18.

 

 

 

Jasper kiggede ud over et landskab med store klitagtige sandbakker, spredt vegetation og store søer med okkerfarvet vand. Det var her, de sidste præriebuske groede, havde han fået oplyst af Skov- og Naturstyrelsen, hvorefter han var blevet advaret om ikke at gå ind i området. Et stort skilt opsat af politiet advarede mod livsfare og adgang på eget ansvar. Et sted, hvor man både uset og i ro og fred kunne bevæge sig rundt, hvis man havde nerver til det. Og man vidste, hvor man skulle træde. Det vidste Svend Graulund forhåbentlig, en lokal landbetjent, han havde fundet frem til, hvis bedstefar havde arbejdet i netop dette leje i 50’erne og 60’erne. Han så ud til at være sidst i 40’erne, havde lysende turkisfarvede øjne, et tykt grånende hår og et muskuløst korpus.

– Så politiet har fundet noget, der stammer herfra? frittede Svend. – Hvilken sag drejer det sig om?

– En drabssag. To kvinder er fundet dræbt, og der er en forbindelse til stedet her. Mere kan jeg ikke sige i øjeblikket.

– Jeg tænkte næsten, det måtte være alvorligt, siden man sender nogen fra kriminalpolitiet.

– Sagde jeg, at jeg kom fra kriminalpolitiet?

Svend stirrede ham direkte ind i øjnene, og Jasper følte et stik af ubehag.

– Du er i civil og taler om døde mennesker.

– Godt tænkt. Men jeg kan som sagt ikke sige så meget endnu. Skal vi se, om vi kan finde stedet?

Svend nikkede.

– Så du er fra Århus. Så ved du nok ikke så meget om stedet her, eller hvad?

– Nej, tilstod Jasper. – Jeg har ikke været her før.

– Det er et af de steder i Midtjylland, hvor vi i en lang periode i sidste århundrede gravede efter brunkul, forklarede Svend. – Det lå jo nede under hederne. I starten brugte man håndkraft, men senere kom der gang i et større produktionsapparat med transportbånd, gravemaskiner og jernbaner.

– En større industri ligefrem, sagde Jasper.

– Ja, og efterhånden opstod der arbejderbyer rundt omkring lejerne med skure og barakker. Kedsomheden uden for arbejdstiden blev fordrevet med at spille på sekseren med terninger og at drive sortbørshandel. Det blev en slags levevis for både voksne og børn. Man spiller skam endnu. Ikke at mine kolleger ved politiet er så begejstrede …

Jasper havde på fornemmelsen, at Svend ikke holdt sig tilbage for at tage del i løjerne. Det kunne Jasper ikke selv sige så meget til. Der havde gået rygter i årevis om, at han selv havde penge gravet ned et sted efter at have haft en forrygende pokerkarriere, før han kom ind til politiet. Dengang havde han nemt kunnet plukke ukyndige for nogle tusinde kroner på en aften. Ganske og aldeles uofficielt ejede han også en onlinespillekonto i sin fætters navn. Ikke at denne kendte noget til det, men han havde dog fundet sin slægtnings gavmildhed påfaldende.

– Jeg går foran. Du går lige bag mig, kommanderede Svend.

Jasper betragtede hans tunge bevægelser og den kortklippede tyrenakke, da han tøvende fulgte efter ham. Til trods for den store skikkelse var han usædvanlig adræt.

– Hvordan ved du, hvor du ikke skal gå?

– Intuition. 40 års erfaring. Jeg tilbragte min barndom her, efter lejet blev lukket ned.

– Men hvad består det farlige helt præcist i?

– Tja, der sker jo jordskred en gang imellem. Det kommer an på størrelsen. Der er foretaget nogle voldsomme indgreb i geologien, og nogle gange kollapser jorden nærmest som et korthus og efterlader sumpområder med væltede træer og store bundløse huller.

– Bare sådan et hul, der dukker op?

Svend samlede en stor kæp op og rakte den til ham. Så pegede han på en bunke sand en meter fra vekslen.

– Prøv at føre den ned i sandet derovre.

Jasper stak kæppen ned. Den gled uden problemer ned uden modstand.

– Du ser lidt utilpas ud? smilede Svend.

– Den stopper ikke rigtigt.

– Nej, nemlig. Nogle gange er det bare små huller, men ofte er det store arealer, vi snakker hektarer, der pludselig sænker sig flere meter. Det er især farligt, hvis man bevæger sig op på sandtipperne ved søerne eller i det hele taget alt, hvad der har været gravet op. Det er lidt som kviksand. Jorden mister sin bærekraft og så …!

Han standsede op og lavede en håndbevægelse, der skulle illustrere jorden, der forsvandt, og Jasper sank.

– Men du mener godt, vi kan komme hen til det område, hvor planten gror?

– Ja, jeg ved godt, at de plantede dem tilbage i starten af 60’erne. Det var på forsøgsbasis. Man ville gerne have nogle hårdføre planter, som kunne trives i ørkenlandskabet, forhindre sandflugt og tiltrække dyreliv, efter lejerne lukkede. Det var ikke alle planter, der kunne modstå miljøet, men den der besseyisblomme husker jeg, fordi den er ganske smuk, når den blomstrer. Så vidt jeg ved, er dette leje det eneste sted, hvor den stadig gror.

De fulgte en lille sti ind i terrænet, der gik langs en lav græsbeplantning, hen mod en sø. Til sidst havde stedet omsluttet dem helt, og det var ikke længere muligt at se vejen. Jasper mærkede kulden og ønskede, at han var taget af sted tidligere. Et tidspunkt, hvor han ikke behøvede frygte, at mørket ville gøre det vanskeligt at bedømme, hvor han gik.

– Dyrene går her? spurgte han.

– Ja, der kommer en del hjorte.

Jasper forsøgte at regne ud, hvor tung en hjort kunne være og følte sig forholdsvis sikker på, at den var ham vægtmæssigt overlegen. Han slappede lidt mere af.

– Du ved ikke, om der er igler i søerne?

Svend vendte sig rundt og kneb øjnene sammen.

– Igler? Hvorfor spørger du om det?

– Almindelig interesse.

– Det kan jeg garantere dig for, at der ikke er. Der er ikke noget, der kan leve i det syreholdige vand overhovedet. Det var et forfærdeligt miljøsvineri, som man har kæmpet for at rette op på siden.

– Der er måske mange, der har været ved at dø herude?

Svend stoppede op igen.

– Du ved ikke ret meget om det her hva’?

– Jeg er jo fra Århus.

– Det er danmarkshistorie. Vi har nærmest en hel kirkegård. Det var farligt arbejde, sandsynligvis det farligste, der var dengang. Og selv efter brunkulsgravningen stoppede, har lejerne krævet deres ofre. Der har været en del vovepelse, der er gået herind for at se på jordskredene. Det er selvfølgelig også fristende. Der kommer små gejsere, hvor der skyller vand, sand og støv fra brunkul op. Man vil gerne have lidt til den private fotosamling.

Det troede Jasper gerne. Nogle mennesker syntes kun at leve, når de var tæt på døden.

De nåede op over en mindre top og kunne se ud over lejet, så langt øjet rakte. Jasper betragtede det slående landskab. Det var på én gang smukt og unaturligt. Som om man havde skåret et stykke af en anden planet og tapet det ind i den øvrige natur. Der duftede af våd muld, og ikke så meget som en lyd hørtes ud over deres egne åndedrag. En større sø var fyldt med små brune øer med et par få nåletræer. Store partier af brun jord var krakeleret, og indtørrede træer lå spredt med jævne mellemrum. Havde deres gerningsmand færdedes på dette ubarmhjertige sted, eller var de gået forgæves og satte livet på spil for ingenting? Måske havde han alligevel taget planten med hjem fra USA. Svend pegede på en lille tæt bevoksning.

– Det er derovre.

– Jeg går over og kigger selv, sagde Jasper. – No offense, men jeg ved ikke, om der kunne ligge noget derovre.

– Det bestemmer du selv. Som du kan se, er der en dyreveksel. Hold dig på den. Træd ikke over i sandet.

Jasper gik noget utilpas de sidste halvfjerds meter hen til træerne og de mange buske, der måtte være prærieblomsten. Der var ikke umiddelbart noget at se, og han gik i gang med minutiøst at afsøge jordbunden. Skyggerne lå tætte om buskene, og det var svært at se noget.

Så fik han øje på det. Der lå et tæppe skjult under de visne blade. Et rødt et af slagsen. Han kunne lugte stanken på flere meter.

– Finder du noget? råbte Svend.

– Ja, råbte han tilbage. – Men jeg har brug for mine teknikere.

– Ha! Der skal sgu ikke flere herind. Er I rigtig kloge? Du må tage det med dig ud og være glad for at have fundet noget.

Jasper ignorerede ham og trak et par plastikhandsker op af lommen. Så trak han tæppet op og holdt det et stykke fra kroppen for at undgå den frygtelige stank. Det var fyldt med skjolder og gennemtæret. Det kunne meget vel være blod, der var på tæppet.

I det samme mærkede han jorden bevæge sig under sig. Det var en lille glidende bevægelse, der langsomt tog til. Han kunne mærke, hvordan sandpartiklerne skred væk under hans sko. Hvad var det, Svend lige havde sagt? Flere hektarer, der pludselig sank? Sveden sprang straks frem, og hans hjerte hamrede hårdt.

– Det er, som om jorden giver efter, råbte han.

– Så se at komme væk.

Jasper kunne nu se, hvordan et areal på flere kvadratmeter gav sig og underlaget bevægede sig foran ham. Gispende af frygt tog han tæppet under armen, men faldt, da skoene mistede grebet. Panikslagent slog han hånden ud efter det nærmeste træ og klyngede sig til det, men da også det begyndte at skride, sprang han over mod dyrevekslen og håbede at ramme et fast underlag. Jorden føltes sikker der, og han ilede tilbage til Svend med tæppet knuget ind til sig. Han bandede Trokic langt væk.

– Jeg går aldrig derind igen.

Svend lo højt og rungende.

– Nej vel?

– Jeg kunne jo være død.

Svend så ikke ud, som om det bekymrede ham.

– Hvad har du der?

– Et tæppe.

– Fy for satan, det stinker. Så der er sket en forbrydelse herude?

– Det tror vi.

– Så må det være nogen, der kender stedet lige så godt som mig. Ellers er det for vanvittigt at bevæge sig herind.

– Måske har han ikke vidst, at det var farligt.

– Du så jo selv skiltene. Dem overser man ikke sådan lige. Jeg vil holde på, at det er nogen, der er vant til at færdes her. Og når man er det, har man det stort set for sig selv.

– Men hvem kender stedet her så godt som dig?

– Det er typisk dem, der har arbejdet her. Der er ikke så mange tilbage. Og ofte deres børn. Der boede jo børn i arbejdslejrene. Selvom vi ikke måtte gå derind, så gjorde vi det alligevel.

Jasper tænkte sig om. Kunne det være en mulighed?

– Hvordan finder jeg frem til alle de mennesker?

Svend lo.

– Det bliver svært. Det er ikke sådan, at vi har en kontaktliste over dem, der arbejdede lige her. Jeg kender et par stykker, resten er spredt for alle vinde. Det var ikke bare lokale, der arbejdede her. Der var gode penge at tjene, så folk kom fra hele landet. Men jeg skal prøve at lave en liste til dig.

Han stirrede intenst på tæppet.

– Nej, fortsatte han, – … du skal måske være glad for dit fund, for jeg tror, det er det eneste, du får ud af det.

Jasper nikkede. Frygten var forsvundet og erstattet af en rund fornemmelse af spænding i maven. Det kunne afsløre deres drabsmand, hvis de var heldige.