I - RIDDEREN AF DEN HELLIGE ORDEN

1

Over for mig sad Kristi stedfortræder og iagttog mig i tavshed med et dybsindigt blik. På den ene hånd bar han fiskerens ring, og hans gamle ansigt røbede en træthed, som den man ser hos mænd, der sejler på oprørt hav og til stadighed og forgæves kaster garn ud. Det var svære tider for troen. Mellem skum og bølgegang skar kirkens skib sig gennem Renæssancens urolige ocean med en pave, der klamrede sig til roret, fast besluttet på ikke at kuldsejle i Reformationen og kætteriet.

Såvel pave Clemens VIII som Inkvisitionens øverstbefalende, den florentinske kardinal Vincenzo Iuliano, havde netop indviet mig i årsagen til, at jeg var blevet kaldt til Rom. Og selvom jeg ikke havde fået alle de oplysninger, jeg mente, jeg behøvede, så var det nok til at planlægge min nært forestående fremtid. Det var i dette øjeblik, det gik op for mig, at en af verdens mest magtfulde og indflydelsesrige menigheder havde valgt mig ved på skrift at give mig nogle beføjelser, som kun ganske få inkvisitorer får. Paven af universalkirken, som jeg tjener og er dommer for, havde udpeget mig.

Jeg var blevet kaldt i privat audiens i de pavelige værelser den 22. november 1597. Både Sixtus V og siden Clemens VIII havde taget de vidunderlige værelser med den mageløse Rafaels udsmykninger til Julius II, den krigeriske pave, i besiddelse. Det var svært ikke at lade blikket glide hen over de fresker, som prydede væggene, og som med deres afbildninger af forskellige hændelser i Den Hellige Skrift og i historien viste, hvordan Gud altid havde stået kirken bi, forsvaret den imod enhver trussel og hjulpet de tvivlende med at genfinde og styrke deres tro. Der var englen, som befriede Skt. Peter fra hans fangenskab, og nadverbrødet med det dryppende blod i Bolsena, som skulle vise den skeptiske præst, at brødet og vinens forvandling til Kristi legeme og blod ikke blot var en smuk metafor. Der var Peter og Paulus, som hjalp Leo den Store med at forhindre Attila i at invadere Italien, og Heliodorus, som ville stjæle skatten fra kong Salomons Tempel og blev uddrevet af en guddommelig rytter.

Der var også det magre, strenge og noget aldrende ansigt af en mand, som havde ladt trediverne bag sig og været vidne til så mange ting, et ansigt med et efterhånden tyndt kastanjebrunt hår og et par øjne med et inkvisitorisk blik, som alene blev formildet af den varme farve, som også lagret honning har. Angelo DeGrassos ansigt. Mit ansigt.

Jeg tog blikket fra spejlet og gik hen mod det sted, hvor paven og Inkvisitionens øverstbefalende sad og ventede på mig. Iuliano gjorde med en håndbevægelse tegn til, at jeg skulle finde mig til rette på en tom stol, som stod foran dem. Efter en kort, høflig indledning bevægede samtalen sig ind til sagens kerne.

– Broder DeGrasso, vi har på tæt hold fulgt jeres arbejde som storinkvisitor i Ligurien, begyndte kardinalen med en alvorlig og omklamrende stemme, mens han så på mig med et gennemtrængende blik. – Og vi har erfaret, at der blandt de sager, I har haft ansvaret for, er én, som skiller sig særligt ud. Den har fanget vores fulde opmærksomhed: den, som vedrører kætteren Eros Gianmaria, sagde Iuliano, mens paven iagttog os i tavshed.

– Gianmaria har siddet indespærret i godt fire år og heraf kun ét i min retskreds, svarede jeg, mens jeg kiggede forundret på dem. – Jeg kan ikke fortælle så meget nyt, for den anklagede venter stadig på at få sin dom.

– Det drejer sig ikke om noget nyt, svarede kardinalen, – men om en gammel sag, som kætteren har forstået at holde godt skjult.

– Hvad hentyder I til, hr. kardinal? spurgte jeg forbavset.

– Den anklagede, som sidder indespærret hos jer i Genova, formåede at narre storinkvisitoren i Venedig, og nu er han tilsyneladende i færd med at gøre det samme med jer.

– Hverken denne eller nogen anden kætter er sluppet godt fra mine forhør, og slet ikke fra mit fængsel, svarede jeg tøjlesløst hovmodigt. – Hvad er det for en hemmelighed, som Gianmaria skjuler, og som I, Excellence, ikke har fundet i hans sagsmappe?

Kardinal Iuliano kælede med langsomme bevægelser for det krucifiks, han havde om halsen. Så løftede han hovedet og kiggede længe på mig, mens han ventede på et passende øjeblik til at tale igen, men da var det ikke ham, som tog ordet, men derimod en fremmed mand, som stilfærdigt var kommet ind i værelset og havde stillet sig bag ved mig.

– Kætteren Gianmaria skjuler en bog.

Den nyankomne gik de få skridt, der var mellem ham og Hans Hellighed, og satte sig til venstre for ham. Hans spidse ansigt med ørnenæse og fine læber, der var blålige som hos et lig, havde dybe rynker og røbede en lovprist mands beslutsomhed. Jeg forstod ikke, hvorfor denne mand var kommet, og det stod malet i mit ansigt. Iuliano fik snart rådet bod på min forvirring.

– Broder DeGrasso, lad mig præsentere jer for Darko, sagde kardinalen, idet han slog hånden ud mod den fremmede, – en moldovisk munk, som tjener vores kirke.

– Må Kristus være med jer, sagde jeg, idet jeg bøjede hovedet. Munken lod et svagt smil undslippe de knoklede kindben. – Forlad mig, at jeg er så taktløs, men jeg undrer mig over jeres dragt. Hans Excellence har netop fortalt, at I tjener vores kirke, men I er iført en græskkatolsk munkedragt …

– I skal ikke lade jer forvirre af min dragt: Min loyalitet tilhører Rom, ikke Konstantinopel, svarede broder Darko bidsk.

Jeg måtte spare min nysgerrighed omkring hans dragt til et andet tidspunkt og i stedet vende den mod det, han tilsyneladende vidste om Gianmarias hemmelighed.

– I hævder, at min kætter skjuler en bog …

– Det er korrekt, sagde munken.

Jeg stirrede på ham og forsøgte at skjule min interesse, mens jeg indåndede den duftende røgelse, som bredte sig i værelset, for at berolige mig selv, inden jeg igen talte.

– Han er anklaget for værre ting, svarede jeg i et tonefald, som øjeblikkelig fik kardinalen til at bryde ind.

– Hverken afvigelser, krænkelser, sataniske skikke eller de djævelske mord, som kætteren er anklaget for, har for nuværende vores interesse. Hans værste synd er ikke at være et uhyre, men at han skjuler noget for os, sagde Iuliano utålmodigt.

– Den bog, som broder Darko taler om? fortsatte jeg stadig mere forundret.

– Netop. En bog … som er forbudt, slog kardinalen højtideligt fast, hvorpå der lagde sig en tung stilhed over værelset. Paven så på mig med sine barmhjertige øjne, et blik, som skjulte en indtrængende bøn, og som fik mig til at reagere.

– Og hvad skal jeg så gøre, hr. kardinal? spurgte jeg, idet jeg så på Iuliano.

– Finde den.

– Titlen? spurgte jeg endelig, hvorpå kardinalen tog en dyb indånding, inden han udtalte bogens giftige navn.

– Necronomicon.

– En græsk bog? spurgte jeg, optaget af mine egne tanker, for navnet klimprede i mig som strengene på en harpe.

– Nej, rettede broder Darko mig bedrevidende. – Den fik dette tilnavn af sin oversætter, en græsk filosof, som introducerede den i Europa. Originalen er ikke græsk, den er arabisk … Den eksisterer ikke længere, for kirken konfiskerede og tilintetgjorde den i 1231 i Toledo. Det eksemplar, vi leder efter, er en italiensk oversættelse og det sidste af en række afskrifter, som systematisk er blevet lokaliseret og tilintetgjort.

– Jeg forstår, svarede jeg uforbeholdent, for jeg begyndte nu at forstå, hvorfor jeg i al hast var blevet kaldt i audiens og blev mødt af så højtstående gejstlige. – Det eneste spørgsmål, der til min store nysgerrighed (og naturligvis bekymring) trænger sig på, drejer sig om bogens indhold. Hvad er det, der står i den og kræver min øverstbefalende og Hans Helligheds opmærksomhed? spurgte jeg, mens jeg så Clemens VIII direkte i øjnene.

Den hellige fader sad med bøjet hoved, indsunken i sine egne tanker og med blikket tabt i sit tætte, hvide skæg. Det var ikke ham, men Iuliano, der svarede mig.

– Det er en satanisk bog, slog Inkvisitionens øverstbefalende fast. – Sidernes indhold trækker beklageligvis et spor af synd … Det er tørt brænde på det kætterske bål, som ophidser vort folk.

– Necronomicon beskriver stjernernes mysterium, brød Darko ind med en lærd mands overbevisning i stemmen. Under moldoverens græskkatolske munkedragt gemte der sig en lærelysten mand med en umættelig interesse for himmelhvælvingen; det var ikke uden grund, at han i Rom var kendt som Stjernetyderen. – Det siges, at man i denne gamle bog afdækker hemmeligheden bag fiksstjernernes oprindelse, et gammelt mysterium, som vi slet ikke kan gøre os begreb om …

– Men … kender I bogens indhold? måtte jeg spørge, for sådan lød det af Darkos beretning, og da han blev klar over den fælde, han i sin begejstring havde lagt for sig selv, vendte han blikket mod kardinalen for at bede om hjælp.

– Det er ikke bogens indhold, som for nuværende kræver vores opmærksomhed, slog Iuliano fast. – Det vigtigste er, at vi finder den, og til det formål gælder det først og fremmest om at få kætteren til at fortælle, hvor han har gemt den.

– Gianmaria er en vanskelig forbryder … Det bliver svært at få ham til at tale, svarede jeg og vidste udmærket, hvad jeg talte om, men så fæstnede kardinalen sine mægtige øjne til mine, mens han i et formildende tonefald forsøgte at opveje vreden i sit blik og det voldsomme forslag:

– Om nødvendigt må I anvende tortur. Men sørg for, at han ikke udånder før han har givet os de nødvendige oplysninger. Jeres evner til som storinkvisitor at bløde de mest hårdhjertede kættere op er kommet os for øre fra klostret i Genova, hvor I har jeres bispesæde … og jeres fængsel. Det er derfor, vi har valgt jer, broder DeGrasso, og ikke en anden. Og dermed regnede øverstbefalende Iuliano denne del af samtalen for afsluttet.

Da de nu havde givet udtryk for deres tillid til mig, og jeg var blevet sat ind i opgaven, manglede jeg kun at få at vide, hvornår de havde brug for denne indrømmelse.

– Hvor lang tid har jeg?

– Ikke lang tid, kun nogle dage. Derefter skal I videre til en anden sag, svarede Iuliano og gjorde mig igen forvirret. Der var altså mere?

– En anden sag? Hvilken slags sag? spurgte jeg forundret.

Stjernetyderen sagde ingenting, men hans øjne funkle­de, og det virkede ikke blot som et genskær af den knitrende ild i kaminen i det pavelige værelse. Det var igen Iuliano, som svarede på mit spørgsmål.

– Dagen efter den kætterbrand, som I er ved at forberede, den 1. december, rejser I fra havnen i Genova om bord på et spansk skib. I skal være væk i lang tid.

– ”Væk i lang tid”? Hvad mener I med det? Og bogen? Jeg forstod ingenting: Jeg skulle forhøre kætteren for at finde ud af, hvor bogen var; en svær opgave, som jeg ikke fik megen tid til at løse. Men det lød, som om min undersøgelse skulle stoppe med det, eftersom jeg straks derefter skulle tage af sted på en rejse.

Iuliano vendte det døve øre til mine spørgsmål, rejste sig, gik hen til skrivepulten, fandt noget frem og rakte det til mig:

– Den er til jer.

Det var en kuvert af læder, som var lukket og forseglet med Inkvisitionens laksegl. Synet af vores emblem fyldte mig med stolthed og en vis ængstelse ved det ansvar, jeg netop havde påtaget mig.

– I skal rejse til den Nye Verden, fortsatte kardinalen. – Det drejer sig ikke om en almindelig inspektion for Inkvisitionen, der vil ikke blive tid til at afsige domme … I skal alene og nøje følge de ordrer, I finder i kuverten.

– Hvor skal jeg hen?

– Til en skrøbelig koloni af franciskanere og jesuitter i vicekongedømmet i Peru, nærmere bestemt Paraguay, ved Paraná-flodens forgrening, ikke så langt fra Asunción.

– Hvad skal jeg lave der? Jeg stirrede spændt på ham.

– I vil ikke blive indviet i kommissionens planer, svarede Iuliano i et tonefald, som afviste ethvert yderligere spørgsmål, men jeg kunne ikke lade være med at insistere, for jeg var så overrasket over dette hemmelighedskræmmeri.

– Forlanger I, at jeg skal rejse til Asunción uden at vide hvorfor?

– I vil ikke blive indviet i kommissionens planer, gentog Iuliano, – før I kan åbne den kuvert, jeg netop har givet jer, og læse indholdet. I skal åbne den, når I ankommer til jeres kloster. Deri vil I finde de nøjagtige instrukser til at tage hånd om sagen. Det er livsvigtigt, at I ikke ved besked på nuværende tidspunkt. Men fortvivl ikke, for der vil tidsnok blive kastet lys over de ting, I endnu ikke ved, og som lige nu foruroliger jer.

Min forvirring, det usædvanlige ved deres ordre, det at skulle skride til handling uden først at vide besked, havde sammen med den beslutning, som min øverstbefalende allerede havde taget, Stjernetyderens forventningsfulde tavshed og den forstummede pave, fortyndet luften, og det var, som om den dirrede i takt til mit bankende hjerte.

– Forlanger I virkelig, hr. kardinal, at jeg skal tage på en så lang rejse uden at vide præcis hvorfor? Det var min sidste chance for at få et svar.

– Sådan bliver det nødt til at være, afsluttede kardinalen bidsk.

Darko sendte mig et dystert blik. Den behørige underdanighed gjorde mig et øjeblik tavs, men jeg var så ivrig efter at protestere, at ordene snart flød igen.

– Jeg plejer ikke at tage fat på tingene omgivet af tåge, udbrød jeg vredt fra sjælens inderste. – Jeg mener heller ikke, at kirken plejer at lægge et slør for mine øjne i stedet for at fjerne det. Jeg er storinkvisitor i Ligurien, agtet og frygtet vogter af rettroenheden, og som sådan har jeg brug for, at I udpeger mine fjender for mig, ikke at I slører tingene til.

Mine ord susede som daggerter gennem luften med kurs mod Iulianos forviklinger. Så brød pave Clemens sin tavshed, og idet han eftertænksomt strøg sig over skægget, begyndte han, omend besindigt, at tale med begejstring i stemmen.

– Jeg kan se, at vi har gjort et klogt valg, bemærkede den hellige fader, – og derfor sætter vi også vores lid til, at I vil udføre den opgave, I er blevet betroet, med samme omhu, som I betingelsesløst har tjent vores kirke fra jeres kloster i Genova. Det var, som om pavens stemme lidt efter lidt begyndte at give efter, som strengen på en træt bue. – Det er naturligt og meget menneskeligt, at I protesterer mod denne uvished, men sådan ønsker vi det nu engang i dag. Sådan har vi personligt bestemt, det skulle være, og sådan bliver det.

– Ja, Deres Hellighed, svarede jeg uden tøven, og som svar på den loyalitet, der lå i mit samtykke, antydede Clemens VIII et smil for derefter at afrunde denne indgriben med en af sine foretrukne allegorier.

– Broder DeGrasso … I skal vide, at den romerske hunulv giver alle sine unger die, og inden I afkræver den mælk, bør I lytte til de brødre, som har gjort plads til jer ved yveret. Vis os tillid, så jeres tvivl ikke lægger et slør, som slet ikke eksisterer, for jeres øjne. Sker det, vil I miste troen, og blind i sjælen vil I risikere at blive ført bag lyset af et vildfarent menneske. Som en farisæer eller en gudsbespotter.

– Ja, Deres Hellighed, sagde jeg sagte og turde ikke gøre mere.

– Vi er overbeviste om, at I er en god kristen. I gør jeres arbejde godt.

Paven rakte sin slanke, behandskede hånd frem mod mig og regnede dermed mødet for slut. Jeg trådte et lille skridt frem, knælede og kyssede pavens ring.

– Hellige fader, sagde jeg dybfølt, – jeg vil vende tilbage til Peterskirken med de ønskede resultater.

– Det er vi overbeviste om, at I vil, broder DeGrasso. Vi vil vente på jer her og bede for jer, sagde paven, og så løftede han sin hånd op foran mit ansigt og velsignede mig. – Må Gud være med jer … In nomine Patris et Filii et Spiritus Sancti. Amen.

Kardinal Iuliano og Darko så tavst til. Det lod ikke til, at de havde den mindste bekymring i forhold til missionen. Jeg havde derimod fået mange.

En bog og en rejse skulle krydse min vej.

2

Jeg forlod stilfærdigt Vatikanpaladset gennem basilikaen og gik i retning af et Rom, som tog sig gråt og ligegyldigt ud. Den iskolde efterårsluft bed i ansigtet, så jeg måtte slå hætten i min ordensdragt op og trække næverne ind under kappen. Jeg gik hen over Peterspladsen, sådan som jeg plejede, mens jeg i mine allerdybeste tanker ledte efter et svar på mine talløse tvivlsspørgsmål, et svar, som jeg forsøgte at finde, mens jeg betrådte denne indviede jord, som også var blevet bestænket med såvel blod som barmhjertighed. Paradoksalt nok havde imperatorerne på netop denne plads underholdt såvel højtstående folk som plebejere med blodige henrettelser af kristne. I cirkusset, som nu var dækket af hellige sten, blev selveste Skt. Peter korsfæstet under kejserrigets rasende kristenforfølgelser. På denne plads, som jeg nu gik hen over, havde han oplevet de sidste øjeblikke af sit liv, draget sit sidste suk, fået sin sidste åbenbaring. Et sagnomspundet liv, som til sidst gjorde Peter til martyr og Kristi kirkes suveræne overhoved på jorden.

Tvivlede Peter, som jeg havde tvivlet, på denne tro, som endte med at sende ham i døden? Eller hjalp denne tro ham til at udholde pinslerne og bære den uundgåelige skæbne? Er hans død et vidnesbyrd om Kristi liv? Beviser Peters død, at han troede på det, han så? Jeg gik fortabt i disse tanker, da mine øjne mødte obelisken, som stod i al sin pragt midt på pladsen. Jeg standsede og vendte mig om mod basilikaen. Var det sådan, Peter havde kigget på sin kirke, eller havde han holdt blikket rettet mod Neros Cirkus? Jeg sukkede. Der er nogle ting, som ingen bør betvivle, men kødet er skrøbeligt, og der findes ikke et øjeblik i et menneskes liv, hvor et spørgsmål uden svar ikke skaber et tomrum, og i mange tilfælde et tomrum i troen. Jeg følte mig mere menneskelig. Jeg følte mig mere menneskelig, da jeg begyndte at opfatte kirken som skabt af mennesker. Og dér døde apostlen, fordi han ville udbrede sin tro, han blev korsfæstet på hovedet foran hundreder, tusinder, af mennesker, som tilbad hedenske guder. Peter måtte have været bange. Bestemt. Han måtte havde lidt, og idet han så op mod himlen, tænkte han måske ved sig selv, at det hele var et frygteligt vanvid. Min ånde dampede, og i mine øjne begyndte der så småt at ophobe sig vand til den slags tårer, der drives frem af angsten, og som altid vældede frem, når jeg gik forbi dette sted. Mine tanker kredsede om det spørgsmål, som altid dukkede op, når jeg tænkte på Peter på min vej hen over Vatikanpladsen: Ville jeg, Angelo, være i stand til at ofre mit liv for Kristus?

Forvildet i mine tanker forlod jeg pladsen og gik i retning af Tiberen. Den følgende dag ville jeg gå i Inkvisitionens arkiv. Jeg havde brug for at få genopfrisket sagen om Gianmaria og få bekræftet, at der ikke gemte sig noget vigtigt, som ikke var blevet overdraget til mit kloster. Og jeg ville desuden undersøge nogle ting omkring den mystiske bog. Men først og fremmest så jeg frem til at møde en gammel ungdomsven, som jeg ikke havde set i flere år. Købmanden Tommaso D’Alema. Da jeg fik besked på at indfinde mig i Rom, havde jeg bedt ham om at modtage mig i hans hus, for jeg foretrak at logere hos ham frem for et hvilket som helst andet sted i byen.

Jeg gjorde mig slet ingen forestillinger om de følger, dette besøg skulle få.

Den første aften i Tommaso D’Alemas hjem efter så lang tids adskillelse var der dækket op til et overdådigt måltid. Bordet bugnede af mad og god vin, og hans kone, Libia, og Raffaella, hans datter, gjorde os selskab under middagen. Roms kulde ville tilsyneladende sætte sig som et dårligt minde, fordunklet af mødet med min gamle ven. Men sådan blev det ikke: Det forhindrede Tommaso. Efter så mange års adskillelse og i kraft af det, han havde hørt om mig, var han meget frygtsom. Mit ophold hos denne familie skulle ikke blive let.

– Jeg ved, du tjener Inkvisitionen, sagde min ven. – I Rom svæver nyhederne i luften. Du har måske tillagt dig nogle skikke … Eller rettere sagt, her i huset har vi nogle andre skikke, som måske vil undre dig.

Libia iagttog os i tavshed, som en saltstøtte. Hun opførte sig meget anderledes og var ikke lige så venlig som tid­ligere.

– Skræmmer det dig, at jeg ved, du ikke beder bordbøn? spurgte jeg ham spydigt. – Eller er det i virkeligheden det at have en … inkvisitor … til bords, som skræmmer dig?

Mine ord blev fulgt af en dyb tavshed.

– Det kan godt være …, stammede Tommaso nervøst, men ærligt. – Du må ikke tro, at jeg gransker dit liv. Jeg forsøger bare at leve et stilfærdigt liv … uden at gøre mig bemærket.

– Det er rigtigt … Jeg er inkvisitor. Men hvad er det, du forsøger at beskytte din familie imod? Mig? Sig mig engang, Tommaso … har man nogensinde dømt et menneske for ikke at bede bordbøn?

– Altså … Det ved jeg ikke.

– Nej, aldrig, slog jeg eftertrykkeligt fast. – Selvom årene adskiller folk, så gør det ingen skade på den åbenhjertighed, der har været mellem dem, og det glæder mig meget. Jeg er taknemmelig for dit ærlige svar, og det ville også glæde mig, om du stadig så mig som den gamle kammerat, der nok går klædt i ordensdragt, men vel at mærke ikke er dommer over dine skikke. Tommaso nikkede, så jeg fortsatte: – Det er ikke umagen værd at bortødsle natten på at tale om disse ting. Jeg vil bede bordbøn, og så vil jeg bede dig og din familie om ikke at afholde jer fra at gøre eller sige det, der nu engang falder jer ind. Når alt kommer til alt, er jeg gæst i jeres hus, og jeg ville nødig være til besvær.

Tommaso nikkede igen, inden alle foldede deres hænder for at lytte til min bøn på latin, som lød hul mellem de glødende vægge.

I løbet af middagen blev der langsomt løst op for den spændte begyndelse, men Libia forholdt sig tavs længere, end jeg havde forventet. Nu og da greb jeg hende i at iagttage mig og med blikket sige det, hun ikke sagde med ord. Mine besøg havde altid været korte, så hun havde aldrig rigtigt lært mig at kende. Nu passede hun mere end nogensinde på sin familie, som en løvinde, der ligger på lur og fornemmer, at denne munk, hvervet af Inkvisitionen, kan være en trussel. Jeg iagttog hende med en inkvisitors erfaring, jeg lod blikket dvæle ved det sted, hvor kæben laver et knæk, så ved den afrettede hage; jeg bed mærke i den lige næse, den jævne pande, de uens læber, som stod halvt åbne og havde en blussende kulør. Jeg sluttede, at hun uden tvivl havde dunkle øjne og hals som en heks, og selvom hendes bryster var skjult under tøjet, kunne man ane, at de var velformede og faste, ligesom hendes talje. Et øjeblik så jeg hende nøgen for mig på pinebænken; hun blev tortureret og sendte mig et forventningsfuldt blik med en blanding af smerte og nydelse. Jeg iagttog hende, mens hun talte, og idet hendes læber udtalte ordene og afslørede nogle perlemorsfarvede tænder, kunne jeg fornemme vellysten i hendes tunge, tænderne, som løb i vand. Hun var den perfekte heks ... der havde skjult sig i kødet af denne Libia, som var både hustru og mor, og som havde bevaret sin frodighed på trods af årenes gang. I Pisa havde Tommaso og jeg som unge og uerfarne mænd ikke brugt tid på at rende rundt i byen om natten, og ingen af os havde haft svært ved at undvære kvinder: For mit vedkommende, fordi jeg aldrig holdt op med at se dem som en kilde til synd, og fordi jeg besluttede mig for at holde mit klosterløfte; og han, fordi han lige siden, han mødte Libia, ikke havde haft øjne for nogen anden kvinde.

– Kan du genkende min lille pige efter al den tid? spurgte Tommaso og afbrød mig i mine tanker, der med et brag splintredes som krystal.

Jeg smilede og sendte ham et bekræftende blik, og så vendte jeg mig mod den unge pige.

Raffaella havde forandret sig, og hendes mørke øjne blev mere og mere spørgende, mens hun iagttog mig med en intensitet, som afvæbnede mig. Jo, hun var vokset meget siden mit sidste besøg hos familien. Denne pige, som jeg huskede som smilende, men fuldkommen uinteresseret i virkeligheden, havde som femtenårig forvandlet sig til en nydelig ung pige, der opmærksomt lyttede til de voksnes snak. Raffaella var familien D’Alemas dyrebare skat, hun var selskabelig, begavet, venlig som sin far, og noget så smuk … Som sin mor. Hendes kløgt og inderlighed gjorde et stærkt indtryk på mig i ånden.

Min ven talte stadig og afbrød mig igen i mine tanker.

– Lad mig finde noget, du vil synes godt om … Han rejste sig hurtigt for at finde noget frem fra en træreol ikke så langt fra bordet. Så satte han sig igen, skubbede to glas ind foran os og viste mig den overraskelse, han havde til mig: en buttet og støvet flaske grappa. Tommaso vidste udmærket, at jeg havde en svaghed for denne drik.

– Et godt middel til at få bugt med kulden, spøgte jeg begejstret. – Der er selvfølgelig altid en god undskyldning, når det gælder grappa … Jeg er meget taknemmelig for, at du har tænkt på mig. Flasken var forseglet, og jeg vidste udmærket, at han ville have foretrukket sød rødvin frem for denne stærke brændevin.

– Jeg har købt den af en ven i udkanten af byen. Det er en grappa fra nord, fra Veneto, forklarede han som en anden krovært, mens han trak proppen af flasken.

– Vær hilset, velsignede vand! udbrød han muntert. – Vil du gøre mig selskab? Og så hævede jeg mit glas og kiggede først på Tommaso, så på flasken.

Han sendte mig et af de oprigtige smil fra vores ungdom, mens han skænkede den gennemsigtige væske op i vores glas. Og så spurgte han noget mere afslappet:

– Hvor længe har du været inkvisitor, Angelo?

– I ti år, svarede jeg. Tommasos ansigt snørede sig sammen i en spørgende grimasse. Livet var gået temmelig hurtigt, lige så hurtigt som en kæmpe, og det slog ham pludselig.

– Hvad skete der så med dit gamle abbedi?

– Åh, jo … Det gamle abbedi, det husker du stadig?

– Naturligvis, jeg husker det tydeligt, du beskrev det til fuldkommenhed i dine breve. Indimellem kendte jeg det næsten lige så godt, som havde jeg selv været der. Er du der stadig?

– Nej … Jeg underviser ikke længere i det gamle abbedi, jeg har været nødt til at forlade kapucinerne og skolastikken. Inkvisitionens domstol og de sager, jeg har ansvaret for, kræver mig et andet sted og al min tid. Men jeg er stadig i Genova.

At tænke på mit omskiftelige livsforløb gjorde mig urolig. Det havde været min hensigt at blive resten af mit liv i det skønne San Fruttuoso-abbedi sammen med kapucinerne, mine sande sjælefrænder. Men jeg rettede mig efter den beslutning, som min læremester, Piero Del Grande, tog, og som det aldrig rigtig lykkedes mig at forstå, og forlod abbediet for at færdiggøre mine studier, lade mig præstevie og blive dominikanermunk. Og selvom jeg vendte tilbage til abbediet for at undervise i teologien for en tid, så forlod jeg det igen for at indtræde i Inkvisitionen, som om det altid havde været min skæbne: Titlen som dominikanermunk var absolut nødvendig for at kunne blive storinkvisitor. Pavedømmet havde ved oprettelsen af Inkvisitionen betroet dominikanerne denne kommission, så de med alle midler kunne forsvare rettroenheden. Jeg var meget glad for mit embede som vogter af troen, men jeg holdt aldrig op med at savne den stille og simple glæde ved klosterlivet, brødrene og jordens nærhed foruden de teologiske diskussioner, som kunne bringe dig så tæt på Gud.

– Så du forlod dit hjem gennem så mange år …, sagde Tommaso med samme sælsomme vemod, som jeg selv følte.

– Sådan er det … Men jeg forlod det ikke. Ikke helt. Jeg besøger det nu og da. Jeg har tilbragt en stor del af mit liv inden for de mure.

– Hvordan er dit nye hjem? spurgte Tommaso, der var interesseret i at høre om mit nuværende liv.

– Det er et gammelt kloster i den østlige del af byen, det ligger på et forbjerg nær havet. Det er Inkvisitionens delegation. Jeg strøg mig over hagen og blev et øjeblik overvældet af minder. – Der er en smuk have med appelsintræer, oliventræer og vinstokke. Deroppefra kan man se ud over det endeløse Middelhav, og på skyfrie dage et sløret omrids af Korsika.

– Der må være dejligt, fantaserede Tommaso og forsøgte at se det for sig. Hans øjne funklede på grund af grappaen. – Et sted, hvor det er værd at leve.

– Det er meget smukt … Det er det. Som en smuk rose på trods af sine torne …

– Hvad mener du? For Tommaso var det ikke nok med denne metafor, som jeg brugte i et forsøg på at undgå en længere forklaring.

– Du er et begavet menneske, og du lever ikke fjernt fra den virkelige verden, vel? Tommaso trak på skuldrene. – I klostret finder man Inkvisitionens fængsel, som til min store ærgrelse ikke har stået tomt i al den tid, jeg har forvaltet det. Der kan gå længe imellem, at jeg mærker den salte luft fra havet eller hører mågerne, for jeg sidder gerne indespærret i mine værelser og studerer de anklagedes sager. Og ofte ser jeg ikke dagens farver … fordi jeg er nede i kældrene for at granske fangernes ansigter … Det er tornene på min rose.

– Uanset om vi kan lide det eller ej, så er der en ulempe ved ethvert arbejde, slog Tommaso fast og forsøgte dermed at løse op for alvoren i mine ord.

– Jeg er ked af, at der sidder så mange mennesker i fangehullerne, for det bedrøver mig at se menneskets laster. Du kan sammenligne det med en læge, som bedrøves ved synet af sygdom. Det gør mig bedrøvet at se folk, som er blevet besmittet af kætteri, en dårligdom, som gnaver sig ind gennem kødet og fordærver sjælen.

– Hvem fylder fangehullerne op med forbrydere? ville Tommaso vide.

– Det er mig, der fylder dem op, måtte jeg forklare. – Det er mig, som giver ordrer til arrestationerne. Det er mig, som kæmper mod kætteriet i min retskreds.

Tommaso sank tavst sammen. Ingen ønskede at vide noget om eller så meget som at høre ordet kætteri, og slet ikke når man sad over for en inkvisitor. Men tavsheden varede kun et øjeblik.

– Og er der meget af den slags i Ligurien?

– Ligesom alle andre steder. Nok til at holde mig vågen om natten.

Mine ord opmuntrede Tommaso til at gå videre og stille det spørgsmål, han så længe havde gemt på.

– Og … synes du, det er retfærdigt at brænde et menneske på bålet, fordi han eller hun afviger fra den sande tro?

Jeg kiggede på ham. Jeg sagde ikke noget, men så bare på ham, mens jeg førte glasset med grappa op til munden for derpå at mærke alkoholen brænde i brystet på mig. Jeg havde kun brug for en lille smule tid til at vælge mine ord, for hvad ville et menneske uden teologiske studier bag sig forstå og godtage som svar? Tommaso var meget kløgtig, det vidste jeg, og derfor krævede det et velbegrundet svar, som han kunne forstå, et svar, som en præst fra den katolske kirke var forpligtet til at give ham. Hans spørgsmål var identisk med det, som havde holdt teologerne beskæftiget lige siden kirkens oprindelse. Jeg skulle sammenfatte alle de komplicerede diskussioner, så de var til at begribe for en mere simpel forstand. Ordensdragtens tyngde og forbandelsen af mit embede havde igen bemægtiget sig rummet, og det gjorde mine venner ubehageligt til mode. Der var så stille og spændt en stemning, at jeg til sidst besluttede mig for at tage hul på det svar, de ønskede, næsten behøvede, at høre fra en storinkvisitor. Lige så enkelt og ligefremt som spørgsmålet selv.

– Ja, det er det, sagde jeg uanfægtet.

Tommaso fortrak ikke en mine. Sagde ikke et ord.

– Tommaso …, irettesatte jeg ham venligt. – Betaler du dine skatter?

– Naturligvis.

– Følger du den offentlige lov?

– Ja.

– Agter du autoriteterne?

– Ja, selvfølgelig gør jeg det.

– Betragter du så dig selv som en god borger?

– Det er jeg uden tvivl.

Jeg var teolog, skriftklog, og det var i virkeligheden en ulige diskussion. Vi kæmpede på mit territorium, med mine våben, men det var den eneste måde, hvorpå jeg kunne få ham til at forstå det.

– Så du agter normerne for det verdslige liv, og du mener, at det er rimeligt, at de bliver agtet, fortsatte jeg. – Jeg gør det samme: Jeg agter kirkens love, jeg mener, det er rimeligt, at de bliver agtet, men med den forskel at jeg er dommer og en del af kirken og derfor påtager mig at beskytte dem. Ingen, som ikke kender til troen, bliver sendt på bålet. Kun dem, som kender loven og undsiger sig den, ligger den til last, når de tilbeder falske guder eller, værre endnu, ansporer andre til at tilbede dem. Det var måske med forsæt, at du ikke bad bordbøn?

– Nej, det var det ikke … Det er bare fordi … Jeg lod ham ikke forsvare sig, for det var ikke hensigten med min tale.

– Du bad ikke, men dit hjerte er rent, og det er jeg udmærket klar over. Hvilken slags mennesker tror du, vi dømmer ved vores domstole? Dem, som ikke beder bordbøn eller ikke siger bønnen højt? Nej! fortsatte jeg ivrigt. – Du kan slet ikke forestille dig, hvad det er for nogle mennesker, for du har aldrig set dem, men lyt til mig, som ser dem hver eneste dag … Jeg kan fortælle dig, at du skal tro for at få indsigt. Hvis du tror på Den Hellige Skrift, så må du agte indsigten, barmhjertigheden og forskrifterne.

– Og hvad er det for nogle forskrifter, du retter dig efter? spurgte Tommaso undersøgende.

– Dem, som fremgår af Den Hellig Skrift, dem, som fik nyt liv med Frelseren, gik i arv til apostlene, som overleverede dem til os, så vi ville holde sammen og holde al modgang på afstand. De samme forskrifter, som senere blev tolket af paverne, og som er vores læresætninger.

Det virkede, som om jeg havde tabt Tommaso, så jeg valgte en mere åbenlys forklaring, den eneste, som kunne bekræfte alle mine påstande.

– Den Hellige Skrift er min forskrift.

Med disse ord rejste jeg mig et øjeblik fra bordet og gik ind i mit værelse for at finde den bibel, jeg altid har med mig. Jeg vendte tilbage til bordet, satte mig ned og valgte så en side. Jeg kunne have reciteret de hellige ord udenad, men jeg foretrak at vise ham ordene, sådan som de stod skrevet. Tommaso kiggede på bogen, mens jeg lagde et nydeligt vævet bogmærke på den side, jeg ville læse for ham. Jeg rykkede en af kandelabrene tættere på bogen og begyndte så at læse. Han lyttede opmærksomt til mig, og i løbet af nogle minutter blev jeg overbevist om, at mine ord gjorde et dybt indtryk på ham. Måske var det på grund af den højtidelige stemning, som fulgte ordene. Denne aften var dog ikke det rette tidspunkt til at fordybe sig i teologiske spørgsmål.

Det var nok for en aften, den første, men jeg kunne ikke dy mig for at afrunde den med en af de lignelser, jeg havde brugt lige siden min tid som novice.

– Jeg er dommer og dømmer efter Guds lov, som står i denne hellige bog, og jeg har min åndelige indsigt som dominikanermunk. Husk dette, min ven: Da Jesus Kristus blev spurgt af sine apostle, hvorfor de ikke kunne drive en dæmon ud af en lille dreng, svarede Han: ”Fordi I har så lille en tro. Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: ’Flyt dig herfra og derhen!’ og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.” Hvis du mener, at vores kamp mod heksemestre og troldmænd er et politisk anliggende, kan jeg umuligt overbevise dig … Men for mig har det været en rigtig og åben kamp gennem århundreder. Og jeg vil fortsætte med at kæmpe den og helmer ikke, før den er vundet, for jeg har min tro, og med den kan jeg flytte bjerge …

Resten af aftenen var et almindeligt gensyn mellem to gamle venner, en opremsning af fælles minder, hvor vi genvandt hinandens hengivenhed. Men jeg var udmattet efter den lange rejse. Vi var i virkeligheden alle sammen trætte, så da flasken med grappa blev stillet tilbage i reolen, sagde vi godnat og trak os tilbage til vores værelser for at komme en ny dag i møde. Tommaso takkede for min forklaring, og jeg for den imødekommenhed, de alle tre havde vist mig. Med en olielampe til at oplyse vejen for mig gik jeg ind i mit værelse, som var beskedent, men havde det nødvendige: en seng, et lille skab, en skrivepult og et vaskefad fyldt med vand, som stod klar til mig på et lille bord. Deri vaskede jeg mine hænder og mit ansigt, inden jeg knælede for at bede, som jeg gjorde hver eneste aften i mit liv. Inkvisitionens arkiv ventede mig den følgende dag.

3

Jeg vågnede tidligt, som om der var blevet ringet til matutin, men jeg befandt mig ikke i min store, magelige seng af fransk egetræ, men i det beskedne værelse. Jeg havde sovet så tungt, at jeg ikke kunne huske, hvor jeg var; måske fordi jeg var så udmattet efter rejsen, Iulianos afsløringer og min ihærdige beretning den foregående aften. Dagen brød stille frem af halvmørket, og et let lys banede sig usikkert vej gennem det utætte vindue, der lod vinden snige sig ind gennem sprækkerne, så der lød en konstant og generende susen. Udenfor ventede den iskolde vind mig igen, men dagen måtte jo begynde. Jeg klædte mig på, bad mine bønner, glattede tæpperne på sengen og skiftede vandet i vaskefadet, inden jeg gik ud i køkkenet, hvor Libia ventede mig med en skål grød, som jeg takkede for med en forsagt mine. Vi vekslede næsten ikke et ord, før jeg snart forsvandt igen for at opfylde mine pligter.

Turen gennem Rom var langsommelig. Jeg gik med ansigtet skjult under hætten, hovedet bøjet ned over brystet og hænderne om det enkle krucifiks, som altid hang om min hals. Jeg satte det højt: Det var et minde fra min tid hos kapucinerne. Således krydsede jeg gennem byen, som en profet omgivet af den hob af mennesker, der begyndte at fylde gadehjørner og markeder, sørgelige gyder og pladser. Købmændene, som krydsede min vej, turde knap nok skæve til mig med deres uvidende øjne; de var lige så draget som frastødt af den skikkelse, der med ansigtet skjult så ud til at bære på en hemmelighed.

Jeg standsede foran den brede marmortrappe, som førte op til dørene ind til Inkvisitionens hovedsæde, hvor broder Gerardo, munken, som var blevet betroet arkivet og biblioteket, og udmærket kendte mig, tog imod mig, så snart jeg trådte indenfor, og hurtigt kom mig til hjælp.

– Excellence, broder DeGrasso, udbrød han, da han så, det var mig. – Hvad kan jeg hjælpe jer med?

– Gud være med dig, broder. Idet jeg hilste på ham, trak jeg langsomt min hætte ned. – Jeg vil gerne se på sagen om Eros Gianmaria og finde nogle oplysninger om en gammel bog.

– Gianmaria …, gentog broder Gerardo, idet han førte den ene hånd op til hagen og hævede det ene øjenbryn, da han hørte dette navn. – Jeg tror, jeg har hørt ham omtalt. Lever han stadigvæk?

– Ja, udbrød jeg. – Han er en af mine fanger.

– Kan I huske, hvor hans sag begyndte?

– I Venedig.

– Godt, sagde han, da han havde fået den oplysning, han manglede for at kunne hjælpe mig. – Nu skal jeg vise jer, hvor I skal lede.

Vi gik ind i den store sal med Inkvisitionens bibliotek, hvor man fandt alle de bøger, som jævnligt blev brugt, landkort og en smuk himmelglobus foruden nogle skrive­pulte, som på grund af salens mørke, ikke mindst på en grå dag som denne, blev oplyst af flere tændte kandelabre. I bunden af den store sal førte en dør videre til sagsarkivet, mens man i kælderen, som var uden for verdslige borgeres rækkevidde, bag lås og slå gemte oplysninger om forbudte bøger og nogle enkelte eksemplarer. Munken førte mig hen til de glasmontrer, hvori jeg skulle lede efter det, jeg søgte.

– Disse bind indeholder alle de sager, som har haft deres begyndelse i Veneto. Hvis I kan huske året for hans arrestation, vil det ikke tage jer lang tid at finde hans sag. Og da han havde vist mig, på hvilke hylder jeg skulle lede, vendte han sig om mod mig. – Hvad er bogens titel?

– Necronomicon.

– Forbudt? Og således indledte han endnu et kort forhør.

– Ja.

– Så bør den stå i Index Librorum Prohibitorum …

– Det vil jeg tro.

– Ved I, hvilken dato den blev bandlyst?

– Jeg ved kun, at man fandt og brændte et eksemplar i Spanien for knap fire hundrede år siden.

– Fire hundrede år …, Munken grublede i tavshed. Endnu en bevægelse med øjenbrynet lod mig vide, at han havde fundet svaret. – Godt. Så ved jeg, hvor der skal ledes. Prøv I, om I kan finde kætterens sagsakter, så vil jeg påtage mig at gøre det samme, hvad angår bogen. Jeg bringer den ind til jer i biblioteket. Og med disse ord trak han sig tilbage og forsvandt ud ad døren til arkivet.

Det tog mig nogen tid at finde sagsakterne. Det var at forvente, for arkiverne talte mange sager, ikke alene fra retskredsen i Venedig, for Inkvisitionen havde mange hovedsæder, lige fra Frankrig til Tyskland, fra Alperne til Napoli og Sicilien … Og det var uden at medregne det land, som castilianerne og portugiserne havde erobret hinsides det store ocean. Alt blev samlet her. Hver eneste dom, som var blevet afsagt af Inkvisitionen, blev ført til protokols for siden at blive arkiveret. Livsforløbet for enhver, der var faldet i unåde hos kirken, var at finde på disse hylder. Da jeg havde gennemsøgt den nederste del af glasmontrerne, tog jeg en lille stige. Og deroppe stod det; det støvede bind med Eros Gianmarias sag. Jeg trådte ned igen og gik hen til en af skrivepultene i biblioteket for at undersøge bindet i skæret fra vokslysene.

Kætteren havde rigtigt nok siddet fængslet i fire år, det seneste i mit kloster i Genova. Hverken den lange tid i fangenskab eller de triste og fugtige fangehuller, hvor han havde siddet indespærret, kunne tæmme hans forstyrrede personlighed. Hans mund stank. Hans tunge udspyede gift, nedkaldte forbandelser over den hellige kirke og gejstligheden, lige fra paven til hele hans stab af prælater. Anklaget for kætteri og mistænkt for flere gruopvækkende mord i Bayern og Veneto var forbryderen en sikker kandidat til kirkens strengeste straffe. Hans sag indeholdt et utal af anklager, som var samlet sammen gennem årene og holdt ham ansvarlig for alvorligt kætteri. Han havde fået øgenavnet Bajadsen, fordi han havde været med i en teatertrup, som rejste rundt i den Gamle Verden og trak et sørgeligt og gådefuldt spor af lig efter sig. I al den tid, teatertruppen eksisterede, dukkede der lemlæstede og forpinte kvindekroppe op, hvert eneste sted den optrådte. De var alle sammen blevet udsat for de samme ritualer, som blev anset for sataniske. Selvom Gianmaria blev arresteret, kunne den civile domstol ikke stille noget op. Alene en beskyldning om hekseri havde frarøvet ham hans frihed og overladt ham til storinkvisitoren i Veneto i 1593. I hans varetægt fandt man hæfter med usædvanlige noteringer og bøger, som var forbudte på grund af deres sataniske indhold. På trods af de indlysende beviser blev den djævelske Bajads blot sat i fængsel, men denne indespærring virkede mest som et kunstgreb fra regeringens side i den Venetianske Republik. Den stillede sig magtesløs, da man ikke direkte kunne anklage ham for forbrydelserne og derfor appellerede til Inkvisitionen om en gang for alle at fjerne ham fra deres territorium. Eros Gianmaria havde overrasket mig allerede fra begyndelsen, for jeg så ingen almindelig kætter i ham, men et menneske, der var lige så dannet, som det var ryggesløst. Han talte flydende græsk og latin, og han kunne nogle ord på tysk. Han var for dygtig til blot at være den enfoldige bondesøn, som han påstod at være.

Da jeg havde læst kætterens sagsakter fra Venedig og fået genopfrisket de oplysninger, jeg allerede kendte, men ikke fundet noget nyt, sad jeg lidt og grublede over sagen. Jeg måtte vælge den rette lokkemad, så fisken denne gang ville bide på krogen. Pludselig kom jeg i tanke om noget, jeg havde set i dokumenterne, og som jeg kunne bruge til at lægge en strategi: Eros Gianmaria var blevet forhørt af storinkvisitoren i Veneto, men ikke godt nok, for sagen var uden videre blevet afbrudt af bureaukratiske årsager, som var helt ude af proportioner, og det endte med, at han blev overflyttet til Genova. En eller anden måtte være interesseret i at holde ham i live. Jeg var så optaget af min opgave, at det gav et sæt i mig, da en hånd pludselig lagde sig på min skulder.

– Undskyld, sagde broder Gerardo beklagende. – Det var ikke min mening at forskrække jer. Jeg fandt noget om den bog, I leder efter, det er ikke meget, nogle bemærkninger på græsk, som er blevet sendt hertil fra den græskkatolske kirke inden kirkedelingen. Vær forsigtig med dem.

Jeg nikkede, men mit hjerte var endnu ikke kommet sig oven på forskrækkelsen.

– Hvis der er andet, jeg kan hjælpe jer med …

– Nej tak, broder … Eller, det er der måske. Jeg ville gerne vide, om man i den tid, kætteren sad i Venedig, beslaglagde et eller andet, som tilhørte ham. Det var i 1593.

– Det tror jeg ikke, sagde munken. – I skulle have fået overdraget det hele, da han blev overflyttet til jeres domstol. Men lad mig se på det.

Mens munken igen forsvandt ned i bunden af salen, tog jeg et af de pergamenter, han havde givet mig, og førte det forsigtigt hen mod skæret fra vokslysene. De græske bogstaver gav hurtigt mening:

– Nєkpovoщkov –

Necronomicon

Satanisk bibel fra de røde ørkener. En trolddomsbog, hvis sider indeholder en mystisk og forbudt kosmologi om stjernerne. Den rummer besværgelser, som opliver og drager dæmoner fra den gamle verden.

Necronomicon blev i det xi århundrede bandlyst af patriarken

Michael fra Konstantinopel. Vores hellige kirke erklærer den for et nederdrægtig skrift om den djævelske magi og et levende bevis for Djævlens eksistens på denne jord.

Denne bog er et modvidnesbyrd mod Kristus. Må dens sider idsnok gå op i flammer.

De øvrige syv sider indeholdt alene formaninger og historiske oplysninger, som ikke røbede noget nyt om bogens indhold. Men til sidst, lige før underskriften, var der noget, der så ud til at være en formaning tilføjet af kirken i Orienten og skrevet af en hånd, som i mere end to hundrede år havde hvilet i sine knoglers støv:

Må Gud befri menneskeheden fra følgerne af denne bog,

for ved hjælp af den kan bæstet se og gøre sig sine forudanelser.

Giorgos Gkekas

Thessaloniki, juni 1380

Munken nærmede sig igen og satte et lille skrin foran mig.

­– I har heldet med jer, sagde han glad. – Det burde ikke være her, men det må være blevet forlagt, da man sendte jer de ting, som kætteren fik beslaglagt i løbet af de første par dage, han sad fængslet i Venedig.

Det var mørkt, beskidt og slidt. På låget var der et basrelief fra middelalderen, som forestillede en dæmon fra biblen.

Jeg tog øjnene fra skrinet, og fuld af forventning sad jeg lidt og kiggede på vokslysene, mens en kuldegysning strøg gennem kroppen på mig. Tanken om en ”virkelig” Djævel havde sat en skræk i livet på mig.