XX - ÅGET

53

Under rejsen på Middelhavet respekterede man mit embede, og selvom jeg sad indespærret i min kahyt, rådede jeg over alle de bekvemmeligheder, en anklaget almindeligvis ikke er forundt, som for eksempel papir, fjerpen og blæk, og jeg fik den samme mad, som blev serveret i befalingsmændenes spisesal. Det var efterår, det var koldt, og jeg savnede det forår og den sommer, jeg for første gang havde tilbragt fjernt fra mit hjemland.

Den 20. september blev jeg mødt af et følge fra Rom i havnen i Genova. Kaptajn Martínez overbragte dem et brev underskrevet af den pavelige nuntius i Sevilla, hvori man befalede at overdrage mig til den gejstlige domstol under pavestolen, det ville i sidste ende sige til kardinal Iuliano. Der ville jeg miste alle mine privilegier, jeg ville blive overladt til den ensformige grå farve i fangehullet, jeg ville mærke fugten i cellen og lytte til de beklagelser, der lød fra min egen hals. Jeg ville ikke længere være hverken tilskueren eller dommeren, men den anklagede. I de to dage, det tog os at nå til Rom, havde jeg kun en hjerteskærende tanke i hovedet: Jeg havde fået fortalt, at fader Piero Del Grande var død. Mordet på ham havde vakt stor opstandelse i Genova, og det havde naturligvis ført til gensidig mistanke mellem de to ordener, mellem kapucinerne og dominikanermunkene. Nyheden gjorde mig uendeligt bedrøvet. Min elskede læremester var død, min leder, min åndelige fader, og med ham var også den væsentligste årsag til min sympati for Corpus Carus forsvundet. Jeg var sikker på, at Del Grande var den Stormester, hvis navn ingen ville afsløre. Jeg havde ingen anelse om, hvad der var blevet af Tami og Xanthopoulos. Og nu var jeg i Rom og kunne ikke se Raffaella … Mon hun regnede mig for død? Eller troede hun, at jeg havde forladt hende …? Jeg sad indespærret og var modløs. Jeg kunne ikke gøre andet end at vente på at få besøg af en udsending fra kardinalen. Men der kom ikke nogen.

Tidligt om morgenen den anden dag jeg sad indespærret i Inkvisitionens fængsel, kom kardinal Vincenzo Iuliano pludselig brasende ind i mit fangehul. Han kom alene, klædt helt i sort, som det passer sig for en inkvisitor. Det eneste glimt af lys kom fra det prægtige sølvkrucifiks, som altid hang i en kraftig kæde om halsen på ham. Hans øjne afslørede en paradoksal blanding af godhed, ondskab og en nysgerrighed, som han snart skulle få stillet. Inkvisitionens øverstbefalende brød stilheden:

– I gør jer ingen forestillinger om, hvor stor en skuffelse det var for mig at få kendskab til jeres handlinger, broder DeGrasso. I er en forræder, og I er skyld i en uoprettelig skade på vores pavestol. Men lad mig fortælle jer, at det ikke kommer bag på mig, for jeg fik allerede mistanke til jer for nogen tid siden, en forudanelse, som I bekræftede med jeres besøg hos den nu afdøde kapuciner Del Grande.

– Hvorfor forhindrede I mig så ikke i at rejse? Hvis I troede, jeg var et medlem af Corpus Carus? Hvorfor ikke?

– I glemmer, at det ikke var mig, der valgte jer, Angelo. Det var paven efter råd fra sin stjernetyder, sagde Iuliano.

Han havde personligt givet mig den oplysning under vores møde i San Lorenzo-katedralen for efterhånden længe siden.

– Så skal I ikke føle, at det er jer, der bærer skylden, I er ikke ansvarlig for mine fejltrin, sagde jeg. Kardinalen sendte mig et gennemborende blik.

– Jeg vil så gerne vide, hvad det var for en dunkel tanke, der fik jer til at befri kætterne og overlade bøgerne i deres hænder. Om der på denne jord findes en eller anden forsvarlig grund til at begå så sørgelig en handling …, sagde Iuliano, hvorpå han tav for at høre mit svar.

– Der er en grund til alt, hr. kardinal. Man skal bare lære at læse mellem linjerne.

– Broder DeGrasso, lad os glemme lærdom og gåder, tak. Vi står med en meget alvorlig sag, som skal løses, og det er netop derfor, jeg er her. Selvom dette hverken er det rette tidspunkt eller sted til at blive renset for anklager, så vil jeg opfordre jer til at fortælle mig, hvad I ved, for jeres liv afhænger nu af jeres ord og min forståelse. Jeg kan være overbærende med jer, hvis I viser jer velvillig over for mig.

– Hr. kardinal, jeg kender udmærket mine rettigheder.

Det virkede, som om kardinalen smagte på min kommentar, som den, der stolt betragter sin kalkun, mens han opfeder den. Og så kom hans spydige svar:

– Ved I hvad, DeGrasso? Jeg tror, I er Djævlen selv, en absurd og modbydelig skabning, som tjener Antikrist under beskyttelse af kirkens fjender og i ly af en besat mands hovmod. Nu er I i Inkvisitionens hænder, og sandt at sige, så ved I om nogen, hvilke rettigheder man har, når man er overladt til kirkens lærde mænd. Så I må hellere begynde at tænke jer om, sagde Iuliano godt tilfreds med sig selv.

– Jeg formoder, at I ikke blot er kommet for at udråbe mig til Antikrists tjener, hviskede jeg. – Fortæl mig, hr. kardinal, hvad I personligt vil have ud af mig.

– Jeg er kommet for at hjælpe jer, Angelo, fortsatte kardinalen i et ganske andet tonefald, – og for at rådgive jer bedst muligt. Hvis I samarbejder med os, kan I måske rette op på al den skade, I har forvoldt. Jeg vil advare jer om, at Inkvisitionens åg vil presse lige så tungt mod jeres nakke, som jeres stædighed kræver det. Her kan jeres venner ikke hjælpe jer. Jeres læremester er død, og med ham alle dem, som kunne beskytte jer. I er alene, I har nu kun tilbage at stole på mig.

– Jeg vil tænke over det, hr. kardinal, sagde jeg, idet jeg slog hovedet ned.

– Det er et klogt svar, broder DeGrasso. Måske bliver det begyndelsen til din løsladelse.

– Vil jeg blive dømt under Santo Domingo-ordenen? spurgte jeg.

– Nej da! Jeres sag er en opgave for Inkvisitionen.

– Inkvisitionen har kun beføjelser til at føre sager, der vedrører rettroenheden, svarede jeg. – Den kan ikke skride ind over for almindelig ulydighed. I er måske i tvivl om, at jeg agter læresætningerne?

Iuliano smilede, mens han kælede for sin ring.

– Ulydighed? udbrød han. – Kun det?

– Hvad mere kan man anklage mig for?

– I vil blive tiltalt for kætteri, ikke for ulydighed. For at skjule kætterske skrifter og for at konspirere mod kirken med det formål at krænke den Hellige Kanon, lovene og de pavelige buller og breve.

– Jeg har ikke skrevet bøgerne, hr. kardinal. Så hvilken slags kætteri vil I anklage mig for?

– Ved at tage bøgerne ud af hænderne på Inkvisitionen har I medvirket til deres forsvinden. I er ansvarlig for udbredelsen af det djævelske og vanhelligende indhold af disse bøger.

– Det er ren spekulation! Og hvorfor ser I jer i stand til at afgøre motiverne for min handlen?

– Jeg er, uheldigvis for jer, den største autoritet, og jeg tror, I vil få en retfærdig dom. Hvis dominikanermunkene endvidere ønsker at dømme jer for mangel på disciplin og ulydighed, vil de gøre det efterfølgende.

– Og hvad vil Inkvisitionen have fra mig?

– Intet, som I ikke er i stand til at give den. De forbudte bøger skal på bordet, og I skal angive alle jeres venner, alle jeres medsammensvorne, brødrene i Corpus Carus … Dem alle sammen!

– Hvorfor er I ude efter dem?

– Det er en gammel historie, som ville tage lang tid at fortælle, broder. Ud over mit ønske om at finde bøgerne har jeg også altid været optaget af at afsløre og optrævle denne farlige loge, som siger, at den vil tilbage til den uskyld, man så hos de første kristne, men det er jo umuligt nu om dage. Den selv samme frimurerloge har nu, og gudskelov for det, fået kniven for struben, og jeg vil ikke tøve med at lade hovederne rulle.

– Det handler alt sammen om politik, ikke? spurgte jeg nedslået.

– Lydighed, rettede han mig. – Lydighed over for kirkens autoriteter, hvilket frimurerne nægter, for de har deres egne ledere. Kirken har overlevet, fordi den har formået at forhindre den slags grupperinger. Ingen kan adlyde en stormester og en pave på en og samme tid. Det er utilladeligt, at flere stedfortrædere virker i det skjulte.

– Det er til at forstå, når I forklarer det på den måde, indrømmede jeg

– Det glæder mig, at I kan se det, for det viser, at I ikke har mistet forstanden.

– Hvad venter der mig? spurgte jeg.

Florentineren fortsatte:

– Samtidig med jer ankom der også en genovesisk delegation til Rom. Såvel ærkebiskop Rinaldi som guvernør Bertoni var utilfredse med, at I skulle retsforfølges her i byen, og efter ophedede forhandlinger er vi nu nået til enighed: I vil ikke blive dømt i Genova, sådan som de forlangte, eller i Rom, sådan som vi ønskede. I vil blive stillet for Inkvisitionens domstol i Firenze.

– Hvornår bliver jeg overflyttet?

– Allerede i morgen.

– Og hvem er inkvisitor i Firenze? spurgte jeg af ren nysgerrighed, men brød mig ikke om kardinalens smil, da han hørte mit spørgsmål.

– Åh jo … Jeg glemte at fortælle jer, at Firenze har fået ny inkvisitor, en gammel bekendt. Under jeres fravær har paven udnævnt dr. Dragan Woljzowicz. Han vil forstå at give jer den behandling, I har fortjent som hans tidligere overordnede i skikkelse af kætter.

Der herskede ingen tvivl om, at jeg ikke brød mig om Woljzowicz, og det var gensidigt. At få vished for at polakken skulle være den inkvisitor, der skulle tage sig af min proces, føltes ligesom at måtte nøjes med en portion brændenældesuppe, når man var ved at dø af sult. Woljzowicz var under indflydelse af florentinerne, og derfor havde jeg allerede tabt på forhånd. Med mindre jeg indgik en aftale med kardinalen. Iuliano afsluttede sit besøg med disse ord:

– I vil fra dette øjeblik få forringet jeres forhold. Jeg har givet ordre om, at I kun skal have et måltid om dagen, at jeres vand bliver rationeret, og at I ikke får nogen tæpper. Jeg vil alene forbedre forholdene, hvis I viser jeres vilje til at vinde de tabte bøger tilbage og få spærret jeres medsammensvorne inde. I modsat fald ved I udmærket, hvordan man forvandler et menneske til jaget vildt. Og som et bevis for min velvilje vil jeg tillade jer et besøg. Jeg håber, det vil lykkes jer at få forbedret jeres forhold, spise bedre og måske vinde friheden. I skal samarbejde, broder. Jeg ønsker jer god rejse til Firenze.

Med denne spydige bemærkning bevægede Iuliano sig hen mod døren. Men jeg havde endnu et spørgsmål.

– Hvorfor fortalte I mig aldrig sandheden, Iuliano?

Kardinalen standsede og drejede omkring for at svare mig. Mit spørgsmål kom fuldkommen bag på ham.

– Hvorfor skulle jeg det?

– For at undgå den slags intriger, som under lange rejser spirer og vokser som ukrudt i forstanden. I skulle have vundet min tillid med sandheden …

– Måske tog jeg fejl. Eller måske tænkte I mere, end I burde. Begge muligheder bringer os frem til nutiden, til denne fælles fiasko, hvor jeg står uden bøgerne, og I sidder indespærret.

– Jeg læste i Necronomicon, Iuliano, jeg kender til eksistensen af grundsætningerne, jeg kender jeres hensigter, broderskabets hensigter og heksemestrenes hensigter.

– Vi er en lille kreds, sagde Iuliano, idet han trådte hen mod mig, – hvor alle kender alle. Jeres påstand er ikke andet end en løgn, for bøgernes indhold er en velbevaret hemmelighed. Og tænk jer nu om et øjeblik, for det kunne tænkes, at I er under indflydelse af en person, der i virkeligheden er en helt anden end den, I tror, han er: Heksemestrene har en Stor Mester, og han kunne sagtens gemme sig i den loge, I forsvarer så stædigt. Jeg er kirken, I er kirken, de er frimurere og måske Djævlens tjenere. Tænk jer om, broder, og tag jer i agt. I ved, hvor bøgerne er. Kan I have en god dag.

Kardinalen forlod cellen og lod mig igen tilbage med en masse tvivl. Logisk set måtte det være lykkedes at få bøgerne ud af Spanien, for ellers ville Inkvisitionen ikke forsøge at forhandle med mig. Hvad var der sket med Tami og grækeren? Og var de to i virkeligheden heksemestre? Kunne jeg have taget fejl af dem? Jeg tænkte på det pentagram, som Èvola havde fundet i Xanthopoulos’ skjorte. Nu hvor Piero Del Grande var død, var det så besværet værd at kæmpe for et broderskab, som jeg ikke selv var en del af, og som måske ikke var det, det gav sig ud for at være? Det var nogle ganske naturlige spørgsmål for en mand, der er omringet af mure. Men i dette tilfælde havde fangen den store fordel, at han udmærket vidste, hvordan Inkvisitionen plejede at gå til værks i den slags sager, og det var helt almindeligt, at man forsøgte at så tvivl i forstanden på en fange. En ting havde jeg fået på plads ved dette besøg: Jeg stod ikke godt, men bøgerne var med allerstørste sikkerhed forsvundet ud af Inkvisitionens synsfelt, og jeg var den eneste, der kunne hjælpe dem med at vinde dem tilbage. Og her tog jeg ikke fejl.

54

Hen på eftermiddagen blev jeg forstyrret i min lette søvn. Det havde kostet mig mange anstrengelser at falde søvn, og det ærgrede mig at blive vækket, for jeg havde brug for at hvile hovedet og gøre det lettere at stå tiden i fangenskab igennem. Fangevogteren kom med dagens eneste måltid, en kasserolle med en væmmelig suppe og en skål med en grumset væske, som langtfra eller slet ikke lignede vand.

– Jeg håber, det er nok til at fylde maven. Det er for koldt til at gå ned til brønden efter vand, så her får du lidt kold suppe, som ham i cellen ved siden af har levnet. Det må være nok til at stille din tørst. En rotte som dig behøver ingen fast føde.

Fangevogteren vidste ganske givet ikke, at jeg var en inkvisitor, som var faldet i unåde, og som indtil for ganske få dage siden kunne have tvunget ham til at sluge sin egen tunge sammen med den ækle suppe. Dette var fangevogterens første skridt til at få fangen til at underkaste sig: vise ham, at man ville nedbryde hans moral og behandle ham som en tarvelig maddike, så han til sidst ville miste sin identitet.

– I skal have mange tak, mumlede jeg.

Da fangevogteren hørte mine ord, besluttede han sig for at spilde lidt af sin tid på mig.

– Du ser ud til at have sul på kroppen og har stadig samme kulør som de levende. Du har vist ikke været her så længe.

– Nej, hr. Siden i går.

– Godt, jeg håber, du kender reglerne. Din røv hænger i to tråde: den, som inkvisitoren trækker i, og den, som ligger i min hånd. Hvis du vil holde dig på god fod med den første, skal du bare fortælle ham det, han vil høre. Og hvis du vil holde dig på god fod med mig, så sig til nogen i din familie, at de skal hoste op med nogle penge, for så kan jeg love dig, at det bliver lidt sjovere at være her. Og lad mig give dig et råd: I langt de fleste tilfælde får du mest ud af at være god ved ham, som skal være sammen med dig hele dagen, for der kommer ingen lærde mænd fra kirken anstigende her i svinestien med en dobbelt ration mad til dig. Forstår du, hvad jeg siger?

– Ja, hr., sagde jeg ydmygt.

– Godt. Hvem kan komme med pengene? fortsatte den ubehøvlede fangevogter.

– Jeg er fra Genova, hr. Jeg kender ingen her i byen, løj jeg.

Jeg kunne have bedt Tommaso om hjælp … Eller Raffaella. Men jeg ville for alt i verden ikke involvere dem i min sørgelige skæbne.

– Du gør bedst i at bruge den smule forstand, du har tilbage, og skaffe en forbandet guldmønt, for ellers kommer du til at rådne op i dit eget lort, eller, værre endnu, dø af pest, fordi du har været nødt til at æde rotter!

Hvis jeg i mit kloster i Genova havde haft en fangevogter, der var så ubehøvlet, tyrannisk, tyvagtig og så nævenyttig beskidt i munden, ville jeg have tvunget ham til at sidde i sneen, indtil hans testikler var skrumpet ind til størrelsen af to oliven … Jeg drømte bare, for jeg vidste udmærket, at det var ham, der bestemte. Jeg forsøgte flere gange at spise noget, men hver gang jeg tog en skefuld af denne hundeæde, følte jeg trang til at kaste op. Ved det sidste forsøg fik jeg øje på et krøllet hår, som flød rundt på skeen, og da mistede jeg den sidste appetit. Faste var den eneste løsning. Lidelsen var begyndt.

– Du har besøg, brummede fangevogteren hen under aftenen. Jeg hørte låsen give sig, inden døren gik op. – Det er sgu underligt, de lader dig få besøg. Det må være din lykkedag: Nyd det!

Gæsten listede sig forsigtigt ind gennem døren, hvorpå fangevogteren låste den og lod os alene i mørket. Foran mig stod min kære Raffaella D’Alema. Hun var den gæst, Iuliano havde tilladt mig. Jeg havde sådan længtes efter at se hende, men ville frem for alt beskytte hende. Der stod hun, min tapre pige.

Vores gensyn var blevet udskudt to årstider mere end forventet, men det så ikke ud til at bekymre hende. Der var et let strejf af undren i hendes blik, og nu et år efter vores sidste møde var hendes ansigtstræk ikke de samme som hos den pige, der betingelsesløst havde givet sig hen til mig, de tilhørte nu en kvinde, der lignede sin mor mere end nogensinde. Hendes krop havde fået en moden kvindes kurver. Hun kiggede på mig i tavshed og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Jeg gik hen til hende, omfavnede hende og kyssede hende, som om det var det sidste, jeg skulle gøre i mit liv.

– Raffaella, min engel, min elskede … Hvad gør du her? Du skulle ikke se mig sådan, jeg ville ikke bringe dig i fare … Åh Gud, Raffaella! hviskede jeg i hendes øre, mens jeg klamrede mig til hendes krop.

– Hvad er der sket med dig? spurgte Raffaella med en spinkel stemme.

– Det er indviklet og vil tage lang tid at forklare … Lad os ikke tale om det nu. Venter du stadig på mig?

Den unge kvinde smilede, mens tårerne steg op i hendes øjne. Hun var bevæget.

– Altid.

Vi slap hinanden. – Vi må tale sammen. Jeg tog hende i hænderne og førte hende med hen til den tarvelige seng. Der satte vi os ned ved siden af hinanden. Så kiggede jeg hende i øjnene, og der fandt jeg det, jeg sådan længtes efter: det perfekte tilflugtssted. Kun Gud vidste, hvad jeg tænkte. Jeg kunne ikke betragte hende som andet end en engel, der var kommet for at redde mig fra Helvedes dyb.

– Jeg forsøgte at nå tilbage i foråret, men alt gik galt … Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort ved mit liv. Jeg håber ikke, jeg har været til ubodelig skade for dig, sagde jeg, idet jeg forsøgte mig med en forhastet forklaring. – Hvordan har du fundet frem til mig her? Og hvorfor har de ladet dig besøge mig?

– Rygterne løber meget stærkt i Rom … Så jeg undersøgte, om det var rigtigt, og hvordan jeg kunne få lov til at besøge dig. Jeg betalte den pris, der blev forlangt … Og her er jeg.

– Raffaella … Jeg elsker dig.

– Og jeg dig, Angelo, du ved slet ikke hvor højt, sagde hun, idet hun løftede hagen for at kigge på mig, mens hun kæmpede for at få rede på de ord, der sad fast i hendes hals. – Jeg er aldrig holdt op med at elske dig. De dage i Genova var nok til at overbevise mit hjerte. Og siden da har jeg ikke lavet andet end at tænke på vores liv sammen, og den kærlighed, som stadig er den samme, tro mig, intet er gået tabt på vejen.

Jeg kiggede på Raffaella og mærkede en dyb følelse og en inderlig hengivenhed for denne kvinde, der udtrykte sin betingelsesløse troskab over for en fuldkommen fortabt mand. Ingen politiske kneb eller frygt for fremtiden, kun en ung forelsket kvindes ædelsind og renhed.

– Hvad husker du fra sidste vinter? hviskede jeg.

– At jeg lå i din seng, at vi gik en tur sammen … En dejlig middag, at mærke din kærlighed og støtte i alt, brevet til mine forældre, vognen, der kørte mig tilbage til Rom … Og frem for alt denne varme og inderlige følelse af at være blevet en kvinde i din seng. Har du stadig den medaljon, jeg gav dig?

– Naturligvis. Den har været og er stadig min trøst i de ensomme timer dag og nat. Jeg har den gemt i mine klæder, i sikkerhed for fangevogteren, mens jeg venter på friheden og det øjeblik, hvor vi to vil være sammen, og jeg kan lægge den om din hals.

– Jeg vil ikke have den. Den er din nu.

– Jeg ved, den er min, men det ville glæde mig at se den på dig. Jeg ved ikke, hvad der venter mig, så jeg vil gerne have dig til at passe på den.

Jeg lagde ømt mine hænder om hendes ansigt og førte det ind til mit. Hun gav sig hen til kysset med halvåbne læber og sine hænder på min hals. Dette kys var et bevis for, at det var al smerten værd at leve, et bevis for min hengivenhed for denne kvinde, for hendes evne til at vække mit begær. Jeg elskede hende så højt … Og i det øjeblik gik det op for mig, at jeg altid ville elske hende.

– Jeg har studeret poesi. Min lærer siger, at jeg skriver godt.

– Så du har brugt tiden på vers og rim … Hvor er det smukt! Du er blevet forført af bogstaverne …, begyndte jeg, men stoppede, da jeg så Raffaella ryste på hovedet.

– Jeg har brugt tiden på at studere hver eneste munk i byen for at finde dit ansigt under en af hætterne, alt imens jeg drømte om denne dag. Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at vores gensyn skulle foregå i en celle … Det gør ikke noget, det er bedre end mine værste mareridt. Jeg frygtede, at du aldrig ville vende tilbage, eller at du vendte tilbage, men ikke for at være sammen med mig, at jeg var en dame for en enkelt nat …

Jeg indåndede den dejlige duft af hendes hud og smilede blidt, inden jeg fortsatte.

– Tror du virkelig, at der findes en mand på denne jord, som ville være i stand til at glemme dig igen? Hvem som helst der fandt en så smuk en juvel, hvem som helst der havde mærket dit åndedrag og varmen fra din krop, ville aldrig kunne glemme dig igen. Hvem ville ikke ønske sig at være i dine arme, Raffaella? Sig mig, hvem ville ikke føle det som en gave uden lige at elske dig og blive elsket tilbage og kunne planlægge et liv sammen med dig? Jeg ville aldrig kunne give afkald på et menneske, der som dig er i stand til at vække min kærlighed, for alt, hvad jeg kan give et menneske, det tilhører nu dig, jeg er intet uden dig, sagde jeg lidenskabeligt. I modsætning til det, Raffaella i sin tid havde frygtet, så havde mine følelser for hende ikke svækket min kærlighed til kirken, men blot gjort den stærkere. Jeg havde ikke længere mine tvivl om den kødelige og den åndelige kærlighed, og jeg ærgrede mig ikke længere over at have forbrudt mig mod den afholdenhed, som Kristus forlangte af mig. Efter den tavshed, som havde ledsaget disse tanker, spurgte jeg hende: – Og hvad sagde dine forældre, da du kom tilbage fra Genova?

– Det har ordnet sig nu, men de blev meget vrede. Tiden har glattet tingene ud, svarede Raffaella.

– Hvad sagde de om mig?

– Min far ser dig stadig som den ven, alle ville ønske, de havde. Han spurgte ikke om noget, han betragtede det blot som et lune, som du fik talt mig fra, inden du sendte mig tilbage.

– Og din mor?

– Ved du, hvad hun spurgte mig om som det første? sagde Raffaella med en drilagtig gnist i sine smukke og varme øjne.

– Hvad?

– Om du havde rørt ved mig.

Det spørgsmål kom ikke bag på mig, for mødre besidder et særligt instinkt, men jeg havde forventet, at Raffaella ville holde det for sig selv.

– Og hvad svarede du?

– Angelo, jeg fortalte hende sandheden: at jeg havde ligget med dig … Den romerske kvinde havde ikke turdet lyve over for sin mor, og nu ikke engang over for mig.

– Ved din far det? spurgte jeg.

– Min far ved, at jeg elsker dig. Intet andet. Jeg fik min mor til at sværge på, at hun ikke ville fortælle ham noget. Og idet hun lænede sig ind mod mit bryst, tilføjede hun: – Hvad skal der blive af os to, Angelo?

– Raffaella, hør godt efter, hvad jeg siger. Jeg elsker dig, jeg elsker dig højere, end jeg troede, jeg skulle blive i stand til at elske nogen. Men det er nogle meget alvorlige sager, de samme, som i sin tid rev mig væk fra dig, der nu har fået mig spærret inde i denne celle. Jeg ved ikke, hvad der skal blive af mig. Du må se tiden an, du må indstille dig på, at vi ikke kommer til at se hinanden i nogen tid. Når alt det her er overstået, og det er vel overstået, vil jeg være din.

Raffaellas ansigt røbede al den bitterhed, som fyldte hendes hjerte, selvom hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at skjule den.

– Hvad kan jeg gøre for dig? spurgte hun.

Jeg kiggede på hende. Førte mine fingre op til hendes ansigt og kærtegnede hendes hud. Hun var så utrolig smuk!

– Angelo, hvad kan jeg gøre for dig? gentog hun, nu med et suk.

Og så forsvandt cellen for mig, alt forsvandt, undtagen hende og hendes skønhed, der var lige så slående som den kærlighed, hun havde fået til at vokse i mig. Hele min verden var i det øjeblik rettet mod dette ene centrum: min kærlighed til hende.

– Du kan elske med mig her og nu, hviskede jeg.

Raffaella smilede og kiggede hen mod døren, inden hun igen vendte blikket mod mig og hviskede:

– Det er fjollet, Angelo.

– Jeg vil gemme din duft her hos mig, den er det eneste, der kan få mig til at føle mig i live i denne svinesti. Ingen vil kunne tage mindet om dig fra mig, jeg vil tænke på det hver eneste dag, jeg sidder fanget her. Jeg vil mærke dig, bare mærke dig og tage dig med mig …

Raffaella kiggede på mig, draget af kærlighed og begær. Så rejste hun sig fra den tarvelige seng og stillede sig foran mig. Hun løftede op i sine skørter, åbnede min dragt og satte sig overskrævs på mig, mens hun kærtegnede mig med den ene hånd og løsnede overdelen af sin kjole med den anden for at vise mig sine fyldige bryster. Mine hænder strøg ned over Raffaellas ben, kærtegnede hendes inderlår og bevægede sig frem til hende skamben, der bød sig frem ved min berøring, varmt og indbydende. Jeg tog fat om taljen på hende og løftede hende op for at føre hende ned over mit lem, og her hengav vi os til en rytmisk bevægelse, og uden at tage øjnene fra hinanden smeltede vi sammen i den store nydelse, som kom til udtryk i vores ansigter og blev siddende i halsen. Jeg sagde kun et næsten uhørligt ”Elsker du mig?”, som hun besvarede ved at klamre sig endnu mere til mig og bide sig i læben, inden hun nåede ekstasen og faldt sammen i en tæt omfavnelse om min hals, mens hun mærkede ild brænde mellem benene. Min kære D’Alema, den lille forsagte, men lunefulde pige, som jeg huskede så tydeligt fra mine første rejser til Rom, var den samme, som nu sad på mine knæ, hvor hun tidligere havde siddet i uskyldig leg, men nu sad for at give mig den største nydelse. Raffaella sukkede, og mens vi stadig sad i den tætte omfavnelse, hviskede hun i mit øre:

– Var det dejligt?

– Meget bedre end jeg havde forventet under disse forhold …, sukkede jeg og kunne ikke lade være med at smile.

– Når jeg mærker dig inden i mig, forsvinder smerten. Så forvandler virkeligheden sig til en fantasi, som alene er skabt for at nå frem til dette øjeblik. Men nu ser jeg igen cellen og det liv, som arbejder imod mig, sagde Raffaella og havde svært ved at holde tårerne tilbage.

– Du skal være stærk og tålmodig. Jeg beder dig om at gøre denne sidste anstrengelse, min elskede, sagde jeg, idet jeg knugede hende ind til mig. Hun måtte i sin unge alder bære denne urimeligt tunge byrde, og det var min skyld, selvom det ikke havde været min hensigt.

Porten ind til afdelingen med fangehullerne knirkede, idet den blev åbnet. Fangevogteren var på vej tilbage. Raffaella kyssede mig, rejste sig, rettede på sine klæder og tog i tavshed afsked med mig, inden fangevogteren dukkede op mellem tremmerne.

– Besøget er slut, brummede han, inden han åbnede lågen. Han kiggede omhyggeligt på Raffaella, idet hun gik forbi ham og fulgte hende med blikket, indtil hun forsvandt i mørket. Så vendte han sig om mod mig og sagde: – Hold da kæft for en dejlig skøge … Sagde du ikke, at du ikke kendte nogen i Rom? Jeg tror, hun med glæde vil komme tilbage og betale for, at du har det godt. Tror du ikke?

Hans ord gav udløsning for al den vrede mod dette tarvelige udyr, jeg havde forsøgt at holde tilbage.

– I kan lige vove på så meget som at tale til hende! Hun ved intet om det usle liv, vi lever herinde!

Fangevogteren viste mig sine beskidte og rådne tænder med noget, der skulle ligne et smil. Som en hyæne.

– Hvad for noget? Hvad bilder du dig ind, din elendige skiderik, at tale sådan til mig?

– Gør med mig, hvad I vil! Lad I bare, som om I er herre over mig, men I kan lige vove på at forpeste hende med jeres svinerier!

Fangevogteren trådte hen til mig og gav mig en knyt­næve lige i ansigtet, så min knogler faldt til jorden. Og mens jeg lå der, gav han mig et spark over munden. Den mest nederdrægtige og praktiske måde at få ret på.

– Hold kæft! beordrede han. – Ingen skal fortælle mig, hvad jeg skal og ikke skal gøre. Jeg burde kneppe den skøge sønder og sammen, sådan som hun har fået opildnet vores kætter her i hans celle. Hun ville sikkert være villig til hvad som helst for at skåne dig for unødvendige lidelser. Og hvis ikke hun betaler næste gang, vil jeg bede hende om at sutte lidt på min pik. Hendes mund er velsagtens en guldmønt værd. Passer det dig bedre? Skal jeg kneppe hende forfra eller bagfra? Hun har en dejlig røv … Beslut dig, for jeg skal ud og åbne porten for hende! Skal jeg selv forhandle med din lille veninde?

– Skrid ad Helvede til! stammede jeg og kunne mærke, at jeg havde munden fuld af blod.

Fangevogteren låste lågen til min celle, og inden han gik, stak han hovedet ind mellem tremmerne.

– Jeg tror ikke, hun kommer tilbage for at besøge dig, af frygt for se dig helt afmagret … Og fordi hun først skal forbi min pik. Hun kommer ikke tilbage, slog han fast, idet han drejede omkring og forsvandt ned ad gangen i retning af Raffaella.

Stilheden fyldte min celle, mens blodet sivede mod gulvet.

Den følgende morgen blev jeg ført af sted til Firenze, endnu før solen var stået op. Jeg så ikke skyggen af Raffaella igen. Med mig havde jeg hendes duft, og i den søgte jeg tilflugt. Jeg bad til Gud, bad ham om at befri mig for denne lidelse, men jeg fik kun tavshed til svar. Og straffen, Inkvisitionens tunge åg, var nu også begyndt at tynge mine skuldre.