XXII - ÆRESGRAVEN

57

Jeg ankom til abbediets lille kirkegård i skumringen samme aften denne den 16. oktober, uden at nogen bemærkede mig. Under en let og vedholdende støvregn bevægede jeg mig hen ad den evige stilheds vej til graven uden navn. Jeg havde stadig mindet om mit sidste besøg frisk i hukommelsen, et kært minde, fordi jeg havde besøgt min elskede læremester, men også et bittert minde på grund af de ting, han havde betroet mig. Foran mig havde jeg det sted, jeg kendte så godt, et centrum for alle mine bekymringer, mindepladen, som værnede om de jordiske rester af min mor og altid var i mine tanker, og som jeg nu på mine knæ og med panden mod den kolde sten anråbte om trøst. Jeg var som den fortabte søn, der ødelagt og sønderknust var vendt hjem efter lang tids fravær, den forbudte søn, der havde dømt hende til døden, og hvem hun ikke kunne give et navn, den søn, som var blevet revet ud af sin vugge og dømt til den evige ensomhed som forældreløs. Jeg førte hænderne op foran ansigtet for at tørre regn og tårer væk, jeg kiggede på dem, disse hvide og spinkle hænder, disse afkom efter en sygelig krænkelse. Min eneste trøst var, at Piero Del Grande havde fortalt mig, at min mor havde elsket mig. Den naturlige kærlighed, som en ydmyg kvinde føler for sin bastardunge, stod skrevet på denne sten, men ingen øjne, der ikke var mine, var i stand til at læse det. Jeg følte, at hun fra sin stille grav beskyttede mig og passede på mig. Jeg rejste mig og vendte blikket mod æresgraven for kapucinerne. Derinde ventede målet for rejsen mig, så der begav jeg mig ind.

Støvregnen havde forvandlet sig til et voldsomt uvejr. Det pludselige lys fra et lyn oplyste indgangen for mig, idet jeg trådte ind i gravkammeret. Der var seks gravnicher. Jeg valgte den første til venstre for mig, for i modsætning til de andre nicher var det spindelvæv, som burde have dækket mindepladen, blevet fjernet, så man tydeligt kunne læse: ”Broder Bruno Rossi, 1495-1560”. Jeg undersøgte mindepladens kanter, tog en dyb indånding, og med hånden beskyttet i folderne af munkedragten for at undgå rifter og for at dæmpe lyden, gav jeg den et velrettet slag, så den flyttede sig. Jeg skubbede den forsigtigt til side og kiggede ind i det mørke hul. Det var intet lys til at lette mit arbejde, for det kunne afsløre mig. Kun de lynglimt, der nu og da oplyste gravkammeret. Jeg slog korsets tegn og førte armene ind i hullet. Da mit ansigt hvilede mod væggen, kunne jeg lugte den fugtige og rådne dunst, der steg ud af graven. Jeg søgte mellem det jord, det støv, de knogler og det stof, som dukkede op mellem mine hænder, indtil jeg endelig fik greb i en genkendelig bylt og smilede.

Der var bøgerne, netop det sted, jeg havde bedt Tami om at skjule dem. Jeg trak i bylten, og snart kom sækken af sælskind til syne i lyset fra et nyt lynglimt, der ikke kun oplyste bøgerne: En skikkelse stod i regnen ved indgangen og iagttog mig i tavshed. Jeg stivnede af skræk og kunne ikke få øjnene fra denne skikkelse, som i lyset fra det næste lynglimt virkede endnu mere virkelig. En frygtindgydende gravbo. Jeg tog bøgerne og trådte baglæns ned mod bunden af æresgraven, mens skikkelsen bevægede sig frem mod mig.

– Frygt ikke, broder DeGrasso …, sagde den fremmede. Han vidste, hvem jeg var, selvom han ikke kunne se mig. Nogen måtte have fortalt ham, at jeg ville dukke op her. Og det kunne kun være én person, så lidt mere rolig spurgte jeg:

– Hvem er I? Kender jeg jer?

– Det er mig, hr. prior. Det er sognepræst Rivara, svarede skikkelsen. Da jeg havde fået beroliget mig selv, kunne jeg godt høre, at det var hans stemme.

– For Guds skyld, Rivara! Jeg var ved at dø af skræk! I aner ikke, hvor glad jeg er for at se jer, men ... hvad i Djævlens navn laver I her? spurgte jeg, idet jeg trådte hen mod munken og gav mig hen til hans omfavnelse.

– Det glæder mig også at se jer. I kan slet ikke forstille jer, hvor meget jeg har savnet jer, og hvor bedrøvet jeg blev, da jeg hørte om jeres ulykke … Men lad os ikke spilde tiden. Jeg har ventet på jer den sidste uge.

– Men Rivara, der var kun en, der vidste, jeg ville komme hertil så hurtigt som mulig …

Gianlucas krystalklare øjne funklede med lynglimtene, da han med dyb alvor i stemmen sagde:

– Extra Ecclesia nulla salis, hr. prior.

– I …? udbrød jeg forbløffet.

– For femten dage siden fik jeg besøg af et medlem af broderskabet. Han fortalte mig, at han havde været med jer på rejsen, og takket være jer fik han fat i bøgerne. Han fortalte også, at I havde givet jeres samtykke til at træde ind i Corpus Carus …

– Tami? afbrød jeg ham. – Var det Tami, I fik besøg af?

– Nej. Det var Xanthopoulos, sagde Rivara uden at stille min bekymring for jesuittens skæbne.

– Hvad sagde han mere?

– At I havde bedt ham om at skjule bøgerne her, indtil I selv nåede frem, og at I sammen med afdøde fader Piero, må Gud være ham nådig, siden ville beslutte, hvor de skulle skjules. Og at jeg skulle vente på jer her for at give jer en besked. Han sagde, at Corpus Carus havde fuld tillid til jer, og at han i kraft af fader Pieros død ville overlade det til jer at vogte over bøgerne.

– Fuld tillid? Men jeg kender næsten ingen! Hvem er det, der har tillid til mig? Om jeg dog bare kunne få lov til at møde dem! udbrød jeg.

– Xanthopoulos stoler på jer, og det er nok for alle os andre. I skal ikke fortvivle, vores Stormester skal nok vise sig, når tidspunktet er det rigtige. Tro mig. Og nu må I ikke udsætte det længere, men udnytte natten til at stikke af. Flygt med bøgerne, og tag dem med til et sikkert sted, hvor det vil blive besluttet, hvad man skal stille op med dem.

– Og hvor skal jeg tage hen?

– I må ud af Italien. Xanthopoulos sagde, at I kunne søge tilflugt på ærkehertug Mustaine af Chamonix’ fæstning, han vil beskytte jer mod Inkvisitionen.

– Til Frankrig? Skal jeg tage til Frankrig?

– Ja, hr. prior.

– Jeg har hørt ham omtalt, denne ærkehertug af Chamo­nix … Jeg formoder, at han også er et medlem af broder­skabet …

– Det er han. Lige siden stiftelsen har Corpus Carus nydt adelens beskyttelse. Den er broderskabets verdslige magt, sagde Rivara.

– Så jeg skal bo i Chamonix en tid?

– Ja, der vil I være i sikkerhed. Vi har støtte fra nogle franske biskopper, som ikke vil tillade, at I bliver overdraget til Inkvisitionen. I vil blive sørget godt for.

– Sig mig, Rivara, er jesuitten Tami informeret om at alt det her … hvis han ellers er sluppet godt fra vores stormfulde rejse?

– Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at informere ham, han er alvorligt syg efter det dolkestød, han fik.

Stilheden bredte sig i gravkammeret.

– Hr. prior, fortsatte Rivara, I ved, at jeg altid satte stor pris på jer, da I var inkvisitor, og det har på ingen måde ændret sig nu, hvor I er en undvegen fange. I er bestemt til at leve og aldrig tabe modet. Corpus Carus har aldrig tidligere overdraget så stort et ansvar til en person, der ikke kender broderskabet. Måske er I den efterfølger, som Piero udpegede for år tilbage. Giv jer tid til at lære os at kende, og I vil få bevis for, at I ikke har begået en fejl ved at slutte jer til os.

– Jeg må af sted, hviskede jeg.

Sognepræsten lagde sin hånd på min skulder.

– Hr. prior, der er noget mere, I skal vide, før I tager af sted … Det virkede, som om sognepræsten havde svært ved at finde de rigtige ord. Det måtte dreje sig om noget meget alvorligt. – Piero Del Grande bad mig, i det tilfælde der skulle ske ham noget, om at være den, der fortalte jer hele sandheden om jeres herkomst og jeres rigtige far, på trods af de følger det kunne få …

– Hvem er det, Rivara? afbrød jeg ham tryglende. – Sig mig nu, hvem han er. Lige siden jeg fik at vide, at jeg er en bastard, har jeg ikke kunnet få tankerne fra det, jeg har endda tænkt den tanke, at det kunne være Piero selv …

Sognepræsten var nervøs. Han lukkede øjnene og tog en dyb indånding, inden han svarede:

– Jeres rigtige efternavn er … Iuliano. I er søn af kardinalen …

Jeg blev mat i knæene og måtte støtte mig til væggen. Blodet nægtede at stige op i mit ansigt, så jeg blev blå i hovedet som et genfærd, endnu et blandt dem, der allerede opholdt sig i gravkammerat. Rivara fortsatte:

– Kardinalen mødte en bondepige, som han forelskede sig i efter nogle besøg i vores by. Hun fødte en uægte søn, der var uønsket af kardinalen fra Volterra, for han havde ingen planer om at blive smidt ud af kirken. Han havde en lovende karriere, men det kunne dette barn sætte en stopper for. Da Iuliano fik kendskab til svangerskabet, var bondepigen allerede højsvanger. Han beordrede kvinden, der stadig bar barnet i maven, slået ihjel. Hun var din mor, og du var barnet, hr. prior. Kardinalens mænd fandt kvinden kort tid efter nedkomsten, men da havde hun allerede henvendt sig til fader Piero og bedt ham om at skjule jer bag San Fruttuoso-abbediets tykke mure. Del Grande kendte allerede jeres mor, for det var hende, der solgte ham oliven til hans olie. Jeres mor undslap ikke døden, men hun overlod sin elskede søn i gode hænder … Kardinalens mænd ledte overalt efter den nyfødte, og da de nåede frem til porten til abbediet for at spørge, om man var blevet overdraget et nyfødt barn, benægtede fader Piero det ikke: I stedet for jer gav han dem en død dreng …

– Det er rigeligt …, stammede jeg, idet jeg løftede hånd­en for at få ham til at stoppe med at tale. – Hvem ved ellers det her?

Sognepræsten tøvede med at svare.

– Ganske få …

– Kardinalen? Ved kardinalen det? spurgte jeg ivrigt.

– Ja.

– Hvordan det?

– Kardinal Iuliano er en meget mistroisk mand. Han har altid følt, at der var noget bekendt ved jer og set en lighed mellem sit eget og jeres temperament, og da Piero tog jer under sine vinger og vogtede strengt over jer, forøgede det hans mistanke.

– Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at kardinalen er min far …

– Jeg tror, hr. prior, at I har bemærket, at kardinalen i den senere tid har forsøgt at komme tættere på jer …

– Hans datter! udbrød jeg bestyrtet og afbrød sognepræsten. – Anastasia … Hun … Hun … Jeg var fuldkommen oprevet ved tanken om vores møde, om hendes tilbud om ægteskab. Jeg kunne næsten ikke begribe det …

– I er søskende på fædrene side, ja, sagde sognepræsten. – Der løber næsten det samme blod i jeres årer.

– Og hun … ved det?

– Hvad er jeres gæt? sagde sognepræsten uden at bekræfte det, men i et tonefald som ikke lod nogen tvivl tilbage.

– Rivara … Jeg ønsker ikke at høre mere.

– Der er heller ikke mere, I bør vide. Fortsæt jeres rejse, og fornægt aldrig sandheden, for der er ingen tvivl om, at fader Piero havde sine gode grunde til at afsløre den. Tænk på, hvor anderledes jeres liv ville have været, hvis han havde taget sin hemmelighed med sig i graven. I ville have set på Iuliano uden at vide, at han er jeres far, og, værre endnu, jeres mors morder. Ville I have foretrukket at leve jeres liv uden at vide besked? Tag denne sandhed med jer som en sidste gave fra Piero.

Jeg skjulte bøgerne under kappen og gik hen mod indgangen. Inden jeg trådte ud, vendte jeg mig om mod Rivara. Han spurgte mig:

– Hvor vil I tilbringe natten?

Jeg trak på skuldrene og smilede. Et lynglimt oplyste den ene side af mit ansigt.

– Jeg ved det ikke, måske søger jeg tilflugt i en skov.

– Hold jer til kursen. I er ventet i Chamonix. Må Gud være med jer.

– Jeg håber, jeres ord vil blive hørt, sagde jeg til afsked for derefter at forsvinde ud i mørket denne regnfulde nat.

Jeg red af sted uden nogen kurs for øje, for jeg havde endnu ikke besluttet, hvad jeg ville gøre. Jeg havde to muligheder: Chamonix eller Firenze. Inkvisitionen vidste udmærket, at på trods af at jeg var flygtet, ville jeg være nødt til at tage en beslutning. Giulio Battista Èvola ville være helt rolig og blot vente på, at jeg dukkede op igen. Jeg havde det, de ledte efter, og de havde det, jeg elskede allerhøjest.

Jeg standsede hesten midt i en egetræsskov, nær havet, og tog min beslutning. Iuliano havde stjålet mit liv, og Piero Del Grande, den eneste, som altid havde taget sig af mig, bortset fra at begå den fejl at sende mig væk fra ham og de andre kapucinere, så jeg kunne tjene Corpus Carus’ interesser, var død. Jeg ville ikke begå den samme fejl. Min eneste kærlighed, den eneste jeg kunne stole på, nu hvor han ikke længere var i live, var Raffaella. Ingen ud over Gud, ingen kamp om magten, kunne holde mig væk fra hende; intet forsvar af broderskabet skulle få mig til at forråde mine egne følelser. Kun med kærligheden kan vi retfærdiggøre os selv over for Gud, kun med den skal vi svare. At forråde den på grund af nogle forviklinger omkring mit liv som bastard, ville være at forråde Ham. Jeg tænkte på Kristus, på vor Kristus Frelser, som er fuld af kærlighed. Jeg tænkte på Piero: ”Fra Kristi stedfortræder udgår din umiddelbare og første samvittighed.” Min første og umiddelbare samvittighed skulle være den tunge på vægtskålen, der afgjorde min beslutning.

58

Jeg valgte at trænge ind gennem haverne bag bygningen i nattens mulm og mørke som en tyv. Bygningen henlå i halvmørke og blev kun svagt oplyst af nogle få lanterner, men hvis ikke jeg tog mig i agt, kunne min skygge blive kastet op mod muren, hvor nogen kunne få øje på den. Vagterne stod foran hovedporten, og det så ikke ud til, at de havde tænkt sig at røre sig ud af stedet. For dem var det en nat som så mange andre.

Jeg bevægede mig hurtigt gennem buskene om til bagsiden af bygningen, hvor jeg standsede og ventede et øjeblik med ryggen presset ind mod muren. Så kiggede jeg op for at finde anden etage: Det var der, jeg skulle op. Jeg tog kappen af, skjulte den under en af buskene og bandt bylten med bøgerne fast til min talje, inden jeg begyndte at klatre op, idet jeg lod fødder og hænder få fæste i furerne mellem kvaderstenene. Hjemrejsen på skibet havde været en lang lidelse, men mens jeg med en utrolig smidighed steg op ad denne mur, tænkte jeg taknemmeligt på de fysiske strabadser, der havde styrket min krop. Da jeg nåede op til balkonen på første etage, kiggede jeg ned for at sikre mig, at der ikke var fare på færde: Det virkede ikke, som om nogen havde opdaget mig. Jeg tog en dyb indånding og fortsatte på samme måde op til den næste balkon, mit bestemmelsessted.

Det næste stykke var vanskeligere end det første, så da mine hænder endelig klamrede sig til balkonens bund af sten, lykkedes det mig kun med nød og næppe at få løftet kroppen op, så jeg kunne svinge den over gelænderet og dumpe ned på den anden side. Der blev jeg med hænderne på bylten med bøgerne liggende lidt for at få vejret. Så rejste jeg mig og trådte hen til det åbenstående vindue.

Jeg kravlede ind i værelset uden en lyd og bevægede mig stille hen til sengen, hvor jeg kiggede på damen, der lå i sin sødeste søvn. Så satte jeg mig forsigtigt på sengen, lagde blidt min hånd over hendes mund og førte mit ansigt ned til hendes.

– Skrig ikke, Anastasia! Det er mig, Angelo!

Anastasia kiggede på mig med en blanding af forskrækkelse og overraskelse. Jeg kunne mærke, at hjertet sad helt oppe i halsen på hende. Da hun lod mig vide, at hun havde genkendt min stemme, slap jeg hende.

– Jeg kan ikke holde dig tavs til evig tid. Så hvis du vil kalde på vagterne, så gør det bare.

– Hvad i Djævlens navn laver du her? hviskede Anastasia med en stammen og forsøgte at komme sig oven på forskrækkelsen.

– Lad mig sige det sådan, at jeg er i Firenze, men skulle være på vej til Frankrig. Kalder du på vagterne?

– Nej, sagde hun med blikket mod døren.

– Anastasia, jeg er kommet for at give dig de bøger, din far leder efter. Du skal give dem til Giulio Battista Èvola, så han kan opfylde sin del af aftalen. Hvor underligt det end kan lyde, og på trods af det du har fortalt, så stoler jeg på ham, sagde jeg, idet jeg løsnede bylten fra min talje og lagde den på skrivebordet. – Heri ligger Necronomicon og Codex Esmeralda, de bøger, som kirken har været så ivrig efter at finde. Nu behøver de ikke lede længere.

– Er det derfor, du er kommet tilbage? Vil du bytte bøgerne for den unge pige? Og dit liv? De vil lede efter dig, forfølge dig! Du skal ikke tro, at du vil undslippe Inkvisitionens straf, fordi du ikke personligt overdrager dem bøgerne! Og det har jeg befriet dig for? Ved du, hvor meget dit hoved er værd i Firenze? udbrød Anastasia, idet hun vredt for op af sengen.

– Jeg er meget taknemmelig … Jeg ved godt, at mine problemer ikke stopper her, men det gør Raffaellas. Èvola er en mand, der holder sit ord, og han vil holde sin del af aftalen. Derefter venter der mig et pinefuldt liv som flygt­ning. Du skal ikke bekymre dig: Jeg er under beskyt­telse.

Anastasia sukkede og kiggede ned i gulvet.

– Godt. Så er alt sagt. Du har et pragtfuldt hjerte, men er en komplet tåbe.

– Ja, det er jeg. Vil du overdrage dem for mig?

– Det vil jeg, sagde Anastasia, idet hun lagde sig tilbage i sengen og spurgte: – Hvor har du været?

– I Genova, svarede jeg. Jeg trådte hen til sengen og satte mig ned igen. Jeg kiggede på Anastasias ansigt på hovedpuden, og på det udslåede og pjuskede hår. Jeg måtte tale med hende, og det skulle være nu. – Anastasia … Jeg vil gerne have dig til at være ærlig over for mig og fortælle mig, hvorfor du vil hjælpe mig …

Hun svarede mig ikke. Hun vendte sig om i sengen, så hun lå med ryggen til mig. Jeg fortsatte:

– Jeg ved det hele, Anastasia … Alting. Og jeg tror, du altid har vidst det, for det kunne man se i dine øjne på Piazza San Lorenzo, på havnen og frem for alt den dag, du bad mig om gifte mig med dig …

– Og hvad fortalte mine øjne dig, Angelo? spurgte Anastasia, idet hun vendte sig om og satte sig op i sengen for at se på mig.

– At du var min søster.

Anastasia slog blikket ned og førte hænderne op til ansigtet. En ængstelig hulken steg op af hendes hals, og sådan sad hun lidt og græd i stilhed. Jeg tog hendes hænder i mine og talte videre.

– Jeg har svært ved at se dig som en søster, alting er så forvirrende … Så uventet …

– Det er det ikke for mig, for jeg har vidst det længe. Min far … Vores far fortalte mig det.

– Hvorfor? Det giver ingen mening, udbrød jeg.

– Af frygt for at du en dag ville opsøge mig og fortælle mig det, han selv holdt skjult. Vores far er meget forsigtig med detaljer, han foretrak selv at fortælle mig det, frem for at jeg skulle høre det fra en anden.

– Hvad har han ellers fortalt dig om mig?

– Alt.

– Alt? Hvad ved du så om min mor?

– Angelo, det vil jeg slet ikke tale om … Jeg vil bare have, at du skal vide, at jeg foragter det, han gjorde, men jeg bliver nødt til at tilgive ham … Han var meget ung …

– Hvad ved du om min mor? gentog jeg med hævet stemme.

Anastasia kiggede bevæget på mig.

– Han krævede hende slået ihjel …

– Og alligevel tilgiver du ham? Hvordan kan du det, sig mig det, hvordan kan du det? sagde jeg med tårer i øjnene.

– Jeg elsker vores far, Angelo.

– Han er en morder, sagde jeg fordømmende. Anastasia sagde ingenting, men gav mig med sin tavshed ret.

Jeg tog fat om hendes hage og tvang hende til at se på mig.

– Hvad? stammede hun med et forpint udtryk i ansigtet.

Jeg slap hende straks og kærtegnede hendes kind.

– Undskyld, jeg ville ikke gøre dig fortræd … Fortæl mig lidt om vores far.

Anastasia smilede anstrengt, trak tæpperne ind til sig og begyndte så at fortælle.

– Mit liv har altid været forbundet med vores fars liv. Han er lige så tålmodig, som han er tyrannisk, lige så beskyttende som ubarmhjertig. Han var familiens andenfødte søn, så hans skæbne var allerede bestemt: Han skulle gå kirkens vej. Alle familien Iulianos privilegier og forvaltningen af dem var forbeholdt hans storebror. Han gjorde hurtigt fremskridt og blev allerede som tyveårig kardinal og havde en lovende karriere foran sig. Som du ved, er vores familie en af de ældste og mest velstillede i Firenze, og den har forvaltet sin formue så godt, at vores far kunne nå helt til tops. Og han var godt på vej mod toppen, da han mødte din mor. De blev vanvittigt forelskede, delte seng ved flere lejligheder, og din mor blev svanger. Kort tid efter lagde den sorte pest Toscana øde, og blandt de mange tusinde liv, den tog med sig, var vores onkel og hans søster. Kun far var tilbage til at sikre, at familien blev ført videre. Han var tæt på at give afkald på sit klosterløfte og gik næsten fra forstanden. Han så sammensværgelser overalt og mistænkte sågar sin egen skygge. Og da han samtidig fik vished for, at din mor ville skænke ham en søn, blev han fuldkommen overbevist om, at hun var endnu en af de mange, som ville vriste formuen fra ham ... Han besluttede sig for at skille sig af med dig og din mor og fortsætte sit liv uden de problemer, en uægte søn kunne give ham … Jeg ved ikke, hvad der er mest grufuldt. At tro, at han gjorde det for at beskytte sin karriere, hvilket er usandsynligt, for på det tidspunkt han besluttede sig for, at du skulle dø, overvejede han samtidig at træde tilbage. Eller at tro, at han udelukkende var drevet af gerrighed.

– Og dig, Anastasia? Hvem er din mor?

– Jeg er datter af Luciana Aldobrandini, sagde min søster, idet hun tog min hånd.

– Luciana Aldobrandini? udbrød jeg forbavset.

– Ja, pavens søster. Med hende havde han endnu en af sine mange flygtige affærer. Det var sådan, jeg blev født. Da denne elskerinde var ud af en magtfuld familie, måtte han vedgå faderskabet i al hemmelighed og agte mig som sin niece. Og selvom han til en begyndelse ikke ville kendes ved mig, så elskede han mig som en vanvittig, fra det øjeblik han så mig første gang. Derfor fik jeg hans søsters navn, men jeg har aldrig mødt hende.

– Elsker han dig?

– Han forguder mig. Som en besat.

– Det har jeg fået bevis for, for du er stadig her og har ikke fået nogen straf, selvom du har befriet mig …

– Han blev flintrende rasende. Han sagde, han ville spærre mig inde i et nonnekloster resten af livet. Den følgende morgen bad han mig blot om at tie stille med det, sagde, at jeg ikke måtte fortælle nogen, hvad jeg havde gjort. Han dækkede over mig. Han var stadig meget vred og bad mig om at holde mig væk fra ham i en tid. Men han kan ikke hade mig, og jeg kan ikke hade ham, Angelo. Lige så besat han er af sit arbejde, lige så besat er han af tanken om at beskytte mig. Han er lige så forblændet af mig, som du er af Raffaella …, sagde Anastasia med denne lille afsluttende bebrejdelse.

– Det må være en last, der ligger til familien, spøgede jeg bedrøvet. – Og hvad med dig? Har du også denne last? Er der mange mænd i dit liv?

Anastasia tårevædede ansigt strålede i lyset fra kandelabrene.

– Alle dem, der vil have mig … Aldrig dem, jeg gerne vil have, svarede hun bedrøvet.

– Er Giuseppe Arsenio din elsker? fortsatte jeg forsigtigt.

– Aldrig. Han er blot endnu en af de mange, der så gerne vil have mig, men han er ikke mand for at erobre mit hjerte.

Lyset forsvandt med vores samtale, og det bed også Anastasia mærke i, så hun rejste sig for at tænde kandelaberen på skrivebordet. Da hun kom tilbage til sengen, bemærkede jeg, at den glans i hendes øjne, der for nogle dage siden havde været grå, nu igen blev grøn, ligesom første gang jeg så hende. Det virkede, som om hendes humør afgjorde farven på hendes øjne. Anastasia satte sig ved siden af mig og kiggede forvirret på mig.

– Hvorfor kigger du på mig på den måde? spurgte jeg.

– Angelo, da jeg vidste, at jeg ville komme til at se dig til den Sermo Generalis, som blev afholdt i Genova, fik jeg en uforklarlig følelse, som holdt mig søvnløs om natten, for jeg forsøgte at forstille mig dit ansigt, dit væsen og det liv, du levede under din inkvisitordragt.

– Og hvad følte du, da du så mig? Har jeg skuffet dig?

– Nej, dig først. Jeg vil vide, hvad du følte, da du så mig, svarede Anastasia.

– Jeg så en meget gådefuld, elegant og smuk adelsdame, som var meget veltalende … Jeg vidste ikke, hvem du var, så mit indtryk er ikke interessant. Fortæl mig, hvad der gik gennem hovedet og hjertet på dig, da du så din hemmelige bror for første gang.

– Jeg drømte om dig den nat, og igen de følgende nætter, og kunne ikke finde ud af, hvad det var for nogle underlige følelser, der gjorde mig så ængstelig, jeg vidste kun, at det var den slags følelser, som kan overrumple og undertvinge dit hjerte og … Det er meget svært for mig at tale om det, Angelo, for der er noget urent ved det, som jeg forsøger at undertrykke … Jalousi, ja, jeg var jaloux på alle dem, der stod dig nær, på alle dem, der var vokset op med dig og elskede dig. Og kærlighed, for uden kærlighed er der ingen grund til jalousi …

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Der blev stille i værelset, men så fortsatte Anastasia:

– Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, men jeg var forelsket i dig, som om du var den perfekte erstatning for min far. Jeg holdt fast i tanken om, at vi kun var halvsøskende … Jeg er din søster, og som sådan skal jeg elske dig, og jeg elsker dig. Anastasia havde rejst sig op igen og stod fuld af skam med ryggen til mig. Hun skælvede i hele overkroppen og stammede: – Men … som kvinde … begærer jeg dig. Og det er denne mørke følelse, jeg forsøger at få ud af mit hjerte …

Jeg rejste mig og lagde mine arme omkring hende, mens jeg hvilede mit hoved mod hendes skulder. En tvetydig omfavnelse, ja, ligesom vores følelser, for de følelser, hun så modigt havde betroet mig, var de samme som dem, jeg selv havde, nu hvor jeg vidste, at hun var min søster.

– Anastasia, min søster, sagde jeg. – Du er så smuk, at enhver mand ville gøre alt for at være dig nær. Nu forstår jeg bedre dit besynderlige forslag, og hvorfor du med øjnene benægtede det, som din mund sagde. Vi er dømt til at føle forvirring i nogen tid. Med Guds vilje vil vi siden få lejlighed til at lære hinanden at kende, til at få det rigtige forhold til hinanden som to søskende, der har været adskilt i lang tid, men nu har fundet hinanden.

Anastasia vendte sig om mod mig for at give mig en inderlig omfavnelse. Vi vidste begge, at vi måtte støtte hinanden og vise os stærke. Vi var et og samme blod: Hvis vi lod os føre med af fristelsen, ville vi begå en skamfuld synd og angre den resten af livet. Anastasia trak sig blidt væk fra mig og tog mine hænder, inden hun igen talte.

– Angelo, nu hvor jeg har fundet dig, ønsker jeg ikke at miste dig igen. Jeg kan overvinde mit begær, men jeg ville ikke kunne bære ikke at skulle se dig igen. Mit forslag står stadig ved magt, uanset hvor besynderligt, du synes, det er, for jeg tror virkelig, det er din eneste chance for ikke at blive forfulgt resten af livet og skulle leve langt væk fra mig. Hvis ikke du vil, har jeg ingen anden mulighed end at ledsage dig på din flugt …

Jeg trak mine hænder ud af hendes og trådte et skridt tilbage. Det var på tide at tage afsked.

– Anastasia, jeg bliver nødt til at gå … Men først må du love mig, at du vil hjælpe mig. Du skal overdrage bøgerne til Èvola og aftale, hvor og hvornår han vil løslade Raffaella. Jeg vil opsøge dig i løbet af nogle dage.

– Hvor tager du hen?

– Indtil jeg har fået vished for, at Raffaella er blevet løsladt, vil jeg skjule mig her i nærheden af det sted, hvor Èvola skal komme og hente bøgerne. Og derefter vil jeg begive mig til Frankrig. Mere kan jeg ikke fortælle dig, for det kunne bringe såvel dig som mig i fare.

– Jeg mener stadig, du begår en fejl, men jeg lover dig, at jeg vil gøre alt, hvad du har bedt mig om at gøre. Jeg elsker dig, kæreste bror. Husk det, sagde Anastasia, idet hun igen omfavnede mig og førte sine læber mod min pande og gav mig et ømt kys.

Jeg kiggede på hende og tænkte, at det måske var sidste gang, jeg så hende, inden jeg drejede omkring for at kravle ud på balkonen. Jeg lænede mig forsigtigt frem for at sikre mig, at ingen havde opdaget mig. Det gik hurtigt med at komme ned, og i løbet af kort tid stod jeg ved busken, hvor jeg fandt min kappe, mens jeg kastede et sidste blik op mod Anastasias vindue. Gardinerne bevægede sig uroligt i vinden. Ligesom mig. Ligesom Anastasia.

To dage senere modtog Èvola i Rom en besked fra Anastasia, hvori hun meddelte ham, at hun havde bøgerne, og at han derfor forpligtede sig til at opfylde den pagt, han havde indgået med mig. Samme aften trådte to fangevogtere ind i Raffaella D’Alemas celle, flåede klæderne af hende og krænkede hende. Og på tredjedagen blev hun brændt på bålet på Piazza Campo dei Fiori. En domstol, som var blevet hasteindkaldt for at tage sig af sagen, havde dømt hende samme morgen. En domstol, der havde den ”ære” at have kardinal Iuliano som inkvisitor. Det skete alt sammen i Rom, mens jeg uvidende og ude af stand til at gøre noget ventede på nyt i Firenze. Jeg fik siden vished for, at Giulio Battista Èvola med vold og magt havde modsat sig henrettelsen.

Iuliano havde givet mig en søster, men han havde taget de eneste kvinder, jeg havde været i stand til at elske, fra mig. Min mor og Raffaella, som jeg havde været parat til at give hele min fremtid. Hun var endnu kun en ung kvinde, da hun blev forvandlet til støv uden at have set verden. Tommaso og Libia D’Alemas eneste datter havde betalt en høj pris for den synd at være elsket af mig. Der var ingen grænser for kardinalens ubarmhjertighed. Han havde fået overdraget de bøger, han så ivrigt havde eftersøgt. Hvorfor havde han ofret Raffaella? Hvad vandt han med denne unge piges død, ud over mit endeløse had? Han havde slået hende ihjel for at gøre mig fortræd, men han havde ikke taget højde for, at den overvældende smerte ikke ville slå mig til jorden, ikke ville lade mig drukne i min egen fortvivlelse. Han havde ikke fået gjort det af med mig. Det ville falde tilbage på ham selv.

Efter denne tragiske begivenhed gik min sjæl i opløsning. Jeg blev fuldkommen vanvittig alene ved tanken om, at Iulianos blod flød i mine årer, og i mit vanvid besluttede jeg mig for at gribe til våben og en gang for alle gøre det af med dem, der bar skylden for min store tragedie.