Begge mine forældre var høje. Når de kom kørende på cykel, virkede de endnu højere og langstrakte som et par Giacometti-figurer. Der var også noget synkront over måden at køre på, som om deres ægteskabelige relationer var en del af transportsituationen. Om morgenen, når de skulle i skole, hentede min far cyklerne nede i vaskekælderen og bar dem op ad trappen. Han tog fat med venstre hånd om styret og havde med den anden tag i stellet. Sammen trak de cyklerne ud af den lille gård og hen ad gangen, åbnede lågen, satte sig op og kørte.
Der var også dage, hvor de gik, tit med hinanden under armen. Jeg har aldrig oplevet dem benytte anden transport på skolevejen end cyklerne og benene, selvom der er tre-fire kilometer mellem Ingolfs Allé og Amager Fælledvej, hvor deres skoler lå. Uanset vejret tog de sig frem og kom tilbage i den tidlige eftermiddag. Agnes havde te parat, når de dukkede op, den blev serveret i spisestuen ved det femfagede vindue ud mod haven på et bord imellem dem.
Morgenerne husker jeg som stille. Der kunne være trængsel, når fem mennesker skulle til på badeværelset nogenlunde samtidig, men der blev ikke talt højt af den grund. Agnes ordnede sine egne affærer nede i vaskekælderen, hvor hun havde en potte stående. Enten har hun været for genert til at blande sig, eller også har de syv år, hun tjente hos grev Rantzau i Amaliegade, belært hende om, at man ikke blander sig med herskabet eller forstyrrer det i den situation. Som Puk bevægede hun sig hurtigt, med det hun havde præsteret, mellem træerne i haven, synlig og usynlig på en gang. Det drejede sig jo om en hemmelig mission.
Min far sagde slet ikke noget om morgenen. Ikke fordi han var morgensur, han virkede sjældent sur, måske har han følt sig sårbar. Han sad for bordenden og havde avisen liggende ved venstre hånd. Af og til nøjedes han med overskrifterne og vendte kun det sammenfoldede blad, for det meste slog han avisen op og bladrede fremad, mens han spiste. Uden at det virkede generende, brugte han en knappenål, han havde siddende bag jakkens ene revers, til at rense tænder med. Det var ikke hele tremmeværket, der fik en omgang, kun et enkelt mellemrum hist og her, hvor noget havde sat sig fast. Når han var færdig med at spise, tændte han en cigar.
Lidt tummel kunne der godt være, hvis alle skulle af sted næsten på en gang, og en af mine søstre eller de begge to var sent på den. Men det var mest en støj, der brusede op og forsvandt lige så hurtigt, en buldren ned ad den indvendige trappe til kælderen, en smule cykelklanken og så væk.
Hver dag stod Agnes først op. Hun dækkede morgenbordet og satte det frem, der skulle spises. Hun lavede både te og kaffe, måske kaffen mest, fordi hun selv godt kunne lide den. Det var i øvrigt en tynd kop, for hun hældte lige så meget vand i, som der var kaffe, oven i købet koldt vand. Regelmæssigheden i hendes morgenritualer havde måske også noget med kaffen at gøre og så yndlingsspisen: grove skorper af gammelt rugbrød.
Når de alle sammen var væk, faldt der ro over huset. Ikke fordi der ikke blev bestilt noget, men nu var det Agnes, der bestemte, og jeg kunne følge hende fra rum til rum, hvor hun redte senge, ordnede badeværelset, støvsugede, vaskede op. Når hun bøjede sig ned, var det med strakte knæ, og når hun lagde sig på knæ, kunne hun blive liggende til et gulv var vasket, uden at det rørte hende.
Fornemmelsen af intens hygge kulminerede, når jeg selv blev sat på potten. Det foregik for det meste i „den lille gang“, en komisk trekant mellem døren til køkkenet, døren til spisestuen og den til garderoben. Jeg skruede mig selv fast til møblet med det undertryk, der opstår når man skiftevis presser sig ned med enden og slapper af. Afføringen bevarede sin lunhed, og var man heldig, kunne man rejse sig op, mens potten blev siddende på bagdelen. Det sidste var ikke velkomment, mens en tur hen over gulvet i diskrete frøhop med bagdelen og potten kunne accepteres.
Formiddagene bød tit på forskellige overraskelser. Måske kom skorstensfejeren med sin svend og lærling, og man skulle passe på ikke at røre ved dem eller deres grej, for så blev man sort. Måske dukkede mælkemanden op med den ugentlige regning – hvilket engang medførte en mindeværdig afstraffelse, en af de få. Da jeg mod forventning ikke fik den sidste side i mælkemandens regnskabsblok med kolonner og en reklame for Oma Margarine, blev jeg sur. Han var midt i en frisk blok, så det var helt rimeligt, at han ikke havde noget at give mig. Men jeg fremturede, og til sidst spyttede jeg på ham.
I den slags situationer, ved man udmærket, at man er langt ude, alt alt for langt ude. Det undrede mig da heller ikke, at jeg blev taget ved vingebenet. Men jeg blev bange, da jeg mærkede, hvor ophidset Agnes var. Måske havde jeg et eller andet sted midt i al hyggen og idyllen selv provokeret dramaet, hendes hænder rystede skrækkeligt, da hun skulle have alle seleknapperne op for at komme til min bare ende. Hun var helt anderledes, det var måske det værste, selve afstraffelsen gjorde ikke særlig ondt. Det tog lidt tid at få huset til at ligne sig selv igen, psykiske jordskælv vender op og ned på tingene.
Et af dagens højdepunkter var indkøbsturen. Agnes’ bytaske var af imiteret læder med to hanke og besætningen syet i oktagonaler skiftevis sorte og røde. Hun var ret hjulbenet, og når hun bevægede sig fremad, var det med en svag, energisk rokken. Jeg holdt hende i hånden, der var tør og varm og meget fortrolig med de tykke led og fingre vanskabt af bullenhed. Hun begyndte at tjene som fjortenårig og kom til København omkring århundredeskiftet, hvor tyendet stadig havde usle kår. Det var spændende, når hun fortalte om pigeværelser, hvor sneen lagde sig over sengen om natten og kunne skubbes ned af dynen om morgenen. Bullenheden kom af gamle splinter, der havde sat sig fast og ikke blev behandlet. Selv så jeg hende tit, når hun havde fået en splint, stikke hånden i sæbevand sat over gassen i en gryde til det kogte.
Alle de handlende i kvarteret var genkendelige og lignede på en måde det de falbød. Ægteparret i viktualieforretningen var i hvide kitler, som de fyldte helt ud. De talte højt, ikke for højt, stemmerne gled i majonæse. De havde røde kinder og smilede med forventningsfuld alvor, som om de vidste, at varerne nok skulle skabe tilfredshed, hvis man gjorde sig umage med nydelsen.
Inde ved siden af boede skomageren. Han hed Immanuel Kristensen, og mine søstre sagde, at han var forelsket i Agnes. Jeg kunne aldrig finde ud af, hvordan forelskelsen gav sig udtryk, måske var det snarere Agnes, der var forelsket i ham. Han var meget mørk og havde buskede, sorte øjenbryn og brune øjne. Jeg vidste, at han sad i menighedsrådet, men vidste ikke, hvad det var. Forretningen lugtede af læder og sværte. Når vi kom ind, rejste Immanuel Kristensen sig bag disken og tog pløkkerne ud af munden og sagde noget med sin dybe stemme. Et rundt ur over døren tikkede. Jeg brød mig ikke meget om at være i butikken.
Der var lidt sjovere hos købmand Augustinus Nielsen, selvom han var meget bleg og gik med paryk – noget jeg først senere fandt ud af. Lyden af messingskeen mod træskuffen og det lille smæld af papirsposen, der foldedes ud, når der skulle et kvart pund kaffe i, som Agnes bad om, sidder fast. Jeg tror ikke, Augustinus Nielsen gav kandis, måske når vi betalte regningen en gang om måneden. Han var ingen charmør.
Så var der langt mere fut i ismejeriet hos hr. og fru Hansen og deres døtre. Manden selv – han hed Morten – færdedes mest i baggrunden og steg med mellemrum i sine sorte træsko op og ned ad de tre trin til det bagved. Det var damerne, der herskede i butikken, også i hvidt, men livligt sminkede og tit med smykker, man kunne se over trøjen eller kjolen inde under kitlen. Det sang i dritlerne, når sleven blev slået i smørret eller blev klappet i form på papiret og vejet. Jeg tror de kendte alle og betragtede dem som fortrolige og venner. Agnes blev livlig, når hun kom ind i ismejeriet, og damerne råbte venligt til mig, lidt for højt syntes jeg en gang imellem.
Det var før sporene blev lagt fra remisen ud til Sundbyvester Plads. Sporvognene kørte kun til remisen, kørte frem og holdt i stilling, til der var afgang. Inde ved siden af var busholdepladsen med afgang til Kastrup og Dragør og Kongelunden. Der var livligt, ikke kun fordi mange flere tog sporvognen og bussen dengang end nu, men fordi der var både konduktører og vognstyrer om bord. En konduktør i hovedvognen og en i bivognen (for rygere) og så vognstyrerne. De færdedes frem og tilbage over Amagerbrogade i pauserne, når de ikke sad i ventesalen og røg, købte tobak og cigarer eller blev barberet. Om vinteren havde de træskostøvler på og kapper, der var koldt på perronerne, om sommeren så man af og til en „åben“ sporvogn, en udflugtsvogn, hvor konduktøren balancerede udenpå i farten for at billettere, det føltes sensationelt.
På hjemvejen var indkøbstasken tit så tung, at den trak Agnes skæv. Det var jo ikke bare pålæg og kaffe hun bar på, men også kartofler og porrer og gulerødder og rugbrød. Hun slap aldrig taget i min hånd og hilste venligt på alle dem vi mødte. Af og til blev nogen stående og snakkede, og hvis jeg slap hendes hånd, skiftede hun bytasken over i den for at fordele vægten. Det lød højt, ligesom rumlende, når hun stak den store københavnernøgle i låsen på hoveddøren. Så var den åben og vi var hjemme.