Mens jeg begynder på disse erindringer, løber det gamle århundrede ud. De to tredjedele har jeg været med til, resten kender jeg kun fra historien. Et af de billeder jeg husker tydeligst fra mine første år, forestiller en engelsk soldat, som med fældet gevær og påsat bajonet stormer ned i, hvad man må formode er en fjendtlig skyttegrav. Billedet gjorde et uhyggeligt indtryk, et eller andet i mandens ansigt og hele holdning var så fremmedartet og foruroligende, at jeg ikke kunne genkende det fra noget, jeg ellers havde set. Det var min far, der fortalte mig, at det drejede sig om en engelsk soldat, han kunne se det på stålhjelmen, der lignede et omvendt vandfad.
Bogen, billedet var i, må jeg have hevet ned fra en hylde, hvor der stod andre bøger, eller også har man givet mig den at kigge i, for der har sikkert været andre billeder, men jeg husker dem ikke. Det var soldaten, der fangede mig, jeg har været fire eller fem år.
Min far var lærer, og det var min mor også. Deres baggrund var forskellig. Min far blev født i Havrebjerg mellem Slagelse og Kalundborg. Min mor kom fra Aarhus. Begge havde de flere søskende, og begge var de blandt de yngste i flokken, min mor den yngste. Farfar, Gustav Petersen, var degn og kirkesanger, forrettede altså ud over lærergerningen en del af gudstjenesten og sang for til salmerne. Både han og farmor var overbeviste grundtvigianere. Min morfar stammede fra Kristianstad i Skåne, han var gartner. Han kom til Danmark med den store svenske immigrationsbølge i forrige århundrede, og min mor fortalte, at da han sejlede over Øresund, mistede han sin kasket og havde kun femogtyve øre i lommen. Han hed Nils Hakon Nilsson, senere Nielsen. Mormor, Ane Elisabeth, var kronjyde fra Randersegnen; hun og morfar fandt hinanden på en gård, hvor de begge tjente. Senere fik han gartneri i Aarhus, Reginehøjgaard, hvor hovedafgrøden var jordbær. Både mine farforældre og morforældre fik råd til at give deres børn en boglig uddannelse, men kun få af dem blev akademikere. Jeg ved meget lidt om mine tipoldeforældre, kan af optegnelser se, at præster og degne har spillet en stor rolle i familien helt tilbage til sekstenhundredetallet. Min farmor, Johanne, stammede fra Rudkøbing på Langeland. Hun var skipperdatter, og det var hende, der bragte navnet Rifbjerg ind i familien.
Mine tidligste minder knytter sig til syn og lyd; jeg har en klar erindring om svajende, tynde pilegrene og en sølvagtig klingren, der stammede fra den rangle, man havde anbragt i kanten af barnevognens kaleche. Hver gang jeg rørte mig eller vinden flyttede den, klang sølvranglen.
Vi boede i en villa på en sidevej til Amagerbrogade. Det var et rødpudset hus med høj tagrejsning tegnet af arkitekt Hartmann Petersen i „engelsk“ stil, selvom jeg aldrig har forstået, hvori det engelske bestod. Måske i en vis stilmæssig lethed, i hvert fald var huset hverken en kasse som de fleste andre på vejen eller en bungalow, som man yndede dem i tyverne og trediverne.
Virkede det idyllisk, skyldtes det først og fremmest haven, som min far passede nidkært og med glæde. Den var ikke særlig stor, forekom måske større, fordi man selv var lille, og fordi den bagtil grænsede op til et stort kolonihaveområde. Om sommeren flød det hele i ét med træer og blomster.
Min far havde været gift før, det var en af familiehemmelighederne og blev først afsløret senere ved et tilfælde. Tilsvarende anede jeg ikke, at min morfar havde hængt sig på loftet i Reginehøjgaard 1906. Det fik jeg først at vide som næsten voksen. I øvrigt hed min far Thorvald (som er mit mellemnavn) og min mor Lilly, født Nielsen, som der altid stod, når det skulle være officielt.
Af mine to ældre søstre, Hanne Lise og Bodil, hørte jeg, at der faldt et stjerneskud, da jeg blev født d. 15. december 1931. De havde været udstationeret hos min farfar og farmor, fordi jeg skulle fødes hjemme, og da de gik på vejen, så de det. For øvrigt mente Hanne Lise, at jeg lignede et grantræ og smed en hinkesten ned til mig, så jeg kunne have noget at lege med. Hvad hensigten ellers har været, kan man gætte sig til, men en køn parallel til meteoritten var det.
Fødslen var ikke ukompliceret. Min mor fortalte dramatisk om navlestrengen, der var snoet flere gange rundt om halsen på mig, og hvordan hun var blevet æterbedøvet med en klud lagt over en af min fars stive flipper og anbragt rundt om hendes næse og mund. Den til formålet indkaldte hjemmesygeplejerske mente afgjort ikke, jeg kunne overleve, så skravlet og ussel var jeg. Nede i stuen gik min far og græd. Det var alt sammen en del af familiemytologien og blev fortalt med en vis stolt munterhed, for det gik jo godt.
Senere har jeg spekuleret på, hvad den dramatiske ankomst har betydet for mig selv. En serie tidlige mareridt, der altid endte med en frygtindgydende passage gennem et håret uhyres gab og mave, behøver man ikke være dr.phil. for at fortolke. Men den skrogethed, der senere tit slog mig omkuld, har måske sit udspring der. Man leder gerne efter sammenhænge, hvor der ikke nødvendigvis er nogen.
På et snapshot ser jeg mig selv komme ud af et bed iris med en bøllehat i hånden. Jeg smiler, og min gestus er indbydende. Det er en sød dreng, måske en skuespiller, måske en klovn. Rollespillet er under alle omstændigheder ikke til at tage fejl af, bajonetter og skyttegrave langt væk. At man var ved at varme op til den store heksesabbat spores ikke, overhovedet ikke; det kom senere.
Optakten var idyllisk, ikke mindst takket være Agnes Bertha Christensen Damhus, et faktotum min far og mor havde ansat, før min ældste søster blev født og de boede på Samosvej et andet sted på Amager. Agnes stammede fra Ugilt i Vendsyssel og var lige så meget min mor som min mor, ja måske endda mere, fordi hun altid var hjemme. Hun tog billedet, det var hende jeg optrådte for og elskede.