III - INKVISITIONENS DOMSTOL

7

Allerede tidligt næste dags morgen strejfede jeg rundt i gangene i kælderen under Santa Maria di Castello, mit kloster. Den lange og bugtede rejse i vognen sad stadig i knoglerne, der var ømme helt ud i hvert eneste forpinte led. Jeg sov kun lidt, men havde heldigvis en god drøm, der klarede mine tanker. Og det ville jeg få brug for.

Sognepræst Rivara gik ved siden af mig. Denne mand, der udstrålede ydmyghed, imødekommenhed og godmodighed og var yderst effektiv og omhyggelig ned til mindste detalje, var min højre hånd. Til ham havde jeg blind tillid. Det kom sig af en instinktiv fornemmelse jeg havde fået, første gang jeg mødte ham, og som kun var taget til i styrke i løbet af årene. For mig var han ikke bare klostrets sognepræst, ikke bare min notar. Han var min ven. Da vi sammen havde bedt morgenbøn og indtaget et fastemåltid, ville jeg gerne i enkeltheder have at vide, hvad der var sket under mit fravær. Sognepræsten gik med foldede hænder, der stak frem af præstekjolens ærmegab, og hans lyskrøllede hoved var bøjet ned over brystet. Han talte i et meget venligt tonefald. Ekkoet bredte sig hen ad korridoren til en harmonisk lyd, som kun murene og de nærmeste rotter kunne høre. Da han havde informeret mig om nogle mindre væsentlige ting, overraskede han mig med en nyhed, som han mente var vigtigere.

– Gianmaria har ændret sig, han er blevet værre i løbet af den sidste uges tid, hr. prior, sagde Rivara, idet han om muligt stirrede endnu dybere ned i fliserne på gulvet med sine udstående, blå øjne. – Han er slet ikke til at komme i nærheden af, og han har afvist både papir, fjerpen og blæk, som vi har tilbudt ham til sit forsvar. Han vil ikke tilstå af egen fri vilje.

– Hvad havde han forestillet sig? spurgte jeg med ansigtet skjult under ordensdragtens hætte, for selvom vi var under tag, trængte kulden og fugtigheden i kældrene igennem alt, så jeg måtte dække hovedet til.

– Jeg ved det ikke. Han er uforskammet. Jeg har givet vagterne ordre om, at han kun skal have ét måltid om dagen, og kun brød og vand.

– Hvor længe er det siden?

– To dage. Et svagt skær fra olielamperne, som hang langs væggene, oplyste vores vej. Rivaras øjne funklede, hver gang vi passerede tæt forbi en af dem. – Hvad vil I stille op med ham, hr. prior?

Jeg standsede midt i den fugtige korridor. Væggenes dystre toner lagde sig i mit ansigt, der var hårdt, som havde det forvandlet sig til sten, og afslørede en streng og stiv mine, uden mindste spor af bevægelse.

– Sørg for, at vi kan lave et forhør ved domstolen i eftermiddag. Gianmaria skal nok svare på mine spørgsmål.

Sognepræsten overvejede et øjeblik mine ord, og hans tanker var til at aflæse i blikket.

– Jeg kunne lægge det lige inden solnedgang.

– Nej … Det skal være tidligt, lige efter frokost.

– Hr. prior, forsøgte Rivara at indvende, – vi skal gøre kætteren i stand … Og klippe ham, inden I ser ham, og det vil tage sin tid. Han ser elendig ud, og det er slet ikke rimeligt at udsætte jer for hans stank.

– Glem formaliteterne, Rivara, sagde jeg skrapt. – Sørg for, at fangen er klar efter frokost, og kald domstolens medlemmer sammen. Der er ingen tid at spilde.

– Som I vil, hr. prior. Så bliver det over middag.

Da Rivara skulle til at trække sig tilbage, standsede jeg, idet jeg med en taktfuld bevægelse lagde min hånd på hans bryst for at give ham et sidste råd.

– Sørg for, at Gianmaria får rigeligt at spise inden forhøret, at han får to måltider og alt, hvad han kan drikke. Tilbyd ham appelsiner og syltetøj, og lad ham hvile på en madras af uld. Han skal være frisk til i eftermiddag. Har I forstået?

– Naturligvis, hr. prior.

Så gik jeg derfra og lod sognepræsten alene tilbage i den tomme korridor for at koncentrere mig om de opgaver, som ville kræve min opmærksomhed de næste par timer. Det ville ikke blive nogen nem opgave at samle domstolens medlemmer, nogle ville have indvendinger i forhold til det korte varsel og komme med undskyldninger for ikke at deltage. Men de ville under alle omstændigheder adlyde mine ordrer, for ingen ønskede at falde i unåde hos den mægtige inkvisitor DeGrasso, den Sorte Engel fra Genova.

Når jeg skulle have nogen i forhør, plejede jeg at lukke mig inde i mit arbejdsværelse for at læse sagen grundigt igennem. På den måde fik jeg gerne formuleret de spørgsmål, som skulle trænge forbryderen op i en krog, så jeg fik det, jeg var ude efter: en klar tilståelse fra kætteren. Det var naturligvis ingen nem opgave: Ofte smuldrede min strategi, når det lykkedes forbryderen at svare godt for sig. Jeg vidste, at Gianmaria ville blive en hård nød at knække, det vidnede hans sag om. Han havde forholdt sig tavs over for inkvisitoren i Venedig, og var det nu også i mit fængsel. Det så ikke ud til, at isoleringen havde gjort indtryk på ham, han havde ikke forvandlet sig til et bæst, han virkede stadig som en lærd mand, og han ville ganske sikkert bruge sin forbløffende forstand til at vige uden om mine spørgsmål og sno sin tunge, så domstolens medlemmer ville glemme, at de havde beskyldt ham for at være vanvittig.

Jeg var distræt, noget forhindrede mig i at samle tankerne. Og dette noget befandt sig derinde sammen med mig, inde i det store egetræsskab i arbejdsværelset, som blev bevogtet af det smukke krucifiks, som var udskåret i døren. Jeg lod sagen ligge for med nøglen i hånden at gå over til skabet. Derinde lå den tykke kuvert fra Rom. Jeg stod og kiggede på den, men rørte den ikke. Jeg tvivlede. Til sidst tog jeg den og gik over til min skrivepult. Jeg var lige så spændt som en dreng, der beundrer en gave, han endnu ikke må åbne.

I kuverten lå instruktionerne fra Inkvisitionen, der tavs som graven havde ladet mig svæve i uvished og været årsag til så mange spekulationer. Jeg satte mig ned, og med en skarp stilet brød jeg lakseglet. Der dukkede nu endnu en kuvert af læder op med indskriften Sacra Congregatio Ramanae et Universalis Inquisitionis seu Sancti Offici og et nyt laksegl, som skulle vogte over indholdet. Sammen med kuverten lå der en lille besked skrevet med en omhyggelig skrift med sort blæk, som jeg læste i lyset fra vinduet:

Broder DeGrasso,

Den kuvert, som I nu holder i jeres hænder, indeholder nøjagtige instruktioner til den næste opgave. I denne kuvert vil I finde endnu tre forseglede kuverter, som I skal åbne på et helt bestemt tidspunkt. Hver kuvert er forsynet med en evangelists segl; den første med Skt. Lukas’ segl, den anden med Skt. Matthæus’ segl og den sidste med Skt. Johannes’ segl.

Jeres rejse vil begynde den 1. december fra Genova. Det første segl, Skt. Lukas’ segl, skal I bryde, så snart I har forladt de Kanariske Øer og er på åbent hav med kurs mod Cartagena de Indias.

Skt. Matthæus’ segl skal I bryde, når galeonen er i sikkert farvand ved Circulus aequinoctialis og har selskab af de andre skibe fra den spanske eskadre.

Endelig skal I bryde Skt. Johannes’ segl, når I er på fast grund, nær byen Asunción. Hver gang, I bryder et segl, skal det registreres af den notar, som er sendt af sted direkte fra Rom for at stå til jeres tjeneste.

Må Gud være jer nådig og inspirere jer på jeres vej. Må han velsigne jeres dage, mens I løfter denne vigtige opgave.

Til sidst havde kardinal Vincenzo Iuliano forsynet den korte og ordknappe besked med sit pennestrøg.

En notar? Det havde ingen nævnt for mig, ingen havde fortalt mig, at jeg skulle vente en notar om bord, og slet ikke én, jeg ikke kendte. Notaren, som førte alt til protokols ved domstolen, var naturligvis uundværlig, men enhver inkvisitor valgte i reglen sin egen, eftersom enhver fejl, der blev begået under et sagsforløb, enten ville blive holdt hemmelig eller afsløret af denne mand, hvis eneste våben var hans fjerpen og blæk.

Nogle hårde bank på døren rev mig ud af mine tanker og tvang mig til at handle hurtigt. Ingen måtte kende til eksistensen af disse kuverter, så jeg førte papiret ind i den første kuvert og lagde den tilbage bag lås og slå i skabet. Da det var gjort, gik jeg hen til døren og åbnede den akkurat nok til, at jeg kunne stikke næsen ud og se, hvem der bankede. Sognepræst Rivara kiggede undersøgende på mig. Med sin sædvanlige punktlighed kom han for at fortælle mig, at alt var parat, så domstolen nu kunne begynde sessionen. Der var gået en time siden frokost.

8

Alt stod parat i det lille retslokale, som lå i kælderen. Domstolens medlemmer sad og ventede på mig på podiet. På grund af sagens hastværk, havde man ikke indkaldt alle medlemmer, kun de absolut nødvendige. Polakken Dragan Woljzowicz, offentlig anklager, sad i sit sæde til højre, og ved siden af ham den juridiske rådgiver, Daniele Menazzi. Derudover var der sognepræst Rivara, repræsentant for biskoppen for vores bispedømme, som skulle fungere som notar. Han satte sig som sædvanlig yderst til venstre ved bordet. Pladsen midt for stod tom. Den var placeret foran det store krucifiks, der hang i retslokalet som et symbol på seancens dybt kristne ånd. Det var min plads, det sæde, som var reserveret til inkvisitoren. Jeg tog plads og lagde mine notater på bordet.

– Hr. prior, hviskede sognepræsten, – Gianmaria venter udenfor.

Med pegefingeren gjorde jeg tegn, at han skulle bringes ind. Den anklagede blev eskorteret af overfangevogteren og to af hans folk. Eros Gianmarias gang var tung på grund af de kæder, han havde om anklerne. Han havde et fjernt blik i øjnene, og hans mægtige hoved var fyldt med uglet hår, som strittede i alle retninger. Ved første øjekast så det ud til, at han var skrumpet noget ind, men han virkede i en vis forstand stærk, og det var ikke usædvanligt, for de anklagede plejede gerne at tage sig overlegent ud, de ville virke hårde og fulde af selvsikkerhed, så de stædigt kunne stå fast på deres påstande og benægtelser. Men de langvarige ophold i de mørke og kolde fangehuller i klostrets kælder satte sig uden undtagelse sine nedbrydende spor, både på kroppen og sindet. Det vidnede Gianmarias ansigt og forfatning om. Han lignede ikke en mand, der var meget ældre end tredive år. Den mægtige krop var udhungret og fyldt med vabler efter så lang tids kontakt med det fugtige gulv i fangehullet. På armene havde han små ar efter en dolk. De forestillede underlige symboler, som endnu ikke var blevet tydet, og han havde deforme knogler efter så lang tid i fangenskab. Hans muskler var på grund af manglende bevægelse årsag til tilbagevendende stærke og stikkende smerter, som sporadisk gav sig til udtryk i smertensskrig om natten. Forbryderen blev ført hen til den lille taburet, der stod foran domstolens medlemmer, og med et skub blev han tvunget til at sætte sig ned. Så trak fangevogterne sig tilbage til et hjørne af retslokalet.

– Navn? spurgte notaren.

Vi kendte alle forbryderens navn, men det var et nødvendigt spørgsmål, for at forhøret kunne blive ført til protokols. Forbryderen vidste også, at vi kendte ham, men det hæftede han sig tilsyneladende ikke ved.

– Eros Gianmaria, brølede han ud gennem sit rådne og beskidte tandsæt.

Så tog notaren hul på seancen. I det lavloftede retslokale, som var oplyst af tre store kandelabre, fremsagde han sine ord på latin, inden selve forhøret ville blive afviklet på italiensk.

– I dag den 26. november i det Herrens år 1597 indleder Inkvisitionens agtværdige domstol i Ligurien sin sag mod Eros Gianmaria, der er anklaget for at arbejde imod troen. Fra dette øjeblik vil den anklagedes ord blive betragtet som bevis for hans skyld eller uskyld. Som domstolens øverstbefalende vil storinkvisitor Angelo Demetrio DeGrasso anvende sine beføjelser til at gennemføre forhøret. Som notar for Inkvisitionen vil jeg uden videre og med de beføjelser, jeg dermed er betroet, føre dette retsmøde til protokols.

Der lagde sig en dyster stilhed over retslokalet, da notaren havde sagt disse indledende ord. Jeg løftede blikket og så direkte på den anklagede.

– Jeg vil forhøre ham i kirkens navn. Jeg holdt en pause, mens jeg fæstede blikket på Gianmaria. Så fortsatte jeg med en så høj røst, at det rungede i retslokalet. – Sig mig engang, Gianmaria … Hvorfor er De blevet ført herind til mig?

Den anklagede løftede ikke blikket, da han mumlede nogle ord på en blanding af en venetiansk dialekt og et dårligt udtalt italiensk.

– Det ved jeg faktisk ikke. Jeg troede, I vidste det, for jeg mener ikke, jeg har gjort noget forkert.

Gianmaria havde siddet fængslet længe uden at vide hvorfor. Det var en almindelig og som regel effektiv fremgangsmåde, til gavn for den interne undersøgelse og for at få en tilståelse fra fangen, når han havde haft lidt tid til at tænke over tingene.

– Vi har givet Dem mulighed for at forsvare Dem selv. Vi har de seneste dage sendt vokskerter, papir, fjerpenne og blæk til Deres celle. Hvorfor har De ikke benyttet Dem af denne store mulighed?

Eros virkede besluttet på ikke at vise sit ansigt, for han sad stadig med hovedet sænket og ansigtet skjult under sit hår.

– Denne domstol tror ikke på mit ord … Jeg ved faktisk ikke engang, hvad den vil med mig. Den leder bare efter et lille fejltrin, så den kan dømme mig. Og lad mig spørge … Er det sådan, man afsiger en hæderlig dom? I smider papir og fjerpenne ind til mig, men ved, at jeg ikke får andet end tørt brød og snavset vand … Forsvare mig? Hvad er det for et forsvar, I taler om? Jeres højvelbårenheder vil jo kun tro på de ord, der kan stemple mig som en forbryder, kun de ord, som kan fælde dom over mig. Når jeg fortæller, at jeg er uskyldig … så lytter I med ører af sten … Så kommer mine ord fra en løgner. Hr. inkvisitor DeGrasso, lad os se bort fra mit skriftlige forsvar: Det bringer mig kun dårlige minder.

– De er anklaget for kætteri, fortsatte jeg, – for at tro på og oplyse om ting, som adskiller sig fra dem, den hellige kirke forkynder. Hvad har De at sige til det?

Forbryderen tog en indånding, kiggede op på domstolens medlemmer og vendte så blikket mod mig.

– Jeg kunne godt tænkte mig at vide, hvem der anklager mig, for jeg mener ikke, jeg har gjort mig skyldig i at have den forkerte tro eller at udføre kætterske handlinger.

– De ved udmærket, hr. Gianmaria, at vidnerne er under vores beskyttelse, og at det er forbudt at nævne dem under retsmøderne. Tro mig, vi har det fra anstændige mennesker. De tror mig måske ikke?

– Selvfølgelig, jeres højvelbårenhed. Jeg tror naturligvis på, at I taler sandt, mumlede Gianmaria ned i gulvet.

– Lad os fortsætte. De forsikrer os altså om, at anklagerne er falske, og vidnerne lyver …

– Jeg ved ikke, om de lyver, men jo, jeg er sikker på, at de tager fejl, afbrød Gianmaria mig.

– Hvis De hævder, at dem, der anklager Dem for kætteri, tager fejl, så mener De altså, at disse mennesker bagtaler Dem og dermed lyver over for denne agtværdige domstol.

– Jeg siger ikke, at de lyver. Jeg siger, at de tager fejl.

– De tager ikke fejl …! De har lige ladet forstå, at anklagerne er løgnagtige, sagde jeg ivrigt.

– Ja, jeres højvelbårenhed … De lyver. Tilgiv mig, at jeg udtrykker mig så uklart, jeg er en enfoldig mand og har ikke samme forstand på at tale og forklare mig som jer, I er jo lærde folk og jurister.

– Godt, Gianmaria, i og med at der er folk, der beskylder Dem for kætteri, begyndte Woljzowicz ivrigt, – hvordan vil De så bevise Deres uskyld?

Eros lagde ingen betydning i spørgsmålet og tog sig god tid til at svare.

– Spørg dem om det … Dem, der kaster med sten og skulle være uden skyld, svarede han, hvorpå han gned sig på næsen og tav, mens han igen stirrede ned i gulvet, som han havde gjort fra begyndelsen, og uden nogen intentioner om at fortsætte samtalen. Det var det helt rigtige tidspunkt til at fortsætte mit forhør.

– Gianmaria … De er blevet anklaget for hekseri, for at besidde og udbrede forbudte bøger, for at udføre sataniske ritualer, og frem for alt for at stå bag flere frygtelige mord med det formål at bringe Deres kætterske tro et offer. Er alt dette sandt?

– Spørg mine anklagere. Hvis det er deres påstand, så har I allerede den dom, I vil have. Så kan I brænde mig på bålet og lade folket vide, hvor grusomt et menneske jeg var.

– De skal bekræfte anklagerne ved at gå til bekendelse med Deres egen mund. De burde undskylde Deres handlinger og indrømme det. Hvis De gør det, vil vi afslutte Deres sag.

– Hvad er mit ord værd? Er det da ikke netop mit ord, man tog fra mig, da jeg blev sat i fængsel? Hvis det rent faktisk var noget værd, ville jeg bruge det. På den anden side er det at undskylde sine handlinger noget meget personligt, og det ville jeg selvfølgelig gøre, hvis jeg sad over for et hæderligt menneske.

– Vi er hæderlige mennesker, som vil lytte til Deres skam. Hvem ville egne sig bedre til det end os? hviskede den offentlige anklager fra sit sæde.

Den anklagede hævede blikket for at nagle sine øjne fast til Woljzowicz. Han blottede sit ansigt og afslørede et sæt kindben, der var garvede som skind, og en skæv næse med brækket næseryg. Det knap så lange skæg var tydeligvis beskidt, gennemvædet af sved og sat til med udtørret mundvand.

– Mener I virkelig, at I er så hæderligt et menneske, at man kan skrifte hos jer? udbrød han udfordrende.

Det kom helt bag på Woljzowicz, der rødglødende af raseri svarede:

– Hvad mener De med det? De tvivler måske på, at jeg er et hæderligt menneske? Glem ikke, at jeg er offentlig anklager … I skal vise respekt for mit embede.

Det lod ikke til, at Gianmaria tog sig af polakkens vrede.

– Denne hvidhårede mand, fortsatte Gianmaria, idet han pegede på Woljzowicz, – er kendt for sin store interesse for mønter. En gerrig munk, som alene deler ud af sakramenterne, når han får penge i bytte. Er han et hæderligt menneske, man vil skrifte hos? Hverken den barmhjertighed, som paven måske ville vise ham, eller det guld, han har i sine lommer, vil kunne redde ham fra ilden. Tror I virkelig, jeg ville undskylde mine handlinger over for jer? Det virkede, som om Gianmaria vidste en del om den offentlige anklager, som havde et meget dårligt ry hos pøblen.

Woljzowicz eksploderede af raseri og slog hårdt i bordet.

– Det er en urimelig fornærmelse! Der kommer for meget ud af munden på den kætter … Få den tølper til at holde mund. Dragan gjorde tegn til en fangevogter om at prygle forbryderen, men jeg tøvede ikke med at rejse mig for at stoppe det. I modsat fald ville de have knust Gianmarias knogler. Polakken havde svært ved at tro sine egne øjne, at inkvisitoren på den måde rejste tvivl om hans beslutning.

– Ingen ved denne domstol skal tage retten i egen hånd, skreg jeg med hævet pegefinger. – Det er mig, der styrer denne domstol, og jeg vil ikke finde mig i, at nogen misbruger sin magt. Det gik op for mig, hvor ydmygende det var for Woljzowicz, men jeg gjorde det ikke for at skade ham, men for at nå mit eget mål: At få de værdifulde oplysninger ud af Gianmaria. Eros smilede og fortsatte sit voldsomme udbrud mod polakken.

– Man skulle tro, at hr. Woljzowicz er godt bevandret i alkymien, for han ved, hvordan man forvandler ord til guld. Der løber rygter om, at han farer rundt til dødslejerne for at give de magtfulde den sidste olie. Men måske er det bare rygter? Han er en rigtig magiker, for alene ved at give den sidste olie får han fyldt lommerne … Hvor mange af disse ”magiske” dukater ville I give for at se mig lide? spurgte Eros polakken, der stirrede rasende på ham. – Hvor meget ædelt genovesisk guld har I i lommerne, og hvor meget had har I i hjertet, hr. Jesu Kristi Apostel?

Woljzowicz for op, og fuldkommen rødglødende i ansigt tog han brevåbneren, der lå på bordet, og rettede den truende mod forbryderen. Vagterne greb fat om deres sværd og tog ikke øjnene fra fangen: De ville beskytte hvert eneste af domstolens medlemmer.

– Dragan! skreg notaren. – Sæt jer. Tag det roligt … Sæt jer for Guds skyld ned!

Det tog flere minutter at dæmpe gemytterne. Gianmaria vidste udmærket, at han ville blive straffet, hvis ikke han stoppede med sine fornærmelser, og lidt efter lidt blev hans blik usandsynligt normalt.

– Gianmaria, fortsatte jeg, – Jeg lover Dem, at jeg vil tage ansvaret for, at dette retsmøde afvikles på ordentlig vis og uden nogen fornærmelser. Er De parat til at svare på samme betingelser?

– Så nu foreslår den Sorte Engel våbenhvile. Jeg kan måske stole på jeres ord?

Jeg var målløs over at høre mit tilnavn blive sagt højt foran domstolens medlemmer. Mage til frækhed. Men jeg holdt den bølge af vrede, som steg op i mig, tilbage, for jeg var fast besluttet på at gennemføre den opgave, jeg var blevet betroet af paven. Så jeg tog til genmæle:

– Det ville uden tvivl være et lille fremskridt for vores forhold, synes De ikke?

– Det ville det. Det lod til, at den anklagede var enig.

Jeg holdt en kort pause, inden jeg fortsatte. Forhøret var først lige begyndt.

– Erklærer De Dem uskyldig?

– Ja, jeres højvelbårenhed. Det er en sammensværgelse imod mig.

– Tror De, at vidnerne, som er hæderlige borgere, aflægger falsk ed og retter urimelige anklager mod jer?

– Ja, jeres højvelbårenhed.

– Så er Deres tro altså den samme, som den tro, den hellige kirke bekender sig til.

– Ja, jeres højvelbårenhed.

– Tror De på og forkynder læresætninger, som afviger fra dem, den romerskkatolske kirke finder sande?

– Nej, aldrig, jeres højvelbårenhed.

– Er De jøde?

– Jeg har intet at gøre med jøderne … Jeg har aldrig været rodet ind i noget med dem.

– Så De hævder, at De hverken er kætter eller jøde? Opfatter De Dem selv som kristen?

– Ja, jeres højvelbårenhed.

– De hævder altså, at Deres tro er den kristne. Så tror De på Jesus Kristus, som blev født af Jomfru Maria, og som led som menneske, blev dømt, korsfæstet og begravet, steg ned i dødsriget og genopstod fra de døde?

– Ja.

– Tror De på, at brødet og vinen, som blev indviet under den Hellige Messe, blev forvandlet til Kristi kød og blod ved guddommelig hjælp?

– Ja.

– Tror De på trinitatis søndag, på Faderen, Sønnen og Helligånden, på treenigheden, den vigtigste lære inden for alt det, der kaldes kristent?

– Ja.

– Tror De på Jesus som Ordet for Gud iklædt kød?

– Ja.

– Tror De på Ordet Gud som en virkelig Gud, sådan som vores præster prædiker, og som det første bibelvers i det første kapitel af Johannesevangeliet fortæller det?

– Ja.

– Tror De på Kristus og på foreningen af hans guddommelige og menneskelige natur i ét og samme menneske?

– Ja.

– Tror De på Jomfru Maria som den mor, der efter guddommelig befrugtning fødte inkarnationen af Ordet?

– Ja.

– Tror De så, at Maria er mor til Gud, hvad angår menneskets oprindelse?

– Ja.

– Tror De på den hellige kirke, på paven, biskopperne og gejstligheden som Peter og apostlenes direkte efterfølgere på jorden?

– Ja.

– Tror De på den magt, som Jesus har givet sin stedfortræder på jorden og på pavens autoritet som Kristi samtalepartner ved hjælp af Helligånden?

– Ja, mumlede Gianmaria noget træt af mine mange og hurtige spørgsmål.

– Godt. Så er tiden kommet til, at De aflægger ed på Deres påstande, som notaren allerede har indført i protokollen for dette retsmøde.

– Er det ikke os kristne forbudt at aflægge ed? spurgte kætteren.

– Jeg vil ikke tvinge Dem til at aflægge ed, det vil jeg lade være op til Dem selv, for hvis jeg tvang Dem til det, kunne det hedde sig, at jeg havde fået Dem til at begå en fejl i forhold til troen, og så ville jeg vende synden mod mig selv. Men hvis De vil aflægge ed af egen fri vilje, vil jeg lytte til Dem.

– Og hvis ikke jeg aflægger ed?

– Det ville jeg finde mistænkeligt … Mener De ikke det?

– Og hvordan skal jeg aflægge ed?

– Løft jeres højre hånd og undgå at krydse jeres fingre. Sværg så på, at jeres gudfrygtige påstande er sande … Sværg ved de Hellige Evangelier.

Gianmaria smilede. Så løftede han sin højre hånd, og idet han kiggede på polakken, sagde han:

– Jeg sværger på, at jeg taler sandt. Jeg sværger ved de Hellige Evangelier.

Nu var det mig, der smilede. Gianmaria havde bidt på krogen.

– Hr. notar, få bragt beviserne herind, sagde jeg uden at tage blikket fra forbryderen.

En munk trådte ind i værelset med en æske af træ og det skrin, jeg havde med hjem fra Rom, og satte dem foran mig på bordet. Fra æsken tog jeg to indbundne bøger, som var skrevet i hånden på italiensk. Jeg åbnede den ene og viste indholdet til domstolens medlemmer.

– En bog på italiensk med sørgelige historier og besværgelser. Se disse tegninger: en pave med bukkehoved, en kardinal med rævefødder, der er omgivet af kurtisaner. Hvad er det for en slags litteratur?

Jeg så på kætteren, inden jeg viste indholdet af den anden bog frem.

– Læs omhyggeligt disse titler: At tilbede den tredje fiksstjerne, Oraklet på havets bund, De syv hoveders magt … Er det måske ikke djævelsk litteratur?

Jeg lagde bøgerne på bordet og åbnede det lille skrin for at tage to små stofposer op. Foran medlemmernes opmærksomme blikke hældte jeg indholdet af den ene pose ud på bordet.

– Muldjord, uden tvivl, som stammer fra en kirkegård. Jeg fortsatte med den anden pose. – Og hvad tror I, dette er? Idet jeg tømte posen, faldt der også et stykke af en menneskekæbe med friske jordrester og kød ned på bordet. – Dette blev fundet på Deres seneste bopæl, i Venedig. Er det måske ikke bevis for djævelsk ondskab, for afgudsdyrkelse og for Deres uanstændighed? Er det måske ikke tilstrækkeligt bevis for, at De lyver over for denne domstol, at De har sværget falsk, og at De spotter mine gode hensigter, når jeg forsøger at gennemføre dette forhør uden at anvende tortur?

Gianmaria svarede i sit sædvanlige uforskammede tonefald:

– Hvordan kan I vide jer sikker på, at alt dette er mit?

– Det blev beslaglagt, da De blev arresteret i Venedig.

– Hvordan kan I, højvelbårenheder, beskylde mig for at være i besiddelse af disse foragtelige beviser?

– Vi er gudfrygtige. De tvivler måske på dominikaner­munkenes hæderlighed og deres upartiske skøn?

– Det er løgn! Mage til løgnehistorier! I kunne sagtens have opdigtet disse beviser for at få mig dømt. Mener I, at I har løst sagen på grund af et par knogler og en håndfuld sort muldjord? Hvis I virkelig mener, at det er tilstrækkeligt bevis, så ville det være tåbeligt af mig at tro, jeg kunne forsvare mig over for denne overtroiske domstol. Jord og knogler! Hvad skulle det være for en slags forbrydelse?

– Ti stille! skreg jeg. – De er en løgner med slangetunge! Det står klart, at De har sværget falsk og taler med Djævlens løgnagtige mund. Jeg har rigeligt med beviser til at dømme Dem for kætteri.

– De beviser er intet værd, fortsatte heksemesteren.

– Han insisterer på, at det ikke tilhører ham, brød Woljzowicz ind. – Lad ham sværge på, at han er uskyldig, hvis han har nogen samvittighed!

– Jeg vil sværge på, at I er en dæmon! skreg Gianmaria som en besat. – Ryggesløse og storsnudede polak … Jeg ved, at I altid har sat horehusene højere end jeres pligt til at følge læren. Fordærvede munk!

– Det er gudsbespottelse! skreg polakken, idet han for op. – Han fornærmer igen denne domstol! Han har fortjent at få lukket munden for altid. Selv når de afslørende beviser bliver lagt frem, svarer han med løgne.

– Jeg erklærer de beviser, som vi meget belejligt har modtaget fra Venedig, for gyldige, sagde jeg med høj røst, så de andre stemmer tav, – og jeg betragter denne samtale for afsluttet. Der er tilstrækkelige beviser for, at det drejer sig om kætteri.

– Den Sorte Engel kræver endnu en kætter på bålet, ikke sandt? Eros virkede oprevet. – Højvelbårenhed, jeres metoder stinker …

– Var Deres mund, advarede jeg ham.

– Og hvorfor skulle jeg det? Venter bålet mig måske ikke?

– Det er der ingen tvivl om, men tag det som en mand og ikke en uforbederlig kætter. Vreden blussede langsomt op.

– Og hvordan ville I gøre det, hvis I var i mit sted? Tage det med jeres inkvisitoriske ro eller føle den skræk, som plager et menneske på dets vej til skafottet?

– Jeg ville gøre som Kristus.

Jeg havde endelig fået ham derhen, hvor jeg ville have ham. Eros var ved at knække.

– Kristus var en kujon, sagde han sammenbidt. Det gøs i hele retslokalet. – Kristus lyttede til Djævlen i ørkenen … Han kunne ikke bære følelsen af døden på sin egen krop. Kristus var bange …

– Det er gudsbespottelse! skreg Woljzowicz igen, idet han ruskede i sit løveagtige, hvide hår. – Hvor vover De at fornærme Jesus Kristus på den måde! Tag øjeblikkelig Deres ord i Dem igen!

– Sikke noget vås! udbrød Eros. – Er det måske ikke sandt, at han bønfaldt om at slippe for lidelserne ved døden? … Er det ikke sandt? Taler jeg måske ikke sandt? Forbryderen så på os med glødende øjne, spændt på at høre vores svar.

Jeg så på Gianmaria og gik igen hårdt til ham.

– Vi drøfter ikke den slags med et menneske, der taler med Djævlens mund, Deres påstande bygger jo alene på løgne. Vi er teologer, vi behøver ikke at lægge øre til Deres kætterske udbrud, for vi er overbeviste om, at vi tolker de evangelier, som vi bekender os til, rigtigt.

– I er ligesom farisæerne på Kristi tid, I hylder nogle tomme prædikener. Og I betragter jer selv som lærde i jeres egen svinesti.

– Ti så stille! sagde jeg bestemt. Jeg ville ikke finde mig i flere fornærmelser og slet ikke fra en gudsbespotter.

– Det er kætteri, rasede polakken. – Det afslører hans påstande. Han har lige spottet selveste Kristus! Det er et bevis for kætteri!

Polakken tog fejl, for på trods af sine gudsbespottelser havde kætteren ikke bekendt, at han var kætter.

– Tilstår De, at De er kætter? spurgte jeg med truende stemme.

Nok var han flabet, men Gianmaria fik bremset sig selv på det rigtige tidspunkt. Han så på domstolens med­lemmer og mumlede:

– Nej … Jeg er lige så katolsk som jer, højvelbåren­heder.

Jeg besluttede mig for at indlægge en pause for at ændre strategi. Jeg ville sætte ham helt til vægs, men ikke endnu, for mere end hans tilståelse var jeg interesseret i den hemmelighed, der lå skjult under hans tunge.

Med den korte pause fik jeg støbt fundamentet for en fælde, som lidt efter lidt skulle gøre ham forvirret og forsvarsløs. Jeg stillede mig foran forbryderen og fortsatte mit forhør.

– Har De i løbet af Deres liv kendt velhavende folk?

– Det tror jeg nok, mumlede Gianmaria, – jeg mener, al deres pragt gav mig det indtryk.

– Hvilken slags bånd knyttede De til disse folk? Venskabsbånd?

– Jeg sagde ikke, at de var mine venner, bare nogle folk, jeg kendte.

– Så … kunne det hænge sådan sammen, at disse folk har været Deres velgørere? foreslog jeg lavmælt.

– Velgørere? Hvad skulle få en rig mand til at hjælpe en mand som mig?

– Er De da ikke kunstner …?

Eros viste et lille smil. Et øjeblik så han glad ud.

– Jo, det var jeg … Men en velhavende mand kigger efter en anden type klovn, en som kan underholde ham under lediggang; jeg var teaterklovn, ikke noget for en rigmand.

Domstolens medlemmer forholdt sig tavse, nogle var spændte, mens andre tydeligvis var begyndt at kede sig. De forstod ikke, hvor jeg ville hen med mine spørgsmål, som pludselig havde fået en anden tone og retning.

– Var De glad for at være teaterskuespiller?

– Ja. Jeg elskede mit arbejde af hele mit hjerte, det gav fantasien frit løb, jeg havde penge … Og jeg havde tid til at få indsigt i livet. Takket være teatret, kom jeg også vidt omkring.

– Ved De, at Deres optrædener trak et spor af død efter sig? Mord og djævelske ritualer … hvert eneste sted, De besøgte med Deres teatertrup?

– Hvordan skulle jeg kunne undgå at vide det? I og med at jeg har siddet indespærret i fire år i Inkvisitionens fængsler, går jeg ud fra, at I, højvelbårenheder, tror, at jeg er morderen.

Jeg ville ikke gå videre med emnet, for gjorde jeg det, ville jeg fjerne mig fra min plan.

– Hør en gang. Det forbavser mig, at De er så oplyst, og jeg har derfor gransket universiteternes kartoteker, men De optræder ingen steder. Har De studeret under et andet navn?

– Jeg har aldrig studeret nogen steder, sagde Eros, idet han så op med et udfordrende og stolt blik.

– De har tidligere indrømmet, at De taler flere forskellige sprog. Står De ved det?

– Det står jeg ved. Jeg læser, skriver og taler såvel latin som græsk.

– Tysk? spurgte jeg undersøgende, mens jeg støttede mig til bordet, så jeg stod lige ud for hans blik.

– Kun nogle ord.

– Jeg kan forstå, at jeres kendskab til teologien er meget større end hos andre folk, der ikke har studeret.

– Det kan godt være.

– Fortæl mig engang, Gianmaria, om De mener, det virker sandsynligt, at et menneske, som har kendt velhavende og privilegerede folk, og som har rejst gennem de vigtigste byer på dette gamle kontinent, som taler flere forskellige sprog, som er lærd, dog uden at have gået på et eneste universitet, som kender biblen godt og drøfter teologien med samme vedholdenhed som en lærelysten … Fortæl mig, om De mener, det virker sandsynligt, at et sådant menneske har fået sin dannelse ved egen hjælp. Vil De virkelig have os til at tro på, at De har lært Dem selv alt, hvad De ved?

– Hvor vil I hen med det? spurgte forbryderen forundret.

Jeg lod en tung stilhed sænke sig over retslokalet, inden jeg fortsatte.

– Jeg vil stille Dem et spørgsmål … Jeg håber, De vil lytte godt til mine ord, og at De vil give mig et samvittigheds­fuldt svar.

Først så det ud, som om Gianmaria smilede, men så stivnede hans ansigt i en muggen grimasse. Jeg udnyttede dette øjeblik og slyngede mit spørgsmål ud som en ubarmhjertig lanse.

– Hvad ved De om Necronomicon?

Eros blev helt bestyrtet. Men det varede ikke længe.

– Hvem har fortalt jer om den?

Domstolens medlemmer så uforstående til.

– En som ved for meget om alting, løj jeg.

– En stikker … Med hvilken mønt har I betalt for hans sladder? Tilbød I ham at beholde livet?

– Hvorfor overrasker det Dem? Alle rotter i disse kældre er til salg for et stykke ost. Inklusive Dem selv. Vent bare og se, De vil snart tigge om at få en bid af min barmhjertig­hed. Fortæl mig så om den bog.

– Hvad har I fået at vide? spurgte heksemesteren undersøgende.

– At De holder den skjult.

– Det er løgn. Man har løjet for jer. De lyver over for jer, alle dem, der sidder i jeres fængsler.

– Jeg ved, der findes et mørkt og rædselsvækkende sted … hvor De holder Neconomicion skjult, fastslog jeg.

Med et nu hadefuldt blik svarede Eros:

– Det kan ingen nogensinde have fortalt jer.

Jeg smilede. Så kiggede jeg på kætteren og slog hånden ud mod domstolens medlemmer.

– Måske kan De forvirre disse mænd med Deres løgne. Måske kan De med Deres skuespillerkneb gøre indtryk på dem eller tirre dem, men den går ikke med mig. Jeg er storinkvisitor, jeg kender om nogen Djævlen og hans list. Fortæl mig så om bogen, hvis ikke dette forhør skal udvikle sig til en smertefuld affære …

– Hvor vil I hen, hr. DeGrasso? fortsatte forbryderen.

– Ordet Necronomicon … siger det Dem noget?

Eros sænkede ansigtet. Et let og besynderligt smil tegnede sig et øjeblik i hans ansigt. Så kiggede han op på mig, og mens mundvandet løb fra hans læber, svarede han:

– Ikke mere, end I selv ved, hr. storinkvisitor.

Jeg fangede ironien i hans stemme og sagde udfordrende:

– Bevis det … Hvad er Necronomicon?

– Djævlens apokryf …

Det gøs i retslokalet. Alle stirrede opskræmte på Eros, for nu begyndte den dunkle viden at flyde fra hans mund, og ingen vidste, hvor den Sorte Engel var på vej hen.

– Hvorfor beskriver De den på den måde? spurgte jeg.

Gianmaria holdt vejret og tænkte over sit svar. Så begyndte han med hæs stemme at messe nogle gådefulde ord:

– Enhver tekst, som ikke er indeholdt i biblen, er en apokryf. Som jeres højvelbårenheder ved, optræder Djævlen i den Hellige Skrift … Og det gør ham lige så sand som selveste Kristus. Og med hensyn til Djævlen så er han ikke nærmere beskrevet, man får ikke megen viden om ham i passagerne i den Hellige Skrift. Necronomicon er en ikkekanonisk tekst, men den har i kraft af sin historie og sit indhold rødder i biblen.

Der blev stille.

– Hvem har skrevet denne bog? brød Menazzi for første gang ind.

– En arabisk profet. For syv hundrede år siden.

– Og hvad handler den om? fortsatte jeg.

– Den ”hemmelige lære”.

– Kunne De udtrykke Dem lidt tydeligere? insisterede jeg.

– Den handler om Djævlen … Om hans eksistens og om de forbudte læresætninger. Den handler om hans fald, om de verdslige filosofier og gravskænderne.

– En trolddomsbog? fortsatte jeg.

– Nej, svarede Gianmaria sikkert, – men den rigtige fortolkning ville kunne åbne ukendte døre.

– Hvilken slags døre? spurgte jeg.

– Den slags døre, som ingen ønsker at få åbnet.

– Forklar jer lidt nærmere, forlangte jeg igen.

Gianmaria naglede blikket fast til en mørk krog i retslokalet. Så sagde han gådefuldt:

– Hvis man ligger i sin seng i mørket med visheden om, at der gemmer sig en edderkop under tæppet, vil man med sikkerhed ligge vågen hele natten. Hvis man derimod ikke ved, at den er der, vil strejfene føles som lette kærtegn og søvnen være sød, indtil edderkoppen bider, og man sover ind i den evige hvile.

Ingen forstod rigtig forbryderens ord, men han fortsatte ivrigt sin mystiske forklaring:

– Den store edderkop ligger skjult med kindbakkerne parate og opsat på at angribe. Som vi ligger der i mørket, ser vi den ikke … Og vi kærtegner den sågar og synes, den er dejlig blød, alt imens den ligger på lur. En dag, når vi ligger og sover fredfyldt, vil den springe på os og gøre vores liv til et helvede. Gianmaria så med et forvildet blik i retning af domstolens medlemmer. – Dette skrækindjagende angreb vil først finde sted, i det øjeblik den bevæger sig gennem den dør, som er beskrevet i Necronomicon. En dør, som vil skabe kaos blandt menneskene. En dør, som skjuler sig i jeres sløvsind.

– En grotesk lignelse, afbrød jeg ham roligt, – og det ændrer ikke ved, at der er tale om diabolsk litteratur. Hvorfor skulle vi tro på Dem?

– Det står allerede skrevet i Necronomicon, svarede han udfordrende.

– Og hvorfor tro på, at forfatteren er virkelig og indholdet pålideligt? spurgte Menazzi interesseret.

– Det handler om tro.

– Tror De på denne bog? røg det ud af munden på Dragan Woljzowicz, der var overbevist om, at hans spørgsmål ville få Eros til at indrømme, at han var kætter, men det fik kun Eros til at trække i land, for han var klogere, end polakken troede.

– Jeg kan ikke tro på noget, jeg aldrig har set. Jeg gentager blot de historier, jeg har hørt fra foragtelige mennesker, sluttede forbryderen.

Jeg hævede utålmodigt håndfladen for med dette tavse tegn at tvinge domstolens medlemmer til at stoppe deres spørgsmål. Jeg ville ikke tabe retsmødet på gulvet og slet ikke forbryderens frivillige bekendelse.

– Gianmaria, hvis jeg spørger Dem om Kristus, siger De, at han er jeres Messias; hvis jeg spørger til Deres tro, hævder De, at De er en gudfrygtig katolik … Jeg tror, De skjuler Dem bag en maske, ligesom bajadserne skjuler sig bag sminken. De virker bedrøvet, ligesom bajadserne, men De smiler inderst inde, for De ved mere, end De fortæller. Og De lyver for at undslippe Inkvisitionen. Jeg ville aldrig fornægte Kristus … Men hvis nu De var en tro tilhænger af Djævlen, ville De så fornægte det alene af frygt for kirkens hårde hånd?

– Sig mig, er det ikke rigtigt, at såfremt jeg løj om mit forhold til Djævlen, så ville jeg ikke svigte nogen som helst? For er Djævlen ikke løgnens skaber?

Med disse ord forsøgte Eros at hæve sig op på mit niveau, idet han talte til mig som en ligestillet, men han var fortabt i sit eget hovmod, og det eneste, han fik ud af det, var, at jeg pludselig fik en tanke, som knyttede Eros direkte til bogen. Jeg besluttede mig for at tage en chance og bruge min nye opdagelse imod ham:

– Fortæl mig, hvor Necronomicon er. I kraft af Deres kendskab til græsk er jeg overbevist om, at De er ansvarlig for den italienske oversættelse.

– Hr. DeGrasso, måske kunne jeres store nysgerrighed vende sig mod jer selv, snerrede Eros fra sin rådne hals´ mørkeste dyb.

– Fortæl mig, hvor Necronomicon er, og jeg vil skåne Dem for bålet. Det har De mit ord for. De vil være under kirkens beskyttelse.

– Aperuerunt ianuae curiositatis: nunquam illam viam optarem … hviskede han på latin med en hæs og vekslende stemme.

Jeg kiggede overrasket på forbryderen. Han havde lige fortalt mig, at jeg ikke skulle være så nysgerrig, fordi han aldrig ville vælge den vej. Jeg svarede ham med en trussel: Hvis han valgte mørkets vej, kunne han vente kirkens straf, og derfor skulle han hellere vælge den vej, som førte til bogen:

– Nulla via obscura «sub pennis» Christi. Tantum monstra viam quae ad librum perducat …

– Quod accipiam ob patefactionem? fortsatte Eros, parat til at forhandle: Han tilbød mig noget i bytte.

Jeg tøvede ikke med at svare:

– Det har jeg allerede fortalt Dem: Jeg vil skåne Dem for bålet.

– Tror I, at jeg er bange for døden? Jeg har været en levende død i jeres fængsler i flere år.

– Hvad ønsker I så?

– At dø og høre stilheden i kisten. Eros virkede sikker på sig selv. Det så ud, som om han antydede et hånligt smil.

– Jeg tror efterhånden, at tiden er inde til at tage pinslerne i brug, truede jeg. – Jeg er sikker på, at lidelsernes røst vil lyde ægte og krystalklart.

– I finder aldrig bogen, sagde han trodsigt og uforfærdet. Den ”hemmelige lære” bliver, hvor den hører til … i mørket. Og netop I burde ikke kæmpe imod den. Tænk på det.

Jeg kiggede ulykkeligt på den stakkels mand. Jeg var overrasket over hans frækhed og udbrød:

– At afsløre kætteri er mit speciale og Inkvisitionen mit redskab. Jeg rejste mig og trådte hen mod ham for at fortsætte. – Jeg skal nok finde den bog, jeg vil fravriste Dem Deres mørke tanker og knuse dem som var de et tørt stykke træ. Derpå vil jeg kaste dem i den evige ild, så de kan brænde op i deres egne flammer.

– I kan ikke fravriste mig noget, sagde han udfordrende.

– Det vil jeg gøre, jeg vil gøre det i Kristi navn.

– Eminence, I taler med den Kristi mund, der endnu ikke kunne måle sig med Djævlens sande kraft … I er en vanskabt bastard af kirken, en talsmand for en Jesus uden ild og magt.

– De ville være bedre tjent med at holde munden lukket, truede jeg med fingeren rettet mod ham.

Eros smilede, så jeg kunne se de tænder, han endnu havde i munden.

– Hvem tror I, der flåede Kristi sjæl ned fra korset og brugte tre dage på at føre den med sig til helvede? Hvem tror I, det var? Hvem tror I, det var, der trak jeres Gud ned i helvede?

Jeg kunne mærke, hvordan vredens flamme langsomt steg op i mit blik, jeg hævede min hånd og lod den falde igen for at give ham en syngende øretæve.

– Det er gudsbespottelse! skreg jeg af mine lungers fulde kraft.

Et forhør er et ryggesløst spil, hvor den, der forhører, forsøger at sætte sig i den afhørtes sted og på den måde undersøge de mulige svar og ved hjælp af dem finde ud af, hvilket spørgsmål der kan få ham til at vakle. Den afhørte forsøger at tænke som det bytte, jægeren gerne vil nedlægge: Det vælger de farligste veje for at ryste jægeren af under jagten. Gianmaria havde søgt tilflugt i min barmhjertighed, men nu ville jeg sætte jagten ind på rædslens endeløse vej. Jeg drejede rundt på hælene og kiggede på notaren. Jeg tror, jeg gjorde et stærkt indtryk på ham med mit heftige udbrud, for han så rædselsslagen ud, da han hørte mine ord:

– Retsmødet fortsætter i torturkammeret. Vi genoptager forhøret under andre forhold.

9

Til forskel fra retslokalet var der i torturkammeret højt til loftet, der sluttede i en hvælving, hvor der til det øverste punkt var fastgjort en stor trisse. Her var også fugtigt og koldt, for det var blevet hen på eftermiddagen denne vinterdag, så temperaturen var faldet yderlige, og i kældrene var den altid lav og ubarmhjertig. Huen med de fire spidser, der sammen med min sorte præstekjole udgjorde min dragt som inkvisitor, når jeg virkede ved domstolen, havde svært ved at holde kulden ude. En damp fulgte hvert åndedrag, da jeg uden at mæle et ord hjalp til med forberedelserne, som hurtigt og punktligt blev styret af den yderst virksomme Rivara. I virkeligheden gjorde tortursessionerne mig altid nervøs, ikke så meget på grund af selve torturen, men derimod på grund af frygten for at være i samme rum som de enfoldige bæster til bødlerne. De opførte sig som dresserede dyr og holdt sig ikke tilbage, når de skulle pine dette for dem uvedkommende kød. Og som de kvaj, de var, holdt de altid godt øje med ofrene, så blodcirkulationen ikke skulle stoppe, i det øjeblik de anklagede blev spændt fast med jernringe og mavebælte.

Jeg havde bedt dem om at sætte ham på judasvuggen, for jeg mente, det var det bedste torturinstrument, det, der forvoldte størst smerte. Gianmaria stod ubevægelig med hænderne bundet på ryggen og anklerne lænket til hinanden. De havde givet ham et læderbælte på med en svær ringjern i hver side og endnu en fortil. Mens sognepræsten forsagt så til, fortsatte torturbødlen sit arbejde og satte en krog, som sad for enden af en lang kæde, fast til forbryderens ankler, mens den anden ende af kæden blevet hægtet fast til en stolpe i væggen. Til de svære jernringe i det kraftige bælte fastgjorde han endnu to kæder, som også var fæstnet til væggene nær forbryderen. Endelig førte han et reb omkring trissen i loftet og bandt det fast til den sidste jernring i bæltet.

På Rivaras ordre gav torturbødlen en kraftig brummen af sig og begyndte at løfte Gianmaria op, idet han trak i det reb, som forbandt ham til trissen. Forbryderens krop hang nu praktisk talt og svævede i rummet et stykke over gulvet. De nederste lemmer var spændt fast til en væg, og armene var gjort ubevægelige ved hjælp af nogle tunge jernringe. Det så ud, som om Eros Gianmaria sad i luften.

Torturbødlen viklede rebet omkring en jernring i gulvet og trådte hårdt ned på den, så han kunne hvile sine kolossale, lodne arme. Så vendte sognepræsten sig om mod mig og sendte mig et spørgende blik. Alt var nu gjort klar, så forhøret kunne fortsætte. Gianmaria skulle nu spille hovedrollen i sit livs værste forestilling, måske den sidste i hans karriere.

– Den hellige romerskkatolske Inkvisitions domstol ind­leder anden session i sagen mod Eros Gianmaria, sagde Rivara, – som på storinkvisitor Angelo Demetrio DeGrassos anmodning vil foregå i torturkammerat. Som Inkvisitionens notar og med de bemyndigelser, jeg derfor er betroet, vil jeg nu føre denne anden session til protokols.

Jeg besluttede mig for at begynde stående; jeg var ivrig og havde mange spørgsmål.

– Hr. Gianmaria, De kan stadig nå at undgå torturen. Vil De tilstå, eller fastholder De Deres uskyld på trods af de fremlagte beviser?

Eros så på mig, som han hang der spændt fast i luften.

– Jeg ønsker ikke at lide … men jeg har en fornemmelse af, at jeres spørgsmål vil være den største pinsel.

– Jeg viser Dem min barmhjertighed ved at give Dem denne mulighed, inden jeg begynder. Jeg vil uden at bruge tortur stille Dem nogle spørgsmål, men hvis det viser sig, at De udnytter min godtroenhed og barmhjertighed … vil jeg ikke tøve med at ty til strengere metoder.

Gianmaria svarede ikke, men bøjede blot hovedet.

– Tilstår De, at De tjener Djævlen og bekender Dem til hans modbydelige lære? spurgte jeg med rynket pande.

– Nej, svarede han med en svag hvisken.

– Tilstår De at være i besiddelse af bøger, som kirken har forbudt?

– Nej.

– Tilstår De at have vanhelliget gravpladser for at afholde kultiske messer?

– Nej.

Jeg gjorde tegn til sognepræsten. Nu måtte torturen begynde.

To fangevogtere kom ind i kammeret med en mandshøj pyramide af træ, som hvilede på tre fødder og endte i en hård og tilsleben blank spids. Torturbødlen tog igen fat om rebet, og mens årene trådte frem i hans pande under anstrengelserne, løftede han forbryderen endnu højere op. Fangevogterne placerede pyramiden lige under Gianmaria. Den ene trak sig igen tilbage, mens den anden fedtede træspidsen ind i olie og gjorde tegn til torturbødlen om, at han kunne begynde at sænke fangen. Menazzi knugede sit krucifiks og fremstammede en bøn. Selvom han var et utroligt kultiveret og roligt gemyt, virkede han meget utilpas ved situationen.

Fangevogteren greb hårdt fat om forbryderens lår og støttede Gianmarias ubevægelige krop, idet den blev sænket, indtil anusåbningen nåede pyramidens spids. På et sidste tegn blev fangen ført lidt længere ned, så det hårde, indfedtede træ fik kontakt med kødet. Så trak fangevogteren sig tilbage og bekræftede dermed, at Eros nu sad i den perfekte stilling, og torturen kunne begynde.

– Gianmaria, sagde jeg og brød stilheden, – nu spørger jeg dig for sidste gang … Jeg forventer at få et ærligt svar.

Eros gispede efter vejret, han var bange, og selvom det var koldt, begyndte sveden at springe frem i hans ansigt og armhuler. I anus mærkede han det spiddende pres fra judasvuggen; han blev forrådt af sit eget kød, og det virkede, som om tungebåndet løsnede sig. Psykisk tortur var den mest effektive metode, og det lod til, at det nu begyndte at give resultater.

– Gianmaria, fortsatte jeg, fortæl mig, hvor vi finder Necronomicon.

Eros skælvede og udstødte et langt suk. Så så han mig i øjnene, og det så ud til, at han endelig ville tilstå. Så blev hans blik igen hårdt.

– Jeg har allerede fortalt jer, at jeg ikke ved noget om den bog …

Jeg havde ikke troet, han ville være i stand til at stå imod, men han var stærkere, end jeg havde forventet, for da det virkede til, at den psykiske tortur havde fået has på ham, havde han alligevel ved hjælp af sin overbevisning genvundet styrken. Jeg gav fangevogteren besked på at løsne rebet og lade Gianmaria glide helt ned over judasvuggen. Idet han løsnede rebet, så trissen i loftet hvinede, satte Gianmaria sig på pyramiden, og ved presset fra hans egen vægt forsvandt spisen op i anusåbningen. Kødet flænsede som et stykke stof, der bliver revet i stumper og stykker.

Jeg havde ofte og mange gange hørt menneskers smertensskrig og jammer, og det havde aldrig gjort noget stort indtryk på mig, når de led under straffen. Men Gianmarias skrig den eftermiddag var så gennemtrængende, at jeg aldrig glemmer det, ikke engang nu, hvor jeg slet ikke burde bekymre mig om det. Efter det kraftfulde brøl var han lige ubøjelig. Hans blik for forvildet rundt på væggene, og efterhånden som tiden gik, ville anusåbningen udvide sig mere og smerten fortsætte op i nyrerne.

– Gianmaria, fortæl mig, hvor den er, den Necronomicon, De har oversat til italiensk, sagde jeg i et venligt tonefald.

Eros svarede ikke, men pludselig begyndte han igen at skrige som en vanvittig, da han blev løftet lidt op fra træet.

– Gianmaria, hvor har De gemt den bog? Spar Dem selv for pinslerne og svar, fortsatte jeg.

Eros kiggede på domstolens medlemmer, inden han ganske forsigtigt for ikke at røre på kroppen drejede hovedet for at se på mig.

– Ville I være i stand til at bære denne smerte for jeres Kristus?

Domstolens medlemmer blev fuldkomment bestyrtede ved dette spørgsmål, som han stillede med en mørk, næsten uhørlig stemme og skar en grimasse som en anden hofnar.

– Hvilke frygtelige dæmoner …, udbrød Woljzowicz forbløffet.

Gianmaria blev ved med at se på mig, mens de første striber blod begyndte at sive fra kroppen, ned over judasvuggen og helt ned til soklen.

– Hvad havde I forventet? spurgte han med den samme stemme. – En judasvugge …? Man skulle snarere kalde den slags torturinstrument for en Kirkens Pik. Ville det ikke være mere passende, hr. DeGrasso?

– Hvor er Necrono …, begyndte jeg at spørge, men blev øjeblikkelig afbrudt af Gianmarias skrig.

– Nu skal I ikke være fræk …! I får mig til at bløde ud af røven og kræver samtidig en afsløring.

Jeg gav ordre til at få lagt noget vægt på bæltet, så torturbødlen bandt en sandsæk fast på hver sin side af fangen. Jeg vidste udmærket, hvem jeg var oppe imod. Eros åbnede øjnene halvt og vendte det hvide ud af dem. Med den ekstra vægt blev træspidsen presset næsten en håndsbredde op i Gianmaria, så han mistede bevidstheden. Han hang med hovedet som en kludedukke.

– Prior, hvis I fortsætter, slår I ham ihjel! udbrød sognepræsten meget bekymret. Rivara trådte hen mod mig for i fortrolighed at tilføje: – Hvis I fortsætter på den måde, overlever han måske ikke sessionen, I har allerede hørt det fra hans egen mund, han er tæt på at tilstå … Lad os gå efter det og stoppe torturen.

Jeg lyttede opmærksomt, men svarede ikke. Flængen havde bevirket en stærk blødning, og Gianmarias sørgelige tilstand var blevet endnu værre. Det vidnede besvimelsen om. Jeg burde ikke vige uden om loven, Inkvisitionen tillod enhver form for tortur, men forbryderen måtte under ingen omstændigheder dø under en session, og det var nøjagtig det, der ville ske. Rivara kiggede stadig på mig for at få et svar. Jeg ledte efter en måde, hvorpå jeg kunne forlige kirkens love, de medmenneskelige hensyn og min egne frustrationer.

– Tag ham ned! skreg jeg til fangevogterne. – Vil I, hr. doktor, være så venlig at undersøge ham? Sognepræsten kiggede lettet på mig.

Lægen fik hurtigt standset blødningen, og ved hjælp af lugtesalt kom Gianmaria igen noget fortumlet til bevidsthed, idet han i et godt stykke tid lå med benene i vejret. Derpå anbragte fangevogterne ham på en lille træbænk og blev stående ved siden af den for at støtte ham, så han ikke skulle falde om på gulvet.

– Hr. Gianmaria, sagde jeg, da jeg mente, forhøret kunne fortsætte, – jeg ville gerne høre tilståelsen fra Deres egen mund, jeg ville gerne høre Dem erklære Dem for kætter foran denne agtværdige domstol. Jeg vil gerne have Dem til at fortælle mig alt, hvad Deres bodfærdige hjerte finder passende.

Eros førte hænderne op foran ansigtet og brød sammen i spontan gråd, så sænkede han hovedet og kiggede ned mod sit skridt, der var badet i blod. Han kiggede på gulvet, der var stænket til med en dybrød farve, og på sine ben, der rystede ufrivilligt. Så hævede han blikket og kiggede på os, en efter en, på alle os i salen, der iagttog ham, som om han var et cirkusdyr. Han blev uklar i blikket.

– Hvad vil Deres hjerte fortælle os? sagde jeg insisterende for at lede ham ind på en tilståelse.

Gianmaria rynkede panden og lod en stribe savl falde ned over brystet. Så eksploderede han i et fuldkomment vanvittigt udbrud.

– Føj! Jeg væmmes! skreg han. – Arkader af væmmelse er alt, hvad der er tilbage efter dette afskyelige overgreb! Og I taler om Gud? Kan Gud stå bag disse handlinger? Kan Gud med denne tortur bevise kødets fejltrin? Er det denne Gud, I lovpriser? Nu har jeg set det sande ansigt, som tilhører en Gud med et bizart og tvetydigt køn, en Gud, der fordærver sine egne love. Hvis det er Gud … Hvis det er Gud …! Så tror jeg, det er på tide at dø og lade Ham nedkalde forbandelser over mig …! Jeg foretrækker at ryge i den evige ild frem for Hans rige fyldt med træsplinter og tortur.

Jeg standsede fangevogterne, som straks var parate til at banke ham til tavshed. Domstolens medlemmer var stadig tavse, og stilheden gav Eros lejlighed til at lette sit hjerte yderligere:

– Kristi blod bliver tilbedt i bægeret, mens det, der kommer fra min røv, skal nære troens saft og kraft! Tortur er et bevis for Hans blasfemiske prædiken, Hans ord er et vidnesbyrd om Hans magt over min krop! De mest primitive og sadistiske instinkter er styret af forstanden. Jeg skal forestille et alter af kød og knogler i Hans tro, i hans kirke! Uden mig ville troen slet ikke eksistere, jeg er den uforbederlige kætter, som nærer troen og fylder kirkens lommer med rigdomme! Jeg er det fortabte får, som bliver tortureret for øjnene af hyrden. Men hvilken slags Gud vil tillade det? Er dette Hans rige på jorden …? Ja! Tiden er inde til at dø og aldrig genopstå med Ham! Det er tid til at mærke flammerne, tid til at åbne mit hjerte for den evige ild.

Gianmaria tog en indånding, pressede ansigtet ned i sine røde hænder og fortsatte hulkende:

– Jeg har brug for nogen, som kan stoppe mig, nogen, som kan hjælpe mig ud af det her, jeg har brug for venner … Jeg har brug for nogen, som vil smile til mig, nogen, som kan fortælle mig, at livet ikke er, som jeg ser det, jeg har brug for en mor, som beskytter mig, brug for en far, som jeg kan vise mine tårer og omfavne, inden jeg overlades i kirkens hænder.

– De taler som en kætter, sagde jeg og så ham direkte i øjnene.

– Jeg er kætter! Jeg er modstander af kirken, jeg er lige så løgnagtig som dens paver og lige så syndig som de agtværdige kardinaler og fyrster under pavestolen. Jeg er kætter og vil aldrig angre det, for ud over kætteriet … findes der kun mennesker som jer.

Menazzi kneb øjnene halvt i og takkede i sit stille sind for endelig at have hørt tilståelsen. Og det var, som om hele domstolen drog et lettelsens suk, for nu var Gianmaria officielt en kætter. Alle, bortset fra mig, der stadig havde et udestående med forbryderen.

– Hvor skjuler De Necronomicon? spurgte jeg med et alvorligt blik i øjnene.

Menazzi løftede skeptisk blikket. Såvel han som de øvrige medlemmer havde regnet forhøret for afsluttet.

– Det betyder ikke længere noget …, snerrede Gianmaria. – Jeg har tilstået, jeg har erkendt, at Djævlen er herre over mine handlinger og den absolutte herre over skaberværket, erkendt mine horn i panden … De tilstedeværende slog korsets tegn, efterhånden som ordene sprudlede fra hans mund. – Og jeg erklærer mig for kætter. Så har I fået det, I var ude efter … Gør nu jeres arbejde. Gør det, som I er bedst til, lad kirkens Sorte Engel udstille mig som et trofæ … Lad den Sorte Engel føre mig direkte til kætterbålet.

Eros virkede parat til den evige fordømmelse og til at tage sin hemmelighed med sig i graven. Han var en glimrende kandidat til bålet, men han ville ikke give mig det svar, jeg ledte efter. Men hvorfor ofrede han sig?

Mine øjne funklede. Gåden omkring bogen gjorde mig så meget mere nysgerrig. Forhøret var egentlig overstået, men jeg manglede stadig at opfylde ordrerne fra Rom. Jeg gik længere, end jeg burde, og opgav ikke at forfølge dæmonerne for at sætte dem til vægs. Ville nogen i kirken måske sætte spørgsmålstegn ved min beslutning? Jeg stod ansigt til ansigt med en dæmon, og jeg var parat til at knuse den, som Skt. Jørgen knuste dragen.

– Før kætteren hen til strækbænken! Pinslerne stopper ikke her, sagde jeg, mens domstolens medlemmer så måb­ende til.

Gianmaria gjorde ingen modstand, da han blev slæbt hen til strækbænken. Fangevogterne anbragte ham på bænken, som om han var en klump kød, og lænkede hans fødder og hænder fast med kæder. Så trådte torturbødlen til for at dreje spindlen …

Strækbænken, der var lige så gammel som babylonierne og yderst effektiv, var en forholdsvis simpel mekanisme. Det var en slags stativ med en stor valse i den ene ende. Til den forbandt man forbryderens hænder ved hjælp af et reb, mens benene blev holdt fast med jernbøjler i den modsatte ende. Når man drejede på valsen, blev kroppen spændt ud og leddene forvredet, og drejede man nok, kunne man brække rygsøjlen på forbryderen. Smerten var uudholdelig og mere end rigeligt til at få løsnet tungebåndet hos heksemestre og djævletilbedere.

Da torturbødlen strammede rebet, blev der igen så stille, at mine følgende ord buldrede mod loftet.

– Gianmaria, Deres makabre oversættelse ligger og gemmer sig et sted, hvor har De skjult den?

– Jeg har ingenting skjult, det er noget, I bilder jer ind.

– Har De på et tidspunkt været i besiddelse af Necronomicon?

– Nej! skreg han. – Det er slut, DeGrasso! I har allerede dømt mig for kætteri, så hvad er det for nogle dæmoner, I leder efter?

Jeg smilede svagt, han var ikke ked af torturen.

– Har De på noget tidspunkt været i besiddelse af Nec­ronomi­con? gentog jeg med hvæsende stemme. Eros smil­ede.

– Skrid ad helvede til!

Jeg gav torturbødlen besked på at gå i gang. Idet den skæggede og storarmede bøddel langsomt drejede spindlen, blev Gianmarias krop spændt ud, så han til sidst hang ret i luften som et stykke skind. Efterhånden som valsen slugte rebet, dirrede det i begge ender af den spændte krop, og på et tidspunkt så det ud, som om Eros’ øjne forsøgte at springe ud af øjenhulerne, og fra hans mund, der stod på vid gab, undslap der ikke en eneste lyd, for de uudholdelige smerter havde taget kræfterne fra ham. Et drøn rungede i værelset, et dystert smæld: apofyserne i armene havde sluppet deres fæste på kætterens skuldre. Det skingre smertensskrig lød prompte, og derpå fulgte underkastelsens og beklagelsens morbide stilhed.

– Sig mig så … hvor gemmer De den forbudte bog? hvislede jeg.

Gianmaria svarede ikke. Han så op i loftet og slugte grådigt sit mundvand.

– Svar! … Eller skal jeg måske fortsætte? sagde jeg truende.

– Excellence, det er ikke nødvendigt at udsætte kætteren for det her, næsten bønfaldt Menazzi.

– Ti stille! skreg jeg, idet jeg naglede mit blik til teologen.

– Har dæmonen måske fortjent en sagfører i dag? Jeg ved udmærket, hvad jeg bør og ikke bør gøre. Så vendte jeg igen blikket mod forbryderen. – Har De på noget tidspunkt været i besiddelse af Necronomicon?

Gianmaria stammede halvkvalt i sit eget mundvand. Han virkede opgivende.

– Ja …, tilstod han med en besværet hvisken.

Alle i salen virkede forbløffede: Strækbænken havde tjent sit formål, og jeg kunne mærke harmen vokse i mig, som brødet og fiskene formerede sig ved Vorherres mirakel.

– Hvor? spurgte jeg højt. – Hvor har De gemt den?

– Jeg ville aldrig …, svarede han helt afkræftet. – Slå mig bare ihjel, hvis det er det, I vil …

Jeg gav tegn til fangevogteren om at strække ham længere ud. Dette drej ville være uomstødeligt og gøre ham invalid for resten af livet, men det ville ikke slå ham ihjel. Rebet blev strammet, og Gianmarias ansigt vred sig i smerte. Da valsen var drejet en halv omgang, begyndte det at lyde, som om forbryderens udmattede krop gik i tusinde stykker. Rivara måtte dreje ansigtet og se væk. Eros skreg som en afsindig, efterhånden som knæ, hofter og albuer gik af led. Nu havde han hverken luft eller kræfter til at skrige; der lød en vedvarende jamren fra struben. Gianmaria blev spændt ud som et nedlagt bytte, og hans krop var efter disse forvridninger blevet en håndsbredde længere.

– Hvor er den forbandede bog? skreg jeg fortvivlet.

– Nej …, gurglede forbryderen.

– Tilstå! hvæsede jeg med blodskudte øjne af bar vrede. – Tilstå så, forpestede kætter! Forpestede tølper og søn af Lucifer!

Lige inden jeg skulle til at give torturbødlen besked på at fortsætte de pinsler, som ville have gjort en ende på kætterens liv, gik Gianmaria til bekendelse.

– I Portomaggiore …, prustede han. – Den ligger gemt under døbefonden i den kirke, som blev forladt af benedik­tinermunkene.

– Så er det nok … For Guds skyld! skreg Menazzi bøn­faldende, idet han greb mig i skulderen. Han fortsatte gudfrygtigt: – Vi er færdige, det er umenneskeligt at fortsætte pinslerne, lad den stakkels mand afslutte sine dage uden flere lidelser.

Menazzis ord kaldte mig tilbage til virkeligheden, og der blev et øjeblik stille i salen efter mit heftige udbrud. Jeg overvejede situationen og smilede, som om jeg endelig var blevet vækket af en uheldssvanger drøm.

– Godt, mumlede jeg. – Vi er færdige.

Jeg gik igen hen til Gianmaria og lagde munden ind til hans øre:

– Nu mangler De kun at dø. De og den Djævel, De bærer i Dem, skal brænde på bålet … Jeg håber, at Gud vil forbarme sig over Deres sjæl.

Eros så på mig og fik forpint og med stor anstrengelse fremsagt nogle dunkle ord:

– Tror du virkelig, at skæbnen vil byde dig noget andet? En skønne dag vil dine knogler klage sig lige så meget som mine. Og med øjnene svøbt i blod fortsatte han hviskende: – Mærk dig mine sidste ord … Dig, der er min bøddel. Ved du, hvad jeg ser lige nu …? Jeg ser, at du er gennemsigtig som glas, ser dig, som du er. Mærk dig disse ord, hr. inkvisitor, glem dem aldrig … Du er en bastard …

Efter sessionen gav jeg ordre til, at en budbringer straks skulle sendes af sted til hertugdømmet Ferrara og først og fremmest henvende sig til bispesædet med en befaling, hvor jeg med mit pennestrøg gav bemyndigelse til en eventuel indtrængen i distriktet. Næsten samtidigt tog en foged, en notar og femogtyve godt bevæbnede soldater under beskyttelse af Inkvisitionens emblem af sted mod Emilia-Romagna med en klar mission: at hente den forbandede bog fra dens skjulested. Kætterens ansigt og ord blev i lang tid ved med at vende tilbage til mig i mine drømme.