XVII - BØGERNE

44

Jeg var drevet af den store intrige, da jeg ved aftenstide holdt mit løfte og for anden gang trådte ind det værelse, hvor den jesuitiske præst sad indespærret. Til forskel fra om morgenen var Giorgio Carlo Tami denne gang vågen. Han sad med en underlig tilfreds mine i ansigtet og havde tilsyneladende fundet nyt mod til at kæmpe. Hans kamp skulle ikke kæmpes med våben, men med skarpe ord, for brugte han dem rigtigt, ville de være i stand til at gennembore det brystharnisk, der værnede om min høje rang i kirken, og forvandle denne dommer til en af broderskabets allierede. Tamis talent for at tale var kommet bag på mig, og jeg vidste nu, at jeg ikke måtte undervurdere jesuiterordenens teologer. Vores samtale ville blive en duel på ord mellem en jesuit og en dominikanermunk, mellem en missionær og en jurist, der begge var velbevandret i kirkens love og parate til sammen at bevæge sig ind på den sti, som skulle føre dem ind til midten af denne labyrint af sammensværgelser og kætteri.

Da jeg var trådt ind i værelset, bad jeg en af vagterne om at låse døren bag mig og forhindre enhver i at komme ind. Så drejede jeg omkring, gik hen til Tami og satte mig til rette ved siden af ham på den tarvelige seng. Jesuitten så på mig med den glans i øjnene, man ser hos den, der drømmer om at undslippe bålet.

– Det her er til dig, sagde jeg, idet jeg trak en halv pølse, noget ost og en læderflaske med vin frem fra mine klæder.

– Til mig? spurgte han forbløffet.

– Naturligvis … Har du set dig sig selv i baljen med vand? Du ligner et lig. Spis noget, det vil gøre dig godt.

Jesuitten tog maden ud af hænderne på mig og begyndte veltilfreds at proppe den i mund. Han behøvede maden, næsten lige så meget som man behøver at trække vejret. Han var så desperat, at han var ved at kvæles i den.

– Rolig, Giorgio. Ingen vil tage maden fra dig. Hold lidt igen, sagde jeg.

Tami svarede, mens han tyggede videre og førte læderflasken med vin op til munden:

– Du skulle prøve at mærke virkningen af din straf på egen krop. Du ville snart glemme alle manerer efter tre dage uden fast føde, bortset fra tørt brød. Jeg ved godt, at jeg ikke har de bedste manerer lige nu, men jeg kan fortælle dig, at min mave i dag er en tyran, der af nød sætter al elegance over styr.

Da præsten havde sat maden til livs, satte han sig veltilfreds til rette på den tarvelige seng, samlede sin dragt omkring sig, lagde hænderne i skødet og beredte sig på at tale. Sandhedens time var kommet.

– Fortæl mig nu, hvad du ved om bøgerne, hviskede jeg med den blide og venlige stemme, som en præst alene bruger, når han skal modtage skrifte.

Jesuitten kiggede tavst på mig, inden han begyndte at tale:

– Godt, Excellence DeGrasso … Du skal lytte til mig med allerstørste opmærksomhed og kun afbryde mig, hvis der er noget, du ikke forstår, og prøv frem for alt ikke at være mistroisk eller modstræbende over for mine afsløringer, for det ville ikke være til nogen gavn at tale til en statue.

– Men kommer statuer med mad til de sultne? spurgte jeg ydmygt for tydeligt at vise ham, hvor jeg stod.

– Nej, naturligvis ikke. Du har vist dig at være menneskelig, det må jeg indrømme. Men for at forstå mig og omfanget af det, jeg vil fortælle dig, må du frigøre dig for alle dine forbehold, for hvis ikke du gør det, kan det komme til at lyde som en skrøne fortalt til enfoldige mennesker.

– Godt, du kan regne med mig, så gå bare i gang, sagde jeg utålmodigt.

Og derpå blev mine ører rigtignok fyldt med ord, der vældede frem som rent kildevand og slukkede det tørstende begær efter at få åndelig indsigt.

Den jesuitiske præst begyndte at afsløre sin hemme­lighed.

45

– Eftersom du er kommet hele vejen hertil, begyndte Tami, – så ved du uden tvivl, hvad Necronomicon og Codex Esmeralda er. De er, for at udtrykke det sådan, den dør og den nøgle, som kan åbne op til Djævlens mørke rige. Det vil sige, at den ene ikke er noget uden den anden, de er altså ikke til nogen nytte hver for sig, men får først en funktion, idet man kombinerer dem. Hvad vil jeg sige med det? Jesuitten tog en dyb indånding, valgte sine ord og fortsatte: – Med det vil jeg sige, at bøgerne får værdi, i det øjeblik de føres sammen … i tid og form. Disse bøger skjuler deres fordækte funktion i en kættersk litteratur, der er indskrevet i vers, hvis indhold er meget fjernt fra vores gudfrygtige lære. Ved første øjekast vil man se et uskyldigt kættersk digt, men det er i virkeligheden en kode.

Jeg iagttog tavst Tami, som fortsatte:

– Den mindste bogs oprindelse er stadig uvis. Denne Codex Esmeralda, som i årenes løb er blevet kendt i Europa som Libro Esmeralda, blev skrevet af heksemestre i middelalderen med et eneste formål … at omskrive besværgelserne i Necronomicon til kode. Så hvis du læser i Codex Esmeralda, vil du finde sammenhæng i linjerne, du vil finde smukke digte, som vel at mærke er kætterske, men der er ikke det mindste spor af uregelmæssigheder i bogstaverne. Og netop der, i selve versene og de øvrige sætninger, finder man de bærende og kodede strofer, som mangler i den anden bog, den bog, som har været den mest eftersøgte af kirken i de sidste syv hundrede og halvtreds år.

– Hvorfor forkortede man Necronomicon? spurgte jeg med løftede øjenbryn.

– Det besluttede den Store Heksemester, som levede i år 1231. En snedig og foragtelig heksemester, som sørgede for at få skjult de forbudte bønner, så inkvisitorerne ikke kunne læse grundsætningerne og tolke deres budskab. Glem ikke, at den originale version af Necronomicon, der er skrevet på arabisk, blev brændt samme år i Toledo, uden at man overhovedet undersøgte indholdet. Det var uden tvivl denne hændelse, der foruroligede Heksemestrenes Hemmelige Selskab.

Der blev stille et øjeblik. Så fortsatte Tami:

– Det var denne tidligere Store Mester, som udarbejdede Codex Esmeralda og omskrev det eneste tilbageværende eksemplar af Necronomicon til kode, en græsk afskrift … som har overlevet lige indtil dag. Den samme afskrift, som blev oversat til italiensk og siden tilintetgjort.

– … Gianmaria, mumlede jeg.

– Netop. Gianmaria.

– Kender du ham? mumlede jeg.

Tami smilede.

– Det var mig, der gav Nikos besked på at stjæle Necronomicon fra skjulestedet. Det var ham, der løftede flisen fra gulvet i den forladte kirke i Portomaggiore, og der lå den. Den dystre bog, som indtil da havde været i Gianmarias hænder.

– Dig! udbrød jeg, for nu faldt endnu en brik på plads. – Jeg forhørte og pressede Gianmaria for at vriste en tilståelse ud af ham … men da vores folk nåede frem, var den væk …

– Du kom for sent, vi havde allerede været der. Jesuitten smilede igen. – Nogle af Corpus Carus’ trofaste mænd sidder på de vigtigste poster og kan handle uden formel tilladelse, og det gør broderskabet lige så hurtigt som tyveknægte. Det var også sådan, vi fik fat i bogen for to år siden og således kom Inkvisitionen i forkøbet.

– Utroligt …

– Mens du arbejdede på at hale en tilståelse ud af Gianmaria, havde vi allerede fået fat i det, vi ledte efter.

– Og Codex Esmeralda? Hvordan har I fået fat i Codex Esmeralda?

– Det var let. På Gianmarias skjulested fandt vi nogle breve fra en heks, der forsøgte at presse ham. Vi var flere måneder om at opspore hende, men da vi begyndte at besvare hendes breve i Gianmarias navn, fik vi snart svar fra hende. Det var hendes dødsdom.

– Men Codex Esmeralda er først kommet hertil for nylig, sagde jeg. – Det brev, vi fandt i Isabella Spazianis lig, var dateret i oktober 1597, og vi var to måneder om at nå frem til stedet.

– Det er rigtigt, vi fik først fat i den for nylig. Den har, sandt at sige, kostet os flere anstrengelser end Gianmarias Necronomicon … men nu er den vores. Bøgerne er samlet, og de er vores. Og det har uden tvivl fået Inkvisitionen til at fremskynde sin eftersøgning. Fremskynde din ankomst.

– Var det jer, der slog heksen fra Portovenere ihjel? spurgte jeg i et øjebliks usikkerhed.

– Det gjorde Nikos. Han fandt hendes skjulested og sendte en pil gennem munden på hende. Derefter stjal han Codex Esmeralda.

– Umuligt. Jeg rystede på hovedet. – Det er alt for gennemført.

– Xanthopoulos er en god heksejæger. Han har gjort et godt stykke arbejde og udryddet dem alle sammen.

– Alle sammen? Er der måske ikke flere heksemestre?

Tami iagttog mig med en sælsom glød i øjnene.

– Der er én tilbage. Den Store Heksemester er den eneste, der har overlevet … og han helmer ikke, før han har fået fat i bøgerne, det kan jeg forsikre dig om. Den Store Heksemester vil have fingrene i Necronomicon, og jeg frygter, at han er meget tæt på at nå sit mål.

– Hvad ved du om ham?

– Intet.

– Heller ikke dig? Intet?

– Jeg ved kun, at det kan være dig, det kan være mig, måske kardinalen. Det kan være en mand eller en kvinde, ung eller gammel. Han er durkdreven, og hans forklædning har indtil den dag i dag været hans bedste våben.

– Hvad er det, der står i Necronomicon, som vækker så stor interesse?

Jeg kiggede omhyggeligt på den jesuitiske teolog, begæret lyste ud af øjnene på mig, stadig mere draget af den mystiske forklaring.

Jesuitten tog en dyb indånding og vædede ganen ved et langt drag af læderflasken, inden han fortsatte:

– Necronomicon, som vi kan betragte som den ”dør”, der vil åbne sig med Codex Esmeralda, er et græsk navn og betyder ”De dødes bog”. Og den er så modbydelig, at den ikke kan sammenlignes med noget andet. Den originale arabiske titel er Al Azif, og den blev skrevet af en gal digter, som flygtede fra Sana til Yemen omkring år 700, under Omeya-kalifatet. Titlen kommer af ordet ”azif”, der beskriver den lyd, som insekterne laver om natten, og som i dette tilfælde hentyder til den konstante og susende lyd, som de dæmoniske skabninger udsender, når de strejfer omkring i ørkenen i skjul af mørket. Kan du høre lyden af insekter om natten for dig?

– Ja, svarede jeg straks, – det lyder som en hvisken …

– Hvad minder den dig om? Tag dig bare din tid …

Jeg tænkte. Jeg forsøgte at genkalde lyden i mit hoved, den lyd af små stemmer, der hvisker på forskellige sprog, de taler ikke, men udsender hver især lyde, der aldrig former sig til en samtale. Og som altid tyede jeg til Den Hellige Skrift, for i den findes der råd for alt. Babel, tænkte jeg, det er babelsk, det er forvirringen, som fører til kaos og undergang. Kaos, det var det, der lå i de bitte­små stemmer, som rislede i mørket og aldrig fandt svar.

– Kaos, svarede jeg sikkert.

Tamis øjne lyste op.

– Rigtigt, Angelo! Kaos … Al Azif er kimen til kaos, for den er intet mindre end Djævlens evangelium.

Tami tav, idet han ventede en reaktion fra mig. Jeg følte mig dum. Gianmaria havde givet en fuldkommen nøjagtig beskrivelse af Necronomicon, men jeg havde ikke forstået at lytte til ham. Det var det allerførste, han havde sagt om bogen: ”Djævelens apokryf”. Gud bevares! Hvordan kunne jeg være så blind! Jeg gjorde med hånden tegn til jesuitten om at fortsætte.

– Den gale digter, der skrev bogen, Abdul Alhazred, tilbragte ti år i ensomhed i Dahna, den såkaldte ”røde ørken”, og det var ham der førte hånden efter diktat fra stemmerne, fra denne djævelske hvisken, som han hørte inde i hovedet, og som martrede ham, til han mistede forstanden. Efter forfatterens mystiske død i år 738 cirkulerede bogen i al hemmelighed i forskellige kredse af djævletilbedere, indtil en græker, som havde slået sig ned i Konstantinopel, Theodorus Philetas, oversatte den til sit eget sprog i det x århundrede og gav den det navn, den har i dag. Man kan ikke fornægte, at Necronomicon har eksisteret op gennem historien. Den er blevet fordømt i forskellige bekendtgørelser, og man har ved flere lejligheder forsøgt at brænde alle eksemplarer: Patriarken Michael krævede den tilintetgjort i det xi århundrede, og pave Gregorius IX føjede den to århundreder senere til kirkens Fortegnelse over forbudte bøger.

– Man formoder altså, at den er en dør til det djævelske kaos, men hvad indeholder bogen ellers? spurgte jeg skeptisk.

– Den filosofi, som er beskrevet i bogen, kan ved den rigtige anvendelse give den, der forstår at tyde den korrekt, en magt uden lige. En magt, som vil være en direkte trussel mod vores læresætninger.

– Har en gal digter skrevet noget, som kan skade vores tro? Lyder det ikke fuldkommen meningsløst?

– Du glemmer en lille detalje: Den gale digter var ikke forfatter til bogen. Det var Djævlen. Araberen førte bare pennen, han var besat … af Djævlen … Disse forbudte bogstaver kommer ikke fra en dødelig.

– Dine ord lyder temmelig apokalyptiske, Giorgio, sagde jeg med et skeptisk smil.

– Og din skepsis er intet mindre end det, jeg havde ventet fra en teolog, den er temmelig farvet af rutinen i dit arbejde og et forhærdet hjerte, sagde Tami og forsøgte at bevare roen, selvom han var rasende. – Jeg har så svært ved at forstå, at troen er så lille hos nogle mennesker. Som hos dig. Når Den Hellige Skrift beskriver verdens ende, Kristi genkomst på jorden, Apokalypsen og Djævlen, så foregiver man at tro, men når den fortæller os, at det kan ske i morgen, måske allerede i dag, så foretrækker vi at betegne alt det, der før var læresætninger, som tåbeligt. Skal vi måske fjerne Apokalypsen fra siderne i vores bibel? Jager du måske hekse og heksemestre i den tro, at Djævlen ikke eksisterer og ikke er virkelig?

– Jeg tror på Djævlen! svarede jeg bestemt. – Jeg jager dæmonerne, og jeg tror på dem, ligesom jeg tror på den luft, jeg indånder.

– Godt, så glem dine verdslige fordomme, for disse tekster er ene og alene Djævlens værk, slog jesuitten roligt fast efter sin ivrige tale. Han rettede på dragten og fortsatte: – Så snart man har ført de besværgelser, som står i Codex Esmeralda, ind på deres rette plads i Necronomicon, vil bogen åbne den dør, som fører ind til Djævlen. Det er derfor, man har jagtet den så ihærdigt og stadig er på jagt efter den. Og det kan dine ligemænd i Inkvisitionen bevidne.

– Hvordan? Hvad siger besværgelserne?

– Det ved man ikke med sikkerhed. Man ved kun, at de i alt tæller tolv, som er skjult mellem andre besværgelser i Codex Esmeralda. Først og fremmest skal man finde frem til dem i Codex Esmeralda og derefter føre dem ind de steder i Necronomicon, hvorfra de i sin tid blev fjernet. Og endelig skal de fremsiges i den rigtige rækkefølge, som også står skrevet i Codex Esmeralda.

– Jeg forstår ikke … Kan du forklare dig lidt tydeligere? spurgte jeg, for jeg syntes stadig, det var en vævende forklaring, og det kunne ikke være rigtigt, når det drejede sig om en så alvorlig sag.

Jesuitten kiggede bestemt på mig og fortsatte.

– Du skal tro, Angelo, tro uden at røre. Besværgelserne er ødelæggende. Intet vil stå tilbage, kun historien om vores svækkede religion. Kirkerne vil blive tomme, og menneskene vil blive slaver af Dyret. Dem alle sammen. Rom vil falde, Konstantinopel vil falde. Protestanter og katolikker. Det apostoliske budskab vil falde til jorden, som havde det eksisteret forgæves. Religionen, sådan som du ser og føler den, vil forsvinde. Tænk på Apokalypsen, Angelo: ”Og de af jordens befolkning, hvis navne ikke fra verdens grundlæggelse har været skrevet ind i livets bog, skal fyldes af undren, når de ser Dyret og bliver klar over, at det, som har været og ikke er, alligevel kommer igen.” Det er det, bogen vil føre til, at Dyret vil sejre over Lammet og blive sat fri sammen med sin hær af døde …

– Hvordan? Hvordan kan en bog gøre alt det? Der er ikke den mindste logik at spore i det, Giorgio! Jeg har brug for et konkret svar: Hvad står der i Necronomicon?

– Jeg kan ikke fortælle dig mere.

– Vil du skjule det vigtigste for mig?

– Jeg kan ikke, og det er ikke, fordi jeg ikke vil, men fordi der kun er tre personer, som ved det, og jeg er ikke en af dem.

– Hvem ved det?

– Paven, Stormesteren i Corpus Carus og den Store Heksemester i Heksemestrenes Hemmelige Selskab. De er blevet overdraget den hemmelighed, som de til sin tid skal videreføre til deres efterfølgere. Sådan er det foregået i mere en syv hundrede år.

– Sig mig i det mindste, hvem der er Stormester i Corpus Carus. Jeg mener, jeg fortjener at få det at vide, sagde jeg, men Tami rystede på hovedet, inden han fortsatte:

– Det kan jeg ikke fortælle dig. Det er alene op til Stormesteren at bestemme, hvem der skal kende ham som sådan.

– Jeg forstår.

– Men du skal vide, at Stormesteren kender dig godt.

– Fader Piero Del Grande? Er det ham, der leder Corpus Carus? spurgte jeg insisterende.

Tami ville ikke afsløre noget, så han rystede igen på hovedet.

– Jeg taler aldrig om Stormesteren. Jeg håber, du forstår.

– Godt, jeg respekterer din beslutning. Lad os sige, at jeg tror på dig. Selv efter at du lige har betroet mig, at disse bøger er et dødeligt våben mod kristendommen. Og fordi du har afsløret en helt utrolig sammensværgelse, som omfatter Inkvisitionen, døde hekse og unavngivne heksemestre. Lad os sige, at jeg tror på dig. Og hvad skal jeg så gøre?

– Godt, som du vil forstå, er det først og fremmest vigtigt, at bøgerne forbliver i Corpus Carus’ besiddelse, og at de aldrig falder i de forkerte hænder, heller ikke i Vatikanets hænder. Derfor skal du handle som en af os, som en Ridder af den sande Tro.

– Det er både svært og farligt. Inkvisitionen har sendt mig af sted efter bøgerne, jeg har rejst den halve verden rundt for at finde dem, og mine overordnede vil kræve resultater.

– De samme overordnede, som satte dig på prøve med lakseglene, de samme overordnede, som vidste, at bøgerne var her, men satte dig til at torturere Gianmaria …

Jeg vendte det døve øre til det, jesuitten netop havde sagt, og tog igen ordet.

– Giorgio, du forlanger, at jeg skal holde en kættersk sag skjult for Inkvisitionen, og selvom din forklaring lyder meget foruroligende … så kan din opfordring sende dig direkte på bålet. Måske forventer du mere af mig, end jeg i virkeligheden kan give dig. Jeg så ham direkte i øjnene. – Du forstiller dig måske, at jeg kunne dække over sagen og vende tomhændet hjem til Rom uden at blive mistænkt? Eller tror du, at jeg vil gentage de ting, du netop har betroet mig, i Rom? Hvordan kan du tro, at jeg ikke vil være tro mod mit embede, men tro mod Corpus Carus, som jeg ved så lidt om? Jeg kender ikke engang navnet på Stormesteren.

– Det er dit dilemma, Angelo, det, du nu skal tænke over. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, jeg har viet mit liv til kirken. Jeg kan se døden i øjnene med visheden om, at jeg har handlet korrekt, men jeg vil ikke lade mig nøje med det, jeg vil have mere. Mit offer skal ikke være forgæves, og jeg ønsker, at de bøger skal forsvinde for menneskenes øjne for altid. Hvis det kræver min død, gør det mig ingenting. Jeg er beredt.

– Kunne man tænke sig, at bøgerne gik op i flammer ved et uheld?

– Nej … det er ingen løsning.

– Ikke?

– Vi ville miste vores eneste mulighed for at afpresse Inkvisitionen. Den ville knuse os, den ville forfølge os rundt i alle afkroge af verden og slette os fra historien. Bøgerne er vores eneste chance for at overleve, for så længe vi har dem, vil man respektere os.

– Og hvorfor har I ikke brugt dem til at undgå denne kommission? Hvorfor har I ikke brugt bøgerne til at true dominikanermunkene og undgå det, der foregår lige nu?

– Takket være dig. Fordi du har forhindret os i det. Fordi du er ankommet hertil netop nu og har taget den mulighed fra os. Du har spoleret den eneste mulighed! Det er derfor, at den kommission, du står i spidsen for, har været så hemmelighedsfuld, for den er blevet udtænkt med det formål, at Corpus Carus ikke skulle få mistanke om denne snedige list. Du har grebet fat om halsen på os, du er kommet os i forkøbet og har listet dig ind på os fra junglen. Forstår du nu, hvorfor din mission tog sin begyndelse kort tid efter, at vi fik vristet Codex Esmeralda fra heksen? Forstår du det? Forstår du, hvilken elendig bonde du er i dette spil?

– Du er tosset, Tami, I er alle sammen tossede. Du beder mig ikke alene om at forlade mit hus, mit embede, min fremstående plads i kirken. Du bringer mig også i fare for at dø, ligesom du selv er i fare for at dø. Jeg forstår dig ikke …

– Du forstår det ikke, så tænk på det som en ordre. Corpus Carus ønsker at bevare teksterne, ikke at tilintetgøre dem. I det mindste ikke før kampen mellem dominikanermunke og jesuitter er overstået. Gør dit arbejde: Tænk dig om.

De næsten nedbrændte vokslys i kandelaberen vidnede om, hvor længe denne samtale havde varet. Jeg løftede blikket i halvmørket for at finde flere svar, måske de sidste.

Tami fortsatte:

– Det pentagram, som Nikos fandt i lastrummet, beviser, at heksemestrene tilsyneladende og i al diskretion følger vores skridt, så de kan slå til på det rigtige tidspunkt … Pas på, Angelo, vi er hverken alene eller på sikker grund her.

– Godt … Mit besøg er slut. Det var blevet tid til at bryde op.

Jeg rejste mig for at gå, men Tami holdt mig et øjeblik tilbage.

– Vil du tænke over de ting, jeg har fortalt dig?

– Naturligvis. Men gør dig ingen forhåbninger, jeg tror ikke, jeg er lige så modig som dig.

Jeg forlod værelset og ventede udenfor, indtil soldaterne havde låst døren efter mig. Da jeg begyndte at gå hen ad gangen, fik jeg øje på en skikkelse, der iagttog mig i mørket, som en ulv, der ligger på lur. Klædt i sin mørke munkedragt og med hænderne trukket ind i ærmerne og sit rædselsvækkende ansigt stikkende frem under hætten stod Giulio Battista Èvola og ventede på mig. Han havde velsagtens nogle spørgsmål, som ikke kunne vente.

46

Samme aften efter middagen trådte notaren ind i mit væ­rel­se og satte sig ved mit bord. Han havde ikke sagt et ord under middagen og næsten ikke rørt maden, og han havde undgået mit blik, hver gang jeg kiggede på ham. Nu sad han over for mig og kiggede på mig som en anden sfinks.

– Godaften, broder. Hvad kan jeg gøre for jer? Jeg har ikke sendt bud efter jer. Er der sket jer noget? spurgte jeg på en måde, der fik mig til at lyde uinteresseret.

– Jeg har nogle spørgsmål, jeg gerne vil stille jer, Excel­lence …

– Som tilsyneladende holder jer søvnløs, brød jeg ind.

– Jeg ville gerne vide, hvorfor I har besøgt kætteren, sagde han, idet han løftede en advarende pegefinger.

– Hvilke besøg? Dem i dag? fortsatte jeg lige uinteresseret.

– Ja, de to besøg i dag, sagde han.

Jeg kiggede indgående på benediktinermunken, inden jeg svarede ham, blot for at lade ham forstå, at han bevægede sig ind på farligt territorium.

– Jeg er inkvisitor, og derfor tog jeg denne beslutning, svarede jeg uden at tage blikket fra ham.

– Så forstår jeg slet ikke, hvorfor I afholder disse sessioner i al hemmelighed, for hvis I har besøgt ham som inkvisitor, burde I have taget mig med.

– Jeg kan forstå, I holder opsyn med mig. Og tilsyne­ladende permanent.

– Jeg har mere end en gang fortalt jer, at det er mit arbejde, svarede notaren uforskammet.

– Broder Èvola, jeg besøgte den arresterede præst uden jer, fordi jeg mente, det ville være en fordel. Er det et problem for jer?

– Jeres opførsel er upassende, Excellence. Jeg kan ikke tvinge jer til at følge retningslinjerne, men jeg vil gøre jer opmærksom på, at denne utilbørlighed er blevet anført i den protokol, som jeg på det behørige tidspunkt vil overdrage til Rom.

Jeg bøjede hovedet og smilede, så rystede jeg på det for at give udtryk for min ærgrelse og min magt, inden jeg igen tog ordet.

– Broder Èvola, I ved nok, at hvis jeg fandt det belejligt, så kunne jeg fjerne jer fra jeres post og sågar få jer spærret inde, indtil denne mission er fuldført, og erstatte jer med en hvilken som helst soldat, der er en smule dannet.

– Det ved jeg, sagde napolitaneren. – I er inkvisitoren, og jeg er bare notaren. Det er mit ønske at tjene jer, til vi kommer tilbage til Europa, og vores overordnede får kendskab til jeres opførsel, for de ville ved selvsyn finde den temmelig mistænkelig.

– Det er min egen sag, det skal I ikke bekymre jer om. Jeg ved udmærket, hvem der er mine overordnede, og med hvilket formål de ville gribe ind i en tarvelig sag som denne.

– Hvad mener I med det, Excellence? spurgte Èvola.

– Jeg advarer jer bare, så I ikke træder over stregen, for det ville ikke røre mig det mindste at spærre jer inde på hele den lange rejse hjem til Rom. Har jeg udtrykt mig klart og tydeligt?

Èvola svarede ikke, han kiggede på mig som en morder, lige inden han skal til at stille sit forbryderiske begær, men måtte stoppe sig selv, for min død ville få indflydelse på os begge.

– Da jeg er en barmhjertig sjæl, fortsatte jeg, – så længe jeg ikke er tvunget til ikke at være det og forvandler mig til den Angelo, der afvikler tortursessioner, den Angelo, som ikke lader sig overbevise af ord, men af smertensskrig, vil jeg mene, at I endnu ikke er trådt over stregen, hvorfor jeg stadig kan vise jer nåde. Sig mig så, hvad er det, der bekymrer jer ved mine besøg hos kætteren?

Notarens stemme fik en anderledes blid klang, da han hørte min trussel. Han besindede sig og spurgte ydmygt:

– Jeg ville gerne vide, hvad I talte med ham om. Intet andet.

– Jeg forhørte kætteren med det eneste formål at få nogle oplysninger om de andre jesuitter i kolonien, løj jeg for at lade ham forstå, at det var bedre at være på min side end imod mig, for på den måde ville han få nogle svar, som vel at mærke var langtfra sandheden.

– To besøg med det ene formål? Intet andet?

– Intet andet. Det var derfor, jeg ikke tog jer med.

– Og I spurgte ikke til bøgerne? spurgte napolitaneren aggressivt.

Han troede ikke på et ord af det, jeg sagde.

– Mener I, at jeg har brug for flere oplysninger om bøgerne, så jeg kan anklage dem alle sammen og tage dem med til Rom? Har jeg ikke fået besked på ikke at spørge til bøgerne, men blot finde dem og tage dem og alle de involverede med tilbage til Rom? Bøgerne er en lukket sag, så hvad mere vil I have mig til at tale med Tami om? Denne gang lød jeg mere overbevisende, men Èvola var stædig.

– Og hvad kom I frem til omkring jesuitterne?

– De bliver løsladt i morgen.

Èvola forstenede. Det var mere, end han kunne klare.

– Har I tænkt jer at løslade jesuitterne? Skal vi ikke have dem med til Rom, så man kan træffe afgørelsen der?

– Jeg finder ikke tilstrækkelig grund til at gøre det.

– Ikke? Forlad mig, Excellence … har I glemt det sidste laksegl?

– Jeg husker det lige så tydeligt som fadervor, broder. Lad mig citere det for jer: ”Jeres arbejde begrænser sig til at konfiskere de to bøger og deportere den jesuitiske prior, en præst ved navn Giorgio Carlo Tami, som er direkte ansvarlig for hæleri med de eftersøgte bøger. I er bemyndiget til at få al den hjælp fra de civile myndigheder, I behøver, for at kunne løfte denne opgave, men I må under ingen omstændigheder sammenkalde en domstol eller lave kætterbål. Det vil man siden tage sig af i Rom med hjælp fra særlige jurister og teologer.” Ansvaret hviler alene på ham, som er udpeget af Rom. I kan tage det roligt, for det er ikke en tilfældig beslutning, jeg har taget.

– Hvordan kan jeg vide det? tog Èvola til genmæle, idet han stod stejlt på at udføre sit arbejde.

Inden jeg svarede ham, sendte jeg ham et ironisk smil.

– I har ret, broder. Når jeg tænker over det, så burde jeg have sendt bud efter jer. Det gjorde jeg ikke, så I har intet andet valg end at stole på mig.

Jeg kunne se, hvordan vreden sydede i hans ansigt og forplantede sig i de sammenbidte kæber. Jeg fortsatte:

– Åh jo, jeg skal huske at fortælle jer, at jeg vil bruge dagen i morgen på at undersøge kætterens sag. Så jeg vil bede jer om at bruge tiden på arrangere en messe inden vores afrejse.

– En messe? mumlede napolitaneren. – Og den skal afholdes af …?

Se det var et godt spørgsmål, for jeg havde glemt, at kapellanen ikke længere var iblandt os. Jeg løste problemet ved hjælp af en pludselig indskydelse, som var meget smertefuld for Èvola.

– Lad en af jesuitterne afholde den, hvem som helst der melder sig til det.

– Excellence … vil I lade en hvilken som helst af de jesuitter, der lige nu sidder indespærret, afholde vor hellige messe? Hvad vil de spanske soldater ikke tænke? Vil I overlade velsignelsen af Kristi legeme og blod til nogle mennesker, som muligvis er kættere? Èvola var vred, forskrækket og såret. Fuldkommen lamslået.

– Nu ikke alle de indvendinger. Gør, som I har fået besked på. Resten er ikke andet end meningsløse spekulationer, svarede jeg og bøjede hovedet for at vende tilbage til mit arbejde.

– Som I vil, Excellence.

Efter disse kølige ord fik notaren travlt med at komme ud af mit værelse. Da han nåede hen til døren, stoppede han for at stille et sidste spørgsmål eller sige et sidste ord, men jeg kom ham i forkøbet og lod ham ikke tale.

– I må forstå, at jeg er dommer, og jeg kan ikke tage mig af, hvilke overvejelser de spanske soldater eventuelt gør sig om mine beslutninger. Jeg beskæftiger mig med retfærd, ikke fordomme. Og I skal vide, at I snart har opbrugt den smule tålmodighed, jeg har tilbage.

Giulio Battista Èvola kiggede på mig, inden han gjorde den bevægelse, der var så typisk for ham; at føre hånden langsomt hen over arret i sit ansigt. Så smilede han, et utilfreds smil, der lovede store ulykker, inden han lukkede døren efter sig uden et ord. Den aften fik jeg ganske givet sat ild til vedet på mit eget bål.