Rejsen til Kandestederne var i sig selv et eventyr. Mine forældre sluttede i skolen d. 20 juni, og vi rejste for det meste til sankthans. Det var mens jasminen blomstrede, den store busk stod til venstre for havelågen neden for hoveddørstrappen. Mens jeg hang på lågen og ventede på taxaen, der skulle køre os til Kvæsthusbroen og damperen, lod jeg mig halvvejs bedøve af blomsterduften. De hvide kronblade dryssede og faldt som sne, hvis jeg kom for tæt på busken i min svingtur, men selvom jeg var utålmodig, gjorde jeg mig umage med at være forsigtig. Intet skulle spolere oplevelsen af lykke.
Med kurvekufferten og de andre bagpå kørte vi igennem den lyse aften. Alle de fugle min far havde lært mig navnene på og hvis stemmer jeg kendte, sang fra hustage og trætoppe. Damperen lå ved kajen med den sorte skorsten og det røde bånd, vi skulle sejle til Frederikshavn. Det eneste skår i glæden for mit vedkommende var, at jeg vidste, båden ville tude slemt, når vi lagde fra kaj. Man placerer sine rædsler forskelligt, hvorfor denne brølen skulle være ekstra skrækindjagende, ved jeg ikke. Under alle omstændigheder holdt jeg mig for ørerne og græd, når lyden kom. Men så var det også overstået.
Inden Kronborg blev jeg puttet, havde dog nået at se bålene på Sjællandskysten og også oplevet, at der blev kippet med flaget, da et orlogsskib sejlede forbi. Der var lærdom i de begreber, for naturligvis var det blevet fortalt, hvad der skete om bord, ja selv loggen vidste jeg hvad var og stirrede fascineret, mens den drejede huggende rundt ude agter og kølvandet rejste sig skummende.
Allerbedst var køjens fornemmelse af luksus, det kølige gelænder, lagnets glathed og det ru, røde tæppe der lå ovenpå forsynet med D.F.D.S.’ monogram. Jeg opdagede først om morgenen, at min mor lå ved siden af mig, det gjorde ikke nydelsen mindre.
På kajen i Frederikshavn blev vi hentet af Sigvald. Det var min onkels chauffør, han kørte en kraftig Chevrolet og besørgede alle ærinder, hentede gæster i Frederikshavn og Hulsig, is og fisk i Skagen. Fornemmelsen af luksus i køjen og om bord på skibet fik sin forlængelse i Sigvalds bil, turen til Kandestederne var i det hele taget en rejse ind i det sensuelle og stedet selv lykkedrømmenes opfyldelse.
I Kandestederne kunne man muligvis falde, men man slog sig ikke. Af og til var det regnvejr, men det varede sjældent længe, så åbnede lyset igen det store landskab, alting duftede. Fornemmelsen af tryghed i et ømt miljø udvidedes i Kandestederne til at omfatte alting, at springe fra en klittop var som at give sig uendeligheden i vold, og når man landede, var det blødt.
For det meste boede vi ikke på selve Kandehus – det hed hotellet – men i en gård på den anden side af vejen hos familien Jakobsen, hvor min farbror havde lejet et par værelser i gavlen. Sengene var hvide, og der var en barneseng til mig ved siden af min fars og mors. Hver morgen kom stuepigerne og tømte vaskespanden og hældte frisk vand på kanden i servanten og redte senge. Jeg var optaget af spanden, fordi den havde låg på med en lille opbygning i midten med huller i, hvor vandet løb igennem, når det blev hældt fra vandfadet.
Sammen gik vi over til hotellet, når vi var blevet vasket og klædt på. Min far kridtede sine tennissko, han havde to par, og det ene stod altid til tørring op ad væggen. Der var havregryn og havregrød, hjemmebagte boller og franskbrød, nymalket mælk og fløde, smør og orangemarmelade. De voksne drak kaffe eller te, og tekanden var forsynet med en dråbefanger. Både den og æggene havde hætte på eller var dækket til for at holde på varmen. Alle hilste venligt, men min mor var tit i dårligt humør.
Når onkel Ove kom ind, skete der noget. Der var ingen tvivl om, at han stod i centrum. Jeg var lidt bange for ham, der udgik en følelse fra ham, som jeg ikke helt var i stand til at definere, men sikkert handlede om, at han anså mig for at være en splejs. Han havde kraftigere farver end min far, rødere kinder, mørkere hår og øjenbryn. På en måde var han macho-udgaven af min far og flirtede åbenlyst med de kvinder, der tiltalte ham. Også min mor livede op, når han var der.
Han kom ind med sine jagthunde, en setter og en springer spaniel, og det suste. Han havde gerne en stråhat på og et kulørt silketørklæde om halsen. Han var maler, lugtede af linolie, kølnervand og cigarer. Han kunne tale med alle og lo med en lidt presset, gurglende latter som en hane, der ikke rigtig kan komme til at gale. Håh, håh, håh.
Jeg vidste det selvfølgelig ikke, men de andre gæster – de betalende – tilhørte en anden klasse end os. De var velhavende og førte sig sikkert. I øvrigt var det en sammensat flok fra rigspolitichefen Thune Jacobsen til professor Stephan Hurwitz blandet op med revisorer og vinhandlere, grosserere og en enkelt filmmagnat, Sofus Madsen, direktør i Nordisk Film og for Palads Teatret. Min mor oplevede afstanden og kunne ikke slappe af, mens min far kastede sig ud i det som noget naturligt. Han spillede tennis med Thune Jacobsen, der havde vippende „bryster“ og så fantastisk ud, når han iført bøllehat prøvede at løbe en bold op. Tennisbanen var af cement og havde ikke de korrekte mål, tit forekom det at boldene mere befandt sig ude i marehalmen end inde på banen.
Begge mine søstre blev hurtigt optaget af unge fyre i knickers og ternede sokker, de var sjældent inden for synsvidde. Bodil sværmede for rigspolitichefens søn, Ludvig, hvem Hanne Lise kastede sit blik på, ved jeg ikke, men hun var veninde med Le Klint, og de lå altid og skoldede i en gryde ovre ved Dommerens hus. Selv sank jeg blidt og uskyldigt i favnen på familien Jakobsens pigeflok og syntes ikke det var svært at forstå, hvad de sagde, selvom de talte vendelbomål så sort som martørv. Vi legede uafbrudt, det kunne ikke holde op, alting var jo et selvfølgeligt eventyr lige så indlysende som at solen stod op om morgenen og gik ned i det store Vesterhav set fra Kandebakken om aftenen.
Blandt de mange, der lænede sig ind over familiebordet ivrigt med gaffel og kniv parat, var maleren Flauenskjold. Han var fast inventar, en af dem onkel Ove subventionerede, selvom han ikke havde råd til det (men det vidste jeg ikke noget om dengang). Han var en melankolsk fantast med en udviklet sans for det groteske – også hos sig selv. Han sad tit med et rundt lommespejl og studerede sin tunge. Flauenskjold lærte mig, hvordan man kunne putte vand i munden og så få folk til at trykke sig på kinderne. Jeg gjorde det med fru Thune Jakobsen, og det lykkedes at oversprøjte hende både i ansigtet og på kjolen. Mange gæster godtede sig, fordi fruen ikke var populær, men min mor blev vred, selvom jeg godt vidste, at hun heller ikke kunne fordrage fru Thune Jakobsen.
På gården var der alt, hvad der skulle være: to heste, nogle køer, mange grise og høns. Vi legede i loen og sad øverst på læsset, når der blev kørt hø ind. De gamle Jakobsens levede endnu, han røg lang pibe, og de var begge i sort tøj altid. Af og til kom jumben frem, gamle Jakobsen satte sig smilende med tømmerne, og vi fyldte den dybe vogn. Hesten hed Klaus, hvad der nok skabte morskab, men en mild indforstået. Det var fantastisk at se hesten løfte halen, mens vi skumplede af sted i sandsporene, og levere den ene gule, velformede pære efter den anden og prutte. Så sank halen atter på plads, den runde, perfekte, sorte åbning var dækket, og vi kørte videre.
Langt ude fulgte klitterne med, mens havet på den anden side sang lavmælt raslende.