II - VEJEN MOD MØRKET

4

Jeg gik en tur langs Tiberen på min vej tilbage til Tommasos hus. Turen førte mig forbi dørene ind til Engelsborg, den gamle og majestætiske fæstning, som værner om den korridor, som fører direkte ind i Vatikanets hjerte. Denne fæstning, som er rejst over det gamle mausoleum for kejser Hadrian, er ikke alene et arkitektonisk værn for byen, men også en sikret bygning, hvor man opbevarer alle de guldmønter, som kirken er i besiddelse af, og som er opgjort til omkring fire millioner escudos. Fæstningen er kronet med en udfordrende ærkeengel, der ser ud, som om den fra sin top bevogter alle rigdommene, idet den i en voldsom bevægelse forsøger at nå himlen. Jeg stod og kiggede på Engelsborg fra den bro, som fører direkte over til fæstningen og forbinder de to breder af Tiberen. Jeg lagde mine albuer på gelænderet og lod blikket falde ned i floden og glide med dens historiske strøm.

Det var noget besynderligt vand, grønt og roligt. Indesluttet og fredsommeligt. Paradoksalt nok det stikmodsatte af byen. Hver gang, jeg stod og så på Tiberen, bed jeg mærke i dens manglende interesse for alt det, der omgav den; måske var den blevet træt af at se på alle de folk, som spejlede sig i dens vande, for de måtte tælle tusinder i dens erindring, hundrede tusinder: en tusindårig lede ved ansigter og udtryk. Tiberen er den arterie, som flyder gennem Roms jord. Det er den arterie, som nærer borgerne og de gennemrejsende med historier. Mange sagn blev skabt med floden, som mytiske søjler for en menneskeslægt salvet med dens mudrede vande. Det var efter sigende her, hunulven gav Romulus og Remus die … Og det er ikke så let at vide, om det i virkeligheden forholdt sig sådan, men ingen kan benægte, at denne ”hunulv” eksisterede og satte sig sine tydelige spor gennem flere århundreder, næsten et helt årtusinde, idet den regerede den gamle verden med sit sværd og knurrede vredt af alle folkeslag, mens den omhyggeligt vogtede over sine egne unger, romerne.

Dette vand virkede stadig fremmedartet på mig med sine gamle hemmeligheder, som er opstået mellem smil og sejre, forandringer, forræderi og død. Gamle hemmeligheder, som der måske slet ikke er nogen, der kan begribe. Ikke engang hvis de levede to liv, eller tre, eller det evige liv som byen selv. Dette vand havde set de romerske legioner vende sejrrige hjem fra Afrika med mageløse skatte, som de skænkede kejseren som offergaver. Skatte som de egyptiske obelisker, stensøjler, der var helt dækket af hieroglyffer, og utallige andre vidundere, som man stadig kan se i gaderne i dette Rom prydet med krigsbytte, som blev bragt hertil over havet og slæbt gennem det italienske landskab af trækdyr. Mindeordene fra de forskellige sejre kan læses på hver en mur, hver en triumfbue, som den, der pralende beretter om plyndringen af templet i Jerusalem og trældommen i et hærget Palæstina. Majestætiske monumenter, der står som et vidnesbyrd om imperatorernes enevældige magt. Mennesker og guder. Guder og dæmoner. Disse vande havde været et tavst vidne til vanvittige befalinger fra mænd, der var berusede af magten og forblændede af deres egne ambitioner. Nero så sit ansigt spejlet i overfladen og drak af vandet, han påberåbte sig vandet som et emblem over sit folk og brugte det som helvedes ild.

Hvad ville Tiberen sige, hvis den kunne sætte ord på sine erindringer? Hvem ville se sig i stand til at lægge øre til denne flods skrifte?

Rom havde naturligvis ændret sig. Byen var blevet restaureret. Såvel som imperiet. Senatorerne går ikke længere klædt i bronze og læder, men i stof og reb, og deres navn er et andet, de bliver kaldt noget andet … De er abbeder. Centurionerne har ikke længere fjerprydede hjelme på hovedet, men deres dragter er stadig purpurrøde. De har også forvandlet sig til kirkens kardinaler, biskopper og prælater. Kejseren, den frygtede og agtede kejser, som regerede enevældigt, idet han efter forgodtbefindende udpegede centurionerne og udbredte Roms politik med sværd og blod, bliver nu kaldt paven, og hans regering har ikke mistet den mindste smule af den magt, som hans frygtindgydende forfædre besad. Romerriget brugte sværd og lanser; pavestolen bruger papir og fjerpenne, men lovenes æg er skarpere end sværdliljer, og den håndhæves med samme kraft som en gennemborende lanse. Og alligevel er pavestolens styre af Kristi kirke placeret i Rom. Det sted, det faldt Helligånden ind at foreslå Peter, det skulle ligge.

Vandet opmuntrede mig til at følge strømmen, og jeg kom til at tænke på en gammel, græsk maksime: ”Man kan ikke bade to gange i den samme flod.” For vandet standser ikke, det flyder videre. I floden vil intet igen blive, hvad det var, og intet har før været, hvad det vil blive. Tiberen mindede mig om dette og hjalp mig til at forstå kirken, som aldrig har været statisk; den har altid tilpasset sig tiden og menneskene. Den forandrede sig, den har altid forandret sig i takt med en uforudsigelig og fjendtligtsindet verden. De kristne, der badede i flodens vand for tusinde år siden, ville med allerstørste sikkerhed være blevet forbavset og bestyrtet ved synet af denne forandrede kirke. Når man bladrer i Pavernes Bog og læser om pavernes liv, kan man se, at de alle var forskellige, at de hver især regerede i overensstemmelse med deres personlighed og uden undtagelse tilførte den en dråbe vand, som satte bevægelse i flodens oprindelige flodleje, altså kirken, det flodleje som formgav og ledte Simon Peter, fiskeren fra Galilæa.

Ville Peter efter to hundrede og tredive pavedømmer, efter 1597 år, have genkendt disse vande? Eller ville kirken tage sig lige så grå ud som Tiberen? Jeg kiggede spørgende på floden, men den svarede mig ikke.

5

Samme aften, den sidste i Rom, viste Libia mig lidt af sin tillid, og hendes opførsel tiltrak i særdeleshed min opmærksomhed.

– Jeg håber, du nyder middagen, sagde hun. – Jeg har hele eftermiddagen tænkt på din appetit, og da jeg ikke kunne spørge dig, har jeg været så uforskammet at vælge for dig, for jeg ville byde dig det allerbedste.

Denne elskværdige gestus vakte min sympati, og maden … Maden var alt rigeligt til at forføre min mave: mortadella, cantaloupemeloner og vagtler. Men hendes tonefald, da hun sagde: ”Jeg har hele eftermiddagen tænkt på din appetit”, gjorde mig helt befippet, for det gjorde stærkt indtryk på min samvittighed. Det skulle senere blive tydeligt, da jeg var blevet alene i mit værelse.

– Det ville være mig en fornøjelse at få kendskab til dit instinkt, svarede jeg, og vi så et øjeblik på hinanden, hvilket Raffaella bemærkede fra den anden ende af bordet.

Libia smilede venligt og satte sig.

Middagen varede kort, men under desserten trak snakken ud, mens vi satte de søde appelsiner til livs. Jeg kunne have valgt at blive siddende, men trængte til at hvile mig, og med maven fuld ville jeg hurtigere blive overmandet af den søde søvn. Jeg takkede venligt, sagde godnat denne sidste aften inden min afsked og trak mig tilbage ad den mørke gang til mit værelse.

Den nat husker jeg meget tydeligt. Jeg ved, at man skal lære af sine fejl, men jeg er også bevidst om, at der er nogle fejl, som man umuligt kan rette op på, for de flyder i blodet, og indimellem nægter dette blod at skille sig af med dem. Jeg havde i ugen, inden jeg ankom til Rom, haft en forudanelse om min oplevelse denne sidste aften hos familien D’Alema. Jeg besluttede at trodse min fornemmelse og holde mig til min plan om at bo hos familien. Men denne nat viste Djævlen sig for mig med sin logrende hale. Og jeg vaklede.

Jeg lå i mørket under tre, tykke tæpper. Jeg ved ikke, om jeg stadig var vågen eller allerede var slumret let ind i bevidstløsheden. Så dukkede der en scene op i mit hoved, som føltes så levende og virkelig, som havde jeg virkeligt været til stede.

Libia serverede langsomt og opmærksomt mad på min tallerken, mens hun hviskede noget, som jeg ikke kunne forstå på grund af drømmenes sædvanlige luner. Hun serverede en smule vin for mig og skubbede en stor humpel brød over til mig. Det virkede ikke, som om der var andre end os to ved bordet eller i resten af huset, men ellers var alt, som det plejede at være. Jeg spurgte efter hendes datter, og hun svarede mig, men jeg kunne stadig ikke forstå, hvad hun sagde, det var, som om hun talte med en gammel dialekt, et af de uddøde sprog, som blev talt af Roms oprindelige befolkning. Så serverede hun igen mad for mig, idet hun lænede sig ind over bordet mod min tallerken. Jeg lod blikket falde ned i hendes udringning. Der mødte jeg det levende og kødfulde omrids af hendes bryster.

Libia blev ved med at hviske uforståelige ord til mig, og hun smilede hver gang, hun tog mig i at kaste et stjålent blik på hendes barm. Hun lænede sig igen frem, så udringningen åbnede sig. Det virkede ikke, som om hun lod sig mærke med det, hun rødmede ikke engang. Hun var helt rolig. Noget forvildet rejste jeg mig og spurgte igen til hendes datter, men så var det, jeg pludselig tydeligt kunne høre, hvad det var, hun sagde til mig, en sætning, som havde summet i mine ører under middagen: ”Jeg har hele eftermiddagen tænkt på din appetit” … Libia så på mig med sine vilde, mørke øjne, løftede sine bryster ud over kjolen og pressede dem sammen for at vise mig deres fylde, idet hun gentog: ”Jeg har hele eftermiddagen tænkt på din appetit,” og så hviskede hun: ”Kan du lide dem?” mens hun bød dem frem for mig. Mine rystende hænder bevægede sig mod udskæringen for at løsne kjolelivet, så kjolen ville glide ned over skuldrene og falde til gulvet. Hendes nøgne bryster, hvide og runde, med mørke og stive brystvorter, bemægtigede sig nådesløst den smule fornuft, jeg endnu var i besiddelse af.

Ingen ville kunne bebrejde mig en drøm, men det var ikke længere kun en drøm, det havde forvandlet sig til en drift, som jeg frivilligt gav efter for. Jeg sov ikke tungt nok til at gøre mig fortjent til syndsforladelse, jeg kunne være vågnet, men gjorde det ikke, jeg gik på opdagelse i de mørkeste afkroge af mig selv.

Jeg tog fat om nakken på min vens kone, kyssede hende igen og igen og lod mine hænder bevæge sig rundt på hele hendes krop. Det virkede til, at hun nød det, for som en utålmodig ophidset kvinde gengældte hun mine berøringer med en hånd, der søgte mit skridt. Hun løftede op i min ordensdragt og rørte mig med sine øvede hænder, mens hun så på mig med et vedholdende, skøgeagtigt blik. Som en kannibalsk heks. Jeg pressede blidt hendes hoved ned mod min talje og førte mit lem ind i hendes mund. Hun tog imod det med sin våde, omsluttende tunge, slugte det, mens hun stadig så på mig med sine flammende øjne, der når som helst ville opsluge mig. Besluttet på at tage hende, førte jeg hende op over bordet, hvor vi blev ét kød, forenet som heks og inkvisitor, som hustru og ven, som to skabninger, der nyder samlejet og alene følger kødets lyst. Hendes bryster bevægede sig, skvulpede, og det at se dem og drikke af dem var lige så berusende som den vin, hun havde ødslet med ved bordet. Libia lukkede øjne og slog neglene i min ryg som tegn på, at hun var kommet i ekstase. Der så jeg hende ligge, blottet og nøgen, og jeg holdt mig inde i hende, gav mig hen til hendes varme skede, til jeg havde tømt mig. Det var et øjeblik i mine tanker, som varede, jeg ved ikke hvor længe. Libia rejste sig, samlede sit tøj, der lå spredt ud over gulvet, og idet hun tog sig i skridtet og mærkede min sæd på sine fingerspidser, smilede hun. Meddelagtig og gådefuld tog hun mig i hånden for at vise mig noget bag min ryg.

Da jeg vendte mig om, så jeg Raffaella, frisk, ung og helt nøgen. En pige, lige inden hun bliver helt moden, med sprudlende former som en kvinde, lange ben, velformede bryster med rosenrøde brystvorter. Den unge pige iagttog os tavst, som om hun foragtede det, hun så, alt imens hendes mor strøg hende over skuldrene og spurgte mig: ”Har du ikke også lyst til at kneppe hende?” Og mens mine væsker stadig dryppede fra hendes skød, vendte hun pludselig forvildet og oprevet det hvide ud af øjnene, og med et djævelsk smil på læberne og en stemme, der ikke var hendes egen, udbrød hun: ”Hold dig væk fra Necronomicon”.

Jeg vågnede med et sæt og havde åndenød, jeg var ophidset og lå fuldkommen badet i sved. Jeg tændte olielampen og sprang ud af sengen for at se mit ansigt i spejlet. Jeg kunne ikke kende mig selv: Jeg var ligbleg af skræk og strålede af vellyst. Da jeg fik bekræftet, at sæden, som havde plettet mine klæder, var ægte nok, kunne jeg i det mindste kun vise taknemmelighed for denne uønskede fornøjelse med et oprigtigt udbrud, som jeg udtrykte på min fødedialekt, genovesisk. Jeg tog tøjet af og vaskede genitalierne og ansigtet, mens jeg forsøgte at glemme den skamfulde drøm. Hvad var det for nogle tanker, jeg havde …? Selvom jeg stadig var opstemt af fornøjelsen, kunne jeg ikke forstå, hvordan min mørke side bevidst kunne lade sig drive så vidt af begæret. Mens dette spejlbillede plagede mine tanker, hørte jeg til min store forskrækkelse to bank på døren. Jeg ventede. Endnu to svagere bank lød i den stille nat. Jeg tog olielampen fra bordet og gik hen til døren.

– Tommaso? hviskede jeg. Jeg kunne ikke skjule, at jeg var nervøs. Jeg var så ængstelig, at min underbevidsthed dikterede mig, at var det ham, så kom han for at bede mig om en forklaring på drømmen. Et tåbeligt indfald, som jeg i min galskab troede muligt. – Tommaso?

– Nej, det er mig, svarede en lys stemme.

– Hvem?

– Raffaella.

Det føltes, som om mit hjerte sprang ud af brystet. Af alle i huset var hun den eneste, jeg ikke havde tænkt på. Men der stod hun. Jeg åbnede.

– Raffaella … Hvad laver du oppe … på denne tid af natten? Du burde ikke være her …

– Må jeg komme ind? spurgte hun og afbrød min stammen.

Jeg tøvede et øjeblik, inden jeg åbnede døren for hende.

– Kom ind. Idet hun trådte ind, forsøgte jeg at stille mig i vejen mellem hende og døren, men hun fik den lukket bag sig, og idet jeg trådte tilbage for hende, gik hun hurtig som en rå ind og stillede sig midt i værelset. Det var underligt; på en eller anden måde frygtede jeg hende, eller følte, at jeg skyldte hendes far en forklaring.

– Mine forældre skulle helst ikke finde ud af, at jeg er her, hviskede Raffaella, og jeg kunne kun være enig med hende. – I bliver nødt til at lytte til mig … Kan I det?

– Selvfølgelig … Selvfølgelig. Lad mig høre.

Hun kiggede omhyggeligt på mig.

– Er der noget galt? I sveder. Er der sket jer noget?

– Nej … Det er … Jeg har bare puttet lidt vand i ansigtet. Ikke andet. Ville du fortælle mig noget?

– Ja …, Raffaella tøvede et øjeblik, og der lagde sig en stilhed over værelset.

– Og? fortsatte jeg utålmodigt.

– Tror I, at jeg kunne tage af sted sammen med jer i morgen? Raffaella stirrede bestemt på mig.

Jeg førte højre hånd op om næsen i en bevægelse, som plejede at hjælpe mig til at samle tankerne, og idet jeg væbnede mig med tålmodighed, fjernede jeg igen hånden fra ansigtet og rakte den frem mod pigen, som om jeg ville have den til at give hende en forklaring på det højst besynderlige spørgsmål.

– Lige et øjeblik … Jeg tror ikke, jeg har forstået dig korrekt … Mit hoved fungerede ikke så godt, som det burde, på den tid af natten.

– Men det her er det eneste tidspunkt, hvor jeg kan tale alene med jer, undskyldte pigen sig.

– Du beder om … min fortrolighed. Raffaella nikkede, men sagde ikke mere.

– Sæt dig ned, sagde jeg, idet jeg gjorde tegn hen mod sengen.

Hun satte sig genert i fodenden af den uredte seng, bøjede hovedet og lagde armene over kors.

– Godt … Jeg lytter, sagde jeg, mens jeg kiggede på den unge pige og forsøgte at tyde hendes ansigtsudtryk.

– Jeg vil gerne med jer … Jeg vil gerne se jeres kloster i Genova, forklarede hun med uskyld i stemmen.

Jeg gik hen til sengen, og idet jeg tog hendes ene hånd, satte jeg mig ved siden af hende.

– Hvilken slags rejse forestiller du dig at få sammen med mig?

– Den første aften, hvor I spiste med ved vores bord, fik jeres forklaringer og al den viden, I har, mig efterfølgende til at tænke meget på jer. Hvis jeg rejser til Genova, vil jeg få god tid til at lytte til jer og lære alt det, I ved.

Hvis hun havde været i stand til at læse mine tanker, vidste, hvordan jeg havde svigtet hende … For bare nogle få minutter siden havde denne fortrinlige læremester inden for troen og de gode skikke tørret sæden af sine klæder efter i drømme at have bedrevet hor med hendes mor og næsten også hende selv.

– Jeg tror ikke, jeg kan lære dig noget som helst i mit kloster, og jeg tror heller ikke, dine forældre ville give dig lov til at rejse med mig. En ung frøken i din alder burde ikke være så ivrig efter at få indsigt. Du skulle hellere bruge din tid her sammen med nogen på din egen alder.

– Tænker du ligesom min far? At jeg endnu ikke kan tænke eller tage et valg som en voksen kvinde? svarede Raffaella vredt.

– Fra det øjeblik, du trådte ind ad døren, vidste jeg, at du er blevet en kvinde, fastslog jeg.

– Kunne I så se mig, som I ser min mor? Raffaella lukkede øjnene. Det var indlysende, hvad mit svar skulle være, så jeg søgte hendes øjne …

– Altså … Jo. Du er lige så meget en kvinde som din mor, svarede jeg.

– Og hvis hun spurgte, om hun måtte rejse med jer, hvad ville I så svare?

Jeg tog mig god tid til at svare.

– Hvorfor spørger du om det?

– På grund af jeres blik. På grund af den måde, I kiggede på min mor her til aften under middagen.

– Hvad så du i mit blik?

Raffaella smilede, og det markerede hendes ansigt, så hun pludselig blev en voksen kvinde.

– Jeg ved, at I ikke er gift.

Jeg sukkede. Jeg væbnede mig igen med tålmodighed og kiggede bestemt på den unge D’Alema, inden jeg svarede.

– Lad mig fortælle dig en ting: Hvis du lover mig at lytte til mine råd, så vil jeg komme tilbage næste forår og tilbringe så mange dage sammen med dig, som du ønsker.

– Godt, sukkede hun ikke særligt overbevist.

– Du skal blive her. Hjælpe dine forældre i huset, studere … poesi … og jeg … Jeg vil lige nu give dig en gave. Forstår du det, Raffaella?

– Hvilken gave?

– Jeg vil forære dig min yndlingsbog. Og idet jeg i en elegant bevægelse vendte mig om mod det lille bord, som stod ved siden af sengen, tog jeg en gammel bog til hende.

– Er den til mig? udbrød Raffaella genert, men hengivent, idet hun tog imod bogen.

– Det er en meget værdifuld bog, du skal passe godt på den og gøre den til din. Du bliver nødt til at lære latin, ellers tvinger du mig til at recitere fra den, hver gang vi ses.

– Bekendelser, Skt. Augustin, næsten messede pigen, mens hun kærtegnede omslaget af skind.

– Og lov mig så, at du glemmer alt om at ledsage en inkvisitor. Bliv her og studer, og du vil blive som mig.

– I ser mig måske som en troende? spurgte hun med sænket hoved.

– Nej! udbrød jeg, næsten uden at lade hende tale færdig. – Det var ikke det, jeg ville sige … Jeg …

– Det er bedre sådan, afbrød hun mig forbavset og smig­ret over mit svar, der var så ihærdigt. – Jeg lover jer, at jeg en dag vil gifte mig.

Jeg løftede forsigtigt hendes hage og så hende i øjnene. Jeg vidste næsten i samme øjeblik, hun trådte ind i mit værelse, hvor hun ville hen med det.

– Du er meget mere attraktiv end din mor … Din tid skal nok komme.

Min berøring og denne forsikring gjorde hende helt rådvild. Det var på tide at følge hende hen til døren og afslutte samtalen. Jeg tog afsked med hende i den mørke gang med et faderligt kys på hendes pande. Hun tog to skridt, inden hun vendte sig om og iagttog mig i mørket. Jeg lukkede døren, vendte tilbage til min seng og søgte i ly under tæpperne, mens tankerne rumsterede. En skøn parfume var trængt ind i sengen.

6

Rejsen til Genova var trættende og lang, og der var for megen trafik. Enkelte gange havde vi problemer med at komme frem, og efterhånden som vi nærmede os bestemmelsesstedet, virkede det, som om rejsevognen blev mindre og mindre. Men med vores spand på seks heste og et par erfarne rideknægte ville vi snart være fremme.

Vi havde for kort tid siden ladt marmorbruddene i Massa og Carrara bag os. Toscanas landskab var ved at nå sin ende, mens den nordlige del af Appeninerne begyndte at rejse sig for at byde os velkommen og som et varsel om den vanskelige vej, vi endnu manglede at tilbagelægge. Vi var ikke så langt fra La Speiza. Det vidnede lugten af havet og de store oliventræer om. Vi var ankommet til min hjemstavn. Ligurien begyndte at tage sin fortryllende form.

Vi havde rejst mere end femogtredive mil og manglede endnu tolv. Jeg rejste alene i vognen med alle tænkelige bekvemmeligheder. Jeg havde mad, rigeligt at drikke og nok at læse, men efter to dages rejse kan jeg forsikre om, at intet kunne stille mit behov for at få ro. En lille hær og Vatikanets faner beskyttede mig mod vandalerne, som tjente til dagen og vejen ved at angribe vogne og martre deres passagerer. Kirken havde sat sig i respekt, så såvel kirkens mænd som dens ejendom praktisk talt ikke var til at komme i nærheden af.

Jeg fandt flasken med grappa frem, en gave fra Tommaso. Betragtede den og trak proppen af. Det var et passende øjeblik til at tage et drag og lade tankerne, mine eneste ledsagere på rejsen, flyve frit af sted. Men de bundfældede sig i det skrin, som jeg havde fået overdraget fra Inkvisitionens arkiv. Jeg havde det med mig inde i vognen, så jeg trak det frem for at se lidt nærmere på det. Det gøs i mig ved synet af afbildningen af Djævlen. Jeg åbnede låget og kiggede indholdet igennem. Det var ikke, hvad jeg havde forventet, men det ville være tilstrækkeligt. Jeg lukkede det igen. Jeg tabte blikket mellem de mange hundreder oliventræer, som passerede forbi det lille vindue, og bed mærke i solnedgangens døde glans: Det var en sol, der havde tabt kampen til nattens magt. Jeg mistede igen opmærksomheden, da mit blik fangede den mappe, som indeholdt den forseglede kuvert, som kardinal Iuliano havde givet mig, og da min øjne atter fortabte sig i landskabet, syntes jeg, at jeg så en diffus skikkelse i det fjerne, sort og pjaltet, som en stofvimpel, der rusker i vinden. Der var et eller andet, som iagttog vognens rejse oppe fra bjergene. En skygge, der tilsyneladende kendte min færden. Den var både rædselsvækkende og dragende.

Djævlen.