Da krigen endelig kom, var det som en overraskelse. Jeg vågnede ved, at mine forældre stod ved vinduerne i soveværelset og stirrede ud og lyttede. Der var ingen tvivl om, at der var flyvemaskiner i luften, den durede og dirrede af vibrationerne fra motorerne. Min far mente, der var tale om en øvelse, jeg kunne straks se, det var tyske maskiner. Otte års drenge ved noget om den slags. Men ingen vidste for alvor, hvad det hele betød, så vi gennemførte de sædvanlige ritualer, og jeg blev sendt i skole med min madpakke i rumpedaskeren. Mens hele skolen så til, kravlede Møller Lautrup op på en bænk og talte manende til os om hvad der var sket. Så gik vi hjem.
Der var noget meget dansk i situationen, for ingen kunne rigtig for alvor tro, der ville ske noget. Aviserne var fulde af alt det, der var sket i andre europæiske lande. Men at det også kunne ske i Danmark, var der ingen, der troede på. Måske visse politikere og militæret gjorde, men de sagde ikke noget og gjorde heller ikke noget, måske fordi de på den måde troede, de kunne forhindre, at det, der skete, skete. Der er en tillidsfuldhed her, man nok kan kalde både bondsk og naiv, ja måske endda fej, men den rummer også et mål af uskyld, man ikke skal se bort fra. Vi talte utrolig meget om mørklægningsgardiner den dag, men både jeg og min kammerat, Arne, der boede længere nede ad vejen, syntes det var en kedelig krig. Mørklægningsgardiner! Hvorfor var der ingen bomber?
Agnes må have haft det på samme måde, for da min far efter regeringens påbud og sammen med et par arbejdsmænd havde fået indrettet fyrkælderen til beskyttelsesrum og stablet sandsække op for vinduerne, gik hun rundt med sit boxkamera og fotograferede fortifikationerne med skilte anbragt udenpå, hvor der stod: „Fars bombetrøst“ og „Mors bombetrøst“. Ingen af mine forældre kunne se det morsomme i det, billederne findes endnu.
Det var først langt senere i livet, jeg stødte på udtrykket „The Phony War“ (den betegnelse de allierede brugte om krigen på Vestfronten i den lange periode mellem ‘39 og ‘40, hvor der ikke skete noget). Der skete heller ikke noget i Danmark. Man affandt sig stiltiende med de fremmedes tilstedeværelse og kommenterede ikke uden overrasket beundring de tyske soldaters og officerers høflighed. De rejste sig op i sporvognen, hvis en dame ikke fandt plads! Hvad der var foregået af rædsler i Polen mindre end en times flyvning væk forekom fjernt og uinteressant, og da min onkel Hans, som var maskinmester og havde ligget i Rotterdam under terrorbombardementet, kom hjem og fortalte om det, var det spændende, men umuligt at forbinde med noget tilsvarende i Danmark.
Alligevel må en vis alvor i situationen have gjort indtryk på min far og mor, for jeg blev „evakueret“ og sendt af sted til en gård i Oppe Sundby ved Frederikssund. Her var min søster Bodil allerede, hun skulle lære husgerning. Familien Ravn – han var sognefoged og gården ganske stor – tog venligt imod mig, og der var absolut ingen grund til, at jeg ikke skulle have det godt, men jeg havde hjemve og græd mig i søvn hver eneste aften. Min søster forstod ikke meget af det, der var indkvartering af danske jenser på gården og masser af sjov. Udfrielsen kom til pinse, og med et meget stort suk af lettelse vendte jeg tilbage til „farerne“.
Den mest aktive modstand mod tyskerne – eller i hvert fald den mest synlige og hørbare – leverede Ulfs far. Dr. Christiansen var ikke i tvivl om, hvem fjenden var og lagde ikke skjul på det. Vi blev anbragt i DKW’en og kørt til Kastrup, så vi kunne danne os et overblik over, hvordan tyskerne havde arrangeret sig der. Vi cirklede rundt om flakbatterierne på Syrefabriksvej, og da vi nåede helt ind på lufthavnsområdet og en vagt råbte bilen an, talte doktoren med store bogstaver – på tysk! – og den unge vagtpost fik trukket næsen til sig, mens vi pruttede videre i DKW’en, som om det var Ulfs far, der var øverstkommanderende og vi hans adjudanter. Fornemmelsen af uhygge i de små hår i nakken viste, at i det mindste jeg ikke var helt tryg ved situationen. Fornemmelsen opstod hyppigt i resten af besættelsesårene.
At dr. Christiansens uforfærdethed også kunne tage form af dumdristighed, viste sig senere, bl.a. da Frikorps Danmark første gang kom til landet efter indsatsen på Østfronten. En deling forvildede sig ud til Christianshavn, og da den passerede broen Oven og Neden Vandet, kravlede Ulfs far op på taget af DKW’en og fortalte frontsvinene, hvad han mente om dem. Som sædvanlig med høj stemme. Det var smedene fra den nærliggende B & W’s maskinfabrik, der forhindrede at doktoren blev flået i småstykker og smidt i kanalen.
Men ellers var det fredeligt nok – bortset fra luftalarmerne, som drev os i kælderen. Det tog lidt tid at finde ud af, at den enorme larm fra luftværnsartilleriet, der akkompagnerede overflyvningerne, ikke var bomber. Min mor talte og talte nedslagene, men når de nåede op i nærheden af de fem hundrede, gav hun op. Også fordi Agnes til hendes stigende irritation blev ved med at rive den ene åndssvage vittighed af sig efter den anden. Krigen kaldte åbenbart på en dyb ironisk protest hos hende, eller også var det hendes måde at dæmpe nervøsiteten på. Selv rystede jeg svagt i den småfugtige kælderkulde hvor vi sad indsvøbt i dyner.
Efter slaget steg vi op, konstaterede at alle husene i villakvarteret stod som de skulle og gik i seng og sov.
Selvfølgelig havde noget fået en anden tone, det kunne ikke være anderledes, og da vi sommeren 1940 igen drog til Asserbo, var de danske jenser væk. Men Niels og Gerhard var på plads, krigens tilskud sort i form af lavtgående jagerfly, der fyrede maskinkanonerne af mod mål i Melby, lige når de gik ind over grantræernes toppe på Græsvej.
En dag hørte vi luftværnssirenen helt inde fra Frederiksværk, og jeg genoplevede de følelser, der ramte mig første gang de stigende og faldende toner fra sirenen på Højdevangens skole havde lydt ved årsskiftet mellem 1939 og 40. Jeg blev rigtig bange, og angsten dæmpedes ikke, da min „krigserfarne“ søster Hanne Lise beordrede os alle sammen i grøften, hvor vi skulle sidde med en pind mellem tænderne for at forhindre trommehinderne i at sprænges, når bomberne faldt. Hvad der skulle foranledige nogen til at smide bomber mod et sommerhus i Asserbo, gjorde jeg mig ikke klart, men angsten blev ikke mindre, da det gik op for os, at de pinde, min søster havde brækket af en busk, viste sig at være gyvel – som var giftig! Valget mellem Satan og Belzebub blev snart afløst af almindelig kedsomhed, for der skete ikke noget, og snart kravlede vi op af grøften og konstaterede – endnu en gang – at alt var som før.
Der var noget uflytteligt over de to første krigsår, en fornemmelse af stilstand, der blev understreget af min specielle evne til at fungere som trækplaster for mikrober. To gange med forholdsvis kort mellemrum fik jeg skarlagensfeber, der dengang var en truende og omstændelig affære. Første ombæring fandt mig indespærret sammen med den stakkels Agnes i mine søstres værelse ovenpå. Der var plads til vores senge og ikke mere. Der lærte jeg den lille tabel og en fornemmelse af tidens dybde. Det var umuligt at sove en hel nat igennem, når man lå i sengen hele dagen. Jeg vågnede tidligt og lyttede til Agnes’ lette snorken og lydene udefra: fuglene, der begyndte at synge, Morten Mælkemand, der endelig kom, selvom det ikke var rigtig lyst. Jeg husker disse morgeners gråhed som noget trygt, men også melankolsk. De var som det suk, man udstøder lige før man vågner rigtigt – eller aldrig vågner mere.
Men vi havde det trods alt sjovere, Agnes og jeg, end da jeg en senere sommer tilbragte ferien på Rudkøbing Sygehus’ epidemi-afdeling med samme sygdom. Hendes humøroverskud og sødme (og den barnlighed, der også var en del af hendes naturel) gjorde hende til den ideelle partner for en syg unge. Hun var en verden i sig selv, som sagt fra det herlige Vendsyssel, som hun gjorde levende i udspundne og fantasifulde fortællinger fra hendes eget liv. Man var der selv, når hun fortalte om sin mor, der en gang om ugen bagte rugbrød til hende og hendes utallige søskende. Der blev lunt i værelset, som der havde været omkring ovnen, eller man frøs behørigt, når man hørte om skoleturen i åbne træsko og snefog på den milslange landevej. I retrospekt var det barske sager, hun vartede op med, ikke mindst fra tiden i København, hvortil Agnes kom i begyndelsen af århundredet og blev konfronteret med de vilkår tyende i almindelighed fristede – ikke mindst de unge piger fra landet. Lønnen var ussel (hvis der var nogen), boligforholdene horrible, tonen nedladende for ikke at sige brutal. Men så var der også alle typerne, den bramfri tante med et ben og papegøje og den satans fru Philipson, der lagde sin pung åbent frem „for at se om tyendet nu var ærligt“ – for slet ikke at tale om grev Rantzau i Amaliegade, som Agnes havde konfronteret på opfordring af det samlede personale for at bede om lønforhøjelse og blev fyret på stedet, mens de andre fortsatte til samme løn.
I Agnes’ skudsmålsbog kunne jeg læse, hvad alle hendes arbejdsgivere havde at sige om hende, og det var pænt. Men hverken fru Philipson eller greven havde skrevet noget.
Hver aften blev Agnes sluset ud af værelset, vaskede sig i karbol og iførte sig nyt tøj for at holde fri. Men om morgenen var hun der igen, mens vi prøvede at få has på de seks uger, karantænen varede.
Sommeren ‘42 tilbragte vi hos min onkel Ejnar Esbensen Madsen og min faster Johanne på Langeland. Han var politimester, og de havde et stort hus i Ahlefeldtsgade og et lille sommerhus „Pilehaven“ i Spodsbjerg. Rejsen til Rudkøbing var endnu mere omstændelig end både den til Kandestederne og Asserbo og gik med tog og to færger, den sidste et sortmalet, bredmavet dampskib med to lange skorstene, hvorfra røgen pulsede sort og drev ind over Lunkebugten ved Tåsinge, et efter sigende farligt farvand, hvor man skulle passe på ikke at blive søsyg.
Søsyg blev jeg nu ikke, men snart gyngede det alligevel under mig, og en lokal doktormand konstaterede scarlatina, og så gik turen i sygebil til hospitalet, hvor jeg i seks uger mutters alene prøvede at bevare forstanden. Far og mor – de arme stakler – dukkede hver dag op og prøvede at holde en samtale gående gennem trækruden ind til stuen, hvor jeg lå, mens mine søstre var over alle bjerge og havde det dejligt ved Langelandsbæltet med jævnaldrende fætre og kusiner. Frugterne af en morel i politimesterens have blev overantwortet specielt til mig, og jeg tror egentlig det var de kølige, saftspændte bær, der frelste mig. Jeg beholdt stenene længe i munden, og når der lød skrig ud ad det åbentstående vindue fra operationsstuen over for epidemi-afdelingen, bed jeg i dem og så for mig, hvordan lemmer blev skåret af og kastet i dertil indrettede spande. Men det var ikke noget, man kunne tale med nogen om – slet ikke med de hospitalsindvånere, der en gang imellem stak hovedet ind på stuen, hvor jeg lå. De skelede og flirede, og det viste sig senere at være byens senildemente, som man placerede på pestafdelingen ud fra den praktiske formodning, at hvis de blev smittede og døde, gjorde man både dem og alle andre en tjeneste.
Det var som sagt i krigens tredje år. Men hvor var den?