Studentereksamen begyndte allerede i anden g. De sproglige skulle op i matematik, matematikerne i fransk. I en måneds tid havde Niels prøvet at banke lidt matematik ind i hovedet på mig, og jeg mente nok at have forstået, hvad noget så sært som en paralleltransversal var. Hvorfor har jeg ingen anelse om, og spørger nogen mig i dag, hvad en paralleltransversal er, vil jeg blive ham eller hende svar skyldig.
Dagen oprandt, og jeg mødte frem til eksaminationen. Censor var den elskelige og højtbegavede Mogens Pihl, der af en eller anden grund må have haft en svaghed for mig. Han spurgte, hvad jeg gerne ville op i, og jeg nævnte det magiske ord. „Træk et nummer“, sagde Pihl. Jeg trak nummer seks. „Paralleltransversal“, sagde han. Selvom det sortnede for øjnene, lykkedes det mig på en eller anden måde at komme igennem den nødvendige forklaring, men så kom der også et par regulære regnestykker, og projektet kuldsejlede. Hvem der ærgrede sig mest, ved jeg ikke, men det endelige resultat – da de skriftlige karakterer blev lagt til – var et skælvende mdl (mådeligt = bundkarakter) som uhjælpeligt trak mit gennemsnit ned.
Men hva’ fa’n, skolen var berygtet for sin karakterpolitik, man gav helst ikke over mg, og kun folk, der skulle have høje gennemsnit f.eks. for at komme på Polyteknisk Læreanstalt døjede med systemet. Vi andre var ligesom sat på plads fra starten, og på baggrund af vores komfortable almindelighed trådte genierne endnu en gang lysende frem: enten hentede Villy Sørensen alle priserne eller også var det Christian Klixbüll, mens vi stod og måbede i gymnastiksalen og flyttede uroligt på fødderne.
Den spillede i øvrigt en central rolle, den gymnastiksal. Hver morgen samledes hele skolen til morgensang, og fra det øverste trin på trappen til den dobbelte indgangsdør meddelte rektor ikke blot numrene på morgensangen (i den ny og den gamle udgave af Højskolesangbogen), men også hvad vi havde at rette os efter, når der kom nye forordninger, og dem var der en del af, ikke mindst under krigen. Vi fik bl.a. at vide, at det var absolut verboten at medbringe illegale skrifter og andet provokatorisk materiale på skolen. Det blev sagt uden mindste blink i øjet, men tjente sikkert mere til at beskytte os selv end noget som helst andet.
Da V.B. blev taget af tyskerne, gik det for alvor op for en, hvor meget af ens liv, der var knyttet til gymnastiksalen, som lugtede af fernis, våde svabere og sved. Her tæskede vi rundt til akkompagnement af hr. Harboes fløjte, som han bankede rytmisk mod en ribbe, men det var først og fremmest de morgenmøder, man kom til at savne og som man vendte tilbage til nogle måneder efter befrielsen med en følelse af at være kommet hjem. Det var ikke kun det, at vi stod sammen – hele skolen – og sang de samme sange, der var en følelse af dagenes og månedernes og årenes gang, som blev helt håndgribelig. Vist fjollede vi lavmælt, og der blev også uddelt hemmelige „træben,“ eller man stod lige bag formanden og stak knæene ind i hans knæhaser, så han knækkede sammen. Men der var en varme i det, en følelse af at høre til og være del af et fællesskab, som jeg i hvert fald aldrig har oplevet hverken før eller siden. Drenge udsender med al deres skrøbelige håbefuldhed en varme, som ikke er til at tage fejl af, og når sangen rigtig fik fat i os, løftede det beskedne lokale sig og lyset strømmede ind over os fra de høje vinduer. „Sangen har lysning og derfor den gyder / over dit arbejd forklarelsens skin!“
Der var masser man ikke forstod, mærkelige sætningskonstruktioner og vilde billeder, men måske netop fordi meget fik lov at stå ukommenteret og uforklaret, fremkaldte det særlige vibrationer og blev mytologisk som stedet selv. Jeg vil ikke påstå, at morgensangen nødvendigvis var indgangen til poesien for mig, men jeg skal love for, det dirrede i hjerteroden, når kombinationen af tekst og musik gik i ét, og vi sang selvforglemmende af fuld hals.
Tanken om en ren drengeskole må sikkert i dag virke absurd på de fleste, jeg skal da heller ikke forsøge at bilde nogen ind, at den har fortrin. Blot må man konstatere, at den længsel, der udgik fra den mod verden, var enorm, ja den stod som en sky om hovedet på os, og fordi dens indfrielse havde lange udsigter, skabte den et sammenhold, vi troede skulle vare til vore dages ende. Hvad det selvfølgelig ikke gjorde, jeg har kun set en enkelt af mine studenterkammerater en enkelt gang i de halvtreds år, der snart er gået.
Det handlede først og fremmest om piger. Det handlede først og fremmest om det andet køn, der stod for os i en nimbus så mystisk, at den forekom uopnåelig. De unge piger fra „Frk. Barners Hjem for Unge Piger“ (som skolen var nabo til) solede sig på de flade tage i gården bag Saga Bio, og vi stirrede og stirrede, for det var ikke til at få ind i hovedet, hvordan de kunne være så yndige og så nær på og så langt væk på én gang. De trak sweatrene af og viste deres pragt frem i underkjole og shorts, og det dunkede inden i hovedet på os, fordi vi vidste, at de ikke ville have noget med os at gøre, vidste at de ikke så meget som så i vores retning. Og det var det sære: hvorfor? Hvorfor fanden i hede hule helvede skulle det være så svært, hvad var det, der skabte denne uoverstigelige kløft, hvorfor kunne vi ikke bare komme hinanden i møde, når det nu ville være så vidunderligt og vi længtes sådan?
Selv var jeg som sagt kommet et skridt videre. Men alligevel ikke langt nok. Der var stadig en sugen og en higen efter noget, jeg ikke rigtig vidste, hvad var – eller rettere sagt: det vidste jeg udmærket, men hvor gik man hen for at få de behov tilfredsstillet? Det var ikke kun et spørgsmål om for alvor at få puttet den ind i en dame, det var mere kompliceret. Det handlede om at finde den anden halvdel af sig selv, det handlede om at lære verden at kende, at få del i den, at blive ét med den.
Niels havde taget konsekvensen af indespærringen og var flyttet hjemmefra. Han var allerede student og indskrevet ved universitetet, og vi drog af med alle hans ejendele inklusive en gipsbuste af hans bedstefar, som var ved at ramle af trækvognen, det hele foregik på. Flugtskjulet var et elendigt kælderkammer i Dronningensgade på Christianshavn. Men det havde den fordel, at det var uden for observation. Her rykkede man et skridt nærmere den virkelige virkelighed, for naboen var ikke tandlæge Estrup, men en halvgammel bums, der underholdt os med det sunde i at få sig „et ordentligt skrald i pissepotten“. En fremmelig, sød, overordentlig sexet pige, der var lidt ældre end os, Grete Rasmussen, som også færdedes i kælderen, kunne sikkert have leveret varen, men vi var for generte, for sammenkrøllede, for indbagte i den blanding af påtaget intellektualisme og mangel på erfaring, der var karakteristisk for de fleste gymnasiaster fra en drengeskole i fyrrerne. Kort sagt: nul putte.
Efterhånden som tiden nærmede sig, blev dagene længere og længere. Det var som med besættelsestiden, den ville aldrig holde op. Ulf, som gik på Metropolitanskolen, var kommet tættere og tættere på V.B., for jeg havde fået lodset ham ind til lektor Liers kunstseminarer og ekstra sprogundervisning, og det gik så vidt, at den udefrakommende også dukkede op til gymnasieballerne. Vi læste sammen og hver for sig, mens fru Christiansen serverede te og franskbrød med ost og Ulfs mormor bekymret så til, for hvad skulle der blive af os og hvordan ville det gå?
Selvfølgelig reddede min begavede ven sig topkarakterer i alle fag, mens jeg skrabede mig igennem med et lille mg eller et stort mg-minus, de matematikkarakterer var det ikke til at hamle op med. At jeg havde en vis status alligevel, kom til udtryk i tredje g’ernes enstemmige beslutning om, at jeg skulle holde studentertalen. Det var nu ikke så ligetil, som det lyder, for min entreprenante mor havde fisket manuskriptet frem, mens jeg var ude at fejre, så da jeg skulle op på talerstolen i Store Sal i Studenterforeningen, hvor translokationen foregik, var det med en noget anden tale i hånden, end den jeg selv havde skrevet. Åbenbart var den skrap nok – trods min mors censur – for stemningen i salen var kølig, mens jeg afviklede den med min valravnrøst, ødelagt af øl og hujen. Kun Mogens Pihl havde mod og mandshjerte nok til bagefter at trykke min hånd og sige tak.
Rektor Sikjærs tale var i øvrigt velegnet til at nedkøle stemningen. Den gik på refrainet: „Fuks i skolen, fuks i livet, duks i skolen, duks i livet.“ Og der sad vi med vores mg-minuser og godt-krydser …
Men vi tog revanche, åh vi tog revanche! Vi var i fuld gang. Allerede da den sidste i klassen havde fået huen på, besluttede vi at gå i Tivoli i samlet flok. Jeg havde fået femogtyve kroner af min faster Ingeborg i studentergave, det var en formue, jeg var rig, pengene brændte i lommen. Den lyse aften blev til skumring, og vi havde allerede stormremmen på huen nede om hagen, for nu skulle der ske noget! Med kampskrig hilste vi de andre klasser fra andre skoler, der var ude og fejre, og så endte vi i Ølgrotten, hvor en stor del af min skæbne uden at jeg anede det, sad ved et andet bord også iført studenterhue, men omgivet af, ja lad mig nu få fyret klicheen af: et rosenflor af purunge piger.
Ulf var selvfølgelig med, og lidt efter lidt fandt vi et par studiner, der havde lyst til at gå med. Vi havnede i „Dansetten“, hvor Bruno Henriksen svang taktstokken og den sødeste bigband-jazz fyldte luften, hun var smækker om livet og vi dansede. Men så så jeg et par store øjne kigge på mig på en bestemt måde, og lidt efter var det hende jeg havde i favnen, og sådan har det – med afbrydelser – været lige siden.
Hun hed Inge, men hun sagde, at hun altid blev kaldt Ping, det var noget hendes far havde fundet på. Jeg troede han var skomager, det hele virkede så tilforladeligt og ligetil, og jeg mærkede allerede en del af trykket fra Krystalisværket lette fra nakken. At det senere viste sig, at Pings far var kommunaldirektør og herskede over hele Frederiksberg, fik ikke mine følelser til at kølne, tværtimod, men hvor jeg hos Anita havde været i overklassetrykkoger, kom jeg hos kommunaldirektør C.F. Gerner Andersen og hustru Anna Marie under storborgerlig embedsmandstugt, og den var ikke mindre streng. Men alt det lå et stykke ude i fremtiden, der var så meget, der skulle afvikles og findes ud af inden.