5.

 

 

 

Trokic benyttede lejligheden til at gå ovenpå, finde noget kaffe i receptionen og ringe til Jasper, der havde varetaget morgenens parole og fordelt opgaver til styrken.

– Alt vel? spurgte han.

– Ja. Vores folk er kørt godt i stilling. Alle er klar på at give den hele armen og lægge ekstra timer ind om nødvendigt, sagde Jasper, og Trokic kunne høre ham rasle med en slikpose i baggrunden. – Men indtil videre er det eneste link mellem dem alderen og hårfarven.

– Spørgsmålet er måske, hvem drabsmanden forbinder dem med i sin forstyrrede virkelighed, foreslog Trokic. – Bliv ved med at undersøge, om der er andre lighedspunkter mellem dem. Vi må også se, om vi kan finde kontaktpunktet. Gerningsmanden har muligvis ikke taget den første og bedste brunhårede sild, der kom forbi. De kan være nøje udvalgt og måske også overvåget gennem længere tid, indtil det perfekte øjeblik dukkede op. Så bliv ved med at samle information om begge piger og find fællesnævnerne. Hvilken tandlæge og frisør brugte de, hvilke skoler har de gået på, hvor gik de i byen, hvor handlede de og så videre. Vi skal vide alt dette, men husk, at det ikke er udtømmende, så du og resten af styrken skal ikke bare spørge de efterladte om de her ting, som vi to snakker om.

– Nej, vi spørger og lader dem fortælle.

Trokic tog en slurk af sin skoldhede kaffe og brændte tungen.

– Ja nemlig. Måske dukker der andet op, vi ikke har tænkt på. Alle de her oplysninger kan du markere på det store kort over Århus på mit kontor – brug en pen med en særskilt farve for hvert offer. Indtegn deres rute til arbejde eller venindebesøg og alt andet, du finder frem til, så vi kan se, om der er nogle overlapninger mellem dem.

– Jeg sætter folk i gang med det samme.

Receptionisten var holdt op med at taste og sad nu og lyttede, bemærkede Trokic. Han vendte ryggen til hende og trak længere bort i rummet.

– Vi har også opkaldslisterne, som vi diskuterede i går. Find ud af, hvordan bevægelserne har været, og om der er noget, vi kan udlede af dem.

– Men hvor langt skal vi gå tilbage i deres liv i forhold til at finde fælles referencepunkter? spurgte Jasper.

Trokic tøvede. Det handlede igen om ressourcer og allokering. Den mest forhadte del af hans arbejde, for det var altid netop lige præcis umuligt at få nok folk. Ofte indbefattede det også et vist fandens kedeligt tovtrækkeri på højere plan for at få betjente ind fra andre afdelinger.

– Så langt tilbage som muligt. Jeg kommer tilbage inden så længe, sagde han. – Sammen med retsmedicinerens rapport. Den er ikke hyggelig, og du behøver ikke tænke på frokost til mig i dag.

Han tænkte på, hvad retsmedicineren havde fortalt. Det var ikke længere knogler og hud på et stålbord. Disse kvinder havde levet, været fanget, sandsynligvis holdt i live i flere dage og tortureret den sidste del af deres liv. Deres kroppe var blevet mishandlet på et utal af måder. Han tænkte på Christiane og hendes smukke, skrøbelige krop. Forestillede sig, at hun skulle gennemleve det som det sidste i sit liv. Han afsluttede samtalen med Jasper og forsøgte at ryste trætheden af sig. Han havde sovet dårligt på det seneste. Ligget vågen og husket flere og flere detaljer fra sin opvækst i ghettoen alene med sin mor og ungdommens besøg i Kroatien. Aften efter aften lå han og forsøgte at finde fred med de ting, han havde set under borgerkrigen. Lig i dynger, voldtagne kvinder, nedbrændte huse, de allestedsnærværende snigskytter og den store dreng, han selv havde skudt. Et tilbagevendende mareridt om udsultede og døde kaniner fra en gård i Kroatien havde dog været på tilbagetog det seneste år. Lidt gik det fremad.

Han skulle netop til at fylde kaffekoppen igen, da retsmedicineren stod foran ham.

– Nå, sagde han. – Skal vi komme videre?