Sommeren 1939 rejste vi som sagt ikke til Kandestederne. Min far havde lejet et hus i Asserbo. Det lå på Græsvej, en stikvej fra Nyvej ind i plantagen mellem Sandkroen og Birkegården. Måske var det min mors ubehag ved tanken om endnu en gang at skulle konfronteres med det mondæne klientel på Kandehus, der udløste ideen om at finde andre feriemuligheder. Under alle omstændigheder blev Agnes og jeg sendt af sted til den fjerne destination allerede i pinseferien for at se tingene an. Vi rejste med toget til Frederiksværk og derefter med bus via Vinderød, solen skinnede, og jeg havde som sædvanlig for meget tøj på. Skrækken for forkølelser og alle dens følgesygdomme udløste nervøsitet hos de voksne, og forårsagede denne overpolstring. Solen skinnede blændende gennem bussens vinduer, og jeg svedte. Det gjorde jeg også i Hegnet, mens vi storkede af sted for at se Troldeskoven og Brantebjerg og stranden ved Stængehuset. Udklædtheden accelererede i øvrigt, mens årene gik, det var en hed barndom, og jeg tror nutidens børn i deres smarte, veludluftede og lette antræk vil have svært ved at sætte sig ind i, hvad det var man slæbte rundt på af hjemmestrikkede uldsweaters og tonstunge overfrakker „for ikke at risikere noget“. Børn og unge var endnu ikke målobjekter for massiv merkantil udbytning fra klædeindustriens side, man gik i det samme kluns år ud og år ind og „arvede“ ældre søskendes aflagte eller forældres tøj blev „vendt“ og kunne således genbruges – ikke mindst under krigen, der allerede rumlede i kulissen.
Men i ‘39 var afstanden mellem Asserbo-idyl og kommende katastrofer enorm, ligesom omflytningen fra by til land føltes som en rejse til verdens ende. Derfor var det heller ikke mærkeligt, at folk talte et andet sprog – anderledes end det i Vendsyssel, men ikke mindre eksotisk. Der var længere til butikkerne end hjemme på Amager, men det gjorde ikke noget, for der kom både mælkemand og slagter og fiskemand, de holdt for enden af Græsvej og bragte som en selvfølge det, der blev bestilt. En seddel i mælkeflasken, og der var frisk franskbrød og rugbrød næste dag og en ny samling flasker med sødmælk og tuberkulin-fri jersey-mælk, for slet ikke at tale om fløden, der blev hældt fra en særlig junge ned i den kande, vi mødte op med, og var så tyk, at det tog tid, før en nedsænket ske segnede over mod siden.
På det lille træhus’ bagside mod nord sad flueskabet, en indretning til at holde madvarerne nogenlunde kølige i om sommeren. Det øvede en særlig tiltrækning ligesom viktualiekælderen derhjemme. Måske var det netop køligheden og for flueskabets vedkommende den skyggefulde gennemsigtighed, der virkede dragende, noget forgængeligt kunne bevares, der var tænkt på fremtiden, vi skulle ikke lide nød.
Åbenbart har vi sagt god for det hele, i hvert fald blev der bestilt vogn som sædvanlig ved sankthans-tid, og vi drog af med kurvekuffert på bagsmækken, cykler på taget og alt det andet grej, der skulle med. Chaufføren var fra Asserbo og vognen hans egen, en stor, brun Pontiac, der dykkede svagt i fjedrene ved hvert gearskift og planede op ad Kongevejen, hvor der var flere hestekøretøjer end automobiler. Undervejs fortalte min far, der havde været lærer i Hillerød, om et besynderligt vindue, hvor et lyn havde aftegnet en kvindes ansigt for tid og evighed. Det sad på slottet, og jeg gyste ved tanken. Der var ingen forklaring på fænomenet, det var bare noget de voksne vidste; mysteriernes antal multipliceredes.
Som barn tager man tingene til sig med en blanding af tillidsfuldhed og skræk. Lige så selvfølgeligt det var at vågne i køjen om morgenen og gå ud i solen og det dugvåde, duftende græs, lige så overrumplende var oplevelsen af en stjernedyb nattehimmel. Jeg stod med min far på trinnet til husets dobbeltdøre og stirrede op i mørket. Der var stjerner alle vegne, men også et vældigt, koldt sug, en kraft, der hvert øjeblik kunne gribe én og føre én bort. Jeg fandt hans hånd, ingen af os sagde noget. Lidt efter gik vi ind, og petroleumslampen over bordet blev tændt, dens varme lugt sidder i næsen endnu.
En dag dukkede to drenge op for at sige goddag til min far. Det var Gerhard og Niels Barfoed. Jeg vidste naturligvis ikke, hvem de var, da de pludselig stod der, men det var ikke svært at se, at de var noget særligt. Begge havde blå, korte bukser og hvide sportsstrømper på, men det mest påfaldende var deres bælter med skrårem. De var blonde og gavtyveagtige og sikre, snøreskoene var med en lille vifte på overlæderet påheftet små metalknapper.
Jeg forstod, at Gerhard var en af min fars elever fra filialen til Amagerbroskolen og Niels hans lillebror. At min skæbne i den sammenhæng for en dels vedkommende var udstukket, forstod jeg ikke. Men tiltrækningen var øjeblikkelig, man kan faktisk forelske sig heftigt allerede som syvårig, og bortset fra Ulf havde jeg aldrig set drenge, der var så umiddelbart attraktive som Gerhard og hans mindre bror. Følelsen af, at her var noget, der skulle erobres, kom spontant, og det varede ikke mange timer, før Niels og jeg var inde i den slags lege, der aldrig synes at skulle få ende, og hvor opfindsomheden er uden grænser.
Hvor legene hidtil havde haft karakter af noget ureflekteret uskyldigt (også når det drejede sig om kønslige sager) fik de her noget jeg vover at kalde en intellektuel overbygning. I hvert fald var de mindre ubevidste, mere organiserede og på en måde også mere konkurrenceprægede. Jeg havde nok skævet misundeligt til Ulfs draisine og familiens bil, men med Niels var det anderledes, fordi han også brugte sin klare, stilmæssige overlegenhed som en udfordring. Her var noget at leve op til!
På cykel underlagde vi os terrænet fuldkommen. Vi var alle vegne fra grusgraven til ruinen, fra Tibirke til Liseleje og tilbage igen. Vi satte papstykker på snor med klemmer og kunne slå „motoren“ til og fra, når vi trak i snoren og skød pappet ind og ud mellem egerne på forhjulet. Vi brugte de voksnes sadeltasker til at udbygge indtrykket af motorcykel og sad gerne „på skærmen“, vi asede op ad bakkerne i Hegnet og susede ned igen, mens hjulene knastrede ind og ud mellem rødder og grene og nedfaldne grannåle på de sandede spor. Der var et element af ekstase i al denne udfoldelse, som om vi også gennem den bekræftede det vidunderlige i at have fundet hinanden. Eller jeg det vidunderlige i at have fundet ham.
Ud over Gerhard – der hurtigt lagde afstand til os, fordi vi var de små – opererede i baggrunden Niels’ ældre bror, Ole, allerede en ung mand med pibe og et lidt træt, ironisk blik over for al vores hurlumhej. Og så var der hr. og fru Barfoed og Anna, en skrap, rødhåret gammeljomfru med hvidt forklæde og blå bomuldskjole, som familierne prøvede at koble sammen med Agnes, men der blev ingen kalv af det skind, de var for forskellige.
Noget egentligt samkvem mellem familien Rifbjerg og familien Barfoed blev der heller aldrig tale om. Måske min mors reservationer igen har været for stærke, hun deltog heller ikke i de samtaler min far førte med naboerne til højre og venstre over hækken derhjemme. Eller også har et socialt skel gjort sig gældende, selvom jeg har svært ved at tro det. Erik Barfoed var arkitekt og Wencke Barfoed ansat som sekretær i ministeriet. Men de var alligevel lidt finere, de boede i lejet hus (som Ulf) og hjemme i lejligheden i Vester Voldgade 96, 4. sal th., var der parketgulv og mange, mange værelser og lange gange. Og elevator, viste det sig senere.
Som Niels ejede hans forældre en særlig fortryllelse. Hr. Barfoed lignede med sit knaldsorte, fladtfriserede hår, sin skarpe, letkrogede næse og sin skævt optrukne skulder en indianer på krigsstien. Det var ikke altid lige nemt at dechifrere meningen i det han sagde, men det virkede fantastisk og var altid morsomt på en dæmonisk, ikke helt ufarlig måde. Fru Barfoed – om sommeren i let, blomstret kjole, stor stråhat og parasol – syntes trådt lige ud af en af Suzanne Lassens billedbøger. Der var en venlig fjernhed over hende, som var hun på flere meters afstand, også når man stod lige foran hende. Hun lo meget, men heller ikke her var man altid sikker på hvorfor og af hvad.
Men disse voksne var i baggrunden, vi så dem kun ved måltiderne eller når vi skulle i seng, resten var os og vores, det mærkelige eventyr en barndom er, når den balancerer i punktet mellem stadigt stigende forventning og konstant indfrielse, en udfoldelse i idyl, der kan rekonstrueres uden nogensinde at kunne genoplives. Selv da krigsoptrapningen blev håndgribelig og manifesterede sig i en omfattende sommermanøvre, var der kun tale om en strålende udvidelse af legen. Vi fyldte lommerne med skinnende patronhylstre fra de spruttende Madsen-geværer, og da vi så en todækker med flyvevåbnets røde cirkel på fuselagen dykke over en mortér-stilling, følte vi os fuldkommen lykkelige.
Jeg erobrede en kasseret feltflaske, der ganske vist havde mistet skruelåget (det var vel derfor den lå og flød) men alligevel oplevedes som det smarte militæret repræsenterer for den barnlige psyke. Nummer og regiment stod indgraveret på halsen, flasken selv var bulet og det fugtige filt, som beskyttede den og skulle holde den kold, lugtede af gammel skuffe. Var der ingen tryghed forbundet med feltflasken som med den tændte petroleumslampe, så er de spor, den efterlod i næsen, lige så uudryddelige.
En af vores lege – sikkert en af Niels’ opfindelser eller måske snarere Gerhards – bestod i at gå rundt om stokken. Man lagde hænderne på håndtaget, panden på hænderne og gik rundt og rundt om sig selv i den stilling, til man dejsede og verden stod på højkant og snurrede som en top. Hvis man samtidig tog kraftige bøher, altså hev vejret langt ned i lungerne, så meget man orkede, blev resultatet frygtindgydende kaotisk. Man fik fornemmelsen af levitation og fald på samme tid, en high, på en gang frydefuld og skrækindjagende, som den slags er.
Uanset hvad vi foretog os, skærpede det appetitten, og det var som om alting slog sammen, når man trådte ind i Sandkroens raritetskabinet, hvor de udstillede aber i burene var hverken mere eller mindre eksotiske end de svedende herrer, der spillede kegler i vest og skjorteærmer og lugtede af cigarer og pis og øl. Ingen stok var nødvendig for at fremkalde svimmelhed her, den kom helt af sig selv, når kuglen rumlede af sted på den lange træbane og keglerne splintrede til alle sider. Sollyset skar ind i den tykke dunkelhed med flimrende støvfaner, og når vi ikke kunne mere, gik vi ind i automathallen, hvor man kunne spille væddeløb for fem øre og drejede og drejede på det runde håndtag, for at ens heste skulle vinde, mens lyden af det, man måtte formode var deres hovslag via en skjult mekanisme akkompagnerede anstrengelserne. Jeg har ingen erindring om nogensinde at have vundet.