Hvor blev han af, soldaten med den uhyggelige maske for ansigtet og bajonetten fældet på vej ned i en fjendtlig skyttegrav? Han har været der uafbrudt, og luftværnssirenens stigende og faldende hylen det stadige, uhørlige akkompagnement. Hele mit liv har der været krig, og det skønt vi alle troede, da den halve verden lå i ruiner i 1945 og nazismen var nedkæmpet, at vi aldrig igen skulle opleve en krig.
Det er måske den bitre lære i et langt liv, at vi aldrig bliver klogere, og at folk ikke vil deres eget bedste. Min helt, George Orwell, påstår, at vold en gang imellem kan være nødvendig, når man står over for en fjende, der kun forstår vold. Måske har han ret. I hvert fald giver jeg den israelske forfatter og pacifist Amos Oz ret i, at hvis der kommer nogen og vil voldtage min kone og slå mine børn ihjel, så griber jeg mit (jagt)gevær og skyder. Men vold som den naturlige forlængelse af politik tror jeg ikke på, og jeg bliver desperat ved tanken om, hvad mennesker i tidens løb har ladet sig forføre til af rædsler i nationalismens og troens navn. Første Verdenskrig var en katastrofe af et så meningsløst og uoverskueligt omfang, at man skulle have troet verden var vaccineret mod gentagelser. Tyve år senere var det hele i gang igen, bare værre. At honnette folk mod slutningen af årtusindet kan påstå, at blot en amerikansk soldat blev frelst, var der god mening i at kaste atombomberne mod Hiroshima og Nagasaki, vidner om et barbari, der kaster lange, sorte skygger ind over vores fælles fremtid.
Jeg er ingen hændervridende sortseer, tværtimod, men letfærdigheden i omgangen med folks liv og lemmer, når man anbefaler krig som den eneste ordentlige problemløser, gør mig forstemt. Kun den, der ingen fantasi har, kan for alvor gøre sig til talsmand for højteknologisk vold, og jeg begriber ikke, hvordan de folk – videnskabsmænd og almindelige arbejdere – der vier deres liv til våbenindustrien, ja, sågar til fremstilling af kemiske våben, der kan udrydde os alle sammen, ser ud inden i hovedet. Får de ikke kvalme? Kaster de ikke op? Hovedparten af de mennesker, der var med til at fremstille den første atombombe og oplevede hvordan den blev brugt, gik deprimerede i graven, og de fleste – måske med undtagelse af Ernst Jünger – der har følt krigen og dens rædsler på egen krop, ønsker nogensinde at have noget at gøre med den igen.
Jo, han løber stadig sit stormløb på billedet fra dengang for mere end tres år siden, den uhyggelige soldat. Og han løber i virkeligheden.
Selv har jeg og min familie – og Danmark! – været forskånet for krigstragedien siden 1945. Det føles ikke blot som et privilegium, men som en stor lykke. Jeg er ingen „Aldrig mere en 9. april-mand“, det fremgår vist tydeligt, og jeg kan ikke komme dem i møde, som mange år efter Anden Verdenskrig stadig sidder og jamrer over, at vi dog ikke lod os bombe flade dengang de tyske maskiner fløj hen over hovederne på os med åbne bombeluger. For ærens skyld!
Muligvis er jeg en æreløs idiot, men jeg tror det ikke. Jeg er såmænd også parat til at forsvare æren, men ikke i den forstand som en fhv. konservativ minister siger det: Ved at lade vort stolte danske orlogsflag vaje over Nordsøens bølger! Den slags gik ud med Axel Juel eller rettere sagt: kunne man tro. Tværtimod lever nationalismen i bedste velgående og har fået bizarre børn med den yderste højrefløjs grauballemænd og -piger, som vil have Danmark spærret af fra omverdenen og tror de bliver løbet over ende af muslimske horder om et øjeblik.
I 1991 fejredes min tres års dag på Louisiana med en smuk fest i Gyldendals regi. Der sad mange mennesker omkring bordene i den store sal: medarbejdere, venner og familie. Det var også min afsked med forlaget som direktør.
Enkelte elskede ansigter sås ikke ved bordet. Min mor var død og Leif Panduro. Mogens Knudsen havde også forladt scenen, og snart fulgte Ronald Eyre, engelsk teatermand og ven siden tiden i Salzburg, Ebbe Traberg, Erik Vagn Jensen, Erik Aalbæk, en længere og længere række. Af det opstemte selskab, som i 1972 fejrede Trabergs 40 års fødselsdag i Ezcaray, manglede Sven Skydsgaard og Ole Sarvig og Christian Crone. Hver og en skulle da have haft plads i denne fortælling sammen med alle de andre, men jeg trøster mig med, at de findes som skygger ikke bare i Hades, men rundt omkring i alt det, jeg har skrevet og i min bevidsthed. Vi forsvinder aldrig helt.
Livet består af øjeblikke og jeg har samlet på øjeblikke, jeg har bundet dem til mig, jeg har presset dem for hver eneste dråbe saft og kraft de ville give og brugt dem i sproget for at udtrykke min egen henrykkelse og smerte i et forfængeligt håb om, at andre mennesker skulle opleve deres følelser lige så intenst som jeg, slås med dem, forvandle dem, suge næring af dem og opdage, at de tilsammen udgør virkeligheden.
Mange andre kunne have spillet en rolle i denne skildring, men hovedpersonerne er på plads. Desværre har Niels Barfoed givet mig løbepas, og det er underligt endnu en gang (som da Jesper var postbud) sådan at få sin afsked. Jeg vænner mig ikke til det, og siger som Dr. Dreyfuss i Billy Wilders „Nøglen under måtten“: „Be ein Mensch!“ Vi er ved Gud alle sammen med fejl i, Deres undertegnede ikke mindst, men når man bliver over tres, skal man lade være med at slå venskaber i stykker uanset hvor misforstået eller mishandlet, man føler sig. Vi er lige gode om det, når det kommer til stykket. Og udgangen? Ja, den kender vi, og der er ikke noget at råbe hurra for.