47.

 

 

 

– Skulle du ikke være hjemme og skifte beskidte bleer, råbte Morten Lind efter Lisa, da hun skred hen ad gangen. Et eller andet sted havde nogen smidt madpapir fra McDonald’s i en skraldespand, og det stank over hele gangen.

– Hold kæft, røvhul, råbte hun tilbage og bankede på døren til Jaspers kontor, der stod en smule åben. Svag musik gled ud mod hende. Oasis. Så blev der skruet ned. Hun havde altid haft et godt og uproblematisk forhold til sin nærmeste overordnede. Ikke så fyldt med misforståelser, pinlige situationer og hede diskussioner som med Trokic, som hun på sjette år stadig ikke begreb synderligt meget af. Ikke mindst hvad den hotte sag Christiane overhovedet så i ham.

– Hvad har du gjort ved håret? spurgte Jasper.

– Håret? Intet, det er bare blevet noget længere. Jeg har sgu ikke tid til at rende til frisør længere. Men fuck nu det, Jakob er vild med sådan noget langt hår.

– Jakob har en god smag. Vil du have noget kaffe?

– Ja, hvorfor ikke. Se, hvad jeg har taget med til dig.

Hun trak en rund plastikbøtte med Matador Mix frem og stillede den på bordet foran ham. Han lo, skænkede kaffe op og stillede kruset foran hende.

– Det var sødt, Lisa. Tak.

– Du skulle nødig mangle. Så bliver du sur, har jeg lagt mærke til.

Han hældte sukker i kaffen ved at tage hele sukkerskålen og hælde en pæn slat ned i kruset.

– Det lader til, at vi er på bar bund igen. Nu hvor Gunnar Helbo har endt sine dage på den der afskyelige måde. Jeg har gået og spekuleret. Hvad nu, hvis der er flere forsvundne kvinder derude?

Jasper pillede tapen af den runde bøtte med slik og gik i gang med at fiske labre larver op. Så puffede han bøtten over til hende, så hun også kunne få.

– Det er selvfølgelig ikke umuligt, at han er ansvarlig for nogen fra en anden kreds. Han kan også være flyttet.

– Selvfølgelig, sagde Lisa. – Lige nu undrer jeg mig over den med skriften på væggen. ”Forræder”. Lyder det ikke sådan helt mafiaagtigt?

– Trokic var inde på noget lignende. At vores drabsmand føler, at Gunnar forrådte ham. Måske en kreds af mennesker, der deler en eller anden sygelig perversitet om kvinder i blod, hvor Gunnar har været en del af det.

– Men hvordan kan denne person så vide, at vi har snakket med Gunnar? Har fotografen sladret?

Jasper stønnede.

– Jeg ved det ikke.

– Nej. Men der er ingen grænser for, hvad nogle mennesker kan tænde på.

Det bankede på døren, og Anne-Marie stak hovedet ind.

– Undskyld jeg forstyrrer, men vi har lige fået et opkald fra en genbrugsplads. En eller anden mavesur gammel bestyrer har fundet et badekar med blod under bunden. Vil du have et par teknikere ud og sikre en prøve?

Et øjeblik så Jasper tvivlrådig ud. Dna-prøver var ikke så dyre, som de havde været, vidste Lisa, men der var også en grænse for, hvor meget man kunne sende af sted, før man væltede et budget. Så nikkede han.

– En enkelt mand kan vel gøre det. Vi kan sammenligne med tøjet fra skoven.

– Bestyreren sagde også, at han havde nummerpladen på ham fyren, der læssede karret af.

– Genialt. Det lyder satme godt, hvis det er noget. Det kan du lige tjekke op på.

– Det klarer jeg, sagde Anne-Marie og lukkede døren bag sig.

– Nogle gange, sagde Jasper og kiggede på Lisa, – … så ved jeg ikke, om vi klamrer os til halmstrå, eller om vi gør det rigtige. Men i sådan en sag her, må vi nok bare æde alt, hvad der kommer forbi.

Lisa nikkede og pillede i den orange neglelak, hun havde på. Han spurgte:

– Og hvad tænker du så, nu du efterhånden har udviklet dig til vores personlige profilør?

Lisa trak fødderne op under sig på stolen.

– Forholdsvis ung drabsmand, jeg gætter på under 35, middel eller over middel intelligens. Jeg tror, han er lokal, både fordi pigerne er det, og eftersom han har anbragt kufferterne dér en ad gangen. Han ville måske have let adgang til dem, hvis han ville tilbage til dem.

– Hvorfor skulle han ville det?

– Nogle gange er drabet bare første del, og mange tager tilbage til liget og genoplever det. Det er åbenbart seksuelt ophidsende for mange af den slags mennesker og giver dem en følelse af magt.

– Hyggeligt. Tror du, han bor alene?

– De foretrækker tit deres eget selskab, og i det her tilfælde har det krævet en del, der ville være svært at skjule for en kone eller kæreste. Han har sikkert holdt øje med offeret, derefter har han skullet finde det bedste tidspunkt at bortføre hende, transportere hende hjem, gøre ved hende, hvad han nu gjorde. Derefter har han efterladt hende et sted. Først brunkulslejet. Af en eller anden grund opgav han det så. Der er mange ting, der kan gå galt undervejs, og vi har ikke mange spor at gå efter.

– Nej. Det er rigtigt nok.

– Ja, så han har en vis kontrol over situationen. Det bliver det ikke nemmere af.

– Indtil det sidste offer.

– Ja, indtil Signe. Der er tingene løbet af sporet for ham.

Lisas telefon ringede, og hun kiggede automatisk på displayet og genkendte nummeret. Hun havde selv brugt det for et par dage siden. Det var Annikas kæreste.

– Andreas? sagde hun.

Stemmen i den anden ende var næsten uigenkendelig. Der var kommet noget ru og snerrende over den, som hun på ingen måde kunne forbinde med den behagelige psykologistuderende, hun havde talt med på en café få dage forinden.

– Du holder dig bare langt væk fra min kæreste, sagde han. – Hun er min nu. Endelig er hun min. Efter den syge stodder døde.

Lisa kiggede målløs ud i luften.

– Men Andreas, halvt stammede hun. – Annika er død.

Han lo.

– Annika? Det er jo længe, længe siden.