Hjemme var legene anderledes og handlede tit mere om køn. Mine kammerater fra kvarteret var alle sammen ældre end jeg, ikke mere erfarne, men i besiddelse af flere oplysninger, der tit knopskød i vilde fantasier. Ingen af os vidste helt præcis, hvordan det gik til, jeg var i mange år overbevist om, at hvis mænd og kvinder gjorde det de andre påstod, måtte de mindst få nyrebetændelse. Det sagde jeg til genbopigen Kirsten, der nikkede indforstået. Hun var engang til aftensmad hos os, hvor vi fik noget, der lignede gullasch eller Boeuf Stroganoff og sikkert rummede kødstykker, der var svære at tygge. Da vi kom ud i haven bagefter, trak Kirsten op i skørtet og lindede på bukseelastikken. Kød og sovs drev ned ad hendes inderlår. Hvad hun ikke kunne tygge, havde hun gemt i buksebenet.
Men det var ikke sex alt sammen, der var også de regulære lege, hvor jeg tit holdt mig fri af de værste voldsomheder ved at spille roller. Tit var jeg en forvirret videnskabsmand fortabt i junglen, eller jeg gennemspillede min dødsscene til en sådan grad af fuldkommenhed, at jeg fik lov til at være i fred, jeg var jo død.
To af hovedpersonerne var Herman Jepsen og Bent Mouritzen, kaldet „Lille Bent“. Jepsens boede som vi på hjørnet af Torfavej og Ingolfs Allé bare på den anden side. Herman Jepsen sr. var kunstblikkenslager og havde værksted i en kælder i Fredericiagade inde i byen. Fru Jepsen var norsk og kunne tale en døvstum i knæ med sin høje stemme og mærkelige accent. Hr. Jepsen havde været med i Første Verdenskrig på amerikansk side (mange kilometer bag fronten), men huset var fuldt af overskårne granathylstre som askebægere, og der sad krydslagte bajonetter på væggene. Amerika spillede en stor rolle i familien Jepsens bevidsthed, og til alles misundelse fik Herman foræret en Ku Klux Klan-dragt med hætte, dødningehoved, kors og det hele. Hvad den stod for, havde vi ingen anelse om, men den indgik i en periode i vores lege.
Familien Mouritzen boede øverst oppe i hr. Schous treetagers hus på den anden side af Ingolfs Allé. Hr. Mouritzen så man mest til om søndagen, når han havde fri fra sit maskinmesterjob. Men ellers var der Lille Bents onkel, hans tante og hans mor, men først og fremmest hans mormor, der altid var der og havde ørenringe med tunge pendler i som trak øreflipperne ned. Det var svært ikke at se på øreflipperne, når ørenringene ikke var i; gennemboringerne var blevet lange, og der sad noget sort i dem.
For at komme op til Bent, gik man ad køkkentrappen, der snoede sig og snoede sig. Hovedtrappen blev aldrig brugt, den var for fin og sort og fernisen på trinene så tyk, at den lignede harpiks. Hr. Schou gik med skipperkasket og sømandstrøje. Han var en af de få på vejen, der besteg sin cykel bagfra via en hønsepind på baghjulet. Selvom han ikke gjorde noget, var vi lidt bange, måske fordi han havde fuldskæg, måske fordi han var vært. Haven ved siden af huset, som han havde anlagt, var mørk og dyb, fuld af stedsegrønne træer og buske. Den virkede sumpet, og det gjorde ikke noget, at vi ikke måtte komme der, for ingen havde lyst.
Vores hovedkvarter var skuret nederst i Jepsens have. Her stillede hr. Jepsen sin Harley-Davidson, når han kom hjem fra arbejde, og der lugtede godt af olie og benzin og brænde. Tit stod vi og ventede på ham, når han skulle komme, for at få en tur på det brede bagsæde. Hr. Jepsen var en venlig mand, softspoken, måske fordi han vidste, at han alligevel ikke kunne overdøve konen. „Hørman“, kaldte hun ham.
Snakken gik tit om piger, selvfølgelig, tøser, og jeg blev nødt til at finde på noget for at hamle op med de andre. Derfor opfandt jeg kusine Birthe, som jeg foretog mig de mest fantastiske ting med – selvom jeg ikke rigtig vidste hvad. Men de andre kunne godt lide historierne om hende, og til sidst var jeg selv lige ved at tro på, at hun fandtes.
Af og til dukkede der rigtige piger op, jeg syntes mest det var om søndagen eller til fødselsdage, og det var sjældent særlig rart. De fleste af mine kusiner var ældre og så ikke i retning af småkravlet. Særlig betagende var en pige (jeg husker ikke hvem hun var) med en stor, rød silkesløjfe i håret. Jeg må have nærmet mig hende uforsigtigt eller overivrigt, i hvert fald slog hun mig med bagsiden af en hårbørste, jeg kan endnu mærke det kølige sølv den var betrukket med på bagsiden på kinden.
Der var sat grænser, og de var ikke alle sammen af kønslig art. Vi legede aldrig med børnene fra „Den gule by“ (en samling husvildebarakker på den anden side af Amagerbrogade) og det blev indskærpet, at hvis man mødte grønlændere fra TB-sanatoriet, gjaldt det om at komme over på det andet fortov, ellers fik man tuberkulose. De fattige børn i klassen skilte sig også ud, de gik i træskostøvler om vinteren, var altid forkølede og tit trepanerede bag øret. Man behøvede i øvrigt slet ikke se på dem, lugten var karakteristisk: en tyk, lidt sødlig blanding af våd uld og sure tæer. De fik mad på skolen.
Var der ikke tale om egentlige ghettoer, så var de forskellige villakvarterers grænser veldefinerede. Det vi boede i hed „Dyveke“ og længere mod nord lå „Eberts villaby“, som var fornemmere. Under ingen omstændigheder boede der fattige mennesker i nogen af dem. Der kunne selvfølgelig være en enkelt lejer hist og her, der ikke tilhørte det sociale lag, man ellers forventede. Men de var usynlige, talte ikke med. Mest skræmmende var den invalide mand, der blev slæbt ned på ryggen af sin bror og sat i rullestolen. Var det skumring, når de kom, smeltede skikkelserne sammen til et mærkeligt dyr, og man skyndte sig væk.
Ellers førte alle sig frem med naturlig selvfølelse. Det gjaldt især de mange lærere og lærerinder, som befolkede kvarteret. Hr. Henriksen og fru Engell, inspektør Østrup og dr. Lieberkind var klare profiler, der sås med samme regelmæssighed som figurerne i en middelalderkirkes spilleværk. Allerede på afstand markerede hr. Henriksen sin ankomst, stokken slog taktfast mod fliserne, og hvis man var så uheldig at blive grebet i at have tegnet på dem, kunne man være sikker på en røffel. Der stod respekt om disse pædagoger, fru Engell behøvede bare se på en med sit strengt-vemodige ansigt, så vidste man at et eller andet var galt, selvom man ikke helt vidste hvad. Inspektør Østrup, der var landskendt for at sende københavnerbørn på helsebringende landophold i sommerferien, holdt muligvis af sine feriebørn, men var ellers løs i manchetten, når det gjaldt os andre. Han kunne blive stiktosset ved den mindste formodning om, at der var tale om „gale streger“ og slog hellere på forventet efterbevilling end slet ikke.
„Krigen“ mellem børn og voksne er sikkert en fortløbende affære, men når jeg tænker tilbage, syntes den trods alt at have spillet en større rolle dengang end nu, måske fordi rammerne var snævrere, disciplinen hårdere. I hvert fald tilbragte vi mange timer i Jepsens brændeskur med at diskutere de voksnes underlighed og mulighederne for sabotage og oprør. Ikke ret meget af det blev til noget, som hærværksmænd var vi beskedne eller for nervøse for konsekvenserne. Men mysteriet var en konstant udfordring: hvad fanden var det, de voksne foretog sig, hvorfor var de så sære, ikke til at forstå, ja ligefrem ubegribelige?
Sådan var det på den ene side, på den anden var der fortroligheden. Verden kunne ikke være anderledes, end den var, hr. og fru Jepsen så ud, som de gjorde og optrådte som de gjorde, og det var det samme med min far og min mor og mine søstre og Agnes. De udgjorde verden, den var sådan og principielt uforanderlig. Rædslen trådte kun ind i den ved tanken om at skulle undvære den, og det skete den dag jeg blev syg og skulle på hospitalet. Hvem der bestemte det og hvornår, husker jeg ikke, kun at jeg blev pakket ind i tæpper og båret ned i en ambulance og kørt væk. Det var på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor man havde fundet ud af, at det var sundt for børn kun at se deres pårørende en time to gange om ugen, når de lå på hospitalet. Pludselig var min mor væk. Jeg græd, men hun kom ikke. Jeg græd endnu mere, men hun kom stadig ikke. Det gjorde Agnes heller ikke. Jeg var forladt.
Hvis børn var i stand til intellektuelt at rapportere fra de enklaver livet eller de voksne frivilligt eller ufrivilligt anbringer dem i, ville der være mange historier og en del forklaringer på, hvorfor man senere bliver som man bliver. At være fange på Sundby Hospitals børneafdeling midt i trediverne er naturligvis for intet at regne mod, hvad andre børn har oplevet fra dengang og fremefter. Men det var et mørke, stol på det, en sejlads gennem et tilsyneladende fuldkommen afskåret univers befolket af smerte og fremmede væsner – afbrudt af disse besøg, hvor man brugte det meste af tiden til at græde endnu mere, for om lidt gik de igen, alle dem man elskede, og som var ens verden!
Der var tale om en dobbelt mellemørebetændelse, som i tidens løb blev fulgt op af andre og suppleret med polio, blindtarmsbetændelse, sinuitis, to gange skarlagensfeber, gigtfeber og en kongerække af halsbetændelser. Så hvad hospitaler angår kan ikke meget komme bag på mig. Jeg hader dem.