Barndomsgaderne

Allégade nr. 1, Odense, Maj 1945

Lyden af store, kraftige Rolls Royce V12 motorer sprængte stilheden i den lille provinsby.

Jo tættere lyden kom på huset, desto voldsommere blev brølet.

Et brøl, der var så stort, at det føltes, som om jorden rystede under Odense.

Og for den lille dreng, der lå i tremmesengen, så det næsten ud, som om de tynde træpinde i sengen vibrerede som strenge på en guitar.

Han rejste sig op og så med store øjne ud gennem vinduet.

Op mod himlen, hvor det engelske luftvåben i deres Spitfire flyvemaskiner blandede sig med skyerne.

Mens han betragtede maskinerne færd over himlen, foretog de i hans bevidsthed en usædvanlig manøvre.

Lige ude foran vinduet dykkede flyverne ned i gårdsplads­en, så den lille dreng tydeligt kunne se de rød, hvide og blå mærker på vingerne.

Det var næsten, som om han kunne gribe ud i luften og tage fat i dem.

Roland Lyhr Sørensen var netop fyldt to år, og Danmark var ikke længere besat.

For en ung Roland Lyhr Sørensen var der god
grund til at smile. Det første, han husker fra sit liv,
var et engelsk symbol på, at Danmark var befriet.

Roland Lyhr Sørensen blev født den 10. april 1943 i Odense. Det var en lørdag, og det regnede. Historien om de engelske engle, der befriede Danmark, er det første, han kan huske fra sin barndom. Faktisk er det noget af det eneste, han husker fra de tidligste år i Allégade 1 i Odense.

Han kan blandt andet ikke selv huske, hvordan han efterlignede sin moders sang, før han overhovedet kunne tale; hvordan han stod i tremmesengesengen med hænderne solidt plantet på gelænderet og hoppede op og ned, mens han sang "Mæ si'r det lille lam" og "Kong Christian stod ved højen mast". Det har han først fået at vide flere år efter. At det regnede på hans fødselsdag, er selvsagt også noget, han senere har fået fortalt. Nalle husker de små detaljer om hvem, hvor og hvordan, og han rekonstruerer eftertænksomt de første år af sit liv.

En af de historier, han holder mest af at fortælle, er om dengang, hans far smed ham over muren til asylcentret, fordi "hipoerne" kom.

"Det var lige efter krigen. Vi stod nede ved domhuset på Albanigade og kiggede på alle nazisternes sympatisører, der skulle stilles for en dommer. Min far, min mor og så mig i barnevognen. Ja, der var selvfølgelig også tusindvis af andre fra byen – det var et kæmpe tilløbsstykke. Pludselig begynder nogen at råbe: "Hipoerne kommer, Hipoerne kommer!". Hipoerne var det danske Hilfzpolizei, der havde hjulpet tyskerne med politiopgaver under besættelsen, og selv om krigen var slut, så var folk åbenbart stadig lidt bange for dem. Der var sikkert ikke noget at være bange for, men folk begyndte alligevel at flygte væk fra domhuset. På den anden side af vejen – lige over for domhuset – lå det daværende asylcenter. Min far smed først min mor over muren, så smed han mig over, inden han selv kravlede over. Så fortsatte vi ind igennem køkkenet på asylcentret – tværs igennem buddingen, der skulle til at serveres – og ud igennem bagdøren. Min far løb med mig i armene hele vejen hjem til Allégade. Først dagen efter tog han ned og hentede min barnevogn, der stod lige så fint nede i Albanigade," genfortæller Roland, der for overblikkets skyld fremover i denne bog vil blive citeret som Nalle.

Nalle husker ikke selv episoden, men historien er så god, at han hellere end gerne fortæller den to gange. Af samme årsager og med samme indlevelse som sine forældre, elsker han at fortælle. Og selv om han ikke husker, at han selv sang med på Hildas sang, så glemmer han aldrig nogensinde hendes stemme.

"Hun kunne virkeligt synge, min mor. Det var virkelig helt fantastisk. Det var ikke noget, hun optrådte med. Altså, hun var ikke professionel sanger, men hjemme sang hun bare altid," fortæller Nalle.

"Fantastisk" - et ord, som Nalle griber fat i og konsekvent bruger om barndommen hos sine forældre. Faktisk er han ikke bleg for at kalde sin barndom for "en af de bedste af slagsen". Han var et lykkeligt enebarn af Hilda og Regnar Sørensen. Et ægtepar, der tilsyneladende aldrig nogen sinde havde et skænderi. Ikke hvis man spørger Nalle. Der var små diskussioner mellem de to, det medgiver han, men han hørte dem aldrig skændes. Enten fordi de vitterligt aldrig gjorde det, eller også fordi de skjulte det for deres søn.

Hilda arbejdede på Odense Kamgarnsspinderi, når hun ikke gik rundt i huset og sang for sin lille dreng. Hun var oprindeligt fra Assens-kanten på Vestfyn, men flyttede senere til Langeskov, hvor hun servicerede i den lokale brugs. Til bal på det lokale samlingssted ville tilfældighederne eller skæbnen, hvis man tror på den, at hun mødte muresvenden Regnar. For at gøre en lang romance kort, så slog de tog pjalterne sammen og flyttede til Allégade i Odense – et arbejderkvarter ikke så lang fra bymidten. De giftede sig den 16. april 1940, tre år før Roland kom til verden.

Nalle kunne ikke ønske sig en bedre mor – eller far for den sags skyld. Hilda var den slags mor, der altid stod bag sin søn. Roland kunne rode sig ud i, hvad det skulle være, Hilda skulle nok være der for ham. Når han kom hjem fra skole med en besked om, at han igen havde været i slagsmål, bakkede hun ham op, og da han som 17-årig forsvandt ud af hendes liv i tre år, var Hilda bare glad for, at hendes søn fik sig en oplevelse, han aldrig ville glemme – selv om hun da måtte indrømme, at hun savnede ham frygteligt. Men det kommer vi til.

Nalles far, Regnar, var på flere områder samme type som Hilda. På andre var han den diametrale modsætning. Han var ganske vist ikke så tydelig i sin retorik, men der er intet, der tyder på, at han elskede sin søn mindre, end hans hustru gjorde det.

Glimt af nogle af Nalles gode barndomsminder.

Nalle kan på opfordring beskrive ham med ét ord: en ener. Han var en arbejdsom mand med flair for økonomi og ledelse. En mand, der både kunne leve i sin egen verden og samtidig sørge for, at den virkelige hang sammen. En mand, hvis personlighedNalle på sine ældre dage genkender sig selv i.

"Han levede nogle gange i sin egen verden. Hvis han gik og tænkte over noget, så var han umulig at komme i kontakt med. Når vi gik på gågaden i Odense, kunne han lige pludselig få øje på noget i en butik. Så gik han helt hen til vinduet og knaldede hovedet mod butiksruden, fordi han ikke tænkte over, at der var glas i mellem ham og varerne. Det gjorde han en del gange," hus­ker Nalle.

"Det kan jeg godt se lidt af mig selv i. At blive så optaget af noget, at jeg kan lukke alt andet ude. Og samtidig så var min far, præcis som jeg selv er det, en enspænder. En der går sine egne veje og lader folk tænke, hvad de vil, om det jeg gør. Det kan selvfølgelig hænge sammen med andre ting i min opvækst, at jeg blev en enspænder, men lidt af det hænger nok sammen med, at jeg så op til én, der også var det".

Regnar Sørensen blev født i Marslev øst for Odense, men flyttede som ganske ung til storbyen for at veksle sin uddannelse som murer til et fast arbejde. Det fandt han hurtigt hos byggematadoren Jens P. Koch, der på det tidspunkt stod for størstedelen af boligbyggeriet i Odense, og som dermed gav en hvis sikkerhed for en fast indkomst.

Det var også Jens P. Koch, der sørgede for, at den lille arbejderfamilie, som Regnar og Hilda stiftede, senere kunne flytte fra deres lejlighed i Allégade til et større hus på Eckersbergsvej – men det sker som sagt først senere.

*

Uden for hjemmets fire vægge begyndte livet også ret godt for Nalle. Han fik de første rigtig gode venskaber i børnehaven i Langelandsgade. Det var en børnehave i centrum af byen, der lå meget tæt på hjemmet i Allégade. Det var stærke og ukomplicerede venskaber mellem seks drenge i fire-fem års alderen. Rigtige kammeraterier, der var blottet for enhver stillingtagen til udseende, vægt eller andet, der udadtil kunne gøre forskel på dem.

I det selskab kunne drengene være høje eller lave, tykke eller tynde, rige eller fattige, og det ville ikke spille en rolle. Det var ikke det, man blev bedømt på i den gruppe. Det vigtigste var, at man var en rigtig kammerat, sådan én man altid kunne stole på.

"Vi gik igennem ild og vand for hinanden. Vi var blodbrødre – helt bogstaveligt talt. Vi blandede blod, og vi var der altid for hinanden. Du kunne stole på, at hvis du sagde noget til gruppen, så blev det i den lille lukkede kreds," husker Nalle, der på det tidspunkt var en smule anderledes end de andre drenge. Han var lidt kraftigere bygget, men det betød ikke noget.

"Måske var jeg ikke så tyk, som jeg husker, på det tidspunkt, eller også var det fordi, jeg var den største, og det derfor var lidt farligt at sige noget til mig. Der kan være mange grunde til, at de lod være med at kommentere det. Men jeg tror på, at det var fordi, det ikke betød noget. Hvorfor skulle drenge i den alder også tage stilling til, hvordan man gik og så ud. Vi havde jo tusinde andre ting at tage os til end at tænke på vores eget og hinandens udseende. Det var et simpelt og reelt fællesskab, som jeg sjældent har set siden," husker Nalle.

Det er offentligt kendt, at Nalle og Johnny Reimar gik i børnehave sammen. Der er også skrevet meget om, at deres musikalske rejse skulle have taget udgangspunkt her, men sandheden er en lidt anden. Selv om de to knægte gik i børnehave sammen, så var det først langt senere, at de to fandt sammen i et succesfuldt musikalsk partnerskab.

Tiden i børnehaven var altså et lykkeligt bekendtskab for Nalle. Ikke kun når han om dagen gik rundt med sine blodbrødre i Langelandsgade, men også når han tumlede rundt i Allégade med nabo-drengene.

Lejligheden, som familien Sørensen boede i, var ikke et palads. Den var, som de fleste hjem var det i de år. En lille stue, et par værelser og et lille køkken var, hvad familien havde at boltre sig på. Men det var fint. Det var lige efter krigen, og penge var ikke ligefrem noget, man væltede sig i i de fleste familier, der boede dør om dør med Sørensens. Men hvad der ikke var i kvadratmeter og likvider, var der i naboskab og sammenhold. Især hos børnene identificerede man sig med den vej og det kvarter, man nu var født i. Især drengene lagde meget vægt på, at de var fra Allégade, og det var de stolte af. Ingen skulle komme og tro, at de var bedre end dem fra Allégade, var man enige om.

"Det var helt eminent. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt forstuvede min fod og ikke rigtigt kunne gå nogen steder. Så kom alle drengene fra gaden, der har vel været en 20 stykker, og bar mig ned i gården, så jeg kunne være med til at lege. Jeg skulle hvert fald ikke ligge oppe i lejligheden helt alene, mente de. Det er da fællesskab, der vil noget. Jeg havde det sgu som blommen i et æg, da vi boede på Allégade," fortæller Nalle.

Lige så stærkt venskabet til de andre børn i gaden var, lige så stort var fjendskabet til nabogadernes unger. Som var det rivaliserende nationers ærer, der stod på spil, kunne man i området omkring Allégade se gadernes drenge råbe ad hinanden og forsvare deres territorier. Som soldater i miniformater rendte de rundt og var på vagt over for fjenden, der kunne sætte et angreb ind når som helst. Gud nåde og trøste den lille purk, der ubevæbnet og alene drog ind på fjendes land uden at kende konsekvenserne.

"Men det var nu ikke så slemt, når det kom til stykket. Vi spillede op og havde det meste i munden. For fanden, vi var jo bare nogle små rollinger, der legede voksne. Når vi mødte nogen af ungerne fra de andre kvarterer, så var det mest noget med at stå og puste sig op. Når vi var færdige med at puste, så gik vi hjem til vores mor og fik lidt saftevand," husker Nalle.

*

I slutningen af 1940 begyndte Nalle på Munkebjergskolen i Odense. Ifølge ham selv kunne han, hvis han ellers havde brugt sine evner, været blevet en mønsterelev. Lærerne var enige om, at han havde talent for både at regne og skrive. Men de var også enige om, at han ikke brugte sine evner fornuftigt. I stedet holdt han sig til i frikvartererne, hvor alt det sjove skete.

Det sjove var det, der ikke krævede, at han skulle sidde stille på sin stol og høre efter. Dér, hvor han kunne bruge energien med sin krop og ikke hovedet. Selv om lærerne blev ved med at insistere på, at han skulle følge bedre med, gjorde Nalle det modsatte, og så længe han fik lov til det, havde han intet imod folkeskolen. Det var et fint nok sted, hvor man gik hen om morgenen, legede i frikvartererne og gik hjem om eftermiddagen. Men det var samtidig et frygteligt spild af en ung knægts tid.

For Nalle vedkommende begyndte dagen først, når dagens tvangstimer i skolen var overstået. Når klokken ringede ud for sidste gang i skolen, var det endelig tid til det, han holdt allermest af: at svømme. Han ilede hjem fra skole, pakkede badebukserne og piskede at sted til Klosterbakken, hvor byens svømmehal lå. Det lå kun et stenkast fra lejligheden i Allégade, og for en lille skilling kunne man plaske rundt i vandet, så længe kræfterne var til det. Det var helt perfekt.

Regner, Hilda og Nalle tilbragte utallige søndage ved Fyns Hoved – den nordligste del af Fyn, hvor havet og naturen har skabt inspiration til utallige malere og altså også familien Sørensens søndage.

Havet var som meditation for den unge knægt, der voksede op med vandet som et af de mest foretrukne steder at opholde sig. Blandt andet derfor var svømmehallen et af de absolutte højdepunkter i livet, når han altså ikke lige kunne pjaske rundt ved Fyns Hoved.

"Jeg elskede det. Jeg kom i svømmehallen flere gange om ugen. Om sommeren tog jeg ud til friluftsbadet i den anden af byen, hvor de havde en 10 meter vippe. Den skulle jeg selvfølgelig prøve med det samme. Jeg har nok ikke været mere end syv-otte år, da jeg første gang sneg mig op og sprang fra den første gang. Jo, det der med vand, det var jeg godt nok helt ekset med. Jeg kan huske, at når jeg som helt lille skulle passes, så kørte min mor mig op til bademester Sand oppe på Klosterbakken. Så fik jeg lov til at bade hele dagen, ja lige bortset fra, når jeg lige skulle hente øl til personalet. Så blev badebilletten også lidt billigere," fortæller Nalle.

De mange timer i vandet gjorde, at Nalle blev en god svømmer. Helt umættelig og med så meget energi, at han kunne crawle sig gennem den ene meter efter den anden uden stop. Som niårig var der ikke den svømmer på samme alder, der kunne hamle op med ham. Det fik han bevis for, da han vandt Danmarksmesterskabet for sin aldersgruppe.

Vandet var det sted, hvor han kunne bruge al sin energi konstruktivt, og selv om Nalle brugte langt mere tid på at svømme, end han gjorde på skolen, så vidste Regnar og Hilda trods alt, hvor de havde deres lille søn, når han var i svømmehallen. Han havde ellers en dårlig vane med at forsvinde, når de slap ham løs hjemme i kvarteret.

"Jeg måtte aldrig gå ud og lege, hvis vi skulle nogen steder, hvor jeg skulle have mit pæne tøj på. Mine forældre kunne være helt sikre på, at hvis de først lod mig gå udenfor i mit fine tøj, så var det møgbeskidt fem minutter efter, og så skulle de til at have mig i bad igen – hvis de ellers kunne finde mig. Jeg har nok altid været lidt ustyrlig – forstået på den måde, at jeg altid skulle opleve noget nyt. Det eneste, man ikke måtte sige til mig, da jeg var lille, var "det tør du ikke." Så kunne man være fuldstændigt sikker på, at jeg gjorde det. Jeg ville altid stå først i køen, når der skete et eller andet. Det giver selvfølgelig nogle skrammer en gang i mellem, men til gengæld oplever man også tingene først," fortæller Nalle.

Når han ikke var i skolen eller i svømmehallen, holdt Nalle til i Lahn Stiftelses fritidshjem i Nedergade. En umiddelbart ubetydelig detalje, men det var her i fritidshjemmet, at Roland allerede som ganske ung skiftede navn til Nalle. Der findes to historier om, hvordan han fik det øgenavn, der for altid skulle følge ham: den søde og den sande.

Den søde, som Nalle selv er ophavsmand til, går på, at Nalles onkel fra Sverige ved synet af den lille nyfødte dreng udbrød: "Jamen, han ligner jo en 'nalle'". Det er et svensk udtryk for en lille bamsebjørn. Det er historien, som Nalle selv fortæller, når især børn vil have forklaringen på det lidt specielle navn.

Den sande historie blev som sagt født i fritidshjemmet. Da Roland begyndte i Nedergade, var der allerede en dreng, der hed Ronald. Drengen blev konsekvent kaldt Nalle af de andre børn. Ronald og Roland lyder ret ens, hvis man ikke artikulerer ordentligt eller ikke hører godt nok efter. Så da drengen Nalle – altså Ronald – blev for gammel til at gå i fritidshjemmet, gik øgenavnet videre til Roland.

"Det har altid hængt ved, og jeg har egentlig haft det fint med det. Inderst inde er jeg Roland, men der er mange, der kun kender mig som Nalle – især efter jeg begyndte at blive kendt. Så at begynde at kalde mig Roland nu, ville være lidt tåbeligt," fortæller Nalle.

*

Nalle havde nogle gode år i Allégade, i svømmehallen og i fritidshjemmet. Han havde gode venner, der accepterede ham, og han havde en masse at give sig til. Der var ingen hånlige kommentarer om hans vægt, der vel nok lå et par kilo eller, tre over de jævnaldrendes. Men Nalle oplevede på det tidspunkt ikke, hvad mobning kan gøre ved en dreng på vej i puberteten. Det fandt han først ud af senere, da han skulle sige farvel til barndomsgaden.

Da Nalles farfar døde, blev lejligheden i Allégade sagt op og familien Sørensen flyttede i 1952 til Eckersbergsvej i den sydlige del Odense. Sammen med dem flyttede Nalles farmor, Anna, der hverken havde råd eller lyst til at blive boende i den lejlighed, hun havde delt med sin nu afdøde ægtemand. Derfor solgte hun sin lejlighed og flyttede ind på førstesalen på Eckersbergsvej. Selv om Allégade og Eckersbergsvej i en lige linje ikke lå mange kilometer fra hinanden, så var der milevid forskel på de to gader – også selv om man kun var en lille knægt på ni.

Det nye kvarter var dengang for det finere borgerskab. Her boede man ikke i små lejligheder med toilet i gården, men i villaer eller rækkehuse med adgang til egen have, og man havde ligusterhæk. Huset, som familien Sørensen flyttede ind i, var så stort, at Hilda sagde sit job på kamgarnsspinderiet bare for at få tid til at passe det.

Da Nalle og hans familie flyttede ændrede tilværelsen sig for
Nalle. Han blev mere og mere sin egen bedste ven, og det ændredes
først, da han mødte musikalske legekammerater.

Dybest set var det uhørt, at en "almindelig" murer som Regnar havde råd til at købe hus blandt ingeniører og overtelemontører. Når det alligevel kunne lade sig gøre, skyldes det dels, at Regnar havde en særlig evne til at få pengene til at række langt; dels at Nalles farmor også lagde en pæn sum penge i familiens huskøb, men den overvejende årsag til, at denne arbejderfamilie havde råd til at flytte ind hos de det "pænere" borgerskab, var Regnars chef, Jens P. Koch.

Byggematadoren havde den opfattelse, at alle mennesker skulle have råd til deres eget hjem. Derfor var udbetalingen på en del af de huse, som Jens P. Koch byggede, 5000 kroner. Det var dengang en pæn sum penge, men trods alt overskueligt for en familie som Nalles. Var man oven i købet så heldig at have arbejde hos Jens P. Koch, kunne udbetalingen afdrages over lønnen. Derfor kunne det – til stor forbløffelse for mange af de nye naboer på Eckersbergsvej – lade sig gøre, at familien Sørensen parkerede flyttebilen i indkørslen til deres nye hus.

Nalle husker det ikke selv, men han har fået fortalt, at hans mor og far heller ikke havde helt nemt ved at blive accepteret i det nye kvarter.

"Men jeg oplevede det ærlig talt ikke. Måske fordi jeg altid har været flintrende ligeglad med sådan noget. Min far har heller ikke ladet sig genere af det, det er helt sikkert. Jeg kan forestille mig, at han bare har grint af det og egentlig moret sig lidt over, at han kunne skabe røre i andedammen," fortæller Nalle.

Farmor Anna sad det meste af dagen i husets store køkken og holdte et skarpt øje med gadens aktiviteter, samtidig med, at hun snakkede med sin lille, blå undulat. Det var oprindeligt Nalles undulat, men da han havde mistet interessen for den, var den overgået til farmor.

Anna sad i køkkenvinduet og kunne fra dag til dag aflægge rapport til resten af familien om, hvad der var foregået på gaden i løbet af dagen. Hvordan dem henne i nummer et eller andet havde fået leveret en bunke sten til deres indkørsel. Eller hvordan ham henne i nummer dit og dat var gået til købmanden klokken 10 og først kommet hjem klokken 11. Det var et hæderligt spionarbejde til stor glæde for Anna selv, men Regnar kunne næppe være mere ligeglad. Alt hvad der foregik uden for familiens matrikel ragede ham stort. Også selvom nogle af naboerne begyndte at henvende sig til ham.

"Jeg kan huske, at han en dag, kom grinende hjem fra købmanden. "Vil du tro det," svarede han min mor, da hun spurgte, hvorfor han var i et sådan vældigt humør. "Jeg har lige mødt overtelefonmontøren, og han spurgte sådan en helt almindelig murer som mig, om jeg ikke kunne låne ham lidt penge. Er det ikke utroligt?". Min far kunne simpelthen ikke komme sig over, at det nu var ham, der var økonomisk ovenpå. Han lånte ikke overtelefonmontøren pengene, men som tiderne ændrede sig, blev min familie da mere og mere accepteret på Eckersbergsvej," fortæller Nalle.

*

Imens familien fik nemmere ved at passe ind i deres nye omgivelser, så kneb det gevaldigt for Nalle. At han var større end sine kammerater havde ikke været et problem i Allégade og på Munkebjergskolen. Han var ikke for alvor blevet mobbet, og at han var lidt større havde kun været en fordel, når han skulle puste sig op overfor gadens drenge.

Men på Kragsbjergskolen, hvor han blev skrevet ind, da familien flyttede, havde han sværere ved at blive accepteret som Roland eller Nalle. I stedet fik han noget mere nedværdigende navne som "ham den tykke" og "fede dyr". Han var 10 år og vejede omkring 100 kilo. Når han skulle have nyt tøj, skulle det syes hos en skrædder. Det er ikke noget, der hjælper på en lille fyrs selvtillid, og det er bestemt ikke noget, der går bøllernes næse forbi.

Med sin vægt og rollen som klassen nye dreng blev Nalle helt naturligt det nemme offer, når der skulle uddeles verbale lussinger. Hvis der var noget, der kunne knække psyken, så var det det. Men han nægtede at vise det udadtil. Den glæde skulle de fjolser alligevel ikke have, tænkte han. Han rettede i stedet ryggen, så han syntes en halv meter højere. Han løftede hovedet og så sine modstandere i øjnene. Og så brugte han ellers sin fysik til at slå igen.

"Min far havde altid sagt, at jeg ikke skulle finde mig i noget pis fra andre Hvis der var nogen, der generede mig, skulle jeg slå fra mig, og det gjorde jeg så. Når jeg så kom hjem med en seddel, hvor der stod, at jeg havde knaldet en fra skolen et par på hovedet, så sagde min far, at det måtte jeg ikke. Det var da tarveligt og pisse forvirrende," husker Nalle.

Men Regnar kunne læse og påtale alt det, han ville, men Nalle stoppede ikke med at slå fra sig af den grund. For selv om han slog hårdt, så var det ingenting i forhold til de psykiske knubs, han selv blev tildelt. Han gjorde alt for ikke at vise, at drillerierne slog ham ud, når han stod i skolen, men når han kom hjem, lod Nalle den lille, sårbare dreng komme frem.

Ofte sad han alene på sit værelse og lod tårerne pible ud af kanalerne. Han sad der, indtil han til sidst havde grædt sig selv i søvn, og når han stod op igen, var det som om, at dagen kun ventede på at hive endnu et stykke af den lille drengs selvtillid væk.

"Jeg stod tit ude i gangen og sank en ekstra gang, før jeg skulle i skole. Det var virkeligt svært for mig at komme af sted. Jeg havde slet, slet ikke lyst. Som jeg husker det, så var der kun to i byen, der var overvægtige. Den ene var mig. Der har nok været flere, men dem kendte jeg ikke til. Jeg følte mig unormal. Jeg tror ikke folk fatter, hvor ondt det gør at blive drillet med sin vægt – eller drillet i det hele taget. Det er modbydeligt," fortæller Nalle.

Det tyder på, at Nalle har ret. For de samme drenge, der mobbede ham, havde svært ved at forstå, hvad der skete, og hvorfor det skete, når Nalles knyttede næve ramte mellem øjnene.

"De var vildt overraskede, hvis jeg tog fat i dem. De troede åbenbart, at det var noget, man sagde for sjov – at det var okay med mig, at de kaldte mig alle mulige ting. "Hvorfor slår du?" spurgte de, når de havde fået et par på snotten. Jamen hvorfor troede de selv, at jeg slog dem? Jeg var da pisse-træt af at blive kaldt "fede" hele tiden."

"Og jeg hører den ofte i dag, når jeg møder folk fra dengang. "Hold kæft hvor har du stukket mig nogen på snotten, da vi var mindre," siger de. Jamen prøv lige at høre her, hvorfor gjorde jeg egentlig det? Jeg har aldrig slået nogen, hvis de ikke selv har stukket næsen for langt frem. Egentlig kan det godt undre mig, for mine venner syntes jo, at jeg var en behagelig fyr, og det gør de stadig, så vidt jeg ved. Derfor irriterer det mig lidt, hvis folk har den opfattelse, at jeg var en slagsbror, der kun sloges for at slås. Jeg slog kun fra mig, når folk sårede mig," fortæller Nalle.

For at være helt præcis, så forsatte Nalle faktisk ikke med at slå på sine verbale overfaldsmænd. Han fandt hurtigt ud af, at problemerne med lærerne og dermed også sine forældre blev større, jo flere gange han endte i et slagsmål. Selv om det i hans hoved var selvforsvar, så endte det altid med, at Nalle blev udråbt til slagsbroder og et problem i skolen.

Regnar, der havde sagt til sin søn, at han skulle slå fra sig, men trak så i land og fandt det, der umiddelbart lød som en gylden mellemvej. Hvis nu Nalle, i stedet for at slå bøllerne, løftede dem op og smed med op i luften, så kunne de slå sig selv, når de ramte jorden. En mægtig idé, som Nalle hurtigt omsatte til praksis.

"Men jeg tænker tit på, hvad det har gjort ved mig. Hvorfor jeg er blevet, som jeg er. Hvorfor jeg kan hidse mig så meget op. Sådan er jeg jo egentlig ikke – eller sådan burde jeg ikke være; det er jo ikke noget, jeg er stolt af. Men det hænger da sammen med, at det var sådan, jeg voksede op. Den er så dybt begravet i mig den der. Når nogen spørger mig i dag, hvad jeg gerne ville være, hvis jeg kunne leve endnu et liv, svarer jeg altid: Så vil jeg gerne prøve at være tynd. Tænk at få lov til at være tynd. Hold kæft, hvor kan man slippe for mange af de problemer, jeg har kæmpet med".

Lærerindens flade hånd ramte ham på kinden.

Hun havde trukket den helt oppe fra skulderen, og det rung­ede i klasselokalet, da den mødte modstand.

Klassen tav. Der var fuldstændigt stille – bortset fra hans åndedræt, der steg ubehersket.

Han havde i grunden altid hadet den lærerinde, men nu var det nok. Hun skulle fandeme ikke slå ham. Ikke for det.

I frikvarteret forinden havde Nalle gentaget sit nummer med at kyle en af de andre drenge ned ad gangen. Han havde selv været ude om det, da han kaldte ham 'fede dyr'.

"Hold din kæft," havde Nalle råbt efter drengen, der lå vandret i luften foran ham. Men det havde drengen ikke gjort. Han havde pebet som en stukket gris, og nu havde lærerinden besluttet at straffe Nalle i form af en syngende højre.

"BUMP," sagde det, da Nalles knyttede næve slog luften ud af lærerinden. Han havde ramt hende lige i mellemgulvet, og hun måtte bukke sig ned for at få vejret igen.

Klassen, der før havde været fuldstændig tavse, trak vejret helt ned i lungerne – ja, helt ned i maven og der holdt de det.

Nalle kiggede kort på lærerinden, der stadigt stod foroverbøjet foran ham. Så greb han sin taske og gik ud af døren for sidste gang i sit liv.

*

Regnar sagde ikke et ord. Nalle havde ellers forsøgt det bedste, han kunne at forklare sig. Men lige lidt hjalp det. Den eneste lyd, der kom fra Regnar, var åndedrætet, der blev forstærket af piben mellem hans læber.

"Phhhiiiiiv," sagde det med korte mellemrum.

"Phiiiiiiiiv" og så stilhed. "Phiiiiiiiiiv". Larmende stilhed.

Men så afbrød Hilda. Hun rendte forskrækket rundt i huset, som om hun gennemsøgte hver kvadratmeter efter forklaringen på, hvad der var sket hendes lille søn.

"Nej, nej, nej. Hvad er det dog, du har gjort," sang hun, mens hun løb ud i køkkenet for at vende tilbage til stuen og derfra fortsætte ind i soveværelset.

Regnar tog et sidste sug af sin pibe. Så rejste han sig fra lænestolen og gik tavs forbi sin søn, der stod midt i stuen med beskeden om slagsmålet med lærerinden hængende fra sin mund.

Regnar forsatte ud i gangen, trådte til side for sine kone, der strøg forbi ham, før han åbnede hoveddøren og gik ud.

Der gik flere timer, før han kom tilbage. Flere timer, hvor Nalle ikke kunne gøre fra eller til. Ikke andet end at sidde og følge sin mor vandre rundt i stuen, mens hun forsøgte at standse hendes rystende hoved med hænderne. Det var tydeligt at se, at ikke engang Hilda vidste, hvordan Regnar ville reagere på, at deres søn havde slået igen på en lærerinde. Det var helt uhørt.

Så åbnede Regnar omsider hoveddøren igen og marcherede ind i stuen. Det var lidt som et nævningeting, der skulle afsige dommen over den tiltalte, der sad i sofaen.

"Nu går du ikke længere i skole" lød den indledende domsafsigelse. "På mandag begynder du som lærling ude hos Slagter Køster i Korup," sagde Regnar, der på få timer havde sørget, for at den kunne føres ud i livet.

Roland Lyhr Sørensen var stort set allerede fjernet fra protokollen på Kragsbjergskolen.

Nalle modtog dommen og overvejede ikke et enkelt sekund at anke. Han var alligevel så pisse-træt af den skole, eleverne og lærerne.

Som udgangspunkt var Nalle tilfreds med at slippe ud af skolen, men han fandt hurtigt ud af, at slagterfaget var omtrent lige så kedeligt som at sidde bænket på sin flade i et klasselokale. Godt nok slap han nu for at høre på de hjerteløse kommentarer om sin vægt, men han følte, at tiden blev spildt, mens han stod blandt de døde dyrekroppe. Cykelturen på ni kilometer gjorde ikke begejstringen for det nye fag større.

"Når vejret var godt, nåede jeg sjældent længere end ud til Pårup, cirka halvvejs på vejen til slagteriet. Så satte jeg mig ned og drømte mig langt væk fra Danmark. Ofte sad jeg der i et par timer, inden jeg vendte cyklen og kørte ud til friluftsbadet," hus­ker Nalle.

Heller ikke hjemme på Eckersbergsvej var der noget interessant at give sig til, og Nalle søgte væk fra kvarteret for at finde venner. Ikke fordi han havde raget uklar med alle andre børn på vejen, men da de fleste var tre-fire år ældre eller yngre end ham selv, var det svært at knytte tætte bånd. Han gik ikke længere på den lokale skole og havde sådan set ikke længere et tilhørsforhold til gaden, andet end at han tilfældigvis boede der.

"Der var kun en enkelt i nummer 42, som jeg blev gode venner med. Det var en pige; Ulla hed hun. Det var ikke en kæreste, det var en rigtig kammerat. Ellers var der ikke ret mange, jeg snakkede med på Eckersbergsvej. Når jeg tænker over det, er det måske det, der har gjort mig til den der "lonely rider", som jeg er. Hvis der ikke var nogen at lege med, så legede jeg da bare med mig selv," fortæller Nalle.

*

Det var mest de gamle venskaber fra børnehaven, Nalle tog sig tid til at pleje. Han begyndte at finde nye venner i svømmehallen på Klosterbakken, hvor han stadigt havde sin næsten daglige gang.

Det var her, han stødte på Bent "Chuck" Nielsen, der var den lykkelige ejer af en banjo og evnerne til at spille på den. Nalle, der selv havde ønsket sig en guitar i et års tid, var dybt benovet over Bents kunnen, og med musikken som udgangspunkt havde de to noget at være fælles om.

Bent var på det tidspunkt allerede godt i gang med at udforske tilværelsen som udøvende musiker. I Bents forældres hjem i Vestergade 91 – lige overfor Vestergade 100, hvor der meget passende lå en musikforrentning – samledes unge drenge med musikalske drømme for at spille musikken, som de hørte den i Radio Luxembourg. Fælles for dem alle var musikken. Alt andet var på det tidspunkt lige gyldigt.

"De drenge var fuldstændig ligeglade med, hvordan man så ud, og hvor meget man vejede. Det vigtigste var, at jeg elskede musikken, og at jeg kunne synge. Det var det, der betød noget i det selskab der, og det var jeg lykkelig over," fortæller Nalle.

Odense centrum, 1955

På en bænk på Sankt Annæ Plads i Odense sad drengene og gjorde sig kloge på musik. De var der næsten alle sammen: alle dem fra Vestergade 91. Og som de så ofte gjorde, når de var sammen, talte de næsten udelukkende om musik.

Længere nede af gaden gik "Røde Jørgen". Under armen bar han sin nye stolthed, som han, da han nåede drengene, præsenterede som "Danmarks største guitar". Guitarens hoved afslørede dens rigtige navn. "Höffner" stod der med snoede bogstaver.

Med tavse klapsalver og højrøstede tilkendegivelser modtog flokken Rødes nye guitar, der straks skulle indvies af hver eneste drengehånd i flokken.

Nalle tog den og slog et par akkorder an. Så stemte han i med sin lyse røst.

Han så ikke den norske skoleklasse, der strøg forbi i samme øjeblik.

"Han lyder ligesom vores egen Rock David!" skreg de norske tøser i munden på hinanden.

Nalle opdagede intet, men drengene omkring ham tog straks sammenligningen til sig og klistrede den på Nalle.

"Der er den! Det skal du da hedde! Rock Nalle. Du skal da hedde Rock Nalle," grinede de.

Der kom stille og roligt, men i en stigende kurve, mere gang i musikken for drengene i Odense, der nu var blevet opdelt i to.

Grundstammen var den samme: John Normann på sang og guitar, Ove Sølyst på guitar, Bent Nielsen ("Sorte Bent") på bas og Torben "Lille" Madsen på trommer. Nalle var med i front, når gruppen spillede det vildere rock med repertoire af Jerry Lee Lewis, Fats Domino, Little Richard og Chuck Berry, mens orkestret med Reimar Kristensen, eller Johnny Reimar som han senere kaldte sig, i spidsen tog sig af den lidt mindre opskruede musik af blandt andre Cliff Richard.

"Akkorderne og teksterne havde vi selv siddet og lyttet af fra radioen, og nogle gange sang vi noget værre vrøvl, fordi vi ikke lige havde fået fat i et par af linjerne. Men det gjorde ikke noget, folk var bare begejstret for, at der var livemusik i byen," husker Nalle.

Senere fik drengene en enestående mulighed for at få fingrene i ægte vinyl med den sidste nye musik fra Amerika.

"På slagteriet eksporterede vi kød til de amerikanske baser i Tyskland, og derfor sendte man en amerikansk dyrlæge til Danmark for at tage prøver af kødet. Han havde sin datter med, og da vi fandt ud af, at hun lå inde med de sidste nye lp’er fra USA, blev hun jo lige pludselig meget interessant. Det var egentlig underligt, for hun så pisse godt ud, hun var virkelig smuk, men vi var kun interesseret i hende for at få fat i musikken. Det betød alt for os på det tidspunkt, og det lykkedes da som regel også for os," husker Nalle.

Det var hovedsageligt Odense Juniorklub og andre ungdomsfester på Fyn, der lagde lokaler til Nalle og vennernes koncerter. Hyren for at spille var til at overse, men det betød ikke noget for de håbefulde musikere.

"Vi spillede, fordi vi havde lyst til at spille. Ikke fordi vi skulle være rige på det. Men der var da en gang, hvor vi fik 25 kroner per mand, taxa frem og tilbage fra koncerten og alt det mad, vi kunne spise. Det var jo helt vildt på det tidspunkt, vi var jo bare en flok drenge, der spillede musik, fordi vi ikke kunne lade være," husker Nalle.

Og selv om beskæftigelsen som musiker ikke gjorde Nalle rig, så gav den ham flere venner, end han havde haft længe. Han fandt hurtigt ud af, at han var langt mere interessant, når han var musikeren Rock Nalle, end når han var drengen Roland. Men selv om den pludselige popularitet føltes godt på overfladen, så viste den sig at være langt mere ru og klam, jo mere Nalle kradsede i den.

"Pludselig blev jeg inviteret med til festerne, men jeg skulle bare lige huske min guitar. Så kunne jeg ellers sidde der i hjørnet og spille, mens de andre lå og rodede rundt på sofaen. Det gad jeg kraftedeme da ikke, så det endte altid med, at jeg tog hjem igen," fortæller han.

Alligevel nød han med tiden godt af sin status som sanger i et band. Med de mange koncerter, som bandet gav, fulgte også pigernes interesse. Nalle var blevet en populær fyr. Han var ikke længere den uinteressante i flokken af drenge; nu var han den, pigerne spurgte efter, og den position havde han tænkt sig at udnytte til fulde.

"Jeg blev jo syg i hovedet. Jeg tog, hvad jeg kunne få dengang. Nu havde de drillet mig så lang tid med, at jeg var stor, og nu kunne jeg få alle pigerne – jeg skulle sat'me vise dem. Indtil det en dag gik op for mig, hvad det var der foregik. Er det Nalle, de vil være sammen med, eller er det Roland Sørensen?"

Svaret var det sidste, og Nalle gik i gang med en selvrealisering, der skulle få brikkerne til at falde på plads igen i teenagehovedet.

"Jeg skulle prøve at forstå, at jeg også kunne score pigerne som Roland Sørensen og ikke kun som Nalle. Men det er ikke helt så nemt, når man har den størrelse, som jeg havde. Der var det meget nemmere bare at være Nalle. Det var virkeligt svært for mig at droppe populariteten og vende tilbage til ham drengen, der står i udkanten af cirklen".

*

Både med og uden band sørgede Nalle for at skaffe sig alle de jobs som sanger, han bare havde den mindste chance for at få fat i. Ligesom svømningen var det, så var musikken også en af de få ting, han var god til – og som han samtidig elskede at beskæftige sig med. Han deltog i konkurrencer i det daværende Tivoli på Sdr. Boulevard i Odense, hvor han med husorkesteret i ryggen introducerede rock 'n' roll for de besøgende. Det samme gjorde i øvrigt børnehavevennen Reimar Kristensen, der for alvor skød sin karriere i gang ved at vinde en af amatørkonkurrencerne i Fyns Tivoli, som det hed.

Nalle begyndte også at snige sig ind på værtshuset og spillestedet "Ambassadøren" i Odense. Han kom der ikke for at drikke, det har Nalle aldrig brudt sig om, men kun for at høre livemusikken og se musikerne spille.

Nalles fysiske størrelse gjorde, at ingen stillede spørgsmålstegn ved hans alder, og han kunne som regel vade direkte ind fra gaden uden at vise nogen form for identifikation. Desuden købte han aldrig alkohol i baren, og han var forholdsvis fredet fra personalets mistroiske blikke på en mindreårig. Når han var inde, lykkedes det for den unge knægt at komme i kontakt med flere af de musikere, der lagde vejen forbi Ambassadøren. Specielt de udenlandske musikere var interessante.

"Der spillede et band, der hed Ghana High Light Band fra... ja, Ghana. Det var noget virkeligt lækkert rytmisk musik, de spillede, og jeg kom i snak med én af musikerne. Så inviterede jeg ham hjem, så han kunne høre noget af det musik, jeg gik og lyttede til. Jeg glemmer aldrig min mors udtryk, da hun vadede ind i stuen og der sad en stor, mørk neger midt på gulvet. Vi var ved at skræmme livet af hende. Det var nok ikke lige det, hun havde forventet at se," husker Nalle.

Hilda tog det nu meget pænt, husker Nalle. Og det var da heller ikke sidste gang, at hverken hun eller Nalle stiftede bekendtskab med ghaneseren. Som sagt var Nalle ikke gammel nok til at komme på Ambassadøren, og derfor var det også uden forældrenes viden, at han kom der. Der var ikke ligefrem nogen oplagt grund til at fortælle dem, at han rendte rundt på værtshusene i byen for at få styret sin musikalske nysgerrighed.

Heller ikke da han havde brugt sine talegaver til at skaffe sig en optræden med Ghana High Light Band, sagde han noget til Regnar og Hilda. Nalle havde stukket sine forældre en lille hvid løgn om en uskyldig fest med vennerne, men i stedet smuttede Nalle på Ambassadøren for at optræde med sine nye afrikanske venner. Hvad kunne der ske ved det – Hilda og Regnar havde ikke en chance for at opdage det, tænkte Nalle.

"Det gik helt vildt godt, det job. Der var fuldstændigt proppet, og folk stod og dansede på bordene. Jeg havde ikke en chance for at se, at de gamle også stod blandt publikum. De plejede aldrig at tage på Ambassadøren, og så vælger de lige netop den aften, hvor jeg synger derinde. Hvor store er chancerne lige for det?! Nå, men jeg kommer hjem om natten, og mine forældre er ikke gået i seng. De spurgte lidt til den fest, jeg havde sagt, jeg skulle til, og så siger min far pludselig: "Det var ellers noget af et show, du fyrede af derinde i aften". Hold kæft hvor blev jeg lille; men de grinede bare af mig. Min mor var stolt som en pave, og min far... han forsøgte bare at skjule, at han også var det," husker Nalle.

Faktisk var det altid sådan med Regnar. At han søn spillede musik var god til det, var ikke noget, Regnar gik og var synligt stolt af. Han nævnte aldrig over for sin håbefulde søn, at det der musik faktisk var ret godt gået. Tværtimod blev han ved med at minde Nalle om, at en god uddannelse var vejen frem i livet. Det var først langt senere, at Nalle fandt ud af, hvor stolt hans far egentlig havde været over sin musikalske søn.

"Jeg var sikker på, at jeg allerede nu var tæt på at blive verdensstjerne, men min far tog det lidt mere afslappet. "Man er først berømt, når lærerne underviser eleverne i dig i skolen," sagde han altid til mig. Men det var jeg ligeglad med. Jeg blev mere og mere sikker på, at det var musiker, jeg skulle være, og allerede dengang syntes jeg nok, at Danmark var alt for lille til mig," fortæller Nalle.