Muligvis var det ikke kortene alene, der gjorde forholdet mellem mine forældre og svigerforældre nogenlunde gnidningsløst, men de spillede en rolle. Bridge var en del af familien, og det gjaldt gudskelov begge familier, så det var i reglen muligt at undgå de mest kontroversielle emner, man kunne glide af i bogstaveligste forstand, melde spar eller ruder eller tre sans, så måtte både storpolitik og indenrigspolitik hvile. På det punkt kan der ikke have været fælles overbevisning mellem den grundkonservative kommunaldirektør og min røde far, men de havde begge overskud og overblik nok (og blidhed, min far) til at lade det sprængfarlige ligge og glæde sig over andre ting i hinandens selskab. At min svigermor var svag over for min far, er der ingen tvivl om, til gengæld var hun bange for min mor. Selv stod jeg midti og skulle helst have hele den skæve menage til at fungere, hvilket ikke altid var lige let, for Ping og jeg havde jo været så „moderne“ at vi blæste på konventionerne og gjorde hvad vi ville, også mens båndene til ophavet hverken økonomisk eller geografisk var skåret over.
At min mor tidligt lod os sove sammen på Ingolfs Allé, har sikkert ikke været let at sluge for familien på Falkonergårdsvej, men efterhånden må Gerner Andersens også have resigneret, og da vi boede sammen i Tibirke, fik datter og svigersøn lov til at ligge sammen ovenpå. Men rollen som prins på den hvide hest varede det længe før jeg fik lov til at spille, det var først da det begyndte at kunne anes, at jeg som breadwinner ikke var helt umulig. Det første min svigerfar spurgte om, da jeg fortalte, at jeg var blevet redaktør af Vindrosen var, hvor meget det nu gav!
På intet tidspunkt tror jeg for alvor det gik op for mine svigerforældre, hvad det var, jeg gik og lavede. De lod dog „Under vejr med mig selv“ ligge fremme, så eventuelle gæster kunne se den, men ellers var der ingen bemærkelsesværdige kommentarer. Jeg tror de har været meget mere optaget af, om deres Inge nu blev taget ordentligt hånd om, hvad man for så vidt ikke kan bebrejde dem. Vi havde det i øvrigt godt sammen, jeg satte stor pris på både Carl og Anna Marie, han var udpræget festmenneske, elskede en snaps til maden og trak i øvrigt vejret igennem en cigar eller en pibe. Min ærøske svigermor har nok været den mest skeptiske, hvad mig angår, men når det trak op til kriser, var det hende der glattede ud, og efter et regulært håndgemæng sad hun længe og talte beroligende, indtil min ophidsede svigerfar (der var temmelig overrislet efter en fest) endelig fandt på at gå op i seng.
Det havde sine komiske sider. Ping fortalte, at hendes forældre som en stødtrop fra The Keystone Cops engang var kommet farende ind på hendes værelse midt om natten og havde råbt: „Hvor er han, hvor er han!“ Jeg havde gudskelov sneget mig ud nogen tid før, så de fandt mig heller ikke på altanen, der ellers også blev ransaget. Det er kun halvtreds år siden, men må for yngre mennesker virke som victoriatiden – hvad det såmænd også var, for den ragede et godt stykke ind over midten af århundredet.
At det i øvrigt kunne være svært at skaffe sig et meningsfuldt overblik over, hvad det var jeg gik og lavede, kunne være forståeligt nok, for jeg vidste det af og til ikke selv. Mødet med Information havde ikke været uden dramatik, og en fjorten dages tid var jeg længere ude rent jobmæssigt, end jeg nogensinde har været før eller siden. Jeg havde forladt St. Kongensgade allerede den første dag fortvivlet på grund af diverse uoverensstemmelser, og nu gik jeg hjemme i Hostrups Have og anede ikke, hvad det hele skulle blive til eller ikke blive til. Det var et af de tidspunkter, hvor vores indbyrdes forhold cementeredes. Jeg hørte ikke et ord for min demarche, økonomisk klarede vi os også nok, for Ping havde jo sit gode job på skolen.
Frelsen kom i form af Johannes Møller, Informations daværende kulturredaktør, en lidenskabelig poesielsker og bladskrædder, evigt i kamp med avisens skovtrold af en redaktionschef, Ove Martin, som havde været en af de udløsende faktorer i min flugt fra bladet hin første dag. Jeg traf Johannes M. på en udstilling hos Clausen i Toldbodgade, han trak mig til side, så på mig med sit skæve, diabetes-læderede blik og sagde: „Kom nu tilbage, vi finder sgu ud af det!“ Hvorefter han krummede sig sammen og fnisede med hånden for munden, en karakteristisk gebærde, der tegnede denne alvorsmand, tynget af sygdom, men som elskede at le og slet ikke kunne holde op, når han først var i gang.
Information var på det tidspunkt en ekstremt original arbejdsplads, et foretagende, der hele tiden truede med at styrte sammen, men blev holdt oppe af det forhåndenværende meget overbevisende talent og en rest af den kampånd, der søgte sine rødder tilbage i modstandsbevægelsen. Plus lim og hæfteplaster.
Jeg havde selvfølgelig ikke noget kontor og sandelig heller ikke fast gage, men jeg fandt alligevel forholdsvis hurtigt ud af det, skønt holdningen til denne ekstra spinatfugl både fra Martins og flere af de ældre medarbejderes side måtte være præget af skepsis. Der var jo tunge drenge imellem: Erik Seidenfaden sad i chefstolen ved siden af Outze, og i gangene færdedes Erling Bjøl, Knud Bidstrup, Leif Blædel, Herbert Pundik, Erik Nørgaard, Ole Bernt Henriksen, Hansgeorg Lenz, Palle Koch, Ejnar Johansson og en håndfuld andre plus et regiment af løsttilknyttede medarbejdere, der talte nogen af de vigtigste navne i tidens kulturdebat som Peter P. Rohde og Poul Henningsen. At bladet også rådede over Bris, det journalistiske kuglelyn fra Bergen, og intervieweksperten Nan Henningsen, siger noget om potentialet.
Jeg færdedes selvfølgelig mest på kulturgangen, hvor Torben Brostrøm dukkede op, men også Thorkild Hansen, en vildt misundelsesværdig he-man, der kørte i åben Folkevogn og om hvem man hørte, at han også havde en motorbåd og sejlede Furesøen tynd sammen med sin kønne kone Birthe!
Der var nok at lægge hovedet tilbage og glo op på, og jeg gloede. Men så skete der det underlige skred, som egentlig kommer, uden at man selv lægger mærke til det: jeg blev en del af holdet. Først skrev jeg små forsigtige vignetter, men så fandt man på, at der måske var en grund til at holde lidt øje med det stadigt mere tilstedeværende fjernsyn, og så blev jeg sat til at anmelde.
Det var i pionertiden, men jeg skal også love for, at det var artige sager, der kom ud af det fjernsyn! Man havde endnu ikke rigtig fundet ud af, at det var billeder, det drejede sig om, og da udstyret samtidig var primitivt hinsides ethvert begreb, blev udsendelserne tit ufrivilligt enfoldige, af og til grundkomiske. Det handlede mest om at få en person anbragt midt i billedet, som så talte ud i hovedet på seeren. Farmaceuten Sven Holm var en af dem, og han reklamerede ugenert for sine egne produkter, Otto Leisner var en anden. Denne grundsympatiske og elskværdige mand, der siden har fundet og poleret et smukt folkeligt niveau, sad med sin Pladeparade og sin pibe og fortalte folk om de sidste nye pop-hit, lagde en plade på, som den arme sanger så mimede til. Det var Raquel Rastennis, Birthe Wilkes og Gustav Wincklers storhedstid, og det var ikke til at bære, man fik gigt helt op i lillehjernen af at se på det. Hvad jeg skrev. Sammen med andre sager, hvilket vakte et vist postyr, for det var endnu i den uskyldstid, hvor man ikke sådan gjorde grin med borgermusikken i en seriøs avis og slet ikke med navns nævnelse, så enhver kunne se, hvem det drejede sig om, og se dem lyslevende på skærmen igen om aftenen.
Uden at ane det sejlede vi ind i et helt nyt kulturelt tidehverv, hvor personfikseringen trængte ideologierne i baggrunden, og Andy Warhols dictum om, at der er tilmålt enhver femten minutters berømmelse (hvis man ellers er interesseret eller så heldig/uheldig) fik almen gyldighed. Vi vidste det ikke, mens vi tumlede rundt i de mørke korridorer i Skt. Annæ Passage eller gik fløjtende ned ad Dronningens Tværgade til restaurant Escoffier, hvor vi vendte lommerne og gjorde os til gode med Eiler Jørgensens glimrende mad og vine, der var til at betale. Måske var det netop her anelsen om de kommende gyldne tider præsenterede sin første forsmag, i hvert fald var vi ikke i tvivl om, at Information og vi selv var med til at sætte dagsordenen – også for det, der skulle komme.
Hvor dybt forsænkede vi samtidig var i fortiden bliver tydeligt, når man ser på, hvad det var vi gik og skrev om. Jeg anmeldte Kjeld Abell på Det Ny Teater og Faulkners „Messe for en skøge“ sammesteds. På Det Kgl. kuldsejlede man med „Aladdin“ i forsøgsvis Price-opulence, mens fjernsynet gav den ene Heiberg-vaudeville efter den anden. Generelt lå Anouilh-syndromet stadig tungt over teaterverdenen, og når det drejede sig om filmen, var det John Olsen fra Saga og Peer Guldbrandsen, der gav tonen an. Jeg velsigner dem, der i dag forsøger sig med et genopkog af Morten Korch, men jeg tror ingen kan sætte sig ind i, hvor sejt det var at anbringe sig ansigt til ansigt med en dansk film på lærredet dengang. Så meget forlorent idylleripis og så store mængder af halvkogt (seksuel) lommefilosofi var simpelthen ikke til at holde ud, man måtte gøre oprør.
At rollen som oprydningsmand i journalistisk sammenhæng også forsynede en med en vis magt, gik først langt senere op for mig. Jeg skrev bare og syntes det var dejligt. Jeg skrev og skrev, og da de første vrede læserbreve dukkede op i Informations spalter, tænkte jeg: „Nu blir du fyret“. Men det skete ikke, reaktionen var mærkeligt nok den modsatte, og til sidst forsonede selv Ove Martin sig med spinatfuglen, jeg blev sendt i Forum for at „anmelde“ seksdagesløb, og da jeg havde gjort det, nikkede redaktionschefen nådigt og mente absolut, jeg var hans opfindelse.
Hvad jeg ikke lagde mærke til var, at arbejdet også var ret anstrengende. Fænomenet stress fandtes ikke på det tidspunkt, jeg var ung og gik på med krum hals, der var så meget, der skulle prøves og erobres, så mange teaterstykker, så mange film, så mange fester. Torben Brostrøm var flyttet fra Bellahøjvej til fjerde sal i Frederiksborggade, og her samledes Hvedekornsfolket og andre, her sad Orla Bundgaard Povlsen med sin smedetyngde og poetiske hæderlighed, her kom Jane Muus og Grethe Risbjerg Thomsen, her var Robert Corydon og som sædvanlig Ernst Clausen og Halfdan Rasmussen. Der blev talt poesi og sagt vittigheder og drukket, mens Kirsten Brostrøm, smuk og delikat som en lysalf, sørgede for alt og alle. Jeg var nok den yngste og følte mig inderst inde på en mærkelig måde som statist, en følelse, der aldrig har forladt mig, når jeg tænker på den store og underlige verden, som er kunstens og kunstnernes. Man er med, men samtidig udenfor, man er en del af den, men hører samtidig slet ikke til. Det er så svært at tro på rollen, og selvom man spiller den de fleste af døgnets timer, er den svær at forene med virkeligheden og den person man egentlig er. Det er nødvendigt at tro på rollen, det ved enhver skuespiller, ellers falder det hele fra hinanden.
I mellemtiden havde mine nærmeste venner gjort deres studier færdige, Niels var blevet mag.art. i litteraturhistorie, Jesper mag.art. i psykologi, Ulf cand.polit. Alle tre var de gift og hjemfarne, havde fået børn eller børn var på vej. Vi så hinanden på meget borgerlig basis, spiste middage, spillede kort og lignede uden at ane det vores ophav, hvis adfærdsmønster, vi havde arvet. At det hele nærmede sig et opbrud af radikaleste omfang og med uhyre konsekvenser, kunne vi knap nok ane. Nu gjaldt det om at få foden under eget bord og skruet den godt fast. Det var nødvendigt med en solid basis som udgangspunkt, hvis verden skulle erobres, her var vi ikke i tvivl. Tosomheden var født.
Pludselig var der også regninger, der skulle betales, kontrakter, der skulle underskrives, børn, der skulle forsørges. Ping og jeg avancerede endnu en gang og flyttede fra nr. 38 til Skt. Nikolajvej 13, 3. tv., stadig i Hostrups Have, men nu med fireogethalvt værelse at råde over.
Det var helt tydeligt opgangstider, i hvert fald for os, men vi sad også på en skrue, der blev drejet højere og højere op. Politiken, som altid har et vågent øje for irriterende talentfuldhed på en anden avis, var begyndt at fiske efter mig. Jeg havde ikke særlig lyst til at bryde op fra vennerne i St. Kongensgade, hvor klimaet nu var varmt, og jeg følte mig godt tilpas – selvom en fast kontrakt endnu ikke havde været på tale. Jeg spillede altså hellig, selvom min gamle ven fra Studenterforeningsdagene, Paul Hammerich, blev ved med at hive i mig. Det gjorde Harald Engberg også på sin egen snørklede måde. Ham havde jeg truffet i teatret og på færgen til Malmø, hvor vi tog over og anmeldte Bergmans forestillinger på Stadsteatern – også noget, der pegede frem.
Harald Engberg var en underlig snegl, velskrivende, men hæmmet af en generthed, der af og til forvandlede sig til aggressivitet, ja hadefuldhed (som i forholdet til Kjeld Abell og hans dramatik). Han ville gerne være sofistikeret, men inden i ham boede samtidig en skolelærer med moralske kvababbelser. Ingen tvivl om at Engberg ville være med på det sidste ny, men han faldt tit for det moderigtige i stedet for det genuint fornyende, og hans usikkerhed gjorde ham dømmesyg. Knud Leif Thomsen og Preben Thomsen figurerede en overgang højt på hans kritiske hitliste, hvad hverken han eller de egentlig kunne være tilfreds med.
Det var altså en række højst varierede personager, der holdt deres indtog foran ens egen private og professionelle rundhorisont. Formskærerlauget eller Mordkommissionen, som anmeldergruppen blev kaldt så kærligt, var afvekslende sammensat. Her traf man den knastørre, sangvinsk længselsfulde og begavede Henrik Neiiendam, idealisten og kulturradikaleren Svend Erichsen med overklasseaccenten, der burde være helt uacceptabel på Socialdemokraten, som var hans blad, den neurotiske, men kvikke og sentimentale Inge Dam, spradebassen og charmøren Svend Kragh-Jacobsen, belæst og overfladisk på én gang, hjælpsom og fuld af sladder, Ole Brandstrup med monokel og noli-me-tangere-maske og endelig Jens Kistrup, der har overlevet dem alle sammen og ført det bedste af deres bedste egenskaber videre med sin enorme teaterviden og den (beherskede) galskab, der forhindrer hans kritik i at blive kedelig og forudsigelig.
De var alle sammen ældre end jeg – også Frederik Dessau, der hadede at sejle med færge, men da vi havde kendt hinanden en halv times tid, blev vi alligevel dus og stirrede i den friske vind tilbage på København, som sank i bølgerne, mens Malmø nærmede sig, uden at vi vidste, hvad der skulle ske der eller i livet i det hele taget. Det forekom os, at der var meget i posen, og ingen af os havde uret.