I midten af tresserne blev det opbrudstider. Min far døde som sagt i 1964, 75 år gammel, og min søn Frands blev født samme år. Det er som bekendt ikke unaturligt hverken at dø eller blive født, og som 75-årig kan man godt tillade sig at trække sig tilbage, men det var svært for min far. Ikke fordi han klagede, tværtimod, han trak sig bare længere og længere ind i sig selv. Angsten og den fine generthed tog hinanden i hånden og gjorde ham på en gang sårbar og utilnærmelig. Sammen med ham var man alene, han allermest.
Som sagt døde han på Skt. Elisabeth Hospital, som var det sidste sted flere i familien så, ikke mindst på min mors side: her døde hendes søster Mie og hendes bror Niels. Da min mor og jeg fulgtes hjem efter dødslejet i den tidlige formiddag langs hækken ind til hospitalet, var følelsen af at være nået til et vendepunkt ikke til at komme udenom. Jeg havde hende under armen, og ingen af os kunne ane, at hendes enkestand skulle komme til at vare over tredive år. Hun var knust, det var virkelig en lidenskabelig kærlighedsaffære, der var afsluttet for hendes vedkommende. Hvad stillede vi op?
I virkeligheden var der ikke så meget at gøre. Visse områder i andre menneskers liv er – uanset hvor tæt man ellers står dem – helt utilgængelige. Ganske vist var jeg hendes eneste søn, men kunne af gode grunde ikke træde i hendes elskers sted (selvom man indimellem kunne få fornemmelsen af, at det var det hun ville).
Situationen var mere end almindelig tung, selv slæbte jeg rundt på nogle uafklarede emotionelle mellemværender, der også hang sammen med udflugterne til Sverige. Jeg havde – for at sige det lige ud – skyldfølelser. Dermed har jeg også sagt, at jeg befandt mig i et af de mest ufrugtbare områder, man overhovedet kan manøvrere i. Skyld er dræbende ikke blot for den, der forårsager den og bærer på den, men for praktisk taget alle andre. Skyld kan ikke bruges til noget som helst andet end sin egen afskaffelse.
Desværre er skyld heller ikke noget, man sådan pludselig affører sig og kaster ud ad vinduet. Det er en følelse som kræver både kamp og handling for at afmonteres, den kræver ganske enkelt et opgør først og fremmest med en selv. At jeg kom ud af slagsmålet groggy, men nogenlunde hel, skyldes naturligvis min elskede. Hun fulgte Agnes Henningsens råd til den forsmåede hustru: kom ikke med bebrejdelser, lad ham rase ud og køre sig træt, hvis der er noget ved dig og noget ved ham, kommer han til fornuft og alt kan blive godt.
Det blev det, men – som sagt – ikke uden sår for de to kvinder, det gik ud over. Utroskab er og bliver noget lort, men den kan ikke afskaffes pr. dekret, og skal det endelig være, kræver det talent, hvis Don Juan skal gennemføre sit projekt med blot nogenlunde held. Jeg har ikke talentet og er nok – hvis man skal være helt ærlig – a one woman man.
Hvis nogen heri skulle spore en tone af resignation, tager de fejl. Efter at have kendt og været gift med den samme kvinde i snart halvtreds år, ved jeg hvad det vil sige at være privilegeret. Klogskab og kærlighed, ømhed og venskab, intellekt og hjerte alt sammen i samme kurv er en gave jeg tager til mig taknemmelig. Men at livet ikke skulle forme sig lykkeligt og meningsfuldt i 1000 andre iscenesættelser for andre mennesker, vil jeg samtidig ikke bestride. „Lykken er at vide, hvad der er normalt“, som Inge og Sten så kønt sagde i de kønsrevolutionære tressere. Det gælder hele vejen rundt, og selvom vi det meste af livet trasker i spor, som andre har trådt, så er der alligevel altid en mulighed for både at finde og sætte sine egne. Mit ser altså sådan ud.
Men det var uoverskueligt dengang. Vi prøvede at hanke op i min mor, og det var en lykke, da Frands kom, at hun kunne tage ham til sig som sin egen. Tidligt om morgenen, når drengen vågnede i sommerhuset, listede hun ham op af sengen og ned i barnevognen og gik og gik ad vejene i Rørvig, som ville hun på samme tid køre ud af den og dermed slippe sorgen, eller ind i den for igen at blive et helt og normalt menneske. Hun blev det aldrig.
Nu var der tre børn, og vi fandt ud af, at det ville være godt at komme på landet eller i hvert fald at finde et hus. Efter en del faren omkring fandt jeg som tidligere nævnt Den gamle skole i Tessebølle, som på det tidspunkt ejedes af maleren og billedhuggeren Paul Gauguin (søn af Pola) og hans kone Martha, født Carl, der havde haft en fortid som muse og velgører for en del af den ældre generations kunstnere, bl.a. Tom Kristensen.
Det var et smukt hus, stort og indrettet med køn excentricitet og æstetisk opfindsomhed af det originale par. Det kostede 285.000 kr. med 60.000 kr. i udbetaling. Mange penge på det tidspunkt. Men jeg ringede til Mogens Knudsen på forlaget og spurgte, om man evt. ville støtte projektet. Han sagde, det ikke var nødvendigt, at forlaget trådte til, der stod netop 60.000 kr. på min konto, det var hvad „Amagerdigte“ havde spillet ind. Der var engang hvor folk ikke bare lyttede til digte, men også købte og læste dem …
Samtidig med at vi tog på landet, skete der noget både der og i byen. En dag kom Paul Hammerich ind til søndagsmødet på Politiken og spurgte om der var nogen, der kendte noget til en popgruppe, der kaldte sig The Beatles (han vidste i øvrigt ikke, hvordan de stavede navnet). Vi rystede overlegent på hovedet. En popgruppe! Nå, men de var altså en sensation, havde solgt så og så mange plader, og når de gav koncert (de havde lige været i Hamborg) gik folk i tusindtal amok af begejstring. Vi trak på skuldrene – men det varede ikke længe.
Ved et møde, hvis hovedtema var forfatternes engagement eller mangel på samme (hverken det første eller sidste af sin slags i litteraturhistorien), kom Politikens Merete Bonnesen med et lidenskabeligt indlæg. Det foregik i Det lille Apotek, og pillerne var bitre. „Var der da slet ingen,“ spurgte hun, „der havde nogen anelse om, hvad der foregik i London? Havde ingen hørt om The Aldermarston March og vidste vi slet ikke, at professor Bertrand Russell i spidsen for en enorm flok unge og andre af de engelske intellektuelle var begyndt at protestere i samlet flok mod militarisme og atomoprustning?“
Jeg husker ikke, hvad vi vidste og ikke vidste, men kort tid efter begyndte forarbejdet til det der senere skulle blive de berømte Påskemarcher iscenesat og gennemført af Kampagnen mod Atomvåben. Det var på et af den kolde krigs højdepunkter, og den samlede manifestation af unge mennesker vendt mod krigen helt utænkelig bare få år i forvejen. Her var noget nyt for alvor på vej, og det vakte nærmest bestyrtelse, da den daværende kulturminister Bodil Koch gik på talerstolen på Rådhuspladsen i København og erklærede de marcherende sin sympati og opbakning, mens sneen faldt og vi trampede frem og tilbage på de ømme fødder. Jeg havde kun været med fra Glostrup og ikke fra Holbæk, som var marchens udgangspunkt. Men alligevel.
Nogle linjer blev trukket op, og de blev – som bekendt – skarpere i tiårets sidste halvdel, ja det er ikke for meget sagt, at en stor del af verden fra 1965 til 1970 skiftede retning 180 grader. Bodil Koch stillede op og talte den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles midt imod, hvilket bestemt hverken huede ham eller hendes parti, det magtfulde Socialdemokrati. Men det var først og fremmest den unge generation, der leverede ammunitionen til det kommende oprør, som paradoksalt nok (når vi nu bevæger os i den krigeriske metaforik) trådte an under mottoet „Make Love Not War.“
Som det hed i „Gris på gaflen“: „Dansk ungdom er god nok – og så er der penge i den!“ hvilket meget præcist beskriver den fiksering den kommercielle verden satte på teenagere og andre unge, der pludselig ikke alene i kraft af deres mængde, men også deres købekraft, var blevet en attraktiv gruppe og en økonomisk magtfaktor. Oprøret kom altså delvis af et overskud (nogen vil mene forkælelse) og delvis som en ærlig protest mod de gamles på en gang cementagtige og kavalermæssige omgang med liv og død.
Men vi flyttede altså og byggede om og gjorde ved. Det var i de år, hvor også bogsalget kulminerede, ikke bare når det gjaldt skønlitteratur (herunder min egen), men bøger i al almindelig- og ualmindelighed, det sprøjtede ud med paperbacks og bogklubudgaver, ja, Gyldendal kunne selv i sin højpandede Uglebogsserie komme af med næsten hvad som helst, uanset om der stod Nietzsche eller Platon på omslaget.
Pludselig dukkede Spanien også op igen. Med børn og hus og hjem og en række af unge piger havde vores rejseaktiviteter, hvad udlandet angår, været begrænsede. Jeg havde ganske vist tilbragt en måned i Salzburg sommeren 1958 på Schloss Leopoldskron, Max Reinhardts gamle tilholdssted, hvor amerikanerne endnu en gang gjorde sig umage for at få banket betydningen af amerikansk kultur ind i hovedet på nogle europæiske intellektuelle, men ellers holdt vi os hovedsagelig til Danmark og var enten i Høve eller Rørvig, hvor min svigerfar havde købt hus i slutningen af halvtredserne på Skansehagevej.
Men så fandt jeg pludselig ud af, at jeg ville ud og rejse og foreslog min mor at tage med. Jeg hadede på det tidspunkt at rejse alene og tænkte, at det nok ville være godt for hende med lidt luft under vingerne. Jeg spurgte SAS om de ikke havde et eller andet sted, hvor jeg kunne sidde i fred og bakse med en oversættelse (af et stykke til Odense Teater) og man foreslog mig Manbellu (der siden viste sig at være Marbella). Vi havnede på Hotel Artola midt mellem Fuengirola og Marbella, et idyllisk sted med en strand fuld at klitter som i Asserbo og en flok alderstegne engelske turister, der gik fredeligt rundt og slog til en golfkugle på en nihullers beskeden bane.
De næste ti år boede vi i et lejet hus ved Artola hver vinter og forår. Det var mens den store omkalfatring af hele området foregik, og hvad der dengang var idyl, ligner i dag Vanløse ganget med Brøndby Strand tilsat Rungsted Golfklub og en firsporet motorvej. Men Spanien var der stadigvæk, dengang i tresserne stadig med en vis uskyld også på Costa del Sol. Men det var alligevel svært, når man selv havde set Torremolinos i halvtredsernes første halvdel, at vænne sig til det ekspanderende hærværk.
Alligevel var det lykkelige år, for ikke blot trivedes børnene og familien i det hele taget, jeg fandt også den arbejdsrytme, jeg siden har fulgt. Lange arbejdsdage, motion og hvile, eftertænksomhed og fest, et vist ekvilibrium, men aldrig hverken særlig spartansk eller puritansk. Jeg har vænnet mig til aldrig at komme i nærheden af spiritus midt på dagen, men åbner gerne en flaske vin om aftenen. Arbejder flittigt om dagen, holder siesta, bestiller nødig noget konkret efter kl. 19.
Vi havde tit gæster, arbejdskammerater kom ned (Ole Schmidt, Franz Ernst, Jonas Cornell, Jesper Jensen, Palle Kjærulff-Schmidt f.eks.), og vi så selvfølgelig Frederik Dessau, og en dag flyttede Margit og Finn Methling ind, vi blev naboer, der blev leet meget og spist og drukket, mens vi tilegnede os Andalusien og hinanden.
Ikke vigtigst, men mest afgørende blev venskabet med Ebbe og Emilia Traberg. Han var dukket op allerede i Vindrosen-tiden sammen med Sven Skydsgaard, de skulle hjælpe os med et særnummer om spansk litteratur, politik og kultur. Ebbe var i en gammel vinterfrakke og boede med sin spanske kone i et kosteskab henne på Gråbrødre Torv. Det var derfor overraskende at møde ham i det spanske miljø, hvor han var helt anderledes udfoldet, humoristisk, varmt ironisk, en lun mand, der løb sig mange staver i livet som Informations uforfærdede korrespondent under Franco-tiden. Ebbe og Emilia rykkede i nogle år hvert forår deres bopæl fra Madrid til kysten nogenlunde samtidig med os, og de blev kanalen ind til det egentlige Spanien, samtidig med at vi legede i solen, gik til tyrefægtning og spillede tennis, talte og talte.
Den indsprøjtning af lige dele sensualitet og barsk politisk virkelighed i de år var afgørende. Spanien var på én gang – som så ofte beskrevet – sort og lyst på samme tid. Politisk var der låg på i en grad, som man vel skulle til Grækenland, Portugal eller det gamle Sovjetunionen for at finde magen til. Der blev ikke talt politik på værtshusene. Men med alle begrænsningerne foldede livet sig ud alligevel, og det var ikke kun i Hamborg The Beatles vakte opsigt, det gjorde de også i Spanien. Med fjernsynet sneg omvæltningen i retning af demokratiet sig så at sige ind ad bagdøren. Intet ungt menneske vil i længden finde sig i at være spærret ude fra alt det, der taler direkte til sanserne og den indre utæmmelige lyst til rytme, og da jeg en dag i en tøjbutik i Sevilla så, at man i afdelingen for det smarte og trendy havde store billeder af formand Mao på væggen, vidste jeg, at det ny var mere end på vej.
Hver eftermiddag hjulede jeg Frands ned til stranden i klapvognen. Vi gik mellem eucalyptustræerne, og nede ved lavningen kom Tyre-Pepe med sine dyr: den ene store, sorte kolos efter den anden gik sindigt rokkende forbi og strittede med hornene. Jeg følte en intim forbundethed med drengen, vi var far og søn i solen, intet ondt kunne for alvor ramme os – selvom jeg godt vidste, at selv når solen skinner klarest, ligger skyerne under horisonten og venter på at gå i drift for den første den bedste vind.
Jeg så på den lyshårede dreng, mens klapvognen bumpede og knirkede af sted på den grusede vej og tænkte: Lykke. Glem det aldrig.