad det er vi, og naturligvis også heksemestrene, kæmper for. Angelo, hvad ved du om os?

– Hvad ved jeg …? Intet, kun den smule, Piero Del Grande fortalte mig under mit sidste besøg i klostret, og endnu en smule, som han skrev i et brev … Og en meget kort omtale fra kardinal Iuliano.

– Godt, hvad har Piero Del Grande fortalt dig?

– Blandt andet at du ville præsentere dig for mig med ordene Extra Ecclesia nulla salus. Han fortalte mig, at det er et katolsk broderskab, som forsvarer pavestolens ufejlbarlighed og vores hellige pavers læresætninger. Han kaldte jer Ridderne af den sande Tro …

– Ja, afbrød Tami mig, Riddere af den sande Tro, som vi efterlever i overensstemmelse med devisen ”Fra Kristi stedfortræder udgår din umiddelbare og første samvittighed.”

– Ja, det var nøjagtig det, min læremester skrev til mig, bekræftede jeg.

– Og hvad mere ved du, Angelo? fortsatte Tami, som om vi havde byttet rolle, så jeg var den anklagede og han kirkens dommer.

– Piero skrev, at der var nogen, som ville vogte over mig på rejsen, men der er ingen fra Corpus Carus, der har givet sig til kende, og det er naturligvis ikke dig, for her i dit fangenskab kan du hverken vogte over mig eller dig selv.

– Det er rigtigt, og slet ikke hvis du holder mig på vand og brød. Jeg tror, at der i løbet af et par dage kun vil være mit lig tilbage i denne celle … Men det er ikke det, vi skal tale om, Angelo, men om din vogter, for det er rigtig nok. Jeg kan forsikre dig om, at Piero ikke har ladet sin foretrukne elev rejse af sted uden beskyttelse.

– Giorgio, der var tre dødsfald om bord … Tre mord. Og mit liv var i fare. Jeg blev overfaldet i min kahyt. Efter de første to mord bevogtede vagterne den gang, hvor jeg havde min kahyt, så jeg forsvarede mig selv, indtil de hørte mig råbe om hjælp. En heksemester forsøgte at slå mig ihjel, og jeg reddede kun livet på grund af vagterne …

– En heksemester? Er du sikker på det?

– Skibslægen, det andet offer, fortalte mig om et djævelsk pentagram, som denne mand havde vist ham, en mand, som rejste med fra Tenerife som blind passager og skjulte sig i skibets kiming. Og da vagten arresterede ham, fandt Èvola pentagrammet i hans klæder.

– Og hvor er denne mand nu?

– Her i jeres koloni, han er blevet isoleret, indtil han skal føres til Asunción for at blive dømt af de civile myndigheder, forklarede jeg, mens Tamis ansigt røbede hans rædsel over at have en heksemester så tæt på bøgerne.

– Er han bevogtet? ville Tami vide.

– Ja, det er han. Jeg kan forsikre dig om, at han er et rædselsvækkende syn: Han er høj og korpulent, har meget klare blå øjne og et iskoldt blik, han har lange lyse fletninger foruden overskæg og hageskæg. Han ligner en viking, og hans efternavn er …

– Xanthopoulos, afbrød Tami mig, idet han bedrøvet slog hovedet ned, som om han talte med sig selv.

Og så gav han mig en endnu større overraskelse.

– Hvordan kan det være, du kender ham?

– Han er din skytsengel, broder Angelo, den mand, som er sendt af sted for at beskytte dig. Han er et medlem af Corpus Carus, en af vores bedste mænd. En fremragende heksejæger. Du må være meget forvirret. Han har ikke forsøgt at slå dig ihjel …

Jeg rejste mig op med et ryk. Jeg tænkte på hans ord: ”Jeg er kun kommet for jeres skyld.” Jeg gik hen til døren for at give soldaterne en ordre, og lidt efter stod Xanthopoulos i døren ind til Tamis celle, bevogtet af to soldater. De skubbede ham ind, så han væltede omkuld i et hjørne af cellen under et voldsomt spektakel fra hans lænker og kæder. Han kiggede forundret på os og forstod ikke, hvad han lavede der. Da soldaterne havde trukket sig tilbage, forsøgte jeg at berolige ham:

– Vær ikke bange. Tami har lige fortalt mig, at du er et medlem af Corpus Carus, og at du er rejst med hertil for at beskytte mig. Da du opsøgte mig på den måde i kahytten, var jeg sikker på, at jeg skulle være det næste offer, men det blev en anden, og ham kunne du ikke have slået ihjel, da du på det tidspunkt var blevet spærret inde. Det var jeg helt overbevist om, og det fik mig til at tvivle på, om man havde fanget den rigtige morder … Men der var selvfølgelig den mulighed, at du havde en medsammensvoren.

– Angelo, sagde Nikos Xanthopoulos, idet han satte sig op og lænede sig ind mod væggen nær Tami, – det var netop på grund af mordene, at jeg ville tale med dig den aften. Det var min opgave at holde øje med din kahyt. Og din notar … Frem for alt de dage, hvor du mødtes med ham for at åbne de forseglede breve …

– I kender til brevene? spurgte jeg meget forbavset.

– Angelo, Corpus Carus har øjne og ører overalt, brød Tami ind. – Men vi ved kun, at de eksisterer, ikke hvad der står i dem …

– Der stod intet i de tre breve, som jeg ikke allerede vidste, der stod faktisk mindre. De var meningsløse, og de strenge instruktioner, jeg havde fået omkring selve åbningen af brevene, var endnu værre. Jeg skulle åbne dem, mens min notar var til stede, det var derfor, Xanthopoulos så ham gå ind i min kahyt. Men … holde øje med ham?

Tre døde, tre kuverter, og Èvola, som holdt opsyn med min kahyt. Pludselig kunne jeg se det.

– Da jeg åbnede den første kuvert, forstod jeg ikke, hvorfor han skulle være til stede. Da jeg havde åbnet den, gik jeg direkte ned i køkkenet for at bede overkokken om at lave en særlig ret til mig. Og overkokken blev myrdet. Et brudt laksegl, et liv ryddet af vejen. Lægen besøgte mig lige efter, at jeg havde åbnet den anden kuvert. Og også han blev myrdet. To laksegl, to mord. Og det samme skete med det tredje laksegl, som kostede fader Valerón livet. Tre laksegl, tre døde. Og der var kun en person ud over mig, der kendte til brevene og vidste, hvornår de blev åbnet. En person, som har holdt opsyn med min kahyt. Den samme person, som tilfældigvis fandt et pentagram i Xanthopoulos klæder … Der er for mange sammenfald. Èvola, og ikke du, sluttede jeg, idet jeg pegede på grækeren, – er morderen. Men hvorfor? Hvorfor har han myrdet alle, der kom i nærheden af mig, efter at jeg havde åbnet kuverterne?

– Jeg tror, Angelo, brød Xanthopoulos ind, – at kuverter­ne skulle være lokkemad for mig, for jeg er den broder, der har ledsaget dig på rejsen. Kardinal Iuliano formodede, at du hver gang, du havde åbnet et brev, ville videregive indholdet til Corpus Carus. På den måde ville han få ikke bare en, men tre muligheder for at identificere mig og få bekræftet sin mistanke om, at du tilhører vores broderskab.

– Det er så svært at tro på …, sukkede jeg nedslået. – Men det hele passer sammen. Jeg ville helst tro, at Èvola er et medlem af Heksemestrenes Hemmelige Selskab frem for en munk, der slår uskyldige mennesker ihjel … Han kan have listet pentagrammet ind i dine klæder, sagde jeg henvendt til Xanthopoulos, – for at gøre dig til en forbryder.

– Nej, Angelo. Det var et pentagram, jeg havde fundet i kimingen, svarede grækeren.

– Hvis ikke det var ham, hvem så? Iuliano bestemte, at Èvola skulle være min notar, han er kardinalens trofaste hund.

– Hvis bare det var ham, brød Tami ind. Angelo, Rom vil tilintetgøre det Corpus Carus, som i al stilhed lister omkring i Vatikanet, og til det formål har de brug for de bøger, som du nu vil give dem, og som enhver konge ville afstå sin trone for at få fingrene i. Heksemestrene er ganske givet lige i hælene på dig, de holder øje med dig, ligesom Rom.

– Fortæller du mig, at I har brug for bøgerne for at beskytte jer mod Rom? Jer, Ridderne af den sande Tro, uskyldens vogtere …, svarede jeg ironisk. – Fortæller du mig, at også I er blevet en del af det fordærvede spil om magten? De bøger skal straks tilintetgøres! Og hvem ville være bedre end Inkvisitionen til at tage sig af det?

– Angelo, vi tror, at Rom vil forsøge at tyde bøgerne, de vil ikke bare have fat i dem for at tilintetgøre dem, for de er overbeviste om, at de kan få ”gavn” af indholdet. Derfor må bøgerne ikke falde i Inkvisitionens hænder. Det er rigtigt, at vi gerne vil have dem, men vi vil bruge dem til at bytte os til noget endnu bedre: tid til at få gjort en ende på Inkvisitionen. For Inkvisitionen fordrejer Vor Herres ord: Der eksisterer kun den Gud, som dømmer, straffer og tilintetgør, ikke den Gud, som viser kærlighed og giver syndsforladelse. De er også ubønhørlige, når det kommer til deres egne brødre. Vi skal gøre det af med Inkvisitionen, og det vil lykkes os, hvis vi bliver ved med at forme vores elever og ved hjælp af dem infiltrerer Rom, infiltrerer den pavelige kurie … Brødre som dig, der kan knuse denne modbydelige magt indefra. Det er derfor, vi vil bevare bøgerne, indtil vi kan tilintetgøre dem. Hvilket naturligvis er vores vigtigste mission.

I forlængelse af Tamis ord blev der dyb tavshed. Alting passede sammen, det kunne jeg ikke benægte, alting passede sammen, ikke et eneste træk i dette omfattende spil var tilfældigt, og jeg var bare den springer, der altid ofrede sig for at beskytte de vigtigste brikker. Jeg havde brug for at vide mere, brug for at nogen bekræftede de oplysninger, jeg havde om bøgerne.

– Fortæl mig om bøgerne, jeg har brug for at vide mere om dem. Jeg har kun fået oplysninger i brudstykker, jeg har stået med bøgerne i hænderne, men kunne ikke bladre i dem. Og lige siden jeg hørte om dem første gang og så mig selv rodet ind i denne indviklede sag, har ingen givet mig klar besked.

– Hvad ved du? spurgte Tami.

– Jeg har ikke tidligere været klar over det, men mit liv som inkvisitor har været knyttet til dem. Jeg var på sporet af Codex Esmeralda i flere år uden at vide, hvad det egentlig var, jeg var på jagt efter. For mig var det blot endnu en bog med besværgelser, vel at mærke en betydelig en af slagsen, som kirken ville vinde tilbage, og derfor viste jeg ikke større interesse for den end for de hekse, der gjorde brug den. Og min jagt på Necronomicon har ført mig hertil. Jeg har kun en svag forestilling om, hvad der står i den, men jeg kan bevidne, at der er lagt temmelig mange kræfter i at finde den, og det har ikke været uden grund, for de formodninger, man angiveligt har om indholdet, gør det fuldt berettiget.

– Du kender ikke indholdet af bøgerne, men du ved, hvilken betydning det kan få, hvis de havner i de forkerte hænder, sagde Tami.

– Det er nøjagtig det, jeg gerne vil vide. Hvad står der egentlig i disse bøger, og hvis I kan bekræfte mig i det, jeg ved …

– Nej, sagde Tami spidst, – det er ikke det rette tidspunkt. Tænk over det, vi har talt om, for nu ved du, hvem vi er, og du kender vores hensigter. Tag dig din tid, for du skal tage en meget vigtig beslutning. Lad vores ord gære i dine tanker. Derefter kan vi tale om det, du er så optager af. Hvis du vil hjælpe os, så har du også ret til at få indsigt i bøgernes indhold. Kom tilbage, når mørket falder på.