Det var et rigtigt bryllup. Vi blev gift d. 28. maj 1955 på Frederiksberg rådhus af min svigerfar iført grøn kappe og megen alvor. Jeg har konceptet til hans personlige tale endnu. Han ville os det godt, men vejen ad hvilken havde ikke været uden knaster. Sammen havde Ping og jeg fundet ud af, at det ville være smartest, hvis hun stod af litteraturstudiet (der under alle omstændigheder var udsigtsløst og temmelig kedeligt) og tog den toogethalvtårige seminarieuddannelse, der dengang var åben for studenter, så vi kunne blive gift og slippe hjemmefra. Hvilket i høj grad for mit vedkommende var vigtigt, for jeg var – reverenter talt – ved at gå op i limningen. Forholdet til min mor blev værre og værre, og til sidst brød jeg sammen og græd det meste af et døgn.
Det har nok ikke alt sammen været „hendes skyld“. Skyldfølelser af varieret art har også hobet sig op. Jeg gjorde ikke for alvor noget ved studierne. Hvad skulle der blive af mig? Jeg droppede Rubow for at begynde på noget mere brødagtigt, og det faldt naturligt at vælge engelsk, hvor der dog var et vist fundament. Jeg drev det så langt som til at tage forprøven, hvor jeg – i modsætning til mine medstuderende, der klogeligt valgte James Hillary – opgav Joyce’s „A Portrait of the Artist as a Young Man“ som mit litteraturvalg og var så uheldig at få lektor Kosmann som eksaminator. Han havde en fortid som franciskanermunk og interesserede sig hovedsagelig for bogens krypto-katolske og jesuitiske symbolik. Mit hoved spandt, ikke mindst når jeg tænkte på, at det mest komplicerede spørgsmål min kontubernal Erik Jørgensen havde fået var: „Hvordan laver man en Pink Gin“?
Men jeg fik min forprøve, og vi gik da også begge op til filosofikum og scorede hver et lille mg. Nogen storslået akademisk karriere stod ikke tegnet på himmelbuen. Mildt sagt.
Rundt omkring kæmpede de gamle venner med at få støbt et fundament til deres karrierer. Niels var gået helt ind i Nøddebo Præstegård-fasen og optrådte med slåbrok og tilbagestrøget hår som en mellemting mellem Gamle og Corpus juris. Han var humaniorastuderende med stort H. Jesper havde valgt psykologien og så vidt jeg vidste, talte både From og Tranekjær et moderne sprog og beskæftigede sig med ting som også unge mennesker af 1950-55 kunne forstå. Ulf – den måske mest begavede af alle vennerne – flakkede fra medicin til historie, fransk, jura og tilbage igen i en sådan grad, at en fælles rejsekammerat, Stig Andersen, foreslog at vi tog os et spil årskort, da han så Ulfs mangefarvede vifte.
Klassekammeraterne var på særpræget vis forsvundet, jeg anede faktisk ikke, hvad de tog sig til, og dem fra vejen derhjemme var helt ude af billedet. Til gengæld havde jeg set Gerhard i Amerika, hvor han nu definitivt hed Lesley, og hvorfra han for øvrigt aldrig skulle vende tilbage undtagen på sporadiske besøg.
Hvad piger angår, var billedet også skiftet, og uden at ane det, bevægede vi os ind i den fase, hvor tosomheden kom til at dominere billedet. Både Niels og Jesper fandt deres kærester, ligesom jeg havde fundet min, og alle var 500% sikre på, at disse forhold ville vare til evig tid, den ting kunne der ikke være tvivl om. Det gik anderledes, endda meget anderledes, men dengang hvor vi ikke bare giftede os med den vi elskede, men også med vores bedste ven, så det anderledes ud.
Jeg havde på det tidspunkt absolut ingen forestilling om, at en karriere som forfatter skulle ligge inden for mulighedernes grænse. Vist skrev jeg et digt i ny og næ – det havde jeg også gjort i USA, oven i købet på engelsk – og vist læste jeg dem også for Niels, når lejligheden meldte sig, men det var alt sammen uhyre marginalt. Vi havde også så travlt med at finde ud af hinanden og verden, at det meste af energien gik til det, og så var der bajerne og studenterlivet og efterhånden også Studenterforeningen, der kom til at spille en afgørende rolle. Jeg havde med mine skuespillerambitioner været inden om Studenterscenen og resultatet var nedslående: så megen alvor for et så grundkomisk resultat! Men så gik jeg – ansporet af Jesper – til optagelsesprøve på Studenterrevyen og kom ind sammen med Jytte Abildstrøm, Kirsten Walther og Jørgen Ulrich Ravnbøl. Carlo M. Pedersen sad i dommerkomiteen sammen med Ralf Buch, Eigil Jensen (Jespers far), Erik Henningsen, Knud Vad Thomsen og Jens Louis Petersen, og der var en noget anden stemning end på Scenen, hvor man var både æggehovedet og dybt seriøs.
Carlo instruerede den første revy, jeg var med i, og Kirsten Walther og jeg blev i en anmeldelse trukket frem som „to navne at bygge på“. Jytte bragede i øvrigt hurtigt igennem (som Pallas Athene med visen „Tak for alt i det gamle år“), og noget af den gravkammerstemning, der ellers omgav det akademiske miljø, begyndte at lette. 1953-54 blev jeg indvalgt i Studenterforeningens seniorat med Jan Kobbernagel som ledende senior. Han spurgte elskværdigt, da nogen af de andre nævnte, at jeg skrev: „Nå, i Villabyernes Blad?“
Men der var en åbning ind til bladverdenen, for i min egenskab af pressesenior (med ansvar over for aviserne) kom jeg rundt omkring på redaktionerne og lærte hurtigt en håndfuld af de akademiske medarbejdere at kende, først og fremmest Bent Henius og Paul Hammerich. Det var min forgænger i stolen, Hans Bischoff, der slæbte mig rundt og introducerede mig, og jeg stod genert med alpehuen i hånden og kiggede ind i de forskellige kontorer, hvor magten eller i hvert fald de, der skrev i avisen, sad.
Når man står ved foden af karrierebjerget og ikke for alvor har nogen anelse om, hvilken sti der fører op, fordi man ikke aner, hvad man selv kan og ikke kan, er man både sårbar og forvirret. Ambitionerne var der naturligvis, det må de have været, men hvad de hed og hvordan man fik afløb for dem, var mere usikkert. Selv da forholdet til Ping var etableret og fast, må jeg have følt, at jeg alligevel ikke var sluppet helt ud af pubertetshelvedet, for jeg havde stadig blik for forskellige damer, og Jesper og jeg drev Hanne (Jespers kæreste) og Ping til vanvid ved tit at tale om og løbe efter en bestemt pige i Studenterforeningen, som vi døbte Betty og ved siden af Jane Russell var noget af det mest sexede, vi havde set.
Det var frygtelig uskyldigt, alligevel kan jeg godt se, hvor irriterende, for ikke at sige frustrerende, det må have været for min kone, da vi endelig var blevet gift, at jeg – så snart den tid nærmede sig – stak af til Foreningen for at lave revy både som skuespiller og senere som forfatter. Vi havde spist, måske oven i købet fået en drink (vanen var lagt i Amerika) og så farvel og tak, så kunne hun stå der med opvasken, mens jeg muntrede mig med sang og musik og bægerklang. Kvindeoprøret kom sent, men ikke et minut for tidligt.
I retrospekt er pascha-holdningen forbløffende for ikke at sige øretæveindbydende, og det er ikke nok at sige, „at sådan var det“. Det var det nemlig ikke. Jesper f.eks. stod op om natten og tog sig af sine børn, da de kom, skiftede ble og vuggede og lavede flasker. Jeg vendte mig om på den anden side og snorkede – let fornærmet over afbrydelsen – videre, mens Ping klarede det fornødne, vissede og lullede og stod op et par timer senere, pakkede ungen i barnevognen og afleverede hende hos mormor, hvorefter hun selv drog i skole og underviste i seks timer. Hvis jeg får det til at lyde værre end det var, så er det kun, fordi det var værre end man kunne forestille sig, men det var sådan.
Den første lejlighed, vi havde, lå i Hostrups Have 31. Det var over en port, i stuen, og de møbler vi havde købt sammen med min svigerfar (fornuftigt, fornuftigt, fornuftigt) kunne kun lige brokkes ind. Men der var alligevel hyggeligt, og vi dyrkede den selskabelighed et ungt par har råd til, når det kun er den ene part, der har fast arbejde. Jeg fik 100 kr. om måneden hjemmefra som tilskud til menagen, ellers levede vi af Pings 900 – uden besvær. Sammen med min svigerfar havde vi lagt budget, og det holdt – ikke mindst da jeg indimellem kunne tjene lidt ekstra på en anmeldelse eller et digt eller som vikar på en af faster Sofies skoler for udviklingshæmmede børn. Så kom der flasker på bordet, og det er helt gribende at tænke på, at en god St. Emilion kunne erhverves for ni kroner, mens de velrenommerede bourgogner (Nuits St. Georges, Pommard, Savigny-les-Beaunes) kostede mellem sytten og tyve kroner. Uanset prisudviklingen og indtjeningsmulighederne var det rørende, og vi holdt os ikke tilbage – selvom „Den med tyren“, en uhyggelig spansk blandingsrødvin i halvandenliters flasker fra Skjold Burne, hyppigst kom på bordet, når der var folk.
Men usikkerheden ville ikke gå væk. Den var det stadige akkompagnement, og da der en dag viste sig en anden vej op ad bjerget, slog jeg til med dirrende knæ. Det var på et tidspunkt, hvor Mogens Skot-Hansen var ledende senior i Studenterforeningen, og da han havde opfundet en ny metode til at rekruttere unge instruktører til filmbranchen på via en konkurrence i Ekstra Bladet, slog jeg til.
Det førte til en ansættelse i Skot-Hansens nystartede Laterna Film med hjemsted i Skt. Jørgens Allé 4 ved søerne. Og da jeg lod nyheden springe hjemme og hos mine svigerforældre, var det lige før panikken indtrådte. Både hos dem og mig. Men vi fik halet os selv op i parlamentærhøjde, og jeg svor på, at det højst skulle komme an på en prøve. Under alle omstændigheder blev det lidt af en prøvelse.
Ikke fordi det ikke var sjovt pludselig at blive kastet ind i en helt anden verden, men fordi jeg med det samme et eller andet sted langt inde i mig selv godt vidste, at det ikke var filminstruktør, jeg skulle være.
Den dag vi blev gift, skinnede solen for første gang varmt i mange måneder. Det var blinkende forår, lyset skælvede mellem bladene, og æbletræerne blomstrede. Jeg havde ikke lukket et øje hele natten før, men mødte op på Frederiksberg Rådhusplads med sitrende klarhed i hovedet. Min elskede så dejlig ud i sin ny spadseredragt og med en fuglevinge dekorativt om håret. Brudebuketten, som min mor havde sørget for, passede i farven, og da ceremonien var forbi, myldrede en hel klasse af Pings elever frem, og de små piger nejede og sagde til lykke.
Der var stor reception i kommunaldirektørens have, alle var der inklusive Niels, som ikke kunne dy sig for at demonstrere sin excentricitet ved straks at klappe de to lænestole ud, vi havde fået og som kunne forvandles til en seng. Der lå han, mens de andre myldrede rundt inklusive Jørgen „Gamle“ Hansen, min medaktør fra Studenterrevyen, søn af kammeradvokaten H.O. Hansen (kaldet „Hof“) i hvis arkiv jeg sammen med Jørgen i en periode tjente min studenterløn.
Det fortsatte om aftenen i Frederiksberg Rådhuskælder – mere borgerligt kunne det næppe blive – og det er senere gået op for mig, at det var en af de sidste aftener, hvor alle „de gamle“ var til stede: onkel Ove og tante Lis, onkel Ejnar og tante Dagmar, farbror C.C. og hans Dagmar, Sofie og Ingeborg, min far og mor plus en håndfuld fætre og kusiner fra begge sider og naturligvis Ulf og Monique, han havde i mellemtiden forlovet og giftet sig med en af Pings nærmeste veninder fra skoletiden i Frankrig, Monique Rochay.
Bagefter blev der danset i embedsboligen på Falkonergårdsvej, og jeg fornærmede min mor ved at kalde dem alle sammen for en flok roterende oldinge. De har vel været nogenlunde lige så gamle, som jeg er nu. Skikken med, at brudeparret forlader festen først, blev ikke overholdt. Vi var de sidste, der gik, og de ris, der blev kastet efter os, ramte nærmest som bløde snebolde. Hjemme i nr. 31 drak vi portvin sammen med Pings fætter, Poul Steenstrup og hans daværende kone Birgit, og da de gik, stod solen for længst højt på himlen. Vi dejsede om i hinandens arme, trygge og utrygge, dybt fortrolige og alligevel fremmede, fulde af forventninger, men også et eller andet sted med en viden om, at det ikke altid går helt som præsten eller giftefogden præker.