Nye mennesker dukkede op, tre af dem kom til at spille afgørende roller i mit liv: Villy Sørensen, Palle Kjærulff-Schmidt og Leif Panduro.
Villy kendte jeg jo fra skolen, dvs. kendte og kendte, det var mest som fænomen, og sidst jeg så ham i den egenskab, blev han ført i manegen af lektor Lier som hans egen personlige cirkushest, den berømte mand havde været i DDR og kom nu hjem for at fortælle sit måbende publikum i gymnasieforeningen Brage, hvad han havde oplevet.
Personlig havde jeg kun vekslet ord med Sørensen én gang. Det foregik i Frederiksberggade, hvor Filmmuseets biograf dengang lå. Tilfældigvis var vi begge tilskuere til en gennemkørsel af Leni Riefenstahls „Triumf des Willens“, og da vi kom ud i dagslyset på Strøget, hvor busserne skrumplede forbi sammen med den øvrige trafik, var det rimeligt at sige goddag. Men denne gang var Villy i selskab med en anden af sine Sprechstallmeistere, nemlig Niels, der gjorde sit bedste for at fraterniseringen ikke skulle blive for intim. Villy var hans særlige ansvarsområde og ejendom.
Men så en dag dukkede Ole Wivel op med et tilbud, det var svært at sige nej til. Han spurgte, om jeg kunne tænke mig at redigere Vindrosen sammen med V.S., og jeg sagde ja. Det bragte mig pludselig og helt uventet nær på en person, hvis mytologiske status allerede var veletableret („Sære historier“ var udkommet) og som viste sig at være noget af det mest menneskelige, man kunne forestille sig.
Vindrosen var Hereticas afløser og havde i sidste ombæring været redigeret af Peter P. Rohde og Tage Skou-Hansen. Det var en hæderkronet publikation, troværdig og tankevækkende, men måske en anelse støvet og slet ikke med den kulturhistoriske gennemslagskraft forgængeren havde haft. Det var nye tider, men tidsskriftet anede endnu ikke rigtig hvilke og forstod måske heller ikke, at det nye er noget, man selv er med til at lave. Så vidt jeg har forstået var samarbejdet mellem Peter P. og Tage heller ikke helt gnidningsfrit, eller man kunne sige, at her var i hvert fald ikke tale om kindred spirits. Peter P. Rohde var stadig på den kommunistiske fløj, Tage Skou-Hansen i sin kronisk ærlige forankring i den søgende realisme.
Jeg ved ikke, om Villy og jeg vidste, hvad vi selv var – han sikkert i højere grad end jeg. Begge var vi halvstuderede røvere, selvom Sørensen havde studeret tusind gange mere end jeg og vidste dobbelt så meget. Mest var jeg vel kommet med på redaktørholdet pga. min journalistiske forvorpenhed, og så var der jo digtene og „Den kroniske uskyld“ som, om ikke andet, havde vakt en vis opsigt.
Men vi havde ikke svært ved at tale sammen, Villy og jeg, og det varede ikke længe, før vi indledte en samtale, der kom til at vare i fem år. Forbløffende nok havde vi stort set de samme ideer om, hvordan man skulle tackle redaktionen af Vindrosen og hvad vi ville med tidsskriftet. Det skulle være et forum for det, vi syntes var det nye og vigtige i litteraturen, og samtidig vende sig mere udad mod den kulturelt-politiske verden. Det lå også klart, at vi ville skrive om film og i det hele taget prøve på at følge med i alt, hvad der foregik og forsyne det med vores kommentarer. At der ville blive tale om at knytte nye og andre medarbejdere til tidsskriftet end dem, der hidtil havde tegnet foretagendet, stod os også klart. Vi var m.a.o. parate til at gå i gang, og der er ingen tvivl om, at forlaget Gyldendal, som var Vindrosens basis, syntes at det var lige det, vi skulle.
Sammen med Ole Wivel, Austin Grandjean og Jokum Smith diskuterede vi Vindrosens format og udseende, vi var ikke i tvivl om, at også tidsskriftets udseende og layout var vigtigt for, hvad der ville komme til at stå i det. Alligevel slugte Jokum Smith en halv skrubtudse, da jeg gjorde det synspunkt gældende, at bladet ikke måtte blive alt for lækkert, for så ku’ der ikke stå „røv“ i det. Havde det fine forlag alligevel vovet sig for langt ud med mig og Villy?
Det blev en succes, ikke bare for os selv, men også for andre. Inden der var gået ret lang tid efter de første numre var udkommet med os som redaktører, forvandlede vores skiftende kontorer i Klareboderne sig til en regulær salon, hvor medarbejdere og håbefulde bidragydere og digteraspiranter samledes. Jørgen Gustava Brandt, der boede lige rundt om hjørnet i Pilestræde, var fast og meget velkomment inventar, men ellers dukkede de alle sammen op med mellemrum fra Jørgen Sonne til Peter Ronild, fra Conrad Raun til Ulrich Horst Petersen, fra Poul Vad til Sven Holm. En hel generation havde vi fornøjelsen af at præsentere, vi trykte digte af Inger Christensen og Jess Ørnsbo, historier af Svend Åge Madsen og omtalte Sven Holm. Selv skrev jeg både digte og noveller, der kom i Vindrosen, men det var alligevel de andre, det handlede mest om, først og fremmest de danske bidragydere, men sandelig også dem udefra: Grass og Enzensberger, de ny amerikanere, ja vi var ikke så lidt stolte af at være det første europæiske tidsskrift, der bragte en komplet oversættelse af Allen Ginsburgs „Howl“ – som Poul Sørensen havde sit hyr med, der var ikke mange, der vidste, hvad „acid“ var dengang uden for cirklerne i USA.
For mig var det først og fremmest Villy Sørensen, det drejede sig om. Han var endnu ikke presset af de gebrækkeligheder, som siden kom til. Han var som jeg en ung mand med appetit på tilværelsen og fremtiden for sig. Ingen kan vist forestille sig V.S. som kontortionist, men et af hans hofnumre, når vi var allermest euforiske, var at „tage benene på nakken“, som han sagde. Han var faktisk i stand til at løfte den ene fod med sko og det hele om bag nakken, mens han sad i en stol. Det så fantastisk ud, men har sikkert ikke været gavnligt for den ryg, der senere skulle volde ham så megen smerte.
Med al den medgang måtte vi naturligvis rende os nogle staver i livet. V.S’ leder om Politiken „Et hus splidagtigt med sig selv“ vakte ikke begejstring på Rådhuspladsen, og da Victor Andreasen kom til på Ekstra Bladet, sikrede vi os en fjende på livstid. Andreasens herostratisk berømte litterære mindreværdskompleks måtte også give sig udslag i et had til noget så elitært selvbevidst som Vindrosen, og da vi engang havde bragt en serie herlige billeder af Erik Petersen, som forestillede „ganske almindelige mennesker“, måtte det af Victor Andreasen naturligvis udlægges, som om vi pissede på folk og gjorde nar af den gode, jævne dansker. Det var noget sludder, men da vi brokkede os, viste V.A. sin foragt ved ordret at trykke sin artikel en gang til i Ekstra Bladet.
Ellers var det – pudsigt nok – nordenfjords vi fik vores mest utrættelige fjende i form af redaktøren af Vendsyssel Tidende Ejnar Gleerup. Han havde skrevet et par ledere om den forkvaklede ungdom, om det ønskværdige i at bure folk inde så længe som muligt, om den vaklende kønsmoral etc. etc. og jeg havde svaret drillende i tidsskriftet. Det blev på en måde startskuddet til den debat, der siden fulgte om poesiens form og kunstens mangel på nødvendighed, kronet med lagerforvalter Rindals fødsel og hvad dermed fulgte. Det lå alt sammen i kortene uden at vi vidste det, eller også anede det os, for vi spillede det ene stærke kort efter det andet. Villy Sørensens leder om den sidste hereticaner, modernismehaderen og patetikeren Frederik Nielsen, tog næsten livet af kritikeren, han overvandt i hvert fald aldrig angrebet. Hvilket i retrospekt nok kan kalde på en vis melankoli, for vi var jo ikke sådan, vi var ikke kun vrede, unge billedstormere, vi var også muntre og blide unge mænd, der cyklede i den københavnske regn eller sad til den lyse morgen, mens husene groede frem af dæmringen på den anden side af gaden og talte og talte, indtil Sørensen rejste sig og sagde: „Nå, jeg ta’r altanen“, hvad han aldrig gjorde, gudskelov.
Det kan være svært at beskrive den opstemthed, der følger med følelsen af at være på vej. Men den havde grebet mange af os og kan måske kortlægges på samme måde som en pludselig og uventet for ikke at sige uforståelig kursstigning på børsen. Vi havde i og for sig ikke gjort andet, end det vi hele tiden havde gjort: skrevet. Men pludselig var det tydeligt, at der ikke blot nationalt, men også internationalt var noget i gang, der mindede om det vi selv lavede, udvidede og underbyggede det. Sådan var det med litteraturen, men sådan var det sandelig også med filmen – hvilket ikke mindst satte den hjemlige biografmisere i relief. Man kan næppe forestille sig afstanden mellem Godards og Truffauts første film („Åndeløs“ og „Skyd på pianisten“) og „Komtessen fra benzintanken“, „Det var på Rundetårn“ og Johannes Allens „Ung leg“. Pludselig bredte opstemtheden sig langt ind i biografmørket, det var som en åbenbaring, man fik vejret igen, kunne ånde frit, og da der samtidig dukkede en hel masse engelske ny-realister op på lærredet med Jack Clayton og Lindsay Anderson i spidsen, var det som om den europæiske kultur for første gang efter krigen for alvor kom på benene. Efterkrigstiden var endegyldigt forbi.
I en periode havde jeg fulgt den unge instruktør Palle Kjærulff-Schmidt på afstand. Han havde haft sit gennembrud med en pragtopsætning af Aristofanes’ „Archarneerne“ i Studenterforeningen (selv H. Engberg måtte give sig), men ellers markerede han sig på selve Studenterscenen med små eksklusive forestillinger, hvor særlig „Voulez-vous Jouer Avec Moi“ (med hans henrivende kone i den kvindelige hovedrolle) dannede et højdepunkt. Men ellers havde han fingrene i både film og teater, var bl.a. med til at introducere Samuel Becketts „Mens vi venter på Godot“ i Danmark.
Vi traf hinanden første gang på Egmont-kollegiet, et nymodens studenter-kollektiv i Nørre Allé, hvor man havde været så venlig at tildele mig et nyindstiftet „Øl-legat“ sponsoreret af Carlsberg. Jeg tror en kasse bajere fulgte med kæden af brugte ølkapsler. Palle sad i baren med sit dengang imponerende friluftsgebis, som ikke bare stak ud, men også gik til siden. Han sagde „nu mere“ i stedet for „jo mere“ og gnækkede indimellem uforståeligt, men det der kom ud af hovedet på ham, var ellers forståeligt. Og en ting var vi enige om, det kunne være sjovt at lave en film engang, sammen. Palle var lige så begejstret for la nouvelle vague, som jeg var, men desværre blev vores første forsøg ikke noget gennembrud i den retning. Lau Lauritzen ville gerne lave en film om „positiv ungdom“ (i modsætning til Johannes Allens fyudskejelser), så Palle og jeg bryggede en historie sammen (tilfældigvis med motiv fra det kollegium, hvor vi sad hin aften) og det blev til „De sjove år“, der hverken dengang eller nu var eller er særlig sjov. Man kan muligvis døje et gensyn for at hilse på alle de store spillere, som dengang var i svøb: Ghita Nørby, Frits Helmuth, Malene Schwartz etc., og en enkelt scene mellem Jens Østerholm og Clara Pontoppidan mindes jeg med en vis fornøjelse, fordi en solsort fløjter i baggrunden på lydsiden.
Men det var ikke derhen vi ville, det var et andet sted og meget længere ude. Ingen af os gjorde os rigtig forestillinger om, hvad det var, vi havde tænkt os. Men en dag, hvor jeg åbenbart ikke havde andet at lave, satte jeg mig hen og skrev et manuskript, som jeg kaldte „Weekend“ og sendte det til Palle. Mirakuløst blev filmen produceret næsten uden sværdslag, en anden avantgardist, Bent Christensen, havde haft held med et par film, og nu vovede han det ene øje med os, der ikke havde meget andet at byde på end usikkerhed og et manuskript, som meget få skuespillere ville røre med en ildtang. F.eks. påstod Henning Moritzen, at hvis han lagde bar røv til, så ville publikum ikke sige andet end: der har vi Henning Moritzens bare røv. Hvad han for så vidt kunne have ret i.
Filmen blev en (skandale)succes og er gået over i filmhistorien. Harald Engberg (blandt mange andre) gjorde sit for at tage livet af den („En skærsommernatsdram“ kaldte han sin anmeldelse, hvor han gjorde opmærksom på, at man ikke skaber stor kunst bare ved at sige „tis“ og „bræk“). Men vi fik stærke supporters bl.a. i Ingmar Bergman, der sagde (til Bjørn Rasmussen), at godt nok anede vi ikke, hvor kameraet skulle stå, men vi havde en god og væsentlig historie at fortælle, og det var det vigtigste. „Weekend“ blev en mageløs succes i Sverige.
Jeg havde vist filmen for Leif Panduro ude hos Ankerstjerne på Løgten, og han var både begejstret og bevæget, uforbeholdent. Hvilket ikke betød lidt, når man tænker på, hvad venskabet og bekendtskabet med netop ham var for os dengang. Det begyndte i Aarhus, men det var egentlig begyndt før, for Jervin havde sendt mig manuskriptet til „Rend mig i traditionerne“, fordi han syntes der var noget i det – selvom forlagets konsulent, Jens Kruuse, ikke syntes det. Jeg læste romanen og skrev til Leif („den skrivende tandlæge i Esbjerg“), at jeg syntes den var god, samtidig med at det grussede lidt i mig, for jeg havde „Den kroniske uskyld“ liggende uudgivet, og der var lighedspunkter!
Under den personlige konfrontation med Leif Panduro til en oplæsningsaften i Aarhus, hvor Villy Sørensen også var med, løb vi bogstaveligt talt i favnen på hinanden. Ganske vist drog Leif af med sædvanlig pandurosk ilfart og pludselighed midt i den efterfølgende fest „for at komme hjem til Esther og børnene“ i Esbjerg, men der gik ikke mange uger, før vi havde fat i hinanden igen og indledte et venskab, der i tidens løb ikke var uden knaster, men altid udspillede sig i en atmosfære af høj temperatur og var så fuldt af overraskelser og afsindigheder, at man ikke ville have undværet et minut af det.
Nye tider, nye venner.