Hvad var det med den litterære verden, hvorfor var den så spændende, hvad var det der gjorde den så tiltrækkende? Niels og jeg havde i mange år betragtet den udefra, og nu var han på vej ind i den. Vores første tilnærmelser havde været famlende. Vi tog mod til os allerede i gymnasieårene og gik på værtshus. Måske fik man nogle af girafferne at se! Det var jo en kendt sag, at hvis man var kunstner, gik man også i byen. Vi havde forspist os på Nis Petersen og kendte ud og ind historierne om den gamle pastor Smerte og den lille søde løgner frk. Trøst, der mødtes i „Café det Røde Hjerte“.
Men det var ikke uden angst og bæven vi trådte an, for hvordan gjorde man, hvad sagde man? Helt ærligt brød vi os heller ikke særlig meget om øl. Men det lykkedes da at få et glimt af Jens August Schade, der sad og drak i Vingården sammen med en tung, lidt ældre mand, som vi fandt ud af måtte være Hans Kirk. Underligt at denne strenge kommunist, der strangulerede folk for åbent tæppe i Land og Folk kunne sidde sammen med den lyse digter, der ikke havde andet end piger i hovedet.
Rigtig nærpå kom vi ikke, heller ikke da jeg senere prøvede at skubbe Ping i favnen på Finn Gerdes. „Gå nu ud og dans med ham“, sagde jeg. Alle midler måtte tages i brug.
Men denne længsel måtte have et udspring, og det lå længere tilbage. Det er i dag sikkert svært at forestille sig, at det litterære stof i avisen kunne øve den tiltrækning det gjorde dengang. I dag går der tretten kulturredaktører på dusinet, og aviserne vælter sig i mere eller mindre populistisk litteraturstof. Men i fyrrerne og halvtredserne så det anderledes ud, og når det drejede sig om anmeldelser af teater og litteratur, stod der en ganske særlig nimbus omkring dem. Frederik Schyberg og Tom Kristensen var stars, deres domme blev der talt om, og havde de noget på, var det det, man ilede frem til i avisen. Når f.eks. Tom Kristensen skrev om Branners „Rytteren,“ at havde den været affattet på engelsk, ville forfatteren være vågnet op til verdensberømmelse, gav det genlyd i nationen. Det var altså ikke så underligt – hvis man ellers var bidt af bøger – at denne særlige verden virkede uimodståeligt tiltrækkende og samtidig næsten umulig at erobre.
Der sad vi altså på Laurits Betjent med vores bajere og håbede. Og når man steg ud i lygteskinnet ved kanalen, var det tit med en vis svimmelhed fremkaldt af lige dele alkohol, tobaksrøg og uindfriede forventninger. Der var en ganske særlig os i minefeltets cafeer, en blanding af snobbisme og opkæftethed, forlorent bohemeri og jævn alkoholisme, som kunne virke temmelig forstemmende. Men der var ikke så mange steder at gå hen, så hvis man ville være med på holdet, var der ingen vej udenom.
En aften slingrede vi hjem til Niels i Vester Voldgade, men inden vi nåede ind på hans værelse, gik det galt i den lange gang. Han brækkede alt det overflødige øl op, og lidt efter stod Anna der med papillotter i det stride, røde hår, lynende øjne, forargede mundvige og gulvklud. Niels måtte selv ned og tørre op og blev samtidig overøst med en strøm af bebrejdelser. Ingen tvivl om at porten til fortabelsen stod vidåben både for ham og mig. Jeg listede af.
Men der havde været uendelige aftener inde på værelset, hvor taget åbnede sig over hovedet på os og stjernerne lyste. Vi læste digte for hinanden, så det sang. Det var omtalte Nis Petersen, men også Seedorff og Aage Berntsen. Niels akkompagnerede sig selv på guitar, og det blæste frisk i Biscayen, når han tog fat. Senere blev de letbenede og klangstærke sølvalderromantikere agterudsejlet af fyrrernes digtere, og vi tog Frank Jæger og Erik Knudsen, Ole Wivel og Thorkild Bjørnvig til os som druknende kaster sig over en redningskrans.
Netop fordi Niels spillede guitar, kom Frank Jæger særlig stærkt ind i bevidstheden med Tony Vejslevs melodier. Vi elskede „gulerodens lille hårde knude“ for slet ikke at tale om „Esbønderup, det hvide hospital“ med den fjerne, ukendte hanes morgengal. Alt for godt kendte jeg stemningen fra Frue Plads og Griffenfeldts kapel, hvor regnen drypper „stædigt og forbandet“. Sådan var min studentertid også, og inden i en råbte og skreg det på forløsning og udfrielse. Da jeg var kørt helt i stå, tog jeg mod til mig efter en forelæsning og opsøgte professor Bodelsen og forklarede ham, at jeg var ude at svømme. Han tog kort piben ud af munden og sagde: „Gå hjem og læs, unge mand, gå hjem og læs.“
Rådet var sikkert velment i al sin lapidariske mangel på egentlig interesse og forståelse. Men jeg kunne ikke bruge det til noget og sad derfor mere og mere i Alexandra og Nørreport Bio i stedet for at gå til forelæsning eller sidde hjemme og boge den. Forskellige studenterjobs tjente også til at sprede opmærksomheden, og selv efter at jeg var blevet gift, holdt jeg til i kammeradvokatens arkiv sammen med Jørgen „Gamle“ Hansen, hvor vi vendte chartekker og drak bajere eller portvin og sneg os ud i byen, fordi der var en bagudgang og ingen på kontoret ovenover nogensinde bekymrede sig om, hvad vi lavede eller ikke lavede.
Mens der stod „engelsk“ på mit årskort, læste jeg sammen med Erik Jørgensen, en lidt ældre studerende fra Esbjerg, der havde et værelse ude på Amager ved Volden. Hans vært var ikke særlig begejstret for ham, en aften kom Erik hjem og fandt en seddel på sin dør, hvor der stod: „Betal nu eller flyt. Flyt helst!“ Sådan var tonen tit mellem udlejer og lejer, men han lod sig ikke afficere og vi sad grinende bag døren og forsøgte at se ud, som om oldog middelengelsk interesserede os, hvad det absolut ikke gjorde. Erik havde en udtræksklap på sit skrivebord. Den stillede vi bajere på, og efterhånden som vi tømte rækkerne, gled klappen ind og var til sidst borte. De tomme flasker kom i mappen.
Det var underligt blege tider, og sådan tog verden som helhed sig også ud. Den kolde krig var godt i gang, det økonomiske opsving havde endnu ikke taget fart. Vi var i venteposition. Men samtidig havde vi også etableret os, det var det underlige ved det, vi giftede os alle sammen som den største selvfølge i verden uden egentlig at have noget at byde på andet end vores faste overbevisning om, at det nok skulle gå på en eller anden måde, for vi havde jo hinanden, venskaberne var stærke, kærligheden uendelig.
Alligevel følte jeg mig indimellem agterudsejlet. Der var ingen tvivl om, at Niels, efterhånden som tiden gik og hans studier skred frem, havde fat i den lange ende. Nu var der heller ikke tale om, at han måtte nøjes med bøgerne og en tilskuerplads i Laurits Betjent, nu færdedes han hjemmevant blandt alle dem, der før kun havde været navne mellem stjernerne. Desværre lagde han heller ikke skjul på, at min færden blandt revyfolk og bajere i Studenterforeningen var fortabelsens vej, der ikke kunne føre til andet end den endegyldige destruktion af mit (beskedne) talent.
Der var heller ingen, der heppede blandt de professionelle, jeg ad den forbudte vej var kommet i kontakt med. Revyen på Apollo Teatret var som bekendt gået ad helvede til, og da Jesper og jeg blev bedt om at skrive med på det satiriske julemagasin Svikmøllen, så den siddende redaktion på os med stor skepsis. Der sad bl.a. Arne Ungermann, Poul Sørensen „Poeten“ (som chef), Børge Outze og den dengang meget populære Politiken-journalist Edward Clausen. Jesper og jeg skulle repræsentere „fornyelsen“ som de fleste af de gamle drenge af gode grunde ikke var særlig interesserede i. Hvad vi fik klemt ind af tekst var forsvindende lidt i forhold til alt det, der blev kasseret som „ikke-Svikmølle-egnet.“
Alligevel var der for mit vedkommende tale om en velsignelse i forklædning af to grunde: jeg fik gennem P.H. Traustedt og Jervin, der dengang ledede Hasselbalchs Forlag, kontakt med den professionelle bogverden, og en dag spurgte Outze med sin fynske accent, om jeg kunne tænke mig at blive teatermedarbejder på Information.
Jeg faldt ham ikke om halsen, men jeg ville på stedet have bekendt, at jeg kunne tænke mig hvad som helst og i hvert fald helt sikkert noget andet, end den sump jeg sad i. Jeg sagde ja, takkede af hos Skot og meldte mig i St. Kongensgade 40 en tidlig morgen i vinteren 1957. Det var en begyndelse ikke uden forhindringer, og optakten var lang.
Venskabet med Torben Brostrøm havde i mellemtiden udviklet sig, jeg fik efterhånden flere digte i Hvedekorn, hvortil Niels og jeg også skrev et surrealistisk vrøvledigt signeret „Eben Pnøj“. Der var stadig overskud af gymnasieargot i os. Niels’ debut lod i øvrigt vente på sig. Han havde allerede digte nok til en samling, men endnu havde Gyldendal ikke bidt på.
En sommer i et sommerhus mine svigerforældre havde lejet i Tibirke Bakker, tænkte jeg ved mig selv, at det i det mindste ikke kunne fornærme nogen, hvis jeg selv prøvede at skrive en digtsamling. Det blev til „Under vejr med mig selv“, et bevidst forsøg på at lægge afstand til den gængse fromhed og oplagt påvirket af Johannes V. Jensens uforknytte sprog. Jeg syntes egentlig ikke, jeg havde læst et rigtig moderne digt siden bekendtskabet i gymnasiet med Jensens „Digte“ (1906).
På Brostrøms opfordring (han var tilknyttet forlaget som konsulent) sendte jeg digtene til Det Schønbergske Forlag, og med Halfdan Rasmussen i ryggen (han var ven med forlagslederen Paul Monrad) blev bogen antaget til udgivelse. Hvilket afsatte en underlig blandet fornemmelse: jeg vidste ikke rigtig, hvad det var jeg havde kastet mig ud i, vidste bare, at jeg ikke kunne lade være med at kaste mig ud i noget.
Da den lille bog udkom, brugte Jacob Paludan i Nationaltidende en del af sin anmeldelse til at brokke sig over bogens pris: kr. 9.75 for sådan en lille pjevs! Men han var i øvrigt venlig, og da selveste Kai Friis Møller, den mest frygtede af alle de skarpe penne, også lettede på bowleren, kunne jeg være tilfreds, for ikke at sige glad. Også Jens Kruuse anerkendte talentet og Ove Abildgaard, og selvfølgelig skrev Brostrøm indforstået, det var han næsten nødt til.
En samling gør som bekendt ingen digter, men nu havde jeg i det mindste overskredet den usynlige tærskel til de rigtige digteres revir, og jeg husker den gode fornemmelse det var at komme på Dyrehavsbakken i selskab med Ivan og Ruth Malinowski, Halfdan Rasmussen og Ester Nagel, tegnerne og malerne Ernst Clausen, Gunnar Hossy og Herman Stilling og selvfølgelig Kirsten og Torben. Vi tørlå’ havskildpadden, som det sig hør og bør, Hossy talte „fransk“ længe før Dirch Passer, men mindst lige så morsomt, mens Halfdan fyrede brandere af i et tempo, der lagde professor Tribini længere tilbage end det bageste baghjul.
Niels havde i mellemtiden været med til at lægge Heretica i graven med et meget morsomt „særnummer“ af tidsskriftet. Men området var stadig lukket land for mig. Den kreds, jeg selv nærmede mig nu, hørte helt andre steder hjemme og var i klar opposition til „de hellige“. Opdraget i en mild venstreorienteret atmosfære med visse kulturradikale traditioner passede det mig egentlig udmærket. Ophavet og miljøet havde sat sine spor, jeg har fortsat i dem lige siden.
Alligevel var der ikke rigtig styr på det hele, og nogen super god ægtemand var jeg heller ikke. Med den ekstra elastik den nytilkomne rolle som „boheme“ gav, kom jeg tit alt for sent hjem og var mere optaget af det udadtil end det indadtil. En vis umodenhed har gjort sig gældende, og herregud, vi var kun femogtyve år.