Mine bedsteforældre boede ikke ret langt væk, men vi kaldte dem ikke „bedste“. Det var farfar og farmor og mormor. Min faster Sofie Rifbjerg havde flyttet de gamle fra Havrebjerg til København, og min morbror Niels, der var direktør både for Nationaltidende og De Forenede Papirfabrikker, havde anbragt min mormor hos min moster Mie og onkel Marino, der boede Thingvalla Allé nr. 50. Mormor var den ældste, i slutningen af firserne, da jeg blev født. Hun var lille, måske aldersskrumpen, men påfaldende lebendig, og jeg husker hende en juleaften, hvor vi legede sammen nede på gulvet med noget af det legetøj, jeg havde fået. Hun udstrålede hurtighed og charme, men var klædt som en bondekone i stadstøjet med kyse og sort kjole.
Min farmor var mindre mobil, og jeg husker hende mest siddende i en lænestol i dagligstuen på Breidablik Allé, hvor min fasters hus lå. Man blev inviteret til at sidde hos hende, men der var ikke så meget plads, barmen og maven fyldte godt. Farmor var ikke invalid, tiltog sig med selvfølgelighed alderens ret til at holde sig i ro efter et slidsomt liv med mange barnefødsler og en spinkel økonomi. Det var vel også et temperamentsspørgsmål.
Farfar var lettere, præget af den aldersspinkelhed, der rammer en bestemt type mænd. Jeg husker ingen særlig nærhed til ham. Et billede viser mig på skødet af ham, men han ser den anden vej eller ser på mig med et blik mere optaget af sin egen forkrænkelighed end af de mulige løfter i min person. Døden og endnu et barnebarn, der var jo så mange.
Mærkeligt nok var det altid sommer, der omgav farfar og farmor og mormor. De sås i flimrende lys mellem træer og buske, siddende i hvide havemøbler på plænen eller med solstriben hen over den tofarvede løber ved siden af lænestolen. Kun julen bragte dem tilsyneladende indendørs undtagen farmor, der altid sad i den stol.
Der var ellers livligt nok, for begge familier – både den petersenske og den nielsenske – holdt af selskab, og børnene var flinke til at tage traditionen op. Min faster Sofie og hendes søster Ingeborg fyldte gang på gang det store hus med deres brødre og søstre og svogre og svigerinder – altid med børn – så det var ikke kun onkler og tanter, man fik set, men også fætre og kusiner i stort tal og flere aldre. Der var færre sammenkomster hos min mormor, men Mie og Marino Paasgaard og deres datter Kirsten og naturligvis mormor sad med ved bordet på Breidablik Allé, og der kom også familien Stangerup, for min mors søster Ingrid var gift med Aksel Stangerup, og den allerældste Stangerup, rebslageren, fulgte med i trosset, så der var trængsel.
Var der ikke tale om overdådighed, så var der, hvad der skulle være. Jeg husker ikke det, der blev drukket – ved de helt særlige lejligheder blev der serveret vin – men stemningen var høj ved bordet, og der blev holdt taler. Min farfar følte sig også forpligtet, jeg ved ikke, hvad han sagde, det lød lidt tyndt, og der var stille imens. Så satte han sig ned. Gamle Stangerup derimod kunne blive ved længe, hans tobaksgule skæg bevægede sig op og ned, og han slog sig for det stivede kjolebryst. Jeg har siden fået fortalt, at han var forfærdelig reaktionær og ikke kunne lade være med at blande politik ind i selskabstalerne. Men jeg syntes om ham, for det første fordi han var anderledes og for det andet, fordi han kaldte mig „stump“ og altid gav noget, brystsukker eller en dameskrå.
Sammen med fætre og kusiner holdt jeg til nede i „børneenden“ af bordet, og så snart det blev for langstrakt med de voksne, søgte vi ned på gulvet, hvor vi beundrede de mange ben og blankpudsede sko og silkestrømperne. Jeg syntes, det legetøj mine fætre havde med var meget flottere, end det jeg selv havde, et træk, der har fulgt mig til voksenalderen. Alle andre er smartere end jeg er, bedre klædt, har mere stil.
Legene hos min faster Sofie var ellers obligatoriske og meget mindre pædagogiske, end man skulle tro, når man vidste, hvem hun var. Det mest ophidsende spil hed „Mif“ og var en særlig nytårsspecialitet, der har fulgt generationer i familien siden. Man sætter tre tallerkener på bordet, lægger slik eller små stykker legetøj af varierende tiltrækningskraft på hver tallerken og sender en person ud af stuen. Dem ved bordet bestemmer, hvad der skal være „Mif“, og den der kommer ind har lov til at tage af tallerkenerne, indtil han eller hun havner på den særligt udvalgte. Så bliver der råbt „Mif“! og helst så højt, at nerverne hænger i laser. Det er ren terror og har sikkert efterladt sig spor, men ligesom man lærte det øresønderrivende uheld at kende, fik man også smagt triumfens søde, bundløse stilhed, når man havde erobret to tallerkeners indhold, uden at det frygtelige brøl havde lydt.
Jeg har tit spekuleret på, hvordan de meget forskellige livssyn inden for familiekredsen har kunnet forenes eller rettere sagt: hvorfor man ikke skændtes mere end man gjorde. Sofie Rifbjerg var kommunist, måske en forståelig radikalisering af det livssyn af grundtvigiansk tilsnit, hun har haft med hjemmefra. Sandsynligvis under hendes indflydelse hældede min far mod venstre, mens alle andre i familien var mere eller mindre konservative med Stangerup-fløjen længst ude til højre, godt fulgt af onkel Niels. Men fanatikere har de ikke været, ikke en eneste af dem, og Aksel Stangerup havde så meget mildhed og humor i sig, at enhver tanke om politisk totalitaritet var udelukket. Han smilede når den gamle kom for langt ud og så ned i dugen.
Det var som om det, at man tilhørte en familie, på forhånd gav absolution for hvad som helst. Og det var ikke fordi det ikke var en familie med fejl i, tværtimod. Flere onkler havde ikke særligt held med deres forretningsforehavender, en farbror havde været længere ude på det kriminelle overdrev end godt er, Aksel Stangerup spillede på børsen og tabte en formue, der blev født uægteskabelige børn, eller skulle man sige: næsten, og under krigen forelskede en fjern kusine sig i en SS-mand og giftede sig med ham.
Han blev præsenteret for familien i Dragør, Sydstrandsvej 17, hvor min faster havde sommerhus sammen med min faster Ingeborg. Kæresten ankom i fuld paradeuniform med jernkorset af første klasse og dolk. Hans hæle lød tydeligt mod fliserne, mens han gik op ad havegangen til huset. Det var en høj, lys mand, slank og elegant af holdning. Han smilede og bukkede høfligt for mine fastre efter at have taget kasketten af og lagt den på kommoden i entreen sammen med sine handsker. Der sad et dødningehoved over kasketskyggen fortil. Jeg har ingen anelse om, hvad der blev sagt, husker kun en vis unaturlighed, der ikke var meget anderledes, end den jeg oplevede, når voksne sammen ikke rigtig kunne lide hinanden eller ikke talte det samme sprog, eller der blev sagt noget, som var upassende eller som jeg ikke skulle have hørt.
Efter nogen tid rejste han sig op og bukkede igen og forsvandt. Han blev, efter hvad jeg ved, dræbt inden krigen var forbi.
Men der var nogen tid endnu, før krigen begyndte, selvom den var på sporet og til en vis grad prægede stemningen. Min ældste søster havde været i Frankrig på Freinets skole i Vence og kom hjem og fortalte om de spanske flygtningebørn fra borgerkrigen. Hun havde en lille model af en sejlbåd af oliventræ med til mine forældre. Den havde sølvsejl og fik lov til at stå på sekretæren. Hun havde også en grammofonplade, det var ouverturen til „Figaros bryllup“ af Mozart, og jeg har siden ikke kunnet høre netop den musik, uden at forbinde den med noget dramatisk og skræmmende. Hanne Lise har sans for drama, og da hun kom hjem fra Frankrig, brugte hun en mimik og slog ud med armene, som hun havde lært dernede. I øvrigt blev hun syg under opholdet i Provence og fejlbehandlet og fik rosen og bylder, fordi lægerne aldrig vaskede sig. Hun fortalte om det alt sammen med høj stemme og store øjne.
Allerede under den japansk-kinesiske krig havde jeg dikteret et brev til den japanske kejser, som Agnes skrev ned. Jeg bad kejseren om at holde op med krigen, så der må afgjort have været noget i luften. Vi skulle også være absolut stille, når min far satte høretelefonerne på og skruede sig ind på „Præstens radioavis“. Det måtte være noget vigtigt. 1939 fik vi radio med højttaler, og noget af det første vi lyttede til, var meddelelsen om tyskernes indmarch i Polen.
Måske var det derfor, vi ikke var i Kandestederne det år. Under alle omstændigheder var vi der ikke, selvom det var der, vi plejede at tage hen, fordi min farbror Ove havde hotel deroppe. I sommeren 1939 var vi i Asserbo.