I slutningen af juni måned 1950 sejlede jeg til Amerika. Turen havde været undervejs længe, ansøgninger var sendt til det store land, hvor jeg skulle være et år, hvis alt gik godt. En dag dumpede en tyk bog ind ad dørsprækken på Ingolfs Allé, det var årskataloget fra Princeton University i New Jersey, som jeg havde hørt om, for det var der Albert Einstein hørte til. Ellers vidste jeg intet, havde heller ikke søgt specielt om at komme til Princeton (man kunne ikke søge et bestemt universitet), men jeg var åbenbart heldig, og når jeg kiggede i kataloget, mere end antydede det, at der var nok at tage fat på, nok at vælge imellem. Alligevel var det hele dunkelt, for Amerika lå meget længere væk i 1950 end nu og var meget mere forskelligt fra det Europa vi kendte dengang.
Der var kun gået fem år siden krigen, det gamle kontinent lå stadig for en stor del i ruiner, og selvom vi så småt var ved at komme til hægterne i Danmark, var afstanden til senere tiders velfærds-opulence enorm. USA var og blev et filmbillede inden i hovedet, og de amerikanere, man havde set efter befrielsen, bekræftede indtrykket af noget materielt overlegent, ja nærmest drømmeagtigt. De soldater lugtede ikke bare af gode cigaretter og tyggegummi, de lugtede af velstand.
Det var ikke blot tanken om alt det nye, der skulle ske, som skabte usikker forventning, der var også alt det andet – ikke mindst det med kærligheden. Til mit studentergilde hjemme på Amager sad Anita ved min højre side for bordenden, men samtidig havde jeg også inviteret frk. Andersen, den yndige Ping, som jeg havde danset cheek to cheek med i Tivoli hin aften og diskuteret Strindberg med til den lyse morgen – selvom det senere viste sig, at ingen af os havde læst „Röda Rummet“, som var nattens hovedtema. Forstillelse er et af den intellektuelles bedste våben.
Måske fordi jeg havde dårlig samvittighed eller fordi den indre tumult var så omfattende, kastede jeg mig straks over helt andre damer i selskabet, som omfattede både Bente Engberg (der var kæreste med Chr. Ludvigsen) og nævnte Grete Rasmussen, som undrende spurgte, hvor jeg havde den vildskab fra og den tilsyneladende erfaring. Det var ikke særlig pænt, men trykket var for stort, indespærringen for voldsom og overblikket for lille. Det var på tide, jeg kom af sted, og da jeg stod i anden sals højde på „Batory“s promenadedæk og vinkede til Anita, var det med en følelse af, at noget var forbi, uden at jeg havde den ringeste anelse om, hvad der ville følge efter. Det var stadig os to, hende og mig, men hun havde et år tilbage i gymnasiet, og jeg drog langt af led, mens alle hånde muligheder blinkede i dunkelheden som sankthansorme. Jeg var i høj grad, hvad Saul Bellow har kaldt en „dangling man“, vidste faktisk ikke hvad der var op og ned og havde altså ikke klaret at slippe af med den jomfrudom, der hele tiden spøgte inden i hovedet og tårnede sig op som noget uoverstigeligt.
Jeg var hundesyg, da jeg ankom til New York og fik diagnosticeret alt fra børnelammelse til gigtfeber. Det viste sig nu at være mononukleose, en sygdom jeg aldrig havde hørt om, men som i hvert fald gav både høj feber og hallucinationer. Indkvarteret hos en af min faster Sofies amerikanske kollegaer, den minutiøse og entusiastiskomsorgsfulde Theresa M. Engelbrecht, prøvede jeg i min vildelse på et tidspunkt at kravle ud ad vinduet (hun boede på elvte etage mellem 3rd Avenue og Gramercy Park), fordi jeg troede, „Batory“ var ved at synke. Det må have været Tess, der fik fat i pyjamaskraven, ellers ved jeg ikke hvem. Men den rare doktor Wittenberg, hendes læge, fik mig efterhånden på benene, da der var skaffet ekstra penge til den Aureomycin, der skulle være det eneste virkningsfulde. Penicillinet bed i hvert fald ikke.
I bedste mening blev jeg efter den første svimle rekonvalescens sendt på „summer camp“ hos en anden af min fasters amerikanske forbindelser, Hans Mader, der sørgede for velhavende folks børn på sin skole i Massachusetts, mens forældrene dyrkede sommerglæder andetsteds. Mononukleosens efterveer er langvarige, og om morgenen havde jeg fornemmelsen af at være kørt over af flere godstog. Men da det var meningen (også den pædagogiske) at dagen, som de sang i „Børnenes brevkasse“ i fyrrerne, skulle gå med „fest og sjov og sang og spil,“ var det bare med at komme i gang.
Havde pigerne gennem mange år i Danmark været forsynet med usynlige skilte påskrevet „Noli me tangere“ var det værre i Amerika. Det vrimlede med kønne piger i Hans Maders summer camp, sexede og med knæ i blusen, og selvom mange af dem bar afskyelige tandbøjler, så var de alligevel uhyggeligt appetitlige. Men absolut – og jeg gentager – absolut ikke til at komme i nærheden af! Jeg husker en senere kammerats reaktion. Han var græker, oven i købet high society, hed Christos Vachliotis og var smuk – ja, som en græker. Han var simpelthen ved at gå op i limningen, for også på den summer school på Yale University, der fulgte efter sommerlejren, var forholdet til det modsatte køn det samme. Jeg forstod på Christos, at han var vant til at færdes blandt smukke kvinder i sit hjemland som den naturligste ting i verden, og nu var han pludselig havnet et sted, hvor kønslig omgang ikke blot betragtedes som off limits, men var det værste man kunne tænke sig, en synd, noget rædselsfuldt, der fik lemmen til helvedes flammer til at åbne sig, hvis man bare så meget som vovede at forestille sig, at der kunne foregå noget som helst andet mellem en ung han og en ung hun end høflig og uforpligtende konversation.
Udsigten til forløsning på det kildne punkt syntes pludselig yderligere begrænset. Men gudskelov var der andet at se til. Ankomsten til Princeton foregik midt i det begyndende og meget henrivende amerikanske østkystefterår. Universitetet ligger ca. midt imellem New York og Philadelphia i et frodigt, bakket landskab med store træer og en fin fornemmelse af sofistikeret provins. Klientellet var for størstedelens vedkommende rekrutteret i den amerikanske overklasse, stedet osede af penge, men også af kultur. Jeg kom som en anden Per Tot, men havde ikke svært ved at akklimatisere mig, anbragt som jeg blev i „Colonial Club“ der modsvarede de andre universiteters „fraternities“. Jeg boede altså ikke på selve campus (også et nyt begreb!), men det sted, hvor de valgte klubmedlemmer indtog deres måltider – serveret af negertjenere i hvidt, stedet hed ikke „Colonial“ for ingenting.
Uden at anstrenge sig må de fleste kunne indse, at springet fra europæisk efterkrig til denne luksus, der omfattede bogstaveligt talt alt, var kolossal. Men der er intet man vænner sig til så hurtigt som luksus, og selvom jeg i realiteten var på smalkost, fordi mine lommepenge var begrænset til 25 dollars om måneden (som jeg skulle klare alle fornødenheder inklusive rejseomkostninger for), så oplevedes det hele som eventyrligt.
Gudskelov var jeg ikke den eneste foreign student, det var jo Marshallplanens projekt at få så mange begavede europæere over som muligt for at oplære os i amerikansk demokrati og tankegang. Lige overfor på den anden side af Prospect Avenue i „Cottage Club“ (som F. Scott Fitzgerald i sin tid havde været medlem af) boede John Valentin Madsen, århusiansk jura-studerende og AGF’er, og vi fandt hurtigt hinanden og udvidede snart kredsen med Reinhard Losch (søn af en tysk general) og Willem van Eekelen, hollænder, nu med høj charge i det internationale diplomati, plus et par andre. Det var ikke fordi vi følte os udenfor, amerikanere er ekstremt gode til at få en til at føle sig hjemme, men vi havde alligevel et eller andet fælles, som det ikke var helt nemt at forklare værterne. Vi oplevede krigen på en anden måde end befrierne, men jeg havde samtidig en del hyr med at forklare Reinhard, at det var svært at se noget charmerende i, at hans far, generalen, altid forsødede familiens juleaften, når han under en mellemlanding mellem Oslo og Frankfurt stod af i København og købte en fed gås, som han tog med hjem.
Undervisningen viste sig at være perfekt gearet til en ung mand med dansk studentereksamen. Jeg trådte ind som „junior“, det næstsidste trin i BA-uddannelsen. Mine forudsætninger fra den danske gymnasieundervisning kvalificerede mig til det. Aldersmæssigt lå jeg lidt i underkanten af mine klassekammerater (der bl.a. talte en vis James Baker, senere udenrigsminister under Bush). Men jeg kogte et alsidigt skema sammen, der omfattede både italiensk renaissance-maleri og Goethes lyriske værk. Det sidste gav pote, for dr. Johansen havde lært mig mere tysk end det samlede amerikanske hold tilsammen. Naturligvis havde jeg også fat i den anglo-amerikanske litteratur og dramaet, hvor den livlige Alan Downer (der senere dukkede op som gæsteprofessor i København) holdt os til ilden med en gennemgang af alle hovedværkerne i det moderne drama fra Ibsen, Strindberg, Tjekhov og opefter. Uden ham havde jeg næppe stiftet bekendtskab med Ernst Toller, Maeterlinck for slet ikke at tale om Lorca, hvis „Yerma“ gjorde et stort indtryk på den Spaniens-entusiast og poet, der allerede da lå i svøb. Selvom han var svøbt godt ind.
For at få lidt ekstra lommepenge tog jeg job som afrydder i universitets-cafeteriaet, og det er ikke få hundreder liter Campbells tomatsuppe jeg har serveret, når jeg stod på den anden side af disken. For slet ikke at tale om stablerne af tunafish-salad og egg-ditto, der svømmede i majonæse og svuppede, fordi det elendige, hvide brød i forvejen var som vat. Et par af mine mørklødede kammerater, som jeg troede var italienere, viste sig senere at være Princetons to eneste daværende negerstudenter.
Til gengæld var kantinedamen Nelly sort så det ville noget, og hun skreg højt, da jeg engang bad en irriterende og nedladende med-afrydder gå ad helvede til og gøre med sig selv, hvad man af og til gør i et hjørne. Det havde nær kostet øretæver, men cafeteria-kassereren den dag var én af mine klubkammerater, og da han rejste sig i sin 200pundige magt og vælde, faldt kamphanen ned og jeg hørte ikke flere ubehageligheder fra den kant. „Bloody foreigner“ havde han kaldt mig.
Selvfølgelig led jeg af og til af hjemve, faktisk det meste af et halvt år. Brevene gik frem og tilbage over Atlanten, og det var saligt, når man rundede det sidste hjørne på trappen op til første sal i „Colonial Club“ og kunne se, at der lå luftpostkuverter med danske frimærker på stolen til højre for den store glasdør.
Men efterhånden recederede det gamle kontinent, focus blev mere og mere amerikansk. Hvad der altså også var meningen med hele historien. Sammen med de andre foreign students købte jeg bil, en ottecylindret Ford cabrio. fra 1937, elegant, sort, hvid kaleche og „whitewalled tyres“. Vi dampede af til Florida i forårsferien, hev kalechen ned og blev solskoldede med store blaser på næsen, sov i grøftekanter med højt græs, og da vi havde passeret The Mason-Dixon line, anskaffede vi et Confederate Flag og fik det monteret på vindspejlet – uden at ane det mindste om de udfordrende associationer, netop det flag kunne have på den del af befolkningen, som stadig ikke måtte sidde på bænk med en hvid mand, bruge hans lokum, køre i bus med ham eller gifte sig med en af hans kvinder.
Uskyld kan også ligne dumhed, men vi slap fra det med livet i behold, tiderne var anderledes dengang i de amerikanske fristater, og vi lo højt, da vi blev sluppet ud af politistationen i Key West, hvor vi havde overnattet, fordi de lokale myndigheder mente, det var for farligt for os at overnatte på stranden – hvad vi havde planlagt – fordi fæle moccasin-snakes kunne kravle op af vandet og bide os i tæerne. Vi sov altså i the women’s dormitory i brummen, men da salatfadet ankom klokken tre med en vognfuld letlevende damer, blev vi høfligt anmodet om at forlægge residensen. Vi havde ellers overnattet hos politiet, fordi det er en grundlovssikret rettighed, hvis man ikke har andre steder at gå hen. Jeg ved ikke, om reglen gælder mere.