60.

 

 

 

Jasper Taurup var tilbage ved bådehuset kun kort efter, at teknikerne var ankommet og havde spærret stedet af. Sia tog imod ham, og der var et blegt skær over hans ellers mørke hud. Et sted tudede en ugle ned mod dem.

– Der er sgu et eller andet galt her, sagde han til Jasper og rakte ham dragt, skopuder, maske og hårnet, så han kunne komme helt ind i bådehuset.

– Hvad mener du? spurgte Jasper.

Stedet var oplyst af en projektør, og deres ånde stod som små skyer omkring dem. Til trods for at de var tre personer, og at en betjent fra beredskabet stod ude ved vejen og vogtede, føltes det ikke trygt. Der hang en række rustne værktøjer på søm på væggene, og i hjørnet stod en gammel cykel med skæve hjul. Var det her, pigerne var blevet dræbt én efter én? I så fald manglede der et badekar. Men det kunne være her, kvinderne havde ligget og rådnet, indtil de kunne blive transporteret til det sidste hvilested. Det skulle teknikerne snart få afklaret. Under alle omstændigheder var det et uforstyrret sted, og der kom næppe mange mennesker i dette område.

– Der er ikke tegn på, at nogen har været spærret inde her, sagde Sia. – Du siger, at Trokic blev angrebet af en kvinde, der var blevet taget til fange af gerningsmanden? I så fald er det ikke lås og slå, der har holdt hende tilbage.

– Men hun kan være blevet truet, indvendte Jasper.

– Måske, men hun er nok ikke blevet mishandlet, for alt værktøj ser urørt ud. Vi kan faktisk slet ikke se, at hun har været her indtil videre. Jeg synes, det virker temmelig uldent.

– Men hun var her, fastslog Jasper. – Og stedet har kun været uovervåget, mens jeg kørte Trokic på hospitalet, og I var på vej hertil. Højst en halv time. Jeg kan dårligt forestille mig, at nogen kunne have nået at fjerne noget og da slet ikke et badekar. Det ville kræve en trailer og være meget risikabelt.

Der lød et højlydt udbrud ovre fra hjørnet af bådehuset under det ene vindue, hvor Jane var i gang med at undersøge jorden.

– Det ser ud til, at nogen har været i gang med at grave her. Jorden er helt løs. Nærmest som om noget skulle graves op. Her er et lille stykke ben.

Og så med dybere ubehag:

– Nej, det er et kranium.

– Hvad? spurgte Jasper.

Hun gravede hastigt løs i jorden med handskerne.

– Åh gud, hvor er det småt. Det er et lille barn.

Jasper og Sia stillede sig op og stirrede vantro, mens hun blotlagde jorden under sig. Små knogler dukkede op en efter en, og endelig et kranium mere. Jasper kunne mærke, hvordan han blev svag af ubehag. Hvad var dette? De børn, som Markus havde slået ihjel? Jane vendte ansigtet om mod dem, og hendes øjne var sorte i det blege ansigt.

– For fanden. Nogen har begravet sine børn her.