Hvis man sidst i 1940'erne ejede en bil som en Chrysler Windsor, vidste man, at motoren var stor, fordi den brølede. Den havde en tyrs hamrende hjerte, dens dybe, olme fnysen og tungt trampende klove.
Krigen var slut, man havde overlevet, store dele af Europa lå i ruiner, men hjemlandet var uberørt, og man ønskede at føle sig levende. Man ønskede ikke et lydtæt motorrum. Man ville ikke have støjsvag teknologi. Man ville have kraft, afbalanceret vægt og høj fart.
Bilens mørke bagagerum vibrerede med motorens banken og rumlen, som blev overført langs krumtapakslen og gennem karosseriet og chassiset. Den summende lyd fra vejen steg og faldt i direkte forhold til farten i de snurrende hjul.
Mitch kunne lugte svage spor af udstødningsgas, måske fra et hul i lydpotten, men han var ikke i fare for at blive kulilteforgiftet. Stærkere var den gummiagtige lugt af måtten, han lå på, og hans egen sure angstsved.
Skønt der var lige så mørkt som i kammeret i forældrenes hus, virkede dette mobile indlæringsrum ikke på anden vis sanseberøvende. Og dog fik han kilometer for kilometer indprentet en af de alvorligste lektier i sit liv.
Rationel tænkning tjener altid mennesket bedst, siger Daniel. Derfor er enhver rationel handling rigtig, god og beundringsværdig.
Det onde eksisterer ikke i Daniels filosofi. Tyveri, voldtægt, mord på uskyldige - disse og andre forbrydelser er simpelthen irrationelle, fordi den, der begår dem, sætter sin frihed på spil.
Daniel medgiver, at graden af det irrationelle afhænger af forbryderens chancer for at undgå straf. Derfor kan de irrationelle handlinger, der lykkes og kun har positive følger for gerningsmanden, godt være rigtige og beundringsværdige, selv om de ikke er gode for samfundet.
Tyve, voldtægtsmænd, mordere og den slags kan have gavn af terapi og resocialisering, eller også har de det ikke. Under alle omstændigheder, siger Daniel, er de ikke onde; de er irrationelle mennesker - i bedring eller uhelbredelige - kun det og ikke andet.
Mitch havde troet, at disse belæringer ikke var trængt igennem til ham, at han ikke var blevet svedet af ilden fra Daniel Raffertys undervisning. Men ild afgiver dampe, og han var blevet røget så længe i sin fars fanatisme, så noget af det, der var sivet ind i ham, var blevet hængende.
Han kunne se, men havde været blind. Han kunne høre, men havde været døv.
I dag, her i aften, havde Mitch stået ansigt til ansigt med det onde. Det var så virkeligt som sten.
Selv om en irrationel mand burde mødes med medfølelse og behandling, så fortjente en ond mand ikke andet end modstand og gengældelse, den sande retfærdigheds raseri.
Da mændene havde taget håndjernene frem i Julian Campbells bibliotek, havde Mitch med det samme strakt hænderne frem. Han havde ikke ventet på instrukser.
Hvis han ikke havde virket udslidt, ikke havde syntes ydmyg og resigneret, ville de måske have givet ham håndjernene på bag på ryggen. Så havde det været sværere at nå ned til pistolen i ankelhylsteret, og at bruge den med præcision ville have været umuligt.
Campbell havde tilmed kommenteret Mitchs træthed, hvormed han først og fremmest mente den psykiske og sjælelige træthed.
De troede, at de vidste, hvilken slags mand han var, og det gjorde de måske også. Men de vidste ikke, hvilken slags mand han kunne blive, når hans kones liv stod på spil.
De havde moret sig over hans manglende kendskab til den pistol, de havde konfiskeret, og havde ikke forestillet sig, at han havde et våben til. Ikke kun gode mænd forledes af deres forventninger.
Mitch trak op i buksebenet og fik fat i revolveren. Han løsnede hylsteret og lagde det væk.
Tidligere havde han undersøgt våbnet og havde ikke fundet nogen sikring. I film var det kun visse pistoler, der havde sikring, aldrig revolvere.
Hvis han overlevede de næste to dage og fik Holly tilbage i live, ville han aldrig mere lade sig bringe i en situation, hvor hans eller hans families overlevelse afhang af Hollywoods fremstilling af virkeligheden.
Da han første gang slog tromlen ud, havde han fundet patroner i fem kamre, hvor han havde regnet med seks.
Han skulle præstere to træffere ud af fem skud. Direkte træffere, ikke bare strejfskud.
Måske ville den ene af mændene åbne bagsmækken. Det var bedre, hvis de begge to var der, så han fik fordelen af overraskelsesmomentet over for dem begge to.
De ville begge have deres våben fremme - eller måske kun den ene af dem. Hvis det kun var den ene, måtte Mitch være hurtig nok til at sigte på sin bevæbnede modstander først.
En fredelig mand, der planlagde vold, var plaget af tanker, som ikke var nyttige: Som teenager måtte den arrede mand, forbandet af eksploderende akne, der havde gjort hans ansigt til et månelandskab, have været udsat for mange ydmygelser.
Sympati med djævelen var i bedste fald en slags masochisme, i værste fald en dødsdrift.
Et stykke tid prøvede Mitch, mens han rokkede til vejens og dækkenes rytme, at forestille sig, hvordan volden ville forløbe, når bagsmækken gik op. Så prøvede han at lade være med at forestille sig det.
Ifølge hans lysende ur kørte de i mere end en halv time, inden de satte farten ned og skiftede fra asfalt til jordvej. Små sten slog hårdt mod undervognen.
Han kunne lugte støv og slikkede dets basiske smag af læberne, men luften blev ikke så forurenet, at han var ved at kvæles.
Efter tolv minutter i jævn fart på jordvejen standsede bilen langsomt op. Motoren gik i tomgang et halvt minut, og så standsede chaufføren den.
Efter tre kvarters summen og trommen føltes stilheden som pludselig døvhed.
En dør blev åbnet, og så den anden.
Nu kom de.
Med ansigtet vendt mod bilens bagende strakte Mitch benene ud og placerede fødderne i hver sit hjørne af bagagerummet. Han kunne ikke sidde oprejst, før bagsmækken gik op, men han ventede med ryggen delvist hævet fra gulvet, som om han var midt i en serie mavebøjninger i fitnesscenteret.
På grund af håndjernene var han næsten tvunget til at holde revolveren i et tohåndsgreb, hvilket formentlig var godt det samme.
Han hørte ingen skridt, kun sit eget galoperende hjerte, men så hørte han nøglen i låsen på bagsmækken.
For sit indre øje så han i glimt Jason Osteen blive skudt i hovedet, igen og igen som på en filmsløjfe. Jason, der rammes af kuglen, kraniet, der eksploderer, rammes af kuglen, kraniet eksploderer...
Da bagsmækken blev åbnet, gik det op for Mitch, at der ikke var lys i bagagerummet, og han begyndte at sætte sig op og løftede revolveren.
Fuldmånen kastede et mælkehvidt skær, så de to mænd fremstod i silhuet.
Mitchs øjne var vænnet til totalt mørke, og det var deres ikke. Han sad i mørke, og de stod i måneskinnet. De troede, at han var en ydmyg, knækket og hjælpeløs mand, og det var han ikke.
Han registrerede ikke, at han affyrede det første skud, men mærkede den kraftige rekyl, så mundingsflammen og hørte braget, og registrerede så, at han trykkede en gang til på aftrækkeren.
To skud på klos hold fjernede den ene silhuet fra den månebeskinnede nat.
Den anden silhuet trak sig baglæns væk fra bilen, og Mitch satte sig helt op og affyrede et, to, tre skud til.
Revolveren klikkede, og der var kun månens stilhed, og revolveren klikkede igen, og han sagde til sig selv: Kun fem, kun fem!
Han måtte ud af bagagerummet. Uden ammunition var han som en sild i en tønde. Ud. Ud af bagagerummet.
Mitch rejste sig for hurtigt og slog hovedet mod bagsmækken, så han var lige ved at falde bagover, men han stoppede ikke op. Han vaklede ud af bagagerummet.
Hans venstre fod ramte fast grund, men den højre plantede han oven på manden, han havde skudt to gange. Han vaklede, trådte igen på liget, der rykkede sig under ham, så han faldt.
Han rullede væk fra manden, ud i vejkanten. Han blev standset af et levende hegn af meskitotræer, som han identificerede ud fra duften.
Han havde tabt revolveren. Det betød ikke noget. Ingen ammunition.
Rundt om ham lå et knastørt landskab badet i månens sølvskær: den smalle jordvej, ørkenbuske, gold jord og store sten.
Den blanke Chrysler Windsor, hvis mange forkromede detaljer lyste poleret i måneskinnet, virkede underligt futuristisk i dette primitive område, som et skib beregnet til rejser mellem stjernerne. Chaufføren havde slukket forlygterne, da han standsede.
Manden, som Mitch havde trådt på to gange på vej ud af bagagerummet, havde ikke givet lyd fra sig. Han havde ikke løftet sig eller grebet fat i Mitch. Han var formentlig død.
Måske var den anden mand også blevet dræbt. Mitch havde tabt ham af syne, da han kravlede ud af bagagerummet.
Hvis et af de sidste tre skud havde ramt sit mål, ville den anden mand være et tagselvbord for ådselædere på jordvejen bag bilen.
Den sandede jord på vejen var rig på kisel. Glas laves af kisel, spejle laves af glas. Den ensporede vej gav meget større genskin end nogen anden flade i natten.
Liggende fladt på maven løftede Mitch forsigtigt hovedet og kunne se et godt stykke ned ad det blege bånd, der slyngede sig gennem det strittende og stride krat i den retning, de var kommet fra. Der lå ikke et lig til på vejen.
Hvis fyren ikke i det mindste var blevet såret, ville han bestemt have angrebet og skudt, da Mitch kravlede ud af Chrysleren.
Hvis han var ramt, var han måske humpet eller kravlet ud i krattet eller om bag en stendynge. Han kunne ligge hvor som helst derude og tage bestik af sit sår og gennemgå sine muligheder.
Manden ville være vred, men ikke bange. Han levede og åndede for dette her. Han var psykopat. Han var ikke let at skræmme.
Mitch var helt bestemt, uden den mindste tvivl, bange for manden, der skjulte sig i mørket. Han frygtede også ham, der lå på vejen bag Chrysleren.
Fyren ved bilen kunne være død, men selv om han var ormeføde, var Mitch alligevel bange for ham. Han havde ikke lyst til at komme i nærheden af ham.
Han var nødt til at gøre det, han ikke havde lyst til at gøre, for uanset om røvhullet var død eller bevidstløs, var han i besiddelse af et våben. Mitch havde brug for et våben. Og det hurtigt.
Han havde opdaget, at han var i stand til at begå vold, i hvert fald i selvforsvar, men han havde ikke været forberedt på den hast, hvormed begivenhederne havde udviklet sig efter det første skud, på, hvor hurtigt beslutninger skal træffes, eller på, hvor pludseligt nye udfordringer kan opstå.
Nogle lave buske i den anden side af vejen gav dækning, og det samme gjorde nogle lave, forrevne klippestykker.
Hvis den lette brise, der havde blæst ude ved kysten, havde fundet vej helt herind i landet, ville ørkenen have opslugt den til sidste vindpust. En bevægelse i krattet ville ikke afsløre naturens hånd, men derimod hans fjende.
Så vidt han kunne se i dette halvmørke, var der intet, der bevægede sig.
Mitch vred sig på maven hen til manden bag bilen. Håndjernene hæmmede ham. Han var fuldt ud klar over, at hans bevægelser gjorde ham til skydeskive.
Månen havde som en anden bedemand lagt sølvmønter i mandens åbne, stirrende øjne.
Bag liget lå en velkendt form af stål og skinnede i skæret fra månen. Mitch greb den taknemmeligt og skulle lige til at orme sig væk, men opdagede så, at han havde fundet den ubrugelige revolver.
Det gav et sæt i ham, da det raslede svagt fra den korte kæde mellem håndjernene, mens han følte på liget - og trykkede fingrene ned i noget vådt. Med kvalme og gysen tørrede han hånden af i den dødes tøj.
Lige da han skulle til at konkludere, at denne fyr var stået ud af Chrysleren uden et våben, opdagede han pistolens riflede greb, der stak frem under liget. Han trak pistolen fri.
Et skud bragede. Det rykkede i den døde mand, som var blevet ramt af den kugle, der var tiltænkt Mitch.
Han kastede sig hen mod Chrysleren, hørte et skud mere og den dæmpede hvislen af døden, der passerede, og en kugle, der rikochetterede fra bilen. Han hørte også en hvisken tættere på, men han kunne godt have forestillet sig to forbiere som med ét skud og i virkeligheden ikke have hørt noget efter det insektagtige hvin fra rikochetteringen.
Han følte sig tryggere med bilen mellem sig selv og den, der skød, men lige pludselig følte han sig alligevel overhovedet ikke tryg.
Manden kunne komme rundt om Chrysleren enten fra fronten eller fra bagenden. Han havde fordelen af at kunne vælge sin rute og indlede kampen.
Imens var Mitch tvunget til at holde vågent udkig i begge retninger. En umulig opgave.
Måske var den anden allerede på vej.
Mitch sprang op og løb væk fra bilen. Han spænede sammenkrummet væk fra vejen og gennem det levende hegn, der raslede afslørende og samtidig nærmest tyssede på ham, som om det advarede ham om at være stille.
Terrænet skrånede væk fra vejen, hvilket var godt. Var det gået opad, ville han have været synlig, og hans brede ryg et let mål, så snart den anden kom rundt om Chrysleren.
Han havde været heldig at støde på fast, sandet jord i stedet for skifer eller løse sten, så han lavede ingen støj, mens han løb. Månen udstak hans rute, og han løb ud og ind mellem buskene i stedet for at brase igennem dem, for han var klar over, at det var sværere at holde balancen med hænderne lænket foran sig.
For enden af den ti meter lange skråning drejede han til højre. Ud fra månens position mente han at styre næsten stik vest.
Noget lød som en cikade, der sang. Noget mærkeligere klikkede og peb.
En koloni af små øer med pampasgræs vakte hans opmærksomhed med deres høje, fjerlignende toppe. De lyste hvidt i måneskinnet og mindede ham om fejende haler på stolte heste.
Ud fra de runde øer strålede smalle, skarpe, spidse og buede græsstrå, der var mellem en meter og halvanden lange. De nåede Mitch til brystet. Når disse blade var tørre, kunne de kradse, stikke som nåle eller tilmed skære.
Hver ø respekterede de andres territorium. Han kunne finde vej imellem dem.
I midten af kolonien følte han sig sikkert afskærmet af de hvide, fjeragtige toppe, der rejste sig over hans hoved. Han blev stående og stirrede gennem mellemrummene i fjerene tilbage i den retning, han var kommet.
Han kunne ikke få øje på nogen forfølger i det spøgelsesagtige lys.
Mitch skiftede stilling, skubbede stille en top til side, og en til, og afsøgte vejkanten på toppen af skråningen. Han kunne heller ikke se nogen deroppe.
Han havde ikke tænkt sig at gemme sig længe i pampasgræsset. Han var kun flygtet fra sin udsatte position ved bilen for at vinde et par minutter til at tænke i.
Han var ikke bekymret for, at den overlevende skulle køre bort i Chrysleren. Julian Campbell var ikke den slags chef, man kunne rapportere en fiasko til uden at frygte for sit job eller sit hoved.
Desuden var det en sport for fyren, der jagtede ham, og Mitch var det farligste vildt af alle. Jægeren var motiveret af hævntørst, af stolthed og af den smag for vold, der oprindelig havde ført ham ud i denne form for arbejde.
Selv om Mitch havde kunnet skjule sig til daggry eller smutte væk, så ville han dog ikke have gjort det. Han brændte ikke af macho-iver efter konfrontationen med denne anden professionelle dræber, men han forstod kun alt for godt konsekvenserne af at undgå den.
Hvis den sidste af de to mænd overlevede og rapporterede til Campbell, ville Anson hurtigt få at vide, at hans fratello piccolo, hans lillebror, var i live og på fri fod. Mitch ville miste sin bevægelsesfrihed og overraskelsesmomentet.
Campbell forventede højst sandsynligt ikke en rapport fra sine to bødler, før det blev morgen. Måske ville han først lede efter dem næste eftermiddag.
Faktisk kunne det godt være, at Campbell savnede sin Chrysler Windsor, før han savnede sine mænd. Det afhang af, hvilken maskine han satte størst pris på.
Mitch var nødt til at overraske Anson, han var nødt til at være i Ansons hus klokken tolv for at tage imod kidnappernes opringning. Holly svævede i større fare end nogen sinde.
Han kunne ikke skjule sig, og hans fjende ville ikke. For både jæger og bytte - hvem der nu var hvem - måtte dette blive en kamp til døden.
Mitch stod i pampasgræsset, omgivet af fine hvide fjer, der mindede om en beskyttende kreds af hjelmklædte riddere. Han tænkte på de hårde smæld fra de to skud, der nær havde gennemboret ham, da han var ved at tage pistolen fra den døde mand.
Hvis hans modstanders våben havde været udstyret med lyddæmper, som det havde været i biblioteket, ville skuddene ikke have lydt så højt. Så ville han måske slet ikke have hørt dem.
Her på dette øde sted havde manden ikke været bange for at vække uheldig opmærksomhed, men han havde ikke taget lyddæmperen af bare for tilfredsstillelsen ved et højere knald. Der måtte være en anden grund.
Lyddæmpere var sandsynligvis ulovlige. De gjorde det lettere at myrde i smug. De var beregnet til brug på kort afstand - som i et palæ, hvor tjenestefolkene ikke med sikkerhed var korrupte.
Logikken fik hurtig Mitch til at slutte, at en lyddæmper kun var nyttig på nært hold, fordi den mindskede våbnets præcision.
Når man stod over for sit offer i et bibliotek, eller når man tvang det til at lægge sig på knæ på en øde ørkenvej, kunne en pistol med lyddæmper være meget god. Men på en afstand af seks eller ti meter reducerede den måske træfsikkerheden i en sådan grad, at der var større chancer for at ramme målet ved at kaste pistolen efter det end ved at skyde.
Småsten raslede som rullende terninger.
Lyden syntes at være kommet vestfra. Han vendte sig i den retning. Forsigtigt skilte han pampastoppene.
Hans modstander sad sammenkrøbet som en pukkelrygget trold godt femten meter borte. Han afventede en reaktion på den støj, han havde lavet.
Selv når han sad helt stille, kunne manden ikke forveksles med en fremspringende klippe eller en ørkenplante, for han havde efterladt sig et spor, da han krydsede en lang, gold strækning med basisk jordbund. Sporet gav ikke bare genskær, men var nærmest selvlysende.
Hvis Mitch ikke var standset op her, hvis han var fortsat mod vest, ville han have mødt manden i det åbne landskab, måske ansigt til ansigt som i en westernduel.
Han overvejede at lægge sig på lur og lade forfølgeren komme tættere på, før han skød.
Så fornemmede han instinktivt, at kolonien af pampasgræs og tilsvarende træk i landskabet lige præcis var de steder, der ville interessere hans modstander mest. Han regnede med, at Mitch ville gemme sig, og han ville se med mistænksomme øjne på pampasgræsset.
Mitch tøvede, for fordelen så stadig ud til at være på hans side. Han kunne skyde fra dækning, mens trolden stod ude i det åbne landskab. Han havde endnu ikke affyret et skud med denne pistol, mens hans modstander havde affyret to.
Et ekstra magasin. I betragtning af at kamp var denne mands fag, havde han sikkert et, måske to magasiner ekstra.
Han ville nærme sig pampaskolonien med forsigtighed. Han ville ikke gøre sig selv til et let mål.
Når Mitch skød og på grund af afstand, vinkel, lysets forvrængning og mangel på erfaring ramte ved siden af, ville den anden svare igen. Med fuld kraft.
Græsset gav visuel dækning, ikke beskyttelse. En bredside på otte skud efterfulgt af en salve på mindst ti skud mere ville han ikke overleve.
Stadig foroverbøjet tog den troldagtige skikkelse to tøvende skridt fremad. Så stod han stille igen.
Mitch fik et indfald, en dristig idé, som han et øjeblik forkastede som for vovet, men derpå udså sig som sin bedste chance.
Han lod toppene glide tilbage i deres naturlige stilling, smuttede ud af kolonien i den modsatte ende af, hvor modstanderen nærmede sig den, og håbede at holde den imellem dem så længe som muligt.
Til et kor af cikader og den mere uhyggelige klikken-hvislen fra den ukendte insektmusikant skyndte Mitch sig østpå ad den rute, han tidligere havde fulgt. Han passerede stedet, hvor han var løbet ned ad skråningen; han ville være for udsat under den uafskærmede opstigning, hvis han ikke nåede toppen, inden den anden kom rundt om pampaskolonien.
Cirka tyve meter længere fremme kom han til en stor, lav sænkning i den ellers ensartede skråning. Krattet trivedes i denne sænkning og bredte sig ud over dens kanter.
Mitch havde brug for sine lænkede hænder til at klatre med, så han stak pistolen ned i bæltet. Før havde måneskinnet vist ham vej, men nu fremkaldte det skygger og synsbedrag. Mens han hele tiden mindede sig selv om, at det var lige så vigtigt at gå stille som hurtigt frem, arbejde han sig op gennem krattet.
Han kunne lugte moskus, som kunne stamme fra en plante, men tydede på, at han var trængt ind på et eller andet dyrs enemærker. Buskadset greb fat i ham, prikkede til ham, kradsede.
Han tænkte på slanger, og så nægtede han at tænke på dem.
Da han kom op til toppen, uden at nogen havde skudt efter ham, ålede han sig op af lavningen og op i vejkanten. Han kravlede ud til midten af jordvejen, inden han rejste sig.
Hvis han forsøgte at bevæge sig rundt til, hvor han mente, at modstanderen var på vej hen, ville han måske opdage, at den anden også havde taget sine forholdsregler og havde skiftet kurs i håb om at overraske sit bytte, mens byttet planlagde at overraske ham. De kunne bruge masser af kostbar tid på at forfølge hinanden herude i ødemarken og nu og da finde spor efter den anden, indtil en af dem begik en fejl.
Hvis det var spillet, ville den fatale fejl blive Mitchs, for han var den mindst erfarne spiller. Som det havde vist sig hidtil, lå hans chance i ikke at opfylde sin fjendes forventninger.
Eftersom Mitch havde overrasket dem med revolveren, ville lejemorderen forvente, at han havde et lige så vildt overlevelsesinstinkt som et dyr, der er trængt op i en krog. Han havde vist sig alligevel ikke at være lammet af frygt, selvmedlidenhed eller selvhad.
Men jægeren ville næppe forvente, at dyret, efter at det var sluppet ud af klemmen, frivilligt ville vende tilbage til den krog, det lige var flygtet fra.
Den gamle Chrysler stod tyve meter vest for ham, stadig med bagsmækken halvt åben.
Mitch styrtede hen til bilen og standsede ved siden af liget. Manden med det arrede ansigt lå udstrakt med øjne fyldt af himlens stjerneunder.
Hans øjne var som to kollapsede stjerner, sorte huller, der udøvede en sådan tiltrækningskraft, at Mitch tænkte, at de ville trække ham ned i tilintetgørelsen, hvis han stirrede for længe på dem.
Faktisk følte han ingen skyld. Det gik op for ham, at han trods sin far troede på en højere mening og naturens love, men at dræbe i selvforsvar var ikke en synd i nogen verdensorden.
Det var heller ikke noget at fejre. Han følte, at han havde mistet noget dyrebart. Kald det uskyld, men det var kun en del af det, han havde mistet. Sammen med uskylden var der forsvundet en særlig form for ømhed, en hidtil livslang forventning om en forestående herlig, uudsigelig glæde.
Mitch så sig tilbage og studerede jorden for fodspor, han kunne have sat. I sollys ville den hårdt stampede jordvej måske have afsløret ham, men han så ingen spor nu.
Under månens fortryllende blik syntes ørkenen at sove og drømme, malet med samme palet af sølv og sort som de fleste drømme; hver skygge så hård som jern, hver genstand så luftig som røg.
Da han kiggede i bagagerummet, hvor månelyset ikke trængte ned, lignede mørket det åbne gab på et nådesløst dyr. Han kunne ikke se bunden af bagagerummet, som om det var et magisk rum, der havde plads til en uendelig mængde bagage.
Han trak pistolen op af bæltet.
Han åbnede bagsmækken lidt mere, kravlede ned i bagagerummet og trak låget halvt til igen.
Efter at have prøvet sig lidt frem fandt han ud af, at lyddæmperen var skruet fast til løbet. Han skruede den af og lagde den til side.
Når manden ikke kunne finde Mitch i pampasgræsset eller i krattet eller i en niche i de vindblæste klipper, ville han før eller senere komme tilbage for at holde øje med Chrysleren. Han ville forvente, at hans bytte vendte tilbage til bilen i håb om, at nøglerne måske sad i tændingen.
Den professionelle dræber ville ikke kunne forstå, at en god ægtemand aldrig flygter fra sine løfter, fra sin kone, fra sit bedste håb om kærlighed i en verden, hvor der ikke var meget af den.
Hvis lejemorderen indtog en udkigspost bag bilen, ville han måske krydse vejen i måneskinnet. Han ville være forsigtig og hurtig, men ikke desto mindre et frit mål.
Der var den mulighed, at han ville holde øje med forenden af bilen. Men hvis tiden gik, og der ikke skete noget, ville han måske foretage endnu en generel afsøgning af området og, når han vendte tilbage, krydse Mitchs skudlinje.
Der var kun gået syv eller otte minutter, siden de to mænd havde åbnet bagagerummet og var blevet mødt med skud. Den overlevende ville være tålmodig. Men hvis hans overvågning og søgen ikke bar frugt, ville han til sidst overveje at pakke sammen og komme væk, uanset hvor meget han så frygtede sin chef.
På det tidspunkt, om ikke før, ville han gå om bag bilen for at tage sig af liget. Han ville lægge det op i bagagerummet.
Mitch halvt sad, halvt lå indhyllet i mørke med hovedet hævet lige nok til at se ud over kanten af bagagerummet.
Han havde dræbt en mand.
Han havde til hensigt at dræbe en anden.
Pistolen føltes tung i hans hånd. Han lod sine dirrende fingre glide hen over dens omrids og ledte efter en sikring, men han fandt ikke nogen.
Mens han stirrede ud på den ensomme, måneglinsende vej, forstod han, at det, han have mistet - uskylden og denne fundamentalt barnlige forventning om forestående, uudsigelig glæde - lidt efter lidt blev erstattet med noget andet, og ikke med noget dårligt. Hullet i ham var ved at fyldes op, men endnu kunne han ikke sige med hvad.
Fra bagagerummet havde han et begrænset udsyn, men i den sprække opfattede han langt mere, end han før havde gjort.
Den sølvglinsende vej strakte sig bort fra ham, men den kom også imod ham og gav ham valget mellem to modsatte horisonter.
Visse stenformationer indeholdt korn af marieglas, der gnistrede i måneskinnet, og hvor klipperne rejste sig i silhuet mod himlen, syntes stjernerne at have strøet sig ud over jorden.
Nordfra, på vej mod syd, fløj en stor hornugle, så stor som den var bleg, lavt og tyst hen over vejen og steg så højere, meget højere op i nattens mørke og forsvandt.
Mitch fornemmede, at det, han syntes at få til gengæld for det, han havde mistet, og som så hurtigt helede hullet i ham, var en evne til at føle ærefrygt, en dybere sans for altings mysterium.
Så blev han revet ud af ærefrygten og ført tilbage til frygt og bister beslutsomhed, da lejemorderen vendte tilbage med en uforudset hensigt.
Lejemorderen var vendt så stille tilbage, at Mitch ikke vidste, at han var der, før han hørte et klik fra en af bildørene og en lille knirken, da den svingede op.
Manden havde nærmet sig bilen forfra. Han løb risikoen for at blive set i det korte glimt fra bilens kabinelys, satte sig ind og lukkede døren så stille som muligt.
Hvis han havde sat sig ind bag rattet, måtte det være hans hensigt at forlade stedet.
Nej. Han ville ikke køre sin vej med åbent bagagerum. Og han ville bestemt ikke efterlade liget.
Mitch ventede i stilhed.
Lejemorderen var også stille.
Langsomt blev stilheden til et pres, som Mitch kunne mærke på huden, i trommehinderne og i sine anstrengte øjne, som om bilen var på vej ned i en vandfyldt afgrund, og havet trykkede den ned med stadig større vægt.
Lejemorderen måtte sidde i mørke og spejde ud i natten for at finde ud af, om det korte lysglimt havde vakt opmærksomhed, om han var blevet set. Hvis hans tilbagekomst ikke udløste nogen reaktion, hvad ville han så gøre?
Ørkenen holdt vejret.
Under disse forhold var bilen lige så følsom over for bevægelse som en båd på vandet. Hvis Mitch rørte på sig, ville lejemorderen opdage, at han var der.
Der gik et minut. Et til.
Mitch forestillede sig, hvordan lejemorderen med det glatte ansigt sad der i mørket, i halvmørket, mindst tredive år gammel, måske femogtredive, men alligevel med et så utrolig glat ansigt, som om livet aldrig havde påvirket ham og heller aldrig ville.
Han prøvede at forestille sig, hvad manden med det glatte ansigt foretog sig og planlagde. Hjernen bag den maske forblev utilgængelig for Mitchs forestillingsevne. Han ville have fået mere ud af at spekulere over, hvad et firben mente om Gud eller regn eller pigæbler.
Efter at der længe havde været stille, skiftede lejemorderen stilling, og bevægelsen var afslørende. Lydens uhyggelige nærhed tydede på, at manden ikke sad bag rattet. Han sad på bagsædet.
Han måtte have siddet foroverbøjet og på vagt, lige siden han satte sig ind i bilen. Da han omsider lænede sig tilbage, afgav sædet en lyd, som når læder eller vinyl giver sig, og fjedrene klagede stille.
Bilens bagsæde udgjorde bagvæggen i bagagerummet. Han og Mitch var under en halv meter fra hinanden.
De var næsten så tæt på hinanden, som de havde været på gåturen fra biblioteket ud til bilpavillonen.
Mitch lå i bagagerummet og tænkte over den tur.
Lejemorderen lavede en dæmpet lyd, enten et tilbageholdt host eller en stønnen, der blev yderligere dæmpet af den mellemliggende polstring.
Måske var han alligevel blevet såret. Hans tilstand var ikke så alvorlig, at det fik ham til at pakke sammen og køre, selv om det kunne gøre ondt nok til at fratage ham lysten til fare omkring.
Det var klart, at han havde slået sig ned i bilen, fordi han håbede, at hans bytte til sidst i desperation ville vende tilbage til den. Han regnede med, at Mitch ville komme snigende og afsøge det omkringliggende område grundigt, men han ville ikke regne med, at døden ventede på ham i mørket på bagsædet.
I sit midlertidige indlæringsrum tænkte Mitch over gåturen mellem biblioteket og bilpavillonen: genspejlingen af månen i poolen, pistolløbet, der var trykket ind i hans side, tudsernes kvækken, de høje sølvbladede buske, pistolen, der var trykket ind i hans side...
En så gammel bil ville ikke have nogen brandsikker væg eller kollisionsabsorberende plade mellem bagagerum og passagerkabine. Bag på bagsædet sad der måske en seks millimeter spånplade eller bare et lag stof.
Ryglænet havde måske femten centimeter polstring. En kugle ville møde en vis modstand.
Barrieren var ikke skudsikker. Hvis man ikke var bevæbnet med mere end en sofapude, kunne man ikke regne med at slippe uskadt fra en salve på ti skud.
I øjeblikket halvt lå, halvt sad Mitch på venstre side med hovedet vendt ud mod natten og den åbne bagsmæk.
Han ville være nødt til at rulle om på højre side for at rette pistolen mod bagagerummets bagvæg.
Han vejede femogfirs kilo. Man behøvede ikke en højere eksamen i fysik for at regne ud, at bilen ville reagere på, at så stor en vægt flyttede sig.
Vende sig hurtigt og skyde - og så ville han måske opdage, at han tog fejl med hensyn til adskillelsen mellem bagagerum og passagerkabine. Hvis der faktisk sad en metalplade, ville han måske ikke bare blive ramt af en rikochetterende kugle, men også skyde forbi sit mål.
Så ville han være såret og løbet tør for ammunition, og lejemorderen ville vide, hvor han kunne finde ham.
En sveddråbe gled langs næsen ned til mundvigen.
Natten var mild, ikke varm.
En brændende trang til at handle spændte hans nerver som buestrenge.
Mens Mitch lå og ikke kunne beslutte sig, hørte han i erindringen Hollys skrig og det skarpe klask, da hun blev slået.
En virkelig lyd fik ham igen til at koncentrere sig om nuet: Inde i bilen hostede hans fjende let.
Lyden blev dæmpet så effektivt, at den ikke ville være blevet hørt uden for bilen. Som før varede hans hosten kun et par sekunder.
Måske hostede han, fordi han var såret. Eller måske var han allergisk over for ørkenens pollen.
Når manden hostede igen, ville Mitch benytte lejligheden til at skifte stilling.
Uden for den åbne bagsmæk syntes ørkenen at mørkne, lyse op og mørkne i en fast rytme, men i virkeligheden var det hans syn, der kortvarigt blev skærpet ved hvert systolisk tryk fra hans bankende hjerte.
En pludselig illusion om sne havde derimod hold i virkeligheden. Måneskinnet lagde glasur over natsværmernes selvlysende vinger, der hvirvlede som vinterens fnug hen over vejen.
Mitchs lænkede hænder holdt så stramt om pistolen, at det begyndte at gøre ondt i knoerne. Hans højre pegefinger var krummet om aftrækkerbøjlen og ikke om selve aftrækkeren, for han var bange for, at en nervøs bevægelse kunne få ham til at affyre pistolen, før det var hans hensigt.
Han bed tænderne hårdt sammen. Han hørte sig selv ånde ind og puste ud og åbnede munden for at trække vejret mere stille.
Selv om hans hjerte ræsede af sted, holdt tiden op med at være en rivende flod og blev til en mudret, krybende strøm.
Instinktet havde hjulpet Mitch de seneste timer. På samme måde kunne en sjette sans når som helst advare lejemorderen om, at han ikke var alene.
Et ælte af sekunder fyldte et tomt minut, fyldte et til og et til - og så gav mandens tredje halvkvalte hosteanfald Mitch mulighed for at rulle fra venstre over på højre side. Da manøvren var fuldbragt, lå han med ryggen til den åbne ende af bagagerummet, helt stille.
Lejemorderens stilhed syntes at have en ekstra agtpågivenhed og mistænksomhed over sig. Verden nåede nu Mitchs fem sanser gennem en forvrængende linse af ængstelse.
Hvilken skudvinkel? Hvilket mønster?
Tænk!
Manden med det glatte ansigt sad næppe ret op. Han sad nok sammensunken for at udnytte mørket på bagsædet fuldt ud.
Under andre omstændigheder ville lejemorderen måske have foretrukket et hjørne, hvor han ville være sværere at få øje på. Men da den løftede bagsmæk over bagagerummet spærrede for bagruden, kunne han trygt sætte sig i midten for bedre at dække begge fordøre.
Mitch holdt kæden mellem håndjernene strakt og lagde stille pistolen fra sig. Han turde ikke risikere at slå våbnet imod noget under den nøjere granskning, han var nødt til at foretage.
Han rakte blindt fremad med begge hænder og fandt bagvæggen i bagagerummet. Den føltes fast under hans fingerspidser, men overfladen var beklædt med stof.
Chrysleren var muligvis ikke restaureret hundrede procent efter originalen. Måske havde Campbell valgt nogle særlige forbedringer, heriblandt mere raffinerede materialer i bagagerummet.
Som et par synkroniserede edderkopper krøb hans hænder søgende hen over fladen fra venstre mod højre. Han trykkede blidt og derpå lidt hårdere.
Overfladen gav lidt efter under hans undersøgende fingerspidser. En seks tommer tyk spånplade beklædt med stof kunne godt give efter på den måde. Det føltes ikke som metal.
Pladen accepterede hans tryk i stilhed, men da han lettede trykket, rettede den sig ud med en ganske svag lyd.
Fra passagerkabinen hørtes lyden af indtræk, der gav sig, en ganske kort lyd og intet mere. Lejemorderen havde sandsynligvis sat sig bedre til rette - men han kunne også have vendt sig for at lytte nøjere efter.
Mitch følte hen over gulvet for at finde pistolen og lod hænderne hvile på den.
Som han lå der på siden med knæene trukket op og uden plads til at strække armene, var hans skydestilling ikke god.
Hvis han forsøgte at bevæge sig hen mod den åbne ende af bagagerummet, inden han skød, ville han røbe sig selv. Bare et eller to sekunders varsel ville være nok for den erfarne lejemorder til at rulle fra bagsædet ned på gulvet.
Mitch gennemgik det endnu en gang i tankerne for at være sikker på, at han ikke havde overset noget. Den mindste fejlberegning kunne koste ham livet.
Han løftede pistolen. Han ville skyde fra venstre mod højre og derpå fra højre mod venstre, fem skud i hver passage.
Da han trykkede på aftrækkeren, skete der ikke noget. Bare et svagt, men skarpt, metallisk klik.
Hans hjerte var både hammer og ambolt, og han måtte lytte gennem denne brølen, men han var temmelig sikker på, at lejemorderen ikke havde rørt sig igen og ikke havde hørt den svage lyd fra den genstridige pistol.
Han havde undersøgt våbnet tidligere og ikke fundet noget sikringsgreb.
Han slappede trykket på aftrækkeren, tøvede og trykkede så igen.
Klik.
Inden han nåede at blive grebet af panik, var der pludselig noget, der flaksede mod hans kind og ind i hans åbne mund: en natsværmer, der slet ikke var så kold, som de så ud, da de hvirvlede rundt som snefnug.
Han spruttede per refleks og spyttede insektet ud, var ved at kvæles og trykkede igen på aftrækkeren. Der var indbygget en bremse i aftrækkeren - måske var det sikringen - som man skulle overvinde for at affyre et skud, og eftersom han trykkede hårdere end før, bragede pistolen.
Rekylen, der blev forstærket af hans stilling, rykkede i ham, og braget kunne ikke have været højere, om det så var Helvedes port, der smækkede i bag ham. Han blev overrasket over tilbageslaget af småstumper, svedet stof og splinter af spånplade, der ramte hans ansigt, men han klemte øjnene i og blev ved med at skyde, venstre mod højre og derpå højre mod venstre. Han skød ikke bare, men kontrollerede våbnet, som prøvede at trække opad, væk fra målet, og selv om han havde troet, at han ville kunne tælle skuddene, efterhånden som han affyrede dem, tabte han tråden efter to skud, og så var magasinet tømt.
Hvis ikke lejemorderen var død, kunne han besvare ilden gennem ryglænet, selv om han var såret. Bagagerummet var stadig en potentiel dødsfælde.
Mitch lod den ubrugelige pistol ligge og væltede ud, slog knæet mod kanten af bagagerummet og den ene albue mod kofangeren. Han landede på hænder og knæ, rejste sig hurtigt op på vejen og løb foroverbøjet ti, femten meter, inden han standsede og så sig tilbage.
Lejemorderen var ikke stået ud af Chrysleren. De fire døre var lukkede.
Mitch ventede, mens sveden dryppede fra hans næsetip og ned på hagen.
Snefnugsværmerne var forsvundet ligesom hornuglen, cikadernes sang og den klikkende hvislen fra et eller andet farligt.
Chrysleren lignede en anakronisme som en tidsmaskine i kridttiden, som den stod der under den stumme måne, i den forstenede ørken, blank og skinnende, to hundrede millioner år før den blev bygget.
Da luften, der var tør som salt, begyndte at svide i halsen, holdt han op med at trække vejret gennem munden, og da sveden begyndte at tørre i ansigtet, spurgte han sig selv, hvor længe han burde vente, før han kunne gå ud fra, at manden var død. Han så på sit ur. Han kiggede op på månen. Han ventede.
Han skulle bruge bilen.
Han havde beregnet turen ud ad jordvejen til tolv minutter. De havde kørt måske fyrre kilometer i timen på denne sidste strækning. Udregningen placerede ham otte kilometer fra en asfalteret vej.
Selv hvis han nåede så langt tilbage mod civilisationen, ville han måske befinde sig i et øde område uden meget trafik. Og i hans nuværende tilstand, beskidt og med krøllet tøj og uden tvivl med et vildt blik i øjnene, ville ingen samle ham op, måske lige bortset fra en omrejsende psykopat på udkig efter et offer.
Til sidst nærmede han sig bilen.
Han kredsede om køretøjet og holdt sig så langt fra dets sider, som vejens bredde tillod, på vagt over for et glat, spøgelsesagtigt ansigt, der kiggede ud fra det mørke indre. Uden at der skete noget, kom han om til bagagerummet, som han var flygtet fra to gange, og standsede op og lyttede.
Holly var i en slem knibe, og kidnapperne kunne ikke få fat på Mitch, for hans mobiltelefon lå i den hvide plasticpose i Campbells hus. Opringningen til Ansons hus klokken tolv ville blive hans eneste chance for at komme i kontakt med dem igen, før de besluttede at slagte deres gidsel og gå videre til et andet projekt.
Uden yderligere tøven gik han om til den venstre bagdør og lukkede den op.
Manden med det glatte ansigt lå på sædet med åbne øjne, blodig, men stadig i live og med sin pistol rettet mod døren. Mundingen lignede en tom øjenhule, og lejemorderen så triumferende ud, da han sagde: "Dø."
Han forsøgte at trykke af, men pistolen rystede i hans hånd, og så tabte han den. Våbnet faldt ned på gulvet, og lejemorderens hånd faldt ned i skødet, og nu hvor hans enstavelsestrussel havde vist sig at være en forudsigelse af hans egen skæbne, lå han, som om han gjorde slibrige tilnærmelser.
Mitch lod døren stå åben og gik ud i vejkanten og satte sig på en stor sten, indtil han var helt sikker på, at han alligevel ikke skulle kaste op.
Mitch havde meget at overveje, mens han sad på stenen.
Når det her var slut, hvis det da nogen sinde sluttede, ville det måske være bedst at gå til politiet, fortælle sin historie om desperat selvforsvar og præsentere dem for de to døde mænd i Chryslerens bagagerum.
Julian Campbell ville benægte, at han havde ansat dem, eller i hvert fald, at han havde givet dem ordre om at slå Mitch ihjel. Mænd som de to blev sandsynligvis aflønnet kontant. Fra Campbells synsvinkel var det bedst med så få papirer som muligt, og de to mænd havde ikke været af den type, der havde noget imod at blive betalt kontant og sort.
Der eksisterede den mulighed, at der ikke var nogen myndigheder, der kendte til den skumle side af Campbells forretningsimperium. Set udefra kunne han være en af Californiens mest ærværdige borgere.
Mitch derimod var en ydmyg gartner, der allerede var iscenesat som sin kones morder, i tilfælde af at han ikke kunne betale løsesummen for hende. Og i Corona del Mar, på gaden foran Ansons hus, lå liget af John Knox i bagagerummet på hans Honda.
Mitch gik ind for retsvæsnet, men han troede ikke et øjeblik på, at politiets tekniske undersøgelser var lige så grundige - eller deres teknikere lige så ufejlbarlige - som det blev fremstillet i tv. Jo flere beviser der pegede på ham, om de så var plantet eller ej, jo mere ville de finde, der bestyrkede deres mistanke, og jo lettere ville de kunne ignorere de detaljer, som kunne bevise hans uskyld.
Uanset hvad så var det vigtigste lige nu at holde sig mobil og på fri fod, indtil han fik betalt Hollys løsesum. Han ville købe hende fri. Eller dø i forsøget.
Efter at han havde mødt Holly og næsten øjeblikkeligt havde forelsket sig i hende, var det gået op for ham, at han indtil da kun havde været halvt levende, levende begravet i sin barndom. Hun havde åbnet den følelsesmæssige kiste, hans forældre havde efterladt ham i, og han var steget ud og var blomstret op.
Hans forvandling havde forbløffet ham. Da de blev gift, havde han syntes, at han nu endelig levede fuldt og helt.
Men her i denne nat forstod han, at en del af ham havde sovet videre. Han var vågnet op til en erkendelse, der var lige så opløftende, som den var skræmmende.
Han havde mødt en så rendyrket ondskab, som han en dag før ikke havde troet eksisterede, og som han var blevet oplært til at benægte eksistensen af. Men med erkendelsen af det onde fulgte en voksende bevidsthed om flere dimensioner i alle sammenhænge, i næsten alt, end han før havde set, større skønhed, sælsomme muligheder og mystik.
Han vidste ikke præcis, hvad han mente med de ord. Han vidste bare, at sådan var det, og at hans øjne havde åbnet sig for en større virkelighed. Bag de mange lag og vidunderlige mysterier i denne nye verden, der omgav ham, fornemmede han en sandhed, der ville afsløre sig lag for lag.
Det var underligt, at den mest påtrængende opgave, han stod over for i denne oplyste tilstand, var at skaffe sig af med et par døde mænd.
En latter pressede sig på, men han bremsede den. At sidde i ørkenen ved midnatstid, uden andet selskab end lig, og le til månen virkede ikke som det første skridt væk i den rigtige retning.
Højt oppe i øst gled en meteor mod vest som tappen på en lynlås, der åbnede den sorte himmel og viste et glimt af hvidt bagved, men lynlåsens tænder lukkede sig lige så hurtigt, som de gik op, og holdt sammen på himlen, og meteoren blev til en klump kul, en tåge.
Mitch tog stjerneskuddet som et varsel om at komme i gang med det hæslige arbejde. Han knælede ned ved den arrede mand og gennemsøgte hans lommer. Han fandt hurtigt de to ting, han var ude efter: nøglen til håndjernene og nøglen til Chrysleren.
Da han havde befriet sig for håndjernene, smed han dem ned i det åbne bagagerum. Han gnubbede sine ømme håndled.
Han slæbte liget af den arrede mand ud over den sydlige vejkant, ind i det skærmende krat og efterlod det der.
Det krævede lidt væmmelig brydning at få den anden ud fra bagsædet, men i løbet af to minutter lå det døde par side om side med ansigterne vendt mod den vidunderlige stjernehimmel.
Mitch gik tilbage til bilen og fandt en lygte på forsædet. Han havde regnet med, at der ville være en, for det måtte have været deres hensigt at begrave ham i nærheden, og de skulle have brugt en lygte for at se, hvor de gik.
Den svage lampe i loftet havde afsløret alt det, han havde brug for at se på bagsædet. Han undersøgte det med lommelygten.
Da manden ikke var død øjeblikkeligt, havde han haft tid til at bløde, og han havde blødt godt og grundigt.
Mitch talte otte huller i ryggen på bagsædet, skud, der var gået igennem fra bagagerummet. De sidste to var åbenbart gledet af eller blevet bremset af bagsædets ramme.
I ryggen på forsædet var der fem huller, men kun en enkelt kugle var gået helt igennem. Et slagmærke på lågen til handskerummet markerede slutpunktet for dens bane.
Han fandt et tomt hylster på gulvet foran passagersædet. Det kylede han ud i natten.
Når han kom op fra jordvejen og ud på asfalterede veje, måtte han overholde de angivne fartgrænser, selv om han havde travlt. Hvis en færdselsbetjent standsede ham og så et glimt af blodet og ødelæggelserne på bagsædet, ville Mitch formentlig komme til at spise på delstaten Californiens regning i lang tid.
De to lejemordere havde ikke taget nogen skovl med.
Så professionelle som de var, tvivlede han på, at de ville have ladet hans lig ligge og rådne op, hvor blaffere eller offroadracere kunne have fundet det. De var stedkendte og kendte sikkert et sted i området, der tjente som en naturlig grav, og som næppe ville blive fundet ved et tilfælde.
At lede efter denne gravplads om natten med en lommelygte tiltalte ikke Mitch. Heller ikke udsigten til den samling knogler, han måske ville finde der.
Han gik tilbage til ligene og befriede dem for deres tegnebøger for at gøre dem sværere at identificere. Han begyndte at føle mindre ubehag ved at håndtere dem - og denne nye indstilling foruroligede ham.
Efter at have slæbt ligene længere væk fra vejen stedte han dem til hvile i en tæt bevoksning af høje melbærris. Tæt løv af læderagtige blade skjulte dem for tilfældige blikke.
Selv om ørkenen virker ugæstfri for levende væsner, trives mange arter i den, og et antal af dem er ådselædere. I løbet af en time ville de første af disse blive tiltrukket af den dobbelte servering i melbærrisene.
Nogle var biller som den, de to mænd havde været forsigtige med ikke at træde på i bilpavillonens loggia.
Når det blev morgen, ville heden i ørkenen også begynde at gøre sit arbejde og væsentligt fremskynde opløsningsprocessen.
Hvis de nogen sinde blev fundet, ville de måske aldrig blive identificeret. Og ingen ville tage sig af, hvem af dem der havde skrækkelige ar efter akne, og hvem der havde et glat ansigt, og det ville også være ligegyldigt.
Da de havde været ved at lukke ham inde i bagagerummet i bilpavillonen, havde han sagt: Jeg ville ønske, vi ikke var nødt til at gøre det her.
Tja, sagde ham med den glatte hud, men sådan er det altså.
Endnu et stjerneskud fik ham til at kigge op på den klare himmel. Et kortvarigt, lysende ar, og så heledes himlen.
Han gik tilbage til bilen og lukkede bagagerummet.
Efter at have overvundet to erfarne dræbere burde han måske føle sig stærk, stolt og farlig. I stedet følte han sig endnu mere ydmyg.
For at spare sig selv for stanken af blod rullede han vinduerne ned i alle Chryslerens fire døre.
Motoren startede med det samme som en fuldtonende, kraftfuld sang. Han tændte forlygterne.
Til hans lettelse viste benzinmåleren, at tanken var næsten trekvart fuld. Han havde ikke lyst til at standse et offentligt sted, selv ikke ved en benzintank.
Han havde vendt bilen og kørt godt seks kilometer, da han kom op over en bakke og mødte et syn, der fik ham til at bremse helt op.
I en lille forsænkning i landskabet mod syd lå en sø af kviksølv med koncentriske ringe af glimtende diamanter i overfladen, der langsomt førtes rundt som af strømmen i en doven hvirvelstrøm, så majestætisk som en spiralgalakse.
Et øjeblik var sceneriet så uvirkeligt, at han troede, det måtte være en hallucination. Så forstod han, at det var en mark fuld af græs, måske egernhalebyg med dets lange fjerlignende blomsterstande og silkeagtige stakke.
Månen kastede sølvskær over blomsterstandene og slog gnister mod de blanke stakke. En modsatgående brise, en doven hvirvelvind, gled hen over forsænkningen med en sådan ynde og timing, at havde der været musik til denne græsdans, ville det have været en vals.
Der lå en skjult mening gemt i græsset, men lugten af blod bragte ham fra mysteriet tilbage til den almindelige verden.
Han fortsatte, til jordvejen sluttede, og drejede til højre, fordi han kunne huske, at de var drejet til venstre på vej herud. De asfalterede veje var godt afmærkede, og han kørte ikke tilbage til Campbells ejendom - som han håbede aldrig at se igen - men ud til motorvejen.
Trafikken var sparsom efter midnat. Han kørte nordpå, aldrig hurtigere end ti kilometer over fartgrænsen, en forseelse som sjældent blev straffet.
Det var en herlig bil, denne Chrysler Windsor. Det er sjældent, at døde mænd vender tilbage med så meget stil.
Mitch ankom til byen Orange klokken 2.20 og parkerede i en gade, der lå et lille stykke fra, hvor han boede.
Han rullede de fire ruder op og låste Chrysleren.
Han havde skjorten uden på bukserne for at skjule pistolen, som han havde stukket ned under bæltet. Våbnet havde tilhørt lejemorderen med det glatte ansigt, som havde sagt Dø, men ikke havde haft kræfter til at bøje pegefingeren en sidste gang. Den indeholdt otte patroner, men Mitch håbede ikke, at han fik brug for nogen af dem.
Han havde parkeret under et stort palisandertræ i fuldt flor, og da han trådte ind i lyset fra gadelygten, så han, at han gik på et tæppe af lilla blomsterblade.
Forsigtigt nærmede han sig sit hus ad stien bag det.
En raslen fik ham til at tænde sin lygte. Mellem to skraldespande, der var sat ud til morgenens afhentning, virrede en byvant pungrotte med sin lyserøde næse som en stor blegfjæset kat.
Mitch slukkede lygten og fortsatte hen til sin garage. Lågen ved hjørnet af bygningen var aldrig låst. Han gik gennem den ind i baghaven.
Nøglerne til huset var sammen med hans tegnebog og andre personlige effekter blevet konfiskeret i Campbells bibliotek.
Han opbevarede en ekstra nøgle i et lille nøgleskab, som med en kombinationshængelås var fastgjort til en ringbolt nederst på garagen bag en række azaleaer.
Han vovede at tænde lygten, men skærmede den med sine fingre, og delte azaleaerne. Han indstillede kombinationen, åbnede låsen og slukkede lygten.
Uden en lyd lukkede han sig ind i garagen med den samme nøgle som til selve huset.
Månen havde bevæget sig vestpå, og træerne lod ikke meget af dens lys trænge ind ad vinduerne. Han stod i mørket og lyttede.
Enten overbeviste stilheden ham om, at han var alene, eller også mindede mørket ham for meget om mørket i det bagagerum, han to gange var flygtet fra, og han tændte lyset i garagen.
Hans pickup stod, hvor han havde efterladt den. Hondaens plads var tom.
Han gik op ad trappen til loftet. Kasserne var stadig stablet, så de skjulte hullet i gelænderet.
Længst fremme på loftet opdagede han, at båndoptageren og det elektroniske lytteudstyr var forsvundet. En af kidnapperne måtte være kommet for at hente det.
Han spekulerede på, hvad de troede, der var sket med John Knox. Han frygtede, at Knox' forsvinden allerede havde fået konsekvenser for Holly.
Da han begyndte at ryste, tvang han sine tanker væk fra disse dystre spekulationer.
Han var ikke en maskine, og det var hun heller ikke. Deres liv havde mening, skæbnen havde haft et formål med at føre dem sammen, og de ville leve op til det formål.
Det var han nødt til at tro på. Uden det var han intet.
Han slukkede lyset i garagen og gik ind i huset ad bagdøren. Han var sikker på, at stedet ikke længere blev overvåget.
Den falske mordscene i køkkenet var stadig, som da han sidst var hjemme. Blodstænkene var nu tørre. Håndaftrykkene på skabslågerne var der stadig.
I det tilstødende bryggers tog han skoene af og undersøgte dem i det fluorescerende lys. Det overraskede ham, at han ikke fandt noget blod.
Der var heller ingen pletter på sokkerne. Han tog dem af alligevel og smed dem ind i vaskemaskinen.
Han fandt to små udtværede pletter på skjorten og bukserne. I skjortelommen fandt han vicekriminalkommissær Taggarts kort. Han beholdt kortet og smed tøjet i maskinen, hældte vaskepulver i og startede den.
Han gik hen til håndvasken og skrubbede hænder og underarme med sæbe og en blød børste. Han vaskede ikke beviser væk. Måske var det visse minder, han håbede at skylle ud i afløbet.
Han tørrede sig i ansigtet og nakken med en våd klud.
Han var dødtræt. Han havde brug for at hvile sig, men havde ikke tid til at sove. Og hvis han forsøgte at sove, ville rædsler, både kendte og navnløse, alligevel bare hjemsøge hans hjerne, kværne løs i ring og hyle højt, til han lå udmattet med vidåbne øjne.
Han gik tilbage til køkkenet iført sko og undertøj og med pistolen i hånden. Han tog en dåse Red Bull i køleskabet og tyllede den i sig for at få et skud koffein.
Da han var færdig med sin Red Bull, så han Hollys taske ligge åben på et af køkkenbordene. Den havde også været der tidligere.
Men tidligere havde han ikke givet sig tid til at bemærke affaldet, der lå spredt på bordet ved siden af tasken. Et sammenkrøllet stykke cellofan. En lille æske, hvor toppen var flået op. En brugsanvisning.
Holly havde taget en graviditetstest med hjem. Hun havde åbnet den og tydeligvis brugt den på et tidspunkt mellem, at han var kørt på arbejde, og kidnapperne havde taget hende.
Somme tider, når man som barn i indlæringsrummet ikke havde talt med nogen i lang tid og heller ikke havde hørt andre stemmer end sin egen, og når man var blevet nægtet mad - men aldrig vand - i op til tre dage, og man i en uge eller to ikke havde set lys bortset fra den korte daglige afbrydelse, når urinflaskerne og affaldsspanden blev byttet ud med nye beholdere, nåede man til et punkt, hvor stilheden og mørket ikke længere var forhold, men genstande med reel masse, genstande, der delte rummet med én, og som hele tiden voksede og krævede mere plads, indtil de, stilheden og mørket, masede til en fra alle sider og pressede en ned ovenfra, pressede en sammen til en ganske lille terning, som kroppen kun kunne være i, hvis den blev mast sammen, som en bil mases sammen på skrotpladsen. Midt i rædselen over denne ekstreme klaustrofobi sagde man til sig selv, at man ikke kunne udholde et minut mere, men det gjorde man, man udholdt et minut mere, og et til, og et til, en time, en dag udholdt man, og så gik døren op, forvisningen sluttede, og der var lys, i sidste ende var der altid lys.
Holly havde ikke røbet, at hun var gået over tiden. De havde før næret falske forhåbninger. Hun havde villet være helt sikker denne gang, inden hun fortalte ham det.
Mitch havde ikke troet på skæbnen. Det gjorde han nu. Og hvis en mand trods alt tror på skæbnen, må han tro på en, der er gylden, en, der stråler. Han kan ikke vente med at se, hvad der bliver serveret for ham, fanden heller. Han vil smøre tykt med skæbne på brødet og spise det rub og stub.
Med pistolen i hånden skyndte han sig op i soveværelset. Kontakten ved døren tændte en af de to natlamper.
Med én ting i tankerne gik han hen til klædeskabet. Det stod åbent.
Hans tøj var rodet. To par bukser var gledet ned fra bøjlerne og lå på bunden af skabet.
Han huskede ikke at have efterladt skabet i denne tilstand, men snuppede et par jeans fra bunden og tog dem på.
Han trak i en mørkeblå bomuldskjorte, vendte sig om fra skabet og så for første gang tøjet, der lå spredt på sengen. Et par lærredsbukser, en gul skjorte, hvide sportssokker, hvide underbukser og en hvid T-shirt.
Tøjet var hans. Han genkendte det.
Der var mørke blodpletter på det.
Nu kunne han kende plantede beviser, når han så dem. De ville hænge ham op på nok en grusomhed.
Han tog pistolen fra hylden i skabet, hvor han havde lagt den, mens han klædte sig på.
Døren stod åben ud til det mørke badeværelse.
Som en vandsøgers pilekvist førte pistolen ham ud i mørket. Da han gik over dørtrinnet, tændte han kontakten og trådte med tilbageholdt åndedræt ind i badeværelsets lysskær.
Han ventede at finde et eller andet grotesk i brusenichen eller noget ituslået i håndvasken. Men alt var, som det plejede.
Hans ansigt i spejlet var fortrukket af gru og så stramt som en knytnæve, men øjnene var så åbne som nogen sinde og var ikke længere blinde over for noget.
Da han vendte tilbage til soveværelset, bemærkede han noget, der ikke skulle være der, på natbordet med den slukkede lampe. Han tændte den.
Der stod to farverige, polerede kugler af dinosaurgødning på små bronzefødder.
Skønt de ikke var gennemsigtige, fik de ham til at tænke på krystalkugler og skumle spåkoner i gamle film, der forudsagde grumme skæbner.
"Anson," hviskede Mitch, og derpå et ord, der var udsædvanligt for ham. "Gud, åh Gud."
Den hårde blæst fra bjergene i øst kom normalt, når solen stod op eller gik ned. Nu, mange timer efter solnedgang og flere timer før solopgang, susede en kraftig forårsvind pludselig ned over lavlandet, som om den havde slået en stor dør op.
Mitch skyndte sig hen ad stien, hvor vinden hylede, hen til Chrysleren, men det var med tøvende hjerte som hos en mand, der tilbagelægger den korte tur fra sin celle på dødsgangen til henrettelsesrummet.
Han gav sig ikke tid til at rulle vinduerne ned. Mens han kørte, åbnede han bare det i førersiden.
En bister vind pustede ham i ansigtet og purrede op i hans hår med sit varme, vedholdende åndedræt.
Gale mennesker har ingen selvbeherskelse. De ser sammensværgelser overalt omkring sig og afslører deres vanvid med irrationel vrede og latterlig frygt. Virkelig vanvittige mennesker ved ikke, at de er skøre, og ser derfor ingen grund til at bære en maske.
Mitch ville helst tro, at hans bror var vanvittig. Hvis Anson i stedet handlede med koldblodig beregning, var han et uhyre. Hvis man beundrede og elskede et uhyre, burde man skamme sig over sin godtroenhed. Og hvad værre var, ens villighed til at lade sig bedrage gav uhyret større magt. Man delte i hvert fald en lille del af ansvaret for dets forbrydelser.
Anson manglede ikke selvbeherskelse. Han talte aldrig om sammensværgelser. Han var ikke bange for noget. Hvad masker angik, var han god til at aflede, havde et talent for forklædning, en særlig evne for at bedrage. Han var ikke sindssyg.
Langs de mørke veje svajede de høje palmer som gale kvinder, der i raserianfald slår med håret, og flaskerensertræer tabte millionvis af de lilla nåle, som var deres eksotiske blomsterblade.
Landet steg, og de lave bakker gik over i højere bakker, og luften var fyldt med papirstumper, blade, drager af avissider og store, gennemsigtige plasticposer, der svævede svulmende af sted som gopler.
Hans forældres hus var det eneste på vejen, hvor der var lys i vinduerne.
Måske skulle han have været diskret, men han parkerede i indkørslen. Han rullede vinduet op, lod pistolen ligge i bilen og tog lygten med sig.
Vinden var fyldt med kaotiske stemmer. Den var tung af eukalyptusduft og fik træernes skygger til at piske hen over havegangen.
Han ringede ikke på. Han nærede ingen falske forhåbninger, blot et forfærdeligt behov for at få klarhed.
Som han havde ventet, var huset ikke låst af. Han trådte ind i hall'en og lukkede døren efter sig.
Til venstre og til højre trak et utal af Mitch'er sig tilbage i spejlvæggene, alle med et gyseligt udtryk i ansigtet, alle sammen fortabte.
Huset var ikke stille, for vinden rev i vinduerne, sled i spærene, og eukalyptusgrene piskede mod murene.
Gulvet i Daniels arbejdsværelse glimtede af glasskår efter knuste udstillingshylder, og overalt lå der farverige, polerede kugler, som om en poltergejst havde spillet billard med dem.
Mitch gennemgik stueetagen rum for rum og tændte lys, hvor det var slukket. Sandt at sige regnede han ikke med at finde mere på denne etage i det store hus, og det gjorde han heller ikke. Han sagde til sig selv, at han bare var grundig. Men han vidste, at han bare udsatte opstigningen til første sal.
Ved foden af trappen kiggede han op og hørte sig selv sige: "Daniel," men ikke højt, og "Kathy" med samme stemme.
Det, der ventede Mitch, burde være noget, man gik ned til. At gå op til det virkede forkert. Gravmæler anlægges ikke i toppen af tårne.
Mens han gik opad, tog naturens lange udånding til i kraft. Vinden slog mod vinduerne. Loftsbjælker knagede.
Oven for trappen lå der en sort genstand på det bonede gulv. Den havde form som en elektrisk barbermaskine, men var lidt større. I den aktive ende sad to glinsende metalstave med ti centimeters mellemrum.
Han tøvede og samlede den så op. På den ene side af dimsen sad en kontakt. Når han trykkede på den, stod der en hvid bue af elektricitet mellem metalstavene, polerne.
Dette var en strømpistol, et våben til selvforsvar. Daniel og Kathy havde næppe brugt den til at forsvare sig med.
Det var mere sandsynligt, at Anson havde taget den med og havde angrebet dem med den. En strømpistol kan lamme en mand i flere minutter, så han ligger hjælpeløs, mens forstyrrede nerveimpulser får hans muskler til at trække sig sammen i krampe.
Selv om Mitch vidste, hvor han var nødt til at gå hen, udsatte han det skrækkelige øjeblik og gik ind i forældrenes soveværelse.
Alt lys var tændt, bortset fra en natlampe, der var væltet ned på gulvet, så pæren var gået. Sengetøjet var i uorden. Puderne var gledet ned fra sengen.
De sovende var bogstavelig talt blevet stødt ud af sengen.
Daniel havde en stor samling slips, og cirka en snes af dem lå spredt på gulvtæppet. Silkeslanger i klare farver.
Mitch kiggede ind ad andre døre, men gav sig ikke tid til at undersøge rummene grundigt og bevægede sig støt ned mod værelset for enden af den korteste af førstesalens to gange.
Døren her lignede alle de andre, men da han åbnede den, stod han over for en anden dør. Denne var tykt polstret og dækket med sort stof.
Han rystede over hele kroppen og tøvede. Han havde regnet med, at han aldrig ville komme tilbage hertil, aldrig mere krydse denne dørtærskel.
Den inderste dør kunne kun åbnes ude fra gangen, ikke inde fra rummet bag den. Han drejede dørgrebet. De nøje tilpassede gummilister, der greb ind i hinanden, skiltes med en sugende lyd, da han skubbede døren op.
Indenfor var der ingen lamper, intet lys i loftet. Han tændte lygten.
Efter at Daniel egenhændigt havde beklædt gulv, vægge og loft med et halvtreds centimeter tykt lag af forskellige lydisolerende materialer, var værelset reduceret til et vinduesløst kvadrat på tre gange tre meter. Der var knap to meter til loftet.
Det sorte stof, som alle vægge var beklædt med, tæt vævet og uden genskin, sugede lygtens stråle til sig.
Modificeret sanseberøvelse. De sagde, det var et redskab til disciplinering, ikke en straf, en metode til at vende sindet indad for at lære sig selv at kende, en teknik, ikke en torturmetode. Der var udgivet talrige undersøgelser om fortræffelighederne ved en vis form for sanseberøvelse.
Daniel og Kathy lå ved siden af hinanden, hun i sin pyjamas, han i sit undertøj. Deres hænder og fødder var bundet med slips. Knuderne var ondskabsfuldt stramme, skar sig ind i kødet.
Slipsene omkring håndleddene og anklerne var forbundet med endnu et slips, som var strammet til for yderligere at begrænse ofrenes bevægelsesfrihed.
De var ikke blevet kneblet. Måske havde Anson villet have en samtale med dem.
Og skrig kunne ikke slippe ud af indlæringsrummet.
Selv om Mitch stod foroverbøjet lige inden for døren, sled den aggressive stilhed i ham, som kviksand trækker i sit bytte, som tyngdekraften hiver i den faldende genstand. Hans hastige, stødvise åndedræt blev dæmpet til en hvæsende hvisken.
Han kunne ikke høre blæsevejret mere, men han var sikker på, at vinden holdt ved.
Det var sværere at se på Kathy end på Daniel, skønt ikke så svært som Mitch havde ventet. Hvis han kunne have afværget dette, var han gået mellem dem og sin bror. Men nu hvor det var sket... var det sket. Og hans hjerte snarere sank end veg tilbage, og han følte sig nedslået, men ikke fortvivlet.
Daniels ansigt med de åbne øjne var fortrukket i rædsel, men der var tydeligt også forvirring i det. Lige til næstsidste sekund måtte han have undret sig over, hvordan dette kunne ske - hvordan Anson, hans eneste succes, kunne blive hans død.
Der var utallige systemer inden for børneopdragelse, som ikke tog livet af nogen, i hvert fald ikke af de mænd og kvinder, der viede deres liv til at udtænke og udvikle disse teorier.
Daniel og Kathy var blevet lammet med stød, bundet og - måske efter en samtale - stukket ihjel. Mitch dvælede ikke ved sårene.
Våbnene var en hækkesaks og en planteske.
Mitch genkendte dem fra redskabshylderne i sin garage.
Mitch lukkede ligene inde i indlæringsrummet og satte sig øverst på trappen for at tænke. Angst og chok og Red Bull kunne ikke klare hans tanker så godt, som fire timers søvn ville have gjort.
Vinden kastede sine bataljoner mod huset, og væggene rystede, men modstod belejringen.
Mitch kunne have grædt, hvis han havde turdet give tårerne frit løb, men han ville ikke have vidst, hvem han græd over.
Han havde aldrig set Daniel eller Kathy græde. De troede på anvendt fornuft og 'gensidigt støttende analyse' i stedet for flyvske følelser.
Hvordan skulle man kunne græde over dem, der aldrig græd over sig selv, men som talte og talte sig gennem deres skuffelser, deres uheld og selv deres sorger?
Ingen, der kendte sandheden om familien, ville bebrejde ham, hvis han græd over sig selv, men han havde ikke grædt over sig selv, siden han var fem, fordi han ikke ville give dem tilfredsstillelsen ved hans tårer.
Han ville ikke græde over sin bror.
Den medynk, han før havde følt for Anson, var fordampet nu. Den var ikke boblet væk her i indlæringsrummet, men i bagagerummet på den fine gamle Chrysler.
Under køreturen nordpå fra Rancho Santa Fe, hvor han havde rullet alle fire vinduer ned for at lufte ud i bilen, havde han ladet trækvinden blæse alle illusioner og selvbedrag bort. Den bror, han troede, han kendte, og som han troede, han elskede, havde i virkeligheden aldrig eksisteret. Det var ikke et virkeligt menneske, Mitch havde elsket, men en psykopats facade, et spøgelse.
Nu havde Anson grebet chancen for at hævne sig på Daniel og Kathy og hænge sin bror, som han troede aldrig ville blive fundet, op på forbrydelsen.
Hvis der ikke blev betalt løsepenge, ville kidnapperne dræbe Holly og måske smide hendes lig i havet. Mitch ville blive dømt for mordet på hende - og på en eller anden måde også for drabet på Jason Osteen.
Tv-stationernes programmer om virkelige forbrydelser ville elske et sådant massemord. Hvis han forsvandt - og i virkeligheden lå død i en ørkengrav - ville eftersøgningen efter ham være deres tophistorie i flere uger, om ikke måneder.
Med tiden ville han måske blive en legende som D.B. Cooper, flykapreren, der for flere årtier siden var sprunget ud i faldskærm fra et fly med en formue i kontanter og ikke var set siden.
Mitch overvejede at gå tilbage til indlæringsrummet og hente hækkesaksen og planteskeen. Tanken om at vride redskabernes blade ud af ligene frastødte ham. Han havde gjort det, der var værre, inden for de seneste timer, men dette kunne han ikke.
Desuden havde den snedige Anson formentlig plantet andre falske beviser ud over haveredskaberne. Det ville tage tid at finde dem, og Mitch havde ingen tid tilovers.
Ifølge hans armbåndsur var klokken seks minutter over tre om morgenen. Om mindre end ni timer ville kidnapperne ringe hjem til Anson med yderligere instrukser.
Der var femogfyrre af de oprindelige tres timer tilbage, til fristen udløb onsdag midnat.
Dette ville være slut længe før. Ny udvikling krævede nye regler, og dem ville Mitch bestemme.
Vinden hylede som ulve, der kaldte på ham i natten.
Da han havde slukket lyset på første sal, gik han ned i køkkenet. Før i tiden havde Daniel altid haft en æske Hershey-chokolade i køleskabet. Daniel foretrak sin chokolade kold.
Æsken stod og ventede på nederste hylde, der manglede kun en enkelt chokoladebar. Det havde altid været Daniels slik, som ingen andre måtte røre.
Mitch tog hele æsken. Han var for udmattet og for anspændt til at være sulten, men han håbede, at sukker kunne udgøre en erstatning for søvn.
Han slukkede lyset i stueetagen og gik ud ad hoveddøren.
Koste af nedfaldne palmeblade fejede gaden, og i halen på dem kom en skraldespand rullende og udspyede sit indhold. Balsaminerne knækkede og faldt fra hinanden, buske rystede, som prøvede de at trække sig selv op med rode, en flået markise - egentlig grøn, men sort i dette lys - flagrede vildt som en eller anden dæmonstats flag, eukalyptustræerne gav vinden tusind hvislende stemmer, og det var, som om månen skulle blive blæst bort og stjernerne pustet ud som stearinlys.
I den hjemsøgte Chrysler begav Mitch sig ud for at finde Anson.
Holly arbejder med sømmet, selv om hun ikke gør nogen fremskridt med det, for hvis hun ikke arbejder med sømmet, vil hun ikke have noget at foretage sig, og uden noget at foretage sig vil hun blive skør.
Af en eller anden grund husker hun Glenn Close spille vanvittig kvinde i Farligt begær. Selv om hun skulle blive skør, er Holly ikke i stand til at koge nogens yndlingskanin i en gryde, medmindre selvfølgelig at hendes familie sulter og ikke har noget at spise, eller kaninen er besat af en ond ånd. Så gælder der helt andre regler.
Pludselig begynder sømmet at rokke sig, og det er spændende. Hun er så ophidset, at hun næsten får brug for det bækken, kidnapperne har givet hende.
Hendes begejstring fortager sig, da hun i løbet af den næste halve time kun får sømmet cirka en halv centimeter op af gulvbrættet. Så sætter det sig fast og vil ikke længere.
Men en halv centimeter er bedre end ingenting. Sømmet er måske otte centimeter langt. Alt i alt har hun - minus de pauser, hun holdt for at spise den pizza, de lod hende få, og for at hvile fingrene - måske brugt syv timer på sømmet. Hvis hun kan liste det op bare lidt hurtigere, to en halv centimeter om dagen, vil hun, når tidsfristen udløber onsdag ved midnatstid, kun mangle to en halv centimeter.
Hvis Mitch skulle have skaffet løsepengene til den tid, bliver de alle sammen bare nødt til at vente en dag mere, til hun får trukket det fordømte søm op.
Hun har altid været optimist. Folk har kaldt hende livlig og munter og opløftende og boblende. En surmuler, som var irriteret over hendes utrætteligt lyse syn på verden, spurgte hende engang, om hun var barn af Mickey Mouse og Klokkeblomst.
Hun kunne have været ond og fortalt ham sandheden: at hendes far døde i en færdselsulykke, og hendes mor i barselseng, og at hun var blevet opdraget af en bedstemor med masser af kærlighed og munterhed.
I stedet sagde hun til ham: Ja, men Klokkeblomst har ikke hofter til at føde et barn, så Andersine var rugemor.
Lige i øjeblikket finder hun det, ganske ukarakteristisk, svært at holde modet oppe. At blive kidnappet lammer lattermusklerne.
Hun har knækket to negle, og hendes fingerspidser er ømme. Hvis hun ikke havde viklet kanten af sin bluse om fingrene for at beskytte dem, mens hun arbejdede med sømmet, ville de formentlig bløde.
I det store perspektiv er disse skader ubetydelige. Hvis hendes bortførere begynder at skære hendes fingre af, som de lovede Mitch, se, det ville være noget at beklage sig over.
Hun holder en pause fra arbejdet med sømmet. Hun lægger sig i mørket på luftmadrassen.
Selv om hun er udmattet, forventer hun ikke at falde i søvn. Men så drømmer hun om at være et andet sted uden lys end det rum, hvor kidnapperne har anbragt hende.
I drømmen er hun ikke lænket til en ringbolt i gulvet. Hun går i mørke med en bylt i armene.
Hun er ikke i et værelse, men i en række gange. Et virvar af tunneler. En labyrint.
Bylten bliver tung. Hun får ondt i armene. Hun ved ikke, hvad hun bærer på, men der vil ske noget frygteligt, hvis hun lægger det fra sig.
Et svagt lys tiltrækker hende. Hun kommer til et kammer, der er oplyst af et enkelt stearinlys.
Mitch er her. Hun er så glad for at se ham. Hendes far og mor, som hun aldrig har kendt fra andet end fotografier, er her også.
Bylten i hendes arme er en sovende baby. Hendes sovende baby.
Hendes mor kommer smilende hen imod hende for at tage barnet. Holly har ondt i armene, men hun holder fast på den dyrebare bylt.
Mitch siger: Giv os barnet, skat. Han bør være hos os. Du hører ikke til her.
Hendes forældre er døde, og det er Mitch også, og hvis hun giver slip på barnet, vil det ikke længere bare sove.
Hun nægter at aflevere sin søn til dem - og så ligger han på en eller anden måde i hendes mors arme. Hendes far puster lyset ud.
Holly vækkes af et hylende bæst, som bare er vinden, men tilstrækkelig meget bæst til at hamre på væggene og ryste støv ned fra loftsbjælkerne.
Et blødt lysskær, ikke et stearinlys, men en lille lommelygte letter minimalt på det mørke, hun bliver holdt fanget i. Den afslører den strikkede skimaske, de sprukne læber og de safirblå øjne, der tilhører en af hendes kidnappere, som er knælet ned foran hende - ham, hun er bange for.
"Jeg har taget slik med til dig," siger han.
Han rækker hende en Mr. Goodbar.
Hans fingre er lange og hvide. Neglene er bidt ned.
Holly bryder sig ikke om at røre noget, han har rørt ved. Hun skjuler sit ubehag og tager imod chokoladebaren.
"De sover. Jeg har vagten." På gulvet foran hende sætter han en coladåse med perlende, iskoldt kondensvand. "Kan du lide Pepsi?"
"Ja. Tak skal du have."
"Kender du Chamisal, New Mexico?" spørger han.
Han har en blød, musikalsk stemme. Det kunne næsten være en kvindestemme, men ikke helt.
"Chamisal?" siger hun. "Nej. Der har jeg aldrig været."
"Jeg har oplevet ting og sager der," siger han. "Mit liv ændrede sig."
Vinden brager, og noget rasler på taget, og hun bruger støjen som undskyldning for at kigge op og håber at se en mindeværdig detalje i sit fængsel til en senere vidneforklaring.
Hun blev bragt hertil med bind for øjnene. Til sidst var de kommet op ad en smal trappe. Hun tror nok, hun er på et loft.
Halvdelen af lygteglasset er tapet over. Loftet forbliver usynligt i mørket. Lyset rækker kun til den nærmeste bræddevæg, og alt andet rundt om hende ligger hen i mørke.
De passer på.
"Har du været i Rio Lucio, New Mexico?" spørger han.
"Nej. Der har jeg heller ikke været."
"I Rio Lucio er der et lille pudset hus, der er malet blåt med gule kanter. Hvorfor spiser du ikke chokoladen?"
"Jeg gemmer den til senere."
"Hvem ved, hvor lang tid nogen af os har?" spørger han. "Nyd den nu. Jeg vil gerne se dig spise."
Modstræbende piller hun papiret af chokoladen.
"I det blå og gule hus i Rio Lucio bor der en helgenagtig kvinde ved navn Ermina Lavato. Hun er tooghalvfjerds."
Han tror, at udtalelser som denne udgør en samtale. Hans pauser antyder, at der er indlysende svar, som Holly kan deltage med.
Efter at have slugt en bid chokolade siger hun: "Er du i familie med Ermina?"
"Nej. Hun er af spansk afstamning. Hun laver fremragende kyllingefajitas i et køkken, der ser ud, som om det stammer fra 1920'erne."
"Jeg er ikke den store kok," siger Holly hen for sig.
Hans blik er naglet til hendes mund, og hun bider af sin Mr. Goodbar med følelsen af, at hun foretager sig noget uanstændigt.
"Ermina er meget fattig. Huset er lille, men meget smukt. Rummene er malet i hver sin beroligende farve."
Mens han stirrer på hendes mund, gengælder hun granskningen i den udstrækning, hans maske tillader det. Hans tænder er gule. Fortænderne er skarpe, hjørnetænderne usædvanligt spidse.
"I hendes soveværelse er der toogfyrre billeder af Jomfru Maria."
Hans læber ser ud, som om de altid er sprukne. Indimellem tygger han på de løse hudflapper, når han ikke taler.
"I dagligstuen er der niogtredive billeder af Jesu Hellige Hjerte gennemboret af torne."
Sprækkerne i hans læber glinser, som om de kunne begynde at bløde.
"I Ermina Lavatos baghave har jeg begravet en skat."
"Som en gave til hende?" spørger Holly.
"Nej. Hun ville ikke bryde sig om det, jeg begravede. Drik din Pepsi."
Hun har ikke lyst til at drikke af en dåse, han har haft i hænderne. Hun åbner den alligevel og tager en slurk.
"Kender du Penasco, New Mexico?"
"Jeg har ikke rejst meget i New Mexico."
Han er tavs et øjeblik, og vinden hyler ind i hans tavshed, og hans blik glider ned til hendes hals, da hun synker colaen. "Mit liv ændrede sig i Penasco."
"Jeg troede, det var i Chamisal."
"Mit liv har tit ændret sig i New Mexico. Det er et sted for forandringer og store mysterier."
Holly har tænkt på, om hun kan bruge dåsen til noget, og sætter den til side i håb om, at han vil lade hende beholde den, hvis hun ikke har drukket Pepsien, inden han går.
"Du ville synes om Chamisal, Penasco, Rodarte, så mange smukke og mystiske steder."
Hun overvejer sine ord, inden hun taler: "Lad os håbe, jeg lever længe nok til at opleve dem."
Han møder hendes blik direkte. Hans øjne er blå som en himmel, der er mørk som tegn på en nærtforestående storm, selv om der ikke er nogen skyer.
Med en stemme, der er endnu blødere end ellers, ikke hviskende, men med en stille ømhed siger han: "Kan jeg fortælle dig noget i al fortrolighed?"
Hvis han rører hende, vil hun skrige, til hun vækker de andre.
Han tolker hendes mine som et ja og siger: "Vi var fem, nu er vi kun tre."
Dette er ikke, hvad hun havde ventet. Hun fastholder hans blik, selv om det gør hende urolig.
"Vi dræbte Jason for at øge den enkeltes andel."
Hun krymper sig indvendig over afsløringen af et navn. Hun ville ikke kende navne eller se ansigter.
"Nu er Johnny Knox forsvundet," siger han. "Johnny stod for overvågning, og han har ikke rapporteret tilbage. Vi andre tre - vi har ikke aftalt at dele mellem mindre end fire. Det har aldrig været på tale."
Mitch, tænker hun straks.
Udenfor skifter vinden toneleje. Den holder op med at hvine og bruser med et kraftigt sus, der råder Holly til at tie.
"De to andre var ude for at ordne nogle ærinder i går," fortsætter han, "hver for sig og på forskellige tidspunkter. En af dem kunne have dræbt Johnny."
For at belønne ham for disse afsløringer tager hun en bid mere af chokoladen.
Han kigger igen på hendes mund og siger: "Måske har de aftalt at dele byttet i to. Eller måske vil en af dem have det hele."
Det må ikke se ud, som om hun vil så splid, så hun siger: "Det ville de vel ikke gøre."
"Jo, måske," siger han "Kender du Vallecito, New Mexico?"
Holly slikker chokolade af læberne og svarer: "Nej."
"Barsk," siger han. "Mange af disse steder er barske, men meget smukke. Mit liv ændrede sig i Vallecito."
"Hvordan ændrede det sig?"
I stedet for at svare siger han: "Du skulle se Las Trampas, New Mexico, i snevejr. Små spredte huse, hvide marker, lave bakker med krat og himlen så hvid som markerne."
"Du er noget af en poet," siger hun og mener det halvt om halvt.
"De har ingen kasinoer i Las Vegas, New Mexico. De har liv, og de har mystik."
Han samler sine hvide hænder, ikke eftertænksomt og bestemt ikke i bøn, men som om de hver har deres egen bevidsthed, som om de godt kan lide at mærke hinanden.
"I Rio Lucio har Eloisa Sandoval et alter for Sankt Antonius i sit lille lerstenskøkken. Tolv keramiske figurer arrangeret i rækker, en for hvert barn og barnebarn. Levende lys hver aften i vespertimen."
Hun håber, at han vil afsløre mere om sine kumpaner, men hun ved, at hun må virke oprigtigt optaget af alt, hvad han siger.
"Ernest Sandoval kører i en Chevrolet Impala fra '64 med et rat lavet af enorme led fra en stålkæde, specialmalet instrumentbræt og rødt fløjl i loftet."
De lange fingre med flade fingerspidser gnider mod hinanden, gnider og gnider.
"Ernest interesserer sig for helgener, som hans fromme kone ikke kender til. Og han kender... nogle forbløffende steder."
Chokoladen er begyndt at klumpe i munden på Holly, den klæber i halsen, men hun tager en bid mere.
"Der findes urgamle ånder i New Mexico, fra før mennesket eksisterede. Er du en søgende?"
Hvis hun opmuntrer ham for meget, vil han opfatte hende som uoprigtig. "Det tror jeg ikke. Somme tider føler vi alle, at... der mangler noget. Men sådan er det for alle. Det er menneskets natur."
"Jeg ser en søgende i dig, Holly Rafferty. Et ganske lille frø af åndelighed, der venter på at spire."
Hans øjne er så klare som en bjergbæk, men på bunden er der sære former indhyllet i dynd, som hun ikke kan identificere.
Hun sænker blikket og siger beskedent: "Jeg er bange for, at du ser for meget i mig. Jeg er ikke til dybe tanker."
"Hemmeligheden er at lade være med at tænke. Vi tænker i ord. Og det, der ligger bag den virkelighed, vi ser, kan ikke udtrykkes i ord. Hemmeligheden er at føle."
"Der kan du bare se, for dig er det en enkel tanke, men for mig er selv det for dybt." Hun ler stille ad sig selv. "Min største drøm er at blive ejendomsmægler."
"Du undervurderer dig selv," siger han. "Inde i dig findes... enorme muligheder."
Hans store knoklede håndled og lange blege hænder er fuldstændig hårløse, enten fra naturens hånd, eller fordi han bruger hårfjerner.
Mitch kørte forbi Ansons hus i Corona del Mar med blæsten som truende trolde i det nedrullede vindue.
Store flødefarvede blomster var blevet rystet ned fra den store magnolie og var blæst sammen i en drive ved hoveddøren, hvor de kunne ses i skæret fra lampen ved døren, som var tændt hele natten. Ellers var huset mørkt.
Han troede ikke, at Anson var taget hjem, havde vasket op og var gået glad i seng næsten lige efter at have dræbt deres forældre. Han måtte være taget et eller andet sted hen - og være ude på et eller andet.
Mitchs Honda holdt ikke længere uden for huset, hvor han havde sat den, da han var taget herhen på kidnappernes ordre.
Han parkerede en gade væk, spiste en Hershey's, rullede vinduet op og låste Chrysleren af. Desværre skilte den sig ud mellem de omkringstående moderne biler, som et museumsstykke i en spillearkade.
Mitch gik hen til gyden, hvorfra der var adgang til Ansons garage. Der var tændt lys i hele underetagen i den bageste lejlighed over de to dobbelte garager.
Nogle mennesker kunne have arbejde, der holdt dem oppe klokken lidt over halv fire om morgenen. Eller kunne lide af søvnløshed.
Mitch stod med god afstand mellem benene for at modstå den kraftige blæst. Han studerede de høje vinduer, hvor gardinerne var trukket for.
Siden Campbells bibliotek var han trådt ind i en anden verden. Nu så han alt tydeligere, end han havde set det tidligere.
Hvis Anson havde otte millioner dollars og en fuldt ud betalt yacht, ejede han formentlig begge lejligheder og ikke kun den ene, som han havde påstået. Han boede i den forreste lejlighed og brugte den bageste som det kontor, hvor han anvendte teoretisk lingvistik til computerprogrammer, eller hvad fanden det var, han var blevet rig på.
Den flittige natugle bag gardinerne var ikke en nabo. Det var Anson selv, der sad deroppe foran en computer.
Måske udstak han en kurs for yachten til en sikker havn langt væk fra lovens lange arm.
Der var en låge ind til en smal gangsti ved siden af garagen. Mitch fulgte stien ind i gårdhaven, der lå mellem de to lejligheder. Lyset i gården var slukket.
Langs kanten af den flisebelagt gårdhave var der blomsterbede fyldt med himmelsk bambus og forskellige bregner samt ananas- og flamingoblomster, som gav afveksling med deres røde blomster.
Husene for og bag, de høje rækværker på siderne og nabohusene, som lå sammenklemt på deres små jordlodder, skærmede alle sammen for vinden. Skønt der stadig kom kraftige vindstød, slap en mere afdæmpet version ned ad skråtagene og dansede med gårdhavens planter i stedet for at piske dem.
Mitch smuttede ind under de buede vifter på en træbregne, der svajede og rystede. Der krøb han sammen og stirrede ud i gårdhaven.
Skørtet af brede, lange bregneblade løftede sig og sank, løftede sig og sank, men gårdhaven var på intet tidspunkt skærmet helt af for ham. Hvis han var på vagt, ville han ikke kunne undgå at få øje på en mand, der gik fra den bageste lejlighed over til den forreste.
I ly af træbregnens løv kunne han lugte frodig plantejord, uorganisk gødning og den svagt moskusagtige duft af mos.
I starten trøstede disse dufte ham og mindede ham om dengang, da livet var enklere, for bare seksten timer siden. Men efter nogle minutter fik de blandede dufte ham til at tænke på lugten af blod.
I lejligheden over garagerne blev lyset slukket.
Måske hjulpet af blæsten smækkede en dør i. Vindens kor af stemmer kvalte ikke helt lyden af tunge, hurtige skridt, der kom ned ad den udvendige trappe til gårdhaven.
Mellem bregnebladene anede Mitch en bamseagtig skikkelse på vej hen over gården.
Anson var ikke klar over, at hans bror nærmede sig bagfra, og udstødte først et halvkvalt skrig, da strømpistolen kortsluttede hans nervesystem.
Mitch holdt sig lige bag ham, da Anson vaklede fremad og forsøgte at holde sig på benene. Strømpistolen afgav nok en dosis på halvtreds tusind volt.
Anson ramte gårdens stenbelægning. Han rullede om på ryggen. Hans kraftige krop vred sig, armene flagrede slapt. Hovedet rullede fra side til side, og han lavede lyde, der kunne tyde på, at han var ved at sluge sin tunge.
Mitch ønskede ikke, at Anson skulle sluge sin tunge, men han ville heller ikke gøre noget for at forhindre det.
Apokalyptiske horder af vindblæste vinger slår mod murene og fejer hen over taget, og selve mørket synes at vibrere.
De hårløse hænder, hvide som duer, gnider hinanden i det svage skær fra den halvt skærmede lommelygte.
Den blide stemme underholder hende: "I El Valle, New Mexico, er der en kirkegård, hvor græsset sjældent bliver slået. På nogle grave er der sten, på andre ikke."
Holly har spist al chokoladen. Hun føler sig halvsløj. Hendes mund smager af blod. Hun skyller den med Pepsi.
"Nogle få grave uden sten er omgivet af små stakitter, som er lavet af stumper fra gamle frugt- og grønsagskasser."
Alt dette fører et eller andet sted hen, men hans tanker bevæger sig ad neurale baner, der kun kan forudses af en hjerne så forskruet som hans.
"De efterladte maler stakitterne i klare farver - dueblå, lysegrøn, gul som falmede solsikker."
Lige nu føler hun sig mindre frastødt af hans øjne end af hans hænder, trods de hårde gåder, der skjuler sig bag deres blide farve.
"Under en kvart måne, flere timer efter at en ny grav var kastet til, arbejdede vi lidt med skovlene og åbnede en trækiste med et barn i."
"Gul som falmede solsikker," gentager Holly og prøver at fylde tankerne med denne farve som værn mod billedet af et barn i en kiste.
"Hun blev otte, kræften tog hende. De begravede hende med en Sankt Christopher-medaljon i venstre hånd og en lille porcelænsfigur af Askepot i den højre, for hun elskede den historie."
Solsikkerne holder ikke, og Holly ser for sit indre blik de små hænder, der knuger sig til helgenens beskyttelse og løftet til den fattige pige, som blev til en prinsesse.
"Efter at have ligget nogle timer i en uskyldigs grav havde disse genstande opnået stor kraft. De var tvættet af døden og poleret af ånder."
Jo længere hun ser ham øjnene, jo mindre velkendte forekommer de hende.
"Vi tog medaljonen og den lille figur ud af hænderne på hende og erstattede dem med... andre genstande."
En hvid hånd forsvinder ned i en lomme på hans sorte jakke. Da den kommer frem igen holder den Sankt Christopher-medaljonen i en sølvkæde.
"Her. Tag den," siger han.
At genstanden kommer fra en grav virker ikke frastødende på hende, men at den er taget ud af hånden på et dødt barn generer hende.
Der foregår mere her, end han udtrykker med ord. Der er en skjult mening, som Holly ikke forstår.
Hun fornemmer, at det vil få frygtelige konsekvenser, hvis hun af en eller anden grund afviser medaljonen. Hun rækker højre hånd frem, og han lader medaljonen falde ned i den. Kæden lægger sig i tilfældige spiraler i håndfladen.
"Kender du Espanola, New Mexico?"
Hun lukker hånden om medaljonen og svarer: "Endnu et sted, jeg er gået glip af."
"Mit liv vil ændre sig der," afslører han, idet han tager lygten og rejser sig op.
Han efterlader hende i totalt mørke med den halvtømte coladåse, som hun har ventet, at han ville tage med. Hendes hensigt er - eller havde været - at klemme dåsen sammen og lave en slags miniature-brækjern, hun kunne bruge på det genstridige søm.
Sankt Christopher-medaljonen vil være bedre. Den er støbt i messing og belagt med sølv eller nikkel og er meget hårdere end dåsens bløde aluminium.
Hendes fangevogters besøg har forandret dette mørke rum. Før havde det været et ensomt mørke. Nu forestiller Holly sig, at det er beboet af rotter og kakerlakker og myriader af kryb.
Anson faldt tungt foran bagdøren, og vinden syntes at applaudere hans kollaps.
Han vred sig i kramper som en skabning, der var vant til at filtrere sin ilt fra vand og nu lå hjælpeløs på stranden. Hans hænder flagrede, og knoerne slog mod gårdens stenbelægning.
Han så måbende op på Mitch og bevægede munden, som om han forsøgte at tale, eller måske prøvede han at skrige af smerte. Det eneste, der kom ud, var et spinkelt hvin, en lyd så tynd som en sytråd, som om hans luftrør havde snøret sig fuldstændig sammen.
Mitch tog i døren. Ulåst. Han skubbede den op og gik ind i køkkenet.
Lyset var slukket. Han tændte det ikke. Han vidste ikke, hvor længe virkningen ville holde sig, men håbede på mindst et minut eller to. Han lagde strømpistolen på køkkenbordet og vendte tilbage til den åbne dør.
Han greb forsigtigt Anson om anklerne, men hans bror var ikke i stand til at sparke ham. Mitch halede ham ind i huset og skar en forpint grimasse, da Ansons hoved bumpede mod det høje dørtrin.
Han lukkede døren og tændte lyset. Skodderne var for, som de havde været, da han og Anson blev ringet op af kidnapperne.
Gryden med zuppa massaia stod stadig på komfuret, kold, men velduftende.
Ved siden af køkkenet lå bryggerset. Han tjekkede det og fandt det, som han huskede det: lille og uden vinduer.
De fire retro-chikke spisestole omkring bordet i køkkenet var af rustfrit stål med rød vinyl. Han flyttede en af dem ud i bryggerset.
Nede på gulvet holdt Anson om sig selv, som om han frøs, men sandsynligvis i et forsøg på at standse rykkene i kroppen og få kontrol over de mindre dramatiske, men stadig vedvarende muskelkramper, mens han udstødte ynkelige lyde som en hund i smerte.
Hans pine kunne være reel. Men den kunne også være skuespil. Mitch holdt sig på sikker afstand.
Han tog strømpistolen. Han rakte også om på ryggen og tog pistolen, som han havde stukket ned i bæltet.
"Anson, jeg vil have dig til at rulle om på maven."
Brorens hoved vippede fra side til side, ikke afvisende, men måske ufrivilligt.
Forventningen om hævn havde på sin vis været som en anden form for sød rus. I virkeligheden var der intet ved det, der smagte sødt.
"Hør efter. Jeg vil have dig til at rulle om på maven og kravle ud i bryggerset, så godt du kan."
Der sivede spyt ud af Ansons mund. Hans hage glinsede.
"Jeg giver dig chancen for at gøre det på den lette måde."
Anson virkede fortsat, som om han var desorienteret og havde svært ved at styre sin krop.
Mitch spekulerede på om to stød lige efter hinanden, og det andet måske for langvarigt, kunne have forvoldt permanent skade. Anson lod til at være blevet mere end lammet.
Den store mands fald kunne have rummet et element af tragik, hvis han var faldet fra højderne, men han var sunket fra lavt til lavere.
Mitch hersede med ham og gentog de samme kommandoer. "For fanden, Anson," sagde han så, "hvis du ikke tager dig sammen, giver jeg dig et tredje stød og slæber dig derind."
Bagdøren klaprede og afledte Mitchs opmærksomhed. Det var kun blæstens hånd, der testede låsen med et kraftigt vindstød, som fejede gennem den afskærmede gård.
Da han igen kiggede på Anson, så han et vågent glimt i brorens øjne, en kold beregning, som forsvandt i denne fortinnede omtågethed. Anson vendte det hvide ud af øjnene.
Mitch ventede et halvt minut. Så gik han hurtigt hen mod sin bror.
Anson fornemmede, at han kom, og i den tro, at han ville bruge strømpistolen, satte han sig op og for at spærre for den, forsøge at få den fra Mitch.
I stedet affyrede Mitch et skud, der med vilje ikke ramte hans bror, men var meget tæt på. Da pistolen knaldede, veg Anson overrasket tilbage, og Mitch hamrede pistolen ind i siden på hans hoved, hårdt nok til at gøre rigtig ondt - hårdt nok, skulle det vise sig, til at slå ham bevidstløs.
Tanken havde været at få Anson til at samarbejde ved at overbevise ham om, at det ikke var den samme Mitch, han havde med at gøre. Men det her fungerede også.
Han er ikke tung, han er min bror. Pladder. Han var Mitchs bror, og han var tung.
At slæbe ham hen over det bonede gulv i køkkenet og ud i bryggerset viste sig at være vanskeligere, end Mitch havde regnet med. At løfte ham op på stolen var en hårsbred fra at være umuligt, men Mitch klarede det.
Stolens polstrede ryglæn sad mellem to lodrette stålstænger. På hver side var der et mellemrum mellem ryglæn og stel.
Han trak Ansons hænder gennem disse sprækker. Med håndjernene, som han selv havde båret tidligere, lænkede han sin brors hænder bag på stolen.
I en skuffe fandt han tre forlængerledninger, deriblandt en tyk orange ledning på cirka femten meter.
Efter at have snoet ledningen om stolens ben og rygstel bandt han den rundt om vaskemaskinen. Ledningen var langt mindre bøjelig end et reb og muliggjorde kun løse knuder, så han bandt tre.
Selv om Anson måske ville kunne rejse sig halvt foroverbøjet, ville han være nødt til at løfte stolen samtidig. Men tøjret til vaskemaskinen kunne han ikke komme nogen vegne.
Slaget med pistolen havde snittet hans øre. Han blødte, men ikke voldsomt.
Hans puls var langsom, men regelmæssig. Han ville sikkert snart komme til sig selv igen.
Mitch lod lyset brænde i loftet og gik ovenpå til soveværelset. Han fandt, hvad han havde regnet med: to små vågelamper i kontakter på væggen, men ingen af dem var tændt i øjeblikket.
Som barn havde Anson sovet med en svag lampe tændt. Som teenager havde han nøjedes med en vågelampe som disse her. I tilfælde af en strømafbrydelse lå der i alle husets værelser en lommelygte, der blev forsynet med nye batterier fire gange om året.
Da Mitch kom nedenunder igen, kiggede han ind i bryggerset. Anson sad stadig og var bevidstløs på stolen.
Mitch gennemsøgte køkkenskufferne, til han fandt den, hvor Anson opbevarede sine nøgler. Han tog en ekstranøgle til huset. Han tog også nøglerne til tre forskellige biler, heriblandt sin egen Honda, og gik ud ad bagdøren.
Han tvivlede på, at naboerne kunne have hørt skuddet - eller at de havde genkendt lyden, hvis de havde hørt den, efter at den var filtreret gennem bragene og skrigene fra vinden, der bekrigede sig selv. Ikke desto mindre var han lettet over ikke at se lys i husene til begge sider.
Han gik op ad trappen til lejligheden over garagerne og tog i døren, som var låst. Som han havde ventet, passede nøglen til Ansons hus også til denne dør.
Indenfor fandt han Ansons hjemmekontor, der dækkede et område, som normalt er forbeholdt en dagligstue eller spisestue. De maritime malerier var af nogle af de samme kunstnere som dem i den forreste lejlighed.
Der var fire computere og en enkelt kontorstol på hjul. Størrelsen på computerne, langt større end man ellers så i private hjem, tydede på arbejde, der krævede hurtig, mangestrenget databehandling og et enormt datalager.
Mitch var ikke computerekspert. Han nærede ingen illusioner om, at han kunne boote disse maskiner - hvis man da stadig sagde boote - og finde ud af, hvilken slags arbejde det var, der havde gjort hans bror rig.
Desuden havde Anson nok flere sikkerhedforanstaltninger med passwords og procedurer for at holde selv seriøse hackere ude. Han havde altid været begejstret for de indviklede koder og den indforståede symbolik på de kort, som sørøvere tegnede over deres begravede skatte i de fortællinger, der tryllebandt ham som dreng.
Mitch gik ud igen, låste døren og gik ned i den første af garagerne. Her stod den Expedition firhjulstrækker, de var kørt i ud til Campbells ejendom i Rancho Santa Fe, og den sorte Buick Super Woody Wagon fra 1947.
I den anden dobbeltgarage var der en tom bås og Mitchs Honda, som han havde efterladt ude på gaden.
Måske havde Anson anbragt den her efter at være kørt ud til Orange for at hente to af Mitchs haveredskaber og noget af hans tøj, var kørt videre til Daniel og Kathys hus for at myrde dem og derpå tilbage igen til Mitchs hus for at plante de belastende beviser.
Mitch åbnede bagagerummet. John Knox' lig lå stadig indhyllet i den slidte kanvaspresenning.
Ulykken på loftet syntes at være sket i en fjern fortid, i et andet liv.
Han gik tilbage til den første garage, startede firhjulstrækkeren og kørte den ind i den tomme bås i den anden garage.
Efter at have flyttet sin Honda hen ved siden af Buicken trak han den store rulleport ned og lukkede den garage.
Han fik sammenbidt bakset det genstridige lig op af Hondaens bagagerum. Mens det lå på gulvet, rullede han det ud af presenningen.
Liget var endnu ikke rigtig begyndt at gå i opløsning. Men den døde mand havde en væmmelig sursød lugt, som Mitch var ivrig efter at komme væk fra.
Vinden peb omkring garagens små, højtsiddende vinduer, som om den havde smag for det makabre og var kommet blæsende langvejsfra for at se Mitchs grusomme værk.
Han tænkte, at der kunne være noget farceagtigt over al denne slæben rundt på lig, især i betragtning af at dødsstivheden var sat ind, og Knox var allerhelvedes besværlig. Men lige i øjeblikket var han ramt af et alvorligt anfald af manglende latter-syndrom.
Efter at han havde læsset Knox ind i Buicken og lukket bagsmækken, foldede han presenningen sammen og lagde den i bagagerummet på Hondaen. På et tidspunkt ville han smide den i en container eller i en eller andens skraldespand.
Han kunne ikke huske, at han nogen sinde havde været så udmattet, fysisk, psykisk og følelsesmæssigt. Det føltes, som om øjnene var svedet, leddene halvt smeltede og musklerne gennemkogte og møre nok til at falde af knoglerne.
Måske forhindrede sukkeret og koffeinen i Hershey-barene, at hans motor gik i stå. Frygt var også et brændstof. Men det, der først og fremmest holdt hans hjul i gang, var tanken om Holly i hænderne på uhyrerne.
Til døden os skiller lød deres bryllupsløfte. Men for Mitchs vedkommende ville hendes død ikke løse ham fra løftet. Hans troskab ville vare ved. Resten af hans liv ville gå med tålmodig venten.
Han gik ad gangstien ud på gaden, tilbage til Chrysleren, og kørte den ind i den anden garage. Han parkerede den ved siden af firhjulstrækkeren og lukkede rulleporten.
Han så på sit armbåndsur - 4.09.
Om halvanden time, måske lidt mere, måske lidt mindre, ville den rasende vind blæse daggryet ind fra øst. På grund af støv, der var hvirvlet højt op i atmosfæren, ville det første lys være lyserødt, og det ville lynhurtigt brede sig som et skrig hen over himlen og derefter langsomt tone ud, efterhånden som det blev blæst ud mod havet.
Siden han havde mødt Holly, havde han hilst hver ny dag velkommen med store forventninger. Denne dag var anderledes.
Han gik tilbage til huset og fandt Anson vågen i bryggerset og i dårligt humør.
Flængen i Ansons venstre øre havde dannet skorpe, og kropsvarmen tørrede hurtigt det blod, der var piblet ned ad kinden og halsen.
Hans bamseagtige, kønne ansigt var lagt i skarpere folder, som om han ved genetisk mutation havde fået ulve-dna i ansigtet. Anson sad tavs med kæber så stramme, at hans ansigtsmuskler slog knuder, og med øjne, der gnistrede af vrede.
Vinden hørtes ikke meget her. En udluftningsslange førte suk og hvisken udefra ind i tørretumbleren, så det virkede, som om maskinen var hjemsøgt af en plaget ånd.
"Du skal hjælpe mig med at få Holly tilbage i live," sagde Mitch.
Bemærkningen udløste hverken et nik eller en afvisende rysten på hovedet, kun et skulende blik.
"De ringer om syv en halv time med instrukser om overførslen."
Paradoksalt nok så Anson, som han sad der bastet og bundet til stolen, større ud, end han før havde gjort. Lænker fremhævede hans fysiske kraft, og det virkede, som om han, hvis han nåede toppen af sit potentielle raseri, som en mytisk skikkelse ville kunne bryde sine lænker, som var de sytråd.
I Mitchs fravær havde Anson gjort ihærdige forsøg på at vriste stolen løs fra vaskemaskinen. Stolens stålben havde skrabet og klapret mod flisegulvet og efterladt mærker, der afslørede intensiteten i hans frugtesløse anstrengelser. Vaskemaskinen var også blevet rykket, så den stod skævt i forhold til tumbleren.
"Du sagde, du kunne arrangere det over telefonen, over computeren," mindede Mitch ham om. "Du sagde højst tre timer."
Anson spyttede på gulvet mellem dem.
"Hvis du har otte millioner, kan du godt ofre to på Holly. Når det er gjort, vil vi to aldrig se hinanden igen. Du kommer til at krybe tilbage til den kloak af et liv, du har skabt for dig selv."
Hvis Anson opdagede, at Mitch vidste, at Kathy og Daniel lå døde i indlæringsrummet, ville der ikke være nogen måde at tvinge ham til at samarbejde på. Han ville tro, at Mitch allerede havde fjernet de plantede beviser for at lede lovens øjne hen på den sande gerningsmand.
Så længe han troede, at de mord endnu ikke var opdaget, kunne han håbe, at samarbejde ville føre til et øjeblik, hvor Mitch begik en fejl, der fik lykken til at vende.
"Campbell lod dig ikke bare gå," sagde Anson.
"Nej."
"Jamen... hvordan?"
"Jeg dræbte de to."
"Dig?"
"Nu må jeg leve med det."
"Nakkede du Vosky og Creed?"
"Jeg vidste ikke, hvad de hed."
"Men det hed de altså."
"På grund af dig," sagde Mitch.
"Vosky og Creed? Det lyder helt usandsynligt."
"Så må Campbell lade mig gå."
"Campbell ville aldrig have ladet dig gå."
"Så tro, hvad du vil."
Anson studerede ham med sure øjne under sænkede bryn. "Hvor fik du den fra - strømpistolen?"
"Fra Vosky og Creed," løj Mitch.
"Du tog den bare fra dem, hva?"
"Som jeg sagde, jeg tog alting fra dem. Nu vil jeg give dig et par timer til at tænke over tingene."
"Du må godt få pengene."
"Det er ikke det, jeg vil have dig til at tænke over."
"Du må godt få dem, men jeg stiller visse betingelser."
"Du befinder dig ikke i en position, hvor du kan bestemme reglerne," sagde Mitch.
"Det er mine to millioner."
"Nej. Det er mine. Jeg har slidt for dem."
"Slap nu af, ikke?"
"Hvis du var dem, ville du kneppe hende først."
"Hør nu, det var bare noget, jeg sagde."
"Hvis du var dem, ville du slå hende ihjel, men du ville kneppe hende først."
"Det var bare for at sige noget. Desuden er jeg ikke dem."
"Nej, du er ikke dem. Du er årsagen til dem."
"Forkert. Ting sker. De sker bare."
"Uden dig ville de ikke ske for mig."
"Hvis du vælger at se sådan på det, så okay."
"Nu skal du høre, hvad jeg vil have dig til at tænke over - hvem er jeg?"
"Vil du have mig til at tænke over, hvem du er?"
"Slut med fratello piccolo. Er det forstået?"
"Jamen, du er min lillebror."
"Hvis du betragter mig sådan, vil du bare forsøge dig med et dumt trick, som jeg ville være faldet for engang, men som jeg ikke falder for nu."
"Hvis vi kan indgå en aftale, vil jeg ikke lave nogen numre."
"Vi har allerede indgået aftalen."
"Du må sgu give mig lidt snor."
"Som du så kan hænge mig i?"
"Hvordan kan en aftale fungere uden bare en lille smule tillid?"
"Sid nu bare her og tænk over, hvor hurtigt du kunne være død."
Mitch slukkede lyset og trådte ud over dørtrinnet.
Inde i det mørke, vinduesløse bryggers sagde Anson: "Hvad laver du?"
"Sikrer dig det bedste indlæringsmiljø," sagde Mitch og trak døren i.
"Mickey?" råbte Anson.
Mickey. Efter alt dette, Mickey.
"Mickey, lad være."
Mitch skrubbede sine hænder ved køkkenvasken med en masse sæbe og varmt vand og forsøgte at bortvaske erindringen om John Knox' lig, der føltes, som om den var prentet på hans hud.
I køleskabet tog han en pakke cheddar i skiver og en tube sennep. Han fandt et brød og lavede sig en ostemad.
"Jeg kan høre dig derude," kaldte Anson fra bryggerset. "Hvad laver du, Mickey?"
Mitch lagde ostemaden på en tallerken. Han lagde en asie ved. Han tog en øl i køleskabet.
"Hvad er idéen med det her, Mickey? Vi har jo allerede en aftale. Det her giver jo ingen mening."
Mitch vippede en anden af køkkenstolene op under håndtaget på døren til bryggerset og satte den i spænd.
"Hvad var det?" spurgte Anson. "Hvad sker der?"
Mitch slukkede lyset i køkkenet. Han gik ovenpå til Ansons soveværelse.
Han lagde pistolen og strømpistolen på natbordet og satte sig på sengen med ryggen op ad det polstrede hovedgærde.
Han fjernede ikke det quiltede silketæppe. Han tog ikke skoene af.
Efter at have spist maden og asien og drukket øllen satte han clockradioen til 8.30.
Han ville give Anson tid til at tænke, men han holdt først og fremmest denne fire timers pause, fordi hans egne tanker var sløvet af udmattelse. Han måtte være klar i hovedet til det, der kom.
Vinden, der rasede hen over taget, slog mod ruderne og talte med en pøbels vilde kor af stemmer, syntes at håne ham og love, at alle hans planer ville ende i kaos.
Dette var Santa Ana, den tørre vind, der sugede al fugtighed ud af vegetationen i kløfterne, der husede mange sydcaliforniske småsamfund, og forvandlede den tætte bevoksning til pindebrænde. En brandstifter kastede en brændende klud, en anden brugte en lighter, endnu en strøg en tændstik - og i flere dage var nyhederne fyldt med brande.
Gardinerne var trukket for, og da han slukkede lampen, lagde en dyne af mørke sig over ham. Han brugte ikke nogen af Ansons små vågelamper.
Hollys kønne ansigt dukkede frem i hans tanker, og han sagde højt: "Kære Gud, giv mig styrke og visdom til at hjælpe hende."
Det var første gang i sit liv, at han havde talt til Gud.
Han kom ikke med løfter om fromhed og næstekærlighed. Han troede ikke, det fungerede sådan. Man kunne ikke slå handler af med Gud.
Han troede ikke, han kunne sove, her kort før daggry den vigtigste dag i sit liv, men han faldt i søvn.
Sømmet venter.
Holly sidder i mørket, lytter til vinden og piller ved Sankt Christophermedaljonen.
Hun sætter dåsen med Pepsi fra sig uden at drikke den sidste halvdel. Hun har ikke lyst til at skulle bruge bækkenet igen, i det mindste ikke når røvhullet, der har vagten, er røvhullet med de hvide, hårløse hænder.
Hun får myrekryb ved tanken om, at han tømmer hendes bækken. Bare at bede ham om det ville skabe en uudholdelig intimitet.
Mens hun vender medaljonen i venstre hånd, lægger hendes højre sig på maven. Hun er smal om livet, maven er flad. Barnet vokser i hende, så privat som en drøm.
De siger, at hvis man lytter til klassisk musik under graviditeten, vil ens barn få en højere intelligenskvotient. Som lille vil han eller hun græde mindre og være mere tilfreds.
Det kan godt passe. Livet er komplekst og mystisk. Årsag og virkning er ikke altid indlysende. Kvantefysikere siger, at somme tider kommer virkning før årsag. Hun så et timelangt program på Discovery. Hun havde ikke fået meget ud af det, og videnskabsmændene, som beskrev de forskellige fænomener, indrømmede, at de ikke kunne forklare dem, kun observere dem.
Hun fører hånden hen over maven i langsomme cirkler og tænker, hvor godt det ville være, hvor sødt, hvis barnet gjorde en bevægelse, hun kunne mærke. Men hvis det kun er en klump celler på dette tidspunkt, kan det selvfølgelig ikke lave et Hej Mor-spark.
Men allerede nu er dets fulde potentiale til stede, et lillebitte menneske omsluttet af hendes krop ligesom en perle, der hele tiden vokser inde i en østers, og alt, hvad hun gør, vil påvirke denne lille passager. Ikke mere vin til maden. Skær ned på kaffen. Dyrk regelmæssig, men fornuftig motion. Undgå endnu en kidnapning.
Sankt Christopher, som er børnenes beskytter, har fået hende til at overveje sømmet igen, mens hun blindt lader fingerspidserne løbe over hans billede.
Hun er formentlig fjollet og lægger alt for meget i denne snak om, at børn lærer noget i moders liv. Men hun er overbevist om, at det vil have en virkning på barnet, hvis hun støder et søm ind i en eller andens hovedpulsåre eller gennem øjet ind i hjernen.
Utrolig voldsomme følelser får - igen ifølge Discovery Channel - hjernen til at beordre en ren syndflod af hormoner sendt ud i blodet. En sådan blodtørstig rasen skulle nok kunne defineres som en voldsom følelse.
Hvis for meget koffein i blodet kan bringe det ufødte barn i fare, er byger af dræbermoder-enzymer næppe ønskværdigt. Hun har selvfølgelig tænkt sig at bruge sømmet mod en skidt fyr, en virkelig skidt fyr, men barnet har ingen mulighed for at vide, at det ikke er en rar fyr.
Barnet vil selvfølgelig ikke blive født med morderiske tilbøjeligheder på grund af et enkelt tilfælde af voldeligt selvforsvar. Alligevel grubler Holly over sømmet.
Måske er denne irrationelle bekymring et symptom på graviditet på linje med morgenkvalme, hvad hun endnu ikke har oplevet, eller en stærk trang til chokoladeis med sylteagurker.
Forsigtighed spiller også en rolle i hendes fornyede overvejelser af planen med sømmet. Når man har med kidnappere at gøre, må man hellere lade være med at gå til angreb på dem, medmindre man er sikker på, at man kan gennemføre angrebet med succes.
Hvis man prøver at støde et søm gennem øjet på nogen, men i stedet stikker ham i næsen, får man en vred psykopat med en såret næse på nakken. Ikke godt.
Hun vender stadig Sankt Christopher-medaljonen mellem fingrene og vejer for og imod at angribe pistolbevæbnede forbrydere med et tretommersøm, da repræsentanten for New Mexicos Turistråd vender tilbage.
Han kommer som før bag en lommelygte med halvt dækket lygteglas og har stadig hænder som en pianist fra helvede. Han knæler ned foran hende og lægger lygten på gulvet.
"Du kan nok godt lide medaljonen," siger han og lyder glad for at se hende gnide den mellem fingrene, som om den var en bedekrans.
Instinktet får hende til at spille med på hans særhed. "Den føles... interessant."
"Pigen i kisten bar en enkel hvid kjole med billige blonder om hals og håndled. Hun så så fredfyldt ud."
Han har bidt al den løse hud af sine sprukne læber. De er glinsende røde og ser ømme og opsvulmede ud.
"Hun havde hvide gardenier i håret. Da vi åbnede låget, var den indesluttede duft af gardenierne intens."
Holly lukker øjnene for ikke at møde hans.
"Vi tog medaljonen og den lille figur af Askepot med til et sted i nærheden af Angel Fire, New Mexico, hvor der er en strømhvirvel."
Han tror åbenbart, at hun ved, hvad han mener med strømhvirvel.
Hans blide stemme bliver blidere og nærmest trist, da han tilføjer: "Jeg dræbte dem begge to, mens de sov."
Et øjeblik tror hun, at denne ytring handler om strømhvirvlen i Angel Fire, New Mexico, og forsøger at få den til at give mening i den sammenhæng. Da det går op for hende, hvad han mener, slår hun øjnene op.
"De lod, som om de ikke vidste, hvad der var sket med John Knox, men mindst en af dem må have vidst det, ikke? Måske vidste de det begge."
I et værelse tæt på ligger to døde mænd. Hun har ikke hørt nogen skud. Måske har han skåret halsen over på dem.
Hun kan forestille sig hans blege, hårløse hænder betjene en barberkniv med samme ynde, som en tryllekunstner ruller mønter hen over knoerne.
Holly har vænnet sig til fodjernet om anklen, til kæden, der forbinder hende med ringbolten i gulvet. Pludselig er hun meget opmærksom på, at hun ikke blot holdes fanget i et rum uden vinduer, men også er begrænset til den del af rummet, som kæden tillader hende at nå.
"Jeg skulle have været den næste," siger han, "og så havde de delt byttet i to."
Fem mennesker havde planlagt hendes kidnapning. Der er kun én tilbage.
Hvis han rører hende, er der ingen til at høre hendes skrig. De er alene sammen.
"Hvad sker der nu?" spørger hun og ønsker straks, at hun ikke havde gjort det.
"Jeg taler med din mand klokken tolv som planlagt. Da har Anson givet ham pengene, og så er det op til dig."
Hun analyserer hans sidste sætning, men den er som en tør citron, hun ikke kan klemme nogen saft ud af. "Hvad mener du?"
"I forbindelse med en kirkefest kommer der i august et lille tivoli til Penasco, New Mexico," siger han i stedet for at svare på hendes spørgsmål.
Hun har en skør fornemmelse af, at hvis hun river den strikkede skimaske af ham, vil der ikke være andet i hans ansigt end de safirblå øjne og munden med de gule tænder og sprukne læber. Ingen øjenbryn, ingen næse og huden så glat og ensartet som hvid vinyl.
"Bare et pariserhjul og et par andre forlystelser og nogle få tombolaer - og sidste år også en spåkone."
Hans hænder farer i vejret for at beskrive pariserhjulet, men falder straks til ro igen på hans lår.
"Spåkonen kalder sig Madame Tiresias, men det er selvfølgelig ikke hendes rigtige navn."
Holly klemmer så hårdt om medaljonen i den ene hånd, at det gør ondt i knoerne, og det reliefskårne billede af helgenen uden tvivl vil efterlade sig et aftryk i håndfladen.
"Madame Tiresias er bare et fupnummer, men det sjove er, at hun har kræfter, hun ikke selv kender."
Han holder en pause mellem hver sætning, som om det, han har sagt, er så dybt, at han vil give hende tid til at fordøje det.
"Hun ville ikke være et fupnummer, hvis hun kunne se, hvad hun i virkeligheden er, og det har jeg tænkt mig at fortælle hende i år."
Det kræver selvbeherskelse at tale uden skælven i stemmen, men Holly bringer ham tilbage til det spørgsmål, han ikke ville svare på: "Hvad mente du med - at det vil være op til mig?"
Da han smiler, forsvinder en del af hans mund fra den vandrette sprække i masken. Det får hans smil til at virke udspekuleret og vidende, som om han kender alles hemmeligheder.
"Du ved, hvad jeg mener," siger han. "Du er ikke Madame Tiresias. Du ved alt om dig selv."
Hun fornemmer, at hun vil sætte hans tålmodighed på prøve og måske gøre ham vred, hvis hun benægter hans påstand. Hans bløde stemme og hans blide optræden er fåreklæder, og Holly har ikke lyst til at prikke til ulven under ulden.
"Du har givet mig så meget at tænke over," siger hun.
"Det er jeg godt klar over. Du har levet bag et gardin, og nu ved du, at der ikke bare er et vindue bag det, men en helt ny verden."
Af angst for, at et enkelt forkert ord vil hæve den fortryllelse, som kidnapperen har kastet over sig selv, siger Holly bare: "Ja."
Han rejser sig op. "Du har nogle timer til at beslutte dig. Er der noget, du har brug for?"
Et haglgevær, tænker hun, men hun svarer: "Nej."
"Jeg ved, hvad din beslutning bliver, men du må selv nå frem til den. Har du nogen sinde været i Guadalupita, New Mexico?"
"Nej."
Hans smil buer opad bag sprækken i den sorte maske. "Det kommer du til, og du vil blive vild med stedet."
Han følger sin lygte og efterlader hende alene i mørket.
Lidt efter går det op for Holly, at det stadig blæser kraftigt. Fra det øjeblik han fortalte hende, at han havde dræbt de andre kidnappere, var vinden forsvundet fra hendes bevidsthed.
En stund har hun kun hørt hans stemme. Hans modulerede, lumske stemme.
Hun har ikke engang hørt sit hjerte, men nu hører hun det, og mærker det også, som det ryster brystkassen og slår mod ribbenene.
Barnet, denne lille klump celler, bades nu i de kamp- eller flugtstoffer, som hendes hjerne har sendt ud i blodet. Det er måske ikke så slemt. Måske er det tilmed godt. Måske vil en marinering i den væske gøre lille baby-Rafferty stærkere, end det ellers ville være tilfældet.
Denne verden kræver i stigende grad styrke af gode mennesker.
Med Sankt Christopher-medaljonen arbejder Holly ihærdigt videre på det genstridige søm.