V - KROPPENS HEKSERIER

12

Bodskapellet lå i et næsten glemt hjørne af klostret. På trods af dets storslåede skønhed blev det kun brugt ganske få gange i løbet af året: Dørene blev kun åbnet under påsken og på Skt. Peter og Paulus’ dag. Fordi det lille kapel lå afsides og sjældent blev besøgt, egnede det sig fortrinligt til fortrolige møder, der krævede fuld diskretion. Sådan som situationen krævede det denne morgen.

For enden af den lange stenkorridor kunne man i skæret fra nogle olielamper fornemme, at der var liv ved indgangen til kapellet. Det var sognepræsten, der havde tændt lamperne for at få bugt med det altopslugende mørke, som skjulte denne fløj. Jeg tog fat om det kolde jerngreb på den massive dør, og i takt til den løbske banken i mit hjerte gik jeg ind i kapellet i allerstørste tavshed. Raffaella sad på anden stolerække foran alteret. Hendes krop var skjult under et kraftigt, sort sjal, men det lod mig se hendes skinnende, kastanjebrune hår. Den unge pige havde ikke opdaget, at jeg var kommet ind i kapellet, så jeg nærmede mig forsigtigt for ikke at forskrække hende. Idet jeg trådte nærmere, blev jeg røbet af min egen skygge på væggene, og det fik hende til at dreje hovedet.

– Angelo, sagde hun blidt. Så rejste hun sig og blev stående ubevægelig foran mig.

Raffaellas ansigt var den største gave, jeg havde fået i mange år. Hendes blik trængte helt ind i mig. Jeg var målløs, kunne ikke få et ord frem. Hun kunne det, som kun ganske få kunne: Gøre inkvisitoren tavs. Hun ventede ganske givet på en reaktion fra mig, en billigelse eller en irettesættelse, for hun blev ved med at se på mig som en smuk statue. I mit ansigt tegnede der sig ufrivilligt et smil, og da Raffaella så det, trådte hun et skridt frem og omfavnede mig.

– Raffaella, sagde jeg, idet jeg kærligt trykkede hende ind til mit bryst. – Hvad er det dog, du har gjort?

– Forlad mig, jeg ville ikke bringe jer i fare eller give jer problemer, sagde hun med ansigtet skjult ved min skulder. – Jeg ved godt, at jeg har sat meget på spil, men jeg var sikker på, I ville forstå mig …

Jeg tog fat i hendes arme og holdt hende lidt ud fra mig for at se hendes ansigt. Hun græd.

– Jamen kæreste, hviskede jeg ømt.

Raffaella var opskræmt, og det var ikke så mærkeligt. Hun var flygtet fra sit hjem og havde rejst uendelig mange mil alene på grund af en tvingende drift. Hun var stadig kun en pige, som nu gjorde front mod den store verden, og den viste sig at være mere kompliceret, end hun havde forestillet sig. Hun var bange for, at hun ville blive straffet af sin familie. Det var min pligt som mand og som gejstlig at trøste denne ængstelige sjæl.

– Hvis jeg havde vidst, du kom, ville jeg have ladet alle dalens blomster plukke for at smykke kapellet.

– I er ikke vred? spurgte hun overrasket.

– Hvorfor skulle jeg være det?

– Jeg har jo gjort det, I forbød mig … Kan I ikke huske, at jeg foreslog at rejse med jer?

– Jo, det husker jeg …, sagde jeg, mens jeg tørrede en af hendes tårer væk med tommelfingeren. – Sommetider taler min mund hurtigere end mit hjerte. Jeg er meget glad for at se dig.

Hun smilede, og jeg undertrykte et glædens suk.

– Du er ikke så lidt modig … Har du virkelig troet, at jeg ville blive vred på dig?

– Nej … I tager det sådan, som jeg havde forestillet mig, jeg har ikke taget fejl af jer … Og det tror jeg heller ikke, jeg gjorde, da jeg besluttede mig for at komme, sagde Raffaella, nu mere rolig.

Der var ikke så meget tid til at snakke. Min uregerlige lyst til se hende overskyggede al besindighed og alle mine forpligtelser; der var stadig nogle ting, som skulle gøres inden den forestående Sermo Generalis, det store kætterbål den 30. november på Piazza San Lorenzo. I det øjeblik jeg trådte ind i kapellet, havde jeg været grebet af begejstring: Jeg kunne ikke gå rundt med visheden om, at hun befandt sig inden for mine mure, uden at jeg skulle få hende at se. Jeg kunne fornemme, hvorfor hun var kommet. Omfavnelsen, blikket, det havde talt for sig selv. Hvis hun havde en anden forklaring, ville jeg lytte til den senere. Når vi havde tid, og stemningen var den rigtige til at få talt lidt mere sammen. Jeg måtte bare vente, til mørket faldt på.

– Raffaella, sagde jeg, idet jeg tog hendes hænder. – Jeg bliver nødt til at gå nu. Jeg vil bede sognepræst Rivara, den broder, som tog dig med herind, om at sørge for et værelse, hvor du kan tilbringe natten. Jeg vil komme og se til dig, når du har spist. Du må for intet i verden forlade kapellet, hvis ikke det er sammen med Rivara. Og du må love mig, at du ikke forlader værelset, når du først er blevet ført dertil. Jeg tror, du forstår, hvor meget jeg sætter på spil med dit besøg.

Med disse ord forlod jeg kapellet. På min vej tilbage til mine værelser vendte gårsdagens begivenheder tilbage til mig, disse begivenheder, som det for en stund var lykkedes mig at fortrænge. Det grusomme forhør, torturen, Gianmarias tilståelse, at han anklagede mig for at være en bastard, de ubehagelige blikke fra Iuliano og pavens stjernetyder, mysteriet omkring Corpus Carus … Og så den bog. Jeg var sikker på, de stadig holdt nogle oplysninger skjult for mig. De mænd, jeg havde sendt til Ferrara, ville snart komme tilbage, og så ville jeg have løst min første opgave: at lokalisere Gianmarias Necronomicon. Min rejse til den Nye Verden nærmede sig, og jeg ville ønske, jeg havde fået løst nogle af de mange mysterier, som ret pludseligt og meget uventet havde krydset min vej.

13

Raffaella blev flyttet til den klosterfløj, hvor de største og bedste værelser lå. De var almindeligvis forbeholdt prioren og højtstående gæster. Hendes værelse lå over for mit, og denne aften ville vi få mulighed for at tale sammen i fred og ro, da vi var de eneste på denne gang. Jeg bad om at få bragt en middag op til gæsten med en udtrykkelig ordre om at stille den foran døren, hvorpå man skulle banke på og trække sig tilbage, inden gæsten kom ud for at hente den.

Da jeg stod foran døren, bankede jeg fire gange: Det var det tegn, jeg havde aftalt med Raffaella, som havde fået strenge ordrer på ikke at åbne for nogen. Jeg hørte lyden af slåen, hvorpå den store dør af valnøddetræ blev åbnet på klem, så jeg kunne komme ind i værelset. Raffaella smilede venligt. De få rester efter middagen lod mig forstå, at den var faldet i særdeles god smag.

– Jeg er glad for at se jer …, sagde hun, idet hun satte sig i fodenden af den majestætiske seng med vidunderlige udskæringer i hovedgærdet.

– Kunne du lide maden? spurgte jeg, idet jeg kastede et blik på sølvfadene.

– Ja, det var dejligt. Hvad var det?

– Kronhjort, sagde jeg, mens jeg betragtede hendes perfekte ansigtstræk og smilede høfligt til hende.

– Kronhjort? udbrød hun overrasket. – Det har jeg aldrig før smagt.

– Jamen … det kan du fra dette øjeblik ikke længere sige, fortsatte jeg. Den ret, hun havde fået, var den, man plejede at servere for gæster af højere rang. Kronhjortekød, som er mørkere end kvægkød, har en enestående smag, når det serveres med den svampesovs, som vores overkok til stadighed nægtede at udlevere opskriften på.

Jeg gik hen til kaminen, ragede op i ilden og lagde tre store kævler på, så varmen ikke skulle forsvinde ud af værelset. Ilden i kaminen, de brændende kævler og de knitrende flammer, som steg op i skakten, mindede mig om, hvem jeg var. I dette tilfælde stod jeg dog ikke over for en kætter, som skulle have syndsforladelse, før han blev sendt på bålet. Jeg stod over for min gode ven Tommasos datter. Jeg gik over til den store seng, tog en stol og satte mig over for Raffaella.

– Fortæl mig, hvorfor du er kommet, sagde jeg med største forsigtighed.

– Fordi jeg vil være sammen med dig, svarede den unge pige meget uformelt og sikker i sin sag.

Jeg havde ventet et sløret og tøvende svar, så pigens frimodighed kom bag på mig og ændrede øjeblikkeligt mit indtryk af hende. Der var ikke tale om en lunefuld pige, som var usikker på, hvad hun ville have.

– Det overrasker mig, at du er så åben omkring det. Du er meget direkte, og det er jeg glad for. Jeg strøg langsomt min skægspids med fingrene og kiggede på hende med en dommers øjne – Nu spekulerer jeg på hvorfor. Hvorfor vil du gerne tilbringe din tid sammen med en munk som mig?

Raffaella slog blikket ned og pillede nervøst ved sin kjole. Det kunne ikke være nemt at holde styr på alle tankerne. Nu skulle hun vise sit mod.

– Jeg er ikke helt sikker …, sagde hun, mens hun rystede på hovedet. – Måske er det, fordi jeg ikke kan tænke på andet, måske fordi jeg har hørt så meget om dig … Måske fordi jeg mødte dig på det rigtige tidspunkt …

– Taler du om kærlighed? spurgte jeg med fortrolig stemme. Hun løftede pludselig hovedet og kiggede på mig, mens hun stadig vred i kjolen.

Et blik siger mere end tusinde ord. Sådan lyder et mundheld. Jeg vil gå længere endnu og hævde, at der findes blikke, som ikke kan forklares med alle de ord, vi kender, for de udtrykker en forelsket kvindes følelser, og de er umulige at forklare. Hun ventede på en reaktion, hendes blik svævede i luften, men mit svar kom ikke. Jeg gengældte den gave, hun netop havde givet mig, med et varmt smil.

– Hvordan kan du være forelsket i en mand som mig? sagde jeg og lod hende med mit svar, som ikke var en skarp afvisning, forstå, at hun ikke var alene om sit korstog. Så hun fattede mod til at fortsætte. Jeg ville aldrig have tilgivet mig selv, hvis jeg den aften havde ladt den unge pige alene med alle de følelser, hun som en voksen kvinde havde lagt åbent frem for mig.

– Måske er det, fordi der bliver talt så meget om dig derhjemme, alle de historier, min far fortæller om hans oplevelser sammen med dig, og så var der din egen beretning om din præstegerning som en rigtig ridder, der forfølger dæmonerne. Det kan være, at følelserne forråder mig … Og jeg bliver fordømt …

– Blev du betaget af din fars historier eller af inkvisitorens sorte dragt?

Hun måtte tænke lidt over spørgsmålet, inden hun fortsatte:

– Jeg tror ikke, du er blevet en anden, fordi du går klædt i Inkvisitionens dragt. Min far siger, at du er en meget magtfuld person. Du kører i statelige vogne, du er anerkendt i Rom, og du taler endda med paven, som jeg aldrig har set, selvom jeg er romerskkatolsk! Det kunne imponere enhver, men det er ikke derfor, jeg drages af dig, men på grund af dit smukke og opmærksomme blik. Du tror måske, jeg er flygtet hjemmefra på grund af et lune?

– Det føles faktisk rart at være sammen med dig, sagde jeg med en glæde, jeg sjældent havde følt, – jeg forstår dine følelser … Hvis nu jeg fortalte dig sandheden om mine, ville du så holde det for dig selv?

– Selvfølgelig! udbrød hun.

– Du er meget smuk … utrolig smuk, og du har et ædelt hjerte. Hvis ikke jeg var en gejstlig mand, ville jeg gøre hvad som helst for at have dig ved min side … Du må tro mig.

Raffaella lyttede opmærksomt, og hendes ansigtsudtryk forandrede sig for hvert ord.

– Hvad forhindrer dig i at få det, du gerne vil have? spurgte hun og ramte mig lige i min tvivl. Det var et godt spørgsmål, et dolkestød direkte i mine principper.

– Jeg er allerede forlovet. Man kan sige, jeg var forlovet i ni år, inden jeg sagde ja til Gud, som jeg lovede troskab og ærbarhed. Jeg tror ikke, du ønsker at komme på tværs af dette løfte …

– Jeg er sikker på, at Gud ville være meget lykkelig, hvis du var sammen med mig. Et øjeblik ønskede jeg, at disse ord var sande, men det var et meget pludseligt og upassende indfald. – Jeg tænkte over det på rejsen: Hvis du, ligesom jeg, aldrig har set Gud, hvordan kan du så vide, at jeres forlovelse er sand?

– For det fortæller livet mig … Det fortæller mit hjerte mig …

Raffaella smilede pligtskyldigt og slugte bitterheden.

– Er der ikke også plads til kærligheden i dit hjerte? hviskede hun forsigtigt.

– Ikke til den kærlighed, du taler om, svarede jeg. – Jeg har givet alt til Gud og hans sag.

Jeg rejste mig fra stolen og satte mig på sengen ved siden af hende, tog hendes ene hånd og strøg hende over hovedet. Hendes hår føltes som silke, da mine fingre løb langsomt ned til den knold, hun havde i nakken.

– Du elsker mig ikke … Du elsker mig slet ikke, sagde hun som hypnotiseret af mine kærtegn.

– Jo, jeg elsker dig …

– Jeg forstår det ikke. Du er glad for at se mig, jeg kan se glæden i dine øjne, men du nægter mig dit hjerte. Jeg erklærer dig åbent min kærlighed, som jeg aldrig har gjort over for nogen mand, og du lader hånt om mig. Nu siger du, at du elsker mig … Jeg forstår ingenting. Jeg ved ikke, om jeg skal føle skam eller sorg. Raffaella forsøgte at holde sammen på sig selv, men var lige ved at bryde sammen.

– Ja, jeg elsker dig, men ikke sådan som du ønsker. Som jeg har fortalt dig, ville virkeligheden være en anden, hvis ikke jeg var en gejstlig mand. Du skal hverken skamme dig eller føle sorg på grund af mig. Du er en meget tapper pige.

Raffaella lagde sit hoved på min skulder og hviskede frem for sig, som om hun stod på skafottet:

– Hvad skal der nu blive af mig?

Svaret bekræftede mig i, at hun virkelig havde været fast besluttet på at blive, og at hun havde planlagt, at jeg skulle være en del af hendes liv. Hun havde ikke overvejet, at hun kunne få en afvisning. Måske havde hun sat sin lid til sin egen charme og skønhed.

– I morgen rejser du hjem i en af klostrets vogne ledsaget af et sendebud. Han vil overbringe din far et brev, jeg personligt har skrevet, hvori jeg beder ham om ikke at være for hård ved dig.

Pigen fortrak ikke en mine, hun sad bare stille med hovedet på min skulder. Jeg trak hende blidt ud fra kroppen og tog kærligt afsked, idet jeg gav hende et varmt kys i panden. Den følgende morgen ville jeg vække hende for at sige farvel inden afrejsen, og det ville, uden tvivl imod hendes ønske, blive en hurtig og ærbar afsked.

Efter midnat sendte sognepræsten bud efter mig. Et voldsomt uvejr hærgede over Genova. De lysende lynglimt for ned over klostrets værelser, og tordenskraldene slog mellem væggene. Det måtte dreje sig om noget vigtigt, for enhver sag, der ikke var af større betydning, kunne have ventet til solen igen stod op. Jeg dækkede mig hurtigt til og gik sammen med Rivaras sendebud den strækning, der adskilte mine værelser fra kapitelsalen, hvor sognepræsten ventede mig.

– Prior! sagde han, i det samme han så mig. – Jeg beklager det ubelejlige tidspunkt, men det drejer sig om nogle meget alvorlige nyheder.

– Ja? Jeg lytter, svarede jeg, idet jeg satte mig bag skrive­pulten.

Rivara bad sendebuddet lade os alene. Selvom han havde Rivaras fulde tillid, så var de ting, som skulle drøftes, fuldkommen fortrolige.

– Kan I huske heksen fra Portovenere? spurgte sognepræsten. Lyset fra vokslysene skabte en foruroligende skyggedans hen over hans ansigt.

– Ja, naturligvis.

– Det lader til, at hendes besværgelser ikke længere vil plage nogen ofre.

– Har vi fanget hende? spurgte jeg forhåbningsfuldt.

– Ja.

– Glimrende! råbte jeg yderst tilfreds.

– Ikke alene det, hr. prior, fortsatte sognepræsten. – Vi har en stor bunke beviser imod hende, men lige nu sætter vi vores lid til et stykke papir, som afslører hendes makabre hensigter i hekseriernes verden.

– Udmærket. Jeg smilede tilfreds. – Hvornår kom beskeden?

– For knap en time siden, hr. prior.

Jeg lod blikket dvæle ved luerne, som rejste sig fra kandelaberen, inden jeg fortsatte:

– Hvad er heksens rigtige navn? spurgte jeg.

– Isabella Spaziani.

– Spaziani …, hvæsede jeg, for jeg kendte til min store beklagelse dette navn.

– Ved I, hvem hun er?

Jeg sukkede, idet jeg gemte mit ansigt i opslagene på slåbrokken, ikke så meget for at holde kulden væk som for at standse den kuldegysning, der strøg ned ad ryggen på mig, da jeg hørte heksens navn. Minder fra fortiden vældede op i mit hoved, og mine honningfarvede øjne mistede deres glans og blev dystre. Rivara blev ved med at se på mig, for han ventede på et svar.

– Hun er et gammelt bekendtskab, mumlede jeg, – en elev af en betydningsfuld, fransk heks, som jeg havde færten af for år tilbage. Jeg tror omsider, jeg har fundet den forsvundne elev.

– Hvem var denne vigtige heks, hr. prior?

– Madame Tourat. Hun hed madame Tourat og var en velstående borger i Montpellier, som i sine unge dage havde overdraget sin sjæl til Djævlen. Isabella var hendes elev og medsammensvorne, når hun afholdt sine afskyelige orgier i byens fornemme huse. Det lykkedes med nød og næppe Isabella at undslippe Inkvisitionen.

– Og hvad blev der af madame Tourat?

– Jeg brændte hende på bålet, i det sydlige Frankrig.

Luerne i vokslysene gav næring til mine minder, der antændt af nyheden snart stod i flammer.

– Hvornår kommer de her med heksen fra Portovenere? spurgte jeg.

Sognepræstens blik gled fra mit ansigt og direkte ned i gulvet, før han svarede. Den nyhed, der havde fået ham til at vække mig midt om natten, var tilsyneladende ikke fortalt til ende.

– Hr. prior … Det var derfor, jeg sendte bud efter jer … Jo, vi fangede hende, men ikke som vi havde forventet …

– Hvad er det, I prøver at fortælle mig, Rivara? Sognepræsten havde snart opbrugt min tålmodighed med al denne omsvøb.

– Hun er død.

– Hvordan død?

– Vi fandt hende på gulvet i kirken, med en pil gennem munden. Der er tilsyneladende nogen, der har taget sig af at slå hende ihjel.

Hans ord gjorde mig fuldkommen rådvild, og fra at være overrasket blev jeg nu gnaven:

– Men hvad er det for en nyhed! Vækker I mig, alene for at fortælle mig, at vi står med et lig?

– Hr. Prior, vi ved nu med sikkerhed, at hun ikke vil be­smitte de rettroende med sine besværgelser igen. Sognepræsten så igen ned i gulvet og hviskede fortvivlet: – Men jeg tror, hun for evig og altid er undsluppet jer og Inkvisitionen.

Jeg tog en dyb indånding for at væbne mig med tålmodighed, og så gentog jeg langsomt:

– Jeg tror ikke, I har afbrudt min søvn alene for at fortælle mig, at vi har fanget en død heks. Sådan plejer I ikke at gå til værks.

– I har ret, hr. prior. Der er noget mere, sagde Rivara, idet han i skæret fra vokslysene rakte et stykke papir frem mod mig. – Her er årsagen til, at I ikke ligger og sover.

Jeg tog papiret, som var plettet og ildelugtende, kiggede på sognepræsten og begyndte at læse:

Til dig, Eros Gianmaria, heksemesteren fra Venedig

Jeg har endnu ikke hørt noget fra dig. Du har ikke svaret på mine breve. Jeg håber ikke, at Inkvisitionens køtere har fået kløerne i dig. alt tyder på, at ringen stille og roligt vil slutte … Nu mangler vi bare at forberede den Store Heksesabbat og få opfyldt heksemestrene og dæmonernes ønske fra gammel tid. Det ved jeg med sikkerhed, for Codex Esmeralda har i ti år været i mine hænder.

Jeg har hørt, at Necronomicon er i dine hænder, og ligesom dagen behøver natten, og Solen behøver Månen, behøver min bog nu din bog. Den katolske kirke forfølger os stadig, Kristi vagthunde følger vores spor, mens vi kryber rundt i de mørkeste og mest beskidte kroge og med en slanges list venter på det rigtige øjeblik til at angribe. Det vil ikke være til nogen verdens nytte at forlade Italien, for de ortodokse og protestanterne virker til at være to splinter af samme træ, ja, de er lige så apostolske som de romerske biskopper.

Den Store Mester venter stille som en munk på sine gedebukkeklove, men han ved intet om dit opholdssted. Han vil holde øje med, at alting bliver gjort i overensstemmelse med de forbudte indvielsesritualer, ved hjælp af den hemmelige sorte magi. Vi skal føre din bog, din Necronomicon, sammen med min Codex Esmeralda: Med dem vil Herskeren af det Jordiske Rige vinde sin storhed. Og der vil blive evigt mørke.

Men den Store Mester er ved at miste tålmodigheden, fordi du er tavs. Du har bogen, og derfor hersker du over tiden.

Jeg sidder i mit mørke skjul og venter på dit svar. Jeg kan mærke Inkvisitionens vagthunde ånde mig i nakken.

Isabella, heks og Djævlens vidne,

oktober 1597

Jeg hævede blikket og kiggede på sognepræsten.

– Hvor fandt I papiret?

– I hendes skede … Som om hun ville have det med sig i døden. Jeg slap papiret af bar væmmelse og tørrede hænderne af i min slåbrok. Sognepræsten fortsatte: – Heksen havde været død i nogen tid, men hendes lig var slet ikke gået i forrådnelse på grund af den bidende kulde. Papiret stak ud af en af de flænger, hun havde på kroppen efter mødet med skovens bæster.

– Fandt I andet? Den Codex Esmeralda, som bliver nævnt i brevet?

– Nej, hr. prior, svarede Rivara.

– Og forstår I det, der står i brevet?

– Det virker indlysende. Hun ville føre sin bog sammen med Necronomicon, den bog, I talte med kætteren om. Hun stod i forbindelse med vores kætter, men vidste ikke, at han havde siddet fængslet siden 1593.

– Og har I fundet ud af, hvorfor de ønskede at føre bøgerne sammen?

– Som det fremgik meget tydeligt af domstolens session, så er I bedre informeret om den sag end jeg.

Sognepræsten kiggede afventende på mig. Han havde et øjeblik gjort mig tavs.

– Godt … Så glem alt, hvad I har hørt. Og efter denne uventede drejning tilføjede jeg: – For jeres eget bedste.

– Det vil jeg gøre, hr. prior.

Jeg førte mit ansigt ind mod kandelaberen, så mine skarpe ansigtstræk og mit alvorlige blik blev synligt i det dunkle lys. Så kiggede jeg tøvende på sognepræsten.

– Er der mere, jeg ikke har kendskab til?

– Nej, hr. prior.

– Godt. Skriv så straks et brev til Inkvisitionens øverstbe­falende. Iuliano vil gerne vide besked om denne opdagelse.

– Jeg skriver det med det samme, og i morgen lader jeg et sendebud rejse til Rom.

Der var endnu en ting, vi skulle have afklaret:

– Broder Rivara, jeg er indforstået med, at skæbnen har krævet denne elendige heks’ liv, fortsatte jeg, – men den døde krop må under ingen omstændigheder blive næring for en satanisk sjæl, som kan blive til gene for Inkvisitionen. Vi vil som sædvanlig afholde vores Sermo Generalis, sagde jeg med et hadefuldt hvæs og beslutsomhed i blikket, – vi giver Genovas befolkning det, den vil have: Den skal få sine kættere på pladsen.

Et lynglimt skar ind gennem vinduet. Tordenskraldet, der fulgte, bragede såvel udenfor som inde i salen. Jeg rejste mig for at fortsætte.

– Heksen skal have sin straf. Jeg løftede den finger, hvorpå jeg bar min ring med Kristus, og idet et nyt lynglimt oplyste mit ansigt, sagde jeg med en fuldkommen overbevisende røst: – Der skal rejses endnu en pæl. Sørg for at få heksens krop bragt hertil og slæbt ned på pladsen. Ingen skal vigte sig af at have narret storinkvisitor DeGrasso.

Rivara rynkede panden.

– Vil I brænde hende i den tilstand?

– Jeg vil brænde hendes døde krop. Det vil være et godt eksempel for dem, der skulle gå med tanker om at spotte kirkens lære.

– Hendes krop vil gå i forrådnelse, hvis vi fjerner hende fra det kolde sted, advarede han.

– Det skal I ikke bekymre jer om. Ilden vil rense den for enhver pestilens.

– Som I vil, hr. prior.

Jeg kiggede igen på Rivara. Da jeg havde bedt ham om at skrive brevet til Iuliano, havde han følgelig trukket en stol hen til skrivepulten og ustandseligt ladet sin fjerpen notere mine ordrer.

– Hvad mener i om sætningen ”stille som en munk på sine gedebukkeklove”? spurgte jeg sognepræsten, for jeg var interesseret i vide, hvad det kunne betyde.

– En forræder, Excellence.

– Kan jeg stole på jer? spurgte jeg efter hans overbevisende svar.

Sognepræsten lod sig ikke overraske af mit spørgsmål.

– I skal ikke bekymre jer om min fortolkning, kun om jeres egen fornemmelse, hr. prior, svarede Rivara, mens lyset fra vokslysene spejlede sig i hans øjne.

Jeg tog heksens brev og førte det langsomt op til næsen. Jeg kunne lugte synden, der stadig hang i papiret, og fik et andet udtryk i ansigtet.

Inden jeg vendte tilbage til mit værelse, gav jeg sognepræsten besked på, at han den følgende morgen skulle sende bud efter dommeren med ansvar for beslaglagte ejendele og hans assistent, så de kunne lave en liste over de ejendele, som kirken skulle beslaglægge hos Isabellas slægtninge og medsammensvorne. Den nat havde jeg igen svært ved at sove, for en malstrøm af tanker og modstridende følelser blev ved med at rumstere i hovedet på mig. Jeg havde haft to sammenstød, som jeg havde ønsket lige meget, på trods af deres meget forskellige karakter: det første med Raffaella, som havde vakt en kærlighed i mig, det andet med Isabella, den forbandede heks, som havde påført mig så megen skade i min første tid som inkvisitor. Og denne anden bog, som jeg uden selv at vide det engang havde haft færden af … Jeg var i tvivl om Iulianos rolle i dette komplicerede spil. Aftenen forinden havde han hævdet, at Gianmaria var den sidste heksemester. Hvorfor havde han løjet for mig?

14

Det var i sandhed en djævelsk nat. Tordenskraldene fortsatte indtil daggry, og jeg fik ikke lukket et øje. Jeg havde brug for noget ro, og på det tidspunkt og under disse omstændigheder kunne jeg kun finde den hos Raffaella. Jeg besluttede mig for at sende bud efter hende, for jeg ville foreslå hende, at vi gik en lille tur omkring abbediets tilstødende bygninger. Så ville vores afsked heller ikke virke så brat. Hun ankom sammen med Rivara, som havde skjult hendes krop under en kraftig munkekutte. Vi gik ind i den gamle klostergård, hvorfra man kun kunne se et lille udsnit af den morgenblå himmel, men selve gården var en fryd for øjet med sine romanske kapitæler med smukke ornamenter. Jeg ville nyde hendes selskab i fulde drag, for snart skulle jeg miste hende.

Sognepræsten trak sig straks tilbage og lod os alene. Den gamle klostergård var bygget i to plan, og langs det øverste havde man indsat nogle pragtfulde farvede glasruder med helgener og tidligere prælater ved klosterkirken. Det var et glimrende sted til dette særlige møde. Jeg trak hætten lidt væk fra den unge piges ansigt, så jeg kunne se forventningen i hendes ansigt og de strålende øjne. Jeg lagde min hånd på den ene af hendes rosenrøde og halvkølige kinder og gav hende et hjerteligt kys på den anden, mens jeg sugede hendes åndedrag i mig som en udsøgt parfume.

Hun var en yderst besynderlig skikkelse, en ung pige klædt som munk i et kloster fuld af mænd under en streng vinter. Et øjeblik fik jeg lyst til at føre mine hænder ned over stoffet og mærke hendes krop. Raffaella legede uvidende og til stadighed med mine drifter, som jeg havde så svært ved at kontrollere. De var en del af min mandlige natur. Jeg ville siden søge tilflugt i den Hellige Skrift for at mildne dem, for her fandt jeg altid passende råd, når jeg stod i et åndeligt dilemma eller blev udsat for kødets fristelser. Jesus blev også fristet og udtrykte det klart: ”Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild.” Jeg skulle også have bugt med mine fristelser, men så blev jeg revet ud af mine tanker, for den unge pige brød stilheden. Det var dejligt at høre hendes stemme:

– Hvad nu …? Vil dine øjne fortælle mig noget? Hun var blevet overrasket over mit tavse og vedholdende blik.

– Forlad mig, generer det dig …? Jeg er bare ikke vant til at se ansigter som dit. Lad mig nyde det, så længe jeg har det foran mig.

– Hvad ville du sige, hvis du kunne få det, du længes efter?

– Jeg ville ingenting sige, jeg ville bare være lykkelig. Hvem ville ikke det?

Raffaella lod blikket glide rundt i klostergården og smilede fornøjet.

– Det er et meget smukt sted … Jeg håber, du vil vise mig det.

– Det vil jeg, det har jeg tidligere lovet dig. Jeg syntes, du skulle se det, inden du tager af sted.

– Det ville være en stor glæde, sagde hun opmuntret, idet hun begyndte at gå ved siden af mig.

Klostret var bygget oven på en gammel fæstning fra slutningen af 900-tallet og doneret til kirken på den tid, hvor det første korstog fandt sted. Det var blevet rejst i klippeblokken på en lille høj ud mod havet. De ældste dele var bygget i en enkel romersk stil, og man havde med tiden tilføjet fløje og værelser, alt efter de troendes behov. To store tårne vågede over kysten, for det havde været en voldelig tid med evige invasioner, som først blev standset ved hjælp den pavelige hærs forsvar og de kristne rigers beskyttelse. Nu var det et sted, hvor man kunne søge åndelig tilflugt. Fra fordums krigeriske tider havde man kun bevaret Inkvisitionens fængsel. Så ud over de kostbare udsmykninger i klostergårde, kirke, kapeller og værelser var de mest interessante steder nu varmestuen, refektoriet, køkkenet og lægfolkenes fløj med nyttehaverne, hvorfra vi fik nogle af vores afgrøder.

Mens jeg fortalte Raffaella historien om vores kloster, gik hun ved min side, som om vi var på vej hjem fra alteret på vores vielsesdag. Hun lyttede meget opmærksomt til mine ord, og som en prinsesse, der går på opdagelse i sit rige, spurgte hun interesseret til alt, hvad hun ikke med det første forstod.

– Hvorfor står alle de mennesker derhenne i den lange søjlegang? Pigen standsede op og iagttog dem på afstand.

– Det er bønder. De kommer med alt det, vi har brug for og ikke får fra vores egne stalde, folde og nyttehaver. Vi har nogle store hønsegårde, hvor vi hver dag henter hundredvis af æg. Det også der, vi henter kyllinger ved højtiderne. Vi holder køer og geder, som forsyner os med mælk, der bruges til at lave vores udsøgte oste foruden smør og fløde. Vi holder også svin, som i november og december måned forsyner os med salami og skinke, foruden de forskellige pølser, vi spiser hele året rundt. Men vi har også brug for kvægkød, olie, høballer til at fodre dyrene med, ekstra grøntsager og frugt, og en masse andre ting, og det kommer de med.

– Det virker som en lille by.

– Det er det også. Her er ingen butikker på hjørnerne som i Rom, så du må gå flere mil for at finde det, du vil have.

– Og bønderne kommer her hele dagen?

– Nej, kun om morgenen og frem til middag.

– De ser meget fattige ud …, skønnede Raffaella.

– Det er de også … Der er desværre mange fattige mennesker i denne verden. Disse overlever takket være klostret, svarede jeg og fortalte hende ikke sandheden, for disse bønder var under klostrets fulde kontrol og tjente kun det.

Pigen så på mig med et uskyldigt blik og rynkede brynene, inden hun igen talte.

– Angelo … Kirken er meget velhavende, ikke sandt?

Jeg var længe om at svare, men denne gang var jeg klar i mælet.

– Jo, det er den. Selvom pengekisterne ikke altid er fyldt til randen.

Hun stillede flere spørgsmål, alene fordi hun var nysgerrig. Hun ville slet ikke genere kirken.

– Hvis Jesus er vendt tilbage til jorden, hvor tror du så, han befinder sig: blandt disse bønder eller ved middagsbordet i klostret?

Hun havde igen med nogle simple indfald fået trængt mig op i en krog, og hun tvang mig til at overveje spørgsmålet, så jeg kunne give hende et åbenhjertigt svar, fortælle hende min ærlige mening uden nogen komplicerede forklaringer, som hun ikke ville forstå. Jeg lagde en hånd på hendes skulder og løftede langsomt den anden for at pege hen mod de fattige bønder, som stod med deres kød samt æsler, som var belæsset med grøntsager.

– Dér … Han ville stå på denne side. Det er jeg sikker på, sagde jeg sagte.

Raffaella smilede og kunne slet ikke skjule sin glæde.

– Du er et hæderligt menneske, udbrød hun med en særlig glans i øjnene. – Ved du hvad …? Jeg mener, Jesus må være meget tilfreds med dig, for du er en god læremester.

Jeg svarede hende ikke med ord, men smilede til hende og opmuntrede hende til at fortsætte gåturen hen forbi forrådskammeret, nyttehaven og foldene.

– Er det dig, der skal holde øje med alle disse ting? spurgte pigen, da det gik op for hende, hvor langt området strakte sig.

– Nej, naturligvis ikke. Det er en af munkebrødrene, som passer det, og han skal aflægge regnskab til abbeden. Jeg tager mig alene af Inkvisitionen. Hvis jeg skulle drive klostret, ville jeg ikke være tilstrækkelig klar i hovedet til at udføre mit eget arbejde, og jeg kan ikke nyde den luksus at begå en fejl, for det ville i mange tilfælde være umuligt at rette op på en misforståelse.

Raffaella standsede og så mig direkte i øjnene.

– Hvornår skal jeg af sted?

– Lige straks, svarede jeg opgivende.

– Det er en skam …, sukkede hun.

– Det er det, tro mig, det mener jeg. Jeg er meget taknemmelig for dit selskab og dit enkle syn på tingene. Det giver mig en ro i sjælen.

– Der er ikke megen tid tilbage. Vi må hellere sige farvel og lade det være op til skæbnen, om vi skal se hinanden igen. Tror du, at du med tiden vil glemme mig?

– Nej, det tror jeg ikke, Raffaella, svarede jeg, idet jeg trak hætten væk fra hendes ansigt. – Tiden vil, ifølge min overbevisning, kun gøre følelserne stærkere, den vil ikke udviske dem i al stilhed.

– Hvis du følte kærlighed, ville du opdage, hvor smertefuldt det er at skille noget ad, som af egen fri vilje har føjet sig sammen.

– Hvad får dig til at tro, at jeg ikke føler kærlighed?

– Jeg ville aldrig fjerne mig fra det, jeg elsker. Og dig?

– Jeg fjerner mig ikke fra min Gud. Ligesom du ikke ønsker at fjerne dig fra mig, svarede jeg.

Ordene var mere møntet på mig selv og ikke et egentligt forsøg på at overbevise hende om min kærlighed til Gud. Jeg forsøgte at finde den nødvendige styrke til at modstå fristelsen.

Raffaella kiggede på mig med ungdommens sødme, med den renhed og hengivenhed, man oplever hos en moden kvinde, og som jeg kun ganske få gange havde set hos en ung pige på hendes alder.

– Lad os gå tilbage, når du mener, jeg skal af sted med vognen.

Jeg så ned og spekulerede et øjeblik. Hun havde føjet sig efter min beslutning, stod kun tilbage med nederlaget, og det virkede til, at hun stiltiende og med største tapperhed tog sin skæbne på sig, som om hun altid vidste, hvad hun gjorde.

– Godt, sagde jeg og slog tankerne fra, som om jeg reciterede den rolle, skæbnen havde budt mig i dette drama. – Så lad os gå tilbage.

Raffaella begyndte at gå, men standsede, fordi jeg ikke fulgte med.

– Skal jeg gå tilbage alene? spurgte hun med en spinkel røst.

Den forsvarsmur, jeg så stædigt havde bygget op omkring mig gennem årene, styrtede pludselig sammen, blev væltet af en kvindeskikkelse, som var ved at glide bort fra mig. Og idet jeg blottede min sjæl, som om mit liv afhang af hendes svar, gik jeg hen til hende, stillede mig foran hende, helt tæt, og spurgte:

– Mener du stadig, jeg er et godt menneske?

– Ja.

– Tror du, at du vil mene det, uanset hvad der sker?

Pigen kiggede uforstående på mig.

– Hvad er det, du forsøger at sige?

Mine læber mødte hendes. Jeg kyssede hende. Raffaella blev til en begyndelse overrasket, men så gav hun sig helt hen i min omfavnelse. Dette kys delte mit liv i to. Hendes bløde læber havde lært mig så meget og tændt gløden i mit hjerte, hvorfor alle mine principper nu var på afgrundens rand. Jeg tænkte ikke, men kyssede hende med største inderlighed. De eneste vidner til den mægtige inkvisitor DeGrassos skamfulde handling var dyrene i foldene.

15

Mørket havde igen sænket sig over klostret, og det havde følge af en tynd og skrøbelig nymåne, kølige vinde og en tuden fra sultne ulve. Man skulle ikke bevæge sig ud på denne tid af døgnet, hvor tyveknægte strejfede omkring, på jagt efter et bytte og til fare for enhver, der vovede sig ud på åben mark. Og nok var faren indlysende uden for murene, men denne nat var fjenden også trængt ind gennem de tykke mure og havde fundet vej til klostrets hjerte.

Da jeg havde kysset Raffaella, besluttede jeg mig for at udsætte hendes afrejse. Det var en overraskelse for både hende selv og sognepræsten, som igen måtte få gjort et værelse klar til pigen og give eskorten besked om, at der for nu ikke ville blive nogen rejse. Rivara var ærlig over for mig og inddrog mig i sin betænkelighed ved at beholde Raffaella i klostret i længere tid: Snart ville der blive snakket i klostrets korridorer, og man ville tilsmudse mit hidtil uplettede omdømme. Han havde sine grunde, det ved jeg, men jeg havde også mine. Jeg var nødt til at lade mig føre med ad den vej, jeg netop havde fået øje på. Jeg var parat til at opklare kærlighedens mysterium. Uden nogen indblanding.

Til forskel fra den foregående aften var det nu hende, der besøgte mig i mit værelse. Raffaella var meget smuk i en fløjlskjole med broderier og håret flettet og samlet i en knold i nakken. Hun kiggede rundt i værelset og fulgte fornøjet mine bevægelser, mens jeg ragede op i ilden i kaminen og anrettede et lille bord med syltetøj, tørrede frugter og honning.

– Det er en gave at være her, sagde den unge D’Alema, – når vi tænker på, hvor koldt det er udenfor … Ilden, de søde sager … Og al den tid i verden, vi ønsker og kan bruge, som vi vil …

Jeg gik den lille afstand, der var imellem os, og skubbede to stole ind til bordet. Med en håndbevægelse inviterede jeg hende til at tage plads, hvorefter jeg satte mig på den anden stol over for hende.

– Det glæder mig, at du føler dig godt tilpas, sagde jeg, idet jeg tog lidt mandler fra bordet. – Og du er meget smuk, det er en skøn kjole.

– Lige siden jeg rejste fra Rom, har jeg af hele mit hjerte drømt om, at du ville sætte pris på den, og du kan virkelig lide den: Det er den eneste, jeg har, der er så fin. Raffaella kiggede med et ydmygt blik ned over folderne i fløjlen. – Det er en gave fra min far. Jeg ved, at den kostede ham mange penge, men med den viste han mig, hvor højt han elsker mig.

– Hvordan tror du, han har det, når han intet har hørt fra dig? spurgte jeg bekymret.

– Jeg lagde et brev til ham, inden jeg tog af sted. Jeg er sikker på, at han vil forstå det.

– Hvad stod der i brevet?

– Sandheden. Jeg skrev, at jeg ville besøge dig og vende tilbage i løbet af nogle dage.

– Og tror du ikke, han er bekymret?

– Naturligvis, for han elsker mig. Men han stoler på mig.

Hendes ord fik mig til at tænke på Tommaso, og jeg følte en dyb anger på grund af det venskab, jeg var i færd med at sætte over styr. For han stolede også på mig … Der var ingen vej tilbage. Jeg skjulte disse tanker, så godt jeg kunne, for Raffaellas blik.

– Under alle omstændigheder må det sendebud, jeg sendte af sted for at berolige ham, være nået til Rom. Så nu tror jeg, din far vil sove roligt oven på den store forskrækkelse. Jeg kiggede ned ad hendes kjole. – Han gjorde et passende valg, du virker voksen.

– Nu ser du mig som en ung dame? En god kjole gør underværker! sagde Raffaella spøgende.

– Sådan har jeg set dig lige siden mit sidste besøg i dit hjem, men for år tilbage var du bare en sød pige i mine øjne.

– Hvad er det, der gør mig voksen i denne kjole? spurgte Raffaella koketterende og rejste sig op.

Jeg kunne ikke lade være med at rette blikket mod hendes bryster, som virkede mere fyldige, mere modne, end under mit besøg i Rom.

– Bærer du korset? spurgte jeg og rødmede.

– Ja, svarede hun med et indladende smil.

– Jamen, hvis det forholder sig sådan …

– Korsettet kan ikke tage æren for formen på mine bryster, dem har jeg arvet efter min mor, svarede Raffaella stolt over sine kvindelige attributter.

Samtalen gjorde mig urolig. Jeg forsøgte at tænke på de mange helgener i legendesamlingen, jeg talte til ti på latin og startede forfra med nul på græsk. Jeg kunne slet ikke finde ro eller tænke på noget andet end denne unge pige, på hendes vidunderlige krop.

– Men hvorfor bruger du så korset? spurgte jeg for at spørge om noget, for mine sanser var kommet på afveje.

Pigen kiggede overrasket på mig efter denne klodsede kommentar, men svarede med samme naturlighed, som hun ville have gjort, hvis hun havde siddet over for sine mest fortrolige veninder.

– Korsettet gør min talje smal og løfter og samler mine bryster. Raffaella kiggede ned over sin overkrop, inden hun fortsatte. – Men jeg kan godt betro dig, at jeg ikke strammer det for meget, for det er ikke særlig behageligt. Jeg bruger det mest for at virke præsentabel, men bar jeg det ikke, ville det hverken ændre på talje eller bryster … Indimellem føles det, som om det koger i hele kroppen. Men det er sikkert almindeligt i min alder …

– Du er i hvert fald lige smuk og ligner stadig en voksen kvinde, selv i en munkekutte, sagde jeg, idet jeg tænkte på den forklædning, hun havde måttet bære hele dagen.

Raffaella rettede sine blide øjne op mod mig.

– Hvad er det, der gør mig smuk i en kjole?

– Visheden om, at man under denne kjole finder dig. Selvom man ikke kan se din krop gennem stoffet, så er tanken om, at du gemmer dig derinde, meget dragende. Det handler slet ikke om æstetik, men om viden.

– En tankeleg, vurderede hun.

– Ja, en besynderlig leg.

– Og gjorde du dig nogle af de tanker i morges?

– Det må jeg tilstå, sagde jeg fuldkommen ærligt.

– Og er det godt?

– Svaret på det spørgsmål er, at du befinder dig her og ikke i en vogn på vej tilbage til Rom.

Hun forstod udmærket mine ord, og idet hun skubbede bordet med de søde sager til side, nærmede hun sig for blidt at kysse mine læber. Det var en uforlignelig oplevelse, som øjeblikkelig mærkede mit hjerte.

– Måske går vi for vidt, sagde jeg sagte, men kunne slet ikke skjule min begejstring. – Måske bringer vi vores liv i stor fare … Raffaella, jeg tror, det er på tide, at fortælle dig, at jeg den 1. december tager af sted på en lang rejse, som jeg ikke kan fortælle dig mere om, for det er yderst fortroligt. Det ville være mest fornuftigt, hvis du holdt dig på afstand af mig …

Raffaella svarede ikke, hun var også nervøs, men rejste sig og gav mig endnu et bevis på sin velvilje og på sin kærlighed. Hun gik hen til skabet for at tage en af de tunge munkekutter frem, og i al stilhed førte hun den ned over hovedet, så hun kunne komme ud af kjolen og korsettet uden at blotte sin krop. Og da både kjole og korset stod på gulvet, og munkekutten lå over hendes skuldre, kom hun hen og satte sig igen. Jeg kiggede forvirret ned i gulvet, glattede mit hår med hænderne, for jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle gøre af dem, men så kærtegnede jeg alligevel hendes ene knæ over munkekutten i en blid bevægelse. Hun trak stoffet til side og tog min hånd, for at jeg skulle røre hende direkte på huden.

– Du må gerne føle dig frem … Du behøver ikke længere at forestille dig min krop under kjolen …, hviskede den unge pige.

– Raffaella, du er næsten kun en stor pige, og ube­smit­tet, sagde jeg ømt. – Hvis vi fortsætter, hvordan tror du så ikke natten vil ende? Jeg var bekymret for, at hun som en uerfaren ung pige ikke selv var klar over, hvor hun var på vej til at føre mig hen.

– Vi ender der, hvor vi ønsker, svarede hun meget sikker på sig selv. – Jeg ved godt, hvad der sker mellem en mand og en kvinde. Jeg har set mine forældre mere end en gang. Jeg ved, hvad jeg taler om.

Jeg blev først skræmt over hendes svar, men svaret var ikke så mærkeligt endda, for det lå til hende at gøre op med sin tvivl på denne dristige måde.

– Du har set det … men ikke prøvet, understregede jeg forsigtigt.

– Jeg må indrømme, at det til en begyndelse vakte min afsky, men da jeg havde set det flere gange, kunne jeg ikke lade være med at gøre mig forestillinger om, hvad det var, der skete i den indforståede kamp, der fik min mor til at klage sig som en kat …

– Vi voksne er ikke altid de bedste læremestre …, fortsatte jeg.

Hun så på mig, og lige så sikker på sig selv som for et øjeblik siden bød hun sig igen til.

– Der er altid en første gang … Og her er jeg, klædt i munkekutte for din skyld, for jeg ønsker at lære sammen med dig …

– Vi er tæt på at begå helligbrøde …, stammede jeg, idet jeg en sidste gang forsøgte at hale samvittigheden ind i værelset.

– Jeg ønsker ikke, at hverken jeg eller du forvandles til helligbrøde. Jeg tog dragten på, fordi det var en del af din fantasi, fordi jeg kun vil være den, du ønsker, jeg skal være. Være det, du behøver.

Med min højre hånd løsnede jeg hendes knold og bredte håret ud over hendes skuldre. Vokslysene i kandelabrene gav akkurat lys nok til, at hendes kastanjebrune hår strålede i mørket og stod i pirrende kontrast til den mørke munkekutte. Jeg tog fat om hendes hoved med begge hænder og kyssede hende inderligt. Hendes læber antændte hurtigt en glød i min krop og fik mig til at glemme alt om mine principper og overgive mig fuldstændigt til den nye følelse, som ventede mig i sengen.

Hendes tunge dansede hen over mine læber, og hendes lune krop nærede mit tøjlesløse begær. Jeg lagde hende ned på sengen, og mens jeg kyssede hende, løb mine hænder langsomt ned over hendes indhyllede krop og gjorde den fantasi, jeg havde haft om morgenen, til virkelighed. Mine hænder steg op mellem hendes ben, kærtegnede let hendes skamben og standsede ved brysterne for at mærke brystvorterne stivne. Raffaella mærkede en helt ny og behagelig følelse, hendes øjne stod let åbne og var fortabt i loftet, og fra hendes mund lød svage klynk. Hun var lige så ophidset som mig. Jeg havde ikke lyst til at holde mig tilbage, selvom jeg inderst inde vidste, at jeg havde styrken til det. Jeg lod vores kroppe mærke hinanden, jeg lod hende gøre sig til herre over min fortryllede sjæl.

Jeg førte munkekutten af hende for at beundre hendes nøgne krop. Hun var helt rolig, som om hun blev beundret af en stor kunstmaler, der var ved at tage mål af hende for at få de rigtige proportioner til et udødeligt portræt. Vores kroppe blev forenet i en vild omfavnelse, og vi slap alle fantasier løs. Hun satte sig oven på mit køn, klemte sine ben om mine hofter, mens hendes bryster langsomt steg ned mod min mund. Jeg smagte på hendes krop, sugede hendes åndedrag i mig, mens mine hænder kærtegnede hendes rosenrøde brystvorter og også i dem mærkede den rytmiske bevægelse, hun havde sat i gang. Raffaella klynkede, mens hun bevægede sig blidt over mig og kærtegnede mit ansigt og min torso med sine bryster, der var mere svulmende, end jeg havde forestillet mig dem under klæderne. Jeg tog fat om hendes hofter med begge hænder og bevægede dem med hende. Vores blikke mødtes i denne fængslende akt, som var indsigtsfuld og oplivende, bevægende og behagelig. For i dette øjeblik vidste jeg, at den kødelige kærlighed var Guds begavede værk og ikke en dæmonisk forvildelse.

Samlejet nåede sit højdepunkt. Stadig fortryllet af hendes brystvorters vedblivende kærtegn greb jeg fat om hendes hår og tømte mig med en stor, inderlig fryd. En fuldkommen fremmed følelse for mig. Det virkede, som om hendes lange, slanke ben sitrede, og åndedrættet dirrede. Og hendes mørke øjne afslørede det: Hun følte det samme som mig.

To gange i mit liv havde jeg haft den glæde at kunne ligge og fryde mig over den nådigste følelse i kroppen. Første gang var den dag, jeg blev præsteviet som dominikanermunk og lå med hovedet ned i kirkens gulv. I det øjeblik havde jeg følt et nært bånd til Herren. Og anden gang var denne aften, hvor jeg lå med hovedet opad og omfavnede denne unge kvinde, som under elskoven havde givet mig al sin sødme og udfyldt et tomrum i mit hjerte, som læresætningerne ikke havde været i stand til at udfylde. Og dette var Herrens uundværlige værk.

Raffaella faldt udmattet ned over mit bryst. I hendes ansigt tegnede der sig et dejligt smil. Hun var lykkelig. Ligesom mig.

Jeg ville gerne have haft hende liggende der, indtil jeg skulle af sted, men hvad var det for et liv at byde hende, at være indespærret på den måde? For slet ikke at tale om de rygter, som sognepræsten var så bekymret for, og så var der forberedelserne til kætterbålet, som ville holde mig travlt optaget. Da hun insisterede på at blive for at kunne tage afsked med mig, bad jeg Rivara om at finde et diskret logi, hvor jeg havde i sinde at besøge hende, når jeg i ny og næ ville få et ledigt øjeblik, og jeg fik hende til at love mig, at hun ikke ville forlade stedet. Denne unge pige, som blev ved med at overraske mig, havde en sjælsstyrke, som gik mig lige i hjertet. Men alting skulle vise sig at blive temmelig kompliceret … Vores næste møde skulle først blive dagen før min afrejse.