XVIII - FORLØSNING

47

Rejsen havde efterhånden taget en sådan drejning, at jeg nu stod ved den store skillevej i mit liv og i min løbebane, jeg stod for at skulle tage det vigtigste skridt, jeg nogensinde havde taget eller ville komme til at tage. Jeg var langt hjemmefra, hvilket var almindeligt i mit arbejde, og sad med de følelser, der for nylig var kommet til mig. Jeg var alene og skulle nu tage en beslutning, som ville afgøre fremtiden, ikke bare for mig selv, men også for alle dem, der havde sat deres lid til mig. Jeg ville naturligvis ikke bruge dagen på at studere Tamis sag, sådan som jeg havde ladet Èvola forstå, men på at overveje min situation og alt det, der var sket.

Fremtiden var usikker, nu hvor min vej, der hidtil havde været ensporet, forgrenede sig i flere retninger. Jeg havde opfyldt Iulianos ordrer til fulde, der var intet at indvende: Jeg var i besiddelse af de forbudte bøger og med dem den hæder, der kunne føre mig videre op ad rangstigen i kirken, hvilket altid havde været min største prioritet. At vinde magt. Forøge den. Men så var Tami dukket op som et billede på en anden virkelighed og havde opfordret mig til at blive en del af den. Denne præst mindede mig om mig selv for nogle år tilbage: jeg havde ivrigt hengivet mig til den åndelige lære, hengivet mig til at forsvare troen i kraft af min hengivelse til de andre brødre. Det var Piero Del Grandes vej, den vej, som han havde tvunget mig til at forlade, den vej, jeg var blevet formet til at følge. Og nu hvor jeg følte en sådan lede ved alle disse forviklinger, havde de hæderlige, ærlige og enkle ord fra denne ”kætterske” præst talt til mit hjerte. At handle efter hans ønske var det samme som at give afkald på mit embede. De to veje var uforenelige, og når først jeg havde begivet mig ud ad den ene, ville der ikke være nogen vej tilbage. Eller måske var jeg ikke i stand til at se muligheden i at trække mig helt tilbage. Jeg havde lyst til at flygte fra det hele, vælge den næsten ubetrådte vej, der ville føre mig direkte til Raffaella, min elskede pige.

Jeg kunne ikke slippe den tanke, at jeg var glad for mit arbejde, for det havde lige fra begyndelsen stillet mig tilfreds og opfyldt mit behov for retfærdighed. Det havde stillet mig over for synden i ansigtet på både mænd og kvinder, og jeg var gået foran med et godt eksempel, idet jeg havde revet deres kætterske tanker op med rode. Inkvisitionen ville altid flyde i mit blod, den kogte i min forstand. Den havde været mit liv. Jeg kunne ikke forestille mig en verden uden censur, en verden af fritænkeri, hvor teologernes mindre begavede indfald ville svække vores læresætninger, de læresætninger, som vores kirkefædre med største anstrengelse havde videregivet til os, en verden, hvor en hvilken som helst oplyst mand fra pøblen ville se sig i sin gode ret til at tilsmudse dem med modbydelige gudsbespottelser. Der stod jeg, der stod Angelo DeGrasso, den Sorte Engel, beskytteren.

Det onde varer evigt. Det gør mit liv ikke.

Det handlede ikke kun om at tilintetgøre disse bøger, der med deres djævelske og ødelæggende indhold så ud til at passe bedre ind i en drøftelse i en præsteskole end som bevismateriale ved en domstol under Inkvisitionen. Jeg kunne ikke slippe tanken om den dag, jeg ikke ville være her længere, og trinitatis søndag ville være overladt til svinebæster, vildfarne sognebørn og falske kristne. Ville folk vende kirken ryggen for igen at danse om guldkalven? Flere og flere falske profeter dukker op og ytrer tanker, som giver sig ud for at være nye, men vækker mindelser om kætteriets begyndelse. Hvem ville være deres leder? En ny Luther, endnu en Calvin, måske en Zwingli eller en Henrik VIII? De ville atter hævde, at Treenigheden ikke findes, de ville fjerne denne læresætning, de ville lade folket lytte til falske præster, reformatorer med såkaldte nye tanker, og de ville blive tiljublet for at ytre ord, som intet har at gøre med apostlene og deres lære. Ville folket tro på en ny kristendom? På en ny kirke? På nye læresætninger? Måske kommer billedstormerne tilbage for at sælge deres udtjente genstande, for ligesom dem, der spottede Treenigheden, så deltog heller ikke billedstormerne i kampen for den sande tro: De forsvandt lige så hurtigt, som de var kommet. Dem, der væltede Kristusfiguren, vil komme tilbage og vriste den fra vor Fader, dem, der mente, at Han ikke kunne være både menneskelig og guddommelig. Dem, der vansirede Ham til uigenkendelighed og fornægtede Hans kors ved at opmuntre folket til at læse Evangelierne uden apostlenes udlægning, vil komme tilbage. De vil tale for den frie vilje og den frie fortolkning af Den Hellige Skrift og således give plads til lige så mange religioner, som der er fortolkninger. De vil bebude verdens ende for at sprede angst, og de vil handle som Djævlens tjenere, når de spreder menigheden.

Og Angelo kan ikke bekæmpe alt dette med et enkelt liv, tænkte jeg. Ikke engang med to liv. Det onde vil stadig bestå, det vil brede sig og flyde ovenpå som en plet olie på vand. Og jeg vil ikke kunne forhindre det. For til den tid er jeg her ikke mere.

Kaos vil komme, og det vil få magten, det kan jeg se. Når ikke Inkvisitionen er her til at udpege kristendommens sande træ i skoven af falske overbevisninger. Der findes træer, som har vokset i samme jord som den katolske kirke, men er vokset skævt, fordi de helt eller delvist har fornægtet den sande stammes natur, den eneste som er forblevet intakt siden vor Frelsers komme.

I min tid i Inkvisitionen har jeg handlet som en af Kristi sande soldater, jeg har angrebet hans fjender, og jeg har til min henrykkelse smagt sejrens sødme som den tro soldat væbnet med kirkefædrenes nådige lære. I løbet af ti år har jeg sendt hundrede fireogfyrre mennesker på bålet, alle omhyggeligt forhørt og dømt i overensstemmelse med kirkens love, som har fældet dem med retfærdighedens sværd. Med alt lige fra albigensere, katharer og gnostikere til jøder og muhamedanere, protestanter, heksemestre og djævledyrkere, sodomitter og horkvinder har Inkvisitionen systematisk fået has på enhver afvigelse fra den katolske kristendom. For alle disse afvigere er ene og alene talerør for Djævlen og ønsker, at menneskeheden skal miste sit fodfæste.

Jeg har agtet og agter stadig Inkvisitionen. Jeg har agtet og agter stadig den kirke, som skismatikere, anglikanere og protestanter ernærer sig ved.

Det var, som om denne tanke beroligede mig. Det lykkedes mig at standse den vanvittige tankestrøm og vende tilbage til overvejelserne omkring mig selv, for på trods af min hengivenhed for Inkvisitionen skulle denne morgen bruges til at få hold på de mange flygtige tanker, jeg havde gjort mig, til at frigøre mig fra mit arbejde som dommer for at forsøge at se tingene fra den anden side, ikke som den, der afsiger, men som den, der modtager den guddommelige dom. Jeg skulle afstå fra alle rutiner.

Ansporet af kærlighed, men ikke den slags kærlighed, vi så ihærdigt vedgår som præster, men den kødelige kærlighed, som var mig forbudt, og som allerede ved det første møde havde fanget mig i sit net og overgivet mig til Raffaella. Hendes medaljon hang stadig glødende varm på mit bryst. Min kærlighed til denne kvinde var i dette øjeblik min største skam. Med dette brud på mine løfter havde jeg ikke længere moral til at dømme andre. Min tid i kirken så ud til at være slut. Og ikke alene på grund af Raffaella, men også fordi noget andet trak i mig: et råb om hjælp og den troskab, jeg skyldte min læremester, min fader, Piero Del Grande. Om så jeg havde lagt mig på strækbænken, ville jeg ikke have følt mig lige så fordrejet og forvredet, som jeg følte mig i dette øjeblik. På den ene side stod Piero Del Grande og Corpus Carus, på den anden Raffaella, og til sidst Inkvisitionen, og alle trak de mig i hver sin retning. Hvilken smerte …

Mit ønske om at leve op til mine moralske forpligtelser over for dem alle var ved at kvæle mig, og jeg kunne ikke se nogen vej ud af denne lidelse. At overdrage bøgerne til Rom ville være det samme som at sætte ild til et bål med medlemmerne af Corpus Carus. At stille Giorgio Carlo Tami for den gejstlige domstol ville være det samme som at fordømme ham lige så æreløst som en heksemester. Men Corpus Carus var i virkeligheden kun ude på at gøre en ende på Inkvisitionen … Hvem var disse frimurere i katolske munkedragter? Svaret var lige så let, som det var smertefuldt: min læremester, selveste Piero Del Grandes disciple. Kunne jeg svigte denne kapuciner, som havde taget sig af mig som en far …? Og hvad med troskaben …? Hvordan skulle jeg kunne være en kvinde tro, hvis ikke jeg kunne være tro mod min egen kirke og min læremester?

Jeg kunne ikke tænke. Jeg var fuldkommen ør i hovedet. Jeg tog krucifikset i mine hænder, knælede, og slået til jorden som en troende foran den store dommer græd jeg. Min rigtige far, som stadig var ukendt for mig, dukkede op i mine tanker. Det gjorde også ham, der havde passet på mig som en far, Giandomenico DeGrasso, en utrættelig smed, der havde givet mig sit efternavn. Op dukkede også Piero Del Grande, min læremester, med al sin kærlighed og alle sine forventninger til mig, hans foretrukne elev. Og Raffaella D’Alema, den unge pige, som havde givet mig sit hjerte og trodset sine forældre og alle fordomme og sat sit ry og rygte på spil. Endnu en person dukkede op i mine tanker, denne besynderlige kvinde, som jeg, af jeg ved ikke hvilken grund, følte mig så knyttet til: Anastasia Iuliano. Alle var de så modige. Det skulle jeg også være. For deres skyld.

Vejen ville enten blive behagelig og skyfri eller fuld af tornebuske. Det var op til mig at beslutte. På den ene side stod den sejrrige Angelo, ham, som alle beundrede, den storslåede og ubønhørlige Angelo. Og på den anden stod den Angelo, som var i stand til at gøre en ende på alt alene på grund af en lidenskab. ”Den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det,” havde Herren sagt. Og jeg havde mistet mig selv: Jeg havde allermest brug for at finde mig selv, ikke den foretrukne elev, eller bastarden, eller dommeren, eller den forelskede mand. Jeg skulle vælge, hvem jeg ville være fremover.

48

Netop som det begyndte at skumre ved solnedgang, blev vores afskedsmesse afholdt i den primitive kirke af teglsten, hvis farve havde samme højrøde glans som en dames kinder. Den kunne ikke måle sig med de overdådige og storslåede kirker fra gotikkens Europa, men den tog sig meget smukt ud med de blomsterarrangementer, som guaraniindianerne havde lavet og pyntet den med til lejligheden. Èvola havde sørget for alt det nødvendige til fader Killimet, inklusive hans løsladelse, så han kunne afholde messen.

I det store kapel var der stadig spor efter åbningen af gravnichen, idet man tydeligt kunne se, at mindepladen havde fået nogle skrammer. Disse spor virkede som et symbol på kirkens kamp mod Djævlen, for det var her, de forbudte bøger var dukket op, som dæmoner fra en kalket grav.

Fader Killimet trådte ud af sakristiet klædt i en tung messehagel. Med sig havde han bæger og brød foruden sin messebog med afmærkninger af det, han ville læse. Han knælede pligtskyldigt foran sakramentshuset, lagde de hellige genstande fra sig på et primitivt stenbord, der fungerede som hovedalter, og idet han slog kors for sig, henvendte han sig til forsamlingen:

– In nomine Patris, et Filii, et Spiritus Sancti, Amen.

Derpå henvendte jesuitten sig til en guaraniindianer, der ledsagede ham som messedreng:

– Introibo ad altare Dei. Det var trinbønnen: ”Jeg vil træde frem for Guds alter”.

– Ad Deum qui laetíficat juventutem meam, svarede messedrengen med denne smukke sætning. ”Til Gud, som bringer min ungdom glæde.” Og med bodshandlingen, der afrundede det indledende ritual, sank vi alle ind i en dyb stilhed.

Med ryggen til forsamlingen og front mod alteret beredte jesuitten sig på at begynde nadveren, det vigtigste sakramente, en mindelse om Jesu sidste måltid med sine disciple. Beredte på at genopleve Jesu hengivelse, lidelse og opofrelse, sådan som Han havde lært os det og bedt os om at tage imod hans legeme og blod gennem brødet og vinen, afventede vi begyndelsen på ceremonien, tre læsninger fra Den Hellige Skrift, som var nøje udvalgt fra messebogen til denne dag. Kirken var fyldt op af troende, hovedsageligt soldater, men også nogle få munke og de guaraniindianere, som levede under jesuitternes beskyttelse. Èvola havde med sin usædvanlige respekt for etiketten reserveret en plads til mig til højre for alteret, hvorfra jeg nøje kunne følge med i alle detaljer omkring messen og iagttage de troendes ansigter. Og det hengav jeg mig til, mens jesuitten læste fra messebogen.

Kaptajn Martínez sad på første bænkerække ledsaget af to underofficerer, alle i gallauniform. Ved siden af ham sad Giulio Battista Èvola, der her virkede mindre, end han var. Han sad med sit eneste øje tabt i alteret og følte sig dårligt tilpas, idet han ved sin side havde jesuitten Nuno Gonçalves Dias Macedo, der efter min udtrykkelige ordre netop var blevet løsladt. I et hjørne fjernt fra alle blikke og under skarp bevogtning sad Giorgio Carlo Tami efter eget ønske og overværede ceremonien. Det havde jeg i sidste øjeblik givet min tilladelse til, på en eneste betingelse: Jeg kunne ikke nægte ham at være til stede under nadveren, men jeg kunne under ingen omstændigheder tillade, at han som anklaget for kætteri gik til alters. Hvis han gjorde noget forsøg på det, ville han ryge tilbage i sin celle, lige så hurtigt som soldaterne var i stand til at slæbe ham derind. Messen blev afviklet, mens jeg fra tid til anden blev afledt af mine modstridende tanker og lullet ind i min tvivl.

Jeg viklede rosenkransen om hænderne, som jeg foldede for at bede. For mig selv. Jeg granskede min samvittighed, for jeg ville tale med Kristus, jeg brændte efter at få det svar, jeg ikke selv kunne finde, på trods af at jeg stadig havde troen i behold.

”Herre, hvilken vej er den rigtige? Jeg har mistet min blinde tillid til Rom, og jeg frygter, at striden om magten i vores kirke skal føre til, at disse bøger udslynger alle deres fordærvelige forbandelser mod dine tro undersåtter. Hvis det skete, ville det være begyndelsen på enden, og alle de anstrengelser, jeg har gjort mig for at beskytte troen, ville blive vendt imod mig, jeg ville blive det ondes, og ikke det godes, væbnede arm. Kan jeg med det retfærdiggøre min faneflugt?

”Herre, hvis jeg vender tilbage til Rom med bøgerne, vil jeg fuldføre kirkens mission, men jeg vil samtidig overdrage en mand som offerlam, en god mand, som kæmper for en retfærdig sag, så retfærdig, at han vil se døden i øjnene med samme mod som en martyr. O Gud, hjælp mig! Hjælp mig med at vende blikket indad!”

Jeg standsede min bøn. Åbnede øjnene og iagttog de troende. Èvola sad og stirrede på mig, mens han bad. Præsten ville nu tage hul på anden del af messen, konsekrationen. Han løftede hostieskålen op foran sig for at vise den frem for Gud, mens han bad:

– Suscipe, sancte Pater, omnipotens aeterne Deus, hanc imma­culatam Hostiam ...

Så tog han bægeret, hældte en smule vin i og tilsatte et par dråber vand og olie:

– Deus, qui humanae substantiae dignitatem mirabilius reformasti: da nobis per hujus aquae et vini mysterium, ejus divinitatis esse consortes, qui humanitatis nostrae fieri dignatus est particeps, Jesus Christus, Filius tuus.

Til sidst løftede han bægeret op over sit hoved.

– Offerimus tibi, Domine, calicem salutaris ...

Jeg tænkte på, hvor smukke de var disse ord, der beskrev brødet som Vor Herres legeme, og sagde dem for mig selv: ”O hellige, almægtige og evige Gud, modtag dette, som skal være den Hellige Hostie.” Og disse mere vidtløftige ord, som var tilegnet vinen: ”O Gud, du som vidunderligt skabte den menneskelige natur og forbedrede den, lad os med dette vand og denne vin tage del i Hans guddommelighed; Han, der havde den godhed at tage del i vor menneskehed, Jesus Kristus, din Søn”, for til sidst at afslutte med håbet, det fornyede håb, som opstod med ofringen: ”Vi giver dig, Herre, frelsens bæger”. Alle var vi døde og skulle genopstå med troen, denne tro, som jeg behøvede mere end nogensinde for at tage min beslutning. Jeg lukkede igen øjnene og knugede rosenkransen mellem fingrene.

”Jeg har brug for at vide, O Herre, hvilken vej, der skal være min. Hvad ville Du gøre i mit sted? Ville Du overdrage bøgerne og kætteren? Ville Du være parat til at kaste ved på bålet og nære den interne strid i kirken? Jeg har ikke mistet troen, Herre, min tro er stadig den samme. Jeg føler mig stadig værdig til dig, jeg er stadig den samme, Angelo, ham der for alt i verden vil beskytte dig, ham som tvinger dine fjender i knæ, uanset hvem de måtte være. Du er mit lys og min leder, jeg frygter intet, hvis Du er ved min side …”

Fader Killimet løftede brødet under konsekrationen, den som ville forvandle brødet og vinen til Kristi legeme og blod, et højtideligt øjeblik, hvor jesuitten først løftede brødet op over hovedet, så bægeret, og gentog Jesu ord under det sidste måltid:

– Accipite, et manducate ex hoc omnes. Hoc est enim Corpus meum.

Disse kraftfulde ord: “Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer” forvandlede dette enkle brød til Kristi legeme. Så løftede fader Killimet bægeret og sagde:

– Accipite, et bibite ex eo omnes. Hic est enim Calix Sanguinis mei, Novi et aeterni Testamenti: Qui pro vobis et pro multis effundetur, in remissionem peccatorum.

Og med sine ord: ”Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse” afsluttede han forvandlingens mirakel, idet han forvandlede vinen til det blod, som Kristus udgød for alle os. Den genopståede og salige Kristus, som er usynlig for vores forstand, men til stede i kraft af vores tro. Kristus, som døde og genopstod i sin kærlighed til menneskene.

Det var denne altopofrende kærlighed, der kom til mig, da jeg sad i den ydmyge Skt. Stefan-kirke, for at vise mig den vej, jeg skulle følge:

”Herre, nu hvor Du er hos mig, nu hvor Du i stilhed er genopstået i mig, føler jeg mig fuld af kærlighed. Og kærligheden skal lede mig, min kærlighed til dig, min kærlighed til Piero Del Grande og min kærlighed til Raffaella. Og ingen vil kunne lede mig bort fra den vej, jeg har valgt at følge, i kraft af den jeg er.”

Jesuitten afsluttede konsekrationen:

– Hoc est mysterum Fidei.

”Dette er troens mysterium”, vores tro, min tro, der nu havde fundet sin vej, takket være Kristi kærlighed. Det var blevet tid til at tage del i mysteriet og gå til alters for at modtage den hellige nadver, som alle ville modtage på lige fod, såvel rettroende som frelste syndere, munke, soldater og omvendte kristne. Èvola var den første til at modtage Kristi legeme, ”Corpus Christi”, som jesuitten gav ham i munden, da han havde hørt ordet ”Amen” fra napolitanerens mund. Derefter bød han ham bægeret, som han nippede til, inden han vendte tilbage til sin plads og hengav sig til bøn. Efter ham fulgte kaptajn Martínez, jesuitten Dias Macedo og mange af soldaterne. Og til sidst kom jeg. Uden at tage øjnene fra Tami bevægede jeg mig op til alteret. Overladt til sin bitre fremtid svarede han mig med et træt blik. For øjnene af ham modtog vi den hellige nadver som Guds gode børn og glemte dem, vi havde dømt. Tamis blik var lige så mat som det, man ser hos den udstødte, den forviste, hos den, der er alene i verden og moralsk fortabt, som var han blevet fortrængt fra Guds erindring. Men Tami tog fejl, for mine tanker var hos ham, også da jeg gik til alters.

Da jeg havde modtaget den hellige nadver, trak jeg mig som alle andre tilbage til min plads for at hengive mig til bøn. Jeg kom da til at tænke på Corpus Carus’ devise: ”Fra Kristi stedfortræder udgår din umiddelbare og første samvittighed.” Hvis din samvittighed taler, så lyt til den, for gennem den taler Kristus. Frygtelig kættersk tale ville nogle sige! Men det var det ikke, for Kristi stedfortræder ville altid være paven, når det kom til kirkelige anliggender, han stod i spidsen for hele menigheden og var en ufejlbarlig lærd, det vidste jeg. Men i forhold til mine personlige beslutninger forventede jeg ikke at finde løsningen i en bulle, jeg ville blot lytte til Kristus i mine stille tanker. Der, hvor vi hører dem, selvom det virker, som om de ikke er der, der, hvor han i virkeligheden lever for at inspirere os.

Efter messen spiste vi det sidste måltid i kolonien. Vi var ikke længe om det, for ingen havde lyst til at snakke. Så snart vi var færdige, trak vi os hver især tilbage til vores værelser. Ved daggry den følgende dag ville vi begynde rejsen tilbage til galeonen. Vi skulle alle have pakket vores ejendele sammen, studere planen for rejsen og stille tankerne ind på den lange tur. Alle havde den samme horisont i tankerne, alle undtagen mig. Den aften lagde jeg mig i sengen med en sindsro, jeg ikke havde følt i de elleve år, jeg havde været inkvisitor. Jeg havde taget mit valg. Det forår, som denne aften begyndte at blomstre, skulle forvandle sig til vinter, så snart vi nåede til Europa. Jeg lukkede øjnene og sov.

49

Hanen havde kun lige galet, da Giulio Battista Èvola bankede på døren til mit værelse. Han virkede noget opbragt, men forsøgte at besinde sig:

– Godmorgen, Excellence. Forlad mig, hvis jeg forstyrrer … I har lavet nogle ændringer, som jeg ikke er blevet informeret om, begyndte han, så spidsfindigt han kunne.

– Godmorgen også til jer, broder, sagde jeg, idet jeg førte mit krucifiks ned over brystet og fast besluttet på at handle, sådan som jeg havde bestemt mig for. – Ændringer? Jeg ved ikke, hvad I taler om.

– Jo, Excellence. Jeg havde sørget for en eskorte, der skulle føre Xanthopoulos til Asunción …

– Åh, det er det, I taler om …, afbrød jeg ham.

– Ja, Excellence, det er ”det”, svarede han vredt. – Admiral Calvente har givet ordre om, at han skal overdrages til myndighederne i Asunción, så han der kan blive dømt for de mord, der blev begået på skibet.

– Og …? Jeg ved ikke, hvad I vil fortælle mig med det. Jeg husker udmærket Calventes ordre, svarede jeg, idet jeg stillede mig ansigt til ansigt med ham.

– Hvad mener I med ”og”, Excellence? spurgte notaren mere uforskammet, end han plejede. – Kaptajn Martínez har forbudt mig at sende ham af sted og fortalt mig, at I har givet ordre om, at han skal blive her hos os. Skal han da med til Rom? Har I givet ordre om, at Xanthopoulos skal med tilbage?

– Ja, udbrød jeg uden at tilføje noget.

– Ja? Og hvordan vil I retfærdiggøre mage til tåbelighed? Og hvorfor er jeg ikke blevet underrettet, så jeg kunne anføre jeres beslutning i protokollen?

– Jeg har ikke underrettet jer, for jeg mente ikke, det var så vigtigt, I ville jo få det at vide under alle omstændigheder. Jeg har besluttet mig for at stille ham for domstolen, og derfor skal ham med os tilbage.

– Hvorfor nu det, når det er en civil og ikke gejstlig forbrydelse? Xanthopoulos skal ikke forsvare sig over for Inkvisitionen.

– Siden i går aftes har Xanthopoulos været mistænkt for kætteri. Han skal tiltales for at forbryde sig mod troen.

– Kætteri? udbrød Èvola, inden han slog et hånligt latterbrøl op. – Xanthopoulos er en tarvelig morder, en blind passager, der er undsluppet den spanske domstol. Han er ikke kætter. I bliver nødt til at lade ham slippe.

– I sagde selv på skibet, at Xanthopoulus er en heksemester. Jeg er enig med jer, og derfor skal han med tilbage.

– Jeg insisterer, I bliver nødt til at lade ham slippe. Så han kan blive dømt i Asunción.

– Lade ham slippe? Hvad er det for et udtryk? Så vidt jeg ved, står det ikke i nogen af mine bøger, svarede jeg, så Èvola forstummede. – Svar! Kender I en bog, der hævder, at en inkvisitor skal lade en kætter ”slippe”?

– Det behøver jeg slet ikke at svare på, svarede Èvola hovmodigt.

– Åh jo, selvfølgelig skal I svare mig, selvom I ikke ved, hvad I skal svare. Men det ved jeg, sagde jeg, idet jeg pegede hen på kufferten med mine bøger. – Tag den øverste bog i kufferten der.

Notaren gik modvilligt hen til kufferten, åbnede den og tog den øverste bog.

– Værsgo, sagde han, idet han rakte mig en tyk bog.

– I skal læse. Åbn den …

– Hvor vil I hen med det her? spurgte notaren.

– I står med en skat inden for den kirkelige litteratur om afstraffelse i hænderne, en guldklump for enhver inkvisitor. Vil I vide, hvad den hedder? fortsatte jeg.

– Nej.

– Jeg vil alligevel fortælle jer det: Malleus maleficarum, den berømte Heksehammeren, trykt i Tyskland, en imponerende instruktionsbog til at gennemskue og dømme en heksemester. Ved I, hvor meget sådan et eksemplar koster?

– Nej, Excellence.

– Mere end en overdådig vogn med et spand på fire avlshingste så smukke som andalusiere. Bladr i bogen og se, om I kan finde et afsnit om at lade end kætter ”slippe”.

– Der er ingen grund til at tvinge mig til det her, sagde Èvola, der skammede sig over denne samtale.

– Læs så i den forbandede bog, hvis ikke I vil vende tilbage til skibet på slæb af et æsel! udbrød jeg, så Èvola blev helt bestyrtet.

Napolitaneren begyndte at kigge i bogen.

– Det står her ikke …, mumlede han og turde ikke hæve stemmen.

– Det står der ikke? spurgte jeg ironisk.

– Nej, Excellence.

– Bladr frem til anden del, til ”Spørgsmål to: metoder til destruktion og helbredelse af kætteri”, og læs overskrifterne for mig.

– … ”Introduktion til hvori vanskeligheden af dette emne består; Den hellige kirkes anbefaling af midler til brug mod incubus og succubus; Anbefaling af midler til begrænsning af forheksede personers evne til at avle; Anbefaling af midler til brug mod dem, der handler …,” Èvola løftede blikket fra bogen og kiggede bønfaldende på mig. Men jeg viste ham ingen barmhjertighed.

– Vil I ikke fortsætte? Tror I, man har glemt at indføre det kapitel, hvori der står, hvornår man skal lade en heksemester ”slippe”? I skal vide, at jeg kan den bog udenad, jeg kan huske hver eneste paragraf, og jeg kan citere fra den, som var det Ave Maria: ”For kætteri er højforræderi mod den Almægtige Gud”, står der blandt andet i første del. Og hvis ikke I stoler på mig, så må vi vente her, indtil I har fundet det i bogen, jeg har bedt jer om at finde.

– Modtag min undskyldning, Excellence. Det her er alene sket, fordi I fortier mere, end I bør. Jeg bryder mig ikke om at rende jer i hælene og blande mig i jeres sager, forsøgte Èvola at undskylde sig.

– Ikke desto mindre mener jeg, at jeg hørte jer udtale jer om kætteri, som om I var en af kirkens lærde mænd. Tror I ikke, I gjorde bedst i at skjule næsen i jeres notesbøger i stedet for at stikke den i inkvisitorens sager?

Notaren lukkede mund og kiggede på mig så blidt som en ravn.

– Er I stadig interesseret I at høre årsagen til min beslutning? spurgte jeg.

– Ja, Excellence.

– Godt, I skal vide, at Xanthopoulos ikke alene er en tarvelig morder, men også et hemmeligt medlem af Corpus Carus, der er ude efter bøgerne, ligesom Tami. Og det er derfor, han skal med os tilbage, så han kan gå til bekendelse i Rom.

Èvola måbede, og det tog ham lidt tid at genvinde mælet.

– Hvordan har I fundet ud af det?

– Det er mit arbejde, svarede jeg ganske tørt.

Èvola havde ikke forsøgt at lade, som om han ikke kendte til Corpus Carus.

– I overrasker mig virkelig, Excellence. Jeg troede et øjeblik …

– I havde nær ladet en af de vigtigste brikker i dette vanvittige spil slippe væk, afbrød jeg ham. – Prøv fremover ikke at forstyrre mig i mit arbejde. Og nu skal I gå ud og sikre jer, at fangerne er klar til rejsen, for det har jeg bedt kaptajn Martínez om at sørge for. Vi skal nok få tid til at tale sammen på skibet. Jeg har forpurret et hemmeligt komplot mod Inkvisitionen. Der er meget, jeg skal fortælle jer. Giv mig blot tid til at kaste mere madding ud, for kætterne er begyndt at æde …

– Forlad mig, Excellence, jeg tog fejl af jer, grueligt fejl.

– Nærer I mistillid til mig?

– Indimellem, indrømmede Èvola. Han havde fået en anden opfattelse af mig, det kunne jeg se i hans respektfulde blik. Han var næsten overbevist, så jeg ville give ham en sidste bekræftelse.

– Èvola, I er ikke den eneste, der er tro mod Rom. I er ikke engang den mest tro. Husk på, at det var mig, der blev udpeget til at gennemføre denne mission. Og husk også på, at Corpus Carus forsøgte at slå mig ihjel på skibet. Sig mig, hvor langt ville I gå for den hellige Inkvisition? Er I parat til at dø for den?

– Til at dø og til at dræbe, Excellence. Jeg er parat.

Jeg smilede. Jeg vidste, han talte sandt, for det var sådan, han havde gjort det af med alle dem, han havde fundet mistænkelige. Så lille en mand og så stort et mod.

– I er alene, I er ikke særlig stor, og alligevel taler I så ivrigt som en hel hær.

– Jeg har med dette ansigt altid mødt foragt, skræk og afvisninger. Jeg har vænnet mig til ensomheden og frygter den ikke længere. Det eneste, jeg havde med om bord, var nogle meget klare ordrer, og dem vil jeg opfylde. Og hvis det bliver nødvendigt, vil jeg gøre front mod frimurere, heksemestre og Djævlen selv. Alene. Som jeg altid har gjort det. Og nu, hvor I endelig …

– Lad os tale på skibet, gentog jeg. – Vi skal nok få tid til at ordne vores sager.

– Hvad stiller vi op med frimurerne? spurgte napoli­taneren.

– Vi spærrer dem inde på skibet, sukkede jeg med blikket rettet mod vinduet. – Tami skal nok få tungen på gled. I skal vide, at det er lykkedes mig at overbevise ham om, at jeg er en af deres.

Èvola smilede.