I 1967 blev jeg medlem af Det Danske Akademi. „Neeej,“ skreg Erik Thygesen og Hans Jørgen Nielsen i Ekstra Bladet, det var simpelthen for meget! Alt havde jeg fået inklusive Aarestrupmedaljen (der dengang virkelig var en fornem udmærkelse) og Akademiets store pris plus opmærksomhed, opmærksomhed, opmærksomhed. Men nu kom den ny generation og ville skaffe sig plads, hvad der ikke var noget at sige til. Jeg var jo også selv begyndt at skifte signaler, „Amagerdigte“ fra 1965 (som gav mig Kritikerprisen!) lignede ikke meget de dynger af metaforsalat, der var hældt op i „Camouflage“, jeg følte instinktivt, at det ikke kunne blive ved med at gå på den måde, jeg måtte et andet sted hen for at finde mig selv og komme videre. Den såkaldte „aristokrat-modernisme“ havde haft sin tid, og det var jeg sandelig ikke den eneste, der havde fundet ud af, hvilket af og til gav skrammer, eller i det mindste skabte en følelse af usikkerhed. Nye generationers bannerførere plejer ikke at være skånsomme, og selvom de nok anerkendte ens tilstedeværelse, var det på andre præmisser end før, og af og til sved det.
Springet fra ny-radikalisme og konfrontationsmodernisme til attituderelativisme og popkunst var ikke helt nemt at tage, og jeg tog det da heller aldrig for alvor. Ganske vist havde jeg ikke mindste besvær med at tilegne mig genren, som den kom til udtryk i Jørgen Leths digte og ikke mindst i hans avantgardistiske film, der begyndte at se dagens lys i perioden. „Det perfekte menneske“ er stadig et højdepunkt. Men jeg følte alligevel afstanden (ikke til Jørgen, som har været en brother-in-arms siden jeg traf ham første gang i Vindrosen-tiden), men til den mangel på styring eller moralsk kurssætning som popkunsten repræsenterede: hvordan kunne man det ene øjeblik i politisk sammenhæng fordømme alt hvad der havde med USA at gøre og det næste skrive spalte op og spalte ned om Frank Sinatras geni? En sammenhæng manglede, men jeg indrømmer: det kunne lige så godt være, den manglede inden i mit hoved.
Som bekendt gik det stærkt, og inden hverken popkunst eller attitude-relativisme fik lov at sætte sig, bragede det løs om ørerne på os alle sammen, krigen i Vietnam satte sine spor, og den altomsiggribende politisering af kunst og samfund begyndte.
Egentlig var det et komisk tidspunkt at havne i Det Danske Akademi på, men på en eller anden måde symptomatisk, hvis vi nu skal holde fast i Mohren-har-gjort-sin-pligt-teorien. Det grundlæggende arbejde i forvandlingens tjeneste var gjort, nu kunne de andre passende tage over, mens man selv trådte ind i skyggen og hyggede sig med nokkefårene.
Men man skal betænke, at Det Danske Akademi dengang spillede en anden rolle end nu og var langt mere synligt. Da jeg blev optaget, foregik ceremonien i Prinsens Palæ, der var hornmusik (i øvrigt af Ole Schmidt) og masser af mennesker og presse. Historier om Det Danske Akademi kom på forsiden dengang, nu skal man grave i spalterne mellem alle de andre legatuddelere for overhovedet at støde på navnet.
I den forbindelse er det interessant at se, at forfattere og litteratur spillede en anden rolle dengang end nu. Ganske vist er der stor opdækning i pressens litteratur-sektioner om bøger om forfattere, men hvem har i dag samme status i folks bevidsthed som H.C. Branner, Knud Sønderby, Otto Gelsted, Tom Kristensen, Jacob Paludan og Poul Henningsen havde dengang? Ikke Jens Chr. Grøndahl eller Carsten Jensen og slet ikke Jens-Martin Eriksen og Thomas Boberg.
Det var da også med en vis følelse af ydmyghed og benovelse man satte sig til bords som ligemand med de gamle. Men der var ingen grund til at være forskrækket, de var lige så nervøse ved min tilstedeværelse som jeg ved deres. Gudskelov sad Villy der jo også og Thorkild Bjørnvig, så det var ikke svært at føle sig hjemme, og koryfæerne bevægede sig alligevel i baggrunden i en slags gylden clair-obscur, hvorfra de nikkede venligt, men i øvrigt lod tingene gå, som de nu kunne. Blikket var allerede rettet mod fjernere strande, deres livsværk havde de lagt bag sig, og Poul Henningsen var allerede syg og dødsmærket. Kun ét voldsomt udbrud husker jeg fra senior-side: da det forlød, at kongehuset gerne ville beære Akademiet gennem sin tilstedeværelse ved Årsfesten, udbrød Chr. Elling, at det blev over hans lig! Der blev ikke noget af det, og Elling døde ganske almindeligt nogle år senere.
Gudskelov var det ikke alt sammen gerontisk idyl; Akademiet foranstaltede dengang (på Villy Sørensens opfordring) forfattermøder i stil med dem, der var blevet afholdt af den såkaldte Gruppe 47 i Tyskland i årene efter krigen. Her mødtes forfattere til forelæggelse af tekster og efterfølgende kritisk udveksling, det samme skete på Rungstedlund, og møderne fik betydning. Ikke blot skabte de en atmosfære af ventileret og uanstrengt intellektualisme, de løftede den almindelige diskussion om litteratur op på et niveau, der var et godt stykke over daglig vandstand og herligt fri for nid og nag og misundelse. Vist blev der uddelt begmænd, og bølgerne gik tit højt, men der var aldrig nogen, som under diskussionerne blev ladt helt i stikken, der var ingen, der ikke følte, at de var blandt ligemænd.
Måske var det allervigtigste ved Rungstedlund-møderne dengang, at de bragte generationerne sammen, at folk fik lejlighed til at møde hinanden og ikke bare læse om hinanden i avisen. Der var et element af noget sundt demokratisk her, som man ikke skal undervurdere. Ingen klippede toppen af genierne eller gjorde hullerne i lommerne på de mindre bemidlede større, tværtimod lykkedes det ofte at skabe et ekvilibrium, hvor alle følte, de kunne være til stede og lære noget uden at der gik skår af dem af den grund. Enkelte eksplosioner indtraf med mellemrum naturligvis, når en forfatter trods alt følte sig gået for nær. Jeg husker særlig et møde, hvor Henrik Bjelke havde fået for meget af både det ene og det andet, startede sin bil og kørte tværs igennem Karen Blixens nydelige hække og beplantninger og lige ud på Strandvejen.
Mødet med kollegaerne face to face var begyndt allerede i tressernes optakt på Hindsgavl i Foreningen Nordens regi, og der hilste man ikke blot på de hjemlige, men også på andre nordiske forfattere af det, der skulle vise sig at være en af de store generationer i svensk litteratur: Lars Gustafsson, Carl Frederik Reutersvärd, Urban Thorhamn, Kjeld Espmark, Folke Isaksson, Leif Nylen og en håndfuld andre. Her oplevedes lidt af den fælles opdrift, som var så typisk for tiden, og som man selv var del af. Det var på en måde en forelskelsens tid, der lå flirt i luften både på det personlige og det kunstneriske plan, og var det Rungstedlund eller Hindsgavl, altid lå naturen udenfor og lyste, altid kunne man gå ud med den eller den under armen og mærke universet dreje, eller sejle i robåd med en ung Jess Ørnsbo og den elegante Knud Holst, mens Fænøs skrænter rejste sig af Lillebælt og månen stod op og stjernerne kom frem. Det var – kort sagt – romantisk.
Men nedenunder lå der en del andet. Vi rejste som sagt over tresserne hvert år til Spanien – i en periode som var det i det gamle Rusland med ung pige og privatlærerinde, børnene var jo efterhånden kommet i skole. Det krævede en del, der var nok at se til og holde styr på – også økonomisk. Hjemme stod huset i Tessebølle og brummede, i Spanien vrimlede det fra påsketid og fremefter med gæster nordfra. En enkelt påske (hvor det i øvrigt regnede uafbrudt) talte vi 23 tilrejsende. En morgen, hvor jeg forsigtigt lindede på persiennen for at se om det stadig pissede ned (hvad det gjorde), så jeg en bil i indkørslen. Den rummede Gregers Nielsen og Anne Rohweder, der lå og sov, og så var vi 25.
Det var underholdningen, og så var der arbejdet. På et tidspunkt gik det galt. Jeg havde netop afsluttet „Arkivet“ og glædede mig til at holde lidt fri. Men så opdagede jeg, da jeg sad i bilen for at køre ned til købmanden, at jeg havde mere lyst til at køre over i den anden side af vejen og ind i de andre biler. Det var en mærkelig oplevelse, skræmmende, og den ville ikke gå væk. Endnu var der ikke tale om panik, men jeg måtte holde godt fast i rattet og styre meget bevidst for ikke at give efter for denne sorte, ukendte trang. At den havde ligget i svøb i mine mærkværdige hotelværelse-barrikaderinger, kan der ikke være tvivl om, og allerede da jeg bad til at linje seks ville køre hurtigere, var noget skummelt, men endnu uerkendt under opsejling.
Vi blev hurtigt enige om, at det nok var bedst jeg tog til Danmark og fik snakket med en psykiater. Gennem Villy Sørensen kom jeg i kontakt med Thorkil Vanggaard og fik en aftale. Jeg fortalte ham om mine problemer en times tid, så sagde han: „Ved De hvad, De må regne med, at i et erhverv som Deres er der nogle omkostninger, som bl.a. består i, at De indimellem har det dårligt. Det må De erkende, man får ingenting gratis. Men De fejler ikke noget alvorligt, og hvis De går over på den anden side af gaden (han pegede ud på H.C. Andersens Boulevard) og tager et værelse på fjortende etage af hotellet (det daværende Hotel Europa) indestår jeg med mit liv for, at De ikke hopper ud.“
Det kan lyde dristigt med sådan en blanco-check, men for mit vedkommende var det ord til rette tid. Ganske vist flyttede jeg ikke ind på Hotel Europa, men jeg har boet på hundreder af hoteller siden uden at stille barrikader op for vinduer og døre uanset hvor højt jeg måtte være oppe. Så let som en mis kunne Vanggaard have indlagt mig til årelange analyser, men han afstod og var i det hele taget en gentleman. I spidsbelastede situationer konsulterede jeg ham nogle få gange, altid med det resultat, at jeg gik lettet videre uden at det kostede mig en krone. Thorkil Vanggaard, der jo også havde Tove Ditlevsen som patient, gjorde mig glad ved flere gange at understrege, at hun holdt meget af mig. Ikke for at være indiskret, men fordi han syntes jeg skulle vide det. Måske for indirekte at lade mig forstå, at han selv var glad for os begge to.
Optakten til halvfjerdserne varslede endnu en gang ny signaler. Jeg havde fået lov til at slippe ind i Spanien igen og rejste med mine to kammerater Ebbe Traberg og Georg Oddner landet igennem i halen på en trup skæve tyrefægtere og skrev min „On the Road“ i form af „Til Spanien“, der tog tråden op, hvor Tom Kristensen og hans „En kavaler i Spanien“ i sin tid slap. Det var en rejse umiddelbart før demokratiet endnu en gang holdt sit indtog i Spanien, og en del af rejsen omfattede besøg i de modstandsceller, som endnu bestod fyrre år efter at Franco havde overtaget magten. Jeg vil selv ikke under tortur påstå, at jeg har bidraget væsentligt til den spanske nations befrielse for åget, men det var alligevel en sær oplevelse at læse netop Poul Borums anmeldelse af bogen, hvor denne principielt uengagerede kritiker besværede sig over, at der ikke var engagement og politisk afstandtagen i „Til Spanien“. Det var måske den største faible i Borums virksomhed, han var ude af stand til at skjule sin animositet, selv når han burde vide bedre og skulle have levet op til de kriterier om kompromisløshed, han ellers opererede med. Her var i hvert fald et klassisk eksempel på, at æstetik og politik ikke hænger sammen inden i hovedet på visse mennesker.
Rejsen gennem det augusthede Spanien var livsbekræftende og forunderlig. Jeg husker ture gennem landskaber, som knap nok eksisterer mere, på veje, der ikke gør. Fra Molina de Aragón kørte vi hundrede kilometer på en skærvevej for at nå til Cuenca og en tyrefægtning der. Ikke bare kardan’et og chassiset og hjulene var ved at blive rystet løse, også nyrerne og hjernen. Men det gjorde ikke noget, for den omgivende skønhed, dette bad af uskyldig og mere faretruende sensualitet, fik én til at se stort på strabadserne. Midt i det hele var venskabets varme og høje humør, og da solen gik ned bag de fjerne bjerge hinsides arenaen som gongongen hos J. Arthur Rank, bare glødende, var vi ikke bare udmattede, men også mætte. Og sultne. På én gang.