Hjemkomsten fra USA i eftersommeren 1951 var en klar nedtur, en af de værste jeg har oplevet. De stod der alle sammen på perronen, da toget fra Göteborg, Helsingborg, Helsingør rullede ind på Københavns hovedbanegård. Samme morgen havde jeg taget afsked med den ene Anita, og der stod den anden. Jeg havde den førstes læbestift på skjortekraven – og må i det hele taget have set underlig ud, for ikke alene var jeg karseklippet, jeg havde også haft samme sæt seersucker sommertøj på næsten hver dag siden vi forlod New York.
Turen gik hjem til Ingolfs Allé, hvor alt stod som det plejede. Anita kunne ikke blive længe, men Ulf var der og med ham et par nye piger, som han havde knyttet sig til i mellemtiden, Hanne Goldschmidt og Lis Levinsen. Den sidstnævnte var hans særlige veninde. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Det var som om de talte et andet sprog – hvad de jo vitterlig også gjorde, for jeg var langt inde i det amerikanske og havde ikke betjent mig af andet de sidste mange måneder. Og så var der ingen øl!
Hurtigt fik vi organiseret en kasse ad bagdøren hos konditor Schmidt (det var søndag eftermiddag) og slæbt den op på mit gamle værelse. Min mor stirrede skævt efter optoget, og inde på værelset ville stemningen ikke rigtig indfinde sig. Jeg havde mest lyst til at smide det hele fra mig og tage det første tog tilbage til … ja, til hvad? Det var det springende punkt, der var ingen steder at tage hen.
Gudskelov dukkede Dick op et par dage efter. Han havde udsat sin rejse til Freiburg for at besøge mig, og heldigvis kunne mine forældre heller ikke stå for hans charme. Sammen genoptog vi en del af det gamle musketerliv og gik i byen. Dick havde jo penge, og når han vekslede en rejsecheck på ti dollars, kom der en formue ud af det i danske kroner. Hvad jeg selv havde skrabet sammen i Amerika var for længst væk, og fra nu af indledtes den smalhans-periode, der kom til at strække sig et godt stykke ind i halvtredserne.
Forholdet til Anita var skrøbeligt, og hr. og fru Meyer syntes ikke at være blevet mig venligere stemt i mellemtiden. Jeg tror også, hun syntes jeg var blevet lidt underlig, alligevel klyngede vi os til hinanden i et forfængeligt håb om, at den gamle fortryllelse ville vende tilbage eller noget nyt og spændende, noget voksent vise sig, men det gjorde det ikke. Skønt mine amerikanske erfaringer var begrænsede, havde jeg alligevel oplevet mere end hun på Falkonergårdens Gymnasium i tredje g sproglig, så afstanden var for stor. Dick optrådte diskret mæglende, men havde ellers travlt med at opleve sin egen frihed i det liberale København, hvor der lå bøssebarer både her og der, uden at jeg i øvrigt havde anet deres eksistens.
Vi kom sent hjem begge to, tit hver for sig og vågnede op med bulne hoveder. Selv anede jeg ikke, hvad jeg skulle tage mig til, men da Dick var rejst, blev jeg indskrevet på Københavns Universitet som stud. mag. i sammenlignende litteratur og fik et årskort.
At det blev „sammenlignende morskabslæsning“ som faget populært kaldtes, er jo ikke så sært. Niels Barfoed var allerede et par år inde i studiet og talte indforstået om Rubow og Margrethe Møller, sidstnævnte den manuduktør, som førte de fleste studenter op til magisterkonferens, når den tid endelig kom.
Jeg hankede op i mig selv og luskede ind på Frue Plads for at prøve på at finde ud af, hvad det hele var for noget – hvilket i sig selv ikke var let. Studievejledning som sådan var en by i det fjerne Sibirien, gennem små papirslapper på en opslagstavle kunne man være heldig at opstøve en meddelelse om, hvorvidt denne eller hin professor holdt forelæsning eller ej. Det sidste var hyppigst tilfældet og ofte uden noget som helst forvarsel.
Mismodet bredte sig. En dag sagde min mor: „Du er blevet en bølle!“ Hvad jeg selvfølgelig ikke var, der var bare indtrådt dette uundgåelige skred, hvor man bevidst eller ubevidst fjerner sig så meget fra det ophav, man er mest bundet til, at det opleves som et sårende brud. Samtidig var jeg spærret inde, anbragt som om intet havde forandret sig, i det samme gamle værelse, hvor jeg havde tilbragt mine nætter lige siden mellemskolen, kun afbrudt af de korte perioder, hvor den ene eller den anden af mine søstre boede hjemme. Det var forfærdeligt.
Samtidig knirkede også forholdet til Ulf, ikke fordi der var særlige uoverensstemmelser mellem os, men fordi hans nye omgang kedede mig og jeg havde på fornemmelsen, at Lis syntes jeg var en sær snegl eller måske en trussel. Niels havde også travlt med alt sit. Han var ved at lægge an til en digterkarriere og havde allerede truffet dem, man burde træffe i den forbindelse, fra Ole Wivel til Martin A. Hansen etc. Da han også havde engageret sig som postillon d’amour både for Peter Seeberg og Villy Sørensen i kampen for at få deres første bøger forlagt, havde han nået en hemisfære, hvor der ikke var særlig meget plads til mig og min mere beskedne iltforsyning. Mens jeg var i USA opholdt Niels sig i Kandestederne som huslærer for mine to kusiner og levede en tilværelse i Johannes Vigs billede: bøssen over skulderen, hunden ved siden og sneppens melankolske øje i focus. Han skød en skade og fik den udstoppet, så den kunne stå på hans skrivebord.
Det var Ping, der frelste mig – ikke bare på én, men på alle måder. En dag, da jeg kom op ad trappen i Studiegården til auditorium A, hvor professor Sørensen skulle forelæse om fransk litteratur, sad hun på bænken sammen med en anden pige, som viste sig at være Hanne Marie Jensen, senere Svendsen. Ping havde en bourgognefarvet sweater på og en grå nederdel, og hendes hår var længere end da jeg så hende første gang. Men udstrålingen var den samme, varm, intelligent, fortrolig.
Ren overdrivelse ville det være at påstå, at jeg forelskede mig dybt og ekstatisk på stedet. Det jeg følte var noget helt andet og ikke mindre vigtigt: her var en pige, man kunne være ven med, og det gjorde ikke det mindste, at hun havde de flotteste ben i auditoriet og store, lavendelblå øjne under markerede brune bryn. I hvert fald var min skæbne beseglet, og selvom det sank i mig, da jeg senere blev præsenteret for hendes højborgerlige hjem på Falkonergårdsvej på Frederiksberg (hvor hendes far som sagt var kommunaldirektør) tog jeg mig sammen og sagde til mig selv: når du ku’ klare Krystalisværket, ka’ du også klare det her!
Hr. og fru Gerner Andersens holdning til fænomenet stud.mag. Rifbjerg var ikke mindre forbeholden end hr. og fru Knud Meyers havde været. De syntes helt indlysende, at det var noget værre noget, deres datter havde rodet sig ud i med det bekendtskab. Men Pings søster Anne Lise var solidarisk (selvom hun sikkert også har været bekymret) og egentlig var der endnu ikke så meget at være bekymret for, thi skønt forholdet med tiden blev mindre kysk, så var det i begyndelsen moralsk aldeles uangribeligt, forstået på den måde, at jeg stadigvæk følte mig usikker, sandsynligvis først og fremmest, fordi der var så meget uafviklet og uoverskueligt i mit liv. Jeg vidste faktisk hverken ud eller ind.
Alligevel må det have anet mig, at den eneste, der for alvor kunne gøre mig voksen, var denne Inge Merete Gerner Andersen, kaldet Ping, og langsomt, men lige så sikkert voksede den kærlighed frem, som siden har holdt os sammen i halvtreds år. Jeg tog en enkelt forkølet udflugt til Stockholm for at se til de høje kindben og det brunrøde hår. Men Anita Liljenqvist var nu en elegant dame beskæftiget på et kontor i Stockholm og havde næppe tid til at se i retning af mig.
Da den danske Anita allerede var gledet ud, kunne man kynisk sige, at så var der ikke andet end Ping tilbage. Men sådan var det ikke, menneskers følelser for hinanden kan ikke stilles op på den måde, når det drejer sig om kærlighed og ikke kun om forelskelse. Det vi havde, og som måske i begyndelsen (for mit vedkommende) ikke var af så voldsom en vægtfylde, voksede sig efterhånden stort, og selvom jeg også efter at vi var blevet gift måtte vejen rundt om andre kvinder, så var og blev hun mit livs Elvira.
Men Gud hvor vi dog kæmpede med det! Ping måtte jo også introduceres i min familie, hvor hun valgte i stormen af verbale udvekslinger at optræde i rollen som den stumme i Portici. Jeg tror ikke hun sagde et ord ved bordet på Ingolfs Allé de to første år af vores bekendtskab! Men der var ingen tvivl om, at familien Rifbjerg – og ikke mindst min far – kunne lide hende. Det blev da også sådan – da forholdet for alvor var cementeret – at vi fik lov til at sove hos hinanden i weekend’en i min gamle seng (som jeg havde fået af faster Sofie) og efterhånden drog vi også længere af led (meget til ophavenes bestyrtelse) for vi ville have vores kærlighed og en gang imellem også have den i fred.
Hvad det hele ellers skulle blive til, stod hen i det uvisse. Professor Rubow docerede Dryden, der ikke sagde nogen af os det mindste (Ping var også begyndt på sammenlignende) og hos professor Thomsen og Billeskov var der heller ikke meget at hente. De opfattedes som fjerne figurer bag et højt kateder, uopnåelige og delvis uforståelige i de skumle lokaler på Frue Plads. Måske vi som Niels skulle have meldt os til manuduktion hos Margrethe Møller, men det kostede penge og var det overhovedet litteratur, vi skulle studere? Studietiden var uendelig, der var ingen prøver undervejs, kun denne konferens, der lå et sted syv-otte år ude i tiden.
Hjemme gik det heller ikke godt. Forholdet mellem min mor og mig blev værre og værre, skænderierne tog karakter af det morderiske. Jeg prøvede at flytte hjemmefra, men det var for dyrt, og jeg havde jo ingen indkomst. Selvom min kusines mand, Ib Møller Sørensen, fik mig ansat som studenterhjælp i Københavns Huslejenævn, gav det ikke nok til at jeg kunne forsørge mig selv, og da ingen af de værelser, jeg havde set på, var til at holde ud, blev jeg på Ingolfs Allé.
Situationen var tidstypisk, for landet syntes heller ikke helt overbevist om, i hvad retning det gik. Man slæbte stadig på krigsefterveerne, det store boom var endnu ikke sat ind. Samtidig blev den udenrigspolitiske situation mere og mere truende med Berlin-krise og ustandselige trusler om brug af atomvåben. Man dukkede sig, håbede på det bedste eller fortrængte rub og stub. Men atmosfæren kunne man ikke krænge af sig, den sivede ind alle vegne og gjorde tit tingene uflyttelige som i en dårlig drøm. Jeg skrev et digt af og til, men det blev ikke for alvor til noget, det var Heretica-tider, og da Niels blev trykt i tidsskriftet, tænkte jeg: farvel og tak, de højder når du aldrig, jeg kunne ikke skrive den slags digte, det var jeg hverken lærd eller from nok til.
Måske var det denne følelse af indespærring, der tvang os ud. Der var i hvert fald ingen tvivl om, at rejse ville vi come hell and high water. Så de penge, der ikke gik til bajere og besøg i Atlantic Palace og mere eller mindre skumle bodegaer (ofte i selskab med stud.jur. Niels Mohr og hans norske kæreste Eldrid) brugte vi til at slippe af sted for. Og naturligvis måtte det første mål være Pings Frankrig, hun talte sproget flydende, og så tog vi af sted.
Ligesom hun selv var lågen til den sensualitet, jeg havde drømt om, blev Frankrig landet, der åbnede for virkeliggørelsen af drømmen om syden. Alt var anderledes end derhjemme og endnu mere anderledes end Amerika. Men indtrykket var overvældende og overvældende varmt, forstået på den måde, at alting smagte af mere, lugtede stærkere, berusede mere end noget andet, jeg hidtil havde oplevet. La douce France var et himmerige dengang i begyndelsen af halvtredserne, uforandret siden trediverne og endnu ikke opslugt at den modernisme, som siden har ædt en del af uskylden. Det hele kan samles i et billede: på torvet i Chartres købte Ping en pose modne ferskner og jeg satte tænderne i en og tænkte: Det er ikke muligt, så godt kan ingenting smage, dette er himlen!
Vi rejste på tommelfingeren, som man mærkeligt nok kunne dengang, hvor Tyskland endnu lå delvis i ruiner og nætterne var nok så skumle mellem de hushøje dynger af brokker og støv. Vi boede i Paris på Oscar Wildes gamle hotel i Rue du Bac og drak calvados som hovedpersonerne i Remarques „Triumfbuen“. Det var storslået uskyldigt, der var aldrig en sky på himlen, og det blev bedre og bedre jo længere vi kom sydpå, indtil vi havnede i Collioure helt nede ved Port Vendres og den spanske grænse. Collioure var dengang ganske uberørt, fortrinsvis frekventeret af malere, hvoraf vi traf en, Jacques Burel, og venskabet holder endnu. Vi lod os skolde på klipperne ud for den brune by og badede om natten fra havnens lille sandstrand uden en trevl. Vi kørte med bus til Port Vendres, hvor de havde en særlig billig menu med vin til, og når vi havde spist og drukket os skæve, var bussen altid kørt, og vi vandrede ad de snoede veje i eftermiddagsheden og faldt om på sengen allerøverst oppe i den pension, hvor vi havde lejet os ind.
Det blev til et mønster, som siden aldrig har sluppet sit tag, og da Spanien kom til, var vi solgt. Dette underlige land havde haft sine kløer i mig, siden min søster kom hjem og fortalte om dét og borgerkrigen i ‘37. Nu har jeg brugt næsten lige så mange år på at finde ud af, hvad det hele er for noget, men gåden lever endnu. Ikke havet, men Spanien blev min skæbne, og mens jeg skriver disse linjer, stirrer jeg ud på en knaldblå himmel og det gule bjerg, der dækker landsbyen Mojácar på toppen af et andet bjerg i provinsen Almería. Det er mandag tidligt i marts, figentræet er lige sprunget ud, svalerne kvidrer og mimoserne eksploderer i gule buer som fyrværkeriet i Tivoli. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har været så heldig, men jeg har heller ikke været lige heldig altid.