71.

 

 

 

Camilla kom til sig selv, da en mundfuld vand skvulpede ind i munden på hende. Det smagte af jern, og et langt øjeblik forstod hun ikke hvorfor. Det mindede hende om et sommerhus for længe siden, hvor rørene i badeværelset havde været rustne. Det var samme smag. Men så fik hun også en anden association. Fra engang hvor hun havde skåret sig i hånden og havde suttet på blodet for at få blødningen til at stoppe. Der var koldt omkring hende. Vandet var koldt. Og hun var i det. Så skreg hun. Hun huskede, at hun var gået hen ad vejen for at møde Søren. Derefter var alt sort. Var det ham, der holdt hende fanget her? Hun nægtede at tro det.

Hun slog mod træpladen over sig. Det var som at være begravet i en kiste dybt under jorden. Hun hamrede hårdt og flåede, til hun kunne mærke, neglene knækkede. Hun kunne mærke, at der var andre kradsemærker i træet. Fra andre, der havde været der før hende. De dræbte kvinder? Hun ville ikke ende sit liv her. Hun sparkede i vandet, skubbede fødderne mod enden og træpladen, men den gav sig ikke.

Så mærkede hun det. Det var, som om små munde gled mod hende. Hun stak hånden ned i vandet og mærkede dem. Store ormeagtige væsener i bevægelse Slimede og hurtige. Igler. Hun skreg igen. Tænkte på søen og den sindssyge mand, der havde råbt mod den. Det var ham, der var skyld i dette. Hvorfor havde hun ikke indset det? Passet mere på? Hun havde troet, at han var ude efter hendes diamanter. Hvor havde hun taget fejl. Hun slog omkring sig i vandet, forsøgte at trække dem af sig, men de var for mange. Hun kunne mærke, hun begyndte at blive svag.

Så pludselig mærkede hun en lille revne i træet. Der hvor de andre kvinder måtte have kradset mest. Blot en lille flig. Hun hev og sled i træet, og pludselig skinnede en lille stribe lys igennem. Hun kradsede og flåede i pladen, og til sidst kunne hun få en hånd igennem. Så en arm. Noget måtte holde pladen på plads. Hun måtte vende sig rundt i vandet, fik hovedet under vand, mens hun afsøgte pladen. Der var intet. Hun gispede efter vejret, skreg i desperation og mærkede, hvordan tårerne løb hende ned ad kinderne og blandede sig med det jernholdige vand. Hun vendte rundt en gang til og hev og sled i brædderne. Et mere gik løs, og hun kunne nu få armen længere frem på karret. Febrilsk fløj hendes hånd hen langs karrets kant, og så fandt hun endelig noget. Et stykke jern. Hun trak i det, og det faldt ned på gulvet med en klirren. Pladen gav sig stadig ikke, og hun kunne mærke, hun var ved at blive svag. Hun stemte armene mod det sted, hvor der manglede et beslag, og så endelig gav den sig. Hun fortsatte med at slå på brædderne, og pludselig var der hul igennem. Mere lys trængte ind. Hun kiggede ned i vandet omkring sig, og modet faldt. Det var rødt. Alt alt for rødt. Hun måtte have mistet tæt på en liter.

– Åh gud, mumlede hun tungt.

Med en kraftanstrengelse fik hun sig trukket op gennem hullet og faldt ned på det hårde cementgulv. Hun skreg igen, da hun kiggede ned ad sig selv. De var overalt på hende. Store og tykke af hendes blod. Mindst 50 af dem. Hun hev og sled i dem, men de var glatte og modbydelige. Flere af dem gav slip, og blodet fossede ud på de steder. Der var for mange. Hun bed rædslen i sig og kiggede rundt. Hun befandt sig i et rum uden vinduer. Det var hvidkalket, og badekarret var det eneste i rummet bortset fra nogle flasker i hjørnet. En nøgen pære skinnede fra loftet.

Hvem havde anbragt hende her? Og hvornår kom han tilbage? Hvorfor var det netop hende, der var udvalgt til at lide en så grusom død? Hun mærkede, hun var svimmel og måtte sætte sig på knæ med hovedet nedad for ikke at besvime. Derfra kravlede hun hen til døren og løftede en hånd op for at åbne. Den var ikke låst. Personen, der holdt hende indespærret havde troet, at træpladen holdt hende på plads. Hun åbnede døren og kiggede ud gennem sprækken. Den førte ind til et andet kælderrum, lod det til. Der var et svagt lys derinde, og hun kunne se først et par ben, så resten af en kvinde. Hun begyndte at klapre tænder. Til trods for sin fortumlede bevidsthed var hun klar over, hvem hun var. Hun var skaldet, men der var ikke skyggen af tvivl i hendes sind. Det var Miranda, hendes lejer. Men hvad gjorde hun dér. Var hun også fange?

Nu kunne hun også høre den svage nynnen, der kom fra hende, og lyden gjorde hende slap af skræk. Der var noget ildevarslende sygt ved den lyd. Hun kunne lugte, hun var under jorden. Der var en skarp stank af skimmelsvamp, og der var isnende koldt. Så knirkede døren højt, og Camilla mærkede, hvordan håbet svandt. Kvindens nynnen stoppede brat, og hun hørte skridt hen over gulvet. Så blev døren revet op, og hun trådte ind med øjnene skinnede af vanvid.

– Jamen dog. Er du kravlet ud af karret? Så må du tilbage igen.

Hun sparkede Camilla hårdt, tog fat i benene på hende og begyndte at bære hende tilbage.

– Nej, nej, skreg Camilla.

– Åh jo. Du kommer med mig. Hun bor inde i dig og skinner ud gennem dit hår, dine øjne, dit ansigt.

Camilla sparkede løs, brugte sine sidste kræfter på at slå hårdt ind i brystkassen på kvinden. Hendes fangevogter mistede balancen og måtte give slip på Camillas andet ben. Så vaklede hun, tog tre skridt bagud og faldt. Der lød en dump lyd, da hendes nakke ramte kanten af karret, og et øjeblik stirrede de store blå øjne uforstående på Camilla. Så mistede hun bevidstheden. Var hun død? Var hun virkelig død?

Så kastede hun op på gulvet. Iglerne sad stadig på hende i hobetal og sugede løs. Hun trak flere af dem af, men indså, at det ikke gjorde nogen forskel. For hver igle, hun fik trukket af, fossede blodet ud. Nu frøs hun noget så forfærdeligt. Hun ville dø her på gulvet. Det kunne ikke være anderledes. Ingen vidste, hvor hun var. Ikke engang hun selv. Hun forsøgte at rejse sig, men mærkede, hvordan blodtabet fik det til at sortne for øjnene.

– Hjælp, råbte hun, men kunne selv høre, hvor svagt det lød.

Og ved siden af sig så hun den skaldede kvindes arm bevæge sig svagt.