16.

 

 

 

Signe Hansen viklede det lange hår ud af den knold, hun havde på hovedet, trak jakkens hætte op og gik raskere til i tusmørket. Hun kunne ikke vente med at komme hjem og vaske børnehaven af sig. Hver eneste dag måtte hun to timer forbi stedet for at rydde op efter ungerne. Et helvedes job til en ussel løn. Det indbefattede at samle snotbefængt legetøj op og proppe det i de farvede kasser, hente bøger smidt på gulvet på det stinkende toilet, samle udtværede bananstykker op fra stole og høre på den forfærdelige hylen fra de sidste endnu ikke hentede forkælede unger.

Hun gøs og skuttede sig i kulden. Det var uretfærdigt, at hun var nødt til at beskæftige sig med den slags arbejde, når hun nu var så godt begavet, at hun kunne studere jura. Men desværre var hun ikke datter af rige forældre som en stor del af de andre medstuderende. I stedet blev hun nødt til at besøge den klamme børnehave hver eftermiddag, og hver dag svor hun, at hun aldrig skulle have nogen børn selv. Og hvordan nogen kunne vælge frivilligt at arbejde med andre menneskers børn, var hende en gåde. Hun brød sig ikke om pædagogerne og deres mærkelige måde at ræsonnere på og i særdeleshed ikke den underlige pige, der var startet for kort tid siden, som betragtede hende med kolde øjne, som om hun ikke var velkommen. Bare et år mere, så ville det være ovre, og så var det hende, der skulle tjene kassen.

Næst værst af alt lå børnehaven meget kort fra havet, og på en stille dag kunne hun høre dets brusen, når bølgerne slog mod kysten. Signe var panisk angst for det store vand og lukkede altid vinduerne, hvis hun var alene, så hun undgik både havlugt og -lyd. Det gav et sæt i hende, da det pludselig puslede i busken ved siden af hende, og hun åndede lettet op, da hun så et pindsvin rode i jorden. Hendes tanker flød væk fra børnehaven.

Hun drejede op på vejen, hvor hendes kollegium lå, og forsøgte at tænke på, at der ved næste lønudbetaling ville blive råd til også at købe en brugt iPhone, så hun i det mindste kunne være bekendt at tage telefonen, når folk ringede og ikke behøvede frembringe sin gamle Motorola fra tasken. Eller måske den lilla Verner Panton Flowerpot-lampe, hun havde haft kig på, til det minimalistiske spisebord i det lille kollegieværelse.

Der holdt en grøn varevogn under en lygte tæt på en af de mange stier, der omgærdede kollegiet. Noget ved formen fik hende til at tænke på de mange budvogne, der kørte rundt i byens gader. Døren bagtil stod åben, og da hun kom helt hen, standsede hun forbløffet op. Der lå en kæmpe pakke lige ved dørens åbning, og hendes navn var skrevet med store sorte bogstaver. Til Signe Hansen. Hun erindrede ikke at have bestilt noget så stort, hun havde jo ikke råd til det for helvede. Måske ville nogen give hende en gave. En række ansigter fór igennem hendes bevidsthed, men hun kunne ikke komme på en eneste, der ville købe noget så stort. Folk havde så travlt med sig selv.

Chaufføren var tilsyneladende ikke i nærheden, og hun ville ikke påkalde sig hans opmærksomhed af frygt for, at hun så selv skulle bære pakken op ad trapperne til tredje sal. Hun stod tvivlrådigt og kiggede på bilens sider, men der stod ikke noget firmanavn på. Det virkede en smule besynderligt, at en privat person skulle køre ud med pakker, og det var også en smule langt fra døren til kollegiet. Der var i det hele taget noget, der skurrede, og af en eller anden grund hamrede hendes hjerte hurtigere. Hun følte sig pludselig usikker. Der var mørkt i gaden og ingen andre mennesker i syne. Men pakken ville hun jo gerne have. Rigtig gerne.

Hun havde stået rådvild i et minuts tid, da hun mærkede et pludseligt hårdt ryk i det lange hår og en klud, der blev presset mod hendes ansigt. I et tåget slør mærkede hun en person puffe hende ind bag i bilen, ind ved siden af den store pakke. Hun væltede og ramte en bunke metalstænger bagerst i vognen, og det sidste hun erindrede, før hun mistede bevidstheden, var en række overskrifter i aviserne de seneste dage om to piger, der besynderligt nok havde præcis samme hårfarve som hende selv.