At flytte fra den gule kolos, Højdevangens kommuneskole, til lærdomstemplet Vestre Borgerdyd i Helgolandsgade var lidt af en overgang. At det foregik i 1943 gjorde heller ikke sagen mindre bemærkelsesværdig, for byen var i mellemtiden blevet anderledes, man kunne sige underligere. For at komme fra Ingolfs Allé på Amager til Vesterbro var der en del hurdler at passere. Ikke fordi man spekulerede så meget over det, men det var trods alt tyske soldater, der marcherede til eksercits på Fælleden, tyske soldater, der patruljerede bag hegnet til geværfabrikken på Amager Boulevard, og vi vidste også, at i de bulede træbygninger med den store antenne på ved hjørnet af Sundholmsvej og Amager Fælledvej boede støjsenderen, det djævleapparat, som hver aften gjorde aflytningen af BBCs udsendelser fra London til en prøvelse.
Men selve fremmødet på det sted, hvor man sandsynligvis skulle tilbringe de næste syv år af sit liv, var selvfølgelig det vigtigste. Jeg blegnede, da jeg så de opstillede lærere, der konfronterede os i gymnastiksalen den første morgen. De var der alle sammen, også dr. Johansen, og jeg tænkte: hvis jeg får ham, tør jeg aldrig gå i skole mere. Det var en lille mand med et stort hoved og et par rasende øjne, der stirrede på os, som om han hvert øjeblik det skulle være, kunne kaste sig frem og sætte tænderne i en dreng og flå ham levende.
Dr. Johansen dukkede dog ikke op, da de andre lærere kom på præsentationsrunde i klasseværelset, hvor den første var adjunkt Frede Lauritzen, der skulle være vores klasselærer. Han virkede ung, hoppede straks op på katederet med bagdelen og sad der og dinglede med benene, mens han spøgefuldt prikkede os ud, sammenlignede vores gennemsnit til mellemskoleprøven med vores forældres sociale status og erhverv (uden at jeg dengang tænkte over, hvor taktløst det var) og gav os det indtryk, at livet på Vestre Borgerdyd nok kunne blive sjovt – hvis vi bestilte noget.
Temperaturen sank betænkeligt, da en mørkhåret, brunøjet lemmedaskeragtig lærer stak hovedet ind og med en særpræget jysk accent gjorde os opmærksom på, at det ville være klogt, hvis vi næste dag havde gammelt tøj på. Vi skulle nemlig døbes, og det kunne gå vildt til. Hvordan og hvorledes stod ikke helt klart, men jeg gøs, for hvem vidste om jeg klarede rædslerne? Vi fik at vide, at vi var „sutter“ og først blev rigtige V.B.’ere, når vi var „døbt“.
Det var nu ikke så slemt som det lød, jeg tror jeg slap med at få strintet vand i hovedet fra et af de små drikkespringvand i metaltruget i gården. Andre, der gjorde modstand, gik det værre, men jeg lagde mærke til, at en køn, mørkhåret dreng med olivenhud, der gik i klassen over vores, slet ikke tog del i ceremonien. Han holdt sig i baggrunden, lænede sig op ad væggen og betragtede med en blanding af medlidenhed og foragt, hvad der foregik. Det var Jesper Jensen.
Og selvfølgelig var Niels der også, for det var hans skyld, at jeg kom på V.B. Ganske vist havde Christianshavns Gymnasium været øverst på min ønskeseddel, for der havde mine søstre gået, men mit gennemsnit var for lavt til at komme på denne eksklusive Amager-institution, hvor søgningen var stor. Hvilket viste sig at være a blessing in disguise. For uanset hvad man kan mene om undervisningen og metoderne på Vestre Borgerdyd i fyrrerne og halvtredserne, så var skolen et eventyrligt sted befolket med lige dele originaler blandt lærere og elever. Det var en skole, der skilte sig ud, akademisk snobbistisk til grænsen af det fornærmelige, men også fuld af fritvoksende vanvid med eventyrlige og humoristiske overtoner.
Langsomt men sikkert blev man selv en del af denne excentricitet – også med skæbnesvangre konsekvenser. Af en eller anden grund var det lykkedes mig i underskolen at camouflere, at jeg ikke var særlig god til regning – eller også havde jeg kunnet klare opgaverne indtil da. På V.B. begyndte det at knibe. Åbenbart må regnelæreren, Carl Madsen, have ræsonneret, at når jeg fik gode karakterer i de andre fag, kunne han også roligt give mig gode karakterer i regning. Men den skrækkelige orm gnavede, for jeg vidste, at jeg ikke kunne noget som helst, i hvert fald ikke noget, der fortjente udmærkelse, og en dag ved den sorte tavle gik det galt. Jeg følte katastrofen nærme sig, jeg kunne intet af det jeg blev bedt om, og til sidst brød jeg grædende sammen. Der var ikke blot tale om en akut afsløring af en manko, tæppet var revet totalt væk, og som kurserne på den amerikanske børs i 1929 dykkede mine regnekarakterer til et uhyggeligt lavt niveau, hvorfra de aldrig siden skulle hæve sig.
Man kunne have forestillet sig, at venskabet med Asserbo-kammeraten ville være blevet uddybet og cementeret under de ny forhold, men her trådte en triviel mekanisme i gang, der handler om uoverskridelig afstand mellem klasserne. Der var ingen fraternisering mulig, ja den kom slet ikke på tale. Savnet var i og for sig heller ikke voldsomt, for tingene var sådan, det vidste man, og der var ikke noget at gøre ved det. At Ulf samme år i december flygtede til Sverige p.gr. af dr. Christiansens meritter i modstandsbevægelsen, øgede mærkeligt nok heller ikke følelsen af forladthed, der var så meget andet at tage stilling til, så mange andre kammerater at opdage, så megen vild entusiasme, der skulle brændes af.
I mellemskolen har vi nok været en klasse som gennemsnittets. Der var drenge fra alle de folkelige kvarterer på Vesterbro, i Valby, på Amager, ja helt til Tåstrup og Glostrup, vi var et blandet kompagni, men med en stærk følelse af fællesskab og tryghed, fordi baggrunden var nogenlunde den samme småborgerlige. Vi havde ikke de fine fornemmelser som dem i Niels’ og Jespers klasse, hvor der var mange akademikersønner, og hvor man førte sig frem med en helt anden form for stil, end vi kunne præstere. Til gengæld var vi livlige, af og til nærmest afsindige og brugte tilfældige vikarer til at afreagere alt det overskud, vi havde sparet op under de sædvanlige læreres tugt.
Naturligvis måtte dr. Johansen dukke op, og han kan tjene som sindbillede på den terror, der var en del af det pædagogiske magtsystem. Vi fik ham i tysk i anden mellem og siden i latin i fjerde. Anskuet mildt og på halvtreds års afstand, kan man sige, at dr. phil. Holger Johansen var et offer for sig selv. Han var en højtbegavet sprogmand, der ville have været dommer, men frygtede ikke at kunne leve op til kravet om retfærdighed og derfor valgte at blive lærer! Da han samtidig var ude af stand til at styre sit temperament, udmøntede hans særlige retfærdighedssans sig i en række overfald, man skulle være glad for at slippe levende fra. Samtidig førte han alle præstationer inklusive de manglende samme til protokols, uddelte byger af nuller og ganske få stjerner, og når måneden var gået, lagde han det hele sammen og ud kom ens karakter: plut.
Engang forsøgte dr. Johansen at rive mit øre af, alle aftrykkene af hans negle sad i kødet ved øreroden. Når han først kom i gang med sine afstraffelser, kunne han ikke holde op. Jeg skal afstå fra vurderinger med seksuelle overtoner her, men jeg turde i hvert fald ikke fortælle hjemme, hvad der var overgået mig, for jeg var sikker på, at min mor ville møde op og slå manden ihjel.
Sådan havde vi det, og ikke kun fordi man var bange for konsekvenserne, det accepteredes også som noget forholdsvis naturligt, at lærerne var sindssyge. Jeg har set rektor Th. Thors bokse en opsætsig elev hele vejen fra kontoret ned ad en lang gang og ind på sangsalen, hvor han til sidst ramlede ind i et skab og rev en gipsbuste på gulvet, og jeg har set omtalte dr. Johansen ruske så længe i en jødisk drengs store, krusede hår, at det til sidst kom ud i store totter, som lektoren derefter måtte fjerne mellem sine fingre, så de dryssede ned på gulvet. Totterne.
Men det var selvfølgelig showtime, resten var rækken af dage, hvor man cyklede turen gennem den spændende by, undlod at trække over fortovet, gned busten af den illustre fhv. borgerdydsskolelærer Svenningsens kobbertud, så den strålede endnu mere og søgte op til klassen, hvor de var alle sammen og rodede med bøger og for tidligt åbnede madpakker, drønede med låget til pultene og flåede i hinandens pull-overs eller uddelte „nødder“ og „træben“, særligt brutale gok til hoved og lår, som kunne få folk til at svimle eller humpe rundt med tårer i øjnene.
I al gemytlighed. For der var midt i det omgivende mørke en følelse af opstemthed, der nok har haft noget med alderen at gøre, men også med krigen, der på én gang var nær og fjern. Vi levede i spændende tider, det væltede med gode historier og rygter, og skete der ikke noget, opfandt vi selv drabelige eventyr og begivenheder, der lige så godt kunne have været rigtige. Jeg påstod hårdnakket, at tyskerne havde skudt med kanon mod Politigården, da politiet blev taget i september ’44 og at der var et stort hul til at bevise det. Agnes, den frygtelige nykterist, ville ikke tro på historien og steg op i linje tretten for at få syn for sagn og kom triumferende hjem. Der var ikke hul i Politigården!
Blandingen af reelle farer og fiktive dannede det net, som var besættelsestidens baggrund – i hvert fald hvis man var en dreng mellem otte og tretten. Og selv da det snævrede til og turen til og fra skole faktisk var farlig, måtte der stadig suppleres med historier, ja man kunne ligefrem opleve en følelse af at være blevet snydt, når der ikke skete noget. Timer har jeg tilbragt ved stranden i Dragør, hvor vi boede et par somre under krigen hos faster Sofie, for at få et glimt af den satans russiske undervandsbåd, som aldrig kom. Men selvfølgelig sagde jeg, at jeg havde set den.
Med overflytningen til Vestre Borgerdyd skete der også en ændring i holdningen til det kønslige. Det gled i baggrunden. Hvor vi i brændeskuret hos Herman Jepsen aldrig syntes at kunne få nok og onanerede som gale, føltes den side af sagen i Helgolandsgade som let uvedkommende, ja måske endda lidt frastødende. Her herskede en mere aseptisk, man kunne sige romantisk-idiosynkratisk form for sensualisme. Jeg husker således at jeg forgabede mig inderligt i min sidekammerat Jørgen Kopps øreflip, der var lang og blød og som han uden protest lod mig nulre mellem to fingre.
Selvfølgelig blev jeg også i denne periode sat uden for nummer med mine ustandselige hospitalsbesøg og tilbragte en stor del af foråret 1944 på Sundby Hospital, hvis Øreafdeling mere mindede om den senere Gøgereden end om et sted, hvor man med en vis hensynsfuldhed prøvede at gøre folk raske. Den månedlange tortur udløste noget, man med nogen ret kan kalde et nervesammenbrud, der gav sig udslag i muskelsmerter og partielle lammelser, som man prøvede at kurere med acetylsalisylsyre (tredive aspirin om dagen!) og forsøgte at mildne med en overdosering af rå agurker. Jeg har senere haft svært ved at føle nogen speciel entusiasme for netop den grønsag.
Til sidst løb det hele sammen i kaos, Vestre Borgerdyd blev taget af tyskerne og flyttede først til Niels Ebbesensvejens skole og hurtigt derefter til Frederiksberg Gymnasium, hvor vi ikke kunne være efter tragedien i den nærliggende Franske Skole (der faldt også en bombe i F.B.G.’s gymnastiksal) så vi endte i Hellerup på Gl. Hellerup G., men det syntes min far og mor under indtrykket af det rådende anarki (intet politi, sabotager, skudvekslinger) var for langt at køre på cykel gennem byen, så jeg blev sat i skole hos viceinspektør Brændstrup, hvis søn Ole var min klassekammerat. Familien Brændstrup boede i en lejlighed på hjørnet af Amager Landevej og Korsvej, og der sad vi så og terpede regnestykker, mens krigen ebbede ud og foråret kom.
Jeg har senere læst, at en amerikansk flåde på mere end 1000 fly var på vej for at bombe Kastrup Lufthavn i slutningen af april ‘45, men måtte vende om fordi skyer skjulte målet. Forældre vil gerne beskytte, hvem der beskyttede i den givne situation, skal jeg ikke kunne sige.