I begyndelsen af firserne herskede nogen signalforvirring. Oprøret var for længst overstået, men endnu havde ikke alle de revolutionære fået sat sig godt og grundigt til rette i de stillinger, som til sidst gjorde enhver tanke om revolte, ja, selv milde justeringer umulig. Højrebølgen rejste sig, og efterhånden som årtiet skred frem, tog den fart. Knækprosa og arbejderlitteratur, kvindefrigørelse og stor- såvel som småkollektiver kunne gå hjem og lægge sig. Det føltes sært, at noget, der havde været sådan drøn på, pludselig hang slattent ned som en vindpose uden vind, men man havde altså fået nok, måske fordi det gik op for flere og flere, at der ikke var tale om en rigtig omvæltning, det var meget mere en flok forkælede unger, der havde været ude at lege.
Niels Barfoed havde i årene kvikt bevæget sig fra Information til Politiken til Weekendavisen og tilbage til Politiken, han har altid været god til at placere sig. Jesper trak sig mere og mere ind i panelet og lod efterhånden verden forstå, at han havde fået nok og var gået på pension. Jeg husker hans vrede, da vi efter en premiere på en af hans kabaret’er i Huset stødte på en flok punkere, der stod og hang med deres stålarmbånd og gulerodsfarvede hår og sorte læder. „Gå hjem“, hvæsede Jesper (dog uden at de kunne høre det), gå hjem og vask jer og bestil noget!“
Det er ikke nemt at overlade scenen til andre og for en overbevist socialist med høje og strenge idealer måtte det være ekstra svært at se anarkisterne tage over. Men de stak hovedet frem alle vegne, musikken fik en ny tone, døden holdt sit indtog i moden, det hele var blevet mere råt. Som modvægt først og fremmest mod alt, hvad der var sket i halvfjerdserne, kom også den ny poesi: Michael Strunge havde allerede meldt sig, siden fulgte Søren Ulrik Thomsen og alle de andre. Søren Ulrik havde jeg allerede truffet personligt. Sammen med Synne og en flok andre unge skrivere, havde han udgivet tidsskriftet Platform, der udkom en enkelt gang, men præsenterede en del af de navne, der siden stod i focus. Synne havde SUT med til Rørvig, han røg majspibe og kunne citere masser af digte, men det var ikke åbenlyst, hvad (og hvor meget) han selv havde at byde på. Jeg blev imponeret af „City Slang“, Søren Ulrik Thomsens debutdigte, men blev lidt forskrækket da den unge digter ved en forlagsreception på „Vindrose“ erklærede, at han absolut ikke ville lade sig fotografere, at han overhovedet ikke ville have noget med pressen at gøre, at han overhovedet ikke … Det lød sympatisk, men var måske lige på kanten af det fanatiske. SUT er ikke nogen høj mand, men man skal ikke tage fejl af lidenskabens styrke, og det der kom til at præge hans generation af digtere, var da også en alvor, der ikke bare nåede grænsen for det patetiske, men tit overskred den.
Uden klar overgang gled man fra den ene form for mangel på munterhed over i den anden. Den afmontering af det æstetiske, som havde fundet sted i halvfjerdserne, blev ganske vist afløst af en solid genopbygning, som nærmede sig idoliseringen. Men meget spræl var der ikke plads til, det var „billet.mrk. alvor“ over hele linjen, og det blev jo længere jo værre.
Samtidig styrede Poul Schlüter det politiske liv (ti år i alt!), og det var svært at se, hvor fornyelsen skulle komme fra. Den elskelige Anker Jørgensen var kørt træt, nu var der tilsyneladende kun teknokrater og ny-socialdemokrater tilbage, de fleste af dem uden særlig profil. Den havde til gengæld de sorte folk fra det yderste højre, og den var uhyggelig. Det var i firserne xenofobien for alvor trådte an i politikken, og den er siden blevet tydeligere og tydeligere år for år.
VS skrumpede mere og mere, og selvom SF havde både Gert Petersen og Ebba Strange, var det ikke nok til hverken at holde den revolutionære gejst oppe eller for alvor pege på noget, der kunne fængsle de unge og sætte fut i dem. Borgerliggørelsen var næsten 100%. I dag er den 200.
Hvad os andre angik, blev vi ældre. Det var derfor heller ikke ukært eller uden betydning (tværtimod!) at en henvendelse fra Kurt Fromberg trak mig nærmere til Klareboderne, end jeg var i forvejen. Jeg havde – som nævnt – arbejdet „i kulissen“ som konsulent siden midten af tresserne og læst hundreder og hundreder af bøger og manuskripter og sagt min mening om dem. Nu mente Fromberg – der var blevet forlagets administrerende direktør efter alvorlige bataljer i bestyrelsen – at det var på tide at finde en ny litterær direktør. Mogens Knudsen, som stadig sad i stillingen, havde været en del syg, og da han nærmede sig pensionsalderen, var det rimeligt, at man så sig om efter en afløser.
Kurt kom farende helt ned til Spanien for at overtale mig, og jeg havde også Knud W. Jensen i røret. Men jeg var ikke svær at friste. Efter i årevis at have været mit eget livs direktør, ville det være sjovt at prøve at være direktør for andre. Og en del af forlagsarbejdet kunne eller kendte jeg i hvert fald. Det var nok et dristigt spring, men andre forfattere havde taget det før: Peter Nansen, Ole Wivel, T.S. Eliot, så hvorfor ikke også K.R.?
I årenes løb havde jeg været tæt på de fleste af Gyldendals litterære medarbejdere og kunne lide dem alle sammen. Der var et fint og til tider dramatisk spil i gang mellem den (af og til) overentusiastiske Erik Vagn Jensen og den mere tilbageholdende og forsigtige Mogens Knudsen. Jeg satte stor pris både på den kloge og elegante Erik C. Lindgren og ellekongen Vagn Grosen, en sej sjællænder, som på sin egen underfundige, men uafviselige måde altid fik sin vilje. Der blev bestilt noget, men man morede sig også, hvilket ikke var sært, når man tænker på alle de livlige folk, der færdedes i korridorerne fra Godfred Hartmann til Merete Ries. Alt virkeligt talent går bogstaveligt talt gennem Klareboderne, det er en formidabel læreplads bl.a. fordi den faste stok, det daglige underlag er så vidende og loyalt, som det er. Jeg havde kendt Inger Andersen og Ada Therkelsen i årevis, Liv Bentsen og Tove Hansen. Ingen skulle fortælle dem noget om forlagsvirksomhed, de vidste det hele i forvejen.
Men selvfølgelig var der masser jeg ikke vidste – bl.a. om regnskaber, budgetter og økonomi i det hele taget – og det har været sjovt at lægge mærke til, hvordan man i tidens løb har muntret sig over, at jeg søgte råd. Hvad skulle jeg ellers have gjort? Når der var noget jeg ikke kunne finde ud af, gik jeg enten gennem paneldøren ind til Kurt og lod ham forklare mig tingene, eller ind gennem den anden dør til Torben Madsen, min ven og livlige støtte og muntre kontubernal, der også vidste besked.
Pressen undrede sig: hva’ fa’n ville ham Rifbjerg nu på den galej, og hvordan skulle det dog gå? Jeg skænkede det ikke mange tanker, men måske burde den discusprolaps, jeg ragede mig til samtidig med ansættelsen, have været en advarsel. For selvom det var nemt, var det ikke altid helt nemt at være litterær direktør på landets største forlag og samtidig være den jeg er.
I det store og hele kan jeg spille rollen som diplomat professionelt, og da jeg i reglen er venlig og omgængelig og i godt humør, har jeg ikke særligt besvær med at omgåes folk. Min største lykke som direktør var da også fornemmelsen af, at jeg havde det godt med medarbejderne. Der var få, ja næsten ingen skærmydsler, og vi morede os oven i købet godt.
Til gengæld kom det indimellem til konfrontationer med visse forfattere, hvor jeg nok skulle have ageret mere dørmåtte, end jeg gjorde. Men så på den anden side: hvis folk, der får udgivet deres bøger på Gyldendal kommer til mig og siger, at det vil de ikke mere, fordi de ikke kan lide den anden direktør bliver jeg gal i hovedet. Sådan var det med Hans Lyngby Jepsen og Carsten Jensen. Ingen forfatter bør blive på et forlag et sekund længere end han og hun har lyst til. Men der var nogle strenge oplevelser i firserne, hvor en del forlod Gyldendal under en formodning om, at de kunne tjene mange flere penge hos GAD, mens andre hankede op i kufferten og gled, da Torben Madsen først blev kulturredaktør på Information og senere gik til Lindhardt og Ringhof.
Balladen over tidsskriftet Fredag (som i øvrigt var min opfindelse) efterlod også ubehagelige spor. Hvis det endelig skulle være, burde jeg alene have polemiseret mod Carsten Jensen og ikke trukket Kurt Fromberg ind. Men han ville med, godt rasende, som han var. Under alle omstændigheder havde det nok tjent sagen bedst, hvis almindeligt diplomati og kølig professionalisme havde rådet. Men – som min gamle gymnastiklærer altid sagde – gjort gerning står ikke i entreen.
At min labile grandfætter Henrik Stangerup skred selv efter at jeg havde ligget på knæ for ham i en bar, hvor han udnævnte mig til Biskop Mynster(!), kan ikke undre nogen. Jeg ved såmænd ikke om det var alene på grund af min tilstedeværelse, drengen var jo med mellemrum vild i hatten, hvad en serie andre begivenheder kun alt for sørgeligt beviste.
Elsa Gress var (på min og Sven Møller Kristensens anbefaling) blevet valgt ind i Det Danske Akademi. Det var ikke nogen god idé. E.G. var på det tidspunkt i klart opbrud fra sin oprindeligt frisindet-venstreorienterede position og på vej ind i en anarkistisk form for konservatisme, der bl.a. gjorde hende til Stangerups bundesverwandte. Sammen kogte de en vældig historie sammen om Villy Sørensen, der angiveligt skulle være dansk åndslivs svar på Ayatollah Khomeini, som gennem sin omfattende magtudøvelse forhindrede de nye franske filosoffer i at finde udbredelse i Danmark etc.etc.
Det var fuldemandssnak og helt afgjort mod bedre vidende, men det gik Villy på. En uhyggelig konfrontation fulgte på et møde i Det Danske Akademi: Villy Sørensen forlangte et skriftligt dementi af udtalelserne fra Elsa Gress, ellers ville han forlade Akademiet. Ved sekretæren, professor dr. jur. Allan Philips mellemkomst blev der udfærdiget et dokument, hvor E.G. trak sine udtalelser tilbage og skrev under på, at de var fuldkommen uberettigede. Henrik persevererede naturligvis, han har altid været lidenskabelig tilhænger af den taktik Victor Andreasen knæsatte i sin tid som chef på Ekstra Bladet: Bare gentag lortet, så bliver det til sidst til sandhed!
Jeg kunne på en vis måde godt lide Elsa (selvom hun helst ville sidde på skødet af mig og talte og talte uden at man forstod halvdelen), men hun hørte til den slags kvinder, der totalt overser andre kvinder, hvis de ikke på en eller anden facon kunne bruges til hendes egen eller hendes sags forfremmelse. De hundrede gange Elsa Gress har været sammen med mig og min kone, så hun aldrig sidstnævnte. Undtagen en eneste gang, hvor Ping havde sagt noget pænt om en udstilling Clifford Wright havde haft, så blev hun pludselig synlig. Men det varede kun et sekund.
Forfattere – kunstnere i det hele taget – er rædsomme: egocentriske, solipsistiske, skånselsløst jaloux på hinanden, sladderagtige og brutale. Jeg er selv et godt eksempel. Men de er også rørende i al deres gennemskuelighed, og nogen spiller deres afvekslende roller med professionalisme, ja enkelte er faktisk i besiddelse af stor indføling og et ægte talent for venskab. Selv har jeg følt mig knyttet til Benny Andersen og Jørgen Gustava Brandt, men også til Tage Skou-Hansen og med svingende intensitet til Erik Aalbæk Jensen og Uffe Harder. Venskabet med Bjørnvig går tilbage til de varme Vindrosen-dage, og Inger Christensens digte har jeg personligt sendt tilbage med venligt opmuntrende ord, da jeg var ung redaktør.
Stort set har jeg tilhørt en lykkelig generation af forfattere. Vi fra tresserne er alle blevet hørt – naturligvis i større og mindre grad. Står vi ved enden af banen, kan gudskelov både den og de huse, der blev bygget, ses.
Det var dejligt gennem de mange år i Det Danske Akademi at være med til at glæde kollegaer med priser og belønninger og sørgeligt kun, at ikke alle kunne få. Det er det satans ved institutioner som Akademiet: det skaber også splid og misundelse – hvad eksemplerne Thorkild Hansen og Tove Ditlevsen vidner om. Nylig har Anders Bodelsen til min undren udtalt, at for hans skyld kan Det Danske Akademi gå ad helvede til. Men han er selvfølgelig heller ikke blevet prist – hvad han efter min mening godt kunne fortjene.
Dansk litteratur er rig på talent, og det er en ære at opleve et spektrum, der spænder fra Henrik Nordbrandt til Peter Høeg, F.P. Jac., Peter Laugesen, Dan Turèll, Michael Strunge, Ib Michael, Suzanne Brøgger, Jens Smærup Sørensen, Knud Sørensen, Preben Major Sørensen, Henning Mortensen og flere dynger af andre. Og det var en fornøjelse – ud over kikserne – at få lov til at føre noget af præmieopdrættet i marken som forlægger. Ib Michael fandt sin store succes i de år, og det er værd at lægge mærke til, at han, der havde været længe undervejs og af og til sad uden tag over hovedet, tog sin succes lige så nøgternt og afslappet som han i sin tid havde taget turen op ad bakke. Man kan være forlægger og samtidig få en ven. Det er dejligt.
At jeg også fik en ven i Kurt Fromberg er der ingen grund til at lægge skjul på her. At han kan snakke ørerne af en afrikansk elefant er en ting, lytte kan han nemlig også. Villy Sørensen siger det så kønt: hvornår finder man en administrerende direktør, der også læser bøger? Kurt gør.
De syv år for Lea randt ud, signalerne skiftede igen – uden egentlig at skifte særlig meget. Firserne virkede lidt udflydende, ingen helt klare identifikationspunkter der. Man fandt en efterfølger til mig i Johannes Riis, der er en god mand, selvom han ikke er nogen sprællemand. Det passede den velfriserede tidsånd udmærket, man bemærkede, at „nu vendte værdigheden tilbage til Klareboderne“ – som om værdighed bør være kardinaldyden i forlæggeri. Mogens Knudsen nåede også efter sin død at blive hyldet som mønsterforlæggeren. Han var god, og jeg kunne lide Mogens, men han var også konfliktsky og veg til randen af det følgagtige. „Mr. Prince of Wales“, som man kaldte ham. Jeg ved ikke, hvad forlæggere skal gå i, måske en gang imellem i over-all eller pludderbukser, måske af og til i klovnedragt. Selv prøvede jeg de fleste kostumer.