Inkvisitoren-27.html

XXIII - FORBLÆNDET HÆVN

Fuldmånen oplyste min vej til Firenze. Jeg var kommet så tæt på, at jeg kunne se omridset af byen, kronet af Santa Maria dei Fiori-katedralens kuppel og adskillige klokketårne. Om tre timer ville dagen begynde at gry. I et flygtigt øjeblik ønskede jeg, at solen ville stå op, så jeg kunne varme mig under dens stråler og få den bidende morgenkulde ud af kroppen. Jeg gjorde et øjeblik holdt for at kigge ind over byen, der sov trygt, uvidende om min ankomst. Det eneste, jeg havde i tankerne, var den plan, som jeg havde udtænkt ned til mindste detalje, så den ville falde ud til min fordel. Men jeg må ærligt indrømme, at den blev lagt af en galning forblændet af vrede.

Da jeg havde besluttet mig for at tage hævn, lykkedes det mig ved hjælp af de sidste mønter, jeg havde fået af Anastasia, at få opsnuset, at såvel bøgerne som kardinal Iuliano og hele hans følge ville drage af sted mod Rom ved daggry den 23. oktober. Denne og andre oplysninger, som jeg ville få brug for, havde jeg fået af en slægtning til ærkebiskoppen af Firenzes personlige sekretær. Min viden om denne dato havde været altafgørende for, at jeg kunne udtænke den plan, som skulle stille min hævntørst. Jeg vidste, at jeg ville få brug for hjælp, hvis ikke det skulle ende med et nederlag, men det var en lille detalje, og den skulle ikke holde mig tilbage. Raffaella var død, og hvis også jeg skulle dø, ville jeg gøre det til ære for hende.

Jeg førte hånden ind under min kappe for at mærke skæftet af det sværd, jeg havde fået for en god pris hos en smed i Fiésole. Jeg havde ikke ført et sværd, siden jeg som ung havde fået den behørige træning i, hvordan det skulle bruges, og dengang havde jeg ikke været uden evner, så jeg stolede på, at jeg ville huske alt, hvad jeg havde lært, så snart min hånd greb fat om skæftet. Det var ikke et ædelt sværd, men dog et af den slags afrettede og robuste sværd, der blev brugt af de hårdføre duellanter, som ingen ønskede at stå ansigt til ansigt med. Med det i hånden ville jeg være lige så stædig som med alt andet: Jeg var god til at forsvare mig og udmatte modstanderen for til sidst at kunne give ham det afgørende stød. Aftenen forinden havde jeg udfordret en cypres og øvet mig på såvel sværdhug som på at flytte mig i forhold til modstanderen og angribe, og bevægelserne var vendt tilbage til min krop som noderne i hukommelsen på en bedaget og blind musikant, der får det instrument, han engang spillede på, i hænderne.

Jeg satte sporerne i hesten og fortsatte min vej til det sted, hvor jeg skulle afvente et tegn. Lidt efter lod nogle lysglimt i mørket mig forstå, at de vogne, som skulle hente Iuliano, var ankommet. Så begyndte jeg at galopere i retning af vanviddet. Jeg blev opslugt af mørket, og det lykkedes mig virkelig at overraske Firenze.

Hestens galoperende hove bevægede sig hen over brolægningen på vejen og varslede en fremmed og travl rytters ankomst. Jeg krydsede Ponte Vecchio i galop. Under den løb Arno-flodens plumrede vand og ventede på solen, som snart ville dukke op. Som Tiberen i Rom havde Arno-floden været vidne til og medskyldig i mange sammensværgelser. De to floder vaskede snavset af folket, stillede sit vand til rådighed, når deres børn skulle døbes, og skyllede blodet af de syndige regenter. Nu skulle Arno-floden igen være vidne til, hvordan et menneske fik afklaret et mellemværende. Og det var, som om dens vande kunne fornemme det.

På den anden side af broen trak jeg i tøjlerne for at få hesten ned i fart, for jeg ville tilbagelægge den sidste strækning, der adskilte mig fra Piazza della Signoria, i skridt. Kort tid efter steg jeg af hesten ved Loggia dei Lanzi, til venstre for Vecchio-paladset. Jeg tøjrede den svedende og urolige hest i ly af mørket i galleriet og forsøgte at berolige den, så dampen fra dens næsebor ikke skulle røbe den, og med et ønske om at se den igen, for den var min eneste mulighed for at komme væk derfra.

Til forskel fra Rom, og også fra min fødeby Genova, havde man i Firenze bygget videre efter den retlinede form, som de romerske bygmestre havde indført til gavn for legionerne. Det gjorde det nemt at bevæge sig rundt og orientere sig i byen. Derudover var de prægtige paladser og kirker, som siden det forrige århundrede var blevet opført i den magtfulde republik, altid et synligt pejlemærke, som hjalp én til ikke at fare vild. Man vidste altid, hvor man befandt sig i forhold til floden og byens nordstjerne: Duomos store kuppel.

De gamle genovesere sagde gerne, at paladserne og husene i vores by var blevet ført dertil med vinden, som ukrudtsfrø, mens dem man så i Firenze, var blevet plantet på en række i plovfuren som den fineste hvede.

Med Arno-floden bag mig og Duomos kuppel i det fjerne listede jeg mig i ly af bygningerne i retning af pladsen. Foran den store indgang til paladset stod de vogne, jeg havde set passere forbi mig. Michelangelos mægtige skulptur af David og gruppen med Hercules og Cacus rejste sig majestætisk ved indgangen og fik mig ikke alene til at tænke på Mediciernes triumferende magt, men også på min egen kamp mod mine grusomme fjender. Der var ikke lys i nogen af de vinduer, jeg kunne se. Jeg slog blikket ned. Tre soldater fra den pavelige schweizergarde holdt opsyn ved den store port, men det så ikke ud til, at der var noget liv inde i gården bag dem. Jeg blev stående rundt om hjørnet af bygningen og ventede i stilhed på et passende øjeblik. Jeg havde stillet mig på den mørkeste side af bygningen, i den lille gyde, som adskiller paladset fra Uffizierne, det sikreste sted, for vagterne holdt ikke opsyn med denne del af pladsen, da de var optaget af at bevogte vognene. Og overraskelsen skulle spille en afgørende rolle til min fordel: Ingen forventede uønsket besøg, og man regnede slet ikke med, at jeg havde fået den utroligt vanvittige idé at tage til Firenze og kaste mig i ulvens gab. Måske ventede de et angreb fra Corpus Carus, men de regnede ikke med at få besøg af en dumdristig tåbe, der var parat til hvad som helst. Vagterne trak sig et øjeblik ind i bygningen, og jeg benyttede lejligheden til at sætte planen i værk.

Jeg lagde sværdet og sækken fra mig på jorden for bedre at kunne tage mål af bygningen. Den størrelse, jeg havde i erindringen, var den samme, som jeg nu så foran mig, men inderst inde havde jeg følelsen af, at paladset var blevet højere. Jeg åbnede sækken og trak en krog frem, som jeg havde bundet fast til et reb, der var så langt, at det kunne være nået op til Duomos kuppel. Jeg havde taget mine forholdsregler og beklædt krogen med skind for at dæmpe lyden af stødene, når jeg skulle forsøge hægte den fast. Vagterne var endnu ikke vendt tilbage til deres poster, så det gav mig tid til at kaste den op mod gitterværket foran et vindue i den nederste etage. Som ventet sprang krogen tilbage fra muren og faldt ned ved siden af mig. Jeg syntes, det lød øredøvende højt, men det var kun mig, der fik det indtryk, for lyden blev fulgt af den dybeste stilhed. Jeg lænede ryggen ind mod muren og ventede et øjeblik, inden jeg stak hovedet frem. Vagterne var stadig inde i paladset. Jeg trådte hen til krogen, forbandede den og kastede den igen op mod gitterværket … Fire forsøg senere lykkedes det, og krogen blev siddende. Jeg trak hårdt i rebet for at sikre mig, at den sad godt fast, rettede på sværdet i skeden og begyndte at klatre op, efter at jeg havde bundet rebet om min talje, for at sikre mig at jeg ikke ville ende på brolægningen, hvis jeg skred på muren.

Jeg klatrede opad, idet jeg tog godt fat om rebet og af al kraft satte fra med benene mod muren, og med allerstørste besvær nåede jeg op til gitterværket. Mine arme og ben rystede voldsomt, og jeg havde ondt i hænderne som aldrig før. Da jeg tog mine vanter af, så jeg, at mine knoer var helt hvide og håndfladerne rødglødende efter gnidningerne mod rebet. Men der ventede mig stadig det værste, for med benene placeret mellem gitterstængerne og med et greb om en stang med den ene hånd skulle jeg med den anden løsne krogen og gøre front mod det næste stykke af opstigningen for at nå op til de gitterløse vinduer på næste etage.

Jeg tror, jeg havde kastet krogen fem eller seks gange, før jeg fik den til at hægte sig fast. Og med spændte arme og ben tog jeg med hænder og fødder fat på en ny pinefuld opstigning. Mine ben skrabede mod kvaderstenene, når de forgæves famlede efter fodfæste. Mere end en gang hang jeg i luften og mærkede dødens kvælende åndedrag, når jeg hev efter vejret. ”Hellige Maria, Guds Moder, forlad mig ikke”, mumlede jeg igen og igen. Endelig og med guddommelig hjælp, vil jeg mene, fik min ene hånd fat om karmen. Jeg holdt godt fat og trak mig op, til jeg kunne få fat med den anden hånd. Men ikke engang ved hjælp af begge hænder lykkedes det mig at svinge mig helt op. Så der hang jeg i karmen et øjeblik, som føltes uendeligt langt, og ventede på daggryet med kappen flagrende i vinden. Hele himlens tyngde lå på mine skuldre, hvor Atlas havde efterladt den, mens Maria stadig holdt mig oppe. Endelig nåede jeg op til vinduet.

Da jeg sad på karmen, brugte jeg lidt tid, som jeg ikke havde, på at få vejret igen, inden jeg svøbte krogen ind i min kappe og slog den mod ruden. Glasset splintrede i stumper og stykker, som faldt ned på flisegulvet i den sal, som vinduet førte ind til. Jeg førte min hånd ind gennem den lille åbning, jeg havde lavet i glasset, og åbnede vinduet for at kravle ind i salen, der var lige så mørk, som den havde taget sig ud nede fra pladsen. Jeg trak vinduet i, gemte hurtigt skårene og så mig rundt. Jeg var på den mellemste etage i et af de gallerier, som vendte ud mod den store gårdhave. Foran mig var der en dør, som, hvis ikke jeg tog fejl, ville føre mig i retning af trappen. Jeg åbnede den og trådte ind i en ny sal, der var to eller tre gange så stor, som den jeg kom fra, og også vendte ud mod gårdhaven. Da jeg åbnede døren, der førte mig ud af den anden sal, fik jeg øje på trappen. Og ad den begav jeg mig op til bygningens hovedværelser på anden sal.

Da jeg nåede op for enden af trappen, så jeg en dør til venstre for mig. Den stod på klem og lod et svagt lys slippe ud. Jeg skubbede den forsigtigt op: Det var Liljesalen. Til venstre for den skulle Audienssalen ligge, og til højre Kortgalleriet, hvorfra der kom det eneste lys, som var tændt i paladset. Jeg gik gennem salen i retning af Kortgalleriet med et fast greb om skæftet af mit sværd. Jeg stak hovedet ind. Det så ud til, at der var tomt, men jeg trådte ikke ind, før jeg med blikket havde afsøgt hvert eneste hjørne, hver eneste gesims, hver eneste vinkel i galleriet. Det eneste, der bevægede sig derinde, var de bævende luer i vokslysene. Der var dødstille. Jeg tog et skridt frem og standsede et øjeblik. Med endnu et skridt trådte jeg helt ind i galleriet.

Midt i galleriet, lige foran mig, stod der en jordklode af episke dimensioner. Galleriet var polstret med søkort, der hang side om side og dækkede alle vægge. Det var her, hertugen planlagde sine rejser og udtænkte nye handelsruter for den flåde, som hjembragte så mange kostbarheder til byen. Mens jeg stod og kiggede forbløffet på kortene, blev døren lukket. Jeg vendte mig hurtigt om, idet jeg trak mit sværd, og så nu en skikkelse bevæge sig frem mod mig. Med en katolsk iver og en rædsel som hos en tyv, der er blevet opdaget, pegede jeg med sværdet mod brystet af den uventede gæst. Da skikkelsen var kommet så tæt på mig, at jeg kunne se ansigtet, stod forbløffelsen malet i ansigtet på mig.

– Velkommen, hr. DeGrasso, hviskede han. – Jeg vidste, I ville komme i nat.

– Vær venlig at fjerne sværdet, bad Darko.

– Jer? stammede jeg stadig fuld af forbløffelse.

– Ja, mig. I skal ikke være urolig. Jeg vil ikke gøre jer fortræd …

– Gøre mig fortræd? svarede jeg. – Jeg tror, I glemmer, hvem der står med sværdet.

– I er omgivet af fjender, så mit skrig vil gøre alting mere smertefuldt, end jeres klinge er i stand til.

– Hvad forlanger I? spurgte jeg, idet jeg sænkede sværdet.

Darko gik forbi mig og videre hen til jordkloden. Så vendte han sig om mod mig, idet han lagde en af sine knoklede hænder på kloden.

– I har rejst langt, broder DeGrasso, sagde han, mens han pegede på floderne ved Asunción, – for at nå frem til mig.

– Og hvem i Djævlens navn er I?

– Ham, der vil redde jeres liv i nat.

– I lyver! sagde jeg, idet jeg igen løftede sværdet.

– Hvorfor skulle jeg lyve over for jer?

– I er på Iulianos side, ikke min.

Stjernetyderen smilede.

– Og jer? På hvilken side står I nu? Har I måske ikke forrådt Corpus Carus? I virker meget overbevist om jeres ord … Godt, slå mig ihjel, så I kan få overstået det, I er kommet efter. Hvilke beviser behøver I ud over jeres egen fornemmelse? Træd nærmere, DeGrasso! Lad metallet synke ind i mit bryst, og sæt jeres lid til den vage forestilling, I gør jer om denne sag!

Jeg iagttog omhyggeligt pavens stjernetyder, der nu stod foran mig og udfordrede mig. Det var meget svært at tyde hans blik og bevægelser.

– Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle tro på jer, snerrede jeg, idet jeg trådte et skridt frem mod ham og tvang ham til at rykke sig tilbage for at undgå, at mit sværd fik kontakt med hans bryst.

– I mener ikke, at jeg har gjort noget særligt for jer?

– Gjort for mig? Hvad fabler I om! sagde jeg uden at forstå noget som helst.

– Hvis nu jeg fortalte jer, at det var mig, der anbefalede, at det var jer, man skulle sende af sted for at finde Necronomicon og Codex Esmeralda, ville I så tro mig? Hvis jeg fortalte jer, at det var mig, der talte med Hans Hellighed for at overbevise ham om, at han ikke skulle sende jer på bålet straks efter, at I var blevet pågrebet, ville I så tro mig? Hvis jeg fortalte jer, at vokslysene her galleriet alene er blevet tændt denne mørke nat for at oplyse jeres vej frem til mig, ville I så tro mig? Hvis jeg fortalte jer, at den gamle Piero Del Grande lod jer infiltrere i Santo Domingo-ordenen og siden i Inkvisitionen, så I kunne hjælpe os nu, ville I så tro mig?

– Jeg har hørt noget om jeres anbefaling … Hvordan kan det være, at I ved så meget om fader Pieros planer? Det falder mig ind, at …

– Og det er mig, der skal forsøge at redde jer i nat, Angelo. Darko afbrød mig for at hviske: – Extra Ecclesia nulla salus, min broder …

– … I er medlem af broderskabet, sluttede jeg den sætning, jeg var begyndt på, og som Darko netop havde bekræftet.

Jeg lod igen sværdet synke mod gulvet.

– Ligesom Tami og Xanthopoulos, sagde Darko. – Og ligesom min læremester Piero var det.

– Men de … de har aldrig nævnt jer! fortsatte jeg stadig mistroisk.

– Selvfølgelig ikke. For jeg er meget tæt på paven. Xanthopoulus kender mig ikke personligt, men jeg ved godt, hvem han er. Det var kun fader Piero, der vidste, hvem jeg var, foruden jesuitten Tami … Og nu jer.

– Hvorfor?

– Fordi jeg er Stormester i Corpus Carus.

Blodet stod stille i kroppen på mig. Stormesteren havde hele tiden været inden for synsvidde, mens han blevet rokeret rundt i et mesterligt spil skak. Darko fortsatte.

– Du er kommet efter bøgerne. Jeg vidste, du ville komme, jeg vidste, at Raffaella D’Alemas triste død ville fremskynde din ankomst. I nat vil du tage Necronomicon og Codex Esmeralda med dig fra dette palads. Uden kamp og uden din umulige flugtplan.

– Jeg har ingen flugtplan …

– Du er en modig mand, broder, udbrød Stjernetyderen, idet han pegede på mig, – en god elev af din læremester. Hævnen vil ikke give dig vinger til at slippe væk herfra. De vil slå dig ihjel, Angelo. Der er ikke så mange vagter her i paladset, men hertugens soldater er blevet indkvarteret lige rundt om hjørnet, i tilfælde af at man skulle få brug for forstærkning. Du kan ikke gøre front mod alle dem.

– Jeg kan kravle ned, samme vej jeg kom op. Jeg har ikke tænkt mig at benytte mig af hovedindgangen, mumlede jeg.

– Syntes du ikke, det er mærkeligt, at du ikke stødte på nogen vagter på denne side af bygningen, den mørkeste og derfor også den mest tiltalende for enhver, der ønsker at trænge ind i paladset uden at blive opdaget? Jeg sendte bud efter den vagt, som stod dernede, da jeg fra Arnolfo-tårnet så dig krydse Ponte Vecchio. Jeg vidste, du ville få brug for et område uden vagter.

– Jo, det slog mig, men jeg tænkte også, at heldet var på min side.

– Du skal ikke ærgre dig, Angelo. Du har begået en heltebedrift, jeg sørgede bare for, at du ville nå hurtigere frem.

Darko lukkede dørene og bevægede sig hen mod en af konsollerne, som var dækket af kort. Derfra trak han to bylter af sort skind frem.

– Her er bøgerne, sagde han og kiggede på mig. – I den ene bylt ligger der nogle falske kopier, som jeg vil tage med til Rom. Du skal sørge for at tage den anden med langt væk herfra. Du skal ride tilbage til Genova, til San Fruttuoso-abbediet, og der …

– Er der nogen, der venter mig? afbrød jeg ham uden at tage øjnene fra de to skindbylter.

– Rivara, din sognepræst.

Jeg løftede blikket fra bøgerne og kiggede på Darko.

– Jeg kan forstå, at der ikke er nogen løse ender …

– Det er den eneste vej til sejren, sagde Stjernetyderen, idet han lagde de to bylter på jordkloden for at åbne dem.

– Denne bylt må aldrig nå til Rom, sagde han, idet han lod mig se den tykke ryg af Necronomicon, som lå side om side med Codex Esmeralda. – Her er bogen og dens besværgelser. Du er vores sidste chance; få dem væk herfra, og overlad det til mig at holde Inkvisitionen hen i nogle dage, så du har lidt tid at løbe på. Vores skæbne afhænger af, hvor disse bøger ender.

– Hvorfor har I ventet på mig? Hvorfor er I ikke stukket af med dem?

– Fordi jeg ønsker at bliver der, hvor jeg er, nær paven. Hvis jeg afslørede mig selv som et medlem af Corpus Carus, ville vi hverken have øjne eller ører i Vatikanet. Jeg skal være her, så vores loge kan få kendskab til alt, hvad der foregår i korridorerne og forværelserne i Vatikanpaladset.

– Vil man lade en vild jagt gå ind på Corpus Carus, hvis bøgerne når til Rom? Er det derfor, jeg skal skjule dem?

– Der er større farer end det, broder.

– Hvilke farer?

– Det behøver I ikke at vide … Endnu.

– Men …

– Du er ikke beredt, afbrød Darko mig. – Du er endnu ikke beredt til at høre hvorfor.

– Er det på grund af kardinal Iuliano? spurgte jeg.

Darko rystede på hovedet, inden han fortsatte:

– Han gør sit arbejde godt, Angelo. Han holdt en pause for at sende mig et medlidende blik. – Jeg kender historien om din familie, og jeg kan forsikre dig om, at kardinalen ikke begår den største synd i sit embede, men i sit privatliv … Og nu må du af sted, dagen vil snart gry, tilføjede han, idet han lukkede bylten og rakte den til mig. – Gå ned ad trappen og skjul dig i en arkade i gården, nær indgangen. Jeg vil forsøge at få vagterne til at trække sig tilbage, men jeg kan ikke holde dem hen i længere tid. Benyt lejligheden til at liste dig ud gennem hovedporten mod pladsen, hvor der er fri passage. Du skal flygte, så hurtigt du kan.

Jeg klemte bøgerne ind under mit sværdbælte, og inden jeg gik, så jeg igen på Stjernetyderen og spurgte:

– Hvad vil der ske med jer?

– Jeg skal nok få overvundet enhver vanskelighed. Det skal du ikke bekymre dig om. Jeg skyder skylden på dig, du vil få hele æren for tyveriet. Det giver god mening, at du har været ude efter bøgerne. Det er logisk, at du vil tage hævn, og det vil overbevise enhver om, at du er tyven.

– Kommer vi til at se hinanden igen?

– Jeg er ikke længere hemmelig for dig, sagde Darko, der nikkede, mens han talte. – Selvfølgelig kommer vi til at se hinanden. Du vil snart høre fra mig. Og jeg stoler på, at du ikke vil afsløre, hvem der er Stormester i Corpus Carus …

– Stol på mig, forsikrede jeg ham, idet jeg ikke lod ham afslutte sin sætning.

Det var tydeligt at se, at han var træt efter de mange anstrengelser. Han lukkede øjnene og åbnede dem langsomt igen. Han var ligesom Piero en ældre herre.

– Gå nu, Angelo. Og sørg for en god afslutning på dit livs vigtigste opgave. Vær en god inkvisitor, og tag kætteriet med væk herfra.

Jeg vendte mig om mod døren, og inden jeg åbnede den, så jeg igen på ham. Jeg kunne ikke holde et sidste spørgsmål tilbage.

– Hvorfor frygter I Rom?

– Nej, hviskede han. – Du er ikke beredt, tro mig.

– Fortæl mig det. Jeg var parat til at dø her, så der er intet, der kan skræmme mig.

– Gå nu, Angelo, efter det, du ønsker mest, insisterede Darko.

– Jeg går ikke uden et svar. Det kan jeg forsikre jer om, sagde jeg, idet jeg trådte hen mod ham.

Darko kiggede ærgerligt på mig, men så begyndte han til sidst at tale.

– Det er Heksemestrenes Hemmelige Selskab, jeg frygter. Deres Store Mester skjuler sig i Rom … Og andet kan jeg ikke fortælle dig. Så gå nu …

– Hvem er det? I ved det, og jeg har brug for at vide det, fortsatte jeg forblændet og vel vidende, at Darko talte hvert eneste sekund, vi spildte.

– Du ønsker ikke at vide det, Angelo. Du vil ikke høre det …

– Fortæl mig, hvem der er Heksemestrenes Store Mester, ellers går jeg ingen steder …

Darko kiggede indgående på mig og bevægede læberne uden at slippe en eneste lyd ud. Det jeg aflæste, efterlod mig i dyb fortvivlelse:

”Paven”, sagde de i al stilhed.

Jeg forlod galleriet uden at vide, hvad jeg skulle tænke. Bøgerne var en tung byrde at bære med sig. Darko havde ret. Jeg var ikke beredt på at lægge ører til så stor en afsløring. Og slet ikke på det, der ventede mig …

Jeg gik ned ad trappen til gårdhaven og skjulte mig i en af de mange arkader, nær indgangen, hvor vagterne stod på deres poster. Derfra holdt jeg øje med deres bevægelser, mens jeg surrede bøgerne fast til taljen, så jeg ikke ville tabe dem, hvis jeg blev nødt til at stikke i løb. Darko dukkede snart op. Han gik hen til vagterne, talte med dem og fik dem til at følge med sig op ad trappen. Det var tid til at forlade paladset. Jeg slog hætten op over hovedet og gik i rask tempo i retning af forhallen ved indgangen. Jeg standsede, da jeg var nået hen til trappen, som førte ned til pladsen og stak hovedet frem for at sikre mig, at der var fri passage. Da jeg begyndte at gå ned af de få trin, som adskilte mig fra friheden, hørte jeg en lavmælt hvisken bag mig. Vagterne var væk, men der var nogen, der fulgte efter mig. Jeg kunne ikke vende mig om for at se, hvem det var, så jeg fortsatte min vej i retning af Loggia dei Lanzi. Jeg kunne standse op for at se, hvem det var, når jeg var nået i ly af den første vogn. Så jeg standsede ved siden af den.

To mænd trådte ud af forhallen. Jeg genkendte dem med det samme: Giuseppe Arsenio, der stod storhertug Ferdinando I de Medici meget nær, og Dragan Woljzowicz, nu storinkvisitor i Toscana. De begav sig i retning af vognene, så jeg kunne ikke undgå at blive opdaget. Jeg forsøgte alligevel med største naturlighed at forlade mit skjulested. Polakken var den første, der så mig gå i retning af Loggia dei Lanzi.

– Holdt! sagde polakken. – Hvem der? Venter I på følget? Jeg kender jer ikke …

Jeg greb fat om skæftet af mit sværd, og mens jeg endnu stod med ryggen til de to mænd, førte jeg hætten ned. Da jeg vendte mig om og kiggede på dem, blev de to mænd fuldkommen målløse.

– Jer! I er vanvittig …! Hvad laver I her? stammede Woljzowicz.

– Jeg er kommet for at hente det, der tilhører mig, svarede jeg bidende.

Giuseppe Arsenio, der stod bag polakken, trådte op på siden af ham. Rædslen ved at se et genfærd stod malet i ansigtet på ham.

– Hr. DeGrasso! udbrød han. – I er så sandelig en uforudsigelige mand …

– I kan lige vove på at stille jer i vejen for mig, for så lover jeg jer, at I ikke vil se solen stå op, sagde jeg, idet jeg truede dem med den frie hånd.

– Men … Hvad er I for en galning? svarede Arsenio tilbage. – Jeg vil minde jer om, at vi står i hjertet af Firenze, og at hertugens vagtkorps er indkvarteret ganske få skridt herfra.

– Firenze sover, og det skal der ikke laves om på, for så vil I sove helt ind, sagde jeg, idet jeg åbnede min kappe, så de kunne se mit sværd, der funklede i månelyset.

Arsenio blev helt blå i ansigtet, som om han havde set Girolamo Savonarola, den oprørske dominikanermunk, som hundrede år tidligere var blevet brændt på den selv samme plads. Såvel han som Woljzowicz trådte et par skridt tilbage, mens de nøje fulgte mine bevægelser.

– Godt. Jeg kan forstå, at I er nogle begavede mænd og har besluttet jer for ikke at blande jer i et anliggende, som ikke vedkommer jer.

– I er kommet efter bøgerne, svarede polakken med et kynisk smil, – men I får dem ikke … Ja, det har kardinal Iuliano selv betroet mig. I går med Djævlen skjult under kappen, den Antikrist, som vil gøre det af med kristendommen.

Jeg kiggede på ham, og det virkede nu, som om en underlig varme fra bøgerne omsluttede min talje. Natten, forventningen, angsten og polakkens uheldssvangre ord havde formået at påvirke mig, netop som jeg havde allermest brug for at være iskold. Han kiggede på mig med et gennemborende blik, hypnotiserede og undergravede mig. Så fortsatte polakken:

– I ved udmærket, at jeg ikke kan lade jer tage herfra med bøgerne. De hører ikke hjemme i hænderne på et medlem af broderskabet. De er bestemt til at blive, hvor de er, nemlig i hænderne på kirken og en god inkvisitor. Som mig.

– Det var mig, der tog af sted for at finde dem og fandt dem.

– I var bare en af kirkens brikker, og I har vist jer at være meget uduelig, for da I havde udført jeres arbejde, overdrog I uden videre bøgerne til Corpus Carus for siden af tage dem fra dem igen, fordi I ville bytte dem for en ung pige, der nu ikke er andet end aske på den romerske jord.

Jeg kiggede op mod Vecchio-paladset. Tre skikkelser var på vej ud af bygningen. I midten en spinkel mand med elegante bevægelser og klædt helt i sort, det var kardinal Iuliano. Til venstre for ham gik biskop Delepiano og til højre en vanskabt munk, som var ingen mindre end Giulio Battista Èvola.

Da Woljzowicz så dem komme, pustede han sig op, mens Arsenio, der var lige så fej som en rotte, blev stående tilbagetrukket og i sikkerhed på trappen. Jeg kiggede på polakken og sagde:

– Inkvisitorer er indbildske, kæreste Dragan, og I har stadig meget at lære. Husk altid …

– Hvad? afbrød han mig. – Hvad skal jeg huske?

Jeg kiggede ham direkte i øjnene.

– At det er mig, der er mesteren.

Jeg skubbede polakken ind mod vognhjulet. Vores brydekamp fangede Vincenzo Iulianos opmærksomhed. Han stoppede op og kiggede ned mod os. Da han genkendte mig, ville han ganske enkelt ikke tro sine egne øjne. Men Èvola smilede. Bag dem dukkede der tre vagter op. Nu var der ingen vej tilbage, intet var gået, som planlagt, og nu havde jeg kun tilbage at kæmpe, forsvare mig indtil døden. Selvom jeg skulle udkæmpe dette slag alene, havde jeg ikke mistet håbet. Jeg havde en underlig følelse af, at Gud stod ved min side, og findes der nogen bedre hær end Ham?

Woljzowicz kom på benene igen, stak armen ind gennem vinduet i vognen, og da han trak den ud igen, havde han et sværd i hånden. Han havde besluttet sig for at gøre front mod mig, nu da han vidste, at han ikke var alene. Kardinalen gav to af soldaterne besked på at beskytte biskoppen, mens han sendte den tredje ned for at hjælpe Dragan.

– I vil ikke slippe godt fra det her, sagde Woljzowicz, idet han kom imod mig. – Det er ærgerligt, at en belæst mand som jer skal ende i et fangehul som en tyv i lænker. Giv os bøgerne tilbage, og så vil jeg lade jer flygte med æren i behold.

Jeg vendte mig et øjeblik om for at beregne afstanden til min hest. Der var for langt. Woljzowicz havde tvunget mig til at bevæge mig baglæns mod springvandet med Neptun, så jeg var kommet længere væk fra Loggia dei Lanzi. Jeg standsede, da jeg var ud for springvandet og tog mål af mine angribere.

– Jeg kan se, I er et begavet menneske, sagde Dragan, da han så mig standse op. – Giv mig nu bøgerne, inden jeg fortryder mit løfte.

Jeg tog et fast greb i skæftet af mit sværd og trak det op af skeden og udfordrede polakken. Jeg stod afventende og beredt på det værste. Woljzowicz smilede. Han troede, han havde alt under kontrol, selv min vilje.

– Tåbelige munk … Lad mig vise jer, hvem der er en mester med våben i hånd, og hvem der er den stakkel, som vil lide et svidende nederlag. I er stivsindet og frastødende og har altid skygget for mig, en indbildsk munk, som nu skal få lov at sluge al sin stolthed.

Woljzowicz slog ud med sværdet i retning af mit ansigt, men jeg parerede det og pressede det forsigtigt tilbage mod ham, hvilket fik min modstander til at slå et latterbrøl op. Den soldat, Iuliano havde sendt af sted, bevægede sig ind på mig, mens han sigtede på mig med sin hellebard. To mod en, en ulige kamp. Polakken lavede igen et voldsomt angreb med fire hårde slag, som jeg også fik pareret.

– Nuvel, jeg har undervurderet jer … I kan i det mindste forsvare jer, udbrød Woljzowicz.

Og så angreb han igen, og jeg parerede ham igen. Polakken havde været overbevist om, at jeg måtte være et nemt bytte. Han tog fejl. Så han bad soldaten om at angribe mig fra den ene side. Soldaten truede mig to gange for derefter at kaste sig mod mig med et hurtigt lansestød mod armen, der holdt sværdet. Jeg forsøgte at forsvare mig med den frie arm, men klingen efterlod en dyb flænge i min arm. Jeg trådte baglæns.

– Overgiv jer! I kommer aldrig levende fra denne plads, skreg Woljzowicz, idet han igen angreb og udnyttede, at jeg var optaget af at forsvare mig mod soldaten.

Idet jeg parerede hans slag, snublede jeg og væltede omkuld på pladsen. Vagten forsøgte at gøre det af med mig, men det lykkedes ham kun at ramme min kappe, så hans våben i stedet hamrede ned i brolægningen. Alt imens gik Woljzowicz så kraftigt løs på mig, at det slog gnister, som kunne ses oppe fra paladset, når vores sværd stødte sammen. Det lykkedes mig med nød og næppe at komme på benene igen, og da fik jeg pludselig uventet hjælp. Soldaten gjorde endnu et mislykket forsøg på at ramme mig med sin hellebard og mistede derved balancen. Jeg benyttede lejligheden til at rette et stædigt sværdhug mod ham, som ramte ham rent på hånden. Soldaten skreg ikke: Han kiggede blot på hånden og så, hvordan tre fingre faldt ned i springvandet. Blodet piblede frem, og mens han så forvirret til, rettede jeg et slag mod hans hals. Hjelmen fløj af hovedet, mens kroppen faldt livløs ned i springvandet. Woljzowicz trådte baglæns. Nu var det igen en lige kamp, en mod en.

– Angelo …! Angelo! Nogen råbte mit navn henne fra vognen. Det var ikke en hvilken som helst stemme, jeg genkendte den med det samme. Der var hun, Anastasia, som forsøgte at slippe fri af Arsenio, som havde fat i hendes arme og holdt hende tilbage. – Stik af! De vil slå dig ihjel!

Anastasias fortvivlede skrig stjal et øjeblik min opmærksomhed, og så mærkede jeg en varme, idet metallet borede sig ind i kødet på mig. Polakken havde benyttet lejligheden til at stikke sit sværd i mit ene lår. Anastasia blev vanvittig rasende og råbte fornærmelser efter polakken, mens Woljzowicz tog mål af min flænge og stillede sig agtpågivende foran mig.

– I er fortabt, overgiv jer. I er bare en uduelig løber, en brik, som kan ofres i det hårde spil. Vi har andre, der kan fortsætte, hvor I slap. I er ikke almægtig, og vi vil ikke tøve med at give jer som fortjent.

– Og I er bare en bonde, som er endnu mere ubetydelig og temmelig tungnem, svarede jeg smilende.

Woljzowicz holdt sin vrede tilbage, for der var noget der gik ham på. Så han sagde:

– Det er underligt, at den unge Anastasia opfører sig på den måde, ikke? Hvad har I gjort for at vinde hendes gunst? Hvad i Djævlens navn har I gjort, siden I kan tumle den mest eftertragtede dame i Italien? Fortæl mig det, jeg vil vide det, inden jeg slår jer ihjel … Så kan det være, hun retter opmærksomheden mod mig.

– Kæreste Dragan, jeg tror ikke, I falder i hendes smag. Hun ville aldrig tage notits af en luset mand som jer … Sagde I ikke, at I var en mester med et sværd? Jeg venter stadig på at få bevis for det, udbrød jeg udfordrende.

– I glemmer en lille detalje … Jeres ben. Jeg er endnu ikke færdig med min opvisning, sagde Woljzowicz smilende, mens han pegede på mig med sværdet.

– I får aldrig Anastasia til at tage notits af en inkvisitorlærling. I vil aldrig blive i stand til at imponere hende, uanset hvor meget I anstrenger jer … Og slet ikke til at tage hende som en mand … Jeg blev ved med at bore i såret, og fik ham nøjagtig derhen, hvor jeg ville have ham, for han blev rødglødende i ansigtet, og smilet forvandlede sig til vrede. – I kan ikke tilfredsstille hende i sengen. Det er kendt af alle, at polakker er udrustet med en ganske lille manddom, for nu at udtrykke det sådan. Stil I jer tilfreds med at have lidt guldmønter på lommen, for kun i Firenzes horehuse vil I kunne finde jer en prinsesse.

– Luk munden! skreg han, mens jeg på trods af smerten fik haltet mig baglæns.

Springvandet med Neptun var overstænket med blod, og en soldat flød rundt på maven i det røde vand. Endnu engang ville Arno-floden føre menneskeblod med sig.

Flængen på mit ben efterlod sig et tykt spor af blod på brolægningen. Jeg forsvarede mig, så godt jeg kunne, mod en Woljzowicz, der konstant var over mig. Vores sværd stødte mod hinanden igen og igen i et inferno af gnister og klingende metal, mens det sved i flængen, så jeg stadig mere haltende måtte trække mig baglæns, ude af stand til at angribe. Mit hjerte bankede voldsomt af udmattelse og angst. Jeg hørte døden kalde, som om den stod midt på pladsen og hviskede mig i øret i de sidste sekunder af mit liv. Kampen førte os hen til foden af rytterstatuen af Cosimo I, far til den daværende hertug af Firenze. Udmattelsen og det store blodtab spillede mig et slemt puds, jeg følte mig kraftesløs og svimmel, og mine knæ blev matte. Fuldkommen afkræftet forsøgte jeg at fæstne benene til jorden og holde mig oprejst, mens jeg pegede direkte på polakken med mit sværd. Jeg rakte den frie hånd frem for at invitere ham tættere på. Jeg forventede i virkeligheden, at Woljzowicz ville angribe igen, for min hånd virkede som et let bytte, og det ville give mig chancen for at rette et dødeligt stød mod ham, når han kom tæt nok på.

Polakken angreb, men ikke som jeg havde forventet. Han trådte nærmere og gav mig et spark over flængen, der fik mig til at krølle sammen og føre min hånd ned til såret, mens jeg gav et hjerteskærende smertensskrig af mig. Og Woljzowicz udnyttede denne enestående chance. Sværdets hvislen i luften varslede, at det nærmede sig, og jeg var ude af stand til at parere det. Han ramte mig i ansigtet, så jeg styrtede til jorden. Jeg var lige ved at besvime, da jeg i det fjerne hørte Anastasias magtesløse skrig, som blandede sig med en heftig piben i mine ører. I min forvirring blev jeg et kort øjeblik liggende på jorden. Jeg førte hånden op til øret for at sikre mig, at det stadig sad på sin plads. Så mærkede jeg pludselig den bitre smag af blod i munden, og endnu uvidende om, at jeg havde mistet to tænder, spyttede jeg blodet ud.

– I ser ikke for godt ud …, sagde Woljzowicz smilende. Jeg kom med stort besvær på benene og løftede mit sværd mod ham. – Bliver I ved? Vis jer selv lidt barmhjertighed, sænk jeres sværd, og lad mig gøre en ende på jeres lidelser.

– Indbildske tåbe, gispede jeg. – I giver jer ud for at være en mester, selvom I er ikke andet end en dårlig elev.

Woljzowicz smilede stadig og lod sig ikke mærke af mine stødende ord, men rettede et sidste angreb mod mig. Han ville ramme den side, hvor jeg var såret, men jeg læste hans tanker og fik flyttet mig, så hans frygtindgydende og kraftfulde slag endte i brolægningen og udløste en stikkende smerte i hans hænder.

Jeg trådte på spidsen af hans sværd. Woljzowicz kiggede forbløffet på mig. Jeg havde afvæbnet ham. Så huggede jeg mit sværd i hans hals og borede metallet ind i hans hvide kød. Dragan Woljzowicz førte hænderne op til halsen og forsøgte at sige noget, men det lykkedes ham kun at kaste blod op.

Jeg faldt ned på mine knæ og sank sammen i benene.

Jeg lyttede til mit instinkt. Og der stod de, bag mig, de gav mig ikke et øjebliks ro. Giulio Battista Èvola, mit værste mareridt, og kardinal Iuliano iagttog mig på få skridts afstand. Napolitaneren ventede på ordre til at angribe, og den lod ikke vente længe på sig.

– Hvad laver I her? skreg Iuliano.

– Jeg er kommet efter det, der tilhører mig, sagde jeg kraftesløst.

Kardinalen tog mål af polakkens livløse krop, inden han igen henvendte sig til mig.

– Og hvad får jer til at tro, at bøgerne tilhører jer? svarede han.

– I sendte jeres lejemorder af sted for at forhandle med mig.

Der blev stille et kort øjeblik, inden Iuliano igen tog ordet.

– I er en tåbe! Fordi I stjæler dem, betyder det ikke, at de er jeres. De tilhører os. Inkvisitionens øverstbefalende virkede fattet.

– Det interesserer mig virkelig ikke, hvem bøgerne tilhører! skreg jeg med de få kræfter, jeg havde tilbage. – Det interesserer mig heller ikke længere, hvad I eller Corpus Carus eller de forbandede heksemestre vil med dem! Jeg forærede jer dem, jeg overdrog dem uden tøven, og hvad gav I mig til gengæld? I forrådte mig! En ung kvindes liv, en kvinde som intet vidste om kætteri eller magtbegær eller alle jeres forviklinger; det er den sande værdi af disse bøger, og derfor er de mine! De har været mine, lige siden I besluttede jer for at bryde jeres ord og sende Raffaella D’Alema på bålet.

Mindet om min elskede pige gav mig pludselig uventet styrke. Jeg havde midt i den heftige kamp et øjeblik glemt, hvorfor jeg stod på denne plads. Hævn, jeg skulle tage hævn. Jeg kiggede harmfuldt på Èvola og pegede på ham med min blodige hånd.

– Jer, beskidte slyngel! I gav mig jeres ord! I lovede mig, at I ville løslade hende! Det var en underlig måde at gøre det på, så sandt Gud lever!

Iuliano lagde sig straks imellem.

– Han bærer ikke skylden. Han kunne intet stille op, sagde han uden at fortrække en mine.

– Men hvem så? Hvem vil tage ansvaret for hendes død?

Kardinalen kiggede bestemt på mig, men var ude af stand til at tilstå sin forbrydelse.

– Det har ikke længere nogen betydning, hvem der var skyld i det. Det var en af mange tragedier, som I ikke har kunnet forhindre.

– Fint, sagde jeg. – Så tænk på bøgerne som en af den slags tragedier, som ingen længe kan forhindre.

– I er meget modig, temperamentsfuld og stædig, Angelo, sagde Iuliano smilende. – Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan I ene mand og hårdt såret har tænkt jer at vinde bøgerne. Kun med hjælp fra jeres sværd.

Jeg vidste det ikke, jeg vidste det virkelig ikke. Mine øjenlåg var tunge, og jeg blev ved med at synke en blodig blanding af mundvand. Jeg følte mig afkræftet. Iuliano fortsatte:

– Vær nu fornuftigt, I har ingen muligheder. Tving mig ikke til at slå jer ihjel. Jeres korstog slutter her.

– Jeg tvinger jer ikke til at slå mig ihjel, hverken i dag … eller dengang jeg kun var en lille dreng …, sagde jeg med blikket rettet mod kardinalen. Vincenzo Iuliano hverken vaklede eller svarede. Han fortsatte bare insisterende:

– Giv mig bøgerne, og jeg vil ikke slå jer ihjel.

– Hvis I slår mig ihjel, vil jeres datter aldrig tilgive jer. Hun har tilgivet jer for alle jeres sammensværgelser og hævntogter, men der er en grænse: Hun vil aldrig tilgive jer, hvis I slår hendes eneste bror ihjel, for hun elsker ham af hele sit hjerte.

Anastasia stod stadig ved vognen og så tæt på, at hun kunne høre os.

Èvola stirrede på kardinalen, mens Iuliano virkede fanget i skrøbeligt slør af tanker. Hans ungdoms synder var vendt tilbage til ham på det mest uventede tidspunkt. Denne søn, som han aldrig havde villet vide af, talte nu til ham, som om han var steget op af graven.

– Sænk sværdet, og giv mig bøgerne, blev han stædigt, tørt og forvirret ved.

Èvola lyttede forundret og afventende og turde ikke sige et ord.

– Jeg forstår jeres frygt, sagde jeg. – Jeg forstår, hvorfor I fornægter mig, jeg forstår sågar, at I ville gøre det af med mig. Det tilgiver jeg jer, far. Men jeg vil aldrig tilgive jer, at I slog min mor ihjel. Og siden Raffaella.

Giulio Battista Èvola sukkede eftertænksomt, inden han kiggede spørgende på kardinalens ansigt. Iuliano sendte ham et køligt blik og sagde:

– Slå ham ihjel …

Èvola reagerede ikke lige med det første, for han havde svært ved at udføre den ordre, han havde fået. Men så tog han Woljzowicz’ sværd og trådte forsigtigt frem mod mig. Han eneste øje afslørede, at han havde flere spørgsmål end svar, men han var uforfærdet og underkastede sig blindt ligesom den klinge, han ville stikke i mig.

Dagens første lys, som kunne anes i horisonten, blev overstrålet af sværdenes skarpe glans, der for hvert slag kastede lys over den halvmørke plads. Kardinalens sporhund svingede sit med samme dygtighed som en soldat og forstod at afvente det rette øjeblik, hvor han kunne give mig det endelig stød og gøre en ende på mig. Lige fra begyndelsen havde jeg frygtet, at jeg ville komme til at stå ansigt til ansigt med Giulio, og nu var dette øjeblik kommet, vel at mærke på et rigtig dårligt tidspunkt, for han var frisk, mens jeg var udmattet og såret. Så ligesom jeg havde begyndt min duel med polakken, begrænsede jeg mig også nu til at hyle med den ulv, jeg stod over for: Han angreb, og jeg forsvarede mig. Sådan bevægede vi os rundt over hele pladsen, mens kardinalen fulgte os på tætteste hold, som en fornem tilskuer til den blodige kamp.

– I er en afskyelig forræder, Èvola. I løj for mig, fik jeg lejlighed til at mumle, mens vi krydsede klinger.

– Jeg krævede ikke Raffaella død, og jeg sværger på, at jeg gjorde alt for at forhindre det, hvislede han.

– Vil I slå mig ihjel? fortsatte jeg. – Vil I slå mig ihjel, ligesom I slog min læremester ihjel?

– Hold op med at tale, og forsvar jer! udbrød Èvola, idet han rettede et stød mod mig, som flænsede min kappe ganske tæt på maven. – Jeres mester kunne ikke forsvare sig. Så nu håber jeg, at I vil kæmpe som en mand.

Lyset steg op over pladsen, så man kunne se sporene efter denne ulyksalige kamp: soldaten, som flød i springvandet med Neptun, storinkvisitoren i Toscanas blodige krop og to mænd, der kæmpede til døden. Ved vognen stod Anastasia stadig og hulkede bønfaldende med den smule kraft, der var tilbage i hendes stemme, mens hun stadig blev holdt tilbage af Arsenio. Der var ikke længere vrede i hendes tårer, hun virkede snarere opgivende over for den tilsyneladende visse død. Kampen havde drevet os rundt på pladsen, så vi nu var meget tæt på Loggia dei Lanzi, hvor min hest stadig stod og ventede på mig. Tæt på, men stadig langt væk, for jeg kunne intet gøre for at nå hen til den, men bare forsvare mig og ikke miste modet over for en Èvola, der blev ved med at bevæge sig frem for at angribe, idet han forsøgte at opfylde den ordre, han havde fået fra sin herre, så hurtigt som muligt.

– Vi ligner hinanden, broder DeGrasso. Jeg ville have ønsket, vi var på samme side og ikke skulle stå ansigt til ansigt, sådan som livet og jeres tåbelige luner har villet det. Det gør mig ondt, at jeg må gøre en ende på jeres liv, ikke mindst nu hvor jeg ved, at I er en Iuliano.

Jeg havde bemærket, hvor overrasket Èvola var blevet over at høre, at jeg var kardinalens søn. Jeg havde aldrig troet, at han ville nævne det nu, hvor han skulle slå mig ihjel. Jeg mærkede den kolde mur mod ryggen. Han havde trængt mig op i et hjørne af Loggia dei Lanzi. Èvola havde næsten fået krammet på mig og rettede et stød mod min hals, men ramte ved siden af. Sværdet endte i den hårde stenmur, hvor det flækkede, mens napolitanerens krop lå ind over mig. Iuliano holdt vejret et øjeblik. Han vidste, at hvis Èvola fik revet sig fri af mig, ville han være overladt til mit sværd. Han sukkede lettet, da han så munken klamre sig hårdt til mig for at vinde tid til at udtænke en plan. Men jeg gav ham ikke tid til det: Jeg bankede mit hoved mod hans ansigt, så det lykkedes mig at få ham på et skridts afstand, og det var tilstrækkeligt. Èvola dukkede sig og famlede i sit ærme, og mens han gjorde det, rykke jeg frem og stak mit sværd i siden på ham. Jeg kiggede ham i øjnene og opdagede en triumferende glans, som jeg ikke forstod, indtil en daggert blev ført op mod mit bryst og æggen forsvandt ind i mit kød med samme lethed, som den havde forladt skeden. Denne mærkværdige, næsten vanhelligende, dolk, som Èvola satte større pris på end noget andet, trængte så dybt ind under mit nøgleben, at spidsen gik ud på ryggen af mig. Han havde såret mig med samme våben og på samme måde, som han havde såret Tami.

Giulio Battista Èvola faldt sammen på jorden og kiggede på mig. Han var ude af stand til at kæmpe videre og forsøgte med den smule kræfter, han havde tilbage, at standse blodet, der piblede fra den flænge, jeg havde givet ham i siden. Han var ved at opgive. Daggryets svage lys strålede over statuen Perseus, som Benvenuto Cellini i sin tid havde lavet på Cosimo I’s bestilling, og som nu så undrende til ved Loggia dei Lanzi. Jeg kiggede på den et øjeblik og tænkte, at jeg ligesom den havde slået et uhyre ihjel. Da jeg med daggerten siddende i skulderen haltede væk fra pladsen og forsøgte at nå hen til min hest, som stod lige derhenne, inden for rækkevidde … stillede Iuliano sig i vejen for mig.

– Jeg har gjort det af med alle dine snigmordere, far, sagde jeg, idet jeg forsøgte at holde mig oprejst foran ham.

Iuliano trådte hen mod mig, vel vidende at jeg var dødeligt såret, men sagde ikke et ord. Jeg fortsatte:

– Jeg vil ikke kæmpe mere, jeg vil bare forsvinde med det, som tilhører mig, sagde jeg, mens jeg med en overmenneskelig kraftanstrengelse fik løftet mit sværd op mod ham. – Du vil måske være den næste? Tving mig ikke, far, til at gøre det af med dig.

Jeg kunne næsten ikke holde mine øjne åbne, jeg kunne knap nok trække vejret. Jeg kunne knap nok holde sværdet oppe eller styre mine rystende ben. Iuliano fortsatte ubønhørligt frem mod mig. Mit svær faldt ned på brolægningen med et klingende brag. Jeg trådte et par skridt tilbage og standsede. Så tog jeg fat om skæftet af den daggert, som havde gennemboret min skulder, og trak den ud i et hurtigt ryk, der udløste en umenneskelig smerte, som gjorde mig helt svimmel. Med den i hånden faldt jeg ned på mine knæ. Jeg blev siddende sådan et øjeblik, mens jeg kiggede på den mand, der var min far. Jeg slog udmattet hovedet ned, åbnede hånden og lod daggerten falde til jorden, inden min ryg gav efter, og jeg faldt bagover i en vandpyt. Jeg kunne ikke mere, luften nåede ikke ned i mine lunger, og mit blik var fortabt i daggryets blege himmel. En smudsig vandpyt i Firenze, som mit blod farvede rød, skulle være mit ligklæde. Kardinalen knælede ved siden af mig og førte sit ansigt ned mod mit.

– Jeg ønskede …, mumlede jeg, mens jeg kiggede ham i øjnene.

Han strøg ængsteligt min pande og tørrede sved og blodpletter væk.

– Du skulle aldrig have modsat dig verden, sagde kardinalen og brød endelig sin tavshed.

– Jeg skulle aldrig have været sat i denne verden.

– Måske … Måske er det svaret, sagde Iuliano, idet han åbnede min kappe og løsnede rebene, som holdt bylten med bøgerne fast i mit sværdbælte. Han trak den væk og lagde den på jorden ved siden af mig.

Mit mundvand var igen blevet tyktflydende, der var mere blod end vand i min mund, og jeg hostede krampagtigt, da jeg henvendte mig til min bøddel:

– Hvilke minder har du om din far? mumlede jeg.

– De bedste, sagde kardinalen, mens han strøg mig over hovedet.

Jeg smilede. En tynd stråle blod løb fra min mund.

– Du satte mig i en kold og uforståelig verden. Du stjal mine minder … Du har givet mig et tomt liv, og uden dig … ville jeg have fortrukket at dø som barn …

– Det er slut, Angelo, mumlede kardinalen.

– Jeg fortjener ikke at dø på denne måde, ikke under din hånd, udbrød jeg. Iuliano holdt mit hoved i sine hænder, men der var ikke den mindste rørelse at spore i hans øjne. – Elskede din far dig? spurgte jeg midt i min dødskamp.

– Altid. Han elskede mig hele livet.

– Elsker du din datter?

Iuliano svarede ikke.

– Elsker du din datter? spurgte jeg igen.

Han nikkede med hovedet, inden han svarede.

– Hun er det, jeg elsker højest på denne jord.

– Og hun … Elsker hun dig? fortsatte jeg.

– Ja …

Jeg kiggede forpint på min far.

– Jeg ville også gerne elske og blive elsket. Ligesom hende. Men du slog alle dem, der har elsket mig, ihjel, så jeg til sidst var alene tilbage i verden, uden forældre. Nu må du ikke slippe mig … For Guds skyld! En tåre løb ned ad min kind. – Lad mig ikke dø i denne vandpyt … du skal blive her til den bitre ende …

Min far tøvede et øjeblik. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle ligge underdanig og livløs i hans arme, og slet ikke at han skulle blive bestænket med mit blod, som var hans blod.

– Du skal se på mig med respekt, gentog jeg. – Du skal se, hvor ensom jeg er i dette øjeblik, det skal være dig, der lukker mine øjne. Jeg rystede af skræk på mit dødsleje.

Iuliano besigtigede sine blodindsmurte fingre, inden han vendte blikket mod bøgerne.

– Søn, stammede han.

Smerten var ved at kvæle mig. Min stemme lød spinkel og forsvindende. Jeg mærkede en brændende smerte i mine sår, og en sort skygge begyndte at sløre mit blik.

– Jeg dør. Slip ikke mit hoved. Mere skal der ikke til for at gøre mig lykkelig.

Kardinalen bøjede sit hoved og lagde det på mit bryst. Så brød han ud en bitter og stille gråd, som kom fra hans inderste. Jeg lå og kæmpede med at trække vejret, da jeg hørte nogle lette skridt nærme sig. Det var Anastasia, som forbavset og oprevet standsede helt tæt på os. Selv helt opløst i gråd var hun lige smuk, perfekt. Hun stødte til den lille lidende gruppe, bestående af hendes sårede bror og hendes far, der var blevet indhentet af fortiden. Hun satte sig ned sammen med os, så hendes smukke kjole blev farvet af mit blod. Hun kiggede på sin far, der klamrede sig til mit bryst, som om han var en lille dreng. Så vendte hun blikket mod mig.

– Forlad os, Angelo, forlad os for alt, hvad vi har gjort, forlad os for dette vanvid.

– Sig det til Kristus, Anastasia. Han vil tilgive jer, sagde jeg med stakket åndedræt, mens jeg smilede blidt og knugede hendes hånd, som om hun skulle give mig det liv tilbage, som var ved at forsvinde fra mig.

Daggryet førte nogle fremmede skikkelser med sig, der indtog pladsen som genfærd, der var trådt frem af det lys, som havde fundet vej gennem mørket. Kardinalen løftede sit hoved fra mit bryst, da han hørte skridt nærme sig. Syv skikkelser trådte frem i gyden ved Loggia dei Lanzi, klædt i mørke munkekutter og med hovedet skjult under hætten. De var bevæbnede, som var de korsriddere fra en svunden tid. De standsede tæt på os. Bag dem kunne Iuliano se mange flere, mørke ryttere, som vogtede åbningen ud til pladsen i retning af vognene. En af munkene trådte hen til os, og idet han førte hætten ned, sagde han til kardinalen:

– Gå. Der er ikke længere noget i denne gyde, som kan interessere jer.

– Kommer I efter ham? udbrød Iuliano, idet han med den ene arm beskyttede sin datter og med den anden greb fat om skæftet af sit sværd.

– Hr. kardinal, synes I ikke, at der er blevet udgydt rigeligt blod på denne plads? sagde munken venligt, men bestemt, idet han med sit sværd pegede på en anden munkebroder, som var høj og korpulent og sigtede på min far med en armbrøst. Det var Xanthopoulos, der som lovet var kommet for at hjælpe mig. Munken trådte helt hen til os, bøjede sig ned og trak bylten med bøgerne hen til sig. Jeg smilede, for jeg havde genkendt den italienske jesuit, som om muligt var blevet endnu mere mager, men dog var i live. Med en stilet brød han det reb, som holdt sammen på bylten, fjernede skindet, så bøgerne lå til frit skue for alle. Der var de, næsten helt uberørte, som om de ikke havde været ude på en lang rejse.

– Alt er tabt, mumlede kardinalen, og da jeg hørte ham sige sådan, vidste jeg, at bøgerne aldrig ville nå til Rom.

Alt hans arbejde, alle hans forbrydelser, havde været forgæves, nu hvor han så sig tvunget til at give op over for en enkelt armbrøst.

Giorgio Carlo Tami trådte frem og kiggede på mig. Der tegnede sig et let smil i hans ansigt. Jeg smilede forpint og takkede for min omskiftelige skæbne.

– Stormesteren kan gøre mit arbejde færdigt …

Tami kiggede på bøgerne.

– Stormesteren? udbrød han.

– Ja, takket være ham kom jeg ind i paladset og ud igen. Han gav mig bøgerne.

Tami samlede bylten op fra jorden, rejste sig og gav sine mænd en ordre:

– Jo før vi trækker os tilbage des bedre, hertugens vagtkorps kan komme, hvert øjeblik det skal være. Og så spurgte han mig: – Så Stormesteren gav dig bøgerne?

– Han hjalp mig, netop som jeg havde allermest brug for det, sagde jeg, idet jeg kiggede først på Tami, så på Iuliano, der så ud til slet ikke at forstå, hvad der foregik, for han kunne slet ikke begribe, hvordan Mesteren kunne være i live. Giorgio Carlo Tami holdt Necronomicon op mod daggryets lys, åbnede den og førte den så ned mod mig: Siderne var blanke. Mit ansigt snørede sig sammen, mens Tami gav udtryk for den dybeste sorg.

– Umuligt! udbrød jeg, så højt jeg kunne, så endnu en tynd stråle blod flød fra min mund.

Tami åbnede Codex Esmeralda og bladrede i den. Her var siderne også blanke.

– Stormesteren har taget fejl, han skulle give mig de rigtige bøger og selv tage nogle falske kopier med til Rom, fortsatte jeg bestyrtet.

Anastasia så på mig med sine store grå øjne, der var lige så dystre som det mysterium, der tilsyneladende havde fået bogstaverne i bøgerne til at forsvinde. Stadig med Codex Esmeralda i sine hænder vendte Tami sig langsomt om mod mig.

– Angelo … Vi har ingen Stormester. Det var fader Piero Del Grande, og vi har endnu ikke valgt en ny.

– Stormesteren, gentog jeg bestyrtet.

Jesuitten Tami rystede på hovedet, inden han svarede. Situationens alvor stod malet i ansigtet på ham.

– Corpus Carus har for tiden ingen Stormester.

Kardinal Iuliano lukkede øjnene. Hans værste mareridt var blevet til virkelighed.

Ni dage efter den brutale morgen i Firenze ankom jeg her til mit tilflugtssted i Frankrig, som har givet mig øjeblikkelig fred. Stedet er omgivet af Alpernes snedækkede bjergtinder, vinmarker, som nu ligger tørre, og floder, som er frosset til is. Her i Chamonix virker kirkens anliggender fjerne og forstummede af de fyrige vinde i de høje bjerge og det vedvarende snefald. Ærkehertug Jacques David Mustaine har taget godt imod mig og sørget for alle fornødenheder, idet han har givet mig et varmt logi på sin fæstning og stillet to af sine avlshingste fra stalden til min rådighed. Han har også sørget for et skriveværelse til mig øverst oppe i en gammel og forladt afsidesliggende mølle, som rejser sig inden for fæstningsmuren.

Hver morgen går jeg med en hanes nøjagtighed ud af fæstningsbygningen for at spadsere hen over det fine lag sne, som dækker den strækning, der adskiller mig fra møllen. Langsomt og haltende bevæger jeg mig støttet til en asketræsstok derhen og finder det eneste, jeg længes efter: et sted fjernt fra verden, et arbejdsværelse, et sted forbeholdt eftertanken. Her tilbringer jeg gerne en stor del af dagen med at skrive, kigge ud ad vinduerne og gå lidt rundt i det gamle møllehus. Jeg har forvandlet dette rum, som er fyldt med bøger, pavernes komplette samlinger, flere bind om de forskellige konciler og det nye protestantiske kætteri, til et værelse forbeholdt åndelig udfoldelse. Her er jeg vel forsynet med fjerpenne, papir og blæk, pergamenter, vokslys, strøsand og andre nødvendige redskaber til mine studier. Jeg har selskab af mit eget kød, skrivningen og den religiøse fordybelse.

De sår, jeg fik i Firenze, svier som ild mod kroppen, for selvom de er læget og helet, bryder de op, hver gang jeg tænker på den morgen med sværdkampene, da jeg drevet af et ønske om at tage hævn farvede vand og brolægning røde i en fjendtligtsindet by. Det var sidste gang, jeg så bøgerne, sidste gang, jeg drømte om at vinde dem tilbage. Og sidste gang, jeg så min søsters ansigt.

Den Store Heksemester lagde mit liv i ruiner. Hans øjne og ører var lige så velinformerede som Inkvisitionen og Corpus Carus, så det tog ham ikke længe at finde ud af, hvor de forbudte bøger var havnet. Jeg havde været overbevist om, at dominikanermunkene ville glæde sig over at vide, at bøgerne var skjult af vejen hos jesuitterne, som for deres vedkommende kunne bruge dem til egen fordel i kampen mellem de to ordener. Rom havde derfor god grund til at betale den klækkelige sum, det må have kostet at sende skibe over Atlanten.

Det var et risikabelt, men velovervejet træk at vælge mig, for jeg var den ideelle mand til at nedbryde Gianmaria – en trussel for den Store Heksemester, fordi han tragtede efter mesterens plads – men ikke lige så egnet til at sætte efter bøgerne, for han mistænkte mig for at have en tilknytning til Corpus Carus, som jeg ikke havde på det tidspunkt. Derfor fik Darko på snedigste vis overbevist kardinal Iuliano om, at de skulle udnytte chancen for at lægge en fælde for broderskabet og forsøge at afsløre det ved hjælp af det komplicerede system med åbningen af lakseglene.

Resten er historie. Jeg blev helt og desertør, jeg blev kriger og elsker, jeg blev lidenskabelig, og jeg blev forrådt.

Nu har jeg fået vished for skrøbeligheden i vores overbevisninger og vilje, og for hvor farligt livet kan være for ånden, fordi der ligger en ny fristelse og lurer omkring hvert eneste hjørne på vores vej. Derfor siger og hævder jeg med min fulde overbevisning, at intet er givet her på jorden, for skæbnen kan med et enkelt skub, måske tilfældigt, måske forsætligt, pludselig tage alt, hvad vi ser og føler, fra os. Jeg har forfulgt dæmoner og gjort en ende på deres dage, og derfor kan jeg give jer min opfordring: Tro på Djævlen! Tro på ham som et levende væsen, og undervurder ham ikke, tag ikke fejl af hans ansigt, når I ser det i andre mennesker, for han bor i menneskets hule og giver sig til kende i fristelserne. Hold jer derfor under sikker beskyttelse af kirken og jeres agtede inkvisitorer, for når I regner Djævlen for død eller tror, I har slået ham på flugt, vil han vende tilbage med syv nye dæmoner.

Jeg kan ikke slippe den tanke, at Piero havde ret, for han, og kun han, var i stand til at se, hvem jeg i virkeligheden var og er under den rustning, som til enhver tid vil bestå. For nu hvor jeg sidder ansigt til ansigt med smerten efter de skrammer, jeg har fået på både krop og sjæl, og er omgivet af genfærdene efter de mennesker, som jeg elskede og mistede, føler jeg det pludselig, som om mit hjerte begynder at slå igen, min næve lukker sig sammen, og jeg mærker en stadig større lyst til at lade sorgen, bøgerne og sindsroen i at føle mig i sikkerhed for dem, der stadig forfølger mig, bag mig for at igen at sætte jagten ind på de to bøger og kæmpe mod Djævlen og alle dem, der fornægter troen. For ingen er besejret, så længe han ikke mærker fjenden presse foden mod sin hals og sværdet mod sit hjerte. Og det er endnu ikke sket.

På mit skrivebord ligger nu alle de sider, som sammenfatter mit liv. Jeg er færdig. Mørket er ved at falde på i Chamonix, og det forsvindende lys siver ind gennem vinduet i mit skriveværelse for at kæle for papirerne. Disse sider optegner mine erindringer og er alle skrevet med en munks tålmod og en skriftklogs omstændelighed, men mit blik fortaber sig i en genstand, som ligger lidt længere væk på bordet og hensætter mig i stilhed. Medaljonen med den byzantinske Jomfru ligger som et vidnesbyrd om et fravær. Raffaellas fravær. Tanken slår mig, om mon ikke Gud har taget hende med sig, fordi han elsker hende lige så højt som mig. Og idet jeg tager medaljonen op fra bordet, smiler jeg, og tårerne stiger op i øjnene på mig. Må Gud beskytte dig og bevare dig ved sin side, min kæreste og elskede pige.

Jeg puster lysene i kandelaberen ud og sætter fjerpennen i blækhuset, mens jeg kigger ud ad vinduet mod den rødlige himmel, der rejser sig som flammer bag Mont Blanc, i den italienske Aosta-dal. Horisonten for en ny virkelighed vil ikke lade vente længe på sig. Det ved jeg. Der vil snart blive kaos.

Dette er krøniken om mine dage, en lang odysse, hvor intet var, hvad det gav sig ud for at være. Det er en historie, som knoppes fra fingrene af en indtaget mand, en drømmer, betingelsesløs og forfulgt. En mand, som åbent gjorde front mod Djævlen, hvor end han var. En mand, der stolede på sine dæmoner og gjorde dem til mange. Dette er krøniken om en ægte Ridder af den sande Tro, om en ny korsridder i disse svære tider, om en katolik, som nogle stadig kalder Inkvisitionens Sorte Engel.