Vi ventede barn. Det var egentlig ingen overraskelse, for lige så meget vi havde håbet på at undgå graviditeten, mens vi endnu „gik med hinanden“, lige så meget håbede vi, den ville komme, når vi var blevet gift. Sådan var det dengang i midten af halvtredserne: man traf hinanden, man blev forlovet, man blev gift, man fik børn.
Jeg havde for længst vænnet mig til, at det ikke var New York, men København, jeg gik rundt i, en by fuld af cyklister og sporvogne, stadig noget afskallet, næsten fjernsynsfri. Men det sidste var på vej og med det egentlig de nye tider. Selv på Laterna Film begyndte der at komme farvefilm i kassetterne, og da vi skulle optage en film om kongens hverdag (Frederik IX) skulle det selvfølgelig ske med den nymodens celluloid i kassen, hvilket krævede masser af kunstigt lys til de indendørs optagelser. Når det foregik på Christiansborg, måtte der næsten kobles direkte op til Ørstedsværket, så meget strøm brugte vi, og under optagelserne steg og steg temperaturen. Majestæten, der var både bramfri og følsom, snusede en dag på Amalienborg dybt ind og udbrød: „Her lugter sgu af død rotte!“ Vi kunne ikke modsige landets overhoved og gav ham stiltiende ret; ikke godt at vide, hvad der gemte sig bag panelerne og under gulvbrædderne på det gamle slot. I øvrigt havde vi besvær med at overbevise kongen om, at det var nødvendigt at have det samme tøj på, når der lå et klip i sekvensen. Nok var det temmelig sjovt alt sammen, men det ville alligevel have været for meget for publikum, hvis Frederik IX var gået ind ad døren i blåt tøj og kom ud ad den igen i admiralsuniform.
Som altid var forholdene i filmbranchen også dengang vanskelige og bizarre. Det var ikke let for Mogens Skot-Hansen at få Laterna Film til at hænge sammen. En del af pengene i firmaet stammede helt åbenbart fra svigerfamilien, Skot var gift ind i den velhavende bankierslægt Henriques. Han levede altså under et vist pres, skulle aflægge regnskab over tingenes gang, og selvom han var fuld af gode ideer, var de åbenbart ikke altid gode nok til at fjerne de røde tal fra bundlinjen. Vi beskæftigede os med lidt af hvert, hovedsagelig „industrifilm“, en stor del finansieret af Landbrugets Afsætningsråd. Skot ville gerne knytte betydningsfulde og indflydelsesrige personer til firmaet, og han hyrede bl.a. min gamle engelsklærer Ebbe Neergaard, der i mellemtiden var blevet direktør for Statens Filmcentral, som speaker til en del kortfilm. Det var en mild form for korruption: Neergaard tjente lidt lommepenge, Skot fik goodwill i den statslige filmdistribution. Noget for noget. Men det var lidt sært at høre den højtsofistikerede Neergaard sidde og lave mundvandskommentarer til en film om frosne grillkyllinger fra Ringsted Fjerkræslagteri. Det var selvfølgelig længe før fastfood-rædslernes store gennembrud, og vi var ikke så lidt stolte over at være med i alt det ny: lynfrost, trykkogere, reklamefilm, fjernsyn.
Det var også dejligt at få lov til at køre bil. Der var ingen, der spekulerede særligt på hastighedsbegrænsninger, og begrebet CO2-forurening eksisterede ikke. Vist var der regler for promillekørsel, men ingen betænkte sig på at sætte sig bag rattet efter et par pilsnere eller en håndfuld. Så længe der ikke skete noget, havde ingen ondt af det.
Masser af optagelserne foregik ude i landet, vi lavede film om korntørring og svineforædling – en berømt film hed „Den strømlinede gris“ og viste hvordan man kunne krydsavle svin, så de til sidst næsten ingen fedt havde, var en halv meter længere og kun bacon. At de heller ikke smagte af noget, var der ingen, der talte om, og i dag, hvor ingenting smager af noget, er det en selvfølge. Denne særlige film stammede ikke fra Skots atelier.
Sammenholdet i firmaet fejlede ikke noget. Vi var alle sammen mod Skot, for nok var han charmerende og opfindsom, men han var ikke nogen god chef. Måske på grund af det økonomiske pres kunne han være lunefuld og fik indimellem hysteriske anfald, der uvægerligt gav næseblod. Udstyret i firmaet var primitivt på kanten af det groteske, og når vi skulle vise film for kunderne, sprang enten filmen eller pæren, og vi så Skot gennem fremføringsruden komme på benene og slå ud med armene, mens han pressede et lommetørklæde mod næsen. Lidt efter stod han i operatørrummet og råbte, mens vi med seksten tommelfingre prøvede at få lortet til at virke igen.
Via sin baggrund i Hollywood, hvor Skot en årrække var FNs repræsentant, lykkedes det ham at gaffe en spillefilmskontrakt. Der var ganske vist ikke tale om en hel film, men Anatole Litvak skulle bruge en del second unitmateriale til Ingrid Bergmans come-back-film „Anastasia“, og det skulle optages bl.a. i København.
Second-unit-produceren Bob, en hærdebred amerikaner, kom trampende ind på kontoret i Skt. Jørgens Allé, og så var der ellers dækket op. Holdet – hovedsagelig englændere med cheffotografen i spidsen – blev indlogeret på d’Angleterre, hvor de hver dag blev afhentet i amerikanske dollargrin lejet til formålet. Og med bl.a. mig og Knud Leif Thomsen som chauffører.
I et par varme sommermåneder kørte vi hver dag en titolv mand til Korsør, gik om bord i færgen „Christian IX“ og sejlede frem og tilbage mellem Korsør og Nyborg og filmede – indsejlingen til færgelejet. Optagelserne skulle bruges som bagprojektion for Ingrid Bergmans tog, når det rullede i land. Ikke en meter blev brugt.
Men vi havde det skønt, og jeg tjente 75 kr. som statist, da jeg på en tilsvarende udflugt til Rødby iført en DSB mands kasket skulle stå sådan, at jeg dækkede navnet på den ankommende færge. Den hed nemlig „Deutschland“, og det måtte man ikke se!
Klimaks nåedes da Livgarden skulle med i et billede, hvor Bergmans taxi på vej fra Nyhavn vil køre ind på Kgs. Nytorv, men bliver bremset af detachementets forbimarch. En ting stod fast: Livgarden kom, når Livgarden kom, og Livgarden gik, når Livgarden gik. Alt måtte altså arrangeres omkring den kendsgerning, og da filmen udspilledes i tyverne, var det ikke så lidt af en udfordring – der også omfattede årstiden. Det skulle forestille at være sommer, men det var april, så en flok assistenter blev sat til at klistre blade op på Krinsens nøgne træer.
Vi andre havde travlt med at parkere veteranbiler rundt omkring på pladsen, før nogen kom og tog pladserne, mens flere hundrede statister i datidens dragter blev holdt startklare i Stærekassens foyer, bl.a. søstrene Strøyberg, et par labre duller, som godt vidste, at de var det og derfor anbragte sig i højde med prins Romanoff, en mølædt ungdommelig russer med pelskrave, der var med som „rådgiver“ på filmen. Vi andre gloede langt.
To minutter i tolv lød der tjimdada, og så rullede tolvfjorten kameraer anbragt rundt omkring på strategiske steder, Anatole Litvak (der i dagens anledning selv var kommet til stede) viftede med et gult flag ovre på Nyhavnsiden, og statisterne myldrede frem. Det gjorde desværre en sindsforvirret dame også: hun brød igennem afspærringerne, hele show’et måtte tages om igen næste dag, og Skot græmmede sig.
Men det behøvede han nu ikke, for den dag han skulle aflevere regningen, kasserede Bob den med en håndbevægelse. Sådan en regning kunne han absolut ikke sende til Hollywood, den var for komisk, det var bydende nødvendigt at lægge femogtyve procent på!
Under det spektakulære og underholdende lå stadigvæk usikkerheden. Det var dejligt at få venner som fotograferne Kent Hansen, Niels Carstens og den rare Vincent Hansen. Jeg havde det også godt med Helge Robbert og Erik Witte og min medassistent Stig Andersen – for slet ikke at tale om Per Holst, en charmerende dokumentarist, som Skot en overgang gjorde til næstkommanderende, hvad ingen af dem fik særlig glæde af.
Men hvad førte det til? Det kunne ingen svare på, heller ikke Søren Melson, som Skot venligt introducerede mig til. Jeg lånte et kamera og forsøgte mig lidt på egen hånd, men der var hverken fantasi, historier eller ressourcer nok til at det kunne blive til noget rigtigt. Det morsomste var en lille sekvens af den gravide Ping, der spiser tulipaner. Frugtsommelige kvinder har som bekendt mærkelige lyster.
En udvikling i bestemt retning var dog indtrådt. Jeg havde truffet Torben Brostrøm og fået optaget et par digte i Hvedekorn. Det var allerede i 1952. Brostrøm og hans kone, Kirsten, boede dengang i en lejlighed på Bellahøjvej, og vi sås et par enkelte gange til snak om poesi og hvad som helst. Torben var en høj benet fyr med en krum pibe syet fast i mundvigen. Han vidste meget om digte, meget mere end jeg.
Som redaktør af Hvedekorn havde Brostrøm mange forbindelser i både under- og overskoven af den danske digterverden, og det var gennem ham jeg også traf en anden Hvedekorn-redaktør, Halfdan Rasmussen. Den lille mand med den overvældende, plastisk-rytmiske fysik og et humør-overskud, man kun finder hos ægte melankolikere, var en åbenbaring. Jeg tror også, at min Amager-baggrund ligesom det senere var tilfældet i forholdet til Tove Ditlevsen betød en åbning. Vi talte på en måde samme sprog og havde samme lyst til at der skulle foregå noget og vidste, at skæg og ballade er en væsentlig del af tilværelsen. Ikke at Tove og Halfdan ikke kendte alvoren, deres patos har betydelig mørkere klangbund end min, men lystigheden kunne bruges ikke bare som dække over en lurende nedstemthed, men også som våben mod alt og alle, der pustede sig op og gjorde sig til. Halfdan fortalte engang, at han havde været tæt på at slå Thorkild Hansen ihjel, fordi han var kommet anstigende i lammeskindspels for at lave et interview med ham og Ester (Nagel), som Halfdan var gift med dengang, og derefter havde skrevet om den stakkels fattige digter, der ikke havde råd til brænde til sig og sin kulderystende hustru. De havde kun talt om litteratur.
Når han selv syntes, han var allermest charmerende, introducerede Skot-Hansen mig for sine gæster i firmaet som „Den senere så berømte K.R.“. Det var ikke venligt ment, og jeg kunne have dræbt ham. For selvfølgelig var drømmen der, selvfølgelig levede ambitionen om selv at komme ud af hængedyndet og blive til noget ved egen kraft. Men udsigterne var lange.
Jesper og jeg blev af Knud Pheiffer, der havde instrueret et par studenterrevyer og som vi holdt meget af, opfordret til at skrive en professionel revy til Apollo Teatret, som dengang lå lige over for Palads. Vi vred hjernerne, men der kom hovedsagelig kun savsmuld ud, og revyen blev en larmende fiasko. Det var efter at jeg selv var flyttet over i journalist-faget, og det var isnende at opleve anmelderkollegaerne i pausen mellem de to akter. Pludselig var jeg usynlig, pludselig eksisterede jeg ikke længere. Hvorfor stod at læse i avisen næste dag.
På ét punkt viste jeg initiativ. Der er i reglen ingen, der beder ukendte Hvedekorn-forfattere om at skrive anmeldelser, men jeg fik fat i en nyudkommen Hemingway-novellesamling („Sov sødt mine herrer“), skrev om den og sendte anmeldelsen til Henning Fonsmark, der dengang redigerede det CIA-finansierede Perspektiv (som ingen af os vidste, det var). Han sagde ja tak til artiklen og bad om flere, og jeg har været ham tak skyldig lige siden. Politisk befinder vi os i hver sin ende af spektret, uafhængigheden er ikke til at tage fejl af, han er en ægte liberal.
Vi var i mellemtiden avanceret fra den etværelsers i nr. 31 til to og et halvt værelser i Hostrups Have 38, 3. sal th. Det var jo nærmest herskabeligt, der kom lidt mere luft mellem møblerne, og jeg fik et skrivebord i det halve værelse, nærmest symbolsk. Til sidst stod der også en barneseng, for nu var det lige op over – selvom det i virkeligheden trak ud. Ping og jeg sled gruset i parken til Frederiksberg Hospital tyndt for at få fødslen i gang, men lige meget hjalp det. Om aftenen spillede vi idiotseksogtres på hendes enorme mave, når jeg var på visit, men sygeplejersken sagde: „Tag De blot hjem, der sker ikke noget.“ Samme nat gik fødslen i gang. Jeg tumlede ud af sengen og cyklede i modsat retning af alle andre ud til hospitalet for at se min førstefødte, en yndig datter, der lignede en mellemting mellem klovnen Grock og lysets engel. Hun sov dybt, man havde været så forsynlig at give min kone rigeligt med sovemedicin til natten, og da fødslen var på sit højeste fik hun også æter, så hele forestillingen standsede og barnet måtte klaskes i live. Drama bag lukkede gardiner, fædre var dengang – frivilligt eller ufrivilligt – statister, når det drejede sig om fødsler. Men nu lå begge kvinderne i mit liv dér på hospitalet, begge levende, den ene endda vågen og skrupsulten. Jeg var lykkelig og taknemlig på én gang, kørte direkte på arbejde og gav store cigarer. Det var noget, jeg havde lært man gjorde i Amerika, når man blev far. Jeg tror også vi fik et par bajere.