I 1938 kom jeg i skole og fik andre kammerater. Et tidligere forsøg på at anbringe mig i en progressiv børnehave var faldet uheldigt ud: hvad skulle jeg der, når jeg havde det så godt hjemme hos Agnes? Overgangen til skolen var da heller ikke nem. Jeg tissede i bukserne og blev sendt hjem. Jeg græd og blev sendt hjem. Men jeg forelskede mig også i klasselærerinden frk. Christiansen, og regnelæreren hr. Mae var så flink og sjov, at jeg bukkede under både for charmen og underholdningen.
Men der var rovfisk i akvariet, klasseføreren Hans Otto Blinkenberg viste sin styrke ved at pille de svage ud som ofre og terrorisere dem ved hjælp af flertallet. Jeg blev hurtigt cirklet ind og sat til vægs, men tyede igen til skuespilleriet, og da jeg kunne være lige så fræk i timen som Hans Otto, endte vi som en slags edsbrødre i en uhellig alliance, hvor jeg aldrig følte mig tryg.
Til gengæld fandt jeg en ven for livet i klasselærer Jens Pedersens 1. A. Han hed Ulf Christiansen og var søn af Sven Ivar og Karen Christiansen, som boede Elbagade 1, 1. sal tv., altså lige ud til Amagerbrogade. Her havde Sven Christiansen sin konsultation, han var specialist i hud- og kønssygdomme og meget søgt.
Ulf var en opsigtsvækkende køn dreng, gylden i huden og med klare grå-brune øjne omkranset af mørke vipper og kraftige øjenbryn. Han var bedre klædt på end de andre drenge, mig selv inklusive, stak altså af, men på en tiltalende måde. Samtidig befandt han sig åbenbart intellektuelt på et højere stade end os andre, ja han fortalte, at hans far havde sat ham til at lære fransk, der kom en lærerinde og underviste ham.
Fra begyndelsen virkede Ulf uopnåelig, han tilhørte en anden sfære og blev dyrket af Hans Otto på en særlig måde. Han fredede ham, og han fik hurtigt navnet „professoren“, fordi han kunne alting både i dansk og regning og gik i tweed-jakke og skrev med en rød Mont Blanc fyldepen, et klenodie totalt uden for normale elevers rækkevidde og oven i købet forbudt. Vi skulle skrive med Christian d. 9endes stålpen, kun Ulf Christiansen skrev med fyldepen, oven i købet stejlskrift, det var mageløst.
Når hans mor dukkede op til forældretime, var hun ikke mindre formidabel, en smuk, elegant kvinde med brune øjne og silkestrømper under nederdelen. Hendes hat var jægerkæk og havde en lang fasanfjer, der dirrede, når hun bevægede hovedet. Til jul forærede hun klasselæreren vin, to rhinskvinsflasker omvundet med sølvpapir og en rød silkesløjfe.
Men der var ingen arrogance i Ulf, snarere en vis dæmpet frygtsomhed, som om hele herligheden ved et vindpust kunne styrte sammen. Det var der nu ingen tegn til, og efterhånden som vi kom hinanden nærmere, opstod et venskab, der holder den dag i dag. Måske fordi vi aldrig „har haft noget på hinanden“ andet end min tidlige (og beherskede) misundelse, fordi Ulf havde alt det legetøj, jeg ikke havde, inklusive en lakeret draisine med kædetræk.
Der var selvfølgelig også finere hos doktoren end hjemme hos mig selv, antikviteter blandt møblerne, og nede på gaden holdt der en bil, en DKW med panelgear og kaleche. Den kørte Ulfs mor i, selvom bilen naturligvis også blev brugt til lægebesøg, og det var utroligt at se hende håndtere den med dobbelt udkobling og raske tag for at få gearet på plads, mens motoren putrede med sine to takter og sendte en blandet os af benzin og olie bagud. Hun havde handsker på, og fasanfjeren vippede ivrigere end nogensinde under manøvrerne.
At blive konfronteret med Ulf og hans familie var at blive ført fra tryg almindelighed ind i et intellektuelt mere uforudsigeligt farvand. Dr. Christiansen var en virkelig original, og det var ikke tilfældigt at Ulf læste fransk som syvårig. Man måtte tage sig sammen, man måtte på alle måder se at komme på niveau. Det kunne være frygtindgydende, fordi doktoren gik lige fra de bøger af videnskabelig, politisk og filosofisk art som han købte og læste i stakkevis direkte til os med spørgsmål, som ville have givet en universitetsstuderende sved på panden. Men det var også spændende, fordi en ny verden begyndte at vise sig over horisonten, en anderledes indviklet én end den, vi normalt tog stilling til.
Dagene lignede jo hinanden. Man stod op, spiste sine havregryn, fik rumpedaskeren på og traskede langs hække og stakitter hen til Irlandsvej og ned ad den, til Højdevangsskolen tårnede sig op og slugte de hundreder og hundreder af børn, som gik i den. Det var en stor, grim kasse, sikkert arkitektonisk tilfredsstillende, men ikke indbydende. Gården var delt op i tre med en sektion i midten til de små (her var både drenge og piger) og ellers drengene i den ene ende og pigerne i den anden. En lærer og en lærerinde gik gårdvagt i henholdsvis den ene og den anden afdeling, og der blev slået bravt hos drengene, en særlig satanisk lærer kunne nå en hel klasse opstillet, hvis han løb frem og tilbage og tæskede løs med flad hånd.
Brutaliteten hørte til, og selvom de fleste var bange for at blive slået og rystede af skræk for de mest sadistiske pædagoger, opfattedes systemet som naturligt. Inspektør Møller Lautrup havde et særligt stativ på væggen, hvor spanskrørene sad, og man måtte selv hente, hvis man skulle have „slag“, en Golgatavandring, der ikke var overstået, før man med sin glødende ende havde været nede og aflevere kæppen igen hos den bryske skoleleder. Det forlød, at inspektøren selv sodede spidserne af bambuskæppene for at give dem ekstra svirp. Jeg ved ikke, om det er sandt, men slagene gjorde ondt.
Naturligvis hørte Ulf ikke til den afdeling af klassen, hvor der blev uddelt lussinger og slag. Jeg tror også doktor Christiansen, hvis det var kommet ham for øre, at nogen havde lagt hånd på Ulf, ikke blot ville have flået slipset af Møller Lautrup, men også have revet skolen ned. Jeg undlod også at aflægge rapport derhjemme om mine møder med skoleafstraffelsen. For det første fordi jeg var flov og for det andet, fordi jeg hellere ville dø end have min mor til at møde op og klage. Det ville hun nemlig, hvis hun vidste, hvad der foregik. Sammen med sin svigerinde Sofie var hun aktiv modstander af skolens revselsesret, og jeg hørte mange knubbede ord i mit barndomshjem om skoledirektør Thorkild Jensen og hans stivflips-regimente.