Der var grøde i kunsten, men også en del postyr. En hel del endda. Torben Brostrøm havde i Vindrosen skrevet et essay, „Det umådelige mådehold“, hvor han gjorde op med den herskende pænhed i litteraturen, og det måtte han høre for. Heretica-generationen, der som alle generationer før og efter i en periode føler, at nu er det den, der sætter dagsordenen og alt vil være, som det er nu til verdens ende, vågnede bestyrtet op ved lyden af de nye signaler.
Thorkild Bjørnvig blev rasende. Men det var trods alt kun skvulp i forhold til det brølende hav af forargelse, der rejste sig, da diskussionen om kunsten og meningen med den bredte sig fra salonerne ud i folket. Ja, man vil sagtens i dag kunne forsvare det synspunkt, at de reaktionære partier, som nu sidder i Folketinget på flere håndfulde mandater, blev klækket dengang kunsten forvandlede sig fra at være udsøgt legetøj for de få til noget alle uanset køn, indtægt, indsigt og læseevne skulle tage stilling til.
Det gik forbløffende hurtigt, da diskussionen først kom i gang, men vejen ad hvilken havde været lang, og det faldt mig ikke ind et øjeblik, da jeg debuterede, at jeg skulle komme til at spille en central rolle, da uvejret brød løs. Selv med det tynde vershæfte bag mig var det stadig ikke med velcementeret sikkerhed man færdedes i litterære kredse, jeg havde jo også af f.eks. Kai Friis Møller fået hæftet etiketten „humorist“ på ryggen, og da „Efterkrig“ udkom foreslog Marie-Louise Paludan, at jeg kastede mig over lystspillet. Var jeg ikke „den skrivende tandlæge“, så dog en pudsenmar – i modsætning til de rigtige digtere, der dengang (og sandelig også i dag) er folk med rynker i panden hjemfaldne til alle former for ulykker og nederlag.
Efter en oplæsning på Kunstakademiet, som Stilling og Hossy sikkert havde haft en finger med i (og Torben Brostrøm), kom en herre med et markeret ansigt og en let rødlig, landlig teint hen og komplimenterede mig. Ordene faldt med jysk forbehold, men da det gik op for mig, at manden var Bjørn Poulsen, gjorde de indtryk. Poulsen var dengang poesiens rullende højesteret, magtfuld konsulent på Gyldendal og sammen med Bjørnvig den første redaktør af Heretica. Alligevel syntes jeg stadig de andre digtere var rigtigere. Jens Lund Andersen, og tror jeg, Karen Stougaard Hansen, var med den aften, de kunne begge det der med poesien, til gengæld lo publikum, da jeg læste „Tømmermænd“, som vel egentlig var grundstammen i det, der senere blev til „Under vejr med mig selv.“
Mærkeligt og forvirrende var det under alle omstændigheder og blev det ikke mindre, da „Den kroniske uskyld“ udkom. Anmeldelserne var hovedsagelig skrækkelige, og da jeg en dag entrede en bus på Strøget, stod Jens Kistrup på bagperronen og rystede på hovedet: Den bog brød han sig bestemt ikke om!
Det var nogle kolde afvaskninger, selvom Harald Engberg mente, at jeg „dog var kommet ned på benene“ med min roman. Johannes Møller læste højt af Hans Brix’ anmeldelse, hvor „Den kroniske uskyld“ blev karakteriseret som „En ørkenvandring – uden beduiner“. Men Hansgeorg Lenz havde fundet en scene, der mindede ham om noget hos Kafka, og da Thorkild Hansens anmeldelse var positiv og virkede ikke kun som en venlighed mod en yngre kollega på bladet, overlevede jeg.
Noget var i gære, og i begyndelsen af tresserne brød det løs. En falanks af talent mødte op i Vindrosen, og det var ikke kun Brostrøms formasteligheder, der rystede den ældre generation, pludselig stod der sære tekster i tidsskriftet af folk, der hed Ørnsbo og Madsen og Holm, og pludselig skrev Benny Andersen ikke sørgmodige og indadvendte digte, som dem han debuterede med i Heretica, men præsenterede sin indre bowlerhat og entrede manegen via et kamera med køkkenadgang. Under en gennemlæsning af tidligere korrespondance mellem Vindrosens redaktører og bidragyderne fandt jeg tilfældigvis et brev fra Frank Jæger, som var karakteristisk. Tage Skou-Hansen havde tilbudt Jæger at anmelde „Efterkrig“, men han betakkede sig, for han fandt både forfatteren og bogen „røvirriterende.“
Denne irritation voksede efterhånden op i megaformat og kom til at omfatte hele nationen, og det var en irritation, der naturligvis ikke gik på min person udelukkende, men var rettet mod det nye fænomen, man kunne kalde modernismen, og som ikke alene var litteraturen, men stort set hele kunsten og ikke mindst dens udøvere.
Grunden til at balladen blev så stor, som den blev, lå i medieudviklingen. De digtere, der vakte opsigt, sad ikke længere, hvor de hørte hjemme i små iskolde kvistværelser og skrev ved et blafrende stearinlys, de fór rundt i hele byen (også uden for Skindbuksen og Vingaarden og Lauritz Betjent, hvor de til nød kunne tolereres) og ind og ud af bladredaktioner og radio- og fjernsynsstudierne. De var alle vegne, og det fremkaldte uventede relæforstyrrelser inden i hovedet på folk. Det var ikke kun, at digterne som jeg med „Konfrontation“ og „Camouflage“ skrev uforståeligt og modbydeligt, vi pegede også fingre ad borgerskabet i aviserne og hersede med godtfolk, fordi de foretrak „Hvide måge“ og „Mor er den bedste i verden“ for be-bop og torsdagskoncerter. Det, der udspillede sig, var en regulær kulturkamp, og det skete på andre præmisser end normalt, for pludselig var hele den danske befolkning medspiller og ikke kun en bande æggehoveder og utilregnelige bohemer.
I dag, hvor kunsten bader sig i elskværdig populistisk opmærksomhed og har genvundet sin status som værdig og højpandet (og ikke så lidt kedelig), kan det være svært at sætte sig ind i, hvordan stemningen var dengang i tressernes begyndelse. Selv syntes vi selvfølgelig, det var skægt, og rystede ikke på hånden et øjeblik, når den næste kardæsk skulle fyres af. Det var jo så indlysende, at vi havde ret. Stagnationen var indtrådt i fyrrerne og halvtredserne, og Heretica-folkene var aldrig kommet helt fri af fortøjningerne. Nu blev der til gengæld kastet los over hele linjen, hvilket måtte virke forvirrende, ja oprørende, men processen var trods alt styret af en klar indre logik. Det handlede jo ikke kun om „skæg“, det var også blodig alvor, for den materialisme og sentimentalitet, som havde præget småborgerskabet inden for snævre rammer, havde tendens til at brede sig med epidemisk voldsomhed efterhånden som medierevolutionen eskalerede og måtte på en eller anden måde bekæmpes. Sådan dukkede ny-radikalismen op, og pludselig var Poul Henningsen atter et navn.
I retrospekt var situationen typisk og atypisk på én og samme gang. Det sære var, at der blev skrevet vidunderlige digte, dybsindige, melankolske, opfindsomme og sjælfulde, samtidig med at det udadvendte engagement krævede megafon og højlydt skratten. Det var de store fagters og det store grins tid, men samtidig en epoke, hvor instrumentet stemtes om, finjusteredes og inddrog helt nye virkemidler og virkelighed. Der var en tysthed midt i larmen, som mange (af gode grunde) overhørte, fine lyrikere som Uffe Harder og Jørgen Gustava Brandt musicerede i samling efter samling sensuelt og underfundigt, mens Jørgen Sonne med suverænt artisteri lod sine lyriske foldemænd danse. Og ikke nok med det, også i underskoven blev der danset knitrende af lyrikere som Robert Corydon og Knud Holst, og inden længe brast de pupper, som skulle vise sig at rumme digtere af format som Henrik Nordbrandt og Inger Christensen.
Slagsmålet var uundgåeligt, og det blev ført på næsten alle fronter. I Politiken rakkede jeg de danske folkekomedier ned på stribe, i essaybogen „Midt i en Quiz-tid“ harcelerede jeg over sentimentaliteten som den ny pest, i et interview pralede jeg af at have brugt de penge, jeg havde fået af det for nylig oprettede Statens Kunstfond til at købe en sytten meter lang amerikansk sportsvogn for, der skulle fungere som min potensforlænger. Folk gik simpelthen bananas.
Når man hertil lægger, at det også var i de år „Gris på gaflen“ så dagens lys og „Weekend“ havde premiere, er det indlysende, at der var fyret godt op under generationen og dens bannerførere. Allerede i halvtredserne havde det rumlet. Studenterforeningens nytårsrevy præsenterede et nummer, der hed „Rok og rul-præsten“, og da det skulle i fjernsynet, blev det forbudt. En præst i fuldt ornat, der dansede rok og rul, uhørt! Men det blev værre, for i „Gris på gaflen“ paraderede de medvirkende med et blåfarvet mutationsbarn på en pind til melodien „Den er så sød, når den først kommer frem, den lille blå elefant med snablen“. Det var stærk tobak, men vel ikke værre end alt det revyen protesterede imod: krigshysteriet, dobbelt-moralen, den atomare nedfaldstrussel etc.
Endnu havde Ekstra Bladet ikke lugtet lunten, men da Victor Andreasen kom til med en gloende ambition om at få oplaget banket i vejret, kom der skred i tingene. Med sit sikre instinkt og på en følelse han kendte fra sig selv, var det indlysende at se, at der var masser af abonnenter og købere at hente i den voksende flok af medborgere, der for længst havde fået nok af de bavianer, der både skrev uforståeligt, rakkede ned på menigmands smag og samtidig væltede sig i alle de millioner, loven om kunstfonden havde gjort tilgængelige for dem.
Det var ikke muntert at se sig selv hængt ud på Ekstra Bladets vældige spiseseddel ud mod Rådhuspladsen, hvor der stod: „Rifbjerg får 2.4 millioner af staten“ (eller noget i den retning). Bladet lod det utvetydigt skinne igennem, at de penge, der var blevet tildelt en film, jeg havde skrevet manuskript til, gik direkte i min egen lomme. Men sådan var vilkårene, og der var ikke andet at gøre end at tage det, som det kom. Hetzen affødte en protest fra hundrede behjertede medborgere – det var jo ikke bare mig, der blev hængt ud, men alle mulige andre fra Jørgen Gustava Brandt til Sven Holm og Uffe Harder og vel i det hele taget hvem man sådan kunne pege på.
Det har siden heddet sig, at jeg boykottede Ekstra Bladet, men det er selvfølgelig noget sludder, boykotten kom i stand på grund af bladets overgreb mod mig og en håndfuld andre. At den var lige så effektiv som en fjert mod vinden, kan enhver forsikre sig om nu fyrre år senere, hvor de ideer som Ekstra Bladet skjult eller åbenlyst har gjort sig til talsmand for, har ført de mest ultrareaktionære kræfter i samfundet til tops i det politiske liv. Hvordan Hørup-tilbederen Victor Andreasen har det med det, forlyder der ikke noget om. Men hvorfor skulle der også det? Andre begavede hoveder har i tidens løb begravet deres talent og sunde fornuft i pishuset på Rådhuspladsen, tænk bare på Poul Borum, Claes Kastholm, F.P. Jac og John Chr. Jørgensen.
Hvad der var begyndt som en snappen efter frisk luft i Vindrosen mod halvtredsernes slutning, udviklede sig til en form for kulturel hyperventilation med uoverskuelige konsekvenser i løbet af tresserne. At det endte med et regulært oprør og en gennemgribende omkalfatring af alle de ideer, man bl.a. selv havde været forkæmper for, kunne ingen regne ud. At der var gang i den, kunne til gengæld ingen være i tvivl om. Postyret havde kronede dage, men gudskelov også poesien, ja kunsten i det hele taget.