PROLOG - HEKSEJÆGERNE

Der var gået et århundrede, siden benediktinermunkene fra Ferrara havde forladt præstekirken i Portomaggiore. På én og samme dag blev den storslåede kirke vanhelliget og plyndret for alt, så kun nogle fresker var tilbage. I det svage skær fra en olielampe, nær højalteret, hvor der tidligere havde stået en prægtig døbefont af marmor, skraber et par rystende hænder, som tilhører en hætteklædt skikkelse, mellem de fliser, som endnu ligger på gulvet. Og endelig giver det efter. Nøjagtig det sted, det burde.

Olielampen går ud. Nattens mørke bemægtiger sig kirken. Og det, den så omhyggeligt har skjult.

Hastigt og nervøst skriver en kvinde de sidste linjer af en besked på et stykke tyndt gulnet papir. Fra tykningen hører hun vagthundenes endnu fjerne glammen, en lyd, som jager hende en skræk i livet og tvinger hende til at sætte sit pennestrøg:

Isabella, heks og Djævlens vidne,

oktober 1597

Hundenes glammen er blevet tydeligere, og man kan nu også høre den dumpe lyd af galoperende heste: Rytterne trænger gennem den mørke skov. De vil snart være fremme. Isabella rejser sig og kigger fra sit skjulested ud ad et lille, tarveligt vindue. Hun kan ikke se dem, hun har stadig lidt tid. Hun løber hen til døren, skyder slåen for, puster det svage lys i den eneste kandelaber ud, og i ly af en dunkel stilhed tager hun papiret, folder det sammen til en lille klump, løfter op i sit skørt og stikker det ind mellem benene, helt ind, som om hun forlystede sig under et af sine mange orgier. Hendes hjerte banker hurtigt, som ved følelsen af begær, men det er ikke det. Det er ikke det: Det er en skræk for nattens ryttere. Hun kryber sammen i et hjørne og venter.

Hundene gør ikke længere. Rytterne er fremme ved døren.

Isabella kan ingenting høre. Ingenting. Ikke før kirkedøren bliver slået ud af hængslerne og falder til jorden med et brag, så det runger i den spændte og lammende stilhed. Der står rytterne, syv korpulente og hætteklædte mænd, som ved hjælp af lyset fra to fakler leder efter hende og straks finder hende, idet hun forsøger at komme op at stå.

– Hvad leder I efter? jamrer hun, da hun er kommet på benene. Ingen svarer.

– Hvis I vil more jer, er I kommet til det rette sted, fortsætter hun, mens hun gramser på sin svulmende barm, som vælter frem af det løsnede kjoleliv. – Hvem skal være den første til at smage lidt på denne godte?

Isabella har blottet det ene bryst og byder det udfordrende frem for mændene. Brystvorten, mørk som et modent agern, er stiv, hård og fristende. En af rytterne, den højeste, trækker hætten ned og gennemsøger med en fakkel alle skjulestedets kroge. Han har overskæg, hageskæg og lyst hår, som er samlet i to lange fletninger. Hans blå øjne er udsædvanligt klare og virker næsten gennemsigtige. Han fører faklen hen mod heksen.

– Nå? Skal du være den første … viking? hvisker hun og smiler vellystigt.

– Isabella Spaziani? spørger manden. Men han får intet svar. – Er jeres navn Isabella Spaziani? prøver han stædigt.

Heksen kigger nysgerrigt på ham og drister sig til at tale udenom.

– Hvem spørger …? Du er måske … en heksemester?

– Er du Isabella Spaziani? gentager han roligt.

– Måske …

Isabella tøver, og i denne tøven skjuler der sig en tavs bekræftelse, som rytteren opfanger, han sender sine kammerater et bekræftende blik, rækker dem faklen, så han uden besvær kan åbne sin kappe. Heksen smiler. Det lader faktisk til, at disse mænd kun er ude på at få lidt sjov. Men det, som kommer til syne mellem folderne i kappen, er ikke det, hun forventer, og måske allerede begærer, men en armbrøst, som efter en næsten umærkelig bevægelse peger direkte mod hendes mund.

Rytteren justerer med et iskoldt blik sit sigte, og uden tøven affyrer han våbnet. Isabellas smil bliver gennemboret af jern, som rykker nogle af hendes tænder ud og fortsætter videre gennem kraniet. Instinktivt og til ingen verdens nytte fører heksen hænderne op til kæben, mens hun synker sammen på gulvet. Det eneste, hun får ud af det, er et par hænder sølet til med det blod, som gurgler og bobler fra svælget. Rytteren iagttager opmærksomt Isabellas dødskamp, og for at forsikre sig om at hun er død, dasker han prøvende til det pilespiddede hoved med foden. Blodet fra heksen flyder stille og jævnt ud over gulvet.

Rytterne plyndrer skjulestedet, tager det, de tilsyne­ladende er kommet efter, en gammel trolddomsbog, inden de igen forsvinder ud i den sorte nat i skjul af den tåge, som dækker de genovesiske skove, og fulgt af vagthundenes glammen, som ikke længere skyldes hestene, der bevæger sig gennem tykningen, men noget, som invaderer luften; et varsel om ulykke.

I Peterskirken stopper en af Inkvisitionens kardinaler op. Det er sent. Han står og stirrer på en gammel, sort bronzeskulptur af Skt. Peter, som om han vil bede den om beskyttelse. Han har en ubehagelig fornemmelse. Han ved, at den Store Heksemester er i færd med at samle sin hær.

Dæmonen er løs.